KATRINE AXHOLM, ANNETTE HEICK METTE-LOUISE JUST KRYGER OG KATARINA SCHEEF
Gør det noget jeg støvsuger imens? © Forfatterne og Pretty Ink/Rosinante&Co, København 2008 1. udgave, 1. oplag, 2008 Ide og bearbejdelse: Annette Heick Forlagsredaktion: Anne Matthiesen Omslag og layout: JE:SU/Gul Stue Fotos: Elona Sjögren Produktion: Narayana Press Skrift: Bickley Script, ITC Slimbach, Berthold Akzidenz Grotesk, Populaer Isbn: 978-87-638-0709-8 Printed in Denmark 2008 De to tekster Nu har jeg prøvet og Den pæne dame har tidligere været bragt i BT. Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Pretty Ink er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk | www.prettyink.dk
Gør_det_noget.indd 6
3/17/08 1:09:41 PM
Kata: Jeg var engang på vaskeri i Frankrig, hvor en vildt fremmed dame var blødt igennem. Hvordan siger man lige det til hende? ”Excusez moi, vous avez un … øh … rouge … øh øhm … dernière”.
VENINDER
Samtale
”Nogle gange kan man også møde nogen og tænke: ’Orv, det kunne godt blive en god veninde’” Annette: Hvad er en veninde? Jeg tager udgangspunkt i mine fødselsdagsmiddage, for der inviterer jeg dem, der er tættest på mig. Mine veninder er meget forskellige og har samtidig også meget til fælles. Det er også forskelligt, hvad jeg bruger mine veninder til. Definitionen på en veninde er for mig: Hvem ville jeg kunne fortælle alt til, og jeg mener ALT. De kvinder, der er samlet til min fødselsdag, ville jeg alle som en kunne ringe til døgnets 24 timer og krænge mit inderste ud. Katrine: Gør du nogensinde det? Annette: Og det siger lige præcis du? ... Ved nærmere eftertanke krænger jeg mig måske ikke så meget. Katrine: Nej, det tror jeg heller ikke, du gør, og du ringer ikke: ”Fuck fuck fuck lokummet brænder”. Du ringer som regel bagefter og siger, I har haft det svært.
55
Gør_det_noget.indd 55
3/17/08 1:10:20 PM
Annette: Det er ikke, fordi jeg ikke har brug for hjælp, men jeg prøver et langt stykke hen ad vejen at klare ærterne selv. Katrine: Det er også en af forskellene på mine veninder: Der er nogle, som hænger i røret, mens det brænder i køkkenet og andre, hvor jeg først hører om problemerne, når de er løst. Annette: Jeg synes også, det er svært, når en veninde ringer og har problemer med ægtefællen, som jeg så også er venner med, og så står jeg i et ubehageligt dilemma næste gang, jeg møder dem sammen. Jeg tror aldrig, jeg har ringet til nogen om Jespers og mit forhold, for mine veninder kender jo også Jesper, og jeg vil ikke bringe dem i en sådan situation. Katrine: Hvis du nu en dag har brug for at læsse af hos en og beklage dig godt og grundigt over Jesper, hvad gør du så? Kata: Tine Bryld! Katrine: Jamen, hvis jeg er hos en veninde og drikker kaffe, og hun spørger, hvordan det går – og det gør mine veninder som regel, de ved jo, der kan være gang i vandene hos os – så vil jeg da til enhver tid få lettet mit hjerte, også selvom det betyder, jeg taler dårligt om Morten. Hvis jeg synes, han er en narrøv, så synes jeg, han er en narrøv, og når vi så ses næste gang alle sammen, så er han måske Guds gave til kvinden, og sådan er det for mig. Annette: Måske er det, fordi vi ikke har de store udsving i vores forhold. Hvis jeg skal sammenfatte de veninder, jeg har, så handler det nok om de egenskaber, de besidder. Dem vil jeg gerne låne lidt af. Der er ofte noget, jeg beundrer dem for. Kata: Skal dine veninder kunne gøre noget for dig? Annette: Ja da, de skal kunne lytte, og de skal have noget at byde ind med. Hvis jeg har brug for hjælp, vil jeg gerne have et godt råd. Mette-Louise: Jeg taler heller ikke særlig meget om Jesper til mine veninder. Jeg synes, det er en falliterklæring ikke at kunne løse problemerne selv. Da jeg skulle skilles fra Uffe, talte jeg ikke med mine veninder om det, før beslutningen var taget. Jeg er ikke særlig god til at ringe. Jeg bryder mig ikke om at tale i telefon, så der kan sagtens gå flere måneder, før jeg får ringet til nogen, og så handler det oftest om at lave en aftale. Det altafgørende for mig er ærlighed, at jeg kan stole på, at det, de siger, er helt ærligt ment, så jeg kan få deres uforbeholdne mening, hvis jeg beder om den. Jeg er et brændt barn, hvad angår veninder, så det er ikke særlig mange, jeg lukker helt ind. Jeg har oplevet, at nogen, jeg troede, var sjælevenner, viste sig bare at ville have noget bestemt ud af det venskab, og så en dag kunne jeg ikke bruges mere. Katrine: Ville du så også være interesseret i en ærlighed omkring dine veninders mening om Jesper?
56
Gør_det_noget.indd 56
3/17/08 1:10:20 PM
Mette-Louise: Ja, 100 %. Det er sjældent, jeg spørger, men hvis jeg gør, vil jeg have et ærligt svar. Katrine: Ja, jeg kan altså godt have det sådan at det med at kritisere Morten, det klarer jeg selv. Der er ikke nogen andre, der skal gøre det. Mette-Louise: Jeg synes måske, det er nemmest at være helt ærlig med sådan nogle ting over for min søster, for hun kender mig ind og ud. Jeg behøver ikke forklare. Jeg synes også nogle gange sammen med jer, der alle tre taler meget, at det bliver meget lige ud af posen, og det er jeg slet ikke vant til, men det er samtidig en lærerig proces for mig til at blive mere åben. Annette: Jeg er glad for, at du siger det. Jeg prøver virkelig at komme i tanker om noget, som jeg ikke ville fortælle mine veninder, men jeg kan vitterlig ikke komme på noget. Katrine: Jeg tror på, at vi møder dem, vi skal møde i vores liv, fordi der er noget, vi skal lære, og det er selvfølgelig skidesvært at se, når jeg selv står midt i det. Jeg har samlet lidt veninder op hen ad vejen. Min relation til dem skal være så åben, at vi kan være, som vi er og være åbne, når noget i relationen går galt, så vi kan få talt ud. Det, synes jeg, er sværere end at være ærlig sammen med Morten. Jeg er bange for vrede, og jeg er bange for at miste en veninde. Jeg bruger mine veninder til noget forskelligt, og jeg bliver brugt forskelligt. Nogle har jeg i min dagligdag, og andre ser jeg fire gange om året. Kata: Er der en rød tråd i din venindeflok? Er der noget, du ikke kan leve uden hos en veninde? Katrine: Det må så være ærligheden igen, for jeg vil kunne bringe dét på bane, der opstår i et venindeforhold: ”Det blev jeg ked af eller vred over, du sagde” eller den slags. Annette: Nogle gange kan jeg møde nogen og tænke: ”Orv, det kunne godt blive en god veninde”, men det kan ikke rigtig lade sig gøre, for der er ikke plads til at tage flere ind, hvis jeg gerne vil pleje dem ordentligt. Kata: Jeg synes også, der er nogen, der presser sig så meget på, at de bare må med ind i kredsen. Annette: Hvad med jeres mødre: Har de nogen veninder? Kata: Min mor har primært én, som hun har kendt, siden hun var 15. Jeg synes ikke, at hun plejer hende meget, men min mor synes omvendt også, at jeg bruger uforholdsmæssigt meget tid på mine veninder og venner. Jeg tror, hun synes, jeg skulle bruge al min tid på min familie. Mine veninder er vidt forskellige, og de fleste besidder nogle sider, jeg gerne vil have. Mine veninder udgør et trygt sted, hvor jeg kan sige tingene højt. Men jeg bilder mig ind, at mine veninder bruger mig mere, end jeg bruger dem. Det er ikke noget, jeg overhovedet lider under
57
Gør_det_noget.indd 57
3/17/08 1:10:21 PM
– tværtimod – men en af mine veninder har sagt, at det, synes hun, var svært, for hun ville også bruges. Jeg prøver at udvikle den side af mig selv. Og jeg synes faktisk, jeg er blevet helt god til det. Mette-Louise: Jeg har også veninder, der synes, de kommer og fortæller, hvor svært de har det, og at jeg altid svarer, at hos mig går det fint. Katrine: Hvad siger du så til dem? Mette-Louise: At jeg ikke vil lyve, når det nu går fint. Det skal virkelig brænde på, og jeg skal føle, jeg ikke kan komme videre på egen hånd, før jeg synes, det ikke går godt. Det betyder ikke, jeg ikke vil hjælpe mine veninder, og nogle gange opfinder jeg et problem og siger: ”Det kender jeg godt, det har jeg også prøvet”, selvom det ikke passer. Et forhold er også a little give and take. Hvis jeg vil have deres fortrolighed, så er jeg nødt til at give lidt ved dørene en gang imellem, og det, synes jeg, er mærkeligt. Kata: Det behøver jo ikke altid være tårnhøje problemer, nogle gange kan vi bare udveksle og på den måde inspirere hinanden. Sådan bruger jeg meget mine veninder, uden vi skal løse hinandens problemer. Inspirationen er det vigtigste. Mette-Louise: Jeg har oplevet, at når jeg har fortalt en veninde, at jeg havde det svært, så var det, som om jeg ikke blev hørt. Jeg har derfor tænkt, at jeg er den veninde, som de kommer til, når det skal være sjovt og på overfladen. Derfor kan de ikke kapere, hvis facaden så falder, og jeg pludselig ikke har det spor sjovt. Katrine: Jeg synes modsat, at når jeg viser bagsiden af medaljen og fortæller om, at jeg har det svært, så får jeg nærvær og omsorg af mine veninder. Kata: Det er da rart at vide, at hvis lokummet brænder, så ved jeg, at jeg kan få et par arme omkring mig. Dengang jeg gik ned med stress, var ”stærke jeg” nødt til at gøre brug af det, og da var mine veninder der for mig. 100 %. Annette: Jeg tror, du har meget ret i, at man skal øve sig, så man bliver taget alvorligt. Kata: Ja, for så får ens omgivelser en chance for at forstå, hvor man er henne. Katrine: Lige der er det også utrolig vigtigt at være i stand til at give udtryk for, hvad man har brug for. Jeg har tit bare brug for at blive holdt om og få lov at græde ud, så skal jeg nok selv finde en løsning bagefter. Mette-Louise: Jeg er jo selv meget løsningsorienteret og vil egentlig hellere hjælpes med et godt råd end bare at tale løs og så klare det selv bagefter. Kata: Det virker bare bedst for mig at sige tingene højt og så selv finde en løsning. Annette: Nogle gange vælger vi også en veninde til at bekræfte os i, at ægtemanden er en idiot
58
Gør_det_noget.indd 58
3/17/08 1:10:22 PM
frem for at vælge én, der begynder at argumentere imod. Katrine: Det, synes jeg da, er fint, så får man jo dækket sine behov. Man kan jo altid vælge en anden, når man har brug for modspillet. Jeg går f.eks. heller ikke til min mor med flere af mine problemer, for jeg får ikke mit behov dækket, hvis jeg vender mig den vej. Jeg får ikke den støtte, jeg har brug for. Vi ryger vist nærmere over i noget opdragelse og vurdering af mit problem. Kata: Det gør jeg heller ikke, for vi er bare forskellige steder og har forskellige livssyn. Mette-Louise: Min mor har vildt mange veninder, det er meget vigtigt for hende, og hun taler meget med veninder. Måske er det derfor, jeg ikke gør det. Kata: Hvad så når lokummet brænder? Hvor går du så hen? Mette-Louise: Så går jeg til min familie og derefter til Annette. Du er den af mine veninder, der minder mest om mig selv. Vi sender på samme frekvens. Katrine: Min mor har nok omkring fem gode veninder, som hun er tæt med. Da jeg ville holde pigemiddag sidste år til min fødselsdag, og Morten nægtede at forlade huset med børnene, gav min mor ham ret: Jeg kunne jo ikke bare smide ham ud af huset, hvorfor ikke holde en middag for par? For min mor vil helst gå i byen med sin mand. Annette: Ja, det er sjovt, for min mor var en lille bitte smule fornærmet over, at hun ikke var inviteret til min pigefødselsdag. Jeg tror, hun havde svært ved helt at forstå konceptet. Måske er det, fordi hun aldrig selv har dyrket det med veninder.
59
Gør_det_noget.indd 59
3/17/08 1:10:22 PM