FISK_UDEN_CYK_INDH_19_03.indd 2
19/03/10 13.06
BARBARA GRAM
Fisk uden cykel En personlig kvindehistorie
ROSINANTE
FISK_UDEN_CYK_INDH_19_03.indd 3
19/03/10 13.06
Fisk uden cykel © Barbara Gram og Rosinante / ROSINANTE&CO, København 2010 1. udgave, 1. oplag, 2010 Omslag: Flemming Dupont Omslagsfoto: Line Thit Klein Grafisk tilrettelægning: Dorte Cappelen Sat med Giovanni og trykt hos Narayana Press, Gylling 2010 ISBN 978-87-638-1228-3 Printed in Denmark 2010 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk
FISK_UDEN_CYK_INDH_19_03.indd 4
19/03/10 13.06
Forord En kvinde uden mand er som en fisk uden cykel (Graffiti, dukkede op i begyndelsen af 1970’erne, bl.a. på værtshusenes dametoiletter) Min ungdom faldt sammen med ungdomsoprøret, men jeg var ikke rødstrømpe, jeg var ikke hippie, jeg var ikke med til at indtage Christiania eller belejre rektors kontor på universitetet. Jeg kom aldrig på ø-lejr, hverken på Femø eller nogen andre øer, og jeg har heller aldrig været i Thy-lejren. Jeg har ikke boet i storfamilie eller kollektiv og var ikke på noget tidspunkt med til at demonstrere, hverken mod atomkraft eller Verdensbanken. Jeg var altså ikke en del af revolutionens fortrop, ikke engang en af fodtudserne. Alligevel var slutningen af 60’erne og navnlig 70’erne revolutionerende for en borgerlig, småhæmmet pige som mig. En ganske almindelig datter af borgerskabet, med et ganske almindeligt lavt selvværd. Det kan være svært at forklare sine børn og alle andre, hvor fantastisk, jublende, befriende den tid var, navnlig for os af hunkøn. At forklare hvad det i virkeligheden, i praksis, betød at vi fik sikker prævention og siden fri abort. Vi, der siden vores seksuelle debut havde levet med evig, månedlig angst for graviditet, en angst der af og til viste sig at være begrundet og uundgåeligt førte de uheldige ind i en fremtid, de ikke selv havde valgt og ikke havde ønsket sig. Det kan også være svært at forklare, hvad det helt konkret kom til at betyde for mig selv og mine jævnaldrende veninder at vi fik uddannelse og arbejde, at vi tjente vores egne penge. Vi vidste det egentlig heller ikke selv, mens det skete. Men de penge, vi kom til at tjene, og den prævention, vi som den allerførste generation fik mulighed
FISK_UDEN_CYK_INDH_19_03.indd 7
7
19/03/10 13.06
for at bruge, gav os adgangsbilletten til at bestemme over vores egen skæbne. En mulighed vores mødre ikke havde haft. Vi kunne bestemme ikke at få børn. Vi kunne udsætte at få børn. Vi kunne vente på »den rette«, eller vi kunne beslutte helt at lade være med at vente. Vi kunne endda lade være med at gifte os med ham, det var »gået galt« med, for nu tjente vi selv penge og behøvede ikke en forsørger. Det var en revolution. Vi fik simpelthen foræret muligheden for et sjovere og friere liv på vores egne betingelser. Tænk at verdenshistorien fandt på at lade det ske lige præcis i min generation! At det var netop i mine unge år, vores livs lydspor skiftede radikalt fra »Her kommer mutter med kost og spand« med Raquel Rastenni til »Here comes the sun« med The Beatles.
8
»En kvinde uden mand er som en fisk uden cykel« var et af rødstrømpernes muntre slagord. Jeg tror jeg så det første gang på toilettet i Huset i Magstræde, og der gik et voldsomt gys af overraskelse, fryd og latter igennem mig. For det var så sjovt, men det var mere end det: Det var fuldstændig befriende! Igen: Det er svært helt at forklare hvor frigørende. Hvor tynget en pige som jeg hidtil havde været af den dagsorden, der indirekte og usagt lå i min opdragelse: At det vigtigste for mig som kvinde nu engang var ægteskab og børn. I slutningen af tresserne var det stadigvæk lidt flovt ikke at være gift, eller i det mindste forlovet, allersenest henne omkring 21-års alderen. Udannelse og job var selvfølgelig også godt, men mest fordi jeg så ville have noget at falde tilbage på, hvis jeg nu skulle blive skilt. En befriende tid, men hvor var den dog også forvirrende. Jeg var ikke opdraget til at træffe selvstændige valg, så når der lige pludselig ikke længere var ganske bestemte regler for hvad man skulle og ikke skulle, kunne og ikke kunne, hvad skulle og kunne jeg så? Hvem skulle nu træffe de vigtige valg for mig? Det skulle jeg selv, hjælp! Hvordan gjorde man? Hvordan skulle jeg håndtere forelskelserne i de mænd, der havde travlt med at forsyne sig ved det nye spændende seksuelle tag selv-bord blandt alle de »frie kvinder«. Som den usikre pige jeg var, havde jeg stort behov for at blive bekræftet af en mand, og jeg forelskede mig hele tiden vildt i umulige kærester, som jeg mente måtte være »den eneste ene«. Men som absolut ikke ville bindes, hvorfor skulle de dog det, nu hvor der var så mange herlige frigjorte kvinder at gå om bord i?
FISK_UDEN_CYK_INDH_19_03.indd 8
19/03/10 13.06
Mens jeg famlede mig rundt i frihedens nye, ukendte landskab, fik jeg en rædselsfuld illegal abort og siden en dejlig ikke-planlagt datter, som jeg var alene med fra starten. Jeg var meget længe om at finde mine egne ben i kønsrevolutionen. Jeg anede ikke ret meget om, hvordan verden egentlig så ud i andre miljøer i samfundet og for andre kvinder, for jeg havde nok at gøre med at trampe min egen gedesti. Men det blev mit utrolige held og privilegium at komme til at arbejde på to ugeblade for kvinder i de år, hvor vi rodede med al den befrielse og dens konsekvenser. Netop i de år udviklede de to blade sig fra at være sutteklude for hjemmegående husmødre til at afspejle alt det nye der skete for kvinderne, længe før dagbladene for alvor opdagede, hvad der i virkeligheden var på færde. Her sad jeg i første parket til kønsrollernes slagmark, for her luftede læserne deres vrede, tvivl og fryd over det der skete, og her fik jeg lov til at tænke højt og skrive løs om det alt sammen. På Søndags-B.T. og siden ALT for damerne interviewede jeg kvinder og mænd af alle slags, med alle mulige meninger om det, der foregik. Mine kvindelige kolleger og jeg diskuterede selv indbyrdes dagen lang og skrev om det, der optog os. Derved støttede og udfordrede vi også hinanden i en personlig bevidstgørelse og udvikling, men det anede vi ikke, mens det stod på. Først mange år senere gik det op for mig, at vi, der netop ikke var med til noget af alt det spektakulære, faktisk befandt os i orkanens øje, lige midt i revolutionen. Det kan godt være vi ikke gik i demonstration på gaderne med røde hatte og bh’erne uden på tøjet, men vi befandt os midt i de daglige slagsmål, privat såvel som på arbejdspladsen. Midt i de private kønsrollemagtkampe, kampen om opvasken, om hvis ansvar det var at holde øje med at lokumsrullerne slap op, kampen om hvem der skulle hente og bringe ungerne, og hvis møde den dag, der var vigtigst. Midt i boksekampene med de mandlige chefer, der stadig mente det var en naturlov at de vidste alting meget bedre. Midt i den daglige bestræbelse for at bevise, vi var lige så god en arbejdskraft som mændene. Og først og fremmest: midt i kampen med os selv. Vi skulle jo også overbevise os selv om at vi faktisk var lige så gode som mændene. Det var næsten for godt til at være sandt, og det var ikke spor nemt at gøre op med sin egen opdragelse og et helt samfunds normer.
FISK_UDEN_CYK_INDH_19_03.indd 9
9
19/03/10 13.06
Så mens vi personligt kæmpede og rodede og grublede over hvad der egentlig var op og ned, registrerede og diskuterede vi det hele og skrev artikler om det. Til alle de andre almindelige kvinder, der også kæmpede og rodede og grublede. Og læste ugeblade. På den måde blev jeg selv langsomt klogere. Meget, meget langsomt.
FISK_UDEN_CYK_INDH_19_03.indd 10
19/03/10 13.06