Page 1


Af samme forfatter bl.a.: Sikkas fortælling (1997/2015) Mørkebarnet (2007) Den sorte safir (2007/2013) Det Levende Sværd (2010) Den blinde konge (2011) Den tavse prinsesse (2012) Den døde helt (2014) Max Vero Bd 1-5 (2014-16)


Cecilie Eken

NATULV

HØST & SØN


Natulv © Cecilie Eken og Høst & Søn / rosinante & co, København 2015 1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslagsdesign og illustration: BRETH DESIGN v. Mette Breth Sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-638-4322-5 Printed in Latvia 2015 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til min mor

Tak til Statens Kunstråds Litteraturudvalg for støtte til denne bog, og tak til Carl, Anne Gry og Linnea, der læste med undervejs.

cecilieeken.dk

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


1

– Hvor gammel er du? – Seksten år. Det er løgn, og hun presser da også sine tynde læber sammen og mønstrer min højde og mine spinkle arme. – Du ligner ikke en på seksten. Jeg trækker på skuldrene og svarer ikke. Nogle gange virker det. – Og du har passet helt små børn før? – Mange. Forrige sommer fik jeg lov til at kigge efter naboens piger hjemme i Serup, mens deres mor lagde vasketøj til blegning nede ved åen. De kunne begge både gå og tale, den yngste var fire år. Madam Søby sukker. – Nethe er en god pige, bryder tante Ada ind på vej fra brændekassen til komfuret med en af rollingerne i hælene og den mindste på hoften. – Min kusine sørgede for, at hun passede sin skole. Hun ser ikke på mig. Jeg har boet hos hende og onkel Bert i over seks uger nu, og jeg tror ikke, hun har mødt mit blik på noget tidspunkt. Foran mig retter madam Søby sig op og fnyser kort. – Godt, så siger vi det. Men fruen bliver nødt til at se dig.

5


Skynd dig at pakke, hvad du vil have med. Vi skulle gerne nå tilbage, inden det bliver mørkt. Jeg nikker og går ind i soveværelset og hen til sengen, som jeg har delt med de to ældste. Så snart jeg er ude af syne, begynder de at tale lavmælt om mig. – Jeg forsikrer Dem, madam Søby, hun kan godt tage fat. Hun har mange flere kræfter, end man lige skulle tro. Vi havde gerne beholdt hende, men ... – Ja, det kan jo være, I får hende igen. Den sidste rendte af pladsen efter to dage. Nu spiser hun vel ikke for meget? Tante Ada forsikrer, at det gør jeg ikke. Hvad de mere taler om, kan jeg ikke høre. Jeg giver mig til at lægge mine ejendele sammen på det blomstrede tørklæde. Der er ikke særlig meget. Min natkjole, to par uldne sokker, et par lange underbukser, min mormors salmebog, det røde hårbånd og en ting mere, der egentlig tilhører tante Ada, men som jeg tager med uden at spørge. Jeg ejer kun én kjole, og den har jeg på. Alle min mors sager har tante Ada arvet; det påstår hun i hvert fald selv. Og symaskinen og møblerne hentede høker Hansen, allerede før hun var død. Som betaling for regningen. Jeg prøvede at sige, at så meget kunne vi ikke skylde, men ingen hørte efter. Min mor trykkede bare min hånd og smilede kærligt. Det var lige inden tante Ada og præsten sendte mig uden for døren. Jeg er ved at binde knude på min bylt, da hun kalder: – Er du snart færdig, Nethe? Hvor lang tid kan det tage? Kun Karen på tre år bemærker, at jeg skal af sted, alligevel prøver tante Ada at bilde madam Søby ind, at alle de små vil savne mig grusomt. Hun kysser mig endda på kinden, da vi står ude på gaden. Jeg mumler bare et farvel. Jeg ved godt, hun synes, jeg har været heldig. Det er ikke

6


nemt at finde en plads, når det ikke er skiftedag. Hun har prøvet ihærdigt, lige siden jeg kom. Og så på Klintehuus. Det fineste sted i sognet. Himlen er grå, og en kold gus bølger ind ude fra vandet. Min slidte frakke holder dårligt på varmen, og jeg har ingen vanter, for dem fra sidste år fik Mads, den ældste. Tante Ada sagde, at hun ville strikke nogle nye til mig, men det nåede hun aldrig. Mine knapstøvler er i det mindste tætte og tørre. Da min mor købte dem til mig sidste vinter, var de lidt for store, men nu passer de fint. Foran mig bevæger madam Søby sig om hjørnet ved Bagerstræde og fortsætter i en lige linje henover Torvet. Hendes sorte kyse sidder stramt til og lukker ikke så meget som et eneste hår ud ved nakken. Den gammeldags kappe af pelskantet uldstof fremhæver de firkantede skuldre. Hvor hun viser sig, hilser de voksne ærbødigt, og børnene springer til side. Hun ser sig ikke tilbage, men lader mig om at følge med, så godt jeg kan. Kærrer med fisk og vogne med kul og brænde kører ind mellem os, og hver gang må jeg indhente hende ved at sætte i løb. Vi drejer ned ad Østerende med de lave bindingsværkshuse. Bag ruderne aner jeg hvide ansigter, der titter ud, gamle folk med krumme næser og vandige øjne. Jeg vender blikket mod brostenene i stedet. Foran mig krydser madam Søby pladsen ved strandfogedens hus og fortsætter mod kirken. Derfra tager vi vejen videre opover, den er hullet og stenet, kun akkurat bred nok til en hestevogn. Det eneste sted, den fører til, er Klintehuus, og jeg har ikke gået her før. Ingen i Tvedbæk kommer i Det Store Hus, som de kalder det, bortset fra posten og købmand Nielsens folk, der kører ud med de varer, madam Søby bestiller. For ikke så længe siden hørte jeg onkel Bert fortælle tante

7


Ada, at sognerådsformanden og strandfogeden ville gå derop for at tale med hr. Huntsted om væsnet. Den Grå. Det dyr, som de siger, lister rundt for tiden og tager får og høns, ødelægger hegn og låger og kradser på porte og døre. Jeg havde ikke hørt om Den Grå før jeg kom til Tvedbæk, men her på egnen siger man, at den altid har været der; når nætterne bliver kolde, viser den sig af og til, og det gælder om ikke at møde den, for det betyder ulykke og snarlig død. Tante Ada truede de små med at sætte dem ud til Den Grå, når hun blev allermest vred. Jeg tror nu ikke, at de nogensinde gik op til Det Store Hus. Selv kommer hr. Huntsted kun til Tvedbæk nu og da for at se til sit værft, og hans familie viser sig aldrig, ikke engang for at gå i kirke. De kører højst igennem gaderne i en lukket vogn forspændt to grå heste. Den vogn har jeg set ved flere lejligheder på deres vej andre steder hen. Forpustet når jeg endelig toppen af skrænten. På min venstre hånd ligger marker, læhegn, gårde; den stride vind og efterårsregnen synes i forening at have drænet verden for alle andre farver end grå, brun og vissengul. Kun den spirende vintersæd lægger en antydning af grønt over jorden hist og her. Til højre knejser den tætte skov, der vokser langs hele klinten. Henover træerne kan jeg skelne spidsen af et tårn. Under mig ligger Tvedbæk med røde tegltage og skorstene, der sender røg op mod de lave skyer; den er langt større end Serup. Ude på bølgerne vipper enkelte både på vej mod havnen. Skibsværftets firkantede bygning rejser sig over alle andre på den anden side af molen. De hyrer kun drenge, ellers havde tante Ada med sikkerhed forsøgt at få mig afsat der. – Lad være med at slæbe sådan med fødderne. Vi har travlt. Jeg skynder mig efter madam Søby, hun kan holde en god

8


fart, og snart når vi skovbrynet. Her lugter af muldjord og fugtige blade snarere end af hav og fisk som nede hos tante Ada. Endnu er løvfaldet ikke sat ind for alvor, og flere steder lukker grenene sig over vores hoveder. Herinde hænger den grå dis tættere, lægger sig støvfint på hver en kvist og i hver en fure på de stille træer. Det føles, som om dugvådt edderkoppespind strejfer min kind, men da jeg vil stryge det væk, opdager jeg, at det bare er gus. Underskovens filtrede krat gør det umuligt at se langt til nogen af siderne; vi går som i en tunnel. Madam Søby taler ikke til mig, men holder skarpt øje med, om jeg sakker bagud. En enkelt gang standser jeg, fordi jeg synes, jeg opfanger trin et sted i nærheden, og hun gør utålmodigt tegn til mig om at fortsætte. Der er længere, end jeg forestillede mig, først i skumringen når vi frem. En allé af gamle lindetræer fører det sidste stykke vej. Min lille bylt føles tung nu, og jeg glæder mig til at komme indenfor i læ og varme. Foran os ligger Klintehuus som et højrygget dyr sortere end aftenhimlen. Hovedbygningen har et tårn med spir til venstre og er forbundet med en lavere sidebygning med buede vinduer. Til den anden side kan jeg ane en lav stald i bindingsværk. En enkelt lampe hænger på en krog i muren nær den store hoveddør lige forude, og der kommer lys fra to kældervinduer mod højre. Vi er ganske tæt på gårdspladsen, da en lyd får mig til at fare sammen. Sagte fodtrin, denne gang er jeg sikker. Foran mig stivner madam Søby også. Hun drejer rundt og spejder ud i tusmørket. Uden at jeg kan sige hvorfor, holder jeg vejret; med ét føler jeg mig kold helt ind under huden. Så vender madam Søby sig igen, og jeg holder mig lige i hælene på hende henover

9


brostenene mod siden af hovedbygningen. Da vi næsten er fremme ved en lav kælderdør, peger hun langs muren. – Tag lampen med. Jeg skynder mig at adlyde, jeg må stå på tæer for at få den ned fra krogen. Snart oplyser det svage skær fire stentrin og et håndtag i sort jern. Madam Søby lægger skulderen til indgangsdøren, åbner den og glider ind i skyggen. Et øjeblik tøver jeg. – Hvad venter du på, pigebarn? Kom ind, så jeg kan få låst efter os. Jeg tager en dyb indånding, træder ned ad trappen og ind over tærsklen. Hun smækker døren hårdt i bag mig.

10


2

Vi står i et køligt rum med hylder fulde af glas med syltevarer. Madam Søby drejer larmende nøglen rundt på indersiden. Et sted i nærheden bjæffer en hund en enkelt gang, og jeg løfter lampen. – Denne vej. Nu bliver en dør overfor åbnet, så en lysstribe falder ud mod os. – Er det Dem, madam Søby? spørger en mand med gråt strithår og sammensunkne skuldre. – Ja, det er mig, Ras. Det tog længere tid, end jeg havde tænkt mig. Men jeg har fundet en. En brun- og hvidspættet jagthund smutter forbi manden og logrer os i møde. – Hun ligner da et skravl. Endnu mindre end den sidste. Han klør sig i skægget, mens han holder døren ind til køkkenet for os. Varmen fra det store jernkomfur slår mig i møde. – Ja, men det var, hvad jeg kunne få. Madam Søby går over mod knagerækken i hjørnet, mens hun knapper op i halsen. – Du ved, hvordan de er dernede. Manden, der hedder Ras, brummer et eller andet bekræftende. Jeg stryger hundens bløde hoved, mens jeg kigger mig omkring. Flisegulv og bordplade langs væggen under vindu-

11


erne ud mod gårdspladsen. Gryder på kroge og hylder med krukker og fade. En tallerkenrække med blomstret porcelæn. På den anden side af komfuret står et spisebord med bænke på hver side. Lyset fra petroleumslampen i loftet falder på en ranglet tjenestepige med et sytøj i hånden. Hun ser ud til at være et sted midt i tyverne. Det brune hår bliver holdt sammen i en pjusket fletning, og hun ler fjoget til mig med store, skæve tænder; de tomme øjne får mig til at tænke, at der må være noget galt med hendes forstand. Imens har madam Søby fået handsker og kappe af og gør tegn til mig. – Stil lampen på bordet. Du kan hænge overtøjet ved siden af mit. Jeg gør, som jeg får besked på; imens hun tager et forklæde over kjolen og vasker hænder ved en vask med en pumpe henne ved køkkenbordet. Ikke noget med at hente vand fra en brønd. Så går hun hen til komfuret og løfter låget af en dampende gryde. Den gode duft af kyllingesuppe får mig til at lægge mærke til, hvor sulten jeg er. Et stykke rugbrød med fedt var, hvad tante Ada gav mig til frokost. Når onkel Bert ikke så det, gjorde hun altid forskel på mig og sine egne. – Har fruen spurgt efter mig? Madam Søby rører en træslev rundt i gryden, mens jeg fumler med frakken med kolde fingre. Ras svarer: – Hun var hernede for omkring en halv time siden. Den lille sov trygt, sagde hun. Da hun lugtede suppen, bad hun om at få en skål op i dagligstuen til sig selv og den unge herre. Edith sørgede for det. – Og brød til? – Ja da.

12


Antydningen af et smil viser sig på madam Søbys ansigt, så banker hun sleven af mod grydens kant. – Jamen, så kan vi andre godt gå til bords. Edith, skåle og krus! Tjenestepigen lægger sytøjet og åbner skabet ved siden af knagerækken, hvor jeg står. Hun skæver til mig og ler for sig selv. Jeg kan ikke se, at der skulle være noget særligt morsomt ved at tage ting ud af et skab, så jeg lader som ingenting. – Pas nu på, du ikke taber det hele. Madam Søby hælder suppe op i en terrin, mens Edith kommer bærende med både skåle, skeer og krus på en gang. – Og hvad hedder hun så? Det er Ras, der spørger. Han står bare og venter på, at der bliver serveret. – Nethe Andersen. Fra Serup. Hendes mor døde for seks uger siden, og faren har hun aldrig kendt. En tante har taget hende ind. Men hun har munde nok at mætte, så ... Hun sender mig et sideblik, mens hun stiller terrinen på bordet. – Ja, jeg har ikke lovet noget. Fruen skal se hende først. Ras nikker og skal til at sætte sig, da madam Søby standser ham med et: – Ingen mad i mit køkken før der er vasket hænder. Det gælder også dig, Edith. Sæben i sæbeskålen er glat og dufter af lavendel. Det snavsede vand forsvinder ud af et afløb. Som den sidste vasker madam Søby hænder igen, inden hun tager forklædet af, glatter kjolens skørt og sætter sig for bordenden på den eneste stol. Jeg får plads på bænken ved siden af Ras; hunden slår sig ned for hans fødder. Det er madam Søby, der siger bordbønnen. Aldrig har jeg smagt en suppe som denne her. Jeg prøver at

13


spise langsomt, sådan som min mor har lært mig. Vi får også brød til, hvidt brød, men jeg tager kun ét stykke. Madam Søby har lige fyldt Ras’ skål for tredje gang, da det banker på døren ud til forstuen. De tre andre springer på benene, og jeg prøver også at rejse mig, så godt jeg kan for bordet. En høj, rank kvinde træder ind over tærsklen og standser så. Hun er iført en gråblå kjole med hvide blonder ved ærmerne og halsen, og det rødbrune hår er sat op i en frisure med snoninger og kamme af skildpaddeskjold. – Frue. Madam Søby nejer, hun lyder helt forandret. – De skulle da have brugt klokken ... Ras hilser også mumlende, men Edith siger ingenting, hun står bare med åben mund og glor. Jeg skynder mig at neje. – Lige meget, Søby. Det er godt at have Dem tilbage. Er det min nye barnepige? Hendes stemme er af den slags, man har lyst til at lytte til. Nu styrer hun lige hen mod mig; madam Søby vinker mig frem, og jeg kommer fri af bænken. – Ja, frue, det her er Nethe. Hun har erfaring med småbørn og kunne træde til med det samme. Jeg kigger ned på mine hænder og laver endnu et kniks. Fruen standser op foran mig. – Jamen, så vil jeg ønske dig hjerteligt velkommen hertil, Nethe. Hendes hånd strejfer min skulder; det får mig til at løfte hovedet. – Jeg er sikker på, at vi to nok skal blive gode venner. Hendes øjne er grønne, og hendes hud meget hvid. – Forstår du, jeg må have nogen til at se efter lille Harald, når jeg har andre pligter. Og det må være en, jeg kan stole på. Fuldt og fast. Og dig kan jeg have tillid til, ikke sandt? – Jo, frue.

14


Jeg prøver ikke at blinke, mens hun ser på mig. – Godt, så har vi en aftale. Søby skal nok forklare dig det, du har brug for at vide. I nat sover Harald nede hos mig, men ellers bliver det din opgave at være hos ham. I morgen klokken ni kan du hente ham i min stue. – Ja, frue. Hun nikker kort til madam Søby, inden hun går igen, og vi skramler os atter til bords. Først lidt efter begynder Ras og madam Søby at tale lavmælt om, hvornår herren ventes tilbage fra hovedstaden. De lyder så alvorlige. Da Ras har spist sin suppe, siger vi alle tak for mad til madam Søby. – Nethe, du og Edith vasker op, og så kan du sove i hendes seng i nat. Som fruen sagde, bliver din plads i barnekammeret på øverste etage med den lille. Der flytter du op i morgen. Ediths værelse ligger ved siden af madam Søbys langs en gang bag køkkenet. Der er et das for enden af gangen, man skal ikke udenfor. Sengen er bred og gammeldags med et forhæng omkring. Det er også nødvendigt, for kulden står ud fra væggene. Langsomt klæder jeg mig af med ryggen til Edith, men hun lader slet ikke til at bemærke mig, hun synger bare for sig selv, mens hun reder håret og fletter det for natten. En underlig sørgelig sang med en melodi, jeg ikke har hørt før, men som ligner noget, jeg kender. Ordene er bare vrøvlelyde; indimellem er de på nippet til at give mening, men det lykkes aldrig helt. – Muway i seun oh landi, lang sæli oggo sny ... Jeg kommer i natkjolen og kravler hurtigt ind under dynen, hvis betræk er rent og hvidt og blødt. Pludselig løfter Edith advarende hånden. – Shhh!

15


Jeg stivner. Hun står selv helt ubevægelig og lader til at lytte anspændt. Så læner hun sig brat frem, puster petroleumslampen ud og skynder sig ind under dynen. Først trækker hun den nærmest helt op over hovedet, men lidt efter stikker hun næsen frem og hvisker: – Husk at være på vagt. Huset bliver levende om natten. Jeg lader, som om jeg allerede er faldet i søvn. Da jeg ikke giver hende noget svar, vender hun ryggen til mig med et suk. Lidt efter fyldes mørket af hendes snorken. Jeg holder mig vågen, som jeg plejer, selvom det er svært i nat. Det må være den lange gåtur. Jeg er næsten faldet hen, da nogen kommer listende. Lyset fra en lampe rammer mine øjenlåg gennem sprækken i forhænget, men jeg rører mig ikke, trækker bare vejret tungt. Der går måske tredive hjerteslag, så sniger personen sig væk igen. Det varer længe, før jeg vover at bevæge mig.

16


3

Det føles, som om jeg næsten ikke har sovet, da madam Søby trækker sengeforhænget til side og holder en lampe tæt hen til mit ansigt. – Ud af fjerene med dig! Du skal vaskes, jeg kan ikke sende dig op til fruen, så snavset som du er. Og du har sikkert også lus. Søvndrukken tumler jeg ud af sengen og stikker i støvlerne uden at snøre dem. Edith ligger stadig og sover tungt. Da jeg rækker ud efter mit tøj, ryster madam Søby på hovedet. – Lad det ligge, jeg finder noget andet til dig. Du kan tage tæppet her om dig. Jeg svøber det ternede uldtæppe om mig og følger med hende ind i køkkenet. Her er heldigvis lidt varmere, ildens orange skær falder ud af den åbne komfurlåge. Udenfor er det stadig helt mørkt. Madam Søby bærer en zinkbalje frem og spænder en snor ud mellem to kroge i hjørnet ved bordet, så jeg kan hænge tæppet over og lave et slags forhæng. Først kommer hun med koldt vand i en spand, så kommer hun med det varme fra en enorm gryde på komfuret. – Så er det af med natkjolen og i med dig. Og lad være med at spare på sæben. Jeg adlyder. Det er længe siden, jeg sidst var i et ordentligt bad. Tante Ada forsøgte som regel at vaske hele familien hver

17


lørdag aften, men når det blev min tur, var vandet hverken særlig rent eller varmt. Det med lusene er sikkert også rigtigt. Jeg har ikke siddet særlig længe i baljen, før madam Søby dukker op med en flaske og en kam. Hun fletter mine fletninger op og gør håret vådt, inden hun flår kammen igennem det. – Sagde jeg det ikke! Det myldrer jo med dem! Jeg kommer til at koge dit hovedpudebetræk. Jeg kan ikke se hendes ansigt, men jeg kan fornemme, hvilket udtryk det har. Indholdet af flasken river i næsen, men jeg lader hende hælde så meget i, hun vil, og siger ingenting, selv når kammen med hårde ryk trækker mit hoved bagover. Til sidst er hun tilfreds og henter varmt vand til at skylle med, før hun rækker mig to håndklæder, et til kroppen og et til håret. Jeg er ved at tørre mig, da Ras dukker op med en mælkejunge og sin hund i hælene. Forskrækket kryber jeg sammen bag forhænget. – Tak, Ras. Du kan komme tilbage om ti minutter, når jeg har fået Nethe i tøjet. Ras forsvinder ud ad døren. Jeg skal til at tage mit undertøj på igen, men madam Søby standser mig. – Jeg har fundet noget rent frem til dig. Og en aflagt kjole, jeg har liggende. Din egen stumper jo alle steder. Da Edith søvndrukkent viser sig i døren, står jeg fuldt påklædt i en sort uldkjole med forklæde over. Kjolen passer mig både i ærmerne og i længden; jeg kan mærke, at madam Søby er tilfreds, da hun reder mit hår igennem en sidste gang og fletter det stramt. Snart er morgenmaden klar. Grød og nymalket mælk. Ras spiser også med. Idet han passerer madam Søby ved komfuret, mumler han: – Der er nogle sære mærker på stalddøren her til morgen. Helt friske.

18


– Hmm, svarer hun bare og sætter hans skål foran ham. Mens vi spiser, sniger dagslyset sig gråligt ind gennem kældervinduerne. Ingen siger noget; jeg nyder for første gang i lang tid at kunne spise mig tung i maven og oven i købet få nymalket mælk til. Så springer madam Søby pludselig på benene, som om hun har hørt noget, andres ører ikke kan opfatte. Jeg bliver sat til at vaske skåle og krus af og Edith til at tænde op i fruens kakkelovn, mens hun selv rister brød, koger æg og retter tallerkner og kopper an på to forskellige bakker. Ras går igen. Da madam Søby forsvinder med den ene bakke, følger jeg efter ham udenfor. I det tågede daggry kan jeg akkurat ane gårdspladsen og alléen og skoven bag den. Det føles, som om nogen har lagt et koldt lagen omkring min krop, jeg skutter mig og folder armene over brystet; helt herop når havets kolde pust, selvom bølgerne kun høres som en fjern brusen, meget svagere end nede i Tvedbæk. Lidt til venstre ligger den lave staldbygning med tag af tegl, ikke strå. En ko brøler derovrefra. Bag mig rejser hovedhuset sig med røde mursten, skiffertag og kobber på tårnet. Det har så mange vinduer, at jeg opgiver at tælle dem. Fem trin af grå sten fører op til den udskårne hoveddør. Jeg bevæger mig over mod stalden. Helt op ad muren henne ved døren ligger Ras halvvejs på knæ, som om han er ved at undersøge noget på jorden. Hunden sidder tålmodigt og venter ved siden af. Da jeg når derhen, kan jeg tydeligt se det, han talte om. Nederst på døren lyser fire lange striber op; som om et dyr af en art har trukket sine skarpe kløer hen over træet. – Så sandt som jeg lever ... mumler Ras. Han rejser sig, børster bukserne af og peger på et mudret

19


stykke mellem brostenene og ydervæggen, hvor der er en bred fordybning, der ligner et dyrespor. – Ja, hvad det er, kan jeg ikke give dig nogen forklaring på. Det er for stort til at være en hund. Nede i Tvedbæk har de set både mærkerne på døren og den slags fodspor før. På porten ind til købmand Nielsens gård og på døren til rebmagerens værksted. Ved Eske Mortensens fårefold, hvor de fandt to får med struben flået op. Det fortæller jeg Ras. – Den Grå, fnyser han. – Jo, tak. Det er sådan noget snak, man skræmmer små børn med. Der er nok en anden forklaring, skal du se. Hunden smyger sin næse ind i min hånd, og jeg bøjer mig ned for at klø den bag ørerne. Dens pels føles som silke, og jeg kan lide at kigge ind i de varmbrune øjne. Først betragter Ras os lidt, så siger han: – Hun hedder Smut. – Smut. Det er et fint navn. Ras klapper også hundens ryg. – Et godt råd, bette pige: Tag dig ikke af den unge herre, når du nu kommer op til herskabet. Han synes om at drive gæk med folk. Og du skal heller ikke tage dig af, at madam Søby kan virke lidt skrap. Livet har ikke altid været venligt ved hende, men hun er god nok på bunden. – Nethe! Jeg retter mig straks. Madam Søby står med hænderne i siden henne ved kælderdøren, og jeg skynder mig over til hende. – Ja, her er nok af nyttige ting, du kan gøre, hvis du har tid tilovers. Vi er ikke for mange, som det er. Jeg bliver sat til at hakke løg og gulerødder, mens Edith bærer af sted med spand, kost og klude. Der skal renses ka-

20


miner og kakkelovne og tændes op. Lidt senere går madam Søby igen og vender tilbage med en tom bakke. – Fruen er klar til at se dig nu. Skynd dig. Jeg vasker hænderne, lægger forklædet og følger med hende. Fra forstuen med syltevarerne fører en dør ind til en vindeltrappe, der lader til at gå hele vejen op til loftet. Vi tager dog døren til første etage og træder ind i et smalt rum med høje paneler og et bord op ad bagvæggen. – Anretterværelset. Mere siger madam Søby ikke, men fører mig videre til næste rum, der har sort- og hvidternede fliser på gulvet og malet loft. På væggen over kaminen hænger to guldindrammede portrætter af en mand og en kvinde. Et standur i et hjørne tikker højlydt. De eneste andre møbler er et langt spisebord i mørkt træ kantet af højryggede stole. – Den lille spisestue. Her spiser herskabet, når der ikke er selskab. Madam Søby åbner den næste dør. – Og det er så dagligstuen. Gardinerne er trukket for, men jeg kan akkurat skelne sofaer, stole, omridset af store potteplanter. Herfra kommer vi ud på hovedtrappen og går over afsatsen hen til endnu en dobbeltdør. Madam Søby banker på to gange. – Kom ind. Fruens stue har røde vægge fulde af billeder og en kakkelovn med de fineste blomsterranker. Jeg lægger mærke til de brune træmøbler, bordpladen af marmor, vaserne, skabet med bøger, flyglet i hjørnet. Fruen sidder i en polstret lænestol med barnet på skødet. I dag har hun en grøn kjole på. – Nå, der er du, Nethe. Kom hen og hils på Harald.

21

Eken NATULV (Læseprøve)  
Eken NATULV (Læseprøve)