Page 1

Å k e Edwardso n DEN EN KOMMI

W I N T E R - KS S Æ R RIMI

SIDSTE VINTER

„Bedste

Winter

nogensi

DA G E N S

KRIMINAL

ROMAN R

nde“

NYHETE

OSINANT

E

R


1

112-opkaldet var indgået præcis klokken 05:32:18. et alarmopkald for at redde liv: »Jeg kan ikke få liv i min kæreste!« tidspunktet havde ingen betydning nu, præcisionen var beregnet på senere, når efterforskningen gik ind i den fase med hvornår og hvordan og hvem. Og måske hvorfor. Hvis der da blev nogen efterforskning. Måske var det hele klappet og klart, i det øjeblik det var indtruffet. Men det var stadig ikke afgjort, da patruljevognen krydsede sydpå denne morgen midt i december. Måske ville det blive en smuk dag, det var der heller ingen, der kunne afgøre med sikkerhed. Meteorologen havde været noget vag. Men politibetjent Gerda Hoffner kunne endnu mærke en duft af sent efterår i luften, den søde duft af oktober eller midten af november, som en rest af et år, der snart ville være forbi. næste år ville måske blive et smukt år. Dette her ville snart blive lagt ad acta, hvis man nu ville tale efterforskningssprog. Men det ville hun ikke. Hun ville bare have den her opgave overstået. Hun og Johnny, der sad ved siden af og holdt udkig efter det rigtige nummer på husenes facader. Johnny Hastværk, selv øgenavnet havde han haft hastværk med at erhverve sig. Hun ville op i den lejlighed så hurtigt som muligt, og derefter ville hun køre hjem. i eftermiddag ville hun løbe ti kilometer ude i Påvelund og ruddalen, ganske langsomt. Og derefter gå i seng igen. Hun var bange, kunne hun mærke. Hun skulle møde døden. Det var første gang. »Dér,« sagde Hastværk og pegede med hele hånden på en gadedør med to snørklede tal ovenover. De så ud til at være smedet i guld. Gadedøren virkede på en gang indbydende og frastødende. Den indbød dem, der vidste, at de hørte hjemme her, og stødte bærmen fra sig. Hvis ellers bærmen nåede hertil, når fredagsdrikkeriet på Avenyn fik den til at løbe over. Der var ikke ret langt. Jeg hører ikke hjemme her, 7


tænkte hun, idet hun steg ud af bilen, det har jeg aldrig gjort. Jeg har ikke engang været indenfor i et hus i vasastaden. i de her hjem kommer politiet ikke så tit på visit. Gerda Hoffner trykkede gadedørskoden, og det gav et klik et sted inde i den massive dør. Johnny trykkede det tunge håndtag ned. »Han kunne da i det mindste huske koden,« sagde han. »Hvorfor skulle han ikke kunne det?« »Pigen ligger død ved siden af, så er det da ikke sikkert, man kan huske noget som helst. som for eksempel koden til gadedøren.« De stod i trappeopgangen. Den var som en balsal. Hun så sig om. Der glimtede af guld og sølv alle vegne. Askepot til bal, tænkte hun. Og skoene gnaver allerede. De nye boots var for små, jeg kunne jo mærke det med det samme. Hvorfor sagde jeg ikke noget? Den slags skal man ikke tænke på nu. Men måske er det godt nok. Jeg vil slet ikke tænke. Her er væmmeligt. Her er ikke godt at være. Aldrig har jeg været så bange. Hvad vil der ske her? Hun så op mod loftet, op gennem trappeskakten. Hvad ventede der deroppe? Hun lyttede efter ambulancen, men der var stille ude på gaden. Lige nu længtes hun efter ambulancens sirener, at de skulle skære gennem morgenen, hyle skingert gennem morgenen, vække alle dem, der boede i de smukke huse her. For hende ville det være en beroligende lyd. »tredje sal,« sagde Johnny. »skal vi tage elevatoren?« elevatoren lignede noget fra forrige århundrede. Det var den sikkert også. Hele huset var fra det århundrede før sidste århundrede. Det var blevet bygget til de meget rige, og de boede her stadig. Men på tredje sal havde en eller anden nu lagt alt det bag sig – fortid, nutid og fremtid. væggene var dækket af sirlige blomster, hundredårige mønstre, og den stilart havde jo et navn. Det var et tysk ord. Men det var så blevet til et ord på flere sprog. Det var et eller andet med ungdom. et gammelt hus i en gammel stilart med et navn, der handlede om ungdom. Mønstrene på de blege vægge gled nedad, opad, de kredsede om trapperne og elevatoren. »ikke elevatoren,« sagde hun. »Jeg skal ikke sidde fast et eller andet sted midtimellem.« Johnny trådte hen mod trappen med marmortrinene. Han havde allerede sin sigsauer i hånden. For ham hastede det allerede. Hun fulgte efter. Hun bar på værktøjet til døren: økse, koben, skruetrækker, 8


stemmejern, alt-i-ét for betjent og forbryder. tyvene havde en nyere model. Hun hørte en lyd et eller andet sted fra, måske en dør, der blev åbnet. Længere oppe, det lød som højt oppe. Gerda Hoffner så på sit armbåndsur. For nogle mennesker begyndte morgenen nu eller lige straks, måske også her i huset. Men for sit indre blik så hun et billede af langsomme formiddage i enorme, solbeskinnede stuer, morgenkåber af silke, et testel i sølv på en sølvbakke på et bord af sølv. Måske var billedet fra en film, hun havde set, et eller andet engelsk. Men det engelske fandtes også her i Göteborg. London og Lille London. ikke fordi hun vidste ret meget om det. Hun vidste lidt mere om det, der var tysk, men der var nu ikke meget tysk omkring hende mere. Det forsvandt, da hendes far og mor flyttede tilbage til Leipzig. Lille Leipzig. nu må jeg gøre det hele rigtigt, tænkte hun, mens de gik op ad trappen. Jeg må være vågen. Jeg må se. Jeg skal se mere, end jeg skal lytte. nu er det øjnene, jeg må stole på, de må ikke svigte mig. sammen med Hastværk var hun nu nået op på tredje sal. Der var tre døre på hver etage. Den ene stod åben, en sprække på en halv snes centimeter. Den virkede lige så massiv som gadedøren dernede. en eller anden mørk træsort. Det lignede jern. Hun mærkede en gysen hen over baghovedet. som om der blev trukket et stykke klæde hen over issen. Det var skræk. Hun mærkede pistolkolben i hånden. Den var kold som jern. Jern kan godt have en beroligende virkning. Lyset i trappeopgangen gik pludselig ud. Fra døråbningen sivede der lidt lys ud. Lyset så meget uhyggeligt ud. som en slange, tænkte hun, på vej ud, mod dem. Hun kunne se Johnnys profil. Han havde vendt sig om mod hende. Han lader ikke til at have så meget hastværk mere. Han er lige så bange som jeg. Hun hørte en lyd inde fra lejligheden. Boligen. Det der er ikke nogen simpel lejlighed, tænkte hun. Lyden lød som en snøften, eller en dyb indånding. Den kom sivende ud sammen med den elektriske slange. nu kom den igen. Der lå noget andet i den nu, måske nærmest et langsomt skrig. Der var en angst i det. Hun vidste, hvad angst var. »Han er da trods alt hjemme,« sagde Johnny lavmælt. Hun kunne høre nervøsiteten i hans stemme. Ordene var kæphøje nok, men stemmen snuppede ordene af. sådan var det altid, stemmen betød alting, afslørede alting. Johnny rørte sig ikke. Hun trådte forbi ham og skub9


bede døren højere op med pistolløbet. Det onde lys tog til, men det blændede hende ikke. Hun kunne se entreen, en stol dér, et lille bord dér, et eller andet på væggen længere væk, en krystallysekrone i loftet. Det var lige, hvad hun ville have ventet, krystallysekrone allerede i entreen. Men entreen virkede på den anden side også lige så stor som hele hendes egen lejlighed. Der var måske femten meter hen til et værelse, hun kunne se lidt af. Hun så et glimt fra et vindue derinde. Der var også elektrisk lys derinde, endnu svagere end lyset i entreen. De hørte lyden igen, ikke helt menneskelig. Hvad man så ellers forstod ved menneskelig. Det havde hun allerede måttet revidere i det her job. Det havde været sværere, end de havde sagt på Politiskolen. Det menneskelige optrådte i mange forskellige skikkelser. Klædebon. Med forskellige skrig. nu lød det igen. Det var ligesom modvind. Det forhindrede hende i at røre sig. »For helvede da,« sagde Johnny og smuttede forbi hende og tog nogle skridt ind i entreen. skriget lød ud mod ham, ud mod hende. nu var der intet menneskeligt ved det. Hun tog et skridt fremad, mod vinden. Han sank ned i mørket. Han kunne ikke længere se. Der var ikke mere lys. Han skulle leve i mørke i al evighed. Og det var det værste af det hele. At han skulle leve. »erik? erik?!« Han hørte hendes råb midt i sine egne skrig. Han befandt sig stadig inde i mareridtet. nede i det. Hun stod oppe på gravens rand og prøvede at råbe langt ned, ned til ham. Og han havde hørt det. Hendes råb havde trukket ham op igen. Det var sådan, det var gået til. »erik, hvad er der i vejen? erik?« Og så var han tilbage i verden. Gudskelov for mareridt, tænkte han. De lader én vågne op fra helvede til det virkelige liv. sikken lettelse. vær du glad for, at du er i live, min dreng. Der er mørkt dernede. »Der er ... ikke noget,« sagde han. Hun strøg ham over panden. Han vidste, at han svedte som et svin. Det var en del af mareridtet. Hårdt arbejde. Workout i helvede. »Det må have været en fandens væmmelig drøm,« sagde hun og blev ved med at stryge ham over panden. Angela bandede relativt sjældent, men det skete, at der ikke fandtes bedre ord. 10


»Jeg må have drømt om min egen begravelse,« sagde han og lagde sin hånd på hendes. »De sænkede kisten ned.« Hun sagde ikke noget. nu kunne han mærke, at hans egen hånd var meget kold, og hendes meget varm. Alt hans blod var strømmet til den centrifuge, der skulle forestille hans hjerte. et par monsterdrømme mere af samme slags, så ville han få brug for blodtryksmedicin. »Det var ligesom at blive blind,« sagde han. »Jeg har aldrig set sådan et mørke.« Han så på hende. »Hvis man ellers kan se mørke. Men jeg så det nu alligevel.« Han kom til at høre sin egen stemme. Den lød meget lille, fjern. »Der var sortere end sort dernede. Og derefter kunne jeg ikke længere se noget.« Hun nikkede. »Det er sådan, Lars har det nu,« sagde han. »Han kan ikke længere se.« Drømme er der ikke noget manuskript til, det er derfor, det er drømme. De er total improvisation. Men hans drøm havde bund i virkeligheden. For bare nogle dage siden, eller også var det nogle uger siden, havde de begravet Lars Bergenhem. Bare nogle måneder siden. Han havde været kriminalinspektör ved regionens kriminalafdeling i Göteborg i næsten al den tid, erik Winter som stedfortrædende chef og nu chef havde været kriminalkommissær ved samme afdeling. Det var snart femten år. Det var lange år, korte år, smukke år, grimme år. Dette her år havde været et af de grimme, et forfærdeligt år. Bergenhem havde levet, og så havde han været død. Han var blevet draget ned i mørket. virkelig draget ned under overfladen. Winter havde knuget Bergenhems døde legeme ind til sig. et forfærdeligt minut. Og derefter, flere minutter efter, timer, dage, uger, da havde Winter været ligesom i dvale, men han havde været i live. Og de havde alle sammen set Bergenhem synke ned i jorden i sin kiste. Winter var blevet ved med at drømme om det. Han havde anklaget sig selv. Der var noget, han aldrig havde sagt, aldrig havde gjort. noget han aldrig fik sagt til Lars. som ville have holdt ham tilbage, måske standset ham. Der havde været et sekund, eller et minut, hvor han, Winter, kunne have gjort det hele ugjort. et lille øjeblik på jorden. Det øjeblik var han vendt tilbage til i tankerne. Det var med i hans drømme. Men han vidste også, at drømmene ville forlade ham. Det begyndte han at fatte nu. Han levede, hvor en anden havde endt sit liv, og Bergenhems 11


død havde på en eller anden måde frelst ham selv. Det begyndte han også at fatte nu. i det sidste forfærdelige år havde han gennemgået en slags krise i sit liv, selv dét fattede han. Han havde været på vej væk, ud mod et eller andet, eller væk fra et eller andet, men den bevægelse havde han ikke kunnet forhindre. Den udgjorde et privat helvede, et helvede, som han var begyndt at skabe for sig selv og dem, der stod ham nærmest: Angela, der var hans bedste ven og hans kone efter brylluppet i højt humør på Costa del sol, og hans to børn, elsa og Lilly. Herregud. Han havde været i færd med at grave sin egen grav. i lang tid havde han haft en voldsom hovedpine. en mystisk migræne. Måske. Den forsvandt i samme øjeblik, som han knugede Bergenhems krop ind til sig. Den var ikke vendt tilbage. For en sikkerheds skyld havde han fået sig selv undersøgt, det var han omsider gået med til. Gennemlysning af kraniet. Der var ingen tumor, hverken godartet eller ondartet. ingen hjernebetændelse, ikke ud over den, han havde skabt for sig selv, den febrile rejse mod intetsteds. så Bergenhems død havde givet ham livet tilbage. Det lød melodramatisk, da han første gang tænkte den tanke, latterligt, patetisk, men det var sandt. Det var fuldkommen sandt. Bergenhem havde frelst ham, og det mest forbandede af det hele var, at Winter vidste, at han ville blive et næsten lige så lykkeligt menneske igen, på grund af Bergenhems død. Han var ikke længere en næsten død mand. Han ville gå videre med sit liv og sit arbejde. Bergenhems død havde frelst dem alle sammen. Alle hans nærmeste i afdelingen var vandret ind i deres livs storkriser samtidig. Bagefter havde han forstået, at det ikke var så usædvanligt. et kollektiv, der længe havde været presset sammen, udviklede kollektive kriser, men hver enkelt af dem på sin egen facon. Begyndte det at gå ad helvede til for den ene, gik det ad helvede til for dem alle, men på forskellige måder. Måske havde han selv været den mest skyldige. Han havde foregået mandskabet med et dårligt eksempel. Han var chef. Men nu var der sat en stopper for al den slags. Han havde fået livet tilbage. Mere melodrama. Han smilede. »Hvad smiler du ad, erik?« »At jeg ikke er en begravet mand,« sagde han. »Det er da ligefrem til at skrupgrine ad,« sagde hun. »Det gør vi alt for sjældent,« sagde han. »vi kan nå det endnu,« sagde hun. 12


ikke endnu, tænkte han, men det var lige præcis den slags tanker, han ikke burde tænke. Han burde juble hvert øjeblik over, at han stadig levede. næsten enhver smerte var bedre end at være død, men han ville nu helst ikke have den forbandede hovedpine tilbage. Han ville lave noget nyt. Man burde prøve alt her i livet mindst én gang, bortset fra incest og folkedans. »Det er aldrig for sent,« sagde han. »Og nu skal vi sove igen. Uden drømme.« »skal vi tage ud til havet efter morgenmaden?« sagde hun. »selvfølgelig,« sagde han og kom til at tænke på blæsten og kysten og den milde himmel og duften af fugtigt salt. December var den bedste af alle måneder. Gerda Hoffner og Johnny Hastværk trådte ind gennem hallen. De passerede døråbningen ud til køkkenet. Gerda Hoffner kunne se skinnende flader, stål, træ, men også fliser: et moderne køkken i et gammelt hus. selvfølgelig. Det var formentlig sådan, det altid havde været. De rige var først med det sidste. Lyset var tændt i køkkenet, et næsten prikket lys, der måtte komme fra spotlights i loftet eller væggene. Hun kunne se en flaske vin på et køkkenbord og et vinglas ved siden af. Det var alt, hvad der stod på det køkkenbord. Lyset gled gennem vinen i flasken, og hun kom til at tænke på rav, eller måske rubiner. Hun havde aldrig før tænkt på rubiner. Hun drak sjældent vin, og i så fald hvidvin. nu var skriget meget tæt på. De var pludselig selv meget tæt på værelset i den anden ende af hallen. »Hjælp!« hørte de. »Hjælp! Hjælp mig!« nu var de inde i værelset. Gerda Hoffner havde nu sin lommelygte i venstre hånd. Det var et soveværelse. Hun prøvede at se det hele på en gang. Måske ville hun blive udspurgt om det senere. Da de reagerede på alarmopkaldet fra kaldecentralen, havde de været på vej gennem Alleen. De havde været de eneste i alle vejbanerne. Det var ulvetimen endnu. Om en halv time ville dagen begynde for de fleste. Alarm fra en lejlighed i vasastaden. et dødsfald. en mand havde ringet 112. Hvem er død? Det var uklart. Også oplysningen om døden var uklar. Manden havde været oprørt, det ord havde den vagthavende brugt. Den, der havde ringet, virkede »forvirret«. »Påvirket?« havde Gerda Hoffner spurgt. 13


»Can’t say,« havde vagthavende svaret, som om det her var Hill street Blues. som om det var halvfjerdsernes new York. Gerda Hoffner var født i halvfjerdsernes sidste år, men det var alligevel hendes årti, det hele havde været frækkere i halvfjerdserne. Det havde fået en renæssance nu, tredive år efter. Hvem skulle have troet det? Og nu fik de manden at se. Han sad ret op og ned i sin side af dobbeltsengen, med benene overkors i yogastilling. Men det her var ikke yoga. Han stirrede på hende og Hastværk, som de fremmede de var. Uniformerne lod ikke til at gøre nogen forskel. Gerda Hoffner kiggede på formen ved siden af manden. Det var en skikkelse, en krop. Hun kunne se konturerne under lagenet. sengetæppet lå nede på gulvet. Hun kunne skimte et ansigt. et glimt af en arm, en hånd. Måske sagde manden et eller andet, hun opfattede det ikke. Hun trådte hurtigt hen til sengen for at løfte kvindens hånd og mærke efter pulsen. Men i samme sekund, som hun rørte ved huden, forstod hun, at der aldrig mere ville være nogen puls i denne krop. Huden virkede forfærdeligt kold, som porcelæn. Der var ellers meget varmt i værelset. i det hjerte var der ikke flere hjerteslag tilbage, tænkte hun. Ansigtet, herregud! Jeg kan se ligpletterne. Det er sådan, ligpletter ser ud. skikkelsen havde en pude liggende over størstedelen af hovedet. Manden ved siden af rakte armene mod loftet. Hun kunne ikke lade være med at se derop. Der var mange meter op til loftet. Deroppe hang en krystallysekrone. Den lignede et blinkende rumskib på vej til at tage dette rum i sin besiddelse. Det var et enormt rum. Dobbeltsengen var ikke lille, men den fremstod kun som et møbel mere i et lokale, der ligesom pressede sig ud til alle sider over det skinnende trægulv. Hun kunne se et bord, nogle stole, nogle malerier på væggene. Der var bøger på natbordene, en telefon, lamper. Hun kunne også se dørene ud til altanen. Den virkede heller ikke helt lille. Dørene derudtil var lukkede. Det var stadig mørkt udenfor. Det var vinter. i nat, da de kørte rundt i byen, havde hun tænkt, at det var den første vinternat, og snart ville den første vinterdag begynde. Der måtte jo være et tidspunkt, hvor vinteren begyndte, og det var så nu. Manden lod armene synke ned. »Det var ikke mig!« sagde han. »Det var ikke mig, der gjorde det!« Han så meget ung ud, næsten som en gymnasiast. Kvindens døde ansigt så meget ungt ud. 14


»Gjorde hvad?« sagde Johnny. Manden pegede med en dirrende finger på skikkelsen ved siden af. »Madeleine! Det var ikke mig! Hun var bare ... hun var bare ... hun er ... hun er ...« Han begyndte at skælve endnu mere, og pludselig gennemrystedes hans krop af grådanfald. »Madeleine! Madeleine!« råbte han. Han har ladet puden blive liggende hen over hendes hoved, tænkte Gerda Hoffner. Hvorfor har han gjort det? Manden pegede igen på skikkelsen. Måske pegede han på puden. Måske forstod han, hvad Gerda Hoffner tænkte. Han var måske ikke engang tredive. en fra firserne, eller de sene halvfjerdsere, ligesom hun selv. Hans hår var langt oven på hovedet, og nu faldt det i tjavser ned over ansigtet. Han havde det ellers tilbagestrøget, tænkte hun. Han er den type. Dræbertypen. Det stod den frisure jo ikke for, men måske havde den gjort det i begyndelsen. Det er magt. Det handler om magt. Dette her begyndte måske på et værtshus, for et år eller to siden, eller her i efteråret, med gratis drinks. til hende. Men han kender hendes navn. »Puden ... hun havde den over ... over hovedet, da jeg vågnede.« Manden stirrede nu på Johnny. en mand. en anden mand. Han ville forstå det. »Jeg vågnede, og så lå hun dér! Hun havde puden over ansigtet!« »Ja, sikkert,« sagde Johnny. »Det er sandt! Jeg sværger!« Manden steg ud af sengen, nej, han kastede sig ud af den! Han stod på gulvet. Han var nøgen. Han havde ingen anelse om, at han stod nøgen over for to fremmede mennesker, han var ligeglad. Han var oprørt, forvirret, selvfølgelig var han dét. i fremmedes øjne var han skyldig, selvfølgelig kunne han mærke det. Deres uniformer var fjendens uniformer. »Har du ikke et par underbukser?« spurgte Johnny. »Hva?« Manden havde taget et skridt hen imod dem, og nu standsede han op og kiggede ned ad sig selv, på sit køn, sin nøgenhed. »Øh ... jo ... selvfølgelig.« Han bøjede sig ned mod gulvet, samlede et par boxershorts op og tog dem på. 15


Han lænede sig frem over sengen og fjernede puden fra skikkelsens ansigt. »Lad være med dét!« råbte Gerda Hoffner. Manden løftede blikket mod hende, med puden i hænderne. »Jeg har allerede fjernet den en gang,« sagde han. stemmen var pludselig mere rolig. »Da jeg vågnede. Da jeg ... inden jeg ringede til politiet. Hun lå ... hun lå med puden over ansigtet, så jeg fjernede den. Jeg troede, hun var faldet i søvn med den hen over sig. Det ... det er ikke godt at have puden over ansigtet. Man kan ... man kan ...« og han tav, og hans krop kom til at ryste, som om den var blevet ramt af et tungt slag. Han slap puden. Den faldt ned på sengen uden en lyd. Gerda Hoffner kunne omsider se hele det døde ansigt. Hun havde ikke villet se det. Omsider så hun den onde, bratte død. For hende: den første død. Men den var ikke brat. Den så ikke ond ud. Ansigtet var roligt, stille, fredfyldt, ingen oprørthed, ingen forvirring. Det var et kvindeansigt, Madeleine. Der var ingen grund til at tro, at hun ikke hed Madeleine. Havde heddet Madeleine. Men sit navn havde hun stadig, det ville jo følge med helt ned i graven, og senere. Knap tredive, der omkring, knap nok i begyndelsen af livet. Jævnaldrende med mig, tænkte Gerda Hoffner. Måske er vi lige gamle. Manden betragtede ansigtet nu. Også han så pludselig rolig ud. Havde han affundet sig med det, han havde gjort? Allerede? Han løftede blikket. »Har du foretaget nogen genoplivningsforsøg?« spurgte Gerda Hoffner. »Det var ikke mig,« sagde han. »Jeg har ikke gjort det.« Hvorfor sagde han sådan? Hvad vidste han om, hvad der var foregået her i nat? Hvorfor tale, som om det var mord og ikke en sygdom? Gerda Hoffner kunne se Madeleines hals. Den så ... uberørt ud. Hvid eller måske svagt lysebrun imod det hvide lagen. Hun kunne ikke se nogen mærker, men det var ikke hendes job at lede efter den slags spor. Hendes job var stort set overstået nu. Hun ville sandsynligvis aldrig mere se denne mand, og helt sikkert aldrig Madeleine. »vi skulle giftes,« sagde manden. Pludselig blev Gerda Hoffner træt af hans navnløshed. »Hvad hedder du?« spurgte hun. Johnny tilkastede hende et hurtigt blik. 16


»Martin Barkner,« svarede manden med det samme, som om han præsenterede sig i en eller anden formel sammenhæng. Det var et formelt svar. Han virkede næsten formel, som om det hele var blevet forrykket tilbage til normaliteten, sådan som det havde været før. som om han stod i banken i underbukser eller sad nøgen ved en computerskærm på børsen. som om alt blev normalt i ekstreme situationer som denne her, hvor det absurde og det normale flød sammen til en slags surrealisme, en vanvittig drøm, der virkede fuldkommen normal, når man befandt sig midt i den. »Martin Barkner,« gentog han. Han så på hende. »Hvad sker der nu?« sagde han. »Hvad mener du?« »Kommer der ... kommer der nogen og henter ... Madeleine?« sagde han uden at se ned på den døde. Gerda Hoffner nikkede. »Om lidt kommer der mange mennesker herhen,« sagde hun. »Jeg kan jo køre hjem til mine forældre,« sagde Barkner. »Hvad sagde du?« sagde Johnny. »når de alle sammen er kommet herhen ... kan jeg køre hjem til mine forældre,« gentog Barkner. »Jeg har et værelse hos dem.« Johnny Hastværk kiggede på Gerda Hoffner og derefter igen på Barkner. »Du må køre med os til kriminalpolitiet,« sagde Johnny. »Det kan du nok forstå, ikke?« »Kriminalpolitiet?« »til afhøring,« sagde Johnny. Gudfader. Det begynder at blive latterligt. Ham Barkner må da trods alt gøre sig selv dummere, end han er. »Afhøring?« »Jamen, for FAnDen DA,« sagde Gerda Hoffner. »Hun er DØD! Madeleine er DØD! troede du, at det vill...« Hun blev afbrudt af stemmer ude i hallen, stemmer, redskaber, en telefon, der kimede. De, der skulle tage over, var vist nået frem. Martin Barkner satte sig ind på bagsædet i patruljevognen som en zombie. Det var, som om han passerede igennem mange personligheder 17


i løbet af minutter, sekunder. Der var sket et eller andet mellem ham og Madeleine. Og derefter skete der noget mere, noget alvorligere. Måske en leg. Gerda Hoffner havde ikke leget den slags lege, men for mange andre var det normalt. Alt var normalt. Hun kunne se hans øjne i bakspejlet. De glimtede i skæret af daggryet udenfor. Det var omsider kommet. For ham ville det blive en lang morgen. eller også ville han fortælle med det samme, fortælle det hele. Måske ville han sove sig væk fra det hele. Aldrig vende tilbage til det. Bare fortælle. tilstå det hele. Det gik sådan til. Jeg ved ikke hvorfor. Men det skete. Jeg er ked af det. Jeg er meget ked af det. Gerda Hoffner havde ikke mærket nogen lugt af alkohol i soveværelset. Barkner lugtede ikke af alkohol. Måske var han påvirket af et eller andet, og han ville få taget en blodprøve, og så ville de garanteret få at vide, hvad det var, hvis der var noget. Hun tænkte på vinflasken i køkkenet. Havde den overhovedet været åbnet? Hun var ikke gået ud i køkkenet. Havde hun gjort det, havde helvede været løs. Kriminalteknikerne hadede, at folk vadede rundt på gerningsstedet, før de selv kom. Ja, måske ikke ligefrem hadede, men forbudt var det. Verboten. Det var et af de første tyske ord, hun lærte, verboten. Hendes forældre havde sagt det, da de var kommet ud i friheden. Det var to år før Gerdas fødsel. Det var lykkedes dem at komme ud af DDr. Der var alting verboten. Og nu var alting tilladt. Og de var vendt tilbage. Men derfor var de nu ikke lykkelige. vi kommer måske tilbage igen, havde hendes mor sagt i telefonen i sidste uge. Hun havde ikke sagt ‘hjem igen’. Det er, som om de ikke længere har noget hjem nogen steder. De kan bo hos mig. Hun så igen Barkners øjne i bakspejlet. Forældrene kan bo hos barnet. Barnet kan ikke bo hos forældrene, i hvert fald ikke ham der. Der kommer til at gå en rum tid, før han får lov at komme hjem på sit værelse hos mor og far. Martin Barkner sagde ikke noget, da de passerede den nyrenoverede lobby. Før havde det heddet receptionen, men lobby lød bedre. Dele af Politigården var trods alt en slags hotel. Barkner kunne blive her, få kost og logi, måske træningsrum, her var det hele. Gerda og Johnny tog afsked med ham oppe hos kriminalpolitiets vagthavende. Kommissæren overtog ham. Gerda kendte ham ikke, men hun kendte heller ikke så mange her. Hun havde kun været i Göteborg i tre en halv 18


måned, næsten direkte fra politiskolen via en fransk visit i eskilstuna. Det eneste fra eskilstuna, som hun kendte, var Kent, men det band var ikke i byen mere. »tror du, han havde gjort det?« De var på vej ned med elevatoren. Johnny så på hende inde i spejlet. Derinde havde hans øjne en anden farve, eller slet ingen farve. Han så træt ud. Hun så også træt ud. De kunne ikke udrette mere i dag. »tror du, han kvalte hende? vi kunne jo ikke se nogen kvæstelser.« »Jeg ved det ikke, Johnny. Men ifølge den smule, jeg ved om den slags, så er det ikke svært at kvæle en, der sover dybt. Kvæle med for eksempel en pude. Der kræves ikke noget større pres. Og hvis det udføres rigtigt, efterlader det ingen spor.« »selvfølgelig har han gjort det. Hvem skulle det ellers være? Og døren ud til trappen stod jo åben. Han åbnede den. Barkner. Fyren.« »Hvor ved du det fra?« »Det sagde han. Hørte du ikke det?« »nej.« »Det var næsten det første, han sagde. Da vi kom ind i soveværelset. At han havde åbnet døren for os, da han ringede 112.« »Jeg hørte ikke noget af det.« elevatordørene gled op. »Han sagde det, da du gik hen for at mærke efter pulsen. var det ikke det, du ville? På hende. På pigen?« »Jeg hørte ikke noget.« »Det havde jeg nok heller ikke gjort.« De var nede. De trådte ud ad udgangsdørene. Lyset steg over Ullevi. Det ville blive en smuk dag, en vinterdag. De få biler nærmest ved udgangen var overtrukket med rimfrost. Det lignede grå hud. Det gøs i hende. Det skyldtes ikke kun kulden. Hun så kvindens ansigt for sig. Madeleine. Det var så fredfyldt. Havde hendes død været fredfyldt? Havde hun kæmpet imod, da han trykkede puden ned over hende? var hun vågnet? Havde hun sovet? i morgen ville de måske vide det, teknikerne og kriminalfolkene. eller allerede om en time, måske allerede nu. Hun vendte sig om og kiggede op på etagerne deroppe. Hun vidste ikke, hvilket lokale manden nu sad i, sammen med forhørslederen, men i et eller andet rum deroppe aflagde Martin Barkner måske netop nu 19


sin tilståelse. Han havde fået taget en blodprøve, og nu kunne han så få snakket ud om det andet. vagthavende kommissær var Bent Mogens. Han havde netop hørt seneste nyt fra lejligheden i vasastaden. retsmedicineren havde konstateret, at kvinden var død, og var død inden for et døgn, eller et halvt døgn, men det var altid en vanskelig vurdering. Der var ingen direkte mærker af fysisk vold på hendes krop, men dødsårsagen kunne være kvælning. Politiassistenterne havde jo fortalt om puden over ansigtet. Uden den kunne det godt blive svært at fastslå dødsårsagen. Men endnu var der ingen, der vidste ret meget. Pia e:son Fröberg ville vide noget mere, når hun lukkede hende op. Der kunne være indre kvæstelser. Og ydre, som hun endnu ikke havde noteret. Puden havde manden jo også fortalt om, den kæreste, hun boede sammen med, hvis de da boede sammen. Det er jo dit bord, Bent. Pia e:son Fröberg fandt ingen piller eller anden medicin eller stoffer ved sengen, og det havde teknikerne heller ikke gjort ved deres indledende vurdering af situationen under den kriminaltekniske gennemgang af stedet. Kærlighedsforbrydelse, tænkte Mogens. Klappet og klart. vold i hjemmet, selv om det ikke var umiddelbart synlig vold. ejendommeligt udtryk: kærlighedsforbrydelse. På tide at få det endnu mere klappet og klart snarest muligt. Det her var en selvanholdelse. embedsmanden, der skulle klappe sagen og gøre det hele klart, var kriminalinspektör sverker edlund fra efterforskningsafdelingen, en erfaren forhørsleder. Martin Barkner sad over for ham. Fyren så meget træt ud, som om han var ved at falde i søvn på stolen. Hans øjne skinnede af en mat feber. Det havde edlund oplevet før. Fyren vidste ikke rigtig, hvad der var sket, eller hvad han havde gjort. Det ville han komme til at fortælle nu. Barkner løftede blikket til noget bag ved edlund. edlund vidste, hvad der var bag ham. Der var ingenting. sådan var lokalet indrettet. Der skulle ikke være noget andet end de to personer over for hinanden, og så ordene imellem dem. eller ordene fra den ene til den anden. Men det sidste var forskelligt, alle afhøringer var forskellige. 20


»Jeg gjorde det ikke,« sagde Barkner. »Hvis i tror, jeg gjorde det, så tror i fejl.« Hans stemme lød på en eller anden måde hul, men samtidig bestemt. edlund havde hørt mange stemmer udtale mange ord, og han havde lært sig at skelne, at høre forskel. Ordene var kun det øverste lag. Alt det andet lå nedenunder. »Hvad gjorde du ikke, Martin?« Han svarede ikke. »Hvad er det, du ikke har gjort?« spurgte edlund. »Hva? Hvad?« »Fortæl, hvad du lavede i nat. så kan vi få det her overstået. Du kan vel godt trænge til at hvile dig lidt.« »Jeg trænger ikke til at hvile mig! Hvorfor skulle jeg trænge til hvile?« »Fortæl.« »Hvad? Hvad er det, jeg skal fortælle?« »Hvorfor du trænger til hvile.« »Jamen, jeg trænger jo ikke til hvile! Jeg har sov... jeg har sovet næsten hele natten, for helvede!« Det var et stærkt ord, men fyren så alligevel ikke aggressiv ud. Han så næsten ... forundret ud. Forundret over, at han havde sovet hele natten. Hvordan havde han kunnet sove næsten hele natten? »Hvad var det, der vækkede dig, Martin?« Barkner svarede ikke. »Du vågnede jo, ikke?« Barkner nikkede. »Hvad skete der da?« »Jeg ... jeg vågnede. Jeg ved ikke ... jeg vågnede bare.« edlund nikkede. »Og ... jeg sagde et eller andet til Made ... til Madeleine. Hun lå ... hun lå der med ... med puden ov... over ...« Og så kunne han ikke komme videre. edlund ventede. efter en stund pudsede Barkner næsen lydeligt i et papirlommetørklæde, som han tog fra en lille æske på bordet. Afhøringen var velforberedt. Mange græd under afhøringen, somme tider også forhørslederen, selv om edlund nu aldrig havde hørt om det netop i sverige. 21


»Kan du fortsætte, Martin?« Barkner nikkede. »Hvad skete der, da du vågnede?« »Jeg ... jeg så hende.« »Hvad var det, du så?« »Jeg så hende. Det var jo det, jeg så.« »Du sagde et eller andet.« »Hvad?« »Du sagde, at du sagde et eller andet. til hende.« »Ja ... det gjorde jeg. Det må jeg jo have gjort, ikke?« edlund sagde ikke noget. Han nikkede heller ikke. »Hun lå der med puden over hovedet. Over ansigtet.« »Hvorfra ved du, at hun havde puden over ansigtet?« »Hva?« »Hun kunne jo have haft den over nakken. Hun kunne have ligget på siden. eller på maven.« »nej. Jeg så ... hvordan hun lå. Og jeg ...« Han tav. edlund nikkede: »Fortæl, hvad du gjorde.« »Jeg fjernede puden.« Barkner lænede sig fremad. Han så pludselig ivrig ud, som om han havde en meddelelse, der var sandheden. Også dét havde edlund oplevet mange gange. Det var ikke sandheden, i hvert fald ikke endnu. Det var endnu for tidligt til sandheden. »Det var da ikke så mærkeligt, vel? At jeg løftede på puden? Hun svarede jo ikke. Jeg ville jo ... jeg ville vide, hvorfor hun ikke svarede.« »troede du ikke, at hun sov?« Barkner så ikke ud til at have forstået spørgsmålet. »Det var nat,« sagde edlund. »Du vågner og siger derpå noget, og hun svarer ikke. er det så underligt, at hun ikke svarer?« Barkner svarede ikke. »ville du vække hende, Martin?« »Det var ikke nat,« sagde han. »Det var næsten morgen.« »Hvorfor ville du vække hende, Martin?« »Jeg forstår ikke, hvad du mener.« »Hvorfor ville du ikke lade hende sove videre?« Barkner studerede atter væggen bag edlund. Dér var ingen svar at 22


finde, så mange havde søgt svar i det stålgrå lys med de skarpe skygger, men i dette lokale var der ingen skrift på væggen. »vi havde skændtes. Om aftenen ... før vi faldt i søvn. Jeg ville nok sige et eller andet om det. Jeg ville gerne have, det blev godt igen.« edlund nikkede, ventede. Fyren havde ønsket, at det blev godt igen, men det ville det aldrig mere blive. Det var et ord, der var udraderet af hans liv fra og med i nat. »Hvorfor skændtes i?« spurgte edlund. »Jeg ... det har jeg glemt. Det ... jeg kan ikke huske det nu.« »Men alligevel ville du tale med Madeleine om det, så snart du vågnede?« Det gav et sæt i Barkner, da edlund nævnte hendes navn. Han så edlund direkte i øjnene. Det var første gang. »Me... mens vi sidder her og ... snakker, er der én ... en eller anden derude, som har gjort det. som gjorde det! som er ... som går løs. Derude!« Han slog ud med hånden mod vinduet. Mod ‘ude’, men vinduet vendte nu mod en indvendig gård, der var mere inde end ude, ligesom en fængselsgård. Der var ikke meget lys derude. »Fortæl om jeres aften,« sagde edlund. »Den sidste aften.« Barkner rettede atter blikket mod edlund. »Der er ... intet at fortælle. Der skete ikke noget, hvis det er det, du tror. vi havde en ... meningsudveksling om, hvad vi skulle lave i weekenden, tror jeg. På lørdag. i ... morgen. i dag! Åh, gud.« Han tav. »Fortsæt,« sagde edlund. »Jeg ville ikke med hjem til hendes forældre. Det var bare en eller anden middag, for fanden! en middag, jeg ikke ville med til. Herregud. vi småskændtes vel lidt om det, og så slukkede vi lyset, og så faldt vi i søvn. Det var, hvad der skete.« edlund nikkede. Barkner så forundret ud. »tror du på mig?« spurgte han. »Burde jeg ikke gøre det?« »Jo.« »en eller anden pressede en pude ned over hovedet på Madeleine og kvalte hende i nat,« sagde edlund. »Ja?« 23


»Du har selv lige talt om en morder, Martin.« Barkner svarede ikke. »var det dig selv, du talte om?« »nej, nej, nej!« »Det var ikke meningen,« sagde edlund. »Det skete bare.« »nej, nej, neJ! Jeg ringede jo. Hvorfor skulle jeg ring... hvorfor skulle jeg slå alarm, hvis jeg havde gjort det selv?« »Hvad skulle du ellers have gjort, Martin?« »Hva?« »efter at du havde kvalt hende. ville du være flygtet derfra? Hvor skulle du være flygtet hen?« »Jeg kvalte hende ikke! Jeg slog hende ikke ihjel. Jeg rørte hende ikke!« Barkner var lige ved at rejse sig fra stolen. »sid ned,« sagde edlund. Barkner sank ned mod stolen igen. et eller andet havde givet ham lidt styrke, men nu sank den igen sammen med ham. Han var alene igen. »Forstår i det ikke?« sagde han med mere spinkel stemme. »Forstår du det ikke?« »Hvad er det, jeg ikke forstår, Martin?« »Hvordan kunne vi sove, mens ... en eller anden sneg sig ind og ... kvalte hende? sneg sig ind i vores soveværelse. Hvordan kan jeg have sovet? Kan du forstå det? Mens det ... skete. Hvordan kan jeg have sovet, mens det skete?« Han rakte hænderne frem mod edlund, det lignede en bøn eller appel. »Hvordan kunne jeg sove, mens det skete?«

24

Edwardson - Den sidste vinter (læseprøve)  

Uddrag af bogen

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you