Opa er død. Min far ringer pü min mobil. – Det var det, siger han.
5
Himlen over Berlin var sort af tunge maskiner, der sendte byger af bomber ned over jorden. Og under jorden, et sted i nærheden af Brandenburger Tor, ikke langt fra Hitlers førerbunker, sad Opa, min farfar, lænket til en mur i en fangekælder. Min fars mor, Oma, lå på et cementgulv i et beskyttelsesrum, nogle kilometer fra sin mand. Hun var smurt ind i blod, men græd af glæde og lettelse over, at det lille blålige væsen på hendes mave trak vejret.
6
– Vildt, at du blev født under et bombeangreb, siger jeg. Min far sidder over for mig på café Norden i København, han hælder sukker i sin cappuccino og rører rundt. Vi sidder ved vinduet på første etage, jeg sidder med ryggen mod ruden, min far sidder og ser ned mod Strøget, der er pyntet med guirlander af gran og enorme julehjerter af massiv rød plast. Under dem er der så tætpakket med folk, at det set oppefra ligner en flod. Min far ser op i luften og konstaterer, at det sner. – Hvid jul, siger han. Han har aldrig brudt sig om at tale om krigen. Hver gang jeg har spurgt ham, har han sagt, at det hele stort set var slut, da han blev født, at Hitler skød sig selv gennem ganen, få dage efter min far kom til verden. Eller han har fortalt mig om Himmler, Göring, Goebbels og von Ribbentrop, men han har aldrig fortalt mig om Opa, han har altid undladt at fortælle, hvad min farfar foretog sig under krigen. Derimod har han benyttet enhver lejlighed til at fortælle, hvor forfærdelig en far Opa var; hvor meget min far hadede ham, hvor tit han ønskede ham død. Nu er min far på vej til Berlin for at besøge Opa, der er kommet på hospitalet. Lægerne har sagt, at det er alvorligt. 7
Det er hjertet, det er galt med. – Men du plejede at glæde dig, siger jeg. – Til hvad? spørger min far. – At han skulle dø. Min far trækker på skuldrene. – Man bliver vel ældre, siger han.
8
Min far ligner sig selv fra dengang, jeg var barn: samme hestehale, samme næse, samme firkantede briller, håret er måske lidt mere gråt nu, ellers ligner han sig selv. Bortset, selvfølgelig, fra tænderne. Som kompensation for manglende kropskontakt suttede min far på tommelfinger til han var tolv, hvilket resulterede i et gigantisk overbid, der gav ham øgenavnet Hestebid, eller på tysk: Pferdgebiss. Navnet slap han af med i starten af tresserne, da han flyttede til Danmark. Overbiddet slap han først af med i firserne, da jeg var barn, og han gik med togskinner på fortænderne. Igennem hele min opvækst så min far og jeg kun hinanden i nogle af skoleferierne, når min mor satte mig på et fly i Ålborg, og min far hentede mig i Kastrup Lufthavn. Da jeg flyttede til Sjælland som syttenårig, begyndte vi at se hinanden jævnligt. Hver gang vi ses, går vi på café, det er min far, der foretrækker det. Han har privatpraksis i sin lejlighed på Frederiksberg, og når lejligheden ikke er fuld af hans patienter, er den fuld af rødvinsdrikkende venner eller elskerinder og selvfølgelig min fars to norske skovkatte, Sigmund og Carl Gustav. Så når vi ses, inviterer han mig altid ud. 9
Dengang min far gik på politiskole i Potsdam, lige inden han flyttede til Danmark, skrev hans kammerat Karl Heinz´s danske kæreste i et brev, at hun havde en veninde i København, som gerne ville skrive sammen med min far. På den ene betingelse, at han ikke havde overbid. Alt andet kunne hun leve med. Hestebid skrev til hende, men nævnte ingenting om sin tandstilling. Nogle uger efter tog Karl Heinz og min far toget til Danmark for at besøge deres veninder. Da de steg af toget på Hovedbanegården, stod min fars penneveninde i gul frakke og smilede. – Guten Tag, sagde hun. – Guten Tag, sagde han. I et kort øjeblik forsvandt hendes smil ved synet af tænderne, men så trak hun på skuldrene og smilede igen og tog Hestebid under armen, og tre måneder senere var det ham, der tog hende under armen, og ni måneder senere kom en af mine utallige halvbrødre til verden.
10
Min far puster på sin cappuccino og tager en tår, mælkeskummet sætter sig fast i hans skæg. Selvom jeg ved, jeg ikke burde gøre det, kan jeg ikke dy mig; jeg tager min serviet og tørrer skummet af hans overskæg. Min far ryster på hovedet og ler. Hans latter er uden lyd, den er en skælven i overkroppen. Han har sat koppen på bordet, men holder stadig i hanken. Han drejer hovedet og ser over mod Storkespringvandet.
11
Det var engang i halvfjerdserne; det var lige ved Storkespringvandet, under en demonstration mod atomkraft, at mine forældre så hinanden for første gang. Min far havde en løs lilla skjorte på og langt udslået hår. Min mors kjole var også lilla og med lapper, der forestillede store gule solsikker. Det er ikke til at sige, om det var farven lilla, der gjorde mine forældre opmærksomme på hinanden, i hvert fald fik de øjenkontakt, lige der ved springvandet, mellem alle de andre, på vej over mod Christiansborg. Ifølge min mor var det kærlighed ved første blik. Ifølge min far var min mor hans perfekte undskyldning for at slippe ud af et fastkørt forhold til en anden kvinde.
12
– Din far lignede lidt Lennon, sagde min mor i sommer. Det var en uge før, hun fløj til Goa for at bo der i et år og dyrke yoga. Hun sad halvvejs op i hængekøjen, i sit sommerhus i Saltum. Solen bagte, de øl, vi drak, stod inde i skyggen af garagen, hvor jeg også sad, med bare tæer i græsset. Vi lo. Modsat min fars stille, uhørlige latter, er min mors til at høre på afstand, det er den slags latter, man godt kan kalde perlende, ligesom mousserende vin, den bruser op gennem hende, sådan lyder det, som om den kommer et sted dybt nedefra og bobler op og ud af hendes mund. Men sådan har hun ikke altid grinet, der var engang, hvor hun næsten kun græd. Det var på grund af min fars harem, det var det ord, hun brugte om de kvinder, der smed tøjet for min far og lagde sig for hans fødder på stribe. Måske var det, fordi han lignede Lennon lidt.
13
I et interview blev John Lennon engang spurgt, om han mente, der var ved at ske en ændring i tiden; fra at folk ville besidde hinanden, til at de ville sætte hinanden fri. Lennon drejer hovedet og ser på Yoko Ono, der sidder ved siden af ham og smiler, bag sin sorte manke, han ser på hende gennem sine gule brilleglas, så griner han. – I love Yoko, siger han. Og tilføjer: – But I wanna own her one hundred percent.
14
Mine forĂŚldre blev skilt, da jeg var fem, selvom de havde blandet blod pĂĽ, at de ville elske hinanden til evig tid.
15