rygtykkelse mangler
Jeg kan ikke
nettet strammes
løbe længere.
Jeg kan ikke bevæge mig. bevæge Jeg har nået enden. 9
7 88763
811569
Høst & Søn
IS B N 9 7 8 - 8 7 - 6 3 8 - 1 1 5 6 -9
3
ne ttet nettet st rammes strammes Nu ved de, hvor jeg er. Og de ved jeg er svækket.
nettet strammes
Har du nogensinde spekuleret på, hvor man kommer hen når man er død? Så kig med her. For jeg har været der. Og her er noget som kan gi’ dig et hjernechok. Jeg er der stadigvæk. Og måske kommer jeg aldrig tilbage. Det er ikke længere noget jeg bestemmer. Her kan jeg ikke få tingene til at ske. Her er det bare mig og Døden. Og ham skal man ikke prøve at løbe om hjørner med. Her er det ham der kører løbet. Men hvordan er det? Det skal jeg sige dig, Gloøje. For det første er der hverken lys eller englesang. Den slags er der ikke noget af. Derimod er der minder. Det er som de siger. De passerer revy. Ligesom i billeder. De gør det lige nu. Billeder af mennesker, steder, ting man har gjort. Ens liv som en film der ruller igennem kroppen. Og det er dér det gør ondt. For jeg har ikke lyst til at se min. Eller det meste af den. Små bidder, måske. Dengang med Becky. Nu må du ikke blive forvirret, bare fordi der er to Becky’er, vel? Sød og bitter. Der er hende som døde. Det er søde Becky.
3
nettet strammes
Og så er der hende som skulle være død. Den bitre af dem – trunten, skodhovedet. Hende som fyldte mig med pis og bildte mig ind at lille Jaz var hendes datter, selvom det var løgn. Jeg har masser af navne til den trunte. Men lad os bare kalde hende Bex, okay? Bare så du ikke bliver helt ulden i hovedet. For du har nemt ved at blive ulden i hovedet, er det ikke rigtigt, Gloøje? Becky og Bex, sød og bitter. Er du med? Jeg har set billeder af søde Becky. Hendes smukke ansigt, og så hendes øjne. Hendes hår plejede at skinne sådan. Har jeg nogensinde fortalt det? Og det lugtede på en bestemt måde. Nærmest sådan velduftende. Selv den dag hun døde, duftede hun som en blomst. Hun lignede også en. Jeg savner hende, Gloøje. Hun er det eneste billede jeg har lyst til at se i alle de her minder. Men jeg kan ikke selv vælge. Jeg er nødt til at ta’ de andre med. Og de kommer væltende. Døden er en travl stodder. Og her er noget andet. De giver ikke alle sammen mening. Det er noget underligt noget, Gloøje. Alt det her, alle de mange billeder – de er sådan nærmest tågede. Jeg troede alting ville være klart og tydeligt i Dødens lille hule. Men det er overhovedet ikke klart. Jeg ser ting som jeg kan huske, men som jeg alligevel ikke kan huske. Gi’r det mening? Som om de er minder uden at være det. Ting som jeg har gjort, bortset fra at jeg har glemt dem.
4
nettet strammes
Især det tidlige af det. Det er det som er allerhårdest at se på. Jeg kan se brudstykker, men mange af dem er dunkle i det, som om det er noget jeg kan huske, men alligevel ikke. Måske er det en god ting. Jeg har aldrig brudt mig om at huske tilbage på tingene. Men det springer i det mindste ikke i det. Tingene kommer i den rigtige rækkefølge. Begynder med Dag Ét. Og det er det der er problemet. For Dag Ét er dunkel. Kan ikke huske Dag Èt, kan ikke se den klart. Men jeg kan føle den. Og det er det andet problem. For det var noget skidt. Jeg siger dig, det var noget skidt. Det er nemlig rigtig, Gloøje. Alt det dårlige begyndte Dag Ét. Du må ikke spørge, hvordan jeg ved det. Og billederne bli’r ved med at komme. Ét år gammel, to år gammel, tre år gammel og bare derudaf. Jeg kan ikke li’ at se på dem, men de kommer bare væltende. De vil bare ikke holde op. Han er en led stodder, ham Døden. Syv år gammel. Jeg står i fodgængerfeltet og standser trafikken mens jeg sviner bilisterne til. Men sådan som jeg ser det drøne forbi nu, er ikke sådan jeg husker det. Det er mig selv der er anderledes. Det er mig der er anderledes. For i billedet er jeg ikke bare en syvårig dreng. Jeg er en dreng som har levet i syv år. Og det er overhovedet ikke det samme. Ikke når jeg lige har set de syv år igen og set hvad de indeholder, og hvem der er med i dem, og hvad der skete.
5
nettet strammes
Og der er også dunkle steder i dem, ting som jeg ikke kan se, ting jeg har fortrængt og ikke har lyst til at huske på. Eller måske er det tingene der har fortrængt mig. Jeg ved det ikke. Det gør alligevel ikke den store forskel. Det er under alle omstændigheder skidt. Jeg ser ham drengen i fodgængerfeltet, som om han er én jeg aldrig før har set. Bortset fra at der ikke er tid til at tænke over det. For der er flere billeder på vej. Otte år gammel, og så forandringen, den store forandring. Var det slemt før, er det endnu værre nu. Nye steder, nye ansigter, nye farer. Store, nye farer. Bortset fra at jeg også er ved at blive farlig. Det kan jeg godt fortælle dig. Jeg er også ved at blive farlig. Og jeg begynder at ku’ li’ det. Ni år gammel, ti år gammel. Det forandrer sig igen. Jeg møder Becky, søde Becky. Endelig nogle gode billeder, men også flere farer, flere ansigter. Jeg kan se de fleste af dem nu. Ikke meget dunkelt her. Det er det før syv der er dunkelt. Det der er kommet senere er nemt nok at se. Og jeg kan ikke li’ det. Det er lige før jeg bedre kan li’ det dunkle. Det er skidt, men i det mindste kan jeg ikke se, hvad det er. De andre billeder – de er ikke til at tage fejl af. De er alle sammen ligesom den kniv Trixis bror snittede mig i hovedet med. Og de kommer væltende alt for hurtigt. Jeg har lyst til at sige til Døden at han skal sætte farten ned, men jeg tør ikke. Som sagt er han ikke én man skal prøve at løbe om hjørner med.
6
nettet strammes
Ti år gammel. Ja, jeg er stadig i gang med de ti. Det ta’r tid at bladre igennem. Det er fordi der skete så meget dengang. Alt for meget. Det begynder at gøre ondt, jeg vil ikke være med mere. Det begynder at skride for mig. Det eneste gode er Becky. Så mister jeg også hende. Elleve år gammel. Da det blev sat på spidsen, da det hele blev for meget. Og så er jeg væk. Men det er jeg bare ikke alligevel. Jeg er stukket af, har lagt det gamle sted langt bag mig. Jeg er flyttet til byen og spiller død. Jeg troede det var en god idé. Men jeg kunne have sagt mig det. Det var en åndssvag idé. Den duede i tre år. Men de ville ha’ fundet mig uanset hvad. Man kan ikke spille død med de stoddere. For dem findes der kun én slags død, og det er rigtig død. Og det er ikke noget man spiller. For død er ikke en leg. Ikke for dem. Der kommer flere billeder. Nu kommer de i stimer. Som om jeg ser tingene bedre og bedre, jo tættere jeg kommer på dér hvor kniven snittede i mig. Måske er det kun, fordi det ikke er så længe siden. Men jeg tror det nu ikke. Døden spilder ikke tiden med at spekulere over, hvordan han præsenterer tingene. Man får alle bebrejdelserne lige i synet. Og lige nu kaster han mere efter mig end jeg kan kapere. Der er stederne i byen, steder hvor jeg kom, steder hvor jeg sov på gaden, før jeg fandt mine hemmelige steder. Tabere jeg hang ud med i gyder, opgange, skodværelser, ruiner, mens jeg fandt ud af hvor de tog hen.
7
nettet strammes
Så fandt jeg ud af at klare mig selv. Husene og lejlighederne og de andre steder jeg fandt. Billeder af dem alle sammen drøner gennem hovedet på mig. Og alle de nikkedukker jeg så. Dem jeg holdt mig på afstand af i byen, banderne som fik fat på mig. Som fx Trixis slæng. Og så Mary. Gamle, hvidhårede Mary med den skøre hund. Og her er noget andet om Døden, Gloøje. Han er tarvelig. Nu hvor han har mig, skulle man tro at han ville fortælle mig, hvad der skete i madkassehuset den dag. Men nej. Som sagt, så er han en led stodder. Han viser mig huset igen, og så stodderne. Jeg kan se dem trænge ind. Paddy og hans makker, og ham den fede, den behårede krabat. Jeg kan se mig selv løbe min vej. Jeg kan høre skuddene igen. Bang! Bang! To skud som gi’r genlyd i hjernen. Men jeg kan stadig ikke se, hvad der skete i madkassehuset. Hvorfor vil Døden ikke vise mig det? Fordi han har travlt med at fyre det næste billede af. Trixi som ligger død på gulvet. Paddy som smisker i døråbningen. Bitre Bex som knuser ruden, og mig og hende som stikker af. Og jeg ved stadigvæk ikke, hvad der skete med Mary. For det hele er i bevægelse igen. Det er mig og Bex, og nu også lille Jaz. Jeg ved ikke hun i virkeligheden er Trixis datter. Bex
8
nettet strammes
fortalte at det var hendes barn. Bortset fra at Bex var fuld af løgn. Og billederne bli’r ved. Bex forsvinder, Jaz forsvinder. Jeg finder dem igen, men jeg finder bare også pigebanden. Og Riff. Og Digg, ham der bestemmer, Trixis bror, ham med kniven. Og stodderne er stadig efter mig. Paddy er væk, men der er fem tilbage. Og nu er jeg endda såret. Diggs kniv flåede panden op på mig, og jeg mister bevidstheden. Og så er det at alt bli’r sort. Hvad er det sidste jeg kan huske? En kniv i bevægelse, som en kølig brise. En sviende smerte i hovedet. Trunterne i banden skriger. Riff står og glor, Digg griner. Bli’r trængt i land af hele flokken. Flygter hen til pakhuset, mens stodderne nærmer sig. En flagrende tanke i hovedet. Jeg er fjorten, og jeg skal dø. Mørke. Så skud. Bang! Bang! To skud. Ligesom dengang i madkassehuset. Og så stemmen. Den siger mit navn. Det navn som søde Becky gav mig for længe, længe siden. Bortset fra at den der siger mit navn, ikke kender det. Det ved jeg, fordi jeg genkender stemmen. Det er det sidste jeg kan huske før nu, Gloøje. Og det får mig til at ryste i bukserne, Gloøje. For nu siger stemmen noget igen. Jeg kan høre den lige nu. Den siger mit navn, ligesom før. »Blade,« siger den.
9
nettet strammes
Og jeg kan mærke at jeg skælver. For den der siger mit navn, er også død. »Blade,« siger stemmen. Det er Mary. Gamle, hvidhårede Mary med den skøre hund. Bortset fra at Mary er død. »Du er død,« mumler jeg. »Lige så død som dig,« lyder svaret. Stilhed, sådan nærmest. Ikke flere stemmer, kun summende tanker. Så en anden lyd. Nærmest en lav rummel. Kan ikke placere den. »Du er død,« gentager jeg. Denne gang svarer hun ikke. Men det rumler stadigvæk. Det er ikke særlig højt, kun en mærkelig, sløret lyd. Der er også noget der bevæger sig. Måske er det mig. Det er ikke mig. Det er noget andet. Bortset fra at jeg bevæger mig sammen med det. Billederne er holdt op. Nu er der kun mørke, og jeg er begyndt at spekulere på døden. Mere mørke, mere rummel. Er det nu? Er det nu det hele forsvinder for mig? Måske var det ikke Døden lige før. Måske var det bare hoveddøren. Og nu er døren smækket i bag mig, og der er ikke noget lys indenfor. Eller måske … En ny stemme, en eller anden stodder. Han mumler noget. Nej, det gør han ikke. Han råber. Lyder som om han mumler, for han er langt væk. Han råber noget, men jeg kan ikke tyde ordene.
10