blade2_jaget_tryk.indd 1
17-03-2009 17:04:55
Spil død
Blodhimmel. Mørke gader, mørke huse, natten drypper ned oppefra. Men byen er vågen. Den sover aldrig. Den slumrer, men den sover aldrig – og den ser for meget. Ligesom dig. Du skal ikke tro jeg ikke ved det, Gloøje. Du er sådan en sindssyg natteravn som aldrig sover. Mere nysgerrig end du selv har godt af. Du følger med i alt, hvad jeg laver, hvad enten jeg kan li’ det eller ej. Jamen, jeg kan ikke li’ det, ikke lige nu. Det var noget andet da jeg trængte til selskab. Nu har jeg selskab – masser af selskab – og har ikke brug for mere. Men jeg slipper nok ikke for at du kigger med. Men hvem kigger ellers med? Det er det der er spørgsmålet. Der er masser som leder efter os. Politiet, pigebanden, alle de andre. Jeg kan ikke li’ at tænke på det. Men fortiden har indhentet mig og slået kløerne i mig. Tilværelsen er blevet farlig igen, og jeg kan ikke bare nøjes med at tænke på mig selv som jeg plejede. Becky går på en sjov måde, nærmest som om hun slæber på fødderne. Jeg kan ikke finde ud af om hun er træt eller har ondt. Jeg ved hun er bange. Hun har været helt ude af den siden Trixi blev dræbt, og Tammy og hendes flok kom efter os.
3
blade2_jaget_tryk.indd 3
17-03-2009 17:04:55
Spil død
Hun er ikke sådan én der slås ligesom de andre trunter. Hun troede hun var, men det er hun ikke. Jeg kan ikke blive klog på hende. Det er ikke fordi jeg er ligeglad med hende. Det er jeg ikke – ikke helt, i hvert fald. Men jeg kan ikke gennemskue hende. Det gik fint oppe i lejligheden, men nede på gaden lukker hun i igen. Det er ikke det jeg har brug for lige nu. Jeg har brug for at hun skal være stærk. Men hun er ved at blive en klods om benet. Seksten år, og alligevel er det som om hun ikke har forstand på noget, ikke engang at passe sit barn. Men det er nok også i virkeligheden derfor jeg ikke er smuttet. Hvis det kun var Becky, ville jeg sige vi skulle gå hver til sit. Men jeg kan ikke bare gå fra Jaz. Se på hende. Hun er tre år gammel og har boet i en narkobule og guderne må vide hvor ellers, hendes mor er en værre skodtrunte, det meste af tiden er hun omgivet af tabere og bumser og rendestensstoddere, eller piger som stikker dig ned for ingenting, og alligevel slentrer hun af sted med mig i hånden som om hun er på vej til fest. Som om der ikke er fare på færde. Som om vi har et sted at tage hen. Men det har vi bare ikke. Ikke ud over fremtiden. Og hvad er det måske for et sted? Ikke et sted for Jaz, gætter jeg på. Heller ikke noget særlig godt sted for mig og Becky. Ikke for nogen som har en fortid. Og det er netop det, Gloøje. For at tage ind i fremtiden, kræver det at man har en fremtid. Jeg ved ikke om jeg har en. Jeg har min fortid, og det samme
4
blade2_jaget_tryk.indd 4
17-03-2009 17:04:55
Spil død
har Bex, hvad den så end er, og så har jeg den her … forpulede nutid. Men det er ikke en nutid som du nogensinde ville ønske dig. Den består af mørke gader, mørke huse, mørk by, mørk himmel. Becky ser på mig. »Blade?« Bare hun ville la’ vær’ med at kalde mig det. Men det er for sent nu. På det punkt har hun luret mig. »Blade?« »Hvad?« »Hvor langt endnu?« »Ikke så langt.« »Hvor langt er det?« »Omkring otte kilometer.« »Er det ikke langt?« Jeg svarer ikke. Den sidste halve time har hun surmulet fordi jeg ikke vil fortælle hende, hvor vi skal hen. Hun har både ret og ikke ret. Om at det er langt, mener jeg. Det er ikke langt for hende og mig. Når panserne og alle mulige andre nikkedukker tramper på ens skygge, er otte kilometer kun et smut. Vi skal væk for fuld skrue. Men hun har ret med hensyn til Jaz. Otte kilometer kommer til at gøre ondt på sådan en lille pige. Problemet er bare at jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre. Da vi forlod den lejlighed vi overnattede i, anede jeg ikke hvor vi skulle gå hen. Jeg sagde bare at vi blev nødt til at tage et andet sted hen.
5
blade2_jaget_tryk.indd 5
17-03-2009 17:04:56
Spil død
Et sted langt væk. Andet vidste jeg ikke. Et eller andet sted uden for byen, hvor hverken panserne eller banden eller alle de andre nikkedukker kan finde os. Så kom jeg i tanke om noget der måske kan hjælpe os på vej – hvis vi bare kan komme derhen. Det er ikke nogen genial idé, men det var den bedste jeg kunne komme på. Så lige nu er det det eneste jeg tænker på. Det, og så hvordan vi får Jaz derhen – sammen med hendes halvtumpede mor. »Du skal bare fortsætte, Bex.« Hun skuler til mig. Jeg lader som ingenting, ser på ungen i stedet for. »Jaz?« Hun drejer hovedet, kigger op på mig med de øjne dér. »Jaz? Vil du op og sidde på mine skuldre?« Jeg håber halvt om halvt hun siger nej. Hun vejer ingenting, men jeg kan hurtigt blive træt, hvis hun sidder deroppe for længe. Hun sender mig et smil der er lige til at spise. Jeg kan godt sige dig, Gloøje, hun går lige i hjertet, hende den lille. Hun siger ikke ret meget, men hun har noget over sig. Hun er ligesom en fe eller en lille elverpige eller noget. »Jamen, så op med dig.« Jeg løfter hende op, og hun slår benene om halsen på mig. Jeg ta’r fat i hendes fødder. »Du er ved at blive tung.« »Nej, jeg er ej.« Hun holder fast om min pande. Hun klapper mig et par gange
6
blade2_jaget_tryk.indd 6
17-03-2009 17:04:56
Spil død
på hovedet, nogle sjove, små klap, som en baby der klapper en hund. »Hold op med det.« Jeg siger det kun for sjov, men hun holder alligevel op. Vi går videre. Jeg kan mærke at Becky holder øje med mig. Det er svært at sige, hvad hun tænker. Nok en hel masse. Hun er sikkert glad for at se at jeg er blevet gode venner med hendes unge, eller også er hun ikke. Men det kan jeg ikke spekulere på nu. Vi må bare gå. Vi skal derhen. Det er det eneste der betyder noget. »Til venstre her, Bex.« Det er en bred sti, ingen lys, ingen huse. Hun standser. Jeg kan se at hun ikke har lyst til at gå den vej. Hun stirrer bare ned ad vejen. »Hvorfor skal vi den vej?« »Fordi den fører der hen, hvor vi skal.« »Og hvorfor vil du ikke fortælle os, hvor det er?« »Fordi jeg ikke er sikker på det bli’r til noget.« »Hvad, fordi det er farligt?« Farligt. Hvor dumt et spørgsmål er det lige, Gloøje? Nogle gange har jeg lyst til at kværne den åndssvage trunte. Hun lyder som om hun tror vi kan finde et sted der ikke er farligt. Som om vi bare kan vælge den ene vej i stedet for den anden, og så vil alt være i orden. Men det vil det ikke. For i øjeblikket er hver eneste vej, hver
7
blade2_jaget_tryk.indd 7
17-03-2009 17:04:56
Spil død
eneste gade, hver eneste sti, hvert eneste stykke jord farligt for os. Der er for mange som vil have fat i os, og det ved hun også godt. Men det kan jeg ikke sige mens Jaz hører det. »Bex, jeg siger bare at jeg ikke er sikker på det bli’r til noget, okay?« Jeg sænker stemmen. »Ligegyldig hvilken vej vi vælger, er det farligt lige nu. Vi er i nyhederne. Folk har hørt om os. Sekstenårig pige, dreng på cirka fjorten, treårig unge. De har vores signalement. Derfor skal vi holde os væk fra andre mennesker og overvågningskameraer. Vi må holde os til øde steder. Og stien her er øde.« Noget af tiden. Men det siger jeg ikke til hende. »Hvor fører den hen?« spørger hun. »Forbi nogle marker og boldbaner. Så deler den sig, og den ene gren går ind mod centrum. Vi ta’r den anden.« »Hvor fører den hen?« »Dér, hvor vi skal hen.« »Det sted du ikke vil fortælle mig om. Det mystiske bestemmelsessted.« Sarkastisk tonefald, men jeg lader som ingenting. Jeg er mere optaget af at få trunten til at flytte fødderne. Hun står stadig og stirrer som om hun er naglet til stedet. Så vender hun pludselig blikket om mod mig. »Okay,« siger hun. Og så begynder hun at gå ned ad stien. Jeg følger efter, stadig med Jaz på skuldrene. Jeg ved godt,
8
blade2_jaget_tryk.indd 8
17-03-2009 17:04:56
Spil død
hvad du tænker, Gloøje. Du spekulerer over, hvorfor jeg ikke vil fortælle Bex, hvor vi skal hen. Du kan spekulere så tosset du vil. Jeg ved, hvad jeg laver. Hun er en tikkende bombe. Jeg har ikke tillid til at hun kan gøre noget, og jeg har ikke tillid nok til at fortælle hende noget. Jeg har heller ikke den store tillid til dig, men det er en anden sag. Ind ad stien, videre, videre, mørkere herinde i forhold til de gader vi kommer fra. Ikke noget godt sted. Bedre end gaderne, knap så udsat, men ikke noget godt sted. Jeg glæder mig til markerne og boldbanerne. Men det varer lidt endnu. Kan du se, høje mure på begge sider? Til den ene side ligger der en skole omme bagved. Det skulle man ikke tro, skulle man vel? Losseplads omme bag den anden. Du får den at se lige om lidt. Jeg plejer at holde mig væk herfra. Det er nogle underlige nikkedukker, dem der holder til på lossepladsen – mest klunsere og narkovrag, måske en enkelt rendestensstodder på udkig efter noget varmt at sove under. Et værre skodsted, men hvad skal jeg ellers gøre? Bedre at hænge ud med folk der heller ikke vil ha’ noget med panserne at gøre. Der er mindre risiko for at de stikker os. Men derfor skal vi alligevel passe på os selv. Det kan godt være de her nikkedukker hader panserne, men derfor behøver de ikke nødvendigvis at holde mere af os. Becky siger noget, helt lavt. »Der er nogen.« »Jeg har set dem.«
9
blade2_jaget_tryk.indd 9
17-03-2009 17:04:56
Spil død
»Længere fremme.« »Jeg har set dem.« »Skal vi vende om?« »Bare gå videre.« Tre skikkelser som hænger op ad muren. Men de er skvat, ingen problemer. Spørg mig ikke, hvordan jeg ved det. »Blade?« Nu hvisker hun, og hun har sat farten ned, slæber mere på fødderne end nogensinde. Jeg hvisker også. »Bare fortsæt. Det er okay.« »Men …« »Bare fortsæt. Og ti stille.« På en eller anden måde lykkes det hende at gøre begge dele. Jeg kan se at hun ikke har lyst. Hun har lyst til at skrige af angst mod nattehimlen og vende om og løbe sin vej. Hun mærker efter i lommen. Jeg kan se hendes hånd famle. Hun leder efter Trixis foldekniv. »Bex.« Min stemme er helt, helt stille. Hun ser på mig. »La’ vær’,« siger jeg. På trods af mørket læser hun mit ansigt og ta’r hånden op af lommen. Ingen kniv. Vi er kommet tættere på skikkelserne – to mænd, et par fladpandede stoddere, og en kvinde som ta’r et hiv af flasken. De kigger op og ser os an. Jeg giver Jaz’ fødder et lille klem. »Sig hej til dem, Jaz.«
10
blade2_jaget_tryk.indd 10
17-03-2009 17:04:56
Spil død
»Hej!« råber hun. »Okay, dukkepige?« siger kvinden. Jeg går videre. Giver Jaz’ fødder endnu et klem. »Godt gået.« Hun giver mig endnu et af de der sjove små klap på hovedet. Hun vejer stadigvæk ingenting. Jeg begynder at tro at jeg kan bære hende på skuldrene så længe det skal være. Videre hen ad stien, muren på højre hånd holder op. Lossepladsen åbner sig. Det næste stykke skal vi skynde os forbi. Jeg håber ikke der bli’r ballade, men der skal kun én båtnakke til at begynde på noget. Indtil videre ingen problemer. Der er ingen på stien og ingenting i mørket på højre hånd, i hvert fald ikke noget farligt. Kun de store affaldsbjerge som folk smider her om natten, eller på andre tidspunkter hvor der er fri bane. »Der er noget derhenne,« siger Becky. »Henne ved det gamle køleskab.« »Det er en kat.« »Har du set den?« »Jeg har jo lige sagt at det er en kat. Der er også en længere væk.« »Hvor?« »Bag barnevognen.« Jeg nikker derhen. Becky kigger. »Jeg kan ikke få øje på nogen kat.« »Den forsvandt.« Hun sender mig et blik.
11
blade2_jaget_tryk.indd 11
17-03-2009 17:04:56
Spil død
»Du ser alt, gør du ikke?« Jeg svarer ikke. Har for travlt med at se alt. En ny bevægelse inde mellem affaldet. Noget nede ved jorden, en krop under et tæppe. Et host, en trækning, et lysglimt da et øje slås op. Øjet ser på mig og glider i igen. Vi går videre. Til venstre summer byen. Natsummer, som om den jamrer sig, som om den vil sove, men ikke kan. Jeg kender godt lyden. Jeg kender alle dens lyde. Men her er næsten stille. Kun lidt krablen i affaldsbunkerne. Sikkert rotter. Et lille piv bag os, som om de to katte hilser på hinanden. Men der bliver hurtigt stille igen. Så en ny lyd. Trin. Standser op, lytter. Becky standser også, ser på mig. »Hvad?« spørger hun. »Sssh!« Ser mig omkring. Ingen tegn på at der er nogen efter os, ikke flere fodtrin. Går videre. Lyden begynder igen. Står stille. Lyden holder op. Jeg ser mig om til alle sider, holder øje så vågent jeg kan. Ingen bevægelse på lossepladsen, ikke noget på stien. »Jeg hørte ikke noget,« siger Becky. Jeg mærker Jaz lege med mit hår som om alt er okay. Går videre igen, langsomt, roligt. Men jeg kigger, lytter så skarpt jeg kan. Kan ikke se nogen, kan ikke høre nogen. Ikke flere fodtrin, kun vores egne, og byens summen derude. »Jeg hørte ikke noget,« siger Becky igen.
12
blade2_jaget_tryk.indd 12
17-03-2009 17:04:56
Spil død
Det er begyndt at regne, små fjerlette dråber. Jaz fniser. Jeg ser op. Kan ikke se hende tydeligt, kun en lille bid af hendes ansigt da hun læner sig forover. »Det regner,« siger hun og hiver mig i håret. Det er som om alt er en leg for hende, og i et kort, skørt øjeblik er jeg lige ved også at føle det, men det varer ikke ved. Trinene er tilbage. Standser op igen, lytter, ser mig omkring. Jeg kan mærke at Becky stirrer på mig. Jeg har lyst til at kvæle hende. Hun burde holde øje med lossepladsen, stien, ikke med mig. Hun burde være på udkig efter ballade. »Hvad?« siger hun. Nu har jeg fået øje på ham, et godt stykke nede ad vejen, henne ved muren. Burde have spottet ham noget før. Enten er han god, eller også er jeg ved at falde af på den. Han står stille, holder sig inde mellem skyggerne. Kan ikke se hans ansigt, men det er en stodder, en stor stodder. Holder øje med mig, det er helt sikkert, selv om jeg ikke kan se hans øjne. »Hvad?« spørger Becky igen. Hun behøver bare at kigge. Hun skal bare følge mit blik og kigge. Men hun ser stadigvæk på mig. Jeg kan mærke det. Hun stirrer på mig som en tumpe. »Derovre.« Jeg nikker ned ad vejen. »I mørket langs muren. En mand.« Hun siger ikke noget, men jeg kan mærke at hendes blik flytter sig. »Jeg kan ikke se nogen,« siger hun.
13
blade2_jaget_tryk.indd 13
17-03-2009 17:04:57