Page 1

70802_om_tora i island_r1:70802_om_tora i island

6/9/08

7:36 AM

Page 1 17,5 mm

Tora er i Island. Her er hun på flugt fra et jordskælv, da

hende. Men Fjeldalf er ikke nogen almindelig dreng; han er en huldre, en af naturens vogtere, usynlig for de fleste. Fjeldalf presser Tora til at indgå en handel: Huldrefolket vil hjælpe hendes far, der er ved at udgrave en kirkegård fra vikingetiden, hvis Tora til gengæld vil hjælpe dem af med deres plageånd: Genfærdet af den gamle viking Egil Skallegrimson. Både for Tora og hendes bror, Gorm, bliver det en

C HA R LO T T E B LAY

en hvidhåret dreng pludselig dukker op for at hjælpe

3

C H A R L O T T E

T O R A

I

I S L A N D

fantastisk ferie, fyldt med heste, uhyggelige vikinge-

Charlotte Blay har drevet hesteflokke over Island og udforsket grotter med badekilder og huldrefolk, nøjagtig som Tora og Gorm gør i historien. Forfatteren har tidligere skrevet spændende bøger fra sine rejser i Afrika, Australien, Nicaragua, Vietnam, Canada og Grønland, ligesom Skotland og Newfoundland, der danner rammen om de to første Tora-bøger, Genfærdet og

HULDREFOLKET

skrøner og jagten efter genfærdets skjulte skat.

Skrællingen.

Se mere på: www.blay.com

9

788763 809047

HØST & SØN

ISBN 978-87-638-0904-7

B L A Y

HØST & SØN


Huldrefolket. Tora i Island © Charlotte Blay og Høst & Søn/Rosinante&Co, København 2008 Omslagsillustration: Per Jørgensen Grafisk tilrettelæggelse af omslag: Narayana Press Kort: Jørgen Windfeldt Produktion: Narayana Press ISBN 978‑87‑638‑0904‑7 Printed in Denmark 2008 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Besøg forfatterens hjemmeside www.blay.com

Høst & Søn er et forlag i Rosinante&Co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | 1019 København K www.rosinante-co.dk | www.hoest.dk

70802_huldre_.indd 6

09-06-2008 09:33:42


1. Huldrefolkets vrede

Skolebygningen begyndte at ryste. En dyb rumlen fik gulvet til at vibrere. Tora Frost røg op fra madrassen, hvor hun havde ligget og hygget sig med et krus te og nogle hesteblade. Hvad skete der? Det var, som om lydene kom nede fra jordens indre. Hun holdt vejret, mens hun lyttede. Men nu var der stille igen. Uhyggeligt stille. Uden for vinduet var naturen stivnet, som om den også holdt vejret. Ikke en vind rørte sig. Ikke en fugl gav lyd. Ikke engang fårene på engen brægede. Der var noget ilde‑ varslende ved den stilhed. Tora kiggede sig omkring i det klasseværelse, som hun delte med sin far og sin lillebror. Skoleborde og stole var stuvet sammen for sommeren. På de tre madrasser flød det med krøllet tøj og soveposer. Med bøger, blade og tomme chipsposer. Godt hendes mor ikke var med. Hun ville have himlet op over rodet, og at hendes mor skulle sove på gulvet i en skole uden eget badeværelse, var helt utænkelig. Hun tog en dyb indånding. Måske var der torden og regn på vej. Hvis det begyndte at regne, stoppede ar‑ kæologerne arbejdet. De ville lægge presenninger over vikingegravene og komme herop til indkvarteringen for at tage en kaffepause. Så var det slut med at hygge sig alene i fred og ro. Hun orkede ikke at tænke på de 9

70802_huldre_.indd 9

09-06-2008 09:33:42


skænderier, hun havde haft med sin far. Mest om sin lillebror. Siden deres forældrene var blevet skilt, havde Gorm været svær at styre. Et kolossalt brag flåede i hendes øregange. Nu brød det løs igen, men det var ikke tordenvejr. Skolens mure rystede, og det var, som om en vred ånd gav ondt af sig nede fra jordens indre. Teskeen klirrede i hendes tekrus. Den store rude slog en revne, og uden­for buldrede og bragede det, mens luften blev fyldt med gullig tåge. Panikslagen stormede Tora ud af klasseværelset, og hun kom i farten til at vælte kruset, så teen sejlede ud over bladene. Hun sprang ind gennem kantinen, hvor stolene dansede ved bordene og porcelænet faldt ned fra hylderne og knustes. Hun styrtede ud af det rysten‑ de hus, hvor endnu en rude netop revnede. Ude i skolegården gyngede asfalten som et duvende hav, mens vandet i skolens svømmebassin vuggede, så det kastede bølgesprøjt op på fliserne. Pludselig krakelerede skolegårdens belægning og slog en revne lige under hendes kondisko. Hun kiggede efter noget, som hun kunne klamre sig til. Et klatrestativ. Et stakit. Et træ. Men alting bevægede sig, og jorden un‑ der hende var ikke længere et fast holdepunkt. Hun havde lyst til at løbe ind i huset og gemme sig, men bygningen kunne styrte sammen og begrave hende levende. Dunder og drøn dirrede i luften, og en kvalm stank af gas og rådne æg omklamrede hende sammen med tågen. Alle fugle var på vingerne og skreg deres hæse angst ud over hende. Ude af sig selv stormede Tora bort fra skolen. Løb 10

70802_huldre_.indd 10

09-06-2008 09:33:42


ud mod klipperne, der stod stabilt og skrævede i tåge‑ disen. Hun måtte væk! Væk fra den svovlånde og æg‑ gedunst. Hendes vejrtrækning hvæsede i brystet, mens hun sprang hen over mosgroet lava og enggræs. Klip‑ perne lå derude som en værnende mur. Der ville hun søge ly. Også fårene løb som jaget vildt mod klipperne, mens en gråbrun ræv kom pilende lige imod dem. Nu så Tora, at store klippeblokke rullede ned ad fjeldsiderne. De ville overhovedet ikke være i sikkerhed derude. Så ebbede rystelserne ud, lige så pludseligt som de var begyndt. En sidste skælven, så blev der igen stille. Fuglene tav, og fårene stoppede deres vilde løb. Også Tora standsede, men hendes sind var i vildt oprør. Mon hendes far og lillebror var i sikkerhed? I den dirrende stilhed var det, som om klipperne foran hende fik regnbuefarver midt i tågen og dampen. De lignede pludselig huse i svage pastelfarver, der stod side om side og lænede sig op ad hinanden. En blid klang af sang og latter steg som et spindelvævstyndt lydtæppe op over husene. Og nu fornemmede Tora omridsene af mennesker. Kvinder med flagrende kjoler. Mænd i blå kofter og børn i farvestrålende dragter. Underligt. Hun havde ikke før lagt mærke til nogen bebyggelse heromkring. Hun glippede med øjnene mod de sitrende huse. Og hvad var det? Stod der ikke en skikkelse oppe på en af de høje klipper oven over husene og svingede med armen? Tora klemte øjnene lidt i. Det var en dreng, så hun nu. Han havde en blå kofte på, og hovedet fuldt af hvide 11

70802_huldre_.indd 11

09-06-2008 09:33:42


krøller, der mest mindede om englehår. Det så ud, som om han prøvede at vinke hende over til sig. Som om han havde noget vigtigt at vise hende. Han pegede op på en klippe, der rejste sig lidt højere oppe. Nikkede og viftede igen med armene. Da Tora kom nærmere, fik hun øje på en sti, der førte op mellem husene til stedet, hvor drengen stod. Hun gik tøvende op ad den, mens husene og de farverige skikkelser forsvandt som en tv-udsendelse, der bliver slukket for. Også drengen var væk. Kun en svag kvidren af sang og latter lå som et ekko i luften. Et stykke oppe ad stien opdagede Tora indgangen til en hule. Hun var ikke i tvivl om, at det netop var den, drengen havde peget op på. Heroppe ville hun være i sikkerhed, hvis rystelserne begyndte igen. I sikkerhed for kogende damp og faldende klippestykker. Hun krøb ind og kiggede sig omkring i hulens halv‑ mørke, men det så ikke ud til, at drengen med engle‑ krøllerne var der. Tora fik gåsehud i hulens rå kulde. – Morfar, kom og hjælp mig, bad hun. – Jeg er alene i en mørk klippehule. Jorden har rystet, og der kom stinkende røg op af sprækkerne. Jeg aner ikke, om der er sket noget med far og Gorm … Hun anstrengte sig for at få øje på sin morfars furede ansigt og buskede øjenbryn i halvmørket. Efter at han var død for nogle år siden, viste hans ånd sig af og til, når hun havde brug for hans trøst. Uden for klippehulen var der en bred udsigt over Mosfellsdalen. Lugten af damp og svovl hang i luften som et dårligt varsel. Hun ventede hvert øjeblik, at rystelserne skulle starte igen. 12

70802_huldre_.indd 12

09-06-2008 09:33:42


Tora spejdede ud over dalen. Tænkte på sin far og Gorm nede i udgravningerne ved den gamle kirkegård. Havde jordskælvet ramt dem, så de nu lå begravet under klippestykker? – Morfar, hviskede hun igen og følte sig fortvivlet over at sidde mutters alene i en klippehule på Island. Over at sidde og være bange for, at jorden igen skulle skælve og ryste og måske ende med at gå under i et ragnarok af ild og giftige dampe. Hun snusede. En anden lugt blandede sig med svovl‑ lugten. Det var den em af tang og tjære, der plejede at opstå, når hendes morfar var i nærheden. – Morfar! kaldte hun ud i hulens mørke. Elendighe‑ den vældede op i hende og fik hende til at græde. Nu så hun omridset af sin morfars furede ansigt dirre i halvmørket. – Så, så, Tora, rystelserne er overstået. Du kan roligt gå tilbage til skolebygningen og vente på din far og Gorm. Morfarens dybe stemme lagde sig beroligende omkring hende. – Måske begynder det igen. Hun kunne ikke holde op med at græde. – Naturen har fundet sig selv, så der er ingen fare, brummede hendes morfars ånd og sendte et kærteg‑ nende pust af tangduft ned over hende. – Du må ikke forsvinde, udbrød Tora, da det vibre‑ rende omrids af hans barkede ansigt blev svagere. – Så må du hellere fortælle mig, hvorfor du er så ir‑ riteret på din far og Gorm. Morfaren var igen tydelig, og hans lugt blev kraftigere. – Det er bare vildt irriterende at have den møgunge 13

70802_huldre_.indd 13

09-06-2008 09:33:42


til Gorm med på ferie hos far. Toras stemme var blevet hård. – Han driller og laver ballade, og så sladrer han til far, når jeg skælder ham ud. Og hvem tror du så får skideballen? – Ja, det er svært at være den store, Tora, men er det nødvendigt, at du slår din bror? – Jeg har lovet mor at tage ansvaret for ham, himlede hun op. – Og han er totalt umulig. – Tora, du plejer da at være så glad for din lillebror, brummede morfarens ånd. – Dengang du levede, var han lille og sød. Men hvad mener du om en unge, der låser sig inde på toilettet i flyet og laver sæbeskum, så det vælter ud i hele kabi‑ nen. Et par dybe kluk gav ekko i hulen, og morfarens skygge blafrede. – Det er ikke spor sjovt. Toras stemme var fuld af bebrejdelse. – Jeg kan godt sige dig, at stewardesserne blev sure. Og fordi jeg nev ham lidt, så vrælede han hele vejen ud til ankomsthallen, hvor han sladrede til far. Og far gav mig et møgfald. Ferien kan bare ikke blive god, når Gorm er med. Se nu, hvordan jorden revner og sender lortestank ud … Tora remsede alle de ulykker op, som lillebroren var skyld i. Mikroovnen, der var eksploderet med popcor‑ nene. Bilnøglerne, der forsvandt sporløst. Fjernsynet, som kortsluttede … – Hmmm, du kan ikke give en lille drengs spilopper skylden for alverdens ulykker, buldrede hendes morfar. – Vent og se, Tora, det ender med, at du får alle tiders ferie her på Sagaøen … øen … øen. Hans stemme blev 14

70802_huldre_.indd 14

09-06-2008 09:33:42


et svagt ekko og forsvandt sammen med hans ansigt i klippehulens mørke. Der faldt ro over Tora. Det dulmede altid hendes angst og vrede, når morfaren havde vist sig. Nu sad hun ligefrem her og besluttede sig for at være sødere over for Gorm. Hun ville skynde sig tilbage til skolebygningen­ og håbede på, at de andre snart kom, så hun ikke skulle være alene. Hun børstede snavs af de slidte cowboybukser og strammede elastikken i hestehalen. Netop som hun rejste sig for at krybe ud af hulen, hørte hun en høj, klokkeklar stemme: – Ham morfar, du talte med, det skulle vel aldrig være en ånd? Tora holdt vejret og mærkede ophidselsen vende til‑ bage. Der var ikke nogen at se i hulen. – Du er måske selv en ånd, siden du er så pokkers nysgerrig, svarede hun skarpt og kiggede sig søgende omkring i halvmørket. – Jeg er i hvert fald ikke nogen ånd, lød det i et pust af fornærmelse, og nu tonede drengen med krøllerne frem for øjnene af hende. Hans blik var lysende blåt, selv dér i halvmørket, og han havde spidse ører, der strittede ud mellem krøllerne. – Min morfar dukker op og taler med mig engang imellem, sagde hun, som om det var en dagligdags ting at kunne tale med gengangere. – Jeg kan også tale med ånderne. Det kan alle hul‑ drefolk. Hans ansigt lyste op i et strålende smil. – Huldrefolk? – Kender du ikke huldrefolket? Vi er det usynlige 15

70802_huldre_.indd 15

09-06-2008 09:33:42


folk, som vogter naturen. Vi bor i klipperne og i store sten og i gamle jordhøje. – Hm, mumlede Tora. Hun havde aldrig før mødt en huldre. Det var kun gengangere, hun af og til stødte på. – Du siger, huldrerne er usynlige. Men jeg kan altså se dig, bare så du ved det. Drengen slog en latter op, der fyldte hulen med en klang af klokker. – Huldrerne kan selv vælge, hvem der skal se dem, lo han. – Du er en af de heldige. – Ha, ha. Nu var det Tora, der lo. En lidt hånlig latter. – Hvorfor er jeg tilfældigvis den heldige, som du har gjort dig synlig for? Huldredrengen begyndte at flimre, mens hans ansigt skiftede fra smil til dyb alvor. Han lød bedende, næsten indsmigrende: – Huldrefolket vil gerne have din hjælp, Tora. Vi har et stort problem, og vi ved, at du kan tale med ånderne. Din far kan vi ikke komme i kontakt med. Men hvis du nu hjælper os, så hjælper vi din far. Tora kiggede forbløffet på huldredrengen, der stod og strålede i hulens tusmørke. Hun ville godt vide, hvad huldrerne havde tænkt sig at hjælpe hendes far med. – Huldrefolket vil vejlede din far i hans udgravninger, så han ikke kommer for tæt på os og udløser jordrystel‑ ser, sagde drengen, før hun fik spurgt. – Var det da jeres skyld, at der blev jordskælv? gispede Tora. – Vi er naturens vogtere, forklarede han. – Din far og hans hjælpere roder på den gamle kirkegård, som har 16

70802_huldre_.indd 16

09-06-2008 09:33:42


ligget i fred siden vikingetiden. Nu er de i gang med at undersøge noget, som de tror er en kirkehøj. I virkelig‑ heden er det en huldrebolig, hvor der bor en familie, som de ikke kan se. Det kan være farligt at ødelægge en huldrebolig. Der løb en kuldegysning gennem Tora. Hun var ikke kommet sig efter chokket over rystelserne. Og hvordan troede huldrerne, at de kunne få hendes far, der var vikingeekspert og leder af udgravningen, til at holde op med at undersøge interessante steder? – Hm, mumlede hun. – Og hvad kan jeg så hjælpe huldrefolket med? – Du kan hjælpe os med at komme af med en sur, gammel genganger, som har plaget os lige siden vikin‑ getiden, smilede han. – Du kan jo tale med ånderne, ikke sandt, Tora? – Jam … – Det ville jo ikke være så rart, hvis der kom nye jordskælv. Han så på hende med hævede bryn. Hans øjne flimrede som et blåt vandløb, mens han stirrede ind i hendes, så hun ikke kunne kigge væk. Langsomt bevægede han sig over mod hende. – Okay. Okay, snappede hun. – Hvad skal jeg gøre? Huldredrengen lænede sig lidt frem. – Du skal nok få besked, sagde han og blev usynlig. Tora mærkede en sær kriblen i maven og troede et øjeblik, at hun bare havde siddet i hulen og drømt. En huldredreng? Hendes far ville sige, at hun var fuld af fantasi og løgnehistorier, hvis hun fortalte, at hun havde mødt en huldre, og hun vidste ikke engang, hvad han hed. 17

70802_huldre_.indd 17

09-06-2008 09:33:42


Krumbøjet kravlede hun ud af klippehulen og mis‑ sede mod solen, som hang lavt over dalen. Huldrehusene og skikkelserne fra før kunne hun ikke se, selv om hun stirrede intenst på klipperne. Måske havde det hele bare været en underlig drøm. Men jord‑ skælvet var rigtigt nok. Emmen af svovl hang som en dis over landskabet, da hun løb tilbage mod skolebygnin‑ gen. Bortset fra det var naturen faldet til ro. Halvmånen stod bleg på himlen og kæmpede med solen om at sende lys ud i den sene aften. Tilbage ved skolen havde revner og sprækker næsten lukket sig og sås kun som tynde, krakelerede mønstre i asfalten. Nedfaldne tagsten lå hulter til bulter på jorden, og flere ruder var revnet, men vandet i swimmingpoolen stod blikstille og dampede. Hun så med lettelse sin fars hvide firehjulstrækker stå parkeret sammen med islændingenes køretøjer. De sad alle sammen i kantinen. Hendes far, Bjørn Frost, med Gorm og hele udgravningsholdet. De sprang op, da Tora stod i døren. Stod og stirrede på hende, som om hun var genopstået fra de døde. – Tora! hvinede Gorm og hang et sekund efter om halsen på hende. Hun kunne se på hans rødrandede øjne, at han havde grædt. Hendes far greb både hende og Gorm i sin store bjørnefavn. – Toratøs! Vi troede, der var sket en ulykke med dig under jordskælvet. Vi var ved at planlægge en eftersøg‑ ning. – Jeg troede, du lå nede i en væmmelig sprække, snøf‑ 18

70802_huldre_.indd 18

09-06-2008 09:33:42


tede Gorm, mens han tørrede næsen i hendes trøje. Den knugende stilhed i kantinen opløstes i snak og latter. Tora kyssede Gorms fugtige næse. – Jeg blev vildt bange, da skolen begyndte at ryste. Og da jeg løb udenfor, skælvede jorden og slog revner, så jeg styrtede bare af sted og gemte mig i en hule ude ved klipperne. – Jamen Tora, hvorfor kom du ikke tilbage med det samme, da det holdt op? spurgte hendes far. – Jeg faldt vist i søvn, kom det lidt usikkert fra hende. – Jeg drømte, at der kom en huldre og talte til mig. – En huldre? Hendes far så uforstående på hende. – Huldrer er usynlige folk, forklarede den islandske arkæolog Gislar Jonsson. – Det vrimler med dem her på Sagaøen. De bor i klipper og i høje. Man kan drømme om huldrefolket, og nogle gange gør en huldre sig synlig for et menneske. – Fortæl os om din drøm, Tora, bad en af de unge medhjælpere. – Uha, at drømme om en huldre kan være meget betydningsfuldt, kom det fra Gislars lille kraftige kone, Vilborg. Hun anbragte en dampende skål fiskesuppe foran Tora. Normalt spiste Tora ikke fiskesuppe, men Vilborgs mad smagte altid godt. Og mens hun slubrede i sig, fortalte hun om huldredrengen, der havde sagt, at de usynlige naturvogtere var meget utilfredse med, at der blev gravet i højen nede i dalen. – Han sagde, det var en huldrebolig! Toras mund blev stram af ophidselse. 19

70802_huldre_.indd 19

09-06-2008 09:33:43


– Far siger, at der ligger en viking på kirkegården, som hedder Skallegrim, brød Gorm ind og skubbede sig til rette på sin fars skød. – Han har en stor sølvskat. – Det er ikke sikkert, lo Bjørn Frost. – Vi ved kun fra sagafortællingerne, at Egil Skallegrimsons datter flyt‑ tede hans knogler fra en gravhøj og lagde dem under en gammel kirke her i dalen. Og vi ved, at den gamle viking havde en kiste fuld af sølv. Gislar rejste sig. Han var endnu højere end den dan‑ ske arkæolog og tynd som en stang. – Igennem næsten tusind år har folk prøvet at finde Egils sølvskat, sagde Gislar. – Men den gamle viking har åbenbart fundet et fantastisk skjulested. Han holdt en pause, mens hans skarpe, blygrå blik hvilede på Tora. – Når Tora har drømt om en huldre, der beder os stoppe udgravningen af højen, så er der ingen, der får mig til at pille mere ved det sted, erklærede han. Hans kone nikkede samstemmende. De islandske studerende, som hjalp ved udgravningen, smilede, som om de ikke rigtigt vidste, hvad de skulle mene. Det var umuligt for Tora at falde i søvn den aften. Tan‑ kerne om huldredrengen og den aftale, de havde lavet, kværnede rundt i hovedet på hende. Havde hun bare drømt det hele? Det lød, som om islændingene ville opgive at grave i huldrehøjen. Men hvad med hendes far? Ville han bare grave videre og dermed nedkalde huldrefolkets vrede over sig? Hun lå på sin madras sammen med Gorm, der havde puttet sig hos hende som en lille hundehvalp. Han var 20

70802_huldre_.indd 20

09-06-2008 09:33:43


sødest, når han sov. Hun bøjede sig over ham og kys‑ sede hans blussende kind. Ude fra kantinen hørte hun sin fars dybe basstemme blande sig med de andres, mens de diskuterede ud‑ gravningerne. Midnatssolen sendte sit lys gennem den revnede rude, og Tora syntes, at hun så det svage omrids af en skikkelse med skinnende hvide krøller.

70802_huldre_.indd 21

09-06-2008 09:33:43

HULDREFOLKET  
HULDREFOLKET  

Uddrag af bogen