sjer. Det var isnende koldt. Mærkeligt at tænke på, at mor og Frida gik rundt i sommertøj derhjemme. Vi fik varm suppe med nudler og te med en masse sukker. Bagefter krøb vi ned i de tykke soveposer. Det var lige ved at være luksus. Havde jeg bare haft den sovepose hér! Og en mobiltelefon! Det lå jeg og tænkte på, der i den iskolde sprække i bjerget, mens frosten bed, og mine tarme begyndte at skrige af sult. Desperat skrabede jeg noget sne løs med luffen og proppede det i munden. Det hjalp på tørsten, men ikke på sulten. Ja, havde jeg dog bare haft en mobiltelefon, der virkede. Nu lå jeg her og var ved at fryse ihjel, uden at nogen anede, hvor jeg var. – Kom så og hent mig, for fanden! skreg jeg fuld af panik. Jeg vil aldrig glemme, hvordan det var at ligge i en iskiste med en lillebitte sprække op til himlen. Stiv og isnende kold. Det gjorde afsindigt ondt i brystet, og jeg havde svært ved at trække vejret. Min hals var hæs af at skrige, og skrækken flåede i mine indvolde. Fuld af rædsel spekulerede jeg på, hvad der mon var sket
13
33725_fabians_feltdagbog.indd 13
16-04-2010 16:49:29