Issuu on Google+

77346_om_Katalognien.qxd:PAogEN

2/4/09

1:22 PM

Page 1

Digterkumpanerne Peter & Ejler danderer den med højpandet ævl og psykoaktive substanser; ofte i København, men også på øen Katalognien hvor planter er blå og byerne har navn efter forskellige former for digte.

PETER ADOLPHSEN & EJLER NYHAVN · KATALOGNIEN · EN VERSROMAN · SAMLEREN

EJLER NYHAVN, skribent, musiker og klubværelsesmuldvarp. Født i 1960. Debuterede alligevel ikke med Sofaodestrofer i 1983. Har siden arbejdet på manuskripterne Synkoperede stolpehuller (essays), Hanseniaden (roman), Sortvredne pattedyr (noveller) og Vin, virak og Irakvrede (kampskrift). Katalognien er hans debut.

Aarestrupsk ritornel Vrøvlevers Villanel

Abecedarium

Alexandriner

BALLADE Beau présent

BLANKVERS DIALOGVERS

VERSNOVELLE The prisoner’s restriction

PETER ADOLPHSEN, forfatter. Født i 1972. Debuterede i 1996 med Små historier. Siden er Små historier 2 (2000), Brummstein (2003), Machine (2006) og En million historier (2007) udkommet. Hans bøger er oversat til syv sprog.

SPANSKE TROKÆER Ekfrase Englyn

S+7 +/-

FIGURDIGT

SONETKRANS

Freestyle Battle Freier Vierheber

Rubaiyat

Rocksang Rimbrev

Goetheske knittelvers Goliardiske vers Ode

HEXAMETEREPOS

Extraordinary feeling and beauty ... taut (spændt, stram, red.), intelligent, continually arresting ... brilliant ... profoundly convincing ... triumph. Paul Binding, Independent (om Machine) Ein großer Erzähler dessen phantastische Sachlichkeit, dessen Witz, Empfindsamkeit und Spiellaune bezaubern. Sibylle Cramer, Süddeutsche Zeitung (om Machine)

Klunterim

Monovokalisme Monorim

KVARTETJAMBER/KNÆKPROSA

Metafordigt Læredigt

Lejlighedssang

Peter Adolphsen er ingen flat Borges-adept, han har karvat ut en egen nisch i en genre som för länge sedan traderats till leda. För denna bragd (bedrift, red.) finns bara litteraturmäklartermer att ta till: måste läsas! Gabriella Håkansson, Dagens Nyheter (om Brummstein) Dette er det fede! Alle dage og til stadighed! Lars Bukdahl, Weekendavisen (om Små historier 2)

SAM LE REN


Peter & Ejler gatecrasher en katalognisk gallapremiere Adolphsen Bruger Cæsuren Dårligt; Ejlers Fedtspil Gør Heroiske Indfald Jammerlige. Katalognerne Låner Makkerparret Nye Overgange Plus Quizzens Regler. Svende, Tvende Uindbudte, Vifter Wildcards.

ABECEDARIUM

· 5


Xylofoniske Ynglinges Zoom. Ældre Øver Åndedræt.


Lament for Alex Vi aldrig bliver kendt’, hvis vi vil skrive vers. Men vi gør som vi vil; og vi vil vær’ på tværs! Vi ved det godt og ja, vi har en perversion: Alexandrinske vers, med tid til refleksion. En gammel verden, yes, men rytmerne er cool! Så er det nok okay at undvære lidt sul. For lyt til pausens klang og skjulte rim og sager, til vitsens blide sang, som viser og behager, bemærk hver metafor, i skoven som delfiner, hver stil- og klangfigur, og det, der næsten ligner. Det var engang det vers, som teaterscenen talte, som man forventede, når man billet betalte. I dag er verset glemt, ja ik’ kun det, men flere; en skam! For det’ som skabt til at improvisere, en rapper bør forstå, at dette er familie, men ingen trommer og lidt firkantet med vilje: En tyd’lig form at hør’, man ved hvad man forventer, og lytteren er glad, det’ hér man bifald henter.

ALEXANDRINER

· 7


Balladen om et remake på staden Vor digterduo drev omkring på Staden. De røg en joint, betragted’ folk i gaden. På volden løsnes løbeskoens velcro, en solsort støjer som en brunstig elgko, og Ejler fløjter, puster røg og kvidrer: »Hva’ si’r du, Peter, skal vi snart gå vid’re?« og kækt går de afsted. De går omkring på Stadens grønne volde og snakker om at snuppe et par kolde: »Måske det’ tiden til en lille øl?« si’r Ejler, tørstig, mens han dasker møl. »Ja, jeg ku’ sagtens drikke mig en bajer! Vi skal vel også pisse et par streger?« og kækt går de afsted. På Nemoland bestiller de en øl, betaler med den sidste smule sølv. Så spotter Ejler grumt to små studiner, som skotter op med sødt naive miner, der fluks besvares med et ulvesmil, hvorpå han styrer mod dem som en pil, og kækt går han afsted.

8 ·

BALLADE


Vor duo står ved bordet, Ejler siger: »Hvad hedder to så underskjønne piger? Åh, Stinne, Stine?« genta’r han og galer: »Hvor smukt! En kort, en lang! To i-vokaler!« Men Peter ser, at pigerne bli’r fjerne, si’r: »Øjeblik!« og ta’r i Ejlers ærme, ... og kækt går de afsted. Med lokumsdøren lukket si’r nu Peter: »Du tegner dér en streg på godt to meter,« og rækker Ejler et par sorte tusser, »så tegner vi en vej til deres kusser.« »Jeg føler mig som i en film,« si’r Ejler, »i Triers Epidemic, mon jeg fejler?« ... og kækt går han igang. »Se, for at score udsøgt jurafisse så må vi hykle ærlig interesse,« si’r Peter, »hvis du tegner dér en stjerne, for at markere min berømte hjerne, for planen er at score hver en skønhed ved taktisk, skamløst spil på min bekendthed.« ... og kækt går han i ring.

BALLADE

· 9


»Som digtere kan vi besnakke kvinder, men nog’t må ske, så ikke de forsvinder, så skriv du dér majuskel D for Drama, dér vil jeg sætte ind med nog’t der larmer. For husk: Kynisme vinder os et blow-job. Se, det var planen.« »Smukt!« si’r Ejler, »Klogt! Top!« og kækt går de ud igen. Men i lokalet møder dem en gåde: for hvor er chicks’ne henne, er de gået? De spørger: »Barmand! Hør, hvad er der sket? Forklaring savnes! Sig! Hvad har du set?« »To gamle grise la’r os ik’ i fred, var det, de sagde, før de begge skred.« og kækt si’r han farvel. I månens fade lys er det man ser: Vor duo standset af en uro-panser, Han snupper rygeklumpen, gi’r en bøde, og Ejler sukker: »Altid skal man bløde,« »Du siger noget! Hurra!« og kniplen danser til taktfast nynnen fra den glade panser. og kækt bliver han ved.

10 ·

BALLADE


Oulipismer Uro lurer i rusen i P’s puls. E pisser, spuler mimoser, som plisserer i osmose. Roser ulmer i lummer em. Sommersol spiller i mose. Pippere mesmeriserer orme. Lus mosler i selleri, spiser mos. Piller summer i mulepose. P, mere loose i roen, luller: »Super-super piller! Mums!« E smiler, messer morsom poesi; O Solo Mios melismer. P, som Poe, mimer slemme rim. E smiler, slumrer, er i ro. Sommer simrer i ursuppes lomme som i sumperiers prismer. Sole suser i super-ellipser.

BEAU PRÉSENT

· 11


Med jamber som madding En sol står op om lidt, en måne daler; i Katalognien er det tidlig morgen. En nattevåget duo står ved stranden. Det’ Peter, som holdt Ejlermanden vågen, med Goulds version af Goldbergs variationer og for at skærpe Ejler, ogs’ lidt stoffer. Og mens de sparker skaller, glor på havet, hvor mørket stadig har lidt magt og vælde, tror Peter, tavs og stenet, at han ser en jolle nær ved bredden, fyldt med vand. Han peger da, og Ejler glor på fing’ren. »En finger,« mumler Ejler mut i skægget. »Nej, Ejler, det er jollen hist derhenne!« Og fluks får de den tippet op på højkant, ja, det vil sige, Ejler hjælper ikke; og Peter også fysisk mest kapabel, og tændt på projekt robåd, ild i øjet. Han undersøg’r det simple fartøj, siger: »Du, skal vi ikke smutte ud og pilke? For her er både krog og fiskesnøre.« Uvilligt følger Ejler med, men brummer, mens Peter skubber jollen ud i vandet. »Men hør, min unge vandatlet, du Peter! Hvad tænker du så egentlig at fange?« »Nu får vi se, hvad har vi her som madding?

12 ·

BLANKVERS


Se denne krukke, er det ikke jamber? Dem kan man fange meget med, minsandten!« »Der har vi de små glade vandringsfyre. Ja, jamber uden andet, det gi’r blankvers.« »Så ta’r vi ud og fisker blankvers. Kom!« si’r Peter kækt og hopper op i jollen. »Kom med, min ven,« og gi’r en hånd til Ejler, der under megen banden i sit skæg snart får bugseret legemet ombord. Og Peter ror dem ud på åbent vand, hvis blide bølger snart i lysets stigen vil blinke hvidt som porcelæn og skinne: Om få minutter stiger solen op. Og Peter ror, og ror dem ind i lyset, mens begge glor og sukker velbehag’ligt. Som Peter ror, da bli’r han ikke yngre, og snart forsøger han med blik og gestus at presse Ejler til at tage over. Og Ejler, irriter’t, forstår godt vinket: »Min unge ven, du ved at jeg’ poet, ved det forpligter; jeg er ik’ atlet. Har smerter i min ryg og blodets tryk; og mine lunger, ben og gamle tænder; foruden gigt ...« men senest dér i talen gi’r Peter op og ror dem endnu lidt. Så si’r han: »Dette sted, så godt som noget. Nu, Ejler, madding på og ud med snøren!«

BLANKVERS

· 13


Og Ejler, god igen, han lystrer villigt. En tid lang sidder de, og intet sker. Så sidder de en stund til: Stadig intet. De ser i deres tanker dybt i havet, de katalogn’ske stimers blanke vers, som sølvkropskyer, tusinder af linjer, men stadig får de ingenting på krogen. Og snart bli’r Peter utålmodig, siger: »Hvad om vi tillod nogle få licenser, en ekstra stavelse? Og hvad med strofer? Måske det kunne rime, måske ikke? Med det på krogen, vil de sikkert bide!« »Vi fisker blankvers, unge hede spore!« si’r Ejler med en latter dybt i skægget. »Så er jeg heller ikke yngre, Nyhavn!« si’r Peter i en vrissen tone, muggen. De venter så igen i rastløs tavshed. Og atter er det Peter, der ta’r têten: »Ku’ røg, måske, få vers’ne til at bide?« »Jo, den idé er genial!« si’r Ejler og fisker så en voksen tjaldklump frem af inderlommen; snart er jointen rullet. Kort efter sidder de så dér og puster den grå røg over havets hvide flade. »Umm, den er sovset, er det vanlig slasker?« spø’r Peter, Ejler siger: »Jep, det’ guf, du!« Men mens de jagter blankvers med en røgsky,

14 ·

BLANKVERS


funderer over stort og småt imens, så trækker uvejr op i horisonten. Umærkeligt i starten, men snart tyd’ligt tilta’r nu mængden af de røde skumstrejf, og hvad der før knapt sås som marmorering i Katalogniens havbugts hvide bølger, er vokset nu til rødlige plamager, og havet bliver stadig mere oprørt. »Det trækker op nu,« konstaterer Peter. De røde skumsprøjt står nu over ræling’n. Da Peter rækker jointens stump til Ejler, og de jo derfor ik’ har fat i båden; ja, netop da, en vældig blodrød sø, der skyller dem i havet: Plask og skrig! »Hjælp! Jeg kan ikke svømme!« gurgler Ejler, men handlekraftig dykker Peter ned og hiver Ejler op til overfladen. Med selvopfundet kystlivreddergreb i Ejlers skæg går det nu ind mod kysten, i semibutterfly med Ejlers dødvægt. Men hundred’ meter før at de kan bunde, da mærker Ejler, at hans ven er træt; begynder da en art stop-motion frøspjæt. Og egentlig er det ingen hjælp, tværtom, men Peter ved, at Ejler viser storsind, og svømmer derfor videre i tavshed. Så end’lig, under megen host og harken

BLANKVERS

· 15


kan de nu frelste kravle op stranden. »For fuck, en fiasko af en fisketur!« si’r Peter træt og udkørt, gennemblødt, men Ejler mærker nu et digt i buksen. Han stikker hånden ned og hiver op, en sølvkrop med en form som haletudse: »Nej, ved du hvad, det’ blankvers! Epos, sgu!«


Adolphsen og Nyhavn - Katalonien (læseprøve)