T
akket være sin mors fine slægt er Mira født ind i landet Dakjas overklasse. Hendes fars slægt hører ganske vist til den ringeagtede truwastamme, men da der i årevis har hersket fred mellem de to folk, har det ikke betydet noget, før den gamle konge dør.
D
en nye konge vil gøre op med truwaerne og genrejse Dakja i, hvad han opfatter som dets tidligere storhed. Rygter og bagvaskelse tager fart, og gamle dæmoniske kræfter, som man troede for længst var glemt, begynder at røre på sig.
M
ed sit blandede blod står Mira midt i den voldsomt opblussende konflikt – og da dæmonerne slippes fri, bliver hun snart offer for og vidne til ondskab og lidelse, hun aldrig havde troet mulig. Mira forstår modvilligt, at hendes medfødte evner som dæmonbetvinger forpligter: For selv om ondskaben ikke kan ikke udryddes, kan man vælge, hvordan man vil forholde sig til den.
Josefine Ottesen
Kom helt tæt på Nordens store eventyrfortæller på www.josefineottesen.dk
Rosinante
”Et vældigt eventyr … Fortalt med høj energi, storslåede scenerier og en aldrig svigtende opfindsomhed.” Politiken
Josefine Ottesen Historien om Mira
Josefine Ottesen (f. 1956) er forfatter til en lang række crossover titler, senest trilogien Krigeren (2001–03) og Slægtens Offer (2009), første bind i den historiske romanserie Danerriget. I 2008 modtog hun Kulturministeriets Forfatterpris for Golak – første bog i den dystopiske romantrilogi Det Døde Land. Genfødt – det andet bind i serien – udkom i oktober 2009 og blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris.
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 433 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
3. del
Krystalhjertet
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 435 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
1. kapitel »Kom så i gang.« Vagtens hårde stemme blev efterfulgt af endnu et svirpende slag over ryggen. Mira dukkede nakken og arbejdede hurtigere. De tilfangetagne truwakvinder i minelejren blev overvåget hvert et øjeblik, og der blev ført nøje regnskab med, hvor mange kurve hver af dem bar op til de tre barakker, hvor andre kvinder sad og sorterede de udhuggede stenstykker. Hvis én ikke gjorde sin del, gik det ikke alene ud over hende selv, men også over de andre kvinder, der sov i samme iskolde skur som hun. Mira samlede hurtigt sten op med sine valne fingre. De var allerede røde og hævede af kulden, men hun bemærkede det knap nok. Det gjaldt bare om at gøre, som der blev sagt, uden at tænke over det. Foran hende gik Bez og Dea, som hun boede sammen med i en af de utætte hytter, der udgjorde deres eneste værn mod vinden og kulden. De andre var to om en kurv, og Mira skulle være hurtig for at holde trit med dem. Mens hun gik med bøjet ryg og samlede de kantede sten op i sin kurv, forsøgte hun at få styr på, hvor længe hun havde været i lejren. Tiden løb sammen for hende. Det havde taget flere dage for Rainer at føre hende fra slottet i Citta herop på højsletten. Hendes bror havde behandlet hende værre end et dyr, da han trak hende ind gennem bjergene. Når hun var snublet, var han uanfægtet redet videre, selv om hun i begyndelsen havde bedt ham om at standse. Rebet, der var lagt om hendes hals og bundet til hans sadelknap, havde været ved at kvæle hende, men han havde end ikke vendt sig om. Den eneste gang, han havde svaret hende, havde han sagt, at han var blevet sendt af sted med hende, fordi han var den eneste, der kunne modstå hendes trolddom. Hans opgave var at knække hende, så hun ikke længere kunne skade andre, og døde hun undervejs, ville han kun betragte det som en fordel. Havde det stået til ham, skulle 435
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 436 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
hun være død, allerede da det blev klart, at hun havde forgjort Gidaric med sin trolddom, men Kundskabens Mester var åbenbart stadig så meget under hendes dæmoniske indflydelse, at han havde skånet hende. Da vidste hun, at hans sind var så besat af Malakims sjæleædere, at hun aldrig ville kunne få ham i tale. Han ville ikke give hende nogen som helst hjælp, tværtimod. Hun måtte samle alle sine kræfter om at overleve. Han havde ikke ført hende til den samme lejr, som hun var dumpet ned i, da hun havde forladt Jachim i hulerne. Denne her lå midt ude på bjergheden, langt fra både Tågebjergene og Ulvebjergene. Af og til tænkte hun på, om det var den mine, hun nær havde opdaget, da hun for snart halvandet år siden var flygtet fra Citta. Rainer havde ellers ikke haft noget at være bange for, tænkte hun trist og fyldte flere sten i kurven. Den kraft, hun havde generobret, da hun var i lære hos Kundskabens Mester, havde hun mistet igen. Den første tid i lejren var hun som lammet, og kun fordi Bez og Dea havde holdt hånden over hende, var hun stadig i live. Hun ville have været død af kulde og sult, hvis hun ikke havde samlet al sin styrke om at overleve, og det virkede som en fuldstændig umulig tanke at forsøge at tømme sindet og åbne det indre syn. Det eneste, det gjaldt om, var at få mad nok og komme igennem de iskolde nætter uden tæpper eller noget som helst andet at tage over sig. Hun bed sig i de sprukne læber. Nej, der var ingen mulighed for at få adgang til de andre verdner. Og hvad skulle hun også der? Et kort øjeblik bølgede skammen over, at hun endnu en gang havde spillet sig alle sine muligheder af hænde, så voldsomt igennem hende, at hun tabte vejret. Det sortnede for hendes øjne, og hun måtte støtte sig til klippevæggen for ikke at falde. I det samme svirpede vagtens pisk ned over hendes ryg, og hun bøjede sig igen efter de frithuggede sten. Der gik rygter om, at lejrene ikke kun var beskyttet af Vargasordenens mest hjerteløse mænd, men at Gidaric også have lagt magi over hver enkelt lejr. Det gjorde det endnu mere umuligt at forestille sig, at hun på nogen måde skulle kunne bringe sin kraft tilbage. Hun kiggede ud i den uigennemsigtige dis, der som altid lå tæt over bjergheden. Var hun under opsyn af skjulte ånder? Hun satte tempoet op for at få de uhyggelige tanker væk, og atter forsøgte hun at finde ud af, hvor lang tid hun egentlig havde opholdt 436
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 437 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
sig i minerne. Det føltes som flere år, men hun vidste godt, at det måtte være helt forkert. Hvor mange gange havde hun fået raget håret af, siden hun kom? Var det seks eller syv gange? Det skete fire gange inden for et måneskifte, havde Bez fortalt hende. Var der virkelig ikke gået længere tid? Første gang hun fik klippet håret af, græd hun. Mens hun opholdt sig i Citta, var hendes hår endelig blevet langt og smukt igen, og at miste det var som endnu en gang at miste retten til det liv, hun kendte fra sin barndom. Hun lod hurtigt hånden glide hen over sin glatragede isse. De korte hårstrå stak allerede, selv om det kun var tre dage siden, hun og de andre kvinder i hendes flok sidst var blevet hevet over i den kolde badehytte og taget under behandling af den gamle Olga. Stærk sæbelud og en sløv ragekniv var, hvad hun havde at gøre godt med, men man skulle ikke sætte sig op imod hende. Den gamle havde et barnebarn, der sad i barakken og sorterede sten. Hvis ikke Olga gjorde, som hun fik besked på, ville den udmagrede Manja blive sendt ud i kulden for at slæbe sten i stedet. Både hun og Olga havde været i lejren i over et år. Ikke mange overlevede så længe, og for den gamle gjaldt kun et: Manja måtte ikke dø. Mira skævede ud ad øjenkrogene. Vagten stod og slog på en af de mænd, der huggede stenene fri, og hun benyttede lejligheden til at rette ryggen et kort øjeblik og løfte blikket fra de sten, der lå for hendes fødder. Hun befandt sig på en af de nederste terrasser og lod øjnene følge de spinkle stiger, der forbandt de mange niveauer med hinanden. Efterhånden som et område blev tømt for de eftertragtede juveler, blev mændene beordret til at hugge nye terrasser ud dybere nede. Derefter samlede kvinderne de klippestykker op, hvor overfladen viste spor af ædle stene. Det var hårdt arbejde, og alle kvinderne drømte om at være blandt de få udvalgte, der sad i en af de små barakker, hvor de rå smykkesten blev hakket fri. Tågen fik det øverste af minens høje, grå og triste klippevægge til at forsvinde i en drømmeagtig dis. Men der var ikke nogen drøm over det her liv, tænkte hun og bøjede sig igen ned over kurven. Med et fast greb i håndtagene begyndte hun at slæbe sin tunge byrde op ad stigens vakkelvorne trin. Hendes sko var slidte og hullede. Det ville ikke vare længe, før hun ligesom de andre var nødt til at jagte efter klude til at beskytte fødderne. Hvis først fødderne begyndte at blive ødelagt, kunne man ikke arbejde. Mange af dem, der blev kastet 437
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 438 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
i den dybe klippeslugt, der afgrænsede lejren mod nord, endte der, fordi de ikke længere kunne gå. Det var sådan det var gået med Trudele, Bez og Binahs mor. Hun havde ikke kunnet klare det hårde arbejde ret længe, men hun havde ikke fået lov til at dø i fred. Det, der pinte Bez mest, havde hun hviskende fortalt Mira, var, at hun og Binah var blevet flyttet fra den første lejr, og at hendes mor nu lå i en bjergkløft helt alene som føde for ravnene. Mira knugede hårdt om kurvens håndtag. Tankerne væltede atter en gang ind over hende. Hvad havde de gjort, siden de skulle rammes af denne ondskab? Men hun havde selv del i ulykken. Selv om hun forsøgte at trænge tankerne bort, skingrede stemmen i hendes indre, at hun havde fejlet. Hun havde ikke været stærk nok til at tage kampen op mod Kundskabens Mester. Og det var ikke første gang, hun havde svigtet. I det samme mærkede hun snerten fra en pisk hen over skuldrene. »Hurtigere,« brølede en vagt, og hun småløb for at undgå flere slag. Endelig kunne hun høre de skramlende gryder, der blev båret ud fra køkkenbarakken. De fik kun noget at spise en gang om dagen, og det gjaldt om at holde sig til, for der var aldrig nok. Hun og Bez skyndte sig hen til den gryde, hvor Binah stod. De, der arbejdede i lejrens køkken, var de allerheldigste. De fik mad nok og kunne stå ved det varme komfur flere timer om dagen. Men de betalte også for det. Mira ville helst ikke tænke på, hvad Bez havde fortalt. For at blive i køkkenet måtte Binah daglig stille sig selv til rådighed for den Vargasridder, der var lejrens leder. Allerede den første aften, Mira var i lejren, havde Bez fortalt hende om alt, hvad der var overgået dem, siden Ulvene havde opbragt Samechs skib og taget dem til fange. Købmanden og de andre mænd var hurtigt blevet skilt fra kvinderne, og Bez vidste ikke, hvad der var sket med dem. Heldigvis havde hun efterladt sin lille søn, Resha, sammen med sin yngste bror, Arim, hos nogle slægtninge i Moira. Det gentog hun igen og igen, og Mira forstod, at tanken om den lille dreng, der befandt sig i sikkerhed på den anden side af Turmalinhavet, gav Bez kraft til at kæmpe for livet. Da Trudele blev taget fra dem, havde Bez været syg af sorg i flere dage, fortalte hun. Binah havde været bange for, at Bez skulle forlade hende, og en dag havde storesøsteren taget hende hårdt om skuldrene og rystet hende. Hun havde sagt, at Bez ikke måtte dø fra hende, at de begge skulle overleve, uanset hvad. De skulle ikke dø uden først at have hævnet den uret, de havde lidt. 438
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 439 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
Siden da havde Binah været helt anderledes. Det var, som om hun havde lukket sit sind i og kun tænkte på, hvordan hun skulle sørge for, at hun og Bez, og nu også Mira, skulle klare sig. Målbevidst havde Binah arbejdet på at forføre alle de mænd, der kunne give hende adgang til ekstra mad og klæder, og lejrens leder, Karval ad Ostana, var hurtigt blevet betaget af hende. Det havde givet hende mulighed for at komme til at arbejde i køkkenet, og det nød både Bez og Mira godt af. Ingen af dem ønskede at vide, hvordan Binahs liv formede sig, men om natten kunne man af og til høre musik og festlarm fra den store træhytte, hvor Karval boede. Musikere var der nok af blandt de tilfangetagne truwaer, og ligesom Binah var der ingen af dem, der sagde nej til muligheden for lidt varme og lidt mere mad end den ene daglige portion grumset suppe. »Kom med din skål,« hviskede Bez, da de masede sig frem i rækken ved Binahs gryde. Indimellem hvinede pisken ned over flokken, der stimlede sammen omkring maden, men ingen tog notits af det. Det eneste, det gjaldt om, var at nå frem, mens der stadig var noget tilbage. Mens de arbejdede sig igennem fangeflokken, løsnede Mira den groft udskårne træskål fra sit bælte. Det havde kostet hende hendes kappe at få fingre i den, da hun ankom til lejren. Den havde tilhørt en af dem, der var smidt i slugten, og hende, der havde fået fat i den, solgte den dyrt. Men Mira var nødt til at have en skål, ellers ville hun ikke få noget at spise. Et hurtigt øjekast var alt, hvad de fik fra Binah, der ellers holdt blikket ved den store øseske. Hun gravede helt ned i bunden og hældte en portion op i først Bez’ og derefter Miras skål. Nu gjaldt det om at komme ud af den skubbende menneskemængde uden at spilde de dyrebare dråber. Endelig kunne de sætte sig i læ af et af skurene og slubre den lunkne væske i sig. Mira gnavede grådigt de få seje kødstykker og de udkogte grøntsager i sig, som Binah havde fisket op til dem, men lige idet Bez skulle til at spise sine godbidder, hev Olga skålen ud af hånden på hende. »Manja har mere brug for mad, end du har,« peb den gamle og rakte hurtigt skålen bagud til den tynde pige, der i en enkelt håndfuld tømte den og proppede maden i munden. Bez sprang op som en fjeder og langede ud efter den gamle kone. Hun faldt om, men Bez blev ved med at slå på hende i afmægtigt raseri. 439
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 440 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
Manja gjorde ingenting. Hun stod bare med et tomt blik og stirrede på sin bedstemor, der fik bank. »Hold op, Bez,« hvæsede Mira, da hun så en af de mere brutale vagter nærme sig. Hun rejste sig og hev sin veninde væk lige tidsnok til at undgå, at han opdagede, hvad der skete. Der blev givet signal til at genoptage arbejdet, og Olga rejste sig stønnende. Hun så rasende på Bez, der skar ansigt af hende. De lå så tæt, de kunne, i den skidne halm på skurets gulv. Det varmeste sted var i midten af flokken, og da Olga så sit snit til det, skubbede hun Manja ned mellem Bez og Mira. Bez puffede den radmagre pige væk og lagde armene om ryggen på Mira, så ingen kunne mase sig ind. Olga snerrede: »Lad hende dog få lidt varme. Hun ryster jo som espeløv.« »Varm hende selv,« vrissede en af de andre kvinder og lagde sig ryg ved ryg med Mira. Kulden og det hårde underlag gjorde det næsten umuligt at finde hvile. Mira lukkede øjnene og prøvede at falde til ro. Det blev endnu sværere at overleve, hvis hun ikke fik sovet, sagde hun til sig selv, men endnu havde hun ikke sovet en hel nat igennem. Faldt hun endelig i dyb søvn, blev hun mødt af rædsomme drømme, eller en af de andre skreg i søvne og vækkede hende. Nogle gange kunne hun ikke sove, fordi sulten gnavede som en orm i maven. »Fortæl en historie,« hviskede Bez. »Jeg er for træt,« mumlede Mira. »Åh, kom nu. Jeg trænger til at tænke på noget andet.« »Ssh, vær stille,« kom det irriteret fra en af de andre kvinder. Binah satte munden helt hen til Miras øre. »Vil du ikke nok?« »Godt, så gør jeg det. Hvad vil du høre?« »Eventyret om Hundredskind,« hviskede Bez tilbage. Mira lukkede øjnene og genkaldte sig den gamle historie, som hun ofte havde hørt Lovinia fortælle. Hun huskede allersidste gang, hun havde hørt gammelmors historier. Det havde været forår, og det store kirsebærtræ i gården bag Codru og Lovinias hus stod i blomst. Gammelmor havde siddet i en gyngestol i skyggen under træet, mens hun fortalte Mira eventyret om Prinsessen med Krystalhjertet. Overlevede hun og de andre truwaer, ville deres hjerter i hvert fald 440
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 441 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
ikke være hærdede og hårde som krystal, tænkte hun og mærkede i det samme fornemmelsen af gammelmors varme hånd på håret. Hun vidste, at det blot måtte have været en luftning, men fornemmelsen var så stærk, at hun et øjeblik følte det, som om den gamle virkelig var hos hende. Savnet rev i hjertet, for samtidig med erindringen om barndommen dukkede også billederne op af alle de gange, hvor gammelmor havde været hendes hjælper og beskytter i de andre verdner. Men nu var hun alene, helt alene. »Er du faldet i søvn?« Bez puffede forsigtigt til hende. »Nej, nej,« svarede hun dæmpet og begyndte på fortællingen om Hundredskind: »Der var engang en kraftfuld troldmand, der ønskede sig en hustru. Han søgte i hele verden for at finde den, han ville have. Endelig fandt han den kvinde, som skulle være hans brud. Hun var smuk som solopgangen med gyldent hår, der nåede til jorden, og øjne så blå som høsthimlen. Snart fik de en datter. Hun slægtede sin mor på, og ligesom hende var hun god, som dagen er lang. Sammen var de to troldmandens store glæde, og hver dag forløb som en fest. Den sommer, hvor pigen blev ti, fik hun en hvid hundehvalp af sin mor. Hele dagen legede de sammen, og om natten sov hunden på tæppet foran hendes seng, men da pigen nåede skelsår og alder, blev hendes mor syg. Troldmanden, der var vant til at beherske stærke dæmoner, gjorde alt, hvad der stod i hans magt, for at helbrede hende, men det lykkedes ikke, og da vinteren var mørkest og hårdest, døde hun.« Mira holdt en pause. Gamle Zaddi havde engang fortalt hende, at det var muligt selv at bestemme, hvornår man ville dø. Tænk, hvis det også kunne lade sig gøre at vække de døde til live. Et kort øjeblik så hun dem, hun havde mistet, for sig. »Fortæl nu videre,« sagde Bez ind i hendes øre. »Ja, jeg skal lige huske den rigtigt,« svarede Mira og fortsatte så: »Rasende over sin magtesløshed forsøgte troldmanden alle former for magi for at finde en måde at få sin hustru igen. Han spiste ikke og sov ikke og forsømte sin datter, der dog heldigvis havde den lille, hvide hund. En nat tidligt på foråret vågnede hun ved, at hunden gøede rasende. Da hun slog øjnene op, stod hendes far bøjet over hende. Hans blik lyste vanvittigt, da han råbte: ‘Du skal dø. Dit hjerte vil kunne bringe min elskede tilbage til livet.’« »Hvordan kunne han?« 441
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 442 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
Mira smilede i mørket, da hun hørte Bez’ kommentar. Hver gang de kom til det sted i eventyret, sagde hun det samme. »Han var ulykkelig,« sagde pludselig Manja. »Man kan blive så ulykkelig, at man ikke længere tænker klart.« »Så kunne han vel have taget livet af sig selv i stedet,« sagde en tredje kvinde, men Bez tyssede på dem. »Sssh, lad hende nu fortælle videre.« Som så mange gange før lyttede alle de andre nu med. Mira hævede stemmen en lille smule, men ikke så meget, at de Ulve, der bevogtede dem, kunne høre noget: »I det samme bed hunden ham hårdt i benet. Det gav pigen mulighed for at flygte, og hun sprang ud af huset og ind i de mørke skove uden andet på end sin særk. Uden mål og med vandrede hun dybere og dybere ind mellem træerne. Hun fik hverken vådt eller tørt, og det var, som om hendes hjerte var bristet i tusind små stykker, men hun klagede ikke, og hun græd ikke. Forår blev til sommer, og sommer blev til efterår, og da vinterkulden kom, havde hun intet sted at søge ly. Dyrene i skoven fik medlidenhed med hende og gav hver et lille stykke af deres pels, så hun fik en kappe lavet af hundrede skind, der kunne skærme hende mod frosten og sneen. De bragte hende bær og nødder at spise og viste hende vej til en sø, der aldrig frøs til. Her blev hun også efter, at vinteren gik over i forår, ja, hele sommeren tilbragte hun ved bredden af skovsøen. En dag hørte hun jagthorn og hundeglam. Næsten i samme øjeblik brød et helt kobbel hunde gennem buskadset ned mod søen. Forskrækket sprang hun op i det nærmeste træ, hvis grene hang langt ud over vandet.« Mira stoppede kort for at øge spændingen. Selv om alle kendte historien, så overgav de sig til fortællerens rytme, og hun nød det korte nu, hvor tilhørerne holdt vejret. I det øjeblik glemte hun, hvor hun var, og hvilken elendighed de levede under. Hun hviskede videre: »Men hundene kunne lugte hende og blev stående under træet og gøede, og da en af jægerne nåede frem, kiggede han op. Det eneste, han kunne se, var en stor, uformelig pelskugle. Et øjeblik efter dukkede en mand mere op. ‘Hundene har jaget et sært stykke vildt op, min prins, lad os skyde det,’ sagde den første mand og lagde en pil på sin bue.« Dea sukkede højlydt og sagde så: »Hvordan så prinsen ud?« Mira trak på smilebåndet. Dea var en af de få, der, selv når det hele 442
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 443 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
var allerværst, kunne finde noget at glæde sig over. Desværre var hendes fødder meget dårlige, og uden at tale om det frygtede både Bez og Mira den dag, hvor hun ikke var i stand til at gå. Isoldi havde hånet Dea samme aften, da de blev gennet ind i skuret. Hun havde truet med, at hun snart ikke var værd at føde på længere. Mira knyttede næverne i vrede ved tanken om sin søster, der holdt opsyn med flokken af kvinder. Det havde været en af de allerværste oplevelser i lejren, da hun første gang mødte Isoldi i den rolle. »Fortæl nu videre!« Dea lo. »Vi må da vide, hvordan prinsen ser ud, ikke sandt piger? Vi må vide, hvem vi skal drømme om i nat.« Rundt omkring i flokken af kvinder hørtes småfnisen. Mira fortsatte: »Den unge prins var den smukkeste mand, pigen nogensinde havde set og ...« »Men hvilken farve hår havde han? Og hans øjne! Beskriv ham, Mira.« Deas stemme var fyldt med latter, og Mira kunne heller ikke lade være med at le. »Han var flot og stærk. Ansigtet var markeret med høje kindben og lidt skrå øjne. Håret havde samme farve som modne hasselnødder, og hans øjne var blågrønne som Turmalinhavet om efteråret, og ...« »Jeg kan bedre lide dem med blondt hår,« sagde Dea. »Blondt hår og blå øjne.« »Vær nu stille, og lad os høre resten af historien,« sagde en af de lidt ældre kvinder, og Mira tog tråden op igen: »Pigen kunne ikke lade være med at strække hals for at se prinsen tydeligere. I det samme fik han øje på hendes spejlbillede i søens blanke vand. Han blev straks forelsket i hendes kønne ansigt og sagde til sin jæger: ‘Nej, hold inde, det er ikke et dyr, men et menneske.’ Han gik hen under træet. ‘Kom bare ned. Vi vil dig ikke noget ondt,’ sagde han. Pigen svøbte kappen tæt om sig og lod hætten dække sit ansigt, da hun kravlede ned. ‘Hvem er du, og hvorfor opholder du dig her i min skov?’ spurgte prinsen. Pigen ville svare, men opdagede, at hun ikke længere kunne. Skårene fra hendes bristede hjerte klirrede mod hinanden, så hun ikke kunne tale, og hun gemte ansigtet i sine hænder.« Et skingrende ulvehyl skar gennem natten, og kvinderne fór sammen. En anden vagt svarede lige ude foran deres skur. Så hørte de 443
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 444 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
løben og råben. De vidste alle, hvad det betød, når Ulvene hylede på netop denne måde. Nogen havde forsøgt at stikke af, men var blevet opdaget. I morgen ville der være en eller to færre i minen. I stilheden bagefter havde Mira ikke lyst til at fortælle videre, selv om Bez og de andre pressede hende. »I kender jo historien og ved, hvordan den ender,« hviskede hun. Flere af tilhørerne sukkede, men snart efter kunne Mira høre på de små snork og grynt, at mange af dem var faldet i søvn. Varmen fra de kroppe, hun lå iblandt, syntes for en stund at overdøve kulden fra klippegrunden, og hun faldt hen. Endnu et ulvehyl vækkede hende igen. Det lød, som om det kom langt borte fra. Den uhyggelige tuden blev besvaret endnu længere væk. Lyden var mere varieret, end den plejede at være, og det gik op for hende, at det måtte være rigtige ulve. Zaddi havde engang sagt, at der ikke var nogen grund til at være bange for de firbenede ulve, men de tobenede skulle man holde sig fra. Dengang havde hun ikke forstået, hvad den gamle troldkvinde mente, men nu kunne hun kun give hende ret. Hvordan kunne deres vogtere være så grusomme? Var det virkelig kun på grund af Malakims kraft, eller var deres hjerter allerede inden forhærdede? Var det derfor, de blev så lette ofre for sjæleædernes hvisken? Hendes venstre side, der vendte ned mod klippen, var følelsesløs af kulde, men hvis hun vendte sig, ville hun vække alle de andre. Hun prøvede forsigtigt at vride sig, så hun kom til at ligge bedre, men Bez holdt hende som i en skruestik. Hun prøvede at forestille sig, at hun lå hjemme i sin bløde seng i Slotsgaden, men i stedet vandrede hendes tanker tilbage til, hvad der var sket hende, før hun blev slæbt gennem bjergene af sin bror. Kunne hun have handlet anderledes, da hun kom i lære hos Gidaric? Og hvad var der hændt med Jachim og alle de andre fra de flydende øer? Hun kunne næsten mærke hans bløde mund mod sine læber, da hun kyssede ham farvel. Mens hun var på slottet, havde hun hørt, at truwaerne fra lejren var begyndt at angribe Vargasulvene omkring Buvis. Hvor mange havde mon sat livet til? Og var det lykkedes for dem at blive enige med stormanden Artus ad Frawo, selv om hun ikke var der? Hvad med Jachim, Ayin og Alina? Og gamle Zaddi? Hun havde nok for længst overgivet sig til døden. Smerten ved tanken om alle dem, hun havde svigtet, trængte sig på. Sort fortvivlelse skyllede igennem hendes sind. Hvorfor skulle hun overhovedet kæmpe så 444
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 445 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
hårdt for at overleve her i minerne? Der var alligevel ingen mening med livet. Var det ikke bedre bare at lægge sig til at dø? Hun havde set flere, der var så udmagrede og fortvivlede, at de bare lagde sig hen, indtil de blev smidt i slugten. Hun havde ikke troet på det, første gang hun oplevede det. Den nød og gru, der var hverdagen her, havde i begyndelsen skræmt hende så meget, at hun troede, hun skulle miste sin forstand. Mødet med Isoldi havde måske været det mest uvirkelige. Først var Mira blevet oprigtig glad for at se hende, men den anden havde ikke gengældt følelserne. Tværtimod havde hun lige fra den første dag forfulgt Mira hårdere end nogen af de andre. De andre kvinder havde bare trukket på skuldrene. Det var jo heller ikke deres søster, tænkte hun modløst, men skubbede straks efter tanken væk. Det nyttede ikke noget at bruge kræfter på det, der ikke stod til at ændre. Det havde hun hurtigt lært af de andre, der kæmpede for at overleve i lejren. De fleste havde naturligvis hørt om Mira ad Libra, Lovinias sønnedatter, og de forventninger, der havde været til hende, men de færreste af dem interesserede sig for det. Nu var hun jo her og var altså ikke den frelser, de havde fået at vide, at hun skulle være. Hun var blot endnu et håb, der forsvandt. Mange havde selvfølgelig haft spørgsmål til livet uden for lejrene og især til dem af deres slægtninge, som ikke var blevet taget til fange, og hun fortalte om dem, hun kendte fra de flydende øer. Hun sagde derimod helst ikke noget om sin tid på slottet, selv om Bez et par gange havde forsøgt at få mere at vide. I det samme lo Bez stille i søvne og trykkede sig ind til Mira. Mon hun drømte om sin lille Resha? Med et suk forsøgte Mira igen at falde i søvn. Næste morgen nægtede Dea at rejse sig. »Det gør alt for ondt,« sagde hun. Hun smilede undskyldende til de andre, og Bez forsøgte på alle måder at overtale hende. »Kom nu, Dea. Isoldi bliver rasende, hvis du ikke er på benene. Hun slår dig til bankekød.« »Så galt går det nok ikke. Jeg skal bare have en enkelt dag i ro, så er jeg frisk igen.« De vidste alle sammen, at det ikke kunne lade sig gøre, men ingen sagde det. I stedet for forsøgte de at hive den udhungrede pige på 445
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 446 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
benene. I det samme hørte de Isoldis skingre stemme: »Er I ikke gået i minen endnu? Hvad venter I på?« De forsøgte at dække for Dea, men deres flokleder skubbede dem til side. »Op med dig.« Hun lod pisken svirpe ned over Deas skuldre. »Åh, jeg trænger såmænd bare til en lille fridag,« sagde den anden. Den muntre tone stod i skærende kontrast til hendes forsøg på at beskytte sig mod slagene. Isoldi svarede ikke, men slog bare hårdere. Dea krummede sig sammen, men forsøgte ikke at rejse sig. »Hold op med at slå! Hun kan jo ikke gå! Se hendes fødder! De er fyldt med sår.« Mira rystede over hele kroppen og fastholdt Isoldis blik, da hun stillede sig ind mellem sin søster og Dea. Hun hørte Bez hviske, at hun skulle tie stille, at det bare ville gå ud over dem alle sammen, men hun kunne ikke holde vreden tilbage. Den lyshårede unge kvinde, der til forskel fra de andre kvinder ikke var kronraget, kneb øjnene sammen til smalle sprækker og hvæsede: »Du bliver ved med at tro, at du er noget særligt, men du tager fejl. Her i lejren er du ikke andet end et kryb, et modbydeligt, afskyeligt skadedyr.« Hun fortsatte endnu mere rasende: »Havde det ikke været for dig, havde jeg stadig levet et ordentligt liv på Silvagodset, men du skulle absolut rette din onde trolddomskraft mod selveste Kundskabens Mester. Du har trukket ulykken ned over os alle sammen.« Mens hun talte, lod hun pisken hvirvle ned over Mira, der løftede armene for at værge for sig. »Men her har du ingen magt. Ingen af dine dæmoner kan komme dig til hjælp her.« Hun slog igen og igen, og piskens tynde snert skar igennem Miras lasede tøj og efterlod svidende røde striber på hendes underarme. Isoldi lagde alle kræfter i, og til sidst lå Mira sammenrullet på jorden i et forsøg på at beskytte sig. De andre kvinder havde trukket sig tilbage, men endelig rejste Dea sig fra det uhumske, pjaltede leje. Det voldte hende stort besvær at komme på benene. »Lad os gå,« mumlede hun sammenbidt og stavrede ud af skuret. Isoldi sænkede tilfreds pisken. »Af sted med jer alle sammen. I er allerede for sent på den.« Hun vendte sig igen mod Mira, der stadig lå sammenkrøbet med lukkede øjne. »Det gælder også dig.« Et kort, præcist slag ramte Miras iskolde hænder, og hun rejste sig hurtigt. Bez greb fat i hende og trak hende og Dea med sig over mod den åbne mine. De andre kvinder holdt sig bag dem. 446
JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 447 SESS: 40 OUTPUT: Wed Mar 31 14:41:00 2010 /first/Rosinante/odt2/887_Krystalhjertet_155x230_02/Materie
»Du skulle ikke have blandet dig,« hviskede Dea til Mira. »Der var ingen grund til, at det skulle gå ud over dig.« »Du er alt for opfarende, Mira.« Bez’ stemme var opgivende. »Har du ikke snart lært det?« »Hun behøvede ikke være så modbydelig,« svarede Mira indædt. »Hun kunne have givet Dea en fridag, hvis hun ville.« Mira så på den anden piges ben og fødder, hvor store sår væskede gulligt. »Du skal passe bedre på dig selv, Dea. Hvorfor gør du ikke som Bez?« De tre piger betragtede de tykke, uformelige stofbylter, der udgjorde det nederste af Bez’ ben. Hun havde snøret utallige stoflaser om fødderne for at undgå at få sår af stenene og de skarpe splinter, som blev slået fri fra klippen, når mændene huggede efter ædelsten. »Binah hjælper mig,« sagde Bez. »Jeg ville aldrig selv kunne få fat i så mange klude.« Mira sukkede. Tanken om, hvad Binah gik igennem, for at Bez og hun kunne få lidt ekstra, var næsten ikke til at holde ud. Det var noget andet med hendes egen søster. Mira bed tænderne sammen. Isoldi veg ikke tilbage for nogen form for grusomhed. Hun havde troet, hun var sikret, da hun giftede sig med Ivo ad Silva. Alligevel var hun endt i minerne sammen med de rejsende, som hun foragtede mere end noget andet. Deres fars truwablod havde forrådt hende, og hun havde formodentlig ikke haft noget valg, da hun kom til lejren. Hvis ikke hun havde indvilget i at være slavepisker, ville hun selv være blevet den, der måtte tage imod slagene. Og det gav hende tilsyneladende ikke nogen samvittighedskvaler. Synet af hendes skinnende øjne havde tidligt gjort det klart for Mira, at også hendes søster var i sjæleædernes magt. Hun mærkede bitterheden som en besk smag i munden ved tanken om, at Malakims dæmonkraft var så stor, at selv de, som grusomhederne gik ud over, blev overvundet af de hviskende stemmer.