En bunden opgave

Af Anita Engberg, sognepræst

Det er sent på dagen. Klummen her skulle for længst have være afleveret, og jeg kæmper - ikke for første og næppe heller for sidste gang - med at finde emnet og tonen, nu hvor der er styr på resten af indholdet af kirkebladet. Efterhånden forstår jeg bedre dem, der syntes, at det var hæsligt, når vi skulle skrive fristil i skolen. Nogle gange er det bare nemmere at få en bunden opgave end at have frit valg på alle hylder. I mit stille sind takker jeg ”opfinderne” af tekstrækkerne i Alterbogen. I det mindste behøver jeg ikke bryde mit hoved med, hvad der skal prædikes over fra søndag til søndag. ”Hvorfor ikke?” spørger du måske. ”Og hvad er det for noget med en Alterbog og tekstrækker?”

Sagen er, at ud over Bibelen og salmebogen er der to andre bøger, der er autoriseret ved kongelig resolution til brug i folkekirkens gudstjenester. Og ikke blot er de autoriserede til brug, det er os også pålagt rent faktisk at benytte dem, os præster og menigheder.

Den ene bog er Ritualbogen. Slår man op i den, får man skridt for skridt at vide, hvordan en søndagsgudstjeneste, dåb, konfirmation, vielse og begravelse skal bygges op. Der er et vist spillerum for lokale tilpasninger, men som udgangspunkt er det den samme, genkendelige form, vi er forpligtet på, og de samme, genkendelige ord, vi skal bruge landet over i fx nadver-, dåbs- og vielsesritualerne.

Og så er der altså Alterbogen med de to tekstrækker og dertilhørende bønner, også kaldet kollekter, hvilket er lidt mærkeligt, for ”kollekten” kan også betegne indsamlingen i kirken, altså når vi samler penge ind til dette eller hint formål. Det, de to ting har til fælles, pengeindsamlingen og bønnen, er ”samlingen”, fællesskabet, det kollektive. Indledningskollekten er menighedens fælles bøn, selv om det er præsten, der lægger stemme til, og den anslår og samler vores opmærksomhed omkring dagens tema. Det er i hvert fald tanken.

Men tilbage til tekstrækkerne. For hvad er så det? Det er den række af tekster, der skal læses og prædikes over i kirkerne på søn- og helligdage året rundt. Det er altså ikke op til mig som præst at vælge fra gang til gang, hvad jeg synes, der skal læses fra Bibelen. Til hver søndag er der på forhånd udvalgt en tekst fra Det Gamle Testamente og en tekst fra et af evangelierne i Det Nye Testamente samt en tekst fra Apostlenes Gerninger eller brevlitteraturen, også i Det Nye Testamente. Jeg må selvfølgelig gerne føje til og i prædikenen henvise til andre bibelsteder end dem, tekstrækkerne angiver, men jeg må ikke trække noget fra. (Dog følger vi i EstvadRønbjerg sogn en liturgi (ritual for gudstjenesten), hvor der kun er to læsninger. Den ene skal være evangeliet, og så kan præsten selv vælge, hvilken en af de to andre, der skal læses.) Oprindeligt har der kun været én tekstrække, men nu er der to. Den første bruger man i de ulige år; den anden bruger man i de lige år. Sådan mere eller mindre. Advents- og juletiden undtaget, men det er en anden historie, for der hvor jeg egentlig har lyst til at lande dette skriv, er der, hvor det begyndte: i tanken om, at det ofte er så meget nemmere at få en bunden opgave end at have frit valg på alle hylder. Nemmere at træde ind i en kendt ramme end at kaste sig ud i noget nyt.

Og dog vil jeg slutte med opfordringen til, at du, kære læser, inden længe vil tage det på dig som en bunden opgave at kaste - eller forsigtigt vove - dig ud i noget nyt. For fællesskabets skyld og for din egen. Er gudstjenesten ny for dig, så skal du være så hjerteligt velkommen, men min opfordring går i lige så høj grad på at tage del i de kommende Raske Dage, og vel at mærke ikke kun i det regi, du plejer at komme i. S’et i ”Raske” står for sammenhold og samvær. Jeg håber, du vil være med til at give de ord liv ved at møde op i både kendte og ukendte sammenhænge.

Døbte:

Estvad kirke

11. juni 2023

Mateo Johannes Argueta Lajgaard