
1 minute read
De gamle nyheder
Af Klaus Pedersen
Skive Folkeblad - august 1946
Advertisement
For to år siden begyndte A. C. Klausen, Rønbjerg, der ejer den lille ejendom ved Flyndersøens nordbred, at drive lidt restaurationsvirksomhed. Det gik sådan, at han besluttede at udvide, og nu er opførelsen af en hel pavillon så godt som fuldført, efter en del besvær med at skaffe byggematerialer.
Pavillonen, der har plads til 140 personer, er forsynet med køkken, garderobe og hvad der ellers hører til. Den ligger på en sydvendt skrænt med den smukke udsigt over Flyndersø.
Pavillonen fremtræder nydeligt i grønt og brunt, og Klausen fortæller, under et lille besøg vi gjorde i går, at han serverer en god kop kaffe og altid hjemmebagt brød, men også i begrænset omfang øl og sodavand. Der tages også imod spisende gæster, men dog kun mod bestilling i god tid.
Til foråret kan man leje robåde på stedet og Klausen har en motorbåd, så han kan hente gæster ved Koholm å, ellers kan man cykle eller gå til stedet, der jo kun ligger 10 min. gang fra Rønbjerg.
August 2023