Glimt af hverdagen med børn i kirken

Af

Anita Engberg, sognepræst

Arbejdet med børn fylder en del i mit præsteliv. Her følger nogle glimt af en typisk arbejdsuge i ”højsæsonen”.

Tirsdag eftermiddag. Vi sidder sammen i Kirkeladen, børnene og jeg, og kigger i Den Store Lille Bibel, en billedbibel beregnet til ”afkodning” i fællesskab, for der er ingen ord, bare billeder. Først sidder vi lidt og kigger på billederne uden at sige noget, og så får de alle sammen lov at fortælle, hvad de lægger mærke til. Alle kommer til orde, og alle skal lytte til de andre. Vi giver os god tid til at lade historien folde sig ud og leve os ind i den, for minikonfirmanderne fra 3. klasse ved allerede en del om både sorg og savn, om at komme til skade og blive hjulpet, om at være en god ven og om at svigte. Tiden flyver afsted.

Det er onsdag formiddag. Der står ”Onsdags-komsammen i Rønbjerg Hallen” i min kalender, men der skal også gøres klar til et menighedsrådsmøde i aften, en bisættelse i morgen, og jeg er bagud med at vælge salmer til på søndag. Jeg vejer lidt for og imod og bliver på kontoret. Onsdags-komsammen er i gode hænder hos Søren, vores organist, som også kan begå sig på en guitar. Måske jeg kan være med næste gang…

Det er torsdag formiddag og tid til den nævnte bisættelse. Afdødes børnebørn er med i kirken. De sidder på forreste række og holder deres mor og far med selskab. I dag er det dem, der trøster de voksne med deres nærvær. Uden ord forkynder de, at der er en fremtid at glæde sig til, selv om afskeden er tung, og sorgen har formørket udsynet. Da vi synger ”Livstræet”, synger den lille dreng med af fulde hals og med hele kroppen. Tak!

Fredag morgen lader jeg lyset være dæmpet i kirken, imens konfirmanderne finder på plads. Mini’erne fra Ådalskolen har vi i Estvad. De ”rigtige” konfirmander fra Brårup skole får undervisning klassevis i Egeris. Imens klokken ringer sin morgenringning, sidder vi i stilhed. Samfulde 3 minutter. Det er meget at forlange af sådan en flok unge teenagere, og selv om vi har gjort det mange gange efterhånden, synes de vist stadig, det er sært. Det kan jeg godt leve med. Jeg tror, det gør os godt. At sidde 3 minutter uden at skulle noget med hinanden. Uden at skulle skynde os i gang. 3 minutter til bare at være til og være til stede. I aften er der natkirke. Der kommer de sikkert også, nogle af dem, og jeg ved efterhånden, hvad de vil sige, når de bliver spurgt om, hvad det bedste er. Disse unge mennesker. Disse store børn, som stadig elsker at lege og tumle og kan være svære at få ørenlyd for. Når de bliver spurgt, hvad der er det bedste i natkirken, er svaret næsten altid ”stilheden”. Jeg tror, det er, fordi de mærker, at stilheden her ikke er tomhed og øde, men fylde. Fylde af Guds nærvær.

Lørdag står den på forberedelser til søndagens gudstjeneste. Der skal være dåb. Jeg tænker på besøget ved familien, og om der er noget særligt, jeg skal tænke på i forhold til dåbstalen og faddertiltalen og for den sags skyld i min prædiken. Jeg vil jo gerne, at de føler sig set og hørt, og at de må få en oplevelse af, at det ikke kun er selve dåben, der er relevant for dem, men gudstjenesten som helhed. De har bedt om en salme, de kender fra babysalmesang. Det må jeg huske at fortælle Heidi.

Og så er det søndag. Der er børn i kirken og voksne i kirken og spændingen stiger: Kommer det gå op i en højere enhed? Se, det er begyndelsen på en ny historie om børn i kirken. Den tager vi en anden gang.

Døbte:

Estvad kirke

8. januar 2023

William Raal Pedersen, Skive

Rønbjerg kirke

28. januar 2023

Mia My Dahl Vad; Hvidbjerg