
2 minute read
Nyt fra Estvad-Rønbjerg Borgerforening
Af Zenia Jacobsen, formand
Året der gik
Advertisement
Julemarked i Rønbjerg hallen
I år afholdt vi igen julemarked i Rønbjerg hallen. Et julemarked som vi må betegne som en succes. Vi havde en rigtig god dag i hallen. Caféen var igen populær, det så ud til at folk gjorde gode handler og hyggede sig i caféområdet.
Juletræstænding
Første søndag i advent tændte vi i fællesskab lyset på juletræerne på torvet i Rønbjerg. Vi prøvede i år noget nyt, nemlig i samarbejde med kirken, at invitere til familie julegudstjeneste i hallen inden vi alle gik i fakkeloptog til torvet.
Vi fik råbt på lyset, som i år var lidt længe undervejs, men vi fik til sidst råbt så højt at lyset blev tændt. Vi sang om træet og havde en hyggelig eftermiddag, selvom det var koldt. Borgerforeningen bød på æbleskiver, kakao og gløgg.
Fællesspisning og Rønbjerg prisen
I 2022 kunne vi endelig byde indenfor til julefællesspisning i hallen igen. Det var et meget pænt antal tilmeldte, selvom vi har haft en coronapause i nogle år og vi endda havde været nødt til at flytte datoen fra den ellers så faste første fredag i december. Børnene legede godt, vi fik uddelt mandelgaverne, der blev læst ”Vitello og den vidunderlige julegave” og det så ud til at folk hyggede sig. Rønbjerg prisen blev uddelt og gik i 2022 til Leif Reinholdt Mogensen, for hans arbejde med RønbjergXpressen og hans engagement i lokalområdet i det hele taget. Stort tillykke til Leif med prisen.
Borgermødet i januar
Lørdag 14. januar havde borgerforeningen indkaldt til borgermøde i hallens kantine. Vi havde et rigtig fint møde, hvor der var en fin stemning blandt de fremmødte og gode forslag til det videre arbejde i borgerforeningen. Vi havde brug for at vide, hvad I gerne vil bruge torvet i Rønbjerg til og om der var andre ting man manglede i byen. Derudover kom der et indlæg fra Lene Foged, som præsenterede en idé hun arbejder med omkring et slags bofællesskab i Rønbjerg, på de små byggegrunde ved skoven på Stationsvej. Et projekt som borgerforeningen støtter op omkring og vi håber på, at det kan blive en realitet på et tidspunkt. Derudover tilbød Sanne Sort at være flagmester på torvet, tusind tak for det Sanne. Og Grethe Jensen tilbød at hun kunne være ny korrekturlæser på RønbjergXpressen, da Niels Bruun desværre gik bort før jul. Tusind tak for det Grethe. Vi fik vendt meninger og holdninger til Midttrafiks udspil til ny køreplan for bussen der kører igennem Estvad og Rønbjerg. Disse meninger er blevet samlet til et høreringssvar, som borgerforeningen har sendt til Midttrafik og Skive Kommunes formand for teknik og miljø Goska Rasmussen. Under evt. kom Michael Fly Poulsen op og præsenterede en idé, som han og Per Lajgaard har gået og arbejdet med i et stykke tid, nemlig at få en købmand til byen. Tine Lajgaard oplyste, at hun og nogle andre arbejdede for at etablere et trinbræt til toget i Rønbjerg. Vi sluttede mødet af med en omgang tarteletter til alle.
Året der kommer
I det kommende år ønsker bestyrelsen selvfølgelig at opretholde de arrangementer, der allerede er en fast del af repertoiret. Og måske der bliver plads til noget nyt i årets løb, alle er i hvert fald mere end velkommen til at indgive forslag, hvis man har en god idé…
Rønbjerg hallen
Borgerforeningen har nu haft driften af Rønbjerg hallen i et års tid. Vi har indtil videre ikke de store planer for hallen, idet vi først og fremmest skal have fundet ud af, hvad det reelt koster at drifte hallen, det overblik håber vi snart at vi har, og regnskabet bliver selvfølgelig fremlagt på generalforsamlingen 8. marts.
Vi har tidligere skrevet, at vi gerne ville have borgmester Peder Chr. Kirkegaard til at komme og indvie overtagelsen af hallen. Det er nu lykkedes os, at lave en aftale med ham og han kommer derfor og holder en lille tale omkring overtagelse i forbindelse med vores Kandis arrangement 15. april i Rønbjerg hallen. Derfor vil vi selvfølgelig gerne opfordre så mange som muligt, til at købe billet.