
3 minute read
Nyt fra Seniorudvalget
Inge Seit Foto: Jette Hansen
FERIE – er en vigtig ting – så reserver uge 34. Der kommer måske et overraskende feriemål. Hvem ved?
Advertisement
SKET SIDEN SIDST? Der er rigtig god tilslutning til tirsdag- og onsdagsformiddagstræning – og vi hopper også en tur i romaskinerne. Dem der vil, kan blande motionen med en session Gotved-gymnastik og en session rospinning.
Robassinet bliver sat i stand i december – så må vi finde en løsning og køre romaskinerne et andet sted hen.
FROKOST HVER ONSDAG – ALLE ER VELKOMNE Ang. fælles frokosten, som alle, også ikke 60+, er velkomne til at deltage i. Måske om ikke så længe, bliver vi nødt til at flytte ind i festsalen, da vi bliver flere og flere. Du behøver ikke at melde til på forhånd. Men ved du på forhånd med sikkerhed, at du vil deltage, så må du gerne melde dig til på Rokort. – så får vi et bedre billede af antal deltagere. Men som sagt, hvis du pludselig får lyst til vores gode selskab, så kommer du bare uden tilmelding.
FOLKETINGSVALG 3/11-22 Skjold deltog med 3 medlemmer som stemme-optællere ved Folketingsvalget den 3/11-22. Undertegnede har kontakt med LAVUK, som er en Voksenklub på Østerbro med et fritidstilbud for voksne på 25 år og opefter med varigt nedsat funktionsniveau. Brugerne her er meget stolte over at de må være valgtilforordnede til bl.a. Danmarks folketingsvalg. De får dermed mulighed for at yde en indsats i Danmarks demokratiske samfund, men de skal have hjælp til at tælle alle stemmerne op – og der kommer Skjold ind i billedet med 3 deltagere. Det var en sjov, lærerig og hyggelig oplevelse og vi tre vil gerne deltage igen. Der blev serveret masser af chokolade!
SYNLIGHEDSKAMPAGNE MÅLRETTET 60+ Københavns Kommune har i efteråret kørt en ”Synlighedskampagne” målrettet 60+ . Synlighedskampagnen retter sig mod ensomme 60+, som nogen gange skal have et kærligt skub for at komme ud blandt andre og til at starte en motionsform op, så livet bliver sjovere og forhåbentlig fyldt med mange gode oplevelser. Klubben søgte, med vores begejstrede Eva i spidsen, at få del i nogle penge fra et nyoprettet fond til formålet
og sørme om ikke det lykkedes Eva at modtage en pæn sum penge.
Eva og jeg brugte fondsbeløbet til at designe en annonce som kom to gange i lokalaviserne Østerbro, Nord-Vest og Frederiksberg og til sidst som digital annonce med 20.000 visninger. I må gerne rose os - for vi er faktisk meget stolte af vores annonce.
Annoncen lokker med en gratis prøvetime, så Skjold kan få flere til at komme i rigtig god form i løbet af vinteren grundet klubbens mange og fantastiske idrætstilbud, inden de forhåbentlig skal på vandet til foråret. Indtil videre har vi haft besøg af 11, hvoraf de 5 har meldt sig ind, og flere af Skjolds medlemmer har hjulpet med at tage imod og vise vores gæster på plads og udlevere skriftligt materiale. Så sidder I derude og kender en person eller flere der gerne vil prøve – så inviter hende/ham/dem med til en gratis “prøvetime”.
NYT BORDTENNIS Jeg læste, søgte og fik del i en pulje til indkøb af bordtennisudstyr til seniorer. Så nu har Skjold fået et nyt ekstra bordtennis bord med net, bat og bolde. Bordtennis er både sjovt og sundt. Nyere forskning viser, at bordtennis kan have en positiv effekt på seniorers sundhed – særligt ved behandling af neurologiske lidelser så som Parkinsons og demenssygdomme. Derfor blev der oprettet en pulje til indkøb af bordtennisudstyr, der kunne søges af ældreklubber (§ 79), som tilbyder bordtennis aktiviteter til seniorer i Københavns Kommune.
Dertil kommer, at vi får GRATIS undervisning i bordtennis af Kurt og Bent, og i skrivende stund bliver det engang i december. Følg med på rokort. dk. Jeg sonderede selvfølgelig terrænet inden jeg søgte om et bordtennisbord – og interessen er stor hos både URO’erne og seniorerne. Vi taler allerede om turneringer med sjov og ballade en grå, våd søndag eftermiddag i februar? Eller måske en lun søndag eftermiddag på bådpladsen? (måske vi så skal indkøbe flere bolde?) Er der nogen der arrangerer?
I er altid velkomne til at slå bordene op og bruge dem lige så meget I vil. Bordene skal bare være ryddet af vejen inden motionen tirsdag, onsdag og torsdag.
VEJLEDNING I MASKINERNE I TRÆNINGSLOKALET FOR ALLE I SKJOLD I løbet af januar/foråret kommer Camilla igen og viser os, hvordan vi bruger maskinerne korrekt. Ingen datoer sat endnu – det afhænger af Camillas nye arbejdsvagtplan. Det bliver ikke faste dage, men sandsynligvis to gange pr måned. Hold øje med Rokort, for det bliver med tilmelding!
Inge Seit Seniorudvalget