Kæntrings forårstur med Nivå

Det kom redaktionen for øre, at der havde sket en kæntring i Skjold her i det tidlige forår. Faktisk så vi en tirsdag aften en roklubmotorbåd komme trækkende med en robåd efter sig. Det morede vi os lidt over på kl-18-holdet, om studenterne mon var blevet lidt for trætte til at ro hjem eller om antallet af DSR eller KVIK-roere var faldet, så de ikke havde mandskab nok til at ro bådene selv, men måtte trække dem rundt på sundet…

Faktisk var det Skjolds 2’er båd Nivå, der med besætningen Gitte, Alicija og Benditte, som var uheldige og få en ufrivillig vandgang. Redaktionen opsøgte besætningen for at få deres version af det skete. Ikke for at pege fingre af nogen, men blot hvis vi andre skjoldere kunne lære noget af deres oplevelse. Det er der kommet tre ret forskellige og fine fortællinger ud af.

Læs dem her - med eneret for Rosport!

Jeg begyndte med skrive til Alicija, der hurtigt svarede tilbage på min mail med flg.:

DEN KORTE VERSION “Hej Brian! Jo, jeg var med i båden sammen med Gitte og Benditte. Det er fint med mig, at der bliver skrevet om det i Rosport. - Det var Benditte som fik overbalance, efter vi havde skiftet plads og hun skulle rette på sin pude. Hun hoppede i vandet, men båden fik så meget slagside, at jeg også røg i. Gitte sad styrmand og blev i båden. Det var en motorbåd fra Kvik som fik os bugseret hjem. Det er den korte version af hændelsen. Tror at Benditte er den der har detaljerne. Jeg ønsker ikke , at der skal laves masser af regler for det ene og det andet, på baggrund af den hændelse. Vi var bare uheldige og det er det. Vh Alicja”

Så førte det videre til lidt korrespondance med Benditte, som her bringer en lidt mere detaljeret beretning:

DEN LANGE VERSION “Det hele begyndte med Gitte Rasmussens opslag på Rokort, om nogen var friske på en rotur kl. 17. 00 den 26.4. Og det var Alicja og jeg. Turen blev endog meget frisk.

Først vil jeg sige, at vi alle har det fint og at i situationen gik ingen i panik. Vi var i stand til at få tømt en del vand ud af båden, og var der ikke kommet hjælp, er jeg faktisk ret sikker på, at vi ville kunne have roet hjem (eller ind til Hellerup), mens styrmanden havde tømt resten af vandet ud af båden. Vi ville have været kolde og forkomne, men fordi vi skulle, tror jeg godt, at vi kunne have gjort det. Vi var meget stålsatte og handlingsorienterede.

Det var heller ikke svært at komme op i båden igen, selvom en del efter-følgende har givet udtryk for, at det da måtte være svært. Alicjia og jeg er vinterbadere, så måske har det også betydet noget, for vi er ikke bange for koldt vand.

Ja, hvad skete der? Jeg har spekuleret en del på det, talt med Gitte og Alicja i saunaen efterfølgende, og analyseret på det dagen efter efter en rotur med Ulrich og nogle killinger.

Her er mit bud: Da vi har skiftet pladser og alle faktisk sidder godt, vil jeg rette på pyllerpuden. Jeg har kun "løftet" på den ene balle, og det næste jeg observerer er, at jeg er krænget over mod rælingen og at den er under vand. Jeg kan slet ikke "rette mig op" og i et splitsekund tænker jeg, at nu kæntrer båden, og at jeg må lade glide ud hurtigst muligt i stedet for at tynge båden helt over. Det er mine tanker i de sekunder.

Jeg skulle selvfølgelig have råbt: "Jeg falder" eller andet i den stil og så havde Alicja og Gitte kunnet få balance i både og også hive mig ind mod midten. I de sekunder har jeg vel egentlig været lidt i panik, fordi jeg ikke reagerer hensigtsmæssigt? Selv om jeg må sige, at jeg ikke oplevede nogen form for angst. For så snart jeg er ude i vandet, løfter jeg båden op, så rælingen er over vandet hurtigst muligt. Efterfølgende kan jeg da godt se, at det ikke var den klogeste beslutning - jeg skulle have råbt eller sagt noget i stedet.

Da jeg talte med Ulrich dagen efter, mente han, at jeg måtte have tynget båden ned med hånden også. Og det har han nok ret i. Men: Jeg havde ikke hånden på rælingen,da jeg rettede på pyllerpuden - men det lyder meget sandsynligt, at jeg som en refleks har grebet om rælingen, da jeg mister balancen, hvilket har medvirket kraftigt til kæntringen.

Jeg er lykkelig over, at vi i situationen tog det i stiv arm, ikke gik i panik, men med det samme i aktion med at tømme båden og havde viljen til at ro hjem. Men

glade var vi da, da vi så to raske mænd i en båd, som slæbte os hjem. Og jeg er også glad for, at jeg ikke er blevet dunket i hovedet med det efterfølgende, for det hele skete jo grundet en tanketorsk fra min side. Og så er jeg glad for, at Nivå ikke skal fiskes op af Øresund med det besvær og de omkostninger, som det havde måttet indebære.

Jeg er relativ ny roer - dette er min tredje sæson, så jeg er selvfølgelig heller ikke så garvet og føler mig heller ikke supersikker. Men sikker nok til at ro.

Set i lyset af de sjældne tilfælde, som der har været i klubbens historie med kæntringer, så er det jo pinligt, at jeg er årsag til en sådan hændelse. Men nu er det sket og derfor håber jeg, at man kan lære af sagen. I hvert fald skal jeg aldrig bruge pyllerpude mere. Jeg er blevet for gammel og har åbenbart ikke den balance, som skal til for at vippe den på plads på en sikker måde.

Til Alicja og Gitte: Tak for jeres kammeratlige opbakning under og efter vandgangen!

Mange hilsener Benditte” Endelig fik jeg også spurgt styrmand Ditte, hvordan hun oplevede den ufrivillige vandgangs-øvelse, som jo så slet ikke var en reel kæntring:

DEN HUMORISTISKE VERSION “Ja, jeg mener jo der på det nærmeste var tale om mytteri. Jeg havde lige overtaget styrmandspladsen og så sprang gasterne over bord. Men kaptajnen forlod ikke den synkende skude. Og vi har bearbejdet oplevelsen sammen i saunaen umiddelbart efter vi kom i land og også skrevet sammen siden. Gitte Rasmussen”

Efter at have læst de forskellige beretninger, fra en tur som heldigvis ikke endte så galt, som det kunne have gået, må moralen måske være noget med: MORALE: HUSK hvor vigtigt det er, at holde fokus på balancen, når vi er på vandet - i særdeleshed ved skift - men også generelt som f.eks. en hurtig indskydelse med pyller-pude-tilretning.