Page 1

Søren Jessen

Liv på spil

Gyldendal


1

Intet „Fucking pisse lort,“ knurrede Mads og bed tænderne hårdt sammen, mens lyn og tordenbrag afløste hinanden på himlen over hans hoved. Regnen piskede ham i ansigtet, og han var våd ind til det allerinderste, men det var ikke det værste. Det værste var, at han for mindre end en halv time siden havde siddet i klasseværelset over for sin dansklærer, efter at alle de andre var taget hjem, og det var gået helt galt. „Du har intet lavet det sidste halve år,“ havde Gitte sagt. „Arh. Det passer ik…“ „Intet!“ gentog hun og prikkede sin pegefinger hårdt ned i bordet flere gange. „Og det er altså 7. klasse det her, Mads. Der skal til at ske nogle ting. Med dig. Men jeg har på fornemmelsen, at du overhovedet ikke hører efter, hvad der bliver sagt.“ „Jamen, det gør jeg,“ sagde Mads. „Det ser altså ikke sådan ud, og derfor har jeg forsøgt at ringe til dine forældre en hel masse gange, men de er umulige at træffe.“ „Har du ringet til mine forældre?“ Mads troede ikke sine egne ører. Hvad fanden bildte hun sig ind? „Det er altså helt normalt, når der er noget, man vil snakke med en af sine elevers forældre om.“ Mads rystede på hovedet. „Kan du ikke bede dem om at ringe til mig?“ sagde hun. Mads sukkede dybt. Havde han vendt det hvide ud af øjnene? Han huskede det ikke helt tydeligt, men et eller andet måtte han have gjort, for pludselig slog Gitte i bordet og hvæsede: „Det gider jeg simpelthen ikke at se på, det der. Så kan du få en seddel med hjem, hvis det skal være på den måde. Nu tager du dine ting, og så følger du med mig op til Asger på kontoret.“ „Ej, helt ær…“ „Du kommer bare med her, og det er lige nu!“ Hun stod op, hænderne i siden, vred, men alligevel rolig på overfladen. Hun forsøgte at få øjenkontakt. Mads undveg hendes blik. „Se, nu gør du det igen,“ sagde Gitte. „Gør hvad?“ „Ser ud, som om du ikke har hørt efter. Eller også er du bare ligeglad. Men når jeg ikke får nogen respons, så ved jeg jo ikke, om du har forstået, hvad jeg har sagt.“ „Jeg har forstået,“ sukkede Mads og bukkede sig efter sin rygsæk. „Godt. Så kom. Jeg har ikke hele dagen.“ Han rejste sig og fulgte efter hende, og mens han sjoskede gennem gangene, tænkte han over, hvor unfair det var at have en dansklærer, som hadede drengene i klassen og elskede pigerne. Det var jo umuligt at kæmpe imod. Og af alle drengene var hun helt klart mest efter Mads. Hver gang Mads sagde noget i klassen, havde hun jo allerede på forhånd bestemt sig for, at det han sagde, var fuldstændig forkert og tæt på at være idiotisk. Da de kom ind på kontoret, bad hun ham om at sætte sig på en stol udenfor og vente, mens hun selv gik ind og snakkede med inspektøren først. Mads kunne høre dem snakke derinde, men ikke hvad de snakkede om. Hvis ikke sekretæren havde siddet der bag skranken og skrevet på computeren, havde han rejst sig og lagt øret til døren, men nu måtte han hellere blive, hvor han var. Totalt latterligt. Han var ikke engang den værste i klassen. Hvorfor skulle det her lige gå ud over ham? Så kom Gitte ud. „Din tur,“ sagde hun og pegede over skulderen mod døren. Hun fortsatte forbi ham ud på gangen. Mads sukkede og rejste sig. Han følte sig slap. Uendeligt slap. Han bankede på døren og gik ind på kontoret, hvor inspektøren i det mindste ikke havde været vred som Gitte, men nærmere bare trist. Grå og trist og uendeligt træt, med store poser under øjnene og hængekinder. Han lignede en bedemand til sin egen mors begravelse. Fedt. De mørke skyer blev lyst op af korte intense glimt, og bragene kom næsten lige efter. Det var Mads ikke helt tryg ved. Han havde stået i læ under et birketræ på et tidspunkt, men da det for alvor begyndte at buldre løs, turde han ikke blive stående, så han var gået videre i sine svuppende sko, der ikke var bygget til at holde syndfloder ude, og i sit våde tøj, der havde mistet enhver evne til at holde på varmen. Hvorfor var han ikke cyklet i skole i dag? Så havde han været hjemme nu. Han tænkte, at han garanteret blev forkølet efter det her, men det, der bekymrede ham mest, var, om hans iPod og mobiltelefon blev våde. Det måtte ikke ske. Derfor havde han taget iPod og mobil op af bukselommerne og gik nu med iPoden klemt ind i venstre armhule og mobilen i højre, så han måtte gå uden at svinge med armene, og det forhindrede ham i at løbe. Fik ham nærmere til at ligne en handicappet pingvin. „Fucking pisse lort,“ gentog han og fortsatte: „Fuck, shit, fuck, shit, pis,“ og ordene gled over i et hardstyle beat, der bredte sig til hele kroppen, så han pludselig gik af sted i rask tempo, og nu nærmere lignede en frisk pingvin, der var ude at gå en regnvejrstur, bare fordi den godt kunne lide det. Mads lyttede kun til hardstyle, en musikgenre han havde opdaget ved et tilfælde for lidt over et halvt år siden. Nu var han blevet afhængig af det. Af energien og tempoet. Af og til var det næsten, som om det var musikken, der holdt liv i ham. Han kendte ingen andre, der kunne holde ud at høre hardstyle, der med sit enormt høje tempo og skærende elektroniske lyde – kaldet ‘schreeces’ – var for vildt for de fleste, men Mads elskede det. At sidde og spille computer med fuldt drøn på hardstylen i høretelefonerne var som at være i himlen. Han vidste præcis, hvordan Eva og Ole – hans forældre – ville reagere på den seddel. Ikke med vrede som Gitte, men ved at blive uendeligt triste som inspektøren. Skuffede og triste. Det kunne Mads ikke klare. Det var det værste. Så hellere en ordentlig omgang skældud, ingen lommepenge i fjorten dage eller forbud mod at se fjernsyn. Nej, okay – ikke forbud mod at se fjernsyn, men det andet. Huset dukkede op længere fremme. Det lå og trykkede sig mod jorden ligesom alt andet i denne verden. Presset ned af tunge mørke regnskyer der så ud, som om de indeholdt mere vand end verdenshavene tilsammen, og det var kun tilfældigheder, der afgjorde, om de åbnede for alle sluser og skyllede hele verden ren, eller holdt det meste tilbage og lod truslen vente til næste gang eller næste gang igen.


2

Gennemblødt Mads stak nøglen i låsen og tumlede indenfor. Da han stod i entreen, løb der så meget vand af ham, at der med det samme dannede sig en ordentlig vandpyt på gulvet. Det første han gjorde, var forsigtigt at fiske iPod og mobil ud af armhulerne og lægge dem på bordet under det store spejl. Ingen af dem så ud til at have taget skade. Det var da altid noget. Så smed han sin rygsæk og fik med besvær trukket sit kolde, tunge tøj af, der klæbede til ham som et ekstra lag hud. Han frøs nu. Frøs så hele kroppen rystede. Han fik et chok, da døren ind til gangen pludselig gik op. „Hvad lav…“ Eva gjorde store øjne, da hun så sin søn stå der uden andet tøj på end et par drivvåde underbukser. „Jeg f… f… fryser,“ hakkede Mads. „Lad tøjet ligge og skynd dig op i bad. Tag et varmt karbad. Så tager jeg mig af tøjet.“ Mads nikkede og skyndte sig ind i hallen, op ad den flot svungne trappe og ind på det store badeværelse på første sal, hvor han åbnede for vandet og begyndte at fylde badekarret. Han hørte Eva komme op ad trapperne. Mads låste døren. Det bankede på. „Hvordan går det?“ råbte hun. „Fint,“ svarede han og trådte op i badekarret, hvor vandet var ankeldybt. Han rystede ikke mere. Badeværelset var altid varmet godt op, og der var varme i gulvet, så hans tæer var ikke længere iskolde, da han trådte op i badekarret, men hans tænder klaprede stadig, mens han lå og stirrede på vandet, der fossede ud af vandhanen og kun alt for langsomt steg op over hans blege krop, der ikke længere var helt så mager som for et år siden. Han tog fat i flæsket i siderne. Der var noget at få fat i. Også på maven. Det generede ham ikke. Han var ligeglad med, om han var i dårlig form. Hvad skulle han bruge en god kondi til? Han dyrkede jo ikke sport. Da vandet næsten nåede kanten, lukkede han for det, lænede sig tilbage mod karrets skrå ende og lukkede øjnene. Hvis han slappede helt af, flød hans arme opad, som om de var vægtløse. Det var dejligt at føle sig let. Let og varm. Der var stille. Alt for stille. Han kunne høre sig selv trække vejret. Spooky. Hvor var ens iPod, når man havde brug for den? Det bankede på døren, så Mads gav et spjæt fra sig. Vandet skvulpede over kanten. „Mads?“ lød det derudefra. „Hvad laver du?“ „Er i bad, selvfølgelig,“ råbte han irriteret. Hvad skulle han ellers lave? „Du var bare så stille,“ råbte Eva. „Du har været derinde i tyve minutter nu. Tror du ikke, du skal op?“ Vandet var faktisk ved at blive køligt. „Jo.“ Han trak bundproppen op, rejste sig, og tørrede sit hår, ryg og mave i et håndklæde fra skabet under vasken. Han trængte i den grad til et skud hardstyle direkte ind i øregangene, og det første han gjorde, da han havde fået tøj på, var at skynde sig ned og hente sin iPod og mobil. Så gik han op på sit værelse og stak iPodens høretelefoner i ørerne. Han overvejede at tænde for computeren, men var for træt. I stedet kastede han sig på sin seng, og med lyden af de bankende hardstyle beats i ørerne faldt han i søvn.


3

Forsvarsposition De spiste i tavshed, mens Mads tænkte på sedlen fra inspektøren. Eva havde ikke fundet den, da hun havde tømt hans skoletaske og lagt de våde bøger på radiatorer rundt omkring i stuen og køkkenet. Sedlen lå i et af de små forrum i tasken. Den var også blevet våd. Det var så fristende bare at krølle den sammen og smide den ud, men han vidste godt, at det var en alt for kortsigtet løsning på problemet, så han havde lært af Eva og lagt den på radiatoren på sit eget værelse. Han blev nødt til at vise den til dem på et tidspunkt, men det behøvede ikke at være lige nu. Det kunne vente en dags tid eller to. De fik en eller anden ubestemmelig færdigret, som Mads bare kværnede ned. „Det er da helt hyggeligt at sidde her og spise sammen alle tre,“ sagde Eva muntert. „Ja,“ brummede Ole. Han så træt ud, med rødsprængte øjne og håret let uglet, som om han lige havde sovet, men sådan så han altid ud. Han arbejdede bare for meget. Han skulle helt sikkert ind på sit kontor og arbejde efter maden. Ja, det skulle Eva sikkert også. De havde hver deres kontor i huset. Eva arbejdede lige så meget som Ole. Hun så bare ikke lige så slidt ud. Mads tænkte på, om det var nu, mens stemningen var god, at han skulle få dem til at skrive under på sedlen. Han var lige ved at rejse sig for at hente den, da Ole spurgte: „Har du lektier for, Mads?“ „Har lavet dem.“ „Hvornår?“ „Ovre i skolen,“ løj Mads. De havde slet ikke fået lektier for den dag. „I frikvartererne.“ „Godt.“ Ole nikkede og smilede. Faktisk havde Mads besluttet sig for at sætte alt ind på at få lavet den næste stil til tiden. Og ikke nok med det. Han ville skrive røven ud af bukserne. Han vidste, at han kunne. Han havde altid været god til dansk. Var den første i klassen, der lærte at læse, og indtil for et års tid siden havde han læst hver eneste aften, inden han faldt i søvn, ja, han havde nærmest slugt den ene bog efter den anden. Det var slut nu. Nu var han kun interesseret i computerspil. Han skulle have sit daglige fix, ellers blev han rastløs. Om aftenen sad han og spillede til langt ud på natten i stedet for at ligge i sengen og læse bøger. Bøger var så kedelige. Så gammeldags. Han var ikke længere tryg ved ting, der ikke kørte på strøm. Han havde også altid haft let ved at skrive og stave. Måske var det derfor, at Gitte var sådan efter ham. Fordi hun vidste, at han kunne, men bare ikke gad. Hans forældre havde ikke opdaget, hvordan det stod til. De havde travlt med deres eget. Eva sagde godt nok indimellem, at hun syntes, han spillede for meget computer, og nu skulle han tage og komme ud i verden og få noget motion, for han var blevet en smule rund om maven det sidste års tid, men hun sagde det ikke ret tit, og hun insisterede ikke. Hvis han bare lukkede ørerne en halv times tid, så glemte hun det og lod ham være i fred. Det var det eneste, han ville. Være i fred – som nu. Men han frygtede, at den seddel, han havde fået med hjem, kunne ændre alt det. „Hvordan går det ellers i skolen?“ spurgte Ole. „Det går da helt fint. Hvorfor skulle det ikke gøre det?“ „Du behøver ikke at gå i forsvarsposition, bare fordi vi …“ „Det gør jeg da heller ikke.“ „Det synes jeg nu nok, du gør. Eva og jeg vil jo bare …“ „Ja, men det går fint, okay.“ „Godt så,“ sagde Eva og løftede sit rødvinsglas. „Så snakker vi ikke mere om det.“ „Hvis der er noget at snakke om, så snakker vi om det,“ sagde Ole. „Jo, men behøver det være lige nu?“ spurgte Eva. „Hvorfor ikke? Det er nu, vi har tid. Du arbejder jo hele tiden.“ Eva satte glasset fra sig. „Arbejder jeg hele tiden?“ En trækning ved hendes mund gled over i et spidst smil. „Det er da dig, skat, der går ind på kontoret hver aften efter maden.“ „Skarpt forfulgt af dig,“ sagde Ole med et smil og løftede sit glas for at skåle. Mads skrabede det sidste sammen på sin tallerken, stak det i munden og rejste sig. „Tak for mad.“ Ingen af dem sagde noget. De var sunket ind i hver sin rungende tavshed. Mads tog tallerken, bestik og glas med ud i køkkenet, stillede det ved vasken og skyndte sig op ad trappen. Den store lysekrone kastede sit lys ud i det højloftede rum uden at kunne nå ind i alle kroge. Især på denne tid af døgnet rungede skridt i gangen ekstra højt. Et tydeligt ekko slog frem og tilbage mellem væggene og fik Mads til at småløbe ind på sit værelse. Det eneste rum i huset hvor han for alvor kunne slappe af. Det første han gjorde, var at tænde for computeren. Dens summen forplantede sig til hans krop, og alle spændinger og bekymringer løb af ham. Sådan var det hver gang. Han satte sig på kontorstolen, og helt af sig selv krummede højre hånd sig om musen, og venstre lagde sig på tastaturet. Endelig var verden færdig med ham for i dag. Og han med den. Endelig kunne han lade sig føre ind i den verden, han for alvor følte sig hjemme i.


4

Virkeligheden Han var stolt af at være gamer. Stolt af at være god til det, på samme måde som en håndværker er stolt af sit håndværk. Det kunne da godt være, at hans forældre og lærere og alle mulige andre idiotiske voksne syntes, det var et problem, at børn og unge spillede for meget computerspil, men han var bedøvende ligeglad, for de anede ikke, hvad de snakkede om. De var bare håbløst gammeldags. Og al den der snak om, at voldelige spil gjorde børn voldelige, var direkte latterlig. „Jaah, men det kan godt være svært for de unge at adskille computerspillene og virkeligheden,“ sagde nogen. Sikke en gang forbandet vrøvl. Man skulle da være total idiot for ikke at kunne kende forskel på virkeligheden og et computerspil. Mads kendte ikke en eneste gamer, der ikke vidste præcis, hvornår computerverdenen holdt op, og virkeligheden begyndte. Han var derimod helt sikker på, at han faktisk fik et forspring til fremtidens samfund i forhold til dem, der ikke spillede ret meget, for i fremtiden ville computere komme til at spille en endnu større rolle end i dag, og de folk, der vidste mest om computere, ville også være dem, der kom til at klare sig bedst. Når han spillede computerspil, var han i virkeligheden i fuld gang med at uddanne sig til fremtiden. Bare fandens ærgerligt at ingen voksne kunne forstå det. Heldigvis for ham var hans forældre læger, og de var begge på nippet til at blive overlæger, så de knoklede løs på hver sit felt og var sjældent hjemme på samme tid – eller hjemme overhovedet. Der var altid en artikel, der skulle skrives, et møde de skulle forberede sig til, eller en konference de skulle på. Han kunne med andre ord spille, lige så tosset han ville, hver eneste dag, når han kom hjem fra skole – så det gjorde han. Mads kunne slet ikke huske, hvornår de sidst havde været samlet alle tre til aftensmad, men lige præcis i dag, hvor han havde fået seddel med hjem, var de der selvfølgelig begge to. Typisk. I det spil han spillede for tiden, skulle man nedkæmpe fjender med sin hær, der var anført af en helt, som man skulle passe meget på ikke at miste. Det var nøglen til at vinde spillet. Døde ens helt, tog det så lang tid at få ham genoplivet, at man var håbløst bagefter modstanderne. Spillet var ikke nyt længere. Han havde spillet det i flere måneder og var ved at være lidt træt af det. Hans helt var i højeste level, han kendte hver eneste lille afkrog i hver eneste bane, og der var lang tid til, at der kom en ny udvidelse. Det var på tide at finde noget andet, og han brugte resten af aftenen på at surfe rundt på nettet efter et nyt, godt, stort spil, men fandt ikke noget. Så var der plan B: BoomBoom. En butik inde i byen der handlede med brugte spil. Måske kunne han være heldig at finde noget, som han havde gennemført for så længe siden, at han godt kunne vride nogle timers ekstra spilletid ud af det. Han kunne selvfølgelig bare downloade noget fra de mange hjemmesider med crackede spil, men han elskede BoomBoom. Elskede stemningen derinde, lugten, lydene, og han kendte de fleste, af dem der arbejdede der. BoomBoom var et skatkammer af computerspil. Han sørgede altid for at få byttet sine spil, når han var færdig med dem. Tænk, hvis han havde beholdt alle de spil, han bare gennem de sidste to år havde købt. Så ville han ikke have kunnet være i sit værelse for spilkassetter. Næste dag ville han tage ind til BoomBoom efter skoletid og se, om han kunne finde et eller andet.


5

Karloff Næste morgen så han sedlen på radiatoren, og så var den dag ødelagt allerede fra starten. Sedlen var blevet tør, men også stiv og krøllet. Det var der ikke noget at gøre ved. Det betød nok heller ikke noget. Han læste den igen. Især sætningen: „Vi foreslår derfor, at I taler med Mads om hans indstilling til det at gå i skole, for at vi sammen kan få vendt udviklingen.“ Sådan en gang lort. Bare fordi lærerne ikke fattede, at han sagtens kunne sidde og skrive med høretelefoner på. Faktisk kunne han ikke skrive noget som helst fornuftigt uden hardstyle i ørerne. Men det ville han aldrig kunne overbevise dem om. Man skulle jo tro, de var født i middelalderen … eller måske nærmere stenalderen. Sedlen var underskrevet af skoleinspektøren, men det var tydeligt, at den var skrevet af Gitte. Sedlen fortalte videre, at Mads ikke havde orden i sine ting, aldrig var forberedt til timerne, sjældent afleverede de skriftlige opgaver, som de fik for, og aldrig hørte efter i timerne. Det var løgn – altså det med at han ikke hørte efter i timerne. Det gjorde han. Men resten var måske rigtigt nok. Hvis han skulle være helt ærlig. Men det skulle han ikke. Ikke over for sine forældre i hvert fald. De snakkede meget om, at hans skulle have en god uddannelse – gerne læge – men de havde sjældent tid til at hjælpe ham med lektierne. Jo, de satte sig ned og forsøgte at hjælpe, når han bad om det, men de var altid så utålmodige og irritable, når han for eksempel ikke lige kunne huske, hvordan man udregnede rumfanget af en kasse eller fandt omkredsen af en cirkel. „Det bør man altså kunne i din alder,“ kunne Ole finde på at sige. „Det kan de andre heller ikke,“ forsvarede Mads sig. „Det er jeg fuldstændig ligeglad med. Man skal aldrig sammenligne sig selv med de dårlige.“ Nå. Skulle man ikke? Skulle man så hele livet stræbe efter at blive bedre end de bedste? Hvorfor? Hvad var ideen i det? Mads vidste med sig selv, at sådan et liv ville han ikke leve. Han orkede det simpelthen ikke. Han stod ved skolens cykelstativ og var ved at låse sin cykel, da en anden kørte sin cykel ind ved siden af hans. Ud ad øjenkrogen fik han øje på noget langt lyst hår og kiggede på pigen, der i det samme sagde et eller andet til ham. Han trak høretelefonerne ud af ørerne og sagde: „Hva’?“ „Jeg sagde bare godmorgen, Mads.“ „Hey,“ mumlede han. Det var Caroline. Hun gjorde ham altid så nervøs. Også uden at sige eller gøre noget som helst. Han var verdensmester i at snuble eller fumle med ting, når hun kiggede på ham. Hun var smuk og kunne med lethed have været den mest populære pige i klassen, men hun var for sær til at være midtpunkt. Det tøj hun gik i, lignede ikke de andres. Hun lavede meget af det selv. Hun kunne godt lide flagrende tøj. Det kunne poptøserne absolut ikke. „Er det ikke bare typisk, at det blæser så meget lige i dag?“ sagde Caroline. „Øh, jo,“ svarede Mads. Hendes smil var blændende. Man kunne glemme alt, hvis man lod sig fange ind af det. Han skyndte sig at kigge væk. Hun plejede ikke at cykle. Det måtte være derfor, hun brokkede sig over, at det blæste. „Har du fået ny cykel?“ spurgte Mads. „Nej, den er da gammel. Min far har bare pudset den.“ Mads kiggede på sin egen rustbunke af en cykel. Den var kun tre år gammel. Han trak på skuldrene og gik over til nogle af de andre drenge fra klassen, der stod i et hjørne af skolegården. De snakkede om fodbold. Mads sukkede indvendigt. Fodboldtosser. Fandtes der noget mere anstrengende? Hvorfor spillede de i grunden ikke nu? Det plejede de da. Vidste de noget, som Mads ikke vidste? „Hvad sker der lige for Liverpool?“ sagde Steffen og spyttede. „Så vinder de over Man. U. i en sindssyg kamp, og så smider de det hele væk fem dage efter mod Blackburn. Det hænger jo overhovedet ikke sammen!“ De andre nikkede og spyttede. Og spyttede og nikkede. Hvorfor var det, at fodboldtosser altid skulle spytte? Godt, at de som regel havde travlt med at spille fodbold i frikvartererne, tænkte Mads, for hvis de stod samlet for længe ad gangen på det samme sted, ville deres spyt samle sig til en tsunami, der ville give vand i kældrene i hele kvarteret. De havde slet ikke lagt mærke til, at han havde sluttet sig til dem, og de bemærkede heller ikke, at han hurtigt gik igen. Han vidste intet om fodbold, så han eksisterede ikke i deres verden. „Hej, Mads,“ lød det. Mads vidste, hvem det var, allerede inden han vendte sig. Det var Karloff. Et stort læs med hænder som en gravkos grabber. Mads så for sig, hvordan hans håndtryk kunne knuse en hånd så let som ingenting. Hans næse var skæv, fordi den engang havde været brækket. Han manglede bare et ar på den ene kind, så ville han ligne enhver vittighedstegners klassiske forbryder. Han hed Karl, men blev ikke kaldt andet end Karloff. Det var vistnok navnet på den skuespiller, der havde spillet Frankensteins monster i nogle ældgamle sorthvide gyserfilm, men hvem der havde fundet på at kalde Karl det, anede han ikke. Der gik rygter om, at det var Karloff selv, men ingen kunne rigtig huske det. Han dyrkede i hvert fald selv rollen. Til fastelavn i de små klasser var han altid klædt ud som Frankensteins monster. Så behøvede han ikke at gøre så meget ud af udklædningen, som han selv sagde. Karloff var engang blevet hentet af politiet midt i skoletiden og vist også et par gange derhjemme. Hans far sad inde for et groft røveri med skydevåben, og ingen var i tvivl om, at Karloff var på vej til et langtidsbesøg. Karloffs mor skulle bare stjæle i supermarkedet og lade sig fange, så ville de kunne sidde der i en eller anden celle og se talentprogrammer i fjernsynet hver fredag aften, næsten som en almindelig familie, og så længe ingen af dem kiggede ud ad vinduet, ville de ikke lægge mærke til tremmerne. Mads nikkede bare som hilsen. Karloff pegede på sine egne øjne med højre hånds pege- og langfinger og derefter på Mads med pegefingeren. Ja, han holdt øje med Mads. Ligesom han holdt øje med hver eneste anden i de stores skolegård. Og det han kiggede efter var tegn på svaghed. Små revner eller sprækker hvor han kunne få sit brækjern ind og brække en person helt op. Når Karloff havde noget på en eller anden, kom det til at koste dyrt. Mads havde heldigvis aldrig haft noget i klemme med Karloff. Fik kun et par lammere på overarmene en gang imellem, men det gjorde alle jo, det var ikke noget at snakke om. Klokken ringede. Folk myldrede ind ad dørene. En ny skoledag kunne begynde.


6

Lost Gitte havde overtøj på, da de kom ind i klassen. Hun så ud, som om hun var klar til et eller andet. „Har alle husket deres cykler?“ spurgte hun. Der blev nikket. „Og har alle også husket hjelme?“ „Yes,“ lød det. Fra to. Asger og Josefine. Klassens to fedterøve. De kyssede alle lærere i røven så mange gange i løbet af en dag, at de konstant havde trutmund. Mads sagde ikke noget. Han kørte aldrig med hjelm. „Hvad med dig, Karl?“ Gitte kiggede på Karloff. „Indbygget,“ brummede han og slog sig så hårdt med knoerne på toppen af sit store hoved, at alle i klassen kunne høre det. Gitte sukkede opgivende. Mads var lost. Anede ikke, hvad de skulle. Der måtte være en eller anden besked, han havde misset, men han havde jo cykel med, så foreløbig var der ingen problemer. „Så lad os komme af sted,“ sagde Gitte energisk og klappede et par gange i hænderne. Hun var også deres idrætslærer og en total sportsidiot efter Mads’ mening. Hun dyrkede triatlon, løb maratonløb og cyklede af og til hundredvis af kilometer. I en sommerferie for nogle år siden, inden hun fik børn, var hun cyklet til Paris sammen med sin kæreste. Hvor sindssyg kunne man blive? Nu var de vist også blevet skilt. De myldrede alle sammen ned til cyklerne. En eller anden puffede til Mads bagfra. Han vendte sig om. Det var Lasse. Han var også gamer. Slet ikke i samme liga som Mads, men han spillede alligevel mange spil og var den i klassen, som Mads snakkede mest med. Lasse havde det held, at han led af astma, så hver gang nogen – enten lærere eller forældre – pippede bare det mindste lille pip om, at han skulle tage og få sig rørt lidt, viftede han med sin inhalator, og så holdt alle straks mund. Mads var ikke engang sikker på, at Lasse overhovedet havde astma. Måske var han bare meget, meget snu. Lasse havde et videokamera, som de havde lavet mange små film med. De havde fundet ud af at gemme filmene baglæns, så der fandtes ret mange film af de to, der så ud, som om de kunne hoppe baglæns op i en havetrampolin, gribe bolde, der pludselig hoppede op fra græsplænen, eller rejse sig op helt stiv som en pind fra liggende stilling. De lå på YouTube, og deres bedste film havde over 20.000 views. „Jeg holder LAN i aften,“ sagde Lasse. „Hvis du kommer, bliver vi seks.“ „Okay.“ „Så kan vi spille tre mod tre.“ „Jeg kommer.“ „Nice,“ sagde Lasse og skulle til at vende sig. „Vent lidt.“ Mads trak Lasse i jakken og hviskede: „Hvor er det, vi skal hen?“ „Hvornår?“ „Ja, nu.“ „I teater,“ svarede Lasse. „What?“ „Har du glemt det?“ „Fuldstændig.“ Lasse lo. „Også det.“ Mads lod, som om han ikke hørte det. „Hvad er det, vi skal se?“ „Et eller andet problemstykke om teenagere.“ „Åh, nej,“ sukkede Mads. „Præcis,“ svarede Lasse. Det blæste alt for meget til, at det var sjovt, og selvfølgelig havde de modvind hele vejen hen ad ringvejen. Gitte forsøgte at holde tempo oppe foran, og det trak feltet langt ud. Bagerst kæmpede Mads, Karloff og Caroline en desperat kamp for at følge med. Karloffs cykel knirkede og knasede i alle led, som om den var på nippet til at brase sammen. Karloff selv lød ikke meget bedre. Hans krop var ikke skabt til den form for fysisk aktivitet. Den var skabt til at stå midt i en skolegård og dele øretæver ud. Mads’ cykel var heller ikke for god. Kæden var rusten og slap og flere af cyklens syv gear virkede ikke. Der var heller ikke luft nok i dækkene. Carolines cykel derimod var velsmurt og skinnende. Alligevel kunne hun ikke holde tempo. Hendes tøj flagrede omkring hende og gav stor vindmodstand, og hun var ret spinkel og ikke vant til at cykle. På et tidspunkt, da Mads lå lige bag de to andre, kom han til at kigge på deres ben: tynde tændstikker kontra fede telefonpæle. Ingen af dem duede til at cykle med. „Kæft, hvor er det ynkeligt,“ mumlede Mads for sig selv. Men det ynkeligste var, at han dårligt nok kunne følge med dem. Selv Lasse, den skide astmatiker, kunne følge med. Og pudderdåserne – også kaldet Anna og Clara – lå længere fremme i feltet, end han gjorde. De to brugte tilsammen så meget makeup, at hvis de pludselig skulle bestemme sig for et mere naturligt look, så ville halvdelen af byens makeupbutikker gå konkurs. Anna og Clara måtte virkelig være bekymrede for, at deres ansigter skulle blæse af. Mads så det for sig: to tøseansigter der lå forladt i græsset ved siden af cykelstien og blinkede forvirret med de lange falske øjenvipper, mens de desperat forsøgte at forstå, hvad der var sket. Men de kunne nok hoppe hjem på øjenvipperne. William havde ladet sig falde tilbage til bagtroppen, og det var en overraskelse, for han var blevet total fitness freak. Han var nede i det lokale fitnesscenter hver eneste dag i ugen, hvor han lå og pumpede jern, løb på løbebånd, og hvad man nu ellers laver sådan et sted. Han var ikke ret høj, men han var stærk. Alligevel forsøgte han aldrig på nogen måde at udfordre Karloff. Han var ikke dum. Han vidste, at det krævede mere end rå muskelkraft. Det krævede også en benhård psyke, og det havde han ikke. Det havde Karloff til gengæld. Dengang de gik i femte, var Karloff kommet i slagsmål med en fra niende. Karloff havde ikke haft en chance, men han gav ikke op. Selv da han lå på ryggen på asfalten, med et blåt øje og blodet sprøjtende ud af en brækket næse, og alle havde tænkt: ‘Bliv liggende, bliv nu liggende’, havde han rejst sig op og var gået til angreb igen og igen. „Gitte sendte mig herned for at give en hånd,“ sagde William med et stort ubekymret smil. „Du holder grabberne for dig selv,“ knurrede Karloff. „Jamen, vi er sent på den. Jeg kan skubbe …“ „Skrub af,“ råbte Karloff. Et par hårde tråd i pedalerne, så var William allerede langt foran dem igen. Hvordan kunne det være så let? Så ubesværet? Mads bandede og knoklede videre, mens han spekulerede på, om det her i virkeligheden ikke var et mareridt. Hvis det var, ville han meget gerne vågne snart.


Da bagtroppen nåede frem, var alle de andre allerede forsvundet ind i teatret. Gitte stod ved døren med hænderne i siden. „Kom nu, kom nu,“ råbte hun. „Man skulle tro, man var i hæren,“ mumlede Mads. „Bare se og komme ind,“ knurrede hun med sit stenansigt og smalle hårde øjne. Sådan så hun aldrig ud, når hun talte med trutmundene.


7

De døde Teaterstykket var sort som det sorteste, dybeste hul i jorden. Mads havde virkelig forsøgt at finde hoved og hale i forestillingen, men havde ret tidligt måttet slippe, og resten af tiden havde han mest siddet og trøstet sig med, at de i det mindste ville have medvind, når de skulle hjem. Da de myldrede ud af teatersalen, kunne Mads se på de andre, at de heller ikke havde fattet ret meget af, hvad der var foregået. Undtagen trutmundene. Allerede på vej ud til cyklerne var de i fuld gang med at fortælle vidt og bredt om, hvor fantastisk stykket havde været, og det ville de sikkert fortsætte med hele vejen tilbage til skolen, hvis Mads kendte dem ret. De ville sørge for at ligge lige bag ved Gitte, så de var sikre på, at hun nu også hørte alle de kloge ting, de sagde. „Jeg fucking smadrer det teater,“ mumlede Karloff, da bagtroppen igen var samlet på cykelstien. „Hvorfor?“ spurgte Caroline. „Jeg fattede altså heller ikke, hvad det gik ud på,“ sagde Mads. „Hvorfor var de pludselig i dødsriget?“ „De kørte jo galt,“ sagde Caroline. „Ja, men anden gang. De kom jo tilbage fra dødsriget.“ „Gjorde de det?“ Karloff så overrasket ud. „Ja, der hvor de sad og spiste sammen med deres forældre, var de jo i virkeligheden døde, men var kommet tilbage til virkeligheden,“ sagde Mads. „Fuck, jeg smadrer det teater,“ brummede Karloff. Så nåede de ud på ringvejen og konstaterede, at vinden var vendt. „Ej, jeg klarer det ikke,“ gispede Caroline og gik næsten helt i stå. Cyklen slingrede. „I bliver nødt til at skubbe mig.“ „Væk,“ knurrede Karloff til Mads og satte en stor lab på ryggen af Caroline. Han gav hende et skub, men det var for hårdt. Hun slingrede endnu mere og var lige ved at styrte. Hun skreg op, bremsede og sprang af cyklen. „Store fjols!“ råbte hun. „Jam…“ Karloff så helt forbløffet ud. Så trådte han til, så det knasede, og efterlod de to andre. Mads kiggede på Caroline. Græd hun? „Pis,“ knurrede han og kørte op på siden af hende. „Du er sgu nødt til at træde til,“ sagde han. „Jeg kan ikke,“ snøftede hun. „Kom nu. Jeg skubber lige så stille.“ Han satte en hånd på ryggen af hende og kunne tydeligt mærke hendes rygrad gennem tøjet. Den føltes som en perlehalskæde. Så gav han sig til at træde i pedalerne.


8

Stil Mads havde knoklet som en sindssyg, og det var da lykkedes ham at få hjulpet Caroline hele vejen hjem til skolen, men de var kommet mere end tyve minutter senere end alle de andre, der havde holdt frikvarter. I samme øjeblik Mads og Caroline kom ind i skolegården, sluttede frikvarteret, og de måtte slæbe sig direkte op i klasseværelset, hvor Gitte ventede. Hun så ud, som om cykelturen stik mod al sund fornuft havde givet hende endnu mere energi. Mads ramte sin stol med samme tyngde som en nedrivningskugle. „Var det ikke et fedt stykke, altså?“ spurgte Gitte og lignede en manisk bugtalerdukke fra helvede. Trutmundene jublede sammen med hende. „Men vi tager jo ikke ind og ser sådan et teaterstykke bare for vores fornøjelses skyld. Vi skal selvfølgelig bruge det til noget. Arbejde med det. Det passer jo blandt andet perfekt til det tema, vi har arbejdet med, ikke Mads?“ Han svarede hurtigt og præcist: „Jo!“ „Og hvad er temaet så?“ Mads tøvede. De havde snakket om så mange ting, syntes han. Trutmundene var ved at hive deres arme af led for at nå højest muligt op med deres pegefingre. Gitte stod med armene i siden og kiggede på Mads. Han svedte i forvejen, men nu blev det værre. Så gav hun op og vendte sig mod trutmundene. „Ja?“ Gitte pegede på en af dem. De svarede i kor: „Lykke.“ Gitte nikkede, smilede og fortsatte: „Så nu får I en uge til at skrive en stil. Det skal være en anmeldelse af stykket, men med fokus på lykketemaet, okay? Og den skal så afleveres den tyvende,“ hun bankede på katederet, „her på mit bord.“ Der lød et hav af protester. „Vi skal da have mere end en uge til det,“ sagde Malene. „De fleste af jer går alligevel først i gang med at skrive aftenen før,“ sagde Gitte. „Det passer ikke,“ lød det fra en del af pigerne. „Godt, godt. I får til næste mandag. Så har I to weekender at arbejde i.“ Det var ikke afleveringsfristen, der var et problem for Mads. Han var netop en af dem, der altid først skrev sine stile aftenen før, de skulle afleveres. Problemet var emnet. En anmeldelse af det lort? Han havde jo ikke fattet en skid. Han tog sig til hovedet. For få dage siden havde han lovet sig selv, at han ville sætte alle kræfter ind på at få skrevet den bedste stil nogensinde til den næste danskaflevering, og allerede nu, inden han overhovedet havde fået sat det første bogstav, så han sin plan smuldre og falde fra hinanden. Og ham der havde troet, at nu kunne det ikke blive værre. Ha! Hvor dum kunne man være? Det kunne altid blive værre. Altid. „Her!“ råbte Gitte gennem den utilfredse mumlen, „er der en lille folder til hver af jer. Det er teatrets folder, hvor I kan læse lidt om dets baggrund og forestillingerne. Tag en hver, den bider ikke!“ Hun lagde dem i en stak på katederet og stod og holdt øje med, at alle tog en. Mads stak den i sin taske og skyndte sig ud. Han følte sig som en skibbruden, der ikke havde flere kræfter, selvom stranden var lige der fremme, kun nogle få svømmetag væk. Heldigvis bar bølgerne ham det sidste stykke og gav ham fast grund under fødderne på den vidunderlige tropeø, der hed Weekend. BoomBoom bugnede. Flere og flere havde opdaget, at det var et godt sted at komme af med sine brugte spil og finde nye. Mads hilste på Kalle Klik, der stod bag disken. Kalle Klik var en voksen mand med fuldskæg og strittende frisure. Og total nørd. „Hva’ så?“ sagde Kalle Klik. „Okay,“ svarede Mads. „Cool.“ Mads gav sig til at rode i de forskellige kasser. Trætheden fra skolen og cykelturen var forsvundet. At stå i butikken svarede til at sætte sin iPod til opladning. Mads kunne mærke, hvordan hans energiniveau steg og steg. Mon det kriblede lige så skønt i en iPods elektronik, som det gjorde i Mads’ indre organer lige nu? Han smilede for sig selv og fandt i det samme et gammelt spil, som han havde været meget glad for engang. Et piratspil, hvor man sejlede sine skibe rundt på de syv verdenshave og erobrede andre skibe og borge. Skulle det være det? Nej, han kunne huske det hele. Ole og Eva ville blive overraskede, hvis de vidste, hvor meget han kunne huske, af de spil han havde spillet. De var sikre på, at hans indre harddisk havde en alvorlig systemfejl. Han lod piratspillet dumpe ned mellem de andre og bladrede videre. Flere gange hev han en kassette op, men hver gang blev han enig med sig selv om, at der ikke var mere i det spil for ham. Han nærmede sig hurtigt de sidste kassetter, og da han havde været alle igennem, sukkede han dybt og inderligt. Han skulle lige til at gå, da han fik øje på en cd på gulvet halvt inde under den nederste hylde. Han samlede den op og rynkede panden. ‘ALT’, stod der med store bogstaver øverst på den, og nedenunder var der nogle personer, der stod og smilede. Mærkelig titel til et spil. Det måtte være en forkortelse for et eller andet. Måske Advanced Lethal Technology. Man kunne da håbe. Han ledte efter en kassette, men der var ikke nogen. Han tog cd’en med hen til Kalle Klik. „Jeg fandt den her på gulvet. Uden kassette.“ „Nå. Det var da ikke så godt.“ Kalle tog imod den og studerede den. „Hmm. Alt. Det synes jeg ikke, jeg har hørt om. Har du?“ Mads rystede på hovedet. „Der er ikke nogen stregkode, så jeg kan ikke engang scanne den. Jeg kigger lige på nettet.“ Han vendte sig mod skærmen og lavede en søgning. „Næh. Heller ikke noget, så vidt jeg kan se.“ „Mærkeligt,“ mumlede Mads. „Måske er det noget hjemmebrændt. Tag den bare,“ sagde Kalle Klik og rakte den tilbage over disken. „Du er jo en af vores bedste kunder, så betragt det som en gave.“ „Tak.“ „Du kommer jo nok med den igen, når du er blevet træt af spillet. Så kan du fortælle, om det er godt eller ej. Vent lidt. Du får lige en plastiklomme, så den ikke bliver ridset.“ Mads stak cd’en ned i skoletasken, sagde tak igen og gik. Nedslået og modløs. Alt? Der var sikkert en meget god grund til, at hverken Kalle Klik eller han selv havde hørt om det spil. Og hvis internettet ikke engang havde noget om det, så var det helt sikkert ikke noget værd. Han stak høretelefonerne i ørerne, tændte iPoden og faldt automatisk ind i en gårytme, der passede til musikken.


9

Underligt forvredet Han gik mod banegården for at tage toget hjem. Strøget myldrede af mennesker. Man kunne godt mærke, at det var fredag eftermiddag. Han fik øje på Anna og Clara fra klassen. De kom ud fra en tøjbutik med hver sin store pose. De fnisede og lo og gik kun fem meter, før de forsvandt ind i en anden butik. Hvis verden gik under om en time, ville de være bedøvende ligeglade, bare butikkerne holdt åbent til det sidste. De havde altid det nyeste og smarteste tøj på. Hvordan havde de råd til det? Så rige var deres forældre da heller ikke, så vidt Mads vidste. Måske havde de fritidsjob. Mads gik videre, og mens han gik, kiggede han på nogle af alle de mennesker, der omgav ham. En ung kvinde kom imod ham skubbende på en barnevogn. Var hun virkelig gammel nok til at være mor? Et gammelt ægtepar sad på en bænk og pustede ud. Manden med stok og en flad hat på hovedet, kvinden med hævede ben i alt for små sko. Manden klappede kvinden på hånden og smilede. Hun smilede tilbage. Mads overhalede en fyr, der vel var i begyndelsen af tyverne. Han havde en lang mørk frakke på og gik og sms’ede. Han var helt opslugt af det. Mads standsede op ved den lille shawarmabod, hvor de havde byens suverænt bedste shawarmaer. Pludselig blev han klar over, at han var rasende sulten. Han tog høretelefonerne ud og trak de penge op, som han havde i lommen. Der var nok til en shawarma, og han var meget tæt på at købe en, men ændrede så mening og gik videre. Han var for nærig. Når han kom hjem, ville han lave sig en toast eller to. Godt med ost og skinke. Det kostede gratis. Han fortsatte ad Ryesgade mod banegården, mens han proppede høretelefonerne i lommen og stoppede op for rødt lys ved fodgængerfeltet for enden af strøget. I det samme trådte fyren, der var dybt opslugt af at sms’e, og som Mads havde bemærket lidt længere nede ad strøget, ud på vejen uden at se sig for. En sort bil ramte ham med en chokerende høj lyd og slyngede ham højt op i luften. Mads stod uden at bevæge sig og fulgte kroppen, der allerede, mens den hang i luften to meter oppe, var ledeløs og slap. Så ramte den asfalten ti meter væk, mens nogen skreg, biler bremsede, og alt blev kaos. Mads blev stående. Kunne ikke røre sig. Hjertet bankede helt oppe i struben på ham. Nogen løb hen til fyren, der lå stille og underligt forvredet. Mads fik et glimt af hans ansigt. Han havde lukkede øjne og lignede en, der sov, indtil en mørk tyk strøm af rødt sivede ud fra håret og ned over panden. En midaldrende mand undersøgte hurtigt fyren. Mærkede efter puls, eller hvad det nu var, han lavede. Så rettede han sig op og kiggede rundt på nogle af dem, der stod nærmest. „Han er død,“ sagde manden. Mads hørte det helt tydeligt. Det var, som om al lyd i verden forsvandt, i det øjeblik de ord blev udtalt. Han er død. Så kom lydene tilbage. En ambulance med udrykning kunne høres i det fjerne. Mads fik et puf i ryggen, der fik ham til at bryde ud af den stivnede tilstand. Han satte det ene ben foran det andet flere gange i træk og kom på den måde over vejen og ind på banegården uden at tænke, uden at vide hvad han gjorde, eller hvordan han gjorde det.


10

En død mands blod Så skrøbeligt var livet altså. I live og glad og i fuld gang med at sms’e det ene øjeblik og stendød et sekund senere. Fyren havde ikke nået at sige farvel til nogen. Ikke engang sig selv. Selvfølgelig vidste Mads godt, at det var sådan. Ja, livet kunne slutte hvert sekund, det skulle være. Det var bare ikke noget, han sådan gik og tænkte over til daglig. Det kunne man jo ikke. Det ville gøre det umuligt at leve. Hans forældre var vant til det. Døden. De så vel nærmest døde mennesker hver eller hver anden dag i deres arbejde, men de måtte have et eller andet filter, der gjorde, at de ikke forbandt andres død med deres egen. Uden sådan et filter ville man ikke kunne arbejde på et hospital. Mads havde ikke det filter. Han havde aldrig set en død person før. Hans ben rystede. Mere end dengang han frøs efter at være blevet gennemblødt af regn. Han prøvede, ligesom dengang, at tage et varmt karbad, men denne gang hjalp det ikke, for kulden kom indefra. Benene rystede stadig en smule, da han stod op efter tyve minutter. Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvem det mon var, som ham fyren havde sms’et med. Var det hans kæreste eller forældre, eller hvem var det? Tænk at vide, at man på en eller anden måde havde været skyld i at ens kæreste eller søn var død. Nej, man var ikke medskyldig, fordi en eller anden, som man sms’ede med, døde midt i det hele. Man kunne jo aldrig vide, hvilken situation den anden var i. Alligevel var der sikkert en eller anden, der havde det frygteligt lige nu. Mads var alene hjemme. Klokken nærmede sig seks, og han var sulten, men havde ikke lyst til mad. En meget underlig fornemmelse. Hvorfor kom der ikke snart nogen hjem? Han plejede aldrig at have problemer med at være alene hjemme, men nu var det anderledes. Det var fredag. De plejede at komme lidt tidligere hjem end normalt om fredagen. I det samme fik han en sms fra Eva. Der stod, at hun lige havde fået fri, og at hun ville købe ind på vejen hjem. „Hvor er Ole?“ sms’ede han tilbage. „Til møde,“ svarede hun. Mads gik ind på sit værelse. Skoletasken havde han smidt midt på gulvet. Han sparkede til den og kom i tanke om det skide teaterstykke, som han skulle skrive om. Hvorfor kunne det ikke have handlet om livet i stedet for? Hvad var det lige, der skete med verden? Lige meget hvor han vendte sig hen, så handlede det om død. Kæft, hvor havde han fået nok af det. Heldigvis vidste han, hvordan man kunne slippe af med den slags tanker. Han stak høretelefonerne i ørerne, skruede godt op for lydstyrken og lod hardstylerytmen banke enhver anden tanke langt ud af hovedet, samtidig med at han satte sig til rette foran computeren. Det var en god ide at varme lidt op, inden han skulle til LAN hos Lasse. Han havde jo noget at leve op til. Han plejede at være den suverænt bedste spiller. Mads nåede kun lige ind i spillet, før det gik op for ham, at det ikke var det bedste sted at befinde sig, hvis man forsøgte at undgå døden. Hans spilfigur var en stor stenmand med en gigantisk økse og skjold, og det eneste spillet gik ud på, var at slagte så mange fjender som overhovedet muligt. Det havde han aldrig nogensinde haft problemer med før, men nu fik han et anfald af akut kvalme og skyndte sig at lukke spillet. Han sad og stirrede på skærmen. Den store viser på uret oppe i højre hjørne nåede flere omgange rundt, før han pludselig kom i tanke om den cd fra BoomBoom. Hvor havde han gjort af den? Han fik fat i skoletasken, fandt cd’en og installerede Alt. Det tog omkring fem minutter. Et dårligt tegn. Så var det et meget lille spil. Sikkert med frygtelig dårlig grafik. Mads dobbeltklikkede på det ikon, der var dukket frem på skærmen ved siden af alle de andre ikoner. En lille kasse poppede op midt på skærmen, hvor der stod: ‘Downloading position’. Et groft tegnet verdenskort dukkede op og et lille kryds blinkede ved Danmark. En ny tekst kom frem: ‘Vent venligst – henter data’. Det var på dansk. Endnu et dårligt tegn. Downloadningen skred meget langsomt frem. En statusbar viste, hvor langt den var nået. Efter ti minutter var den kun nået til 8 %. „Sikke noget lort,“ mumlede Mads og rejste sig. Han havde ikke tålmodighed til det her. Hardstylemusikken hamrede løs i ørerne på ham og var det eneste, der holdt ham i gang. Uden den ville han være faldet sammen midt på gulvet. Han gik nedenunder og lavede sig en toast. Ikke fordi appetitten var kommet over ham, men det kunne bare ikke passe, at han ikke kunne spise noget. Mens han stod og ventede på, at toasten skulle blive færdig, kom han igen til at tænke på den døde i fodgængerfeltet. Kunne se kroppen for sig, da den hang der oppe i luften med den lange frakke flagrende omkring sig. Og ikke mindst fyrens ansigt da han lå på asfalten. Flodbølgen af rødt blod, der … Nej! Han tvang sig til at tænke på noget andet. Ville fiske sin mobil op af lommen for at ringe til Eva og spørge, hvor hun blev af, men idet han kiggede ned ad sig selv, fik han øje på en rød plet – eller nærmere et stænk – på sine bukser. Lige over det højre knæ. Han stivnede totalt. Vidste straks, hvad det var, flåede bukserne af og sparkede dem væk. Han havde kraftedeme gået rundt med en død mands blod på sig! Pludselig mærkede han en svimlende snurren i maven og nåede lige akkurat at få hovedet ind over køkkenvasken, inden han kastede op. Han sank sammen på gulvet med ryggen mod et af køkkenskabene, svag og kold og ude af stand til at rejse sig. Han flåede høretelefonerne af og sad og gispede, men nu i det mindste uden musikkens konstante hamrende rytme, der slet ikke passede ind som soundtrack til den her situation. Mobilen brummede. Han fik fat i den og så, at der var kommet en sms fra Lasse. „Hey M ta din hub med min er gåed i støker.“ Mads smilede. Lasse var lige så dårlig til at stave, som Mads var til at cykle. Han skulle lige til at skrive tilbage, da han blev klar over, at der lugtede brændt. Så opdagede han røgen og sprang op. Toastmaskinen var indhyllet i røg. Han trak ledningen ud af stikket på væggen, åbnede maskinen og skubbede den kulsorte toast ud på bordet med en grydeske. Den lignede et stykke forkullet træ. Han smed den ned i håndvasken, hvor den landede i alt det, han havde kastet op. „Fuck!“ råbte Mads og åbnede for det kolde vand. Toasten holdt op med at ryge, det ulækre bræk løb ned i afløbet, og Mads smed toasten i skraldespanden. Han var færdig nu. Mere udbrændt end verdenshistoriens mest brændte toast. Hoveddøren gik op, og Eva kom ind slæbende på store plastikposer fyldte til randen med alverdens varer. „Hej, Mads. Godt du er her. Kan du ikke lige tage dem her? Hov, hvorfor går du rundt uden bukser på?“ „Fordi … jeg var nede i byen og så …“ „Vent lidt, jeg har lige et par poser mere ude i bilen.“ Inden Mads nåede at sige mere, havde han fået stukket to poser i favnen. Så forsvandt hun ud ad døren, men kom tilbage kort efter med to poser mere. „Ja, jeg gik lidt amok,“ lo hun, „men det er, fordi vi skal fejre noget.“ „Og hvad er så det?“ „Jeg har fået antaget en artikel i et amerikansk blad for læger, der hedder ‘New England Journal of Medicine’. Det er helt vildt! Det er et af de mest anerkendte lægetidsskrifter i verden!“ „Tillykke,“ mumlede Mads. „Hjælper du mig lige med at stille på plads?“ spurgte hun, mens hun tog jakken af, hængte bilnøglerne på krogen ved døren, tog sko af og tjekkede sin frisure i spejlet – alt sammen på én gang. „Okay,“ sagde Mads, „men jeg var ved at fortælle, hvad der skete nede i byen.“ „Ja, det er rigtigt, men vi skal lige have nogle ting ned i kummefryseren i kælderen, og det skal være med det samme, inden de tør op. Der var tilbud


på frosne rundstykker, så jeg købte en hel masse. Smutter du lige ned med dem?“ Inden han nåede at svare, havde han favnen fuld af poser med frosne rundstykker. Han gik ned ad kældertrappen uden at kunne se, hvor han gik, men kom ned uden uheld og fik smidt poserne i fryseren. Da han kom tilbage, var Eva netop blevet færdig med at stille på plads. Nu fik hun øje på hans bukser, der lå på gulvet, og samlede dem op. „Har du spildt ketchup på dem?“ „Nej,“ svarede Mads. „Det er …“ Hun afbrød ham endnu en gang. „Og hvordan er det, her lugter?“ Hun snusede kraftigt ind. „Er der noget, der brænder?“ „Det er bare en toast, som blev lidt for sort. Jeg smed den i skraldespanden.“ „Altså, Mads,“ sagde hun, med et bekymret udtryk i ansigtet. „Du er simpelthen så distræt for tiden.“ Distræt? Han kunne godt huske, at han havde hørt ordet før, men han havde glemt, hvad det betød. „Ja,“ mumlede han. „Det er jeg vel.“ „Jeg går i gang med at lave festmåltidet nu. Er du ikke sulten?“ Mads trak på skuldrene. „Hvad er der med dig? Er du ved at blive syg?“ Hun lagde en hånd på hans pande. „Nej!“ Han flyttede sig væk fra hendes hånd. Væk fra hende. Så flygtede han ud af køkkenet og op på sit værelse. Mads tog nogle bukser fra skabet, trak dem på og dumpede tungt ned på kontorstolen. Sedlen fra inspektøren fangede hans blik. Den lå der på radiatoren som en splint i hans synsfelt. Gjorde direkte ondt i øjnene. Møgseddel. Han ignorerede den og kiggede på computerskærmen. Pauseskærmen var i gang. Hans klasselærers hoved fløj rundt og rundt, og den eneste grund til, at det ikke var fuldstændig uudholdeligt, var, at han havde tegnet hugtænder, overskæg og store øjenbryn på hendes ansigt. Han rørte ved musen og så, at Alt var fuldt opdateret og klar til at starte. Mads klikkede på ikonet.


11

Stjernemateriale Jordkloden hang midt i det tomme sorte rum. Med musen kunne han få den til at snurre, præcis som han ville. Han snurrede kloden, indtil Danmark var i midten. Så zoomede han ind, men pludselig poppede en boks op, som ville have ham til at vælge dato, årstal og tidspunkt. Han rynkede på næsen. Hvorfor skulle det gøres manuelt? Det burde spillet da selv kunne finde ud af. Hvis det ikke engang kunne finde ud af noget så simpelt som det, kunne det ikke være særlig avanceret. Han klikkede på nogle små trekanter, der pegede opad eller nedad ved hvert tal, indtil han nåede den rigtige tid og dato. Så klikkede han ‘Videre’, og Danmark susede nærmere, velkendt som det var med Jylland og øerne og alle fjordene. Da Danmark fyldte hele skærmbilledet, kom der igen en boks frem. Denne gang for at give Mads besked om, at han skulle vælge, hvor spillet skulle foregå, ved at klikke et eller andet sted i landet. Han klikkede på den næststørste by. Den by han selv boede i. Der blev zoomet ind på Århus. Igen kom en boks frem. Han skulle nu vælge en spilfigur. Der var forskellige valgmuligheder, som køn og alder. Mads valgte mand, 28 år. Derefter kunne han flippe igennem et enormt billedarkiv af mænd på 28 år, og her blev han klar over, at det ikke var noget lille hjemmelavet spil. Grafikken var fantastisk. Spilfigurerne så meget livagtige ud. Når han valgte en og holdt musemarkøren over ham, bevægede figuren sig, og animationerne var helt på højde med de allerbedste, han nogensinde havde set. Han rykkede stolen lidt tættere på bordet. Hvilken figur skulle han vælge? Det så ud til at være et spil, som kunne minde om Sims, og det passede ham fint, for han havde ikke lyst til at slå nogen ihjel i aften. Ikke engang i et computerspil. Mobilen brummede. Det var en sms fra Lasse: „Hey M taer du ik noen tjips med“ Mads tog sig til hovedet. Havde glemt alt om LAN hos Lasse. Han blev nødt til at melde afbud. Orkede ikke at sidde der og juble over alle sine kills. Han svarede: „Kommer ikke alligevel har fået det dårligt“ Der gik to sekunder. Så brummede mobilen. „Pis så er vi kun 5 du sgal komme“ „Kan ikke hovedpine svimmel kaster op“ „Ku du ik tåle cygelturen ;D“ „Nej det var nok den der gjorde det“ „Ok finner en anden ses :(“ Mads kiggede på computerskærmen og listen over mulige spilfigurer. Den var sindssygt lang. Han valgte mere eller mindre tilfældigt en mand med lyst hår og briller med kraftigt sort stel. I samme øjeblik han havde valgt, zoomede spillet tættere på byen, susede ned mod en forstad i det sydlige Århus, ned mod et boligområde med store blokke, ind i en af blokkene og helt ind i en lejlighed, hvor manden med det lyse hår sad og så fjernsyn sammen med en rødhåret ung kvinde. I højre side af skærmen dukkede der en række små firkantede felter med ikoner op. Ved at holde cursoren hen over felterne kunne Mads se en hel masse om manden: hans navn (Morten Jensen), hans puls (den var normal), hans almene sundhedstilstand (under middel), hans alder (28), hans økonomi (langt under middel), hans humør (helt i top) og så videre. Forelsket var han åbenbart også. „Stakkels mand,“ mumlede Mads. Manden og kvinden sad meget tæt. Hun måtte være hans kæreste, sådan som de flettede fingre. Hvad så de? Mads flyttede på musen, så han kunne se fjernsynet. Det viste ‘Stjernestøv’. Et nyt program med ukendte mennesker der skulle åbne deres hjem for værten, kameraholdet, og dermed også hele Danmarks befolkning. I løbet af ti minutter skulle de overbevise seerne og de tre dommere om, at lige præcis de var noget særligt. At de var gjort af stjernemateriale. Ikke fordi de kunne synge, danse, trylle, eller hoppe gennem brændende ringe med bind for øjnene, men fordi de var, som de var. Helt naturlige og fornuftige og samtidig noget ganske særligt. Mads kiggede på sit ur. Der var også Stjernestøv i fjernsynet lige nu i virkeligheden. Han langede ud efter fjernbetjeningen til sit eget fjernsyn, der hang på væggen ved siden af skrivebordet, og tændte det. „Shit!“ udbrød han og troede ikke sine egne øjne. Det, som fjernsynet inde i computerspillet viste, var præcis det, som hans eget fjernsyn viste. Nu var der et close-up af den ene af dommerne, så klippede de til en panorering rundt i en stue, derefter kom værten i sort smoking i fokus. Begge steder. I spillet og i virkeligheden. Det havde han aldrig nogensinde hørt om et spil, der kunne. Det var jo helt sindssygt avanceret.


12

Skriv sang Mads fik den lyshårede mand til at rejse sig og tage fat i den guitar, der stod lænet op ad sofaen. Manden satte sig på bordet og gav sig til at spille og synge en stille sang, som Mads kunne genkende. Den havde været et lille hit for et par år siden. Noget med et lejrbål og ristede pølser og stjerner i natten. Noget forfærdeligt ævl. „Ej, Morten, vi skal lige se det sidste,“ sagde den rødhårede og lænede sig til siden, så hun kunne se fjernsynet. „Jamen, jeg har lyst til at spille lidt for dig,“ svarede Morten. „Okay, men vi skal da lige se, hvem der ryger ud af Stjernestøv.“ Mads fik Morten til at sætte guitaren fra sig og gå ud i køkkenet. Han valgte at få manden til at lave kaffe. Hvad gik det her spil overhovedet ud på? Var det som i Sims, hvor man for eksempel kunne forsøge at forbedre sin figurs humør? Det var det nok. Man kunne også se om ens figur var sulten, tørstig eller søvnig – præcis som i Sims. Men i Sims skete der hele tiden uforudsete ting. Hvis man ikke holdt køkkenet rent, kom der insekter, der gik ild i komfuret eller lynet slog ned i huset. Det skete der åbenbart ikke noget af i Alt, og det gjorde spillet virkelig kedeligt. Især hvis man havde valgt en så vattet figur. Mads højreklikkede og kunne vælge ‘Skriv sang’. Det valgte han. Morten begyndte at nynne en melodistump, som Mads ikke havde hørt før, og trommede en takt på bordet med en ske. Mads højreklikkede igen og kunne nu skrive, hvad sangen skulle handle om, og i et øjebliks anfald af trods skrev han ‘Dying in your lap’, og i samme øjeblik kom de ord ud af munden på Morten, der løb ind i stuen, greb sin guitar og begyndte at klimpre et eller andet til ordene. Han så meget ivrig ud og overhørte kvindens protester. Ordene passede perfekt til melodien. Han fandt selv på flere. Kvinden lyttede pludselig mere til Morten og hans sang end til fjernsynet. „Det lyder faktisk fedt, det der,“ sagde hun. „Du er snart nødt til at finde på et kunstnernavn. Du kan jo ikke blive kendt, så længe du hedder Morten Jensen.“ „Det kan der være noget om.“ Han spillede lidt videre. „Hvad ville være et godt kunstnernavn?“ Mads højreklikkede på manden og skrev ‘Street Moe’ i den lille boks, der kom op. „Hey.“ Morten knipsede med fingrene. „Hvad med Street Moe?“ Kvinden lo højt. „Ej, helt ærligt.“ „Men jeg bliver jo i forvejen kaldet Moe.“ „Det er selvfølgelig rigtig nok.“ Morten spillede videre og sang lidt mere om at dø lykkelig på grund af kærlighed. Lortesang, tænkte Mads og klikkede sig tilbage til hovedmenuen. Selvom han havde tænkt sig ikke at slå nogen ihjel i aften, så måtte der være andre, mere spændende figurer, han kunne vælge, og da han fandt frem til en rockertype med tatoveringer helt op ad halsen, valgte han ham i stedet for. Bare fordi man var rocker, behøvede man jo ikke at slå nogen ihjel. I samme øjeblik Mads havde valgt figur, zoomede spillet ind på byen igen, helt ned på gadeniveau, hvor den kronragede rocker kom kørende hen ad Park Alle på sin motorcykel. Mads fik ham til at standse ved rådhuset, stå af motorcyklen og gå lidt rundt på fortovet. Det var godt lavet, den måde andre mennesker veg uden om rockeren. Sådan var det sikkert også i virkeligheden. Grafikken var fantastisk realistisk. Man kunne for eksempel tage fat i alle objekter og ødelægge dem. Mads fik rockeren til at smadre et busstoppesteds glasvæg ved at sparke på den, kaste rundt med nogle parkerede cykler og brække en skraldespand af stativet og kyle den efter en bil. Bilen bremsede, og et par fyre kom ud. De var ikke bange for rockeren, men gik lige hen imod ham. Mads klikkede på et ikon af en taske og så, at rockeren havde en kniv, et knojern og en pistol på sig. Han klikkede på pistolen, og pludselig trak rockeren en pistol og gav sig til at skyde vildt omkring sig. Det var ikke til at sige, om han ramte nogen, men alle de mennesker, der stod og ventede ved busstoppestederne, skreg op og kastede sig i dækning, og det samme gjorde de to mænd fra bilen. Mads blev helt forskrækket, for han havde jo absolut ikke tænkt sig at skyde nogen, men det hele gik pludselig så stærkt. Efter 4-5 skud løb rockeren tilbage til motorcyklen, satte sig op og skulle lige til at starte, da en politibil kom drønende rundt om hjørnet med blå blink på taget. Mads valgte at flygte. Satte fuld speed på og fræsede ned mod banegårdspladsen. I det store kryds kørte han over for rødt og drejede til venstre med politibilen lige bag sig. Ved rutebilstationen drejede han til højre og fortsatte ned mod den gamle badeanstalt. Skulle han dreje til venstre og måske forsøge at slippe væk nede på havnen, eller køre til højre og satse på Marselisborgskoven? Han valgte det sidste og drønede ud ad Spanien, som var en lang og lige gade uden ret meget trafik. Han drejede speederen i bund og gav politibilen baghjul. Det var faktisk ret sjovt at spille et spil, der foregik i lige præcis den by, man boede i. Måske var det den lille ting, der alligevel kunne gøre, at der var nogle spilletimer i det her spil. Mon det også kunne bruges af folk, der boede i små landsbyer? Nok ikke. Men i storbyerne virkede det efter hensigten, og han drønede over for rødt ved Jægergårdsgade og fortsatte ud ad Strandvejen. Det kunne være sjovt at køre til Risskov, hvor Mads selv boede. Måske han endda kunne få rockeren til at stå af ved deres hus. Tænk, hvis deres hus var med i det her spil? Mads kom til at smile og var uopmærksom et øjeblik. I krydset ved Christian Filtenborgs Plads gik det galt. Han havde for meget fart på, skred ud, kunne ikke rette op og hamrede frontalt ind i en lastbil. Game over.


13

Et festmåltid Mads skyndte sig at slukke for computeren og kastede musen fra sig, som om den pludselig var blevet brandvarm. Hans hænder begyndte at ryste, og han så igen manden i frakken hænge i luften over bilen. Det var som at have YouTube i hovedet, men det forbandede ved det var, at der kun var en eneste film at se. Og man kunne ikke engang spole i den. Mads fik kvalme igen. Maven sad helt oppe i halsen. Han gik ud på toilettet og drak en masse iskoldt vand. Plaskede også noget af det i ansigtet. Så gik han nedenunder, hvor der ikke længere lugtede af brændt toast, men af mad af en eller anden slags. Et festmåltid. Ole var kommet hjem. Både han og Eva var i fuld gang med at lave mad. En flaske rødvin var åbnet, og der stod to halvtomme glas på køkkenbordet. Om fredagen drak de altid rødvin, mens de gik og lavede mad. Tit var der også chips. „Der er chips,“ sagde Ole og holdt en rød skål frem. Mads rystede på hovedet. „Hva’?“ udbrød Ole. „Er du syg?“ „Nej,“ brummede Mads. „Så du det, Eva? Knægten sagde nej til chips!“ Ole lo og stak selv en håndfuld i munden. Et par af chipsene knækkede, inden de kom helt ind. Stumperne faldt ned på gulvet, uden at Ole bemærkede det. De blev knust til pulver under hans fødder. Mads kiggede væk. Den slags plejede han ikke at lægge mærke til. Det var, som om alle hans sanser var skærpede. Han så ting, han ikke plejede, som for eksempel at hans fars hår var fedtet og for langt, og hans mors mascara var løbet lidt. „Har du hørt om mors artikel?“ sagde Ole. „Selvfølgelig.“ „Det er fandeme flot. Skål, skat.“ Ole løftede sit vinglas mod sin kone, der strålede tilbage og tømte sit glas. „Vi skal have tournedos’er, salat og bagte kartofler,“ sagde Eva og smilede til Mads, mens Ole skænkede mere vin op i hendes glas. „Med kryddersmør,“ sagde Ole og holdt den glasskål frem, som han stod og rørte smør og krydderier sammen i. „Nice,“ stønnede Mads. En af hans livretter. Hvor kunne livet dog være uretfærdigt. Det var lykkedes for Mads at spise lidt alligevel, selvom han var ude af stand til at nyde maden, som han normalt ville have gjort. Efter maden tændte Ole for fjernsynet. Han skulle ikke have dessert. Ville hellere se tv-avis. „Det kunne jo være, de nævnte en vis læge, der lige har fået optaget en artikel i et vist amerikansk blad,“ sagde han og grinede af sin egen morsomhed. „Den kommer først i om et halvt år,“ sagde Eva. Mads og Eva spiste risalamande. Færdiglavet. Fra hver sin plastikbøtte. „Den er da meget god,“ sagde Eva. „Ikke lige så god som den du selv laver.“ Mads stak kun til sin. „Selvfølgelig ikke. Men den laver jeg jo kun til jul.“ „Hey, der er sket et eller andet inde i Århus i dag,“ sagde Ole. „Kom og se. De sender live derfra lige om lidt.“ Eva og Mads rejste sig med deres dessert og gik hen foran skærmen, mens de fortsatte med at spise. Nyhedsoplæseren var en ny ung kvinde, som Mads ikke havde set før. Hun var fantastisk smuk, og Mads blev straks bekymret for sig selv. Hvis man kunne synes, at en nyhedsoplæser var smuk, var man da virkelig ved at blive gammel eller pervers, eller det der var værre. Alligevel bed han mærke i hendes navn, der poppede op nederst på skærmen: Tina Johansen. „Vi har en reporter på stedet, og lad os høre hvad han kan fortælle om episoden.“ Mads ærgrede sig over, at hun ikke længere var i billedet, og mistede straks interessen. Men ikke ret længe. En reporter stod med en mikrofon i hånden og pegede mod en lastbil, der holdt på tværs i krydset ved Christian Filtenborgs Plads. „… motorcyklisten kom altså drønende her ud ad Kystvejen i alt for høj fart, med en politibil lige efter sig, og selvom han fik rødt lys, fortsatte han bare over krydset og lige ind i …“ Mads holdt op med at tygge. „… forlyder også, at manden, der tilsyneladende er medlem af en af byens rockergrupper, har været indblandet i et skuddrama inde omkring rådhuset, og at det var …“ Mads tabte plastikbøtten. „Nej,“ hvinede Eva, „din store klodsmajor, Mads.“ Han hørte dårligt nok efter. Stod bare ubevægelig og stirrede på fjernsynet et øjeblik. Så løb han op på sit værelse.


14

Sig selv Jordkloden hang der og svævede fredsommeligt midt i det sorte rum med alle sine milliarder af indbyggere. Mads var helt tør i munden, og det kriblede i maven, ligesom når de fik en uanmeldt fysikprøve ovre i skolen. Hvad fanden var det for et spil? Hvis det der skete i spillet også skete i virkeligheden, så … så var det for sindssygt. Så kunne han jo gøre alt. Simpelthen alt! Det kunne ikke passe, at det indeholdt alle mennesker i hele verden. Det ville ikke være muligt. Det havde godt nok været længe om at downloade data i starten, men alligevel. Han zoomede ind på USA. En boks poppede op og spurgte, om han ville downloade data for den region. Han klikkede ‘nej’ og zoomede ind på Finland. Også her skulle han svare på det spørgsmål. Så valgte han Danmark, og her var der ingen problemer. Danmark var allerede downloadet. En tanke strejfede ham: var han så også selv med i spillet? Der var et søgefelt på den side, hvor man skulle vælge spilfigur. Han skrev sit navn: Mads Petersen. Det gav 29 resultater, men under hvert navn stod også en adresse, så han fandt straks sig selv. Han førte cursoren hen over sit navn, og skulle lige til at klikke, da han tøvede. Turde han? Pegefingeren hang få millimeter over venstre museknap. Så klikkede han og rykkede tilbage i stolen, da han så sig selv stå der, midt på skærmen. Der var slet ikke noget at være i tvivl om. Han lignede sig selv på en prik. Mads sad med bankende hjerte og bare stirrede på den krop, der langsomt drejede rundt på skærmen. Det var for uhyggeligt. Han ville ikke. Turde ikke. Men kunne heller ikke lade være. Han klikkede på figuren, og så fortsatte zoomningen ned over byen, ned over deres hus, deres eget hus, ind gennem taget og ind på hans værelse, hvor han så sig selv sidde på kontorstolen ved skrivebordet med en tændt computer foran sig. Mads gav et spjæt, så han væltede bagover og kiggede sig rundt i værelset for at se, om der hang et kamera og svævede i luften, men det gjorde der ikke. Hvordan fanden kunne det så lade sig gøre? Han lå på knæ, kiggede op på skærmen og så sig selv ligge på knæ og kigge op på skærmen, med den væltede kontorstol ved siden af sig. Hans arm røg frem, fingeren ramte computerens powerknap, og han holdt den der, indtil skærmen blev sort og computeren stille.


15

Rastløs Hele weekenden gik Mads rundt som i en døs. Tre ting blev ved med at køre rundt i hovedet på ham: smsfyren der var blevet kørt ihjel lige foran ham, rockeren der kørte galt og Alt. Tre ting der hver især gav ham nok at spekulere på, men som tilsammen var lige ved at få hans hoved til at eksplodere. Normalt tændte han computeren og gav sig til at spille, når han trængte til at stresse af eller tænke på noget andet, men det turde han slet ikke nu, for han vidste, at han ikke ville kunne lade være med at gå ind i Alt, og det var alt for risikabelt. „Hvad er der med dig?“ spurgte Eva flere gange. „Du er så rastløs.“ Mads sagde ikke noget. Han strejfede om i villakvarteret og opsøgte nogle af de steder, hvor han og Lasse kom, dengang de var mindre, inden de blev gamere. For eksempel klatretræet ovre i Forteparken. De havde brugt mange timer der. Havde leget tagfat i grenene, fundet nye gode steder at sidde eller ligge, fantaseret om, at træet var både et skib, et stort trommesæt og alt muligt andet. Nu stod han og kiggede på det og kunne ikke se andet end et helt almindeligt træ, der oven i købet var skuffende lille. Et andet sted var muren ved sfo’en, hvor de havde opfundet deres eget fodboldspil. Bigummur kaldte de det – opkaldt efter deres matematiklærer Anders Bigum. Hvorfor? Mads anede det ikke. Det lød bare sjovt. Spillet gik ud på, at man skulle skiftes til at sparke bolden ind mod muren, inden den hoppede to gange på asfalten, og hvis man ikke kunne det, fik man et B, derefter et I og så videre, indtil man havde BIGUM. Så var man død. Han havde altid følt en helt speciel kriblen i kroppen, når de stod her foran muren og skulle til og i gang. Nu følte han ingenting. Absolut intet. Der lå en lille gul tennisbold på fliserne. Den tyrede han så hårdt ind i muren, at den sprang tilbage og ramte ham med fuld fart lige i maven. Han krummede sig sammen og faldt om på fliserne med en jamren, og han blev liggende længe efter, at det var holdt op med at gøre ondt, og bare stirrede op i himlen og de drivende skyer på den blå baggrund, men da der kom nogle små fyre, der legede en eller anden form for krig imellem buskene og på sfo’ens legeplads, kom han på benene og luskede væk. Han gik hen i skoven og faldt i søvn på en træstamme i solen. Vågnede ved, at en hund gøede et sted i nærheden. Strejfede lidt om i skoven og rystede på hovedet af alle løberne. Så bevægede han sig hjemad mod spisetid og den begyndende aften, som han fik til at gå ved at stene til nogle film, han havde set mange gange før og stort set kunne udenad. Søndag blev han liggende i sengen så længe som muligt. Det vil sige, indtil Eva kom og sagde, at han skulle stå op, fordi klokken var over tolv. Som om det var en god grund til at stå op. „Og du kunne ærlig talt også godt tage at rydde lidt op her, dit værelse ligner jo et flystyrt.“ „Ja, ja,“ mumlede Mads og lagde hovedpuden over sit hoved. „Jeg fatter altså ikke, hvorfor du bare smider alt dit tøj på gulvet.“ Hun samlede noget op. „Hvad med det her? Skal det til vask eller hvad?“ „Ja.“ „Du har ikke engang kigget på det.“ Mads kiggede ud under puden. „Til vask,“ brummede han. „Nu står du altså op, Mads, og efter morgenmaden rydder du op herinde.“ „Ja, JA!“ Hun gik, og Mads rullede ud af sengen, tung som et godstog. Han sad på gulvet et øjeblik for at komme til sig selv oven på den brutale vækning, fik noget tøj på og vaklede ned for at spise morgenmad. Eva var heldigvis færdig, og Mads fik et glimt af hende ude i haven. Han spiste hurtigt lidt brød og gik op på værelset for at rydde op. Det var umuligt. Alt for uover skueligt. Hvor skulle han begynde? Han samlede alt tøjet sammen, også de sure strømper der havde ligget under sengen i månedsvis, og smed det hele ind i vasketøjskurven i forældrenes soveværelse. Så skubbede han nogle af de ting, der lå midt på gulvet, ud til væggene, krøllede nogle gamle chipsposer sammen og smed dem i skraldespanden og kiggede sig omkring. Det var vist godt nok. Han orkede ikke mere, og det bedste han kunne gøre, var nok at se og komme ud af huset i en fart, inden Eva fik sat ham til noget mere.


16

Søndagsfrokost Han besluttede sig for at gå langs stranden ud til Egå Marina. Så kunne han altid tage en bus hjem, hvis han ikke orkede at gå hele vejen tilbage. Han mødte mange andre, der var ude at gå tur. Flere af dem med hund. En af dem var Caroline fra klassen. „Hej, Mads,“ sagde hun og smilede. Hun havde en lille hvid hund i snor. „Hey,“ svarede han. „Hvad laver du her?“ sagde hun, mens hun prøvede at holde sit hår væk fra ansigtet. Det blæste så tilpas meget, at både hendes hår og tøj flagrede omkring hende. „Det samme som dig. Går tur.“ „Helt alene?“ „Tjah.“ Han slog ud med begge arme. „Jeg har jo ingen hund.“ Hun lo. „Du ligner altså en pingvin, når du gør det der med armene.“ Han gjorde det igen. „Men det skulle du nu tage og få,“ sagde hun. „Hvad for noget?“ „En hund. Så er der altid en, der bliver glad for at se dig, når du kommer hjem.“ Mads skulede til hende. Hvad mente hun med det? Vidste hun, at han stort set altid kom hjem til et tomt hus? „En hund bliver vel ikke glad, bare fordi man kommer hjem?“ sagde han. „Det gør den da. Det gør Fie i hvert fald. Gør du ikke også, Fie?“ Bare det at hunden hørte sit navn, fik den til at logre ekstra meget og kigge forventningsfuldt på Caroline. Hun kastede en pind, som den straks drønede efter. Caroline vendte sig mod Mads. „Hvor er du egentlig på vej hen?“ „Jeg regner med at gå ud til marinaen.“ „Hvorfor?“ „Fordi jeg har lyst.“ „Okay. Men vi kan da gå med et stykke af vejen.“ Mads nikkede. Det generede ham ikke. „Tak, fordi du skubbede mig i fredags,“ sagde Caroline. „Helt i orden.“ Caroline gik og pludrede løs om alt muligt ligegyldigt. Mads hørte kun efter med et halvt øre. Han havde sit at spekulere på. Det begyndte at regne. Først kun nogle få dråber, men de blev hurtigt til flere. „Nu bliver det altså slemt,“ sagde Caroline. „Jeg bor lige oppe ad den vej der.“ Som om han ikke udmærket vidste det. „Vil du med hjem?“ spurgte hun. „I læ.“ Mads havde både langt hjem og langt til marinaen. Han kunne selvfølgelig forsøge at finde ly for regnen et eller andet sted på stranden, men der var ingen træer, ingen skure, ingenting. Regnen tog til, og fordi han ikke havde lyst til at blive lige så gennemblødt som forleden dag, nikkede han og fulgte med Caroline hjem. Lige idet de nåede havegangen, brød regnen for alvor løs, og de spurtede de sidste ti meter, mens Caroline hvinede og grinede på samme tid. Selvom huset ikke var større, flottere eller nyere, end det hus Mads boede i, vidste han, at det måtte koste mange millioner mere på grund af beliggenheden. Så tæt på stranden skulle man virkelig have finanserne i orden for at kunne købe et hus. Carolines mor dukkede op i entreen. „Hej,“ sagde hun og så overrasket ud. „Jamen, det er da Mads.“ „Jeg skulle lige i læ for regnen,“ sagde han. „Selvfølgelig. Kom endelig indenfor. Vi skulle lige til at have frokost. Vil du ikke spise med Mads?“ „Øh, joh … jo tak.“ Hun gik i forvejen ind i stuen, hvor der var dækket op til fire. Mads kom til at tænke på noget, hans far engang havde sagt: ‘Hvis du vil vide, hvordan en pige kommer til at se ud, når hun bliver ældre, så kig på hendes gener. Dem kan du se ved at kigge på hendes forældre. Hun kommer temmelig sikkert til at ligne sin mor.’ Carolines mor var høj og slank. Caroline var også slank, men ikke høj. Forklaringen på det sad ved bordet i stuen. Carolines far var ikke ret høj. Han havde en kuglerund vom, der hang ud over bæltet, og hans hoved virkede stort. Hans øjne var mørke, og han havde tydelige mørke poser under dem, der fik ham til at se træt ud. Han rejste sig og rakte hånden frem, da Mads kom ind. Det syntes Mads var lidt pinligt og overdrevet. Han var trods alt kun kommet for at søge ly for regnen. Carolines lillesøster sad over for faren. Hun rakte også hånden frem. Mads tog den og sagde: „Hej.“ Carolines mor kom med en ekstra tallerken, glas og bestik. Hun fik lillesøsteren til at flytte sig, selvom hun brokkede sig. „Jamen, jeg kan sagtens sidde for bordenden,“ sagde Mads. „Nej, nu bliver det sådan,“ sagde Carolines mor. „Sæt dig nu ved siden af Caroline og tag for dig af retterne.“ „Det er vores traditionelle søndagsfrokost,“ brummede faren og slog ud med den ene hånd. „Den gør vi altid noget ekstra ud af med rejer, fiskefiletter, æg, lun leverpostej, frikadeller, medister med rødkål, ja du kan jo selv se, hvad der er. Bare tag fra.“ „Tak,“ mumlede Mads og mærkede, hvordan hans tænder løb i vand. Der var mange lækre ting på bordet. Han havde straks spottet det stykke rygende varm flæskesteg, der stod på et skærebræt midt på bordet. Flæskesteg? Til frokost? Han var i himlen. Og sværen så sindssygt sprød ud. Det var en af de ting, han virkelig havde at klage over derhjemme. Hverken hans mor eller far var i stand til at lave flæskesteg med sprød svær. „Det må jeg nok sige,“ sagde Carolines mor og smilede, da Mads langede ud efter sit fjerde stykke rugbrød. „Sådan en iver plejer vi ikke at se ved bordet her i familien,“ sagde Carolines far med et smil. Mads skævede til Caroline. Hun sad og kiggede ned i sin tallerken.


17

Lidt i fred Pludselig blinkede et hvidt lys gennem stuen, og Mads troede et øjeblik, at det var et lyn, men så opdagede han, at det var Carolines mor, der havde taget et fotografi. „Mor. Helt ærligt,“ sagde Caroline vredt. „Jamen, vi skal da lige have et billede af vores gæst. Og jer to. I ser så søde ud, som I sidder der ved siden af hinanden.“ Det generede ikke Mads. Han sad og spekulerede over, hvad han skulle have på sit femte stykke brød og vaklede lidt mellem medisteren og endnu et stykke flæskesteg, men Caroline var åbenbart blevet sur. „Tak for mad,“ sagde hun og lagde servietten fra sig. Hun rejste sig. „Øh, ja. Også tak for mad,“ mumlede Mads, mens han tvang sine øjne væk fra den sprøde svær. „Det smagte virkelig godt. Jeg må nok også hellere se at komme videre.“ „Det tror jeg ikke,“ sagde Carolines far og pegede ud ad vinduet. Det styrtregnede. „Vi kan gå op på mit værelse og vente, til det holder op,“ sagde Caroline. Det virkede, som om hun havde meget travlt med at komme ud af den stue. Mads fulgte efter hende op ad trapperne og ind på værelset. Caroline lukkede døren bag dem og låste. „Hvorfor låser du?“ spurgte Mads. „Fordi om tre minutter kommer min mor, og hun banker ikke på, hun kommer bare brasende ind.“ Mads satte sig på kanten af Carolines seng. „Tror du virkelig?“ „Jeg tager tid.“ Caroline trak ærmet på venstre arm lidt op og kiggede på sit ur. Mads lod sit blik løbe rundt i rummet. Der var plakater af forskellige sangere og sangerinder på væggene. Mads kendte kun et par stykker af dem. Der var blomstrende planter i vindueskarmen, glitrende glimmerstjerner i loftet og frem for alt: pænt ryddet op overalt. På et lille bord ved siden af sengen stod der et stort bur. Der var hø i bunden og et lille hus, nogle træpinde, en vandskål, men ikke noget dyr. Hans blik gled videre og standsede ved den lille teaterfolder, de havde fået af Gitte. Den hang på en magnettavle over skrivebordet, så man ikke kunne undgå at få øje på den. Han anede ikke, hvor hans folder var. Den lå vel fuldstændig sammenkrøllet på bunden af hans skoletaske. Der lå så meget dernede, som aldrig så dagens lys. Det var en slags kirkegård for løse papirark. „Jeg fattede ikke en meter af det der skuespil, og så skal vi selvfølgelig skrive en hel stil om det,“ sukkede han og prikkede på folderen med en finger. „Jeg kan da godt hjælpe dig,“ sagde hun. Han lyste op. „Gider du det?“ Hun nikkede. I det samme blev dørhåndtaget trykket ned. Caroline kiggede triumferende på Mads og sagde: „To minutter og 57 sekunder.“ „Caroline?“ lød det ude fra gangen. „Hvorfor har du låst døren?“ „Fordi vi gerne vil være lidt i fred.“ „Jamen, luk nu lige op. Der er noget, jeg skal sige.“ Caroline himlede med øjnene og låste op. „Hvad er der?“ „Jeg vil bare sige, at jeg sætter chokoladekagen og bollerne ind i ovnen nu, så …“ „Det er fint, mor, men jeg tror ikke, at Mads bliver her så længe.“ „Jo, Mads, det gør du da,“ sagde moren og puffede til Caroline, så hun selv kunne komme helt ind på værelset. „Du skal da smage min chokoladekage. Du vil elske den.“ „Tak,“ sagde Mads, „men …“ „Jamen, den er færdig om en halv time, og det er bollerne også. Så længe kan du vel godt vente? Og det regner stadig.“ Mads elskede kager og boller. De fik det bare aldrig derhjemme. Hans mor og far havde aldrig tid til at bage, og de gad egentlig heller ikke. Når det en sjælden gang imellem skete, var det bare pulverkager og pulverboller, som ikke smagte specielt fantastisk. „Okay,“ sagde Mads. Han var mæt, men ikke stopmæt. „Det er i orden.“ Carolines mor smilede bredt og forsvandt ud ad døren. Caroline skyndte sig at lukke og låse. „Ja, det må du altså undskylde,“ sukkede hun. „Men sådan er de bare. Man har ikke fem minutters fred.“ Fire minutter senere bankede det på døren. Det var hendes far, der lige ville tjekke om radiatoren på Carolines værelse fungerede, som den skulle.


18

Afrika Da Carolines far endelig gik med sin værktøjskasse, der var den største og mest veludrustede værktøjskasse Mads nogensinde havde set, slog hun opgivende ud med armene og sukkede dybt. „Er det ikke utroligt?“ „De er da meget flinke,“ svarede Mads og stak en finger ind mellem tremmerne i det tomme bur ved siden af sengen. „Ja. Præcis. Det er det, der er problemet.“ „Det er da bedre end at have forældre, der for eksempel tæsker løs på en eller er ligeglad med en.“ „Hvorfor kan man ikke bare have nogle helt almindelige forældre?“ sukkede hun. „Findes det?“ spurgte Mads. De lo. Indtil Mads pludselig med et hyl trak fingeren til sig. „Av, for satan! Hvad var det, der bed mig?“ Han kiggede på sin finger. En lille rød plet kunne lige anes helt ude på spidsen. Caroline lo. „Det er bare Nugito. Min lille hamster.“ „Jeg troede, buret var tomt.“ „Hvem har et tomt bur stående?“ spurgte Caroline og åbnede lågen. „Den ligger bare og putter sig i høet.“ „Nej, nej, stop!“ råbte Mads. „Du må ikke slippe det monster løs!“ Caroline lo og rakte armen ind, rodede rundt i høet og trak en lille brun gnaver frem. „Sig hej til Mads,“ sagde hun og aede Nugito over ryggen. „Hej, hej,“ sagde Mads overdrevent kunstigt. „Og så ind i sit lille bur igen.“ „Nej, hun skal lige have sin daglige motion.“ Der stod et hamsterhjul på skrivebordet. Caroline åbnede lågen, satte hamsteren ind, og straks begyndte den at bene af sted, som om den løb for livet. De sad og kiggede på den i tavshed et stykke tid. „Hvorfor gør den det der?“ mumlede Mads. „Den løber og løber og kommer ingen vegne.“ Caroline standsede hjulet og tog Nugito ud. „Er der ikke også mange mennesker, der gør det?“ Mads skulle lige til at grine, men måden hun sagde det på, gjorde det klart, at det ikke bare var en sjov bemærkning. „Jo,“ svarede han, selvom det ikke var noget, han nogensinde i hele sit liv havde tænkt før. „Jo, det er der da.“ Det måtte være alle dem, der gik i fitnesscentre, hun tænkte på. De sad der og cyklede, til de blev violette i hovederne. Latterligt! „Det er så mærkeligt at tænke på, at vi i Danmark er verdens lykkeligste folk, synes du ikke?“ sagde Caroline. „Er vi det?“ „Ja, det har Gitte da fortalt os. Kan du ikke huske det?“ Mads kløede sig på kinden. „Det tror jeg altså ikke, jeg har hørt.“ „Du skulle måske tage og hive de høretelefoner ud en gang imellem.“ „Måske,“ sagde Mads og nikkede. „Især i timerne,“ tilføjede Caroline og lo. Mads lo med. Han havde dem ikke på i timerne – ikke ret tit i hvert fald. Det småregnede, da han gik hjemad. Han var så forædt, at han havde ondt i maven. Den var helt udspilet og hård. Chokoladekagen havde været fantastisk – ligesom bollerne. Han stak høretelefonerne i ørerne og skruede godt op for hardstylemusikken. Han sukkede af mæthed og tilfredshed over at være sluppet væk. Caroline havde hele tiden villet snakke om alvorlige ting. Især om den elendige stil og om ‘verdens lykkeligste folk’, og om hvad der gjorde hende lykkelig. At gøre noget godt for andre var, hvad der gjorde hende lykkelig. Mads havde holdt masken. Nu behøvede han det ikke længere. Han skraldgrinede. Gøre noget godt for andre? Jo, det var da sikkert helt fint, men det blev man sgu da ikke lykkelig af. Det, han blev lykkelig af, var at gøre noget godt for sig selv, og med Alt kunne han skabe og forme sit eget liv, lige som han ville have det. Han kunne også sagtens gøre noget godt for andre. Det havde han da også tænkt sig … på et tidspunkt. Når han lige havde fået styr på sine egne ting først. Han skulle bare finde ud af, hvad folk gerne ville have. Han kunne jo også redde folk, hvis det skulle være. Fra ulykker og sådan. Han kunne stoppe krige, forhindre katastrofer, skaffe mad til de sultne, alt var muligt. Han vidste bare ikke ret meget om verden. USA’s præsident kendte han, men hvem ellers? Den kinesiske? Niks. Den russiske? Nul. Den tyske? Ikke engang. Hvor sultede folk lige nu? I Afrika? Helt sikkert. Men hvor i Afrika? Afrika var et stort land. Nej, ikke et land. Mange lande. Hvor mange af dem kendte han? Ægypten … øhm … Kenya … Sydafrika … Guatemala … Zulu… nej, Zu… Za … Zambuco – eller noget i den stil. Han rystede på hovedet. Fire, fem afrikanske lande. Det var, hvad han kunne komme i tanke om. Da han kom hjem, sad hans forældre ved hver sin computer og arbejdede. Han hilste kort på dem og gik så op til sin egen computer, hvor han googlede ‘Sult i verden’. Det første hit var ‘Næsten en milliard sulter i verden’. Han klikkede på linket og så billeder af fattige i Pakistan, der kæmpede om sække med mel. Han klikkede på næste link: ‘Hvor i verden er der mest sult?’ Afrika – som han havde ventet – havde de største problemer. Han sad og stirrede på et verdenskort, hvor lande med sult havde forskellige farver. Hvor skulle han begynde? Det var håbløst. Han kunne jo ikke bekæmpe et problem, som han ikke vidste noget om. Enten skulle han virkelig for alvor begynde at sætte sig ind i sulten, og hvem der forsøgte at bekæmpe den, eller også måtte han droppe det. Det samme med krige. Og forurening og sygdomme og alverdens andre ting. Han kunne ikke overskue det. Han klikkede planløst rundt på nettet og kom til et billede af en lille dreng, der stod og græd. Hans mave var udspilet, men ben og arme var sindssygt tynde. Mads kiggede væk, og ud ad øjenkrogen fik han lukket vinduet ned og slukket computeren. Han var ikke længere i humør til at rode med Alt. Han havde det heller ikke helt godt. En let kvalme sad i halsen på ham – eller var det chokoladekagen?


19

En knaldgod ide Mads kom for sent op, så han nåede ikke at få morgenmad eller børste tænder. Han skyndte sig ud ad døren med skoletasken på ryggen og nåede lige ind i klasseværelset, inden læreren kom. Det var Gitte. Hun så allerede utilfreds ud. Det måtte være tanken om at skulle have 7. A i dansk, der gjorde det. Mads fandt sin plads og bemærkede, at Caroline smilede til ham. Han smilede hurtigt tilbage og vendte sig om for at snakke med Lasse, der fortalte om det LAN, han havde holdt, og som var det fedeste, han endnu havde været med til. „Hallo, 7.A!“ gjaldede det med skærebrænderstemme gennem lokalet. „Så er weekenden slut!“ Gitte klappede i hænderne for at få ro. Det lykkedes, men tog lidt tid. „Og jeg har fået en knaldgod ide her i weekenden,“ fortsatte hun. „For ude ved den nye Egå engsø er der lavet en stenalderboplads med nogle overdækkede sovepladser, og jeg tænkte, at vi kunne prøve at bo derude en hel weekend. Bare for at prøve …“ en protesterende mumlen rejste sig fra klassen og blev højere og højere, „… bare for at prøve, hvordan det er ikke at have strøm, fjernsyn, mobiltelefoner, varme og mad lige ved hånden 24 timer i døgnet.“ „Det lyder røvsygt!“ råbte Lasse desperat. „Hun er bindegal,“ hviskede Mads til Steffen. „Det kunne da være meget sjovt at prøve,“ svarede Steffen. Mads stirrede forbløffet på sin sidekammerat. „Det kunne det da,“ mumlede Steffen. Mads rystede opgivende på hovedet. Resten af timen gik med at diskutere ideen, og da timen var gået, var det vedtaget ved afstemning, at hele klassen skulle på overlevelsestur en hel weekend engang i slutningen af september, inden nætterne blev for kolde. „Det er jo sygt!“ hvæsede Lasse. Han var helt bleg af raseri, eller måske var det af chok. „Enig,“ mumlede Mads. „Jeg hader sådan noget spejderpis.“ „Det er ikke det, der er problemet. Men hun siger, at vi ikke må have mobil eller iPod eller andet elektronik med. I to døgn!“ Lasse fægtede med armene i luften. „Det er jo uforsvarligt.“ „Og du har astma,“ sagde Mads. „Præcis. Uforsvarligt!“ gentog Lasse. „Det er bare, fordi I ikke kan undvære computerspil så længe,“ sagde Steffen. „Gu’ er det ej!“ udbrød Lasse. „Hvad nu hvis en af os bliver syg eller kommer til skade?“ „Det tager kun tyve minutter at cykle derud herfra. Det er jo ikke ligefrem ude i ødemarken.“ „Det er stadigvæk en sindssyg ide,“ mumlede Lasse og sparkede til en tom appelsinjuicebriket. Karloff stod inden for hørevidde, men blandede sig ikke. „Hun skal nok ændre beslutning,“ sagde Mads. „Hallo. Det er Gitte, du snakker om,“ udbrød Lasse. „Hun ændrer aldrig mening, når hun først har fået en eller anden tosset ide. Aldrig nogensinde.“ „Måske gør hun det den her gang,“ sagde Mads og stak høretelefonerne i ørerne, gik over til sin sædvanlige bænk og sad og kiggede på fodboldtosserne, der tonsede rundt efter en punkteret læderbold. Han følte sig helt rolig. Ikke som Lasse der var ved at gå i panik. Mads skulle nok sørge for, at Gitte ændrede mening. Det var det første, han ville ordne, når han kom hjem. „Hej,“ lød det pludselig gennem hardstylens dunken i hans ører. Det var Caroline, der i det samme satte sig ved siden af ham. Han trak høretelefonerne ud. „Hey.“ „Det var noget af en overraskelse, hva’?“ Mads var ikke sikker på, hvad hun mente. At hun satte sig her ved siden af ham eller … „Ja, Gittes forslag.“ „Forslag,“ mumlede Mads. „Det var mere en ordre.“ „Nej. Vi stemte da om det.“ Mads sagde ikke noget. Hvorfor diskutere noget som alligevel ikke ville blive til noget? „Hvad så med den der stil om teaterstykket?“ spurgte hun. „Ja. Hvad med den?“ „Hvornår skal vi kigge på den?“ „Der er jo lang tid til,“ mumlede Mads. „Vi kan lige så godt komme i gang,“ sagde Caroline. „Hvad med i dag?“ „I dag?“ Mads troede ikke sine egne ører. „Det tror jeg ikke, jeg kan.“ „Hvorfor ikke?“ „Fordi … det … jeg har ikke …“ Caroline lo. „Du bliver helt bleg.“ „Okay, okay.“ Mads slog ud med armene. „Vi kan gå hjem til mig efter skole.“ „Perfekt. Det gør vi.“ Hun rejste sig og gik. Mads stak sit pulsslag tilbage i ørerne og fik farve i kinderne igen. Det var skønt at sidde her og mærke hverdagen falde på plads. Det normale tage over. Dér stod Karloff, dér tonsede fodboldtosserne rundt, og dér kom Lasse. Han så ud til at have fået sin normale ansigtskulør igen. Han dumpede ned ved siden af Mads. „Nu skal du ikke tro, at jeg er ved at blive totalt,“ han stak en finger i panden og trykkede af, som om det var en pistol, „men jeg kom lige til at se lidt af tv-avisen i går, og de har fået en ny vært. Fuck, hun er nice.“ „Mener du Tina Johansen?“ Lasse klappede tænderne sammen med et tydeligt klak. „Shit! Du siger ikke, du har set tv-avis?“ „Nej, nej, er du rigtig klog! Det var bare min far, der var ved at se det, da jeg lige kom forbi.“ „Var det det der om den rocker, der gik amok med en pistol og bagefter kørte dødskørsel på sin motorcykel? Det var fuldstændig crazy! Han …“ „Stop!“ udbrød Mads og skubbede Lasse i brystet. „Jeg gider ikke at høre om det.“ „Slap dog af.“ Lasse skubbede igen. De sad lidt og skulede til hinanden. Så lyste Lasse op i et smil. „Men det var jo også hende der Tina Johansen, vi kom fra.“ „Nårh, ja.“


„Hun er nice.“ Mads nikkede, netop som det ringede ind, og resten af skoledagen slæbte sig af sted som en gamer på cykel.


20

Levende døde Endelig ringede det ud for sidste gang den dag. Klasselokalet blev tømt for elever hurtigere, end når der var brandøvelse. Langt hurtigere. Mads fik øjenkontakt med Caroline. Hun kom hen til ham. „Skal vi gå?“ Mads nikkede, pinligt berørt over at skulle følges med hende hjem. Bare der nu ikke var nogen, der troede, de var kærester. Han fik øje på Karloff, der stod og skulede efter dem. „Kom nu,“ sagde Caroline og trak Mads i armen. Lige inden de forsvandt bag nogle buske foran skolen, kastede Mads et hurtigt blik over skulderen og så, at Karloff stadig stod og kiggede efter dem med sine store hænder hængende slapt ned langs siderne. „Shit! Så du det? Karloff stod bare og stirrede på os.“ „Ja. Han er nok jaloux.“ „Jaloux?“ Hun nikkede. „Han har sendt mig et par sms’er.“ „Hvad mener du?“ „Han har bare spurgt, om vi skulle mødes og sådan.“ „Er han vild med dig?“ Caroline smilede. „Måske.“ Mads lo højt. „Karloff har også en blød side,“ sagde Caroline. „Bare så du ved det.“ „Selvfølgelig,“ nikkede Mads, men inderst inde tænkte han, at det fandeme var løgn. De fortsatte i tavshed og nåede hjem til Mads’ hus, hvor de gik direkte op på værelset for at arbejde. Caroline blev stående i døren og kiggede rundt i værelset. „Hvad er der sket her?“ Mads slog ud med armene. „Hvad mener du?“ „Der ser jo ud, som om der har været indbrud.“ „Jeg har da ellers ryddet op for nylig,“ sagde Mads, men lige idet ordene havde forladt hans mund, kunne han pludselig godt selv se det: nye tøjstykker rundt omkring på gulvet, krøllede papirark der lå og flød i hjørnerne, den gamle Nintendo Gamecube som han aldrig brugte mere, men som lå og flød under fjernsynet med alle ledninger ud over det hele, en tom plastikpose, en fyldt skraldespand der stod i et lille bjerg af forskelligt affald. Caroline gik hen til skrivebordet og samlede teaterfolderen op. Krøllet og mishandlet som den var. Hun holdt på den, som var den en død mus. Hun lod den falde. „Skal vi ikke lukke døren?“ spurgte hun. „Behøves ikke. Der er ikke nogen hjemme.“ „Hvad så når de kommer hjem?“ „De kommer ikke foreløbig. Du er gået længe inden.“ „Det er da ikke sikkert.“ „Bliver du her måske til klokken syv i aften?“ Carolines øjne blev store. „Kommer de ikke før?“ „Ikke om mandagen.“ „Hvad så med mad?“ Mads trak på skuldrene. „De har som regel et eller andet med hjem. Eller også tryller vi bare.“ „Tryller?“ Mads smilede. „Det kalder vi det, når der ikke er købt ind til noget, og vi bare spiser det, vi nu kan finde i køleskabet og fryseren.“ Caroline lignede en, der ikke kunne tro sine egne ører. „Nå, men …“ Mads slog ud med armene, „… skal vi se at komme i gang eller hvad?“ „Ja.“ Hun rejste sig. „Men jeg vil nu alligevel gerne have lukket døren.“ Hun lukkede den, og så gik de i gang med arbejdet. Caroline spurgte ham, hvad han havde fået ud af stykket. Ikke en skid, var svaret. Han måtte da kunne sige bare lidt om det. Nej. Ikke muligt. Alle hendes forsøg på at lirke noget fornuftigt ud af Mads gik galt, og til sidst gav hun op og fortalte, hvordan hun så det. Forklarede, at hun efter at have tænkt nærmere over det havde indset, at de to døde, en ung mand og en ung kvinde, slet ikke var døde rigtigt. Det skulle nærmere opfattes som en symbolsk død. Det var derfor, de stadig kunne sidde og spise sammen med deres forældre, selv efter at de havde været i dødsriget. „Så du mener ikke, at de døde i virkeligheden?“ sagde Mads. „Nej. De er bare døde indeni.“ Det overraskede ham. Han havde ikke et eneste sekund tvivlet på, at de virkelig var døde og var kommet til dødsriget. Ikke at han troede, at der fandtes et dødsrige. Når man døde, blev man gravet ned eller brændt, og så var den ikke længere, men det her var et teaterstykke, hvor alt kunne ske. Mads sukkede. Dybt. „Jeg fatter bjælde. De døde sgu da. De kørte galt. Vi så det jo. Man kan da ikke bare dø i et trafikuheld og så pludselig bum, så er det ikke sket alligevel. Det giver jo ingen mening.“ „Jo, hvis man ser det symbolske i det. De levede, men var som døde. Stykket handler om at være levende død.“ „Levende død,“ fnøs Mads. „Så skulle de fandeme have haft nogle zombier med. Det ved man da, hvad er.“ Caroline kiggede opgivende på ham. „Okay, okay, men hvad skal jeg så skrive?“ Han lod fingrene løbe hen over tastaturet og skrev: ‘Stykket er symbolsk. De døde var ikke rigtigt døde, men lod bare som om. SLUT.’ Caroline spruttede af grin. „Præcis. Du skal bare få det i midten til at fylde et par sider.“ „Jeg er så færdig,“ sukkede Mads.


21

Barnligt vrøvl Halvanden time senere var de færdige. „Fuck,“ sagde Mads og kastede sig udmattet på sengen. Caroline lo. „Det her havde jeg aldrig klaret selv. Tak for hjælpen, Caroline.“ „Det var så lidt. Du hjalp jo også mig på cykelturen.“ „Det her var langt mere anstrengende end at cykle ud til det teater og hjem igen,“ prustede Mads. Caroline lo. „Nu overdriver du vist.“ „Det synes jeg ikke. Nederen, at selv pudderdåserne cykler bedre, end jeg gør. De er så klamme. Hvordan kan de have råd til alt det sminke og alt det nye tøj? Får de ikke nyt tøj uafbrudt?“ Caroline nikkede. „Nogen siger, at de stjæler i butikkerne.“ Mads satte sig brat op på sengen. „Tror du, det passer?“ Hun trak på skuldrene. „Måske.“ De sad tavse et stykke tid. Mads forstod ikke, hvorfor hun ikke gik. De var jo færdige. „Mine forældre har ellers snakket meget om dig, siden du var med mig hjemme. De tror nærmest, vi skal giftes.“ „Hvad?“ hylede Mads, og hele kroppen gav et spjæt. „Jeg ved det,“ fortsatte hun. „Totalt latterligt.“ „Mon ikke.“ „Er din mor og far glade for deres arbejde?“ spurgte hun. „Det tror jeg da nok. De arbejder i hvert fald hele tiden. Også herhjemme.“ „Det må være skønt at have et arbejde, der også er ens hobby,“ sagde Caroline. „Jeg vil gerne være designer, men det synes mine forældre, er en dårlig ide. Det er det nok også, hvis man gerne vil være rig, men det vil jeg ikke.“ „Vil du ikke?“ „Jo, det er ikke sådan, at jeg ville sige nej tak, hvis nogen kom og tilbød det på en eller anden måde, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er at arbejde med noget, man godt kan lide. Noget der er spændende, og som udvikler sig.“ Mads ville nu gerne have et arbejde, der gjorde ham rig. „Hvis man hader sit arbejde, dør man indeni,“ mumlede Caroline. „Ligesom de levende døde i det teaterstykke vi så. Jeg kom til at tænke på min far. Han hader sit arbejde.“ „Han må da tjene ret godt,“ sagde Mads. Hun rystede på hovedet. „De arvede en masse penge fra min farfar og kunne købe huset for dem. Jeg ville ønske, at de var mere ligesom dine forældre, der har nogle spændende job med masser af muligheder, og hvor man hele tiden skal holde sig skarp og være aktiv for at få en endnu bedre stilling.“ Der blev stille mellem dem. Pinligt stille, syntes Mads. Så han sagde: „Hvis du nu kunne gøre noget for andre, altså hvis du ligesom kunne få folk til at gøre det, du ville have dem til, hvad ville du så gøre?“ Hun kigge på ham med et underligt udtryk i ansigtet. „Hvad er det for noget at fyre af? Det kan man jo ikke.“ „Nej, men hvis man nu kunne.“ „Så ville jeg …“ hun tænkte sig om. Længe. „Så ville jeg få min far til at …“ „Til hvad?“ Hun rystede på hovedet. „Ikke noget. Det er bare noget pjat. Hvad ville du gøre?“ „Mig?“ Mads slog ud med hænderne. „Det … det ved jeg ikke.“ „Du ville sikkert bare spekulere over, hvordan du kunne blive så rig som muligt, så hurtigt som muligt.“ „ Ha, ha, ja, det har du nok ret i.“ „Men det er jo bare noget barnligt vrøvl,“ sagde Caroline og rejste sig brat op fra sengen. Hun kiggede på uret. „Jeg må hjem nu. Fie skal luftes.“ „Okay,“ sagde Mads og rejste sig. Et kort sekund stod de meget tæt. Han kunne dufte hendes hår. „Vi ses.“ Hun nikkede, smilede og gik. Han fulgte hende til dørs og skyndte sig at lukke, da hun var helt ude.


22

Dårlig ide Da Mads sad på sit værelse igen, undrede han sig over, at han ikke straks havde fået den ide at bruge Alt til at skaffe sig en masse penge. Det var lige før, han var helt skuffet over sig selv. Men hvordan skulle han gøre det? Han kunne måske få en masse mennesker til bare at komme med penge til ham. Det ville ikke være så svært. Men hvad så når han slap styringen af dem? Så ville de vel komme susende og kræve alle penge tilbage. Måske kunne han få nogen til at begå et bankrøveri og få dem til at gemme pengene der, hvor han sagde, de skulle. Så kunne han lige så stille hente pengene og gemme dem et nyt sted, som kun han kendte. Det var en mulighed, men det ville jo nok også gøre ham kriminel, og det var han ikke så vild med. Det var også synd for dem i banken. Kunne det ikke gøres på en anden måde? En lovlig måde? Det måtte han lige tænke lidt nærmere over. I mellemtiden kunne han bruge Alt til så meget andet. Han spekulerede over, om han mon ville kunne bruge Alt til at gøre noget godt for Caroline. Han gik ind i spillet og valgte Erik Luxhøj, Carolines far. Mads så ham sidde i et kontorlandskab i en bank inde i midtbyen. Han sad og læste i en kæmpe stak papirer. Telefonen ringede. Det var åbenbart en utilfreds kunde. Carolines far måtte lægge øre til en ordentlig omgang skældud, der handlede om noget med dårlig bankrådgivning og huslån og renter og alt muligt andet, som Mads ikke fattede et klap af. Carolines far undskyldte flere gange og sagde, at han nok skulle gøre noget ved det og undersøge forskellige muligheder og så videre. Da han lagde røret på, var han en smule blegere og måtte løsne sit slips. Nogle af ikonerne i skærmens højre side blinkede orange, en enkelt rødt. Carolines far gav sig til at arbejde på computeren, samtidig med at telefonen ringede igen. Og sådan fortsatte det. Der var hele tiden nogen, der ringede, eller kolleger der kom med nye papirer eller nye e-mails, han skulle tage sig af, plus at han åbenbart skulle have læst en stak papirer, og det var tydeligt at se, at han var stresset. Det var der jo mange, der var nu om dage. Man skulle bare kigge rundt i det kontorlandskab, han sad i, for at finde de første ti. Men nogen klarede det ringere end andre. Erik Luxhøj lignede en, der var på grænsen af, hvad han kunne klare. Mads klikkede rundt i spillets menu for at se, hvad der var af muligheder. ‘Bliv forelsket’, var en af dem. Han smilede. Nej, det var ikke noget, han kunne bruge. Ikke lige i den her situation. Men måske i en anden? Hvor fedt, hvis han kunne gøre sin lærer Gitte forelsket i en eller anden bums, der levede på gaden. Hun var jo blevet skilt og var nu alene med to små børn. Mon ikke hun gerne ville finde sig en mand? Det troede Mads helt sikkert. En af drankerne nede fra midtbyen uden fortænder og med hule kinder. Han smilede ved tanken, men foreløbig måtte han koncentrere sig om Erik Luxhøj. ‘Sig op’ var en anden mulighed. Den valgte han. I samme øjeblik han havde valgt det, rejste Erik sig, rettede på sit slips og gik hen og bankede på en dør. Så gik han ind i et kontor, hvor der sad en kvinde omkring de halvtreds og arbejdede. Det måtte være Eriks chef. „Jeg siger op,“ sagde Erik uden nogen form for indledning. Kvinden gjorde store øjne. „Hvad?“ Han gentog. „Det kan du da ikke,“ sagde hun og rejste sig. „Du har jo arbejdet her i …“ „Tyve år,“ mumlede Erik. „Og det er lige præcis det, der er problemet. Jeg orker det ikke mere. Forstår du ikke det? Jeg har simpelthen fået nok.“ Og så vendte han rundt på hælene og marcherede ud af kontoret, gennem kontorlandskabet, ud i garderoben, hvor han tog sit tøj, og så var han ude ad døren. „Sådan!“ udbrød Mads og knyttede sin ene næve. Næste problem der skulle løses, var Gitte. Han fandt hende, dobbeltklikkede og zoomede ind på hende. Hun stod i køkkenet og var ved at lave mad, mens et par små børn kravlede rundt mellem hendes fødder. Mads højreklikkede på hende og fik valgmulighederne frem. Han klikkede på hendes kalender og så, at lejrturen til Egå engsø var plottet ind i en weekend i september. Den var markeret med en lille gul plet med stråler som en sol. ‘God ide’ stod der, når han holdt musen over den gule plet. Han højreklikkede på pletten og ændrede dens status til ‘dårlig ide’.


23

Overfald Da Ole og Eva kom hjem, var klokken så mange, at ingen af dem orkede at lave mad. De orkede ikke engang at trylle. „Pizza,“ stønnede Ole. „Kan vi for guds skyld ikke bare hente nogle pizzaer?“ „I orden med mig,“ skyndte Mads sig at sige. „Okay. Så gør vi det,“ sagde Eva. „Jeg ringer. Hvem henter?“ Ole pegede på Mads. „Ej, hvorfor er det mig?“ „Fordi jeg betaler,“ sagde Ole med et grin. Mads sukkede og lod sig falde ned i den dybe lænestol i stuen. „Okay. Så gør jeg det. Væk mig, når jeg skal gå.“ De andre satte sig i sofaen, og Ole tændte for fjernsynet. De kom ind i et interview med en bankdirektør. „Nej, ikke mere om finanskrisen,“ stønnede Eva. „Jeg orker det ikke.“ „Det er sgu da spændende,“ sagde Ole. „Og vigtigt. Hvis ikke bankerne fungerer, så fungerer samfundet ikke. Det er lige præcis det, finanskrisen har vist.“ Mads havde det som sin mor og stak fingrene i ørerne. Et kvarter senere gik han. Pizzeriaet lå kun fem minutters gang væk. Han fulgte cykelstien, der løb gennem to tunneller under Grenåvej – den mest trafikerede vej i Jylland. Det var mørkt og blæsende. Han var aldrig helt tryg ved de tunneller. Især ikke når det var mørkt. Der havde været eksempler på, at folk var blevet standset af unge bøller, der havde taget deres penge og mobiltelefon. Det var sket så sent som for en måned siden. Gerningsmændene var ikke blevet fundet. Mads kom godt igennem den første tunnel, men da han var halvvejs i den næste, og mens han gik og studerede graffitien på de grå betonvægge, trådte der pludselig en mørk skikkelse ind i tunnellen fra den ende, Mads var på vej imod. Mads’ skridt blev langsommere, og han overvejede straks, om han skulle vende om. Skikkelsen var stor. Hvem var det? En han kendte? Flere af tunnellens lys var blevet smadret, så det var svært at se noget tydeligt. Men da han blev klar over, at skikkelsen bar en hættetrøje, der var trukket godt hen over ansigtet, standsede han helt op. For sent. Skikkelsen satte i løb, og inden Mads nåede at vende om og komme op i fart, fik han en tackling bagfra, der sendte ham kurende hen ad asfalten. Han råbte om hjælp, men fik et så hårdt slag i maven, at han tabte al luft. „Penge!“ råbte røveren. „Jeg har ikke nogen,“ gispede Mads. Han fik en syngende lussing. „Okay, okay. Vent.“ Han gravede ned i sin lomme efter de to hundredkronesedler, han havde fået med. Idet røveren snuppede pengene gled hætten en smule til side, og Mads fik et kort glimt af et ansigt. „Karloff?“ mumlede han. „Hold kæft!“ knurrede skikkelsen og stak Mads en lussing mere. Så rejste han sig og forsvandt. Mads kom på benene. Det var kraftedeme Karloff. Han var lige blevet overfaldet af en fra sin egen klasse. Han kunne få Karloff sat i spjældet. Mads var rasende, samtidig med at han følte sig helt svag og afkræftet. Hans ben rystede, hans hænder rystede, han vaklede nærmest hjem, tumlede ind i entreen og fortalte, hvad der var sket. „Så du, hvem det var?“ spurgte Ole. Mads tøvede. Så rystede han på hovedet. De ringede til politiet. Betjenten forklarede, at de ikke havde tid til at komme ud til den slags småsager. Så kunne de jo ikke lave andet, som han sagde. „Pha!“ fnøs Ole og smed røret på. „Ikke lave andet. Nej, men det er sgu da også lige præcis sådan noget, de skal lave!“ „Skal vi tage derhen?“ spurgte Ole så. „Måske kan vi selv klare det. Hvis jeg får fingre i den lømmel, så skal jeg …“ „Nej,“ sagde Eva. „Selvfølgelig skal I ikke det.“ Mads stod også og rystede på hovedet. „Nå, men vores pizzaer står vel stadig og venter på os,“ sagde Ole. „Jeg kører op og henter dem.“ Mads var alt for rystet til at spise. Han tog kun et enkelt stykke. Så kunne han ikke mere. „Jeg går i seng,“ mumlede han. „Er du okay, Mads?“ spurgte Eva. „Ja, ja. Det går. Godnat.“ Han var virkelig træt. Men han havde kun lige fået trukket dynen over sig, da mobilen ringede. Han nåede ikke at se, hvem det var, men sagde bare: „Det er Mads.“ Det var stille et øjeblik. Så lød en skurrende stemme, der sagde: „Du holder bare din kæft med det her.“ Mads satte sig brat op i sengen. „Karloff?“ „Jeg smadrer dig, jeg smadrer din far, din mor, jeres bil, jeres hus, jeg smadrer alt omkring dig, hvis du stikker mig, er du med?“ Mads hev efter vejret. Det samme lød det til, at Karloff gjorde. Ingen af dem sagde noget. „Fatter du det?“ råbte Karloff. Det gav et sæt i Mads. „Ja,“ kvækkede han. Så blev forbindelsen afbrudt, og Mads lod sig falde tilbage på puden.


24

Lommepenge Næste dag i skolen begyndte Mads’ knæ at ryste igen, da han så Karloff i skolegården. Sådan var der sikkert mange, der havde det. Hvor mange mon Karloff havde røvet penge fra gennem tiderne? Mads bed sig i underlæben. Skulle man bare finde sig i det? Det var ikke rimeligt. Skulle han virkelig have en blød side, sådan som Caroline påstod? Niks. Den hoppede Mads ikke på. Karloff stod der midt i skolegården og kontrollerede sine omgivelser ved hjælp af frygt, og ingen turde gøre noget ved det. Ikke engang dem fra niende og slet ikke Ronny og Jeppe – to af dem man altid forsøgte at undgå. De kunne finde på hvad som helst. De var næsten værre end Karloff, men de krøb for ham. Vidste, at han var langt stærkere end dem. Karloff trængte i den grad til at komme ned med nakken. På den ene eller anden måde. Mads holdt sig indenfor i frikvartererne, men det var heller ikke uden problemer, for her regerede pigerne. Eller i hvert fald nogle af dem. Især Anna og Clara. Pudderdåserne. Det var næsten lige så vigtigt at undgå dem som Karloff. Mads holdt høretelefonerne i ørerne og fandt et hjørne at gemme sig i. Men så var det, at en af fodboldtosserne sparkede til en bold inde på gangen, og bolden ramte en af lamperne i loftet. Metalgitteret, der skulle beskytte lysstofrøret, faldt ned, lampen gik ud, og så blev de alle sammen sendt udenfor. Karloff fik straks øje på Mads, da han kom ud ad døren, og smilede hånligt. Så trak han en finger hen over sin strube og kneb øjnene sammen. I det samme ringede det ind. Mads vendte sig om og skyndte sig op i klassen, hvor Gitte startede med at sige, at turen til Egå engsø ikke blev til noget alligevel. „Yes!“ råbte nogle – især Lasse – andre spurgte hvorfor. „Fordi jeg ikke tror, det vil nytte noget alligevel. Man vil aldrig kunne opnå den der følelse af at være fattig, uden håb, uden en fremtid, bare ved at tage en weekend uden mobiler og fjernsyn. Det er en tåbelig ide.“ „Det er meget bedre at se nogle film om det,“ råbte Lasse. Gitte smilede. „Ja,“ svarede hun. „Det er det, vi må gøre. Er der nogen, der har set Slumdog Millionaire?“ Hele dagen holdt Mads sig på lang afstand af Karloff. Da det endelig ringede ud fra sidste time, var Karloff, der sad tættere på døren end Mads, hurtigt henne ved døren, så Mads valgte at tage sig god tid. Han var den sidste tilbage. Gitte stod og ventede på ham. „Har du forresten været oppe på kontoret med den der seddel?“ spurgte hun. „Øhm … nej. Ikke endnu. Mine forældre har haft lidt travlt, så det …“ „Hvis ikke du har afleveret den inden på fredag, så tropper jeg simpelthen op hjemme hos jer,“ sagde hun. „Det får du nok ikke så meget ud af,“ svarede Mads. Han lød mere rolig, end han følte sig. Bare tanken om at se Gitte hjemme i hans eget hus, gav ham kuldegysninger. „Mine forældre er ikke så meget hjemme.“ „Så må du give mig deres e-mail-adresser. Jeg vil i kontakt med dem.“ Mads trak på skuldrene, som om han da var ligeglad, og sjoskede ud ad døren. Hun lod ham slippe. Gangen lå øde hen. Mads havde ikke så travlt, for han var bange for turen hjem. Selvom den var kort, var der mange steder, hvor en stor skummel fyr i hættetrøje kunne gemme sig. Mads havde ondt i maven, da han løb over vejen ved skolen og forbi de første hække. Han var næsten nået hjem – kunne se huset længere fremme – da Karloff pludselig trådte frem fra en carport og stillede sig op lige foran Mads. Mads følte det, som om samtlige indvolde løsnede sig og faldt ned i bunden af maven med et hårdt bump. „Nå,“ sagde Karloff. „Er du kommet dig over det?“ „Hvad rager det dig?“ Karloff smilede og krydsede armene foran brystet. „Jeg tænkte på teaterstykket i fredags.“ „Rend mig,“ mumlede Mads. Smilet forsvandt fra Karloffs fjæs, og han trådte et skridt nærmere. „Glem nu ikke, hvem det er, du snakker med,“ knurrede han lavmælt og prikkede Mads i brystet med en hård finger, så Mads måtte træde et skridt baglæns. „Du skal bare være glad, for det der skete,“ fortsatte Karloff, „for det gav mig en god ide.“ „Hvad mener du?“ „Får du ikke lommepenge?“ Mads nikkede. „Hvor meget?“ „200 om måneden.“ „Dem giver du mig halvdelen af hver måned. Så slipper vi også for alt det der med overfald og sådan noget.“ „Hvad? Tror du, jeg er idiot?“ råbte Mads. „Tror du, jeg er?“ hvæsede Karloff og trådte nærmere igen. „Du er jo ikke rigtig …“ „Hvad?“ sagde Karloff. „Hvad er jeg ikke?“ „Ikke noget.“ Mads sank sammen. Ville bare væk. „ Godt,“ sagde Karloff. „Så har vi en aftale.“ Han trådte til side og lod Mads gå. Mads skyndte sig af sted med rygsækken hoppende på ryggen. Han kastede sig ind i huset, smed rygsækken fra sig, sparkede skoene af og skyndte sig op på værelset. Han var ikke bange. Han var hvidglødende. Af raseri. Nu skulle han fandeme vise ham Karloff, hvem det var, der bestemte her. Han tændte for computeren og gik ind i Alt.


25

Himlens rotter Zoom. Karloff stod bag ved Shelltanken sammen med to andre fyre. Det var Ronny og Jeppe fra niende. De var under mistanke for at trykke på knappen til skolens brandalarm af og til og i forvirringen benytte sig af lejligheden til at hugge mobiler, penge, og hvad de nu ellers kunne få fat i. De var bare aldrig blevet snuppet på fersk gerning. Ronny og Jeppe stod og lænede sig op ad deres scootere, mens de røg. De lo højt, og Ronny knipsede sit cigaretskod ud i mørket. Så kløede han sig på sit maskinklippede hoved – håret var kun få millimeter langt – og daskede Jeppe på skulderen. Mads klikkede på Jeppe. Det skete der ikke noget ved. Men da han dobbeltklikkede på ham, sprang han ind i ham – og kunne styre ham. Hvor fedt. Han behøvede altså ikke gå tilbage til hovedmenuen, hver gang han ville skifte spilfigur. Han dobbeltklikkede på Ronny og fik ham til at sparke så hårdt til tankstationens mur, at han hylede højt af smerte. De andre lo, og Jeppe spurgte, hvorfor fanden han havde gjort det. „Fordi jeg kan,“ svarede han og så ud, som om han ikke længere havde smerter, men det kunne Mads se på en af de små ikoner i kanten af skærmen, at han havde. „Hey! Se den der.“ Jeppe pegede på en due, der var dukket frem fra en busk. „Den er syg.“ Han gik hen mod den, men den hoppede væk. „Kom så, kom så,“ sagde han og satte sig på hug og lod, som om han havde noget brød i hånden. Den hoppede nærmere. Det så ud, som om der var noget i vejen med dens ene vinge. I samme øjeblik det gik op for den, at der ikke var brødkrummer i hånden, kastede Jeppe sig over den. „Ha, ha! Se lige.“ Han løftede den op over sit hoved. Den baskede med vingerne. „Lad den være,“ råbte Karloff, men inden han nåede at sige mere, havde Jeppe vredet halsen om på duen. „Hvorfor fanden gjorde du det, din idiot!“ råbte Karloff, mens Ronny bare stod og grinede. „Slap af, mand. Den var jo syg.“ Jeppe smed den døde fugl ind mellem buskene. „Idiot!“ mumlede Karloff. „Hvad sker der?“ sagde Jeppe. „Er du bare pludselig blevet totalt dyreven, eller hvad? Det var bare en fucking fugl, mand.“ Mads dobbeltklikkede på Karloff og styrede ham helt hen foran Jeppe. Jeppe og bjerget. En lille hurtig slåskamp kunne være en mulighed. Karloff var langt større og meget stærkere end Jeppe, men Mads kunne få Karloff til at tabe slåskampen. Det ville ikke være godt for hans ry. „Okay, okay. Så undskyld da,“ sagde Jeppe og krøb væk som en kuet hund. „Duer er himlens rotter,“ sagde Ronny. Karloff tog et skridt hen mod Ronny. Han trak sig også væk. Sådan et par kujoner, tænkte Mads. De er så fandens store på den over for alle andre, men når de møder overmagten, så kryber de. Mads hadede dem. Dem alle tre. Men især Karloff. Og han mærkede hadet og raseriet fra tidligere flamme op i sig igen. Han styrede Karloff rundt om tanken, forbi benzinstanderne og busstoppestedet og ud på cykelstien. Bilerne drønede forbi på vejen, mindre end to meter væk. To lange skridt mere og Karloff ville pludselig hænge fem meter oppe i luften, ledeløs som en dukke, død, allerede inden han klaskede ned på den hårde asfalt ti eller tyve meter væk. Mads’ tænder skurede mod hinanden. Han svedte, hænderne rystede. Bare et skridt mere. Karloff stod med skospidserne ude over kantstenen. Et skridt mere. Kom så! Mads kastede sig bagover. Kunne ikke. Det ville være overlagt mord. Ingen ville nogensinde kunne opdage, at det var Mads, der var den skyldige, men Mads ville vide det. Og han kunne ikke få sig selv til det. Han havde gjort den slags tusindvis af gange i computerspil, men det her var virkeligt. Han fik Karloff til at vende om og gå tilbage til de to andre. Med et hårdt skub fik han Jeppe, der sad på sin scooter, til at ryge på jorden, satte sig til rette på scooteren, startede og kørte væk. Mads havde fuld kontrol, men vidste ikke, hvad han skulle finde på. Hvordan kunne han ramme Karloff, så det gjorde allermest ondt? Han måtte have et blødt punkt. Et eller andet som betød mere for ham end alt muligt andet. På den anden side … det var Karloff. Han kunne ikke være bygget som alle andre. Hans hjerte måtte være lavet af jern. Af gammelt skrot. Mads smilede. Kunne se sådan et rustent hjerte for sig. Og fik i det samme en ide. Han styrede Karloff og scooteren ud ad Grenåvej og ned ad bakken til jernbanesporet. Han kørte til højre på jernbanen, indtil scooteren ikke kunne ses fra vejen. Så standsede han, steg af, satte scooteren på støttefoden og gik. Han var nået halvvejs op ad bakken på Grenåvej, da han hørte bommene gå ned. Han vendte sig og ventede, indtil han så en scooter komme flyvende gennem luften og hørte togets bremser hvine. Mads lo. Jeppe ville helt sikkert forlange, at Karloff erstattede den scooter. Hvad ville Karloff mon gøre ved det? Mads forlod Karloff og gik ned i køkkenet for at finde noget lækkert at spise. Der var ikke det store, så han smurte fire kiks med smør og et stykke pålægschokolade, som han allerede havde spist, inden han nåede op på værelset igen. Han klikkede på Karloff, der i mellemtiden var nået hjem. Han var lige på vej ind på sit værelse. Mads så, at der hang gamle filmplakater på væggene, og de reklamerede alle for den samme film: Frankenstein. Et uhyggeligt hoved dominerede alle plakaterne. Det var monsteret i filmen. Frankensteins monster. Ikke så underligt, at han blev kaldt Karloff. Mads blev meget overrasket over at opdage, at Karloff havde et fuglebur på sit værelse, og i buret sad en hvid papegøjelignende fugl. Det første Karloff gjorde, var at gå hen til buret og lukke fuglen ud. Den sprang op på hans finger og spadserede videre op ad hans arm, til den sad på skulderen. Karloff lavede trutmund til den, og den stak sit næb hen til læberne, så det så ud, som om de gav hinanden et kys. Mads måbede. Så havde Caroline fandeme haft ret alligevel. Karloff havde en blød side. „Det var godt, Tulle,“ sagde Karloff. „Dygtig Tulle,“ sagde fuglen med en sjov skurrende stemme. Mads kunne ikke lade være med at grine. Havde Karloff virkelig et kæledyr? Hvem skulle have troet det? Nu satte han den over på en pind, der stod på en stor træfod på skrivebordet. „Nu kommer flyvemaskinerne,“ sagde Karloff. Fuglen sagde som et jetfly. Præcis som et jetfly. „Pas på bomberne,“ råbte Karloff. „Boom,“ skræppede Tulle og dukkede hovedet. „Men der skete ikke noget,“ fortsatte Karloff. „Pyyyh,“ sagde Tulle og rettede sig op. Mads lo. Det var lige til YouTube det der. Det ville give en million views. Mindst. Karloff måtte have trænet det med Tulle rigtig mange gange. Tænk, at han havde tålmodighed til den slags. Karloff tog fuglen i hænderne og kløede den på halsen under næbbet. Fuglen lukkede øjnene halvt i og gnubbede sig mod fingeren. Den pustede fjerdragten op. Det var ren nydelse. Karloff sad og legede med fuglen i mere end en halv time, og han lod den sidde på pinden, da Mads pludselig fik ham til at gå hen og åbne vinduet. Helt op. I det samme flaksede et eller andet hvidt forbi. Karloff vendte sig om. Pinden var tom. Fuglen fløjet. Han vendte sig mod vinduet, kravlede næsten helt ud af det og skreg: „Neeeej!“, så højt han kunne. Råbet forsvandt i natten. Ligesom den hvide baskende prik, der hurtigt blev mindre.


26

Enten eller Karloff lignede ikke sig selv. Alle kunne se det, men kun Mads vidste hvorfor. Karloff havde mistet den aura af usårlighed, som han altid havde haft over sig. Hans skuldre hang. Hans ansigt lignede en livløs gummimaske. Han stod ikke længere og scannede sine omgivelser i frikvartererne, og han uddelte ingen lammere. Mads godtede sig. Så let var det at knække en tyran. En skide forbryder. Det behøvede han ikke at have dårlig samvittighed over. Det var ikke engang ulovligt, det han havde gjort. Han kiggede på fodboldtosserne. Steffen fra klassen var skolens bedste spiller. Ingen tvivl om det. Han var fast mand på førsteholdet nede i fodboldklubben, og han scorede altid mange mål. Mere end et i hver kamp – i gennemsnit. Der var snak om, at han snart måtte skifte til den store superligaklub inde i byen, hvis han en dag skulle blive professionel. Tænk, at kunne leve af sin hobby – og oven i købet få sindssygt mange penge for det. Det ville svare til, at Mads kunne leve af at spille computerspil. Det var faktisk muligt nu om dage. Der fandtes ligaer og turneringer og stævner med rigtige pengepræmier. Mads havde dog aldrig prøvet at melde sig til den slags, det havde han slet ikke selvtillid nok til, og desuden manglede han også et hold. Han var engang blevet spurgt af et Counter-Strike-hold, om han ville spille for dem, og det havde han sagt ja til, men det viste sig hurtigt, at de var alt for dårlige, så han droppede dem ret hurtigt igen. Der var alt for mange meget bedre Counter-Strikespillere end ham ude i den store verden. Han ville aldrig blive så god, at han ville kunne leve af det. Det havde han indset for længst. Det var og blev en hobby. Men for Steffen var fodbold allerede alvor. Det kunne man se, af den måde han spillede på. Selv i skolegården frygtede de andre hans tacklinger. „Det er enten eller,“ sagde han altid, hvis nogen brokkede sig over, at han spillede for hårdt. „Sådan er fodbold.“ Mads sad ved siden af Steffen for tiden. De sad ved tomandsborde og havde lige fået nye sidekammerater for et par uger siden. Derfor var de begyndt at være lidt mere sammen. Ikke i frikvartererne, men i fritiden. Steffen havde nemlig givet Mads en piratkopi af det nyeste Fifa-fodboldspil, og Mads var hurtigt blevet god til det. Næsten lige så god som Steffen. De udkæmpede nogle drabelige kampe på Steffens X-box, og den eneste grund til, at Mads ikke for længst var blevet bedre end Steffen, var, at han spillede på pc derhjemme, og derfor ikke var helt så vant til X-boxens måde at styre på. Han havde en aftale med Steffen om at gå med ham hjem efter skole. „Så du mit sidste mål?“ spurgte Steffen, da det ringede ind, og alle myldrede indenfor. „Nej,“ svarede Mads. „Så gik du glip af noget. Men bare vent, til vi kommer hjem til mig. Så skal jeg vise dig de sygeste mål. Jeg er efterhånden blevet pissegod til at lave saksespark i Fifa.“ De tumlede ind i klasseværelset og satte sig ned. Gitte stod allerede klar ved katederet. Det tog dem ti minutter at cykle hjem til Steffen fra skolen. „Har du fået at vide … om du er udtaget til talentholdet … inde i AGF?“ prustede Mads, mens de cyklede af sted. Han måtte virkelig træde til for at følge med. Godt der ikke var så langt. „Ikke endnu,“ mumlede Steffen. „Men jeg tror snart, at træneren ringer. Vintertræningen begynder lige om lidt, så det er et godt tidspunkt at få de nye talenter med.“ „Du kommer helt sikkert med,“ sagde Mads. Steffen smilede skævt. „Det siger alle.“ „Jamen, det gør du da. Tror du ikke selv på det?“ „Joh.“ Steffen boede i et rækkehus. Mads var altid en smule usikker på, præcis hvilket et af husene det var, men Steffen var selvfølgelig ikke i tvivl, og de stillede cyklerne op ad carporten, skyndte sig indenfor, smed taskerne og sad få minutter efter klar med hver sin controller i hænderne. Kampen kunne begynde. Det var en god og jævnbyrdig kamp. Mads kom foran 1-0, men lige før halvleg scorede Steffen to mål. Mål nummer to var netop et smukt saksespark, og Steffen sprang op og fejrede scoringen med en sejrsdans, ligesom man altid så de rigtige fodboldspillere gøre det. I det samme ringede hans mobil. „Hemmeligt nummer,“ mumlede han og trykkede på den grønne knap. „Det er Steffen.“ Mads gav sig til at kigge på replayet af målet. „Ja, hej,“ sagde Steffen og så pludselig meget alvorlig ud. „Nej, nej, det er helt fint.“ Mads så Steffen blive helt bleg. „Nå,“ sagde Steffen. „Nej … selvfølgelig … ja … det forstår jeg godt … ja … ja … farvel.“ Han lod mobilen synke, som om den pludselig vejede et ton. „Det var fra AGF,“ mumlede han. „Jeg kommer ikke med til vintertræningen.“ „Hva’!“ „Han sagde, at jeg var tæt på, men at jeg nok ville have godt af at vente til næste år.“ „Øv,“ sagde Mads, „men så …“ „Pis!“ råbte Steffen pludselig og stampede hårdt i gulvet. På skrivebordet stod en række plastikfigurer af kendte fodboldspillere. Han fik fat i en af dem og kylede den ind mod væggen, så hovedet røg til den ene side og kroppen til den anden. Så faldt han om på sengen og borede ansigtet ned i dynen, mens han hamrede sine knytnæver ned i madrassen og råbte: „Nej, nej, nej!“ Mads rejste sig og ville sige et eller andet trøstende, men så fik han øje på den store plakat af Christiano Ronaldo, der hang over sengen. Ved siden af den hang en plakat af Messi, en af Rooney og en af Pele. Man kunne ikke se tapetet noget sted. Der fandtes ikke en eneste genstand i værelset, som ikke havde et eller andet med fodbold at gøre. Mads blev stående midt på gulvet og kiggede på Steffen, der lå og rystede over hele kroppen. Græd han? Det var ikke til at sige på grund af dynen – med Manchester United-betræk – der holdt alle lyde inde. Så bakkede Mads ud ad døren, gik nedenunder, tog sin taske og jakke og cyklede hjemad.


27

Smukke piger Mads skød genvej gennem parken og fik øje på et par piger, der sad på en bænk lidt længere fremme. Stien førte ham lige forbi dem. Det var Anna og Clara. Hvad var det, de lavede? Sad de og skiftede tøj? Midt i en offentlig park? Han kørte langsomt hen mod dem og var helt sikker på, at i hvert fald Anna så ham, men hun reagerede overhovedet ikke. Han standsede, da han nåede ud for dem, og smilede. De ignorerede ham totalt. Havde de byttet bluser? Mads kunne ikke huske, hvem der havde haft hvad på i skolen. Den slags lagde han ikke mærke til. „Hej,“ sagde han. Ingen af dem reagerede. „Nej, den klæder dig godt,“ sagde Anna og rettede lidt på den bluse, Clara nu havde fået på. „Ser jeg ikke lidt for tyk ud i den?“ „Nej, slet ikke. Den sidder så godt på dig, og det blå glimmer på brystet passer lige til dine ørenringe.“ „Ja, det var også det, jeg tænkte.“ „Øh, hej,“ sagde Mads igen. Kunne de ikke se ham eller hvad? „Hvad laver I?“ „Hov, Mads, hvad står du der og glor for?“ Det var Clara, der åbenbart pludselig blev opmærksom på, at han stod lige foran dem. Anna vendte ryggen til, men Mads kunne godt se, at hun havde travlt med at proppe et par bluser ned i en plastikpose. „Jeg er bare på vej hjem.“ „Okay, jamen … så bare kør videre, ikke?“ Anna vendte sig om og fnisede. „Eller står du og lurer på os?“ sagde Clara. Anna spruttede af grin. „Er du sådan en, der lurer på de smukke piger?“ fortsatte Clara. „Nej,“ udbrød Mads og mærkede en varme stige op i sine kinder. Han forsøgte desperat at finde på noget smart eller sjovt at sige, men kunne ikke. „Hold nu op,“ sagde Anna og skubbede til sin veninde. „Mads er god nok. Er du ikke også, Mads?“ „Jo,“ skyndte han sig at sige, mens han nikkede. „Vi ses i morgen,“ sagde hun og blinkede til ham. Han mærkede, hvordan endnu mere varme skød sig op fra kroppens dyb, så han mumlede bare et eller andet, sprang på sin cykel og skyndte sig hjem. Der var stille i huset. Måske han alligevel skulle ønske sig en hund. Det var noget, de havde snakket om før. Det var hans mors ide. Indtil nu havde Mads ikke gidet det, for han vidste godt, hvem der kom til at lufte den hver dag, men på den anden side kunne det også være meget rart, at der altid var en hund at komme hjem til. En hund der altid blev glad for at se en. Som logrede og slikkede en i ansigtet. Som dansede rundt af glæde, bare fordi man kom hjem. Tænk engang. Bare fordi man kom hjem. Mads kom til at smile. Men smilet stivnede, da han kom i tanke om, at han skulle have sine forældre til at skrive under på den seddel fra skolen. Han gik op på sit værelse og fandt sedlen frem – krøllet og stiv som den var. Pyt med det. Han lagde den henne ved døren, så han huskede at få den med, når han gik nedenunder næste gang. Så tændte han computeren og gik ind i Alt. Han valgte Steffen som spilfigur, og få sekunder senere zoomede han ned i det rigtige hus og ind i Steffens værelse, hvor Steffen stadig lå ubevægelig på sengen. Et øjeblik troede Mads, at han var død, men så klikkede han på fjernsynet, og det fik Steffen til at rejse sig og tænde fjernsynet. Men han så ikke godt ud. Hans øjne var helt røde, og håret strittede totalt morgenhårsagtigt. Han smed sig på sengen igen, men så ud til at følge med i den film, der kørte på fjernsynet. Mads valgte Caroline. Zoom. Caroline gik tur med Fie. Han valgte Karloff. Zoom. Karloff sad og stirrede på et tomt fuglebur. Mads fik pludselig en god ide og tastede sin dansklærers navn ind i søgefeltet. Det gav kun tre resultater, men han vidste, hvor hun boede, så via deres adresser kunne han straks vælge den rigtige. Han mærkede hjertet banke ekstra hårdt, da han klikkede på hende. Zoom. Der var hun. Hun sad på lærerværelset og læste i nogle papirer, og Mads kunne se en masse af de andre lærere rundt omkring. Der stod Bigum og snakkede med inspektøren. Det var for frygteligt. Værre end en gyserfilm. Så mange lærere samlet på et sted. Han skyndte sig at lukke spillet og gik ind i Counter-Strike i stedet for. Var ikke i humør til at beskæftige sig mere med sine klassekammerater og deres problemer.


28

Sedlen „Her,“ sagde Mads og smed sedlen på bordet foran sin mor. Hun sad på sit kontor og arbejdede ved computeren. Det var det tidspunkt, som Mads havde udset til at være det bedste til at vise Eva eller Ole sedlen. Mens de arbejdede. Så var de aldrig helt til stede. Det var som regel også på det tidspunkt, man fik mest ud af at spørge, om man kunne få nogle penge. „Hvad er det?“ spurgte hun uden at kigge på sedlen. Hun forsøgte at koncentrere sig om et eller andet på skærmen. „En seddel fra skolen. Dig eller far skal bare lige skrive under.“ „Hvorfor?“ „Det er Gitte, der …“ Mads havde forberedt alle mulige søforklaringer, men nu hvor det var alvor, kunne han ikke huske en eneste af dem, og inden han nåede at sige mere, havde hans mor hurtigt læst, hvad der stod på sedlen. „Hun skriver, at du ikke følger med i timerne?“ Hun kiggede op på sin søn med et udtryk af stor overraskelse. „Jeg troede ellers, det gik så godt i skolen.“ „Det gør det også. Det er bare Gitte, der …“ „Jamen, der må da være noget om det, siden hun ligefrem giver dig seddel med hjem.“ „Nej. Det er Gitte, der er fuldstændig … kønsracistisk.“ „Kønsracistisk?“ „Ja. Hun hader bare alle drengene, mens pigerne ikke kan gøre noget som helst forkert. Alle drengene har fået sådan en seddel med hjem.“ Det var en af de forklaringer, han havde udtænkt. „Der er virkelig ikke noget at hidse sig op over.“ „Jeg hidser mig ikke op, jeg synes bare …“ „Skriv nu bare under, mor.“ Hun rakte ud efter en kuglepen, da der i det samme kom en lyd fra computeren. Der var kommet en e-mail. Hånden blev hængende over kuglepennen, mens hun kiggede på skærmen. Pludselig helt opslugt. „Eva?“ sagde Mads. „Hva’?“ Hun kiggede på ham. Smilede i et kort glimt. „Vi må lige snakke lidt mere om det, når far kommer hjem.“ Så rakte hun sedlen til ham. „Ikke?“ „Kan du ikke bare lige …“ „Ikke nu, Mads. Jeg har ærlig talt lidt travlt.“ „Okay,“ sukkede Mads og gik op til sig selv. Fandens også. Det havde været så tæt på. Ole gik noget mere op i det med skolen, end Eva gjorde. Mads forudså problemer. Det kunne let gå hen og blive en virkelig træls aften. Det eneste, der kunne redde ham, var sådan set, hvis hans far kom hjem og var alt for træt til at snakke om det. Mads knipsede med fingrene. Hvad nu hvis han kunne sørge for, at Ole ville komme træt hjem?


29

Et lille bitte uskyldigt biluheld Zoom. Ole sad i bilen og var ved at bakke ud fra en bås på parkeringspladsen foran hospitalet. Mads måtte handle hurtigt. Han fik Ole til at bakke den lige ind i en anden bil, der kom kørende forbi. Ole sprang ud, og det samme gjorde den anden chauffør, som var en lille spinkel kvinde med langt lyst hår. Mads gjorde ikke mere. Fulgte bare med i, hvad der skete, og lod Ole styre sig selv. Kvinden begyndte at græde. Ole forsøgte at trøste og sagde, at han selvfølgelig påtog sig hele skylden, det var jo ham, der ikke havde set sig ordentligt for. Han anede virkelig ikke, hvordan det kunne ske. Kvindens bil var kommet værst til skade. Dens forskærm var blevet bøjet så meget, at den gik imod hjulet, så bilen ikke kunne køre. Ole forsøgte af alle kræfter at rette skærmen ud, men kunne ikke. Der kom andre til, som forsøgte at hjælpe, men der var ikke noget at gøre. De måtte ringe til Falck, så de kunne køre bilen på værksted. Ole tilbød kvinden at køre hende hjem. Det sagde hun ja tak til. Mads smilede. Nu måtte han så bare vente på, at hans far kom træt hjem, så han kunne få den underskrift. Alt var gået, som han havde håbet. Så let det dog var at ændre på folks liv. Mads kiggede på uret i computerskærmens øverste højre hjørne. Klokken var allerede halv otte. Ole ville nok først være hjemme om en tre kvarters tid. Træt og sulten og temmelig sikkert ikke interesseret i at kaste sig ud i lange diskussioner om sin søns skolegang. Eva og Mads spiste rugbrødsmadder. Klokken var blevet otte. „Hvor bliver han dog af?“ sukkede Eva og forsøgte endnu en gang at ringe til Oles mobil, men den var fortsat slukket. „Bare der ikke er sket noget.“ Mads sagde ingenting. Spiste bare sine rugbrødsmadder. Men da klokken var blevet ni, og de stadig ikke havde hørt fra Ole, begyndte Mads også at blive bekymret, så han gik ind i Alt og klikkede på sin fars navn. Zoom. Ole var på vej ud til bilen. Han gik på en havegang foran et hvidt hus. Var det mon den lyshårede kvindes hus? Mads kiggede på uret. Ole måtte have været der i mindst en time. Ole satte sig ind i bilen og kørte. Mads zoomede ud for at få et overblik over, hvor han var. Kvinden boede åbenbart i en mindre by syd for Århus. Det ville mindst tage en halv time, før Ole kom hjem. Mads zoomede helt tæt på sin far igen, der i det samme tog sin mobil og tastede et nummer. Mads hørte telefonen nede i stuen ringe. Da Ole kom hjem, var han ganske rigtigt træt. Han fortalte historien om uheldet, fik lidt at spise og viste bagefter de andre bulen i bilen. Der var ikke gået hul på lakken, så der var ikke fare for rust. Foreløbig kunne de godt leve med den lille skramme, sagde han. Mens Eva lige var på toilettet, slog Mads til og smed sedlen på bordet. Ole kiggede på den, spurgte, hvad det var, Mads gentog sin forklaring om, at det var Gitte, som var helt umulig for tiden og havde givet alle drengene sådan en seddel med hjem. Ole havde aldrig været helt tilfreds med Gitte. Han havde haft et mindre skænderi med hende engang. Mads huskede ikke om hvad. Det var også ligegyldigt nu. Hovedsagen var, at Ole ikke satte spørgsmålstegn ved Mads’ forklaring. „Hun er sgu …“ mumlede Ole og rystede på hovedet. „Præcis,“ nikkede Mads. Ole brummede og skrev under. Eva havde sikkert allerede glemt alt om den seddel, og Mads så ikke nogen grund til at inddrage hende i det en gang til. Han stak sedlen i skoletasken og gik i seng med et problem mindre at tænke på. Alt sammen på grund af et lille bitte uskyldigt biluheld.


30

Noget utroligt Mads afleverede sedlen på kontoret næste dag og smilede selvsikkert til Gitte, da de havde dansk i første time. Hun bemærkede det vist ikke, men Mads havde også længe haft en ide om, at hun havde en eller anden form for filter for øjnene, der gjorde, at hun ikke kunne se drengene, medmindre de lavede ballade. Undtagen Asger selvfølgelig – den ene af trutmundene. Ham kunne hun ikke undgå at se. Han sad helt oppe foran hende og så ud, som om han konstant forsøgte at prikke hendes øjne ud med den strittende pegefinger, han måtte være født med. Steffen kom ikke i skole. Mads så ham for sig liggende grædende på sengen. Ved næste bord sad Caroline. Hun fulgte med i, hvad Gitte sagde. Mads lod blikket glide videre til Karloff. Bred og mægtig sad han der og trak vejret tungt. Ingen af dem var glade. De havde hver deres problemer at slås med. Kun Mads var i stand til at gøre noget ved det. Caroline kom hen til ham i et af frikvartererne og satte sig ned. Hendes mund bevægede sig. Han tog høretelefonerne ud. „Der er sket noget utroligt,“ gentog hun. „Lad mig gætte,“ sagde Mads. „Har din far sagt op?“ Hun gjorde store øjne. „Hvordan kunne du vide det?“ „Det gjorde jeg da heller ikke. Jeg gættede bare.“ „Jo, men hvordan kunne du overhovedet finde på at gætte på det?“ „Det var bare noget, jeg kunne fornemme, da jeg var hjemme hos dig. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad det var. Det han sagde, fik mig bare til at tænke på det.“ Caroline kiggede på Mads, som om hun så ham for første gang. „Du er mærkelig,“ sagde hun. „Tak.“ „Måske er du slet ikke så hjernelam, som alle går og siger.“ Mads rettede sig op. „Hvem siger det?“ Hun smilede. „Det siger de fleste da. Helt ærligt, hvad havde du regnet med? Du sidder bare her i alle frikvartererne med de der høretelefoner i ørerne og stener til det sygeste hardstyle musik. Du siger aldrig noget i timerne. Det eneste du lever for, er computerspil. Helt ærligt. Det er da ikke særlig fedt.“ Mads sagde ikke noget. Stak bare høretelefonerne i ørerne igen. „Nej, vent lidt.“ Caroline trak i de hvide ledninger. „Det var ikke sådan ment. Undskyld.“ „Det er cool,“ mumlede Mads. Hun rejste sig og gik. Mads tænkte på, hvorfor han overhovedet havde overvejet at hjælpe hende. Folk måtte fandeme klare deres egne problemer. Det ringede ind, og eleverne begyndte at sive hen mod dørene, som vand der suges mod afløbet i et badekar. Kun Karloff blev stående, midt i skolegården, og kiggede op mod den grå himmel.


31

Et såret dyr Mads sms’ede til Steffen i matematiktimen. Der kom ikke noget svar. „Hvad laver du?“ lød det pludselig fra Bigum. Matematiklæreren. Han stod lige ved siden af Mads. Mads fik et chok og lettede næsten fra stolen. „Ikke noget.“ „Kom med den mobil,“ sagde Bigum og rakte hånden frem. Mads gjorde, som han fik besked på. Bigum gik op til katederet og lagde den i skuffen. „Du kan hente den på kontoret efter sidste time i dag.“ Mads sukkede. To gange på kontoret på samme dag. Ikke godt. Ikke spor godt. Han måtte sidde og vente på, at inspektøren blev ledig. Han kunne høre ham snakke gennem døren. Lidt efter kom Viggo, skolens pedel ud. Han nikkede kort til sekretæren, der sad og skrev på computer, og forsvandt ud ad døren. Så stak inspektøren hovedet ud og gik hen til sekretæren. „Viggo har lige sagt op,“ sukkede han opgivende. „Hvad?“ Sekretæren kiggede op med store øjne. „Hvorfor?“ „Han har fået tilbudt et andet pedeljob.“ „Det var da frygteligt. Han har været her i så mange år.“ Inspektøren nikkede. „Nu skal vi til at annoncere efter en ny. Jeg orker ik…“ Inspektøren fik øje på Mads. „Dig igen?“ sagde han. „Tjah,“ sagde Mads og slog opgivende ud med armene. „Hvad er der nu?“ „Jeg skal hente min mobil.“ Inspektøren rystede på hovedet og pegede på sin dør. Mads gik ind og satte sig i den alt for velkendte stol foran skrivebordet. Inspektøren sænkede sig ned i den større, mere behagelige, stol på den anden side af skrivebordet. Forsigtigt, som når man sænker sig ned i et badekar fyldt med lidt for varmt vand. Inspektøren pustede tungt ud en enkelt gang og kom så med en tale om, hvor vigtigt det var at passe sin skolegang og følge med i timerne. Den sædvanlige smøre som man også kunne få fra forældrene når som helst. Det var som at trykke på en knap. Mads nikkede og sagde ja og nej på alle de rigtige tidspunkter og slap endelig ud af kontoret med sin mobil, ned ad trapperne og ud i friheden. Han gik ikke direkte hjem. Ville forbi Steffens hus og se, om han var hjemme. Han stak høretelefonerne i ørerne og lyttede til et nummer, der hed „Root of all evil“. Introen var stille og rolig med meget underlige elektroniske lyde, der pludselig gled over i et sindssygt højt tempo med en bankende bas i bunden. Som så ofte i hardstylemusikken var der en fed melodi, som blev brudt af skærende lyde, der stak i ørerne, men som også gav energi til nummeret – og kroppen. Man glemte sin krop, når man lyttede til hardstyle. Den blev til musik på en måde. Også når man bare gik rundt i et villakvarter i en forstad. Hvordan ville det så ikke være at være til en koncert eller festival? Det måtte bare prøves engang, men så skulle man nok til Holland, hvor hardstyle stammede fra. Midt i nummerets klimaks fik Mads øje på en stor skikkelse længere fremme. Det var Karloff. Mads smuttede ind i en indkørsel og gemte sig bag hækken. Han kiggede forsigtigt frem. Karloff gik rundt og kiggede op i alle de træer, han kom forbi, og han så fuldstændig fortabt ud. Det var, som om han bar en maske, og den mindede på ingen måde, om det ansigt Karloff var kendt for. Eller var det her hans rigtige ansigt og det barske fjæs en maske? Mads smuttede hurtigt over vejen, da Karloff stod med ryggen til, og forsvandt ned ad en sidevej. Han nåede frem til Steffens dør, ringede på, og Steffens mor åbnede. „Hej,“ sagde Mads. „Er Steffen hjemme?“ „Nej, han er nede på fodboldbanerne. Han er gået i hård træning.“ Mads rynkede panden. „Jamen … han er da ikke kommet med på talentholdets vintertræning, vel?“ „Både jo og nej. Først fik han at vide, at han ikke var, men så blev han ringet op og fik at vide, at der var blevet en plads ledig, som vil blive besat efter en træningskamp, som han er udtaget til at deltage i.“ „Super nice! Og hvornår skal den kamp så spilles?“ „På lørdag.“ „Jamen, så hils ham,“ sagde Mads. Det her var en fantastisk nyhed. Planen lå klar i Mads’ hoved lige med det samme. Her var virkelig en mulighed for at hjælpe på en fuldkommen ufarlig måde. Han skyndte sig hjemad, og undervejs fik han igen øje på Karloff, der stod og kiggede opad. Denne gang fik Karloff også øje på Mads. De stirrede hinanden ind i øjnene i nogle sekunder, og i det øjeblik var Mads sikker på, at Karloff ville overfalde ham igen, men det skete ikke. Karloff vendte ryggen til og spejdede videre op mod himlen. Mads godtede sig. Fik mod. Gik nærmere og sagde: „Nå, længes du også efter solen?“ Karloff sagde ikke noget. Mads gik et par skridt nærmere. „Der er ikke andet end grå skyer,“ fortsatte han. „Og så nogle fugle.“ „Hvor?“ udbrød Karloff. „Der,“ svarede Mads. „Men det er vist bare et par måger.“ Karloff brummede. „Er du blevet fugleinteresseret?“ spurgte Mads. Han havde svært ved ikke at bryde ud i et kæmpe grin. Kæft, hvor havde han bare fået skovlen under det store kødbjerg. Karloff vendte sig om og brølede. Som en bjørn. Mads sprang baglæns og stak af, mens han mindede sig selv om, at et såret dyr er noget af det farligste, der findes. Han kastede sig foran computeren og valgte Steffen. Zoom. Steffen var på fodboldbanen og selvtrænede. Han stod og jonglerede med bolden lige uden for straffesparksfeltet og sparkede så på mål. Bolden gik over. Han havde ti bolde liggende og tog en ny, jonglerede med den og høvlede den lige forbi den ene stolpe. Mads overtog styringen. Skulle lige prøve, hvordan det hele fungerede, og fik Steffen til at drible ind mod midten af banen, ud til siden og op langs linjen. Så lavede han en aflevering ind foran mål. Den lå perfekt. Lige til at heade i kassen for en hvilken som helst angriber. Det var faktisk meget let at styre. Meget ligesom Fifa. Han styrede Steffen hen til boldene, jonglerede med en af dem og hamrede den mod mål. Den sad lige under overliggeren. Han tog en ny bold. Jonglerede, sparkede den ekstra højt op, vendte ryggen til mål og saksesparkede den knaldhårdt op i målhjørnet. Netmaskerne blafrede. Mads jublede. Det samme gjorde Steffen.


32

Dårlig grafik Mads fik blod på tanden efter succesen med Steffen. Han kunne slet ikke vente til kampen på lørdag, men i mellemtiden kunne han jo følge lidt med i nogle andres liv. Skulle han prøve at vælge nogle helt nye? Nej. Jo. Hvorfor ikke? Han havde virkelig meget lyst til at kigge lidt nærmere på Anna og Clara for eksempel, fordi han ikke fattede, hvad der var sket med dem. Indtil for to eller tre år siden havde de været helt almindelige piger, men så var de pludselig begyndt at bruge lidt sminke, og lidt mere, og endnu mere, indtil de nu nærmest var uigenkendelige. Det tossede var, at de ikke havde brug for al den sminke, for de så rimelig godt ud uden. Hvad fanden var der gået af dem? Et mysterium som Mads og Lasse af og til havde diskuteret, men som han nu satte sig for at løse. Nu havde han muligheden for det. Han skrev Annas navn i søgefeltet. Zoom. Anna og Clara var sammen. Som altid. De var siamesiske tvillinger, men deres sammenvoksning var af mental karakter. De stod i en butik – en tøjbutik så det ud til – og tjekkede en masse forskellige bluser, bukser, trøjer og tasker, mens de pludrede sammen, grinede, sms’ede og gumlede tyggegummi. Anna tog nogle bluser under armen og gik ind i et prøverum, mens Clara gik hen og spurgte den enlige ekspedient om noget. Mads så Anna tage sin jakke af, hænge den på en krog, og inden han nåede at reagere, havde hun trukket sin bluse af og stod nu kun med en bh på. Han blev helt tør i munden og vidste, at han burde gå tilbage til hovedmenuen, men gjorde det ikke. Så trak hun også sine bukser af, og hendes trusser var så ekstremt små, at Mads fik hjertebanken. Han klaskede begge hænder for ansigtet, men åbnede en sprække mellem to fingre, som han kunne se igennem. Anna prøvede forskellige bluser og bukser og tog til sidst sit normale tøj på. Så tog hun en tang op af sin taske og klippede med et snuptag den elektroniske alarm af et par af bluserne og det ene par bukser og proppede tøjet ned i tasken sammen med tangen. „Hvad sker der?“ udbrød Mads og rettede sig op, mens han kunne følge, hvordan Anna trak forhænget til side og helt roligt og afslappet slentrede ud af butikken. „Nej,“ udbrød Mads. „Nej, nej, nej.“ Det skete bare ikke. I det samme kom Clara ud fra butikken, og de to piger grinede og fnisede og fortsatte hen ad strøget, mens Mads sad målløs og kiggede på. I det samme lagde en hånd sig på Annas skulder. Hun vendte sig om og stirrede med store skræmte øjne på ekspedienten fra den tøjbutik, de lige havde bestjålet. Mads fik et lige så stort chok og gav et hop i stolen. „Må jeg lige kigge i din taske?“ spurgte ekspedienten. Mads handlede hurtigt. Han dobbeltklikkede på ekspedienten og fik hende til at træde tilbage. Han højreklikkede og valgte i blinde en af de mange muligheder, der dukkede op. Ekspedienten gav sig til at synge. Og danse. Midt på strøget. Folk standsede op, stimlede sammen – Anna og Clara forsvandt hurtigt i mængden. Mads pustede ud og lænede sig tilbage i stolen. Hans hjerte ræsede af sted. Det havde været spændende. Virkeligheden var slet ikke så kedelig, som han altid havde gået og troet. Han var vant til at finde spænding i tilværelsen på computeren. Da han var fem, havde hans mor en dag sagt til ham, at han ikke skulle sidde der og spille computer, når det var så godt vejr. Han skulle hellere tage og gå ud i haven og lege. Han havde svaret, at det gad han godt nok ikke, for grafikken var så dårlig derude. Nu måtte han indrømme, at der var visse ting, der kunne tyde på, at virkeligheden var mere spændende, end han i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Og som med de fleste andre gode computerspil kunne han mærke den der kriblen i kroppen, der gjorde, at han ikke kunne få nok. Han måtte hele tiden lige spille lidt mere, for at se hvad der nu ville ske. Og lidt mere. Og lidt mere. Han rykkede sig frem på stolen igen, greb musen og klikkede på skærmen. Han kunne godt tænke sig at undersøge Gitte lidt mere. Hans første indskydelse var at skaffe hende problemer af en eller anden slags. Det havde hun fortjent. Men så kom han i tanke om, at det sikkert bare ville gøre hende endnu mere umulig i skolen. Nu måtte han være smart. Tænke sig om. Hvad nu hvis han på en eller anden måde kunne gøre noget, så hun blev gladere? Ville det så ikke smitte af på klassen? Det kunne da godt tænkes. Han droppede ideen om, at lade hende blive forelsket i en bums fra midtbyen. Dårlig ide. Zoom. Gitte stod og lavede mad, mens hendes to piger – var de ikke tvillinger? – tumlede rundt omkring benene på hende. Pigerne var ikke ret gamle. De kunne stå og gå helt fint, men de så ikke meget ældre ud end Mads’ kusine, og hun var to år gammel. Den ene pige satte sig med et tungt bump på gulvet og begyndte at græde. „Hvad er der?“ sagde Gitte og bukkede sig. Så snusede hun kraftigt et par gange og mumlede: „Åh, nej.“ Hun rettede sig op og rørte i en gryde på komfuret. „Du må altså lige vente lidt, Emma, mor er ved at lave mad.“ Så begyndte den anden pige også at græde. Gitte så træt ud. Hun tog gryderne af kogepladerne, løftede Emma op og tog hende med ud på badeværelset, hvor hun lagde hende på puslebordet, tog bukserne af hende og åbnede bleen. Mads skyndte sig tilbage til hovedmenuen. Han skulle ikke nyde noget af at se, hvad der var i den ble. Han ventede fem minutter, før han sprang tilbage til Gitte. Hun stod igen ved komfuret. Nu græd det andet barn, som åbenbart hed Mette. Det måtte være hårdt at være enlig mor til to små tvillinger. Gittes mand var skredet for et års tid siden. Han havde vist fundet en anden. Gitte havde ikke været den samme siden dengang. Det var lige der, hun var gået fra at være en okay lærer til at være den sureste og dummeste lærer af dem alle. Måske ikke så mærkeligt, men behøvede hun at lade sine personlige problemer gå ud over eleverne? Over Mads? Han knipsede med fingrene. Pludselig vidste han præcis, hvad han skulle gøre for Gitte. Ideen med at gøre hende forelsket var ikke så dum, spørgsmålet var bare i hvem? Mads kiggede ind i alle de lejligheder, der var i det hus, Gitte boede i. Øverst oppe på fjerde sal boede en enlig fyr. Der stod i hvert fald ikke andre navne på navneskiltet ved døren. Han lå på en sofa og så en film i fjernsynet. Han så da helt godt ud efter Mads’ mening. Han var høj og mørkhåret. Havde godt nok en underlig klumpet næse, men hvad pokker. Og så hed han Elmer. Hvad var det for et navn? Den eneste anden Elmer, som Mads kendte, var Elmer Fjot fra Disneysjov. Mads højreklikkede på Elmer for at finde ud af noget mere om ham og fandt hurtigt ud af, at han var lægestuderende. Det måtte kunne bruges til noget. Ja, for pokker, det kunne helt sikkert bruges til noget! Men først måtte han lige have Elmer klædt ordentligt på. Han lignede jo lort, som han lå der på sofaen i en gammel slidt T-shirt og hullede cowboybukser. Mads fik ham op at stå og fik ham til at skifte tøj. Han valgte en lyseblå skjorte og nogle sorte bukser, og på badeværelset i skabet under håndvasken fandt han en pakke plaster. Zoom. Gitte var ved at være færdig med maden. Ungerne sad i hver sin høje stol ved bordet. Gitte manglede bare at snitte nogle grønsager. Et par gulerødder og et stykke agurk. Mads overtog styringen. Kniven smuttede. Gitte skreg og klemte om pegefingeren på sin venstre hånd. Zoom. Elmer på vej ned ad trappen med plastrene i hånden. Ned til anden sal. Ringe på. Der gik et øjeblik. Så gik døren op. Gitte stod med et viskestykke omkring venstre hånd. Mads smilede og forlod scenen.


33

Gud er gamer Han var Gud. Reelt set var han Gud. Han kunne gøre alt! Intet var umuligt. Han var blevet nonfirmeret i foråret og havde bare haft et hånligt skuldertræk tilovers for alle de tosser fra klassen, der havde gået til præst og var blevet konfirmeret. Der var jo ikke en af dem, der for alvor troede på, at Gud fandtes. Ikke en. Alligevel havde de stået der i kirken på selve dagen og sagt ja og amen til, at de troede på Gud. Hyklere hele bundtet! De havde bare tænkt på at score flest mulige gaver og få en fest. Mest det første. Det havde Mads da også fået. Han havde fået en ny computer. Et gamermonster af rang. Så var han sådan set tilfreds. Og hans forældre var bare dybt lettede over, at de ikke skulle til at holde en stor familiefest. De holdt en ganske lille fest, og det var alle godt tilfredse med. Men nu viste det sig, at præsten og alle konfirmanderne alligevel havde haft ret. Der fandtes en gud. En bumset teenager, der sad på sit værelse og styrede hele lortet. Mads lo og klappede sig på lårene. Det var simpelthen for morsomt. „Gud er gamer,“ sagde han højt for sig selv. Længere var den ikke. Og som enhver god gamer kunne han ikke få nok. Hver gang han opnåede et lille fremskridt i spillet, fik han lyst til mere. Sådan var en gamers logik. Det var umuligt at stoppe. Mads klikkede på Karloff. Zoom. Karloff var på vej hjem. Han tog elevatoren op til lejligheden, stak nøglen i låsen og gik indenfor. Mads havde været hjemme hos Karloff engang. Det havde været til en fødselsdag. Det var sammen med de andre drenge fra klassen, og det havde været i første klasse. Karloff boede med sin mor i en stor boligblok, hvor de havde en meget lille lejlighed. De boede til gengæld på femte sal og havde en fantastisk udsigt over bugten fra deres stuevinduer. Man kunne se Mols helt klart og tydeligt derude i det fjerne, og Samsø lå som en række knoldede kartofler og balancerede på horisonten. Karloffs mor var ung. Hun havde siddet i sofaen det meste af tiden og kommanderet med Karloff og råbt efter de andre børn. Det havde været så kedeligt, at alle bare fes rundt og kastede med puder og mad og kom op at slås. En frygtelig fødselsdag. Det syntes alle. Måske også Karloff. Han havde i hvert fald aldrig holdt en siden, og han var heller aldrig kommet til nogen af de andres. Nu blev han slet ikke inviteret længere. Der var mørkt i lejligheden. Karloff tændte lyset, og det fik Mads til at rette sig op i stolen, for der så forfærdeligt ud. Alt lå hulter til bulter, som om der havde været tyveknægte på spil, men Karloff lod ikke til at bemærke noget usædvanligt og vadede bare hen over alt det, der lå på gulvet, og gik ind i stuen. Mads fik øje på Karloffs mor og spærrede øjnene op, for hun så nærmest død ud. Meget tynd og hulkindet, fedtet hår, helt bleg og med meget mørke rande under øjnene. Rundt omkring hende lå der tomme pizzabakker, tallerkner, kopper, tomme dåser, pilleglas af forskellig slags og kanyler. Mellem fingrene på hendes højre hånd sad en glødende cigaret. Karloff tog den forsigtigt ud og skoddede den på en tallerken, der stod på et lille bord ved siden af sofaen. Karloff tog fat i sin mors skuldre og rystede hende blidt. „Mor! Det er mig, Karl. Du skal i seng.“ Hun mumlede et eller andet og åbnede øjnene halvt. Det var det uhyggeligste syn, Mads nogensinde havde set. Hendes øjne var helt hvide. Det mørke i øjnene kunne kun lige anes øverst oppe, og i det blålige lys fra fjernsynet lignede hun en zombie. En tråd af savl hang ned fra hendes underlæbe, og hun mumlede et eller andet, der overhovedet ikke gav mening. „Mor, du skal i seng,“ gentog Karloff og ruskede hende lidt mere. Pludselig kom der liv i hende. Hendes øjne faldt på plads. Munden blev lukket. Hun tørrede sig om munden med håndryggen, skubbede hans hænder væk og rettede sig op. „Jeg skal nok selv bestemme, hvornår jeg går i seng,“ mumlede hun. „Ja, okay, men vil du ikke godt lade være med at falde i søvn, mens du ryger. Det er pisse farligt, mor.“ „Du skal bare blande dig helt udenom, hvornår jeg ryger og ikke ryger, okay?“ Karloff nikkede. „Jeg går i hvert fald i seng nu.“ „Har du ikke noget med til mig?“ spurgte hans mor. Karloff nikkede og stak hånden ned i den ene af sine baglommer. Han trak nogle pengesedler op og rakte dem frem mod hende. Hendes øjne blev endnu smallere, end de var i forvejen. „Hvad helvede? 150 kroner? Er det, hvad du har?“ „Ja,“ svarede han og slog ud med armene. „Kan jeg måske få noget som helst for 150 kroner?“ „Nej,“ sagde Karloff og bøjede hovedet. Et kort øjeblik så hun ud, som om hun ville eksplodere. Så sank hun sammen og gav sig til at hulke. Sagde ikke noget. Hulkede bare højt og inderligt. Karloff vendte sig om, gik ind på sit værelse og lukkede stille døren bag sig.


34

Kønsroller Mads skyndte sig tilbage til hovedmenuen. Han var rystet, over det han havde set. Det var da ikke så mærkeligt, at Karloff var, som han var, hvis det eneste lyspunkt i hans liv var en hvid fugl ved navn Tulle. Og den havde Mads sluppet ud i det fri. Han krympede sig. Hvad kunne han gøre for at få den tilbage? Han skrev Tulle i søgefeltet. Det gav ikke noget. Spillet gjorde det åbenbart ikke muligt at styre dyr. Han testede det ved at springe til Caroline. Hun sad netop på sit værelse og så ud til at lave lektier. Fie lå for hendes fødder. Mads klikkede på hunden. Det skete der ikke noget ved. Nej. Dyr var uden for kontrol. Hvad kunne han så gøre? Få en eller anden til at købe en ny fugl til Karloff? Måske Karloffs mor. Det var vel værd at gøre et forsøg. Døren gik op. Eva stak hovedet ind. „Klokken er halv tolv. Ole og jeg går i seng nu. Tror du ikke, at du skulle tage og gøre det samme?“ „Er klokken så mange?“ Hun nikkede. „Okay,“ sagde Mads. „Jeg slukker nu.“ „Godt. Godnat.“ „Godnat.“ Mads lå i mørket og havde svært ved at falde i søvn. Der var så mange ting at tænke på. Så mange ting at holde styr på. Men samtidig også spændende. Virkeligheden var det fedeste spil, han nogensinde havde spillet. Måske han skulle pjække fra skole næste dag, så han virkelig kunne få styr på alle de ting, han havde sat i gang. Ja. Han ville helt sikkert pjække næste dag. Sådan gik det ikke. Næste dag sagde Eva, at hun tog en hjemmearbejdsdag. „Hvad?“ Mads blev næsten vred. „Hvorfor?“ „Jeg skal have skrevet den artikel færdig.“ „Hvad for en artikel?“ „Ja, den jeg er i gang med for tiden.“ Mads sukkede – og gik i skole. Han kunne have fået sin mor til at tage på arbejde, hvis han bare lige havde fået fem minutter foran sin computer, men han var kommet lidt sent op, og Eva var over ham som en høg. Steffen var i skole. Mads fortalte ham, at han havde hørt det med testkampen. „Lad være med at fortælle det til nogen af de andre,“ hviskede Steffen. „Selvfølgelig,“ sagde Mads. „Hvornår er det?“ „I morgen klokken ti.“ „Bare rolig. Du bliver helt sikkert udtaget.“ „Hold nu kæft med det der,“ knurrede Steffen. „Det er overhovedet ikke sikkert.“ Mads holdt sin mund, men smilede indvendigt. Gitte klappede i hænderne for at få opmærksomhed. „Hør her!“ råbte hun. „Nu vil jeg gerne have, at I går sammen to og to. Vi skal arbejde videre med det her tema om mennesket og dets vilkår, og vi skal til at se lidt på kønsrollers betydning for lykke, så jeg vil gerne have, at I finder sammen dreng og pige.“ Der lød protester rundt omkring. Trutmundene jublede og omfavnede hinanden. Første gruppe var allerede dannet. Mads kiggede sig omkring og mødte Carolines blik. „Det gik jo godt med det om teaterstykket,“ sagde hun. Mads håbede ikke, at Gitte hørte det, for det var ikke en gruppeopgave. Det var en individuel aflevering. „Okay,“ sagde Mads. Lidt efter havde alle flyttet rundt, så de nu sad en dreng og en pige ved hvert bord. Hvem havde fået Karloff? Malene. Den stakkel. Gitte holdt et længere foredrag om kønsroller, og hvad det var, tomandsgrupperne skulle arbejde med. Mads hørte ikke helt efter. Regnede med, at Caroline tog sig af den side af sagen. Og det gjorde hun også. Den sidste halve time skulle de snakke sammen i tomandsgrupperne om, hvad de mente om kønsroller. Det første, Mads spurgte Caroline om, var: „Hvordan går det med din far?“ Hun fik en rynke i panden og kiggede underligt på ham. „Hvorfor spørger du om det?“ „Jamen, er han ikke glad?“ „Fordi han har sagt op?“ „Ja.“ Hun rystede på hovedet. „Tværtimod. Han er blevet meget underlig. Min mor er meget bekymret for ham. Ja, det er jeg også.“ „Jamen, var han ikke træt af sit arbejde? Hadede han det ikke som pesten?“ „Jo, jo, men hvad skal han nu? Han er ikke helt ung længere, og bankverdenen er ikke, hvad den var engang. Han går og er bekymret for, om han mon nogensinde får et job igen.“ „Jamen, det gør han da,“ sagde Mads. „Det kan du da ikke vide noget om.“ Mads svarede ikke på det, og da Gitte i det samme kom inden for hørevidde, kastede de sig over emnet. Mads klarede sig igennem resten af dagen med så lidt arbejde som muligt, og endelig ringede det ud til weekend. Han skyndte sig hjem. Havde en vigtig opgave. Skulle spille Fifa hele resten af dagen, så han var topklar til Steffens testkamp lørdag formiddag klokken ti.


35

Over al forventning Hardstylemusikken pumpede ud af højttalerne, og subwooferen under skrivebordet sendte bassen lige ind i rygraden. Nu var han klar. Klar til Steffens testkamp. Det gik over al forventning. Mads styrede Steffen gennem det meste af kampen, med det overblik det gav at kunne se hele banen på en gang. Gang på gang løb Steffen i de helt rigtige huller, lagde de helt rigtige afleveringer og placerede sig klogt. Da kampen var slut, havde Steffen scoret fire mål. To af dem på saksespark. Træneren, som var en stor mand med skægstubbe og sort tophue på sin skaldede isse, kaldte Steffen hen til sig lige efter kampen og fortalte, at han var udtaget. Steffen jublede. Mads jublede med og gik tilbage til hovedmenuen. Han kunne hjælpe alle sine venner. Lige så let som han havde hjulpet Steffen. Det var bare et spørgsmål om at beslutte sig for, hvem han ville gøre noget for. Caroline stod øverst på den liste. Zoom. Caroline satte snor på Fie og gik udenfor. Hun havde gummistøvler på, og Mads gættede på, at hun var på vej ned til stranden. Hun vinkede til sin far, der stod i garagen og så ud, som om han ledte efter et eller andet. Han vinkede tilbage og smilede. Mads dobbeltklikkede på Erik Luxhøj. Hvad lavede han? Han kiggede en masse kasser igennem. Et af ikonerne i siden af skærmen fortalte Mads, at Erik ledte efter et blåt reb. Okay. Mads zoomede lidt ud og bevægede sit view op under loftet, så han kunne kigge ned i flere kasser ad gangen. I en af de bagerst fik han øje på enden af et blåt reb. Han trak Erik hen over de forreste kasser til den rigtige. Erik hev rebet til sig og viklede det omkring sin ene arm, bandt en knude omkring det og hængte det op på et søm på væggen. Okay, han var bare ved at rydde op. Mads smilede. Alt var godt. Han skulle nok få gjort dem alle glade. Zoom. Karloff stod og vaskede op. Mads troede ikke sine egne øjne. Og hvor var han? Helt klart ikke derhjemme. Det lignede et industrikøkken med store stålvaske og en enorm opvaskemaskine, som Karloff betjente med stor rutine. En mand med forklæde og hvid hat på kom med nogle store metalfade, som han lagde ned i en af vaskene. Karloff gik straks i gang med at skylle dem rene. Det var en slagterbutik. Karloff var opvasker hos en slagter. Det havde Mads ikke regnet med. Og der var helt sikkert ikke nogen fra klassen, der havde hørt noget om det. Hvor mon det var henne? Han zoomede lidt ud, helt ud af bygningen og så langt ud, at han kunne se, at slagterbutikken lå i den nordvestlige del af byen. Han zoomede ind på Karloff igen og så ham ordne de store fade, som om han aldrig havde lavet andet. Mads tænkte, at hvis han ville, kunne han få Karloff til at miste sit job i løbet af fem minutter. Nej, to. Hvad mon slagtermesteren ville sige til, at hans opvasker gik amok med vandslangen og gav sig til at kyle rundt med alle tingene? Men han lod være. Karloff var ramt hårdt nok. Foreløbig. Men hvis han gjorde alvor af det der med, at han fast ville have halvdelen af Mads’ lommepenge, så skulle Mads nok sørge for, at han kom til at fortryde det. Big time.


36

At få verden til at køre Mads’ mobil ringede. Det var Steffen. „Jeg blev udtaget,“ råbte han. „Du skulle have set mig, mand. Jeg var fuldstændig sindssyg. Alt lykkedes bare, og jeg scorede fire mål, to på saksespark.“ „Wow!“ „Og bagefter kaldte træneren mig hen til sig og sagde, at han aldrig havde set noget lignende. De var helt …“ „Tillykke,“ sagde Mads. „Men jeg sagde det jo.“ „Ja, ja, man skulle næsten tro, du kunne spå om fremtiden. Nå, men jeg smutter igen. Vi skal på restaurant for at fejre det.“ Mads lagde på og gik ned i køkkenet for at spise lidt. Han var lækkersulten, men fandt ikke noget, han for alvor havde lyst til at sætte tænderne i. Køleskabet var halvtomt som altid, og han kom til at tænke på det bugnende køleskab hjemme hos Caroline. Det gjorde ham kun endnu mere lækkersulten, og han endte med at tage en gang havregryn med kakao, mælk og sukker. Der var alt for stille i huset, så mens han sad i køkkenet og spiste, tændte han for radioen. Det var et program, der spillede klip fra sange, som studieværterne fandt rundt omkring på nettet på alle mulige mærkelige sites. Et nyt nummer blev præsenteret. Mads hørte ikke efter, men da sangen begyndte, spidsede han ører, for han syntes, det lød bekendt. ‘Dying in your lap’ hed nummeret, og det var meget enkelt med bare en mandlig sanger og en guitar, men melodien var rigtig god. Mads lo og skyndte sig op til computeren for at downloade nummeret til sin iPod. Musikeren kaldte sig ‘Street Moe’. Det var slet ikke Mads’ smag. Sangen var alt for føle-føle-agtig og pinlig, men for fanden – det var ham selv, der havde skrevet sangen … eller i hvert fald titelordene. Det var da lidt fantastisk. Hvis ikke han havde skrevet de ord, var sangen sikkert aldrig blevet lavet. Den var allerede blevet downloadet mange tusinde gange. I en artikel i et online musikmagasin læste han, at sangen var den mest downloadede danske sang i den seneste uge, og der var en hel del bloggere, der havde skrevet om den. Det kunne Alt altså også bruges til. At skabe stjerner ud af ingenting. Kunne han gøre sig selv til stjerne? Det var selvfølgelig svært, når han hverken kunne synge, spille noget instrument, danse eller spille skuespil. Han havde intet, der bare mindede om starquality. Han kunne ikke engang stå på hænder. Eller spille fodbold. Han var lidt af en boldspasser. Det måtte han indrømme. Måske var meningen med hans liv ikke at stå fremme i rampelyset. Måske var det meningen, at han skulle stå bagved og trække i usynlige tråde. Få det hele til at køre. Det var det, han kunne bruge Alt til. At få verden til at køre. Og indtil nu gik det da helt godt, hvis han selv skulle sige det. Eneste kiks var sådan set ham rockeren, der blev slået ihjel, men på den anden side … rockere kunne bedre undværes end så mange andre. Søndag morgen skinnede solen ind ad vinduet og vækkede Mads tidligt. Klokken var kun kvart over elleve. Så tidligt plejede han ikke at stå op om søndagen. Han prøvede at sove videre, men kunne ikke. Hvorfor ikke gå en tur. Måske ud til Egå Marina? Måske med et enkelt pitstop undervejs – sådan omkring frokosttid. Det var jo søndag. Han smilede og gned sig i hænderne. Jo, han skulle have søndagsfrokost. Mon ikke. Han sad på bænken ved stranden og ventede på, at Caroline og Fie skulle komme forbi, men de kom ikke. Efter en halv time besluttede han sig for at tage sagen i egen hånd og gå hen og ringe på. Der stod en lille gruppe mennesker foran huset, da Mads kom gående. Han drejede ind ad havegangen, da en mand råbte ham an: „Hov, unge mand. Hvad skal du?“ „Besøge Caroline,“ svarede Mads. Hvorfor blandede han sig i det? „Det kan du ikke,“ fortsatte manden og hele gruppen vendte sig nu mod Mads. Hvorfor så de så underlige ud? En af dem så ud, som om hun lige havde grædt. „Hvorfor ikke?“ „Hvem er du?“ sagde en anden mand med portvinstud og blussende røde kinder. Han studerede skeptisk Mads fra top til tå. „En af Carolines klassekammerater. Er der sket noget?“ „Ja,“ mumlede manden. Mads ventede på, at han skulle sige mere, men manden forblev tavs. „Sig nu, hvad der er sket!“ udbrød Mads. „Det står vi ikke her og fortæller til hvem som helst,“ svarede en af kvinderne. „Jamen, jeg kender dem,“ råbte Mads. „Jeg går jo i klasse med Caroline.“ „Han har hængt sig,“ mumlede manden. Mads fattede ikke en lyd. „Hvem?“ „Erik,“ sagde manden. „Carolines far.“ „I garagen,“ fortsatte kvinden og pegede. Mads kiggede ind i garagen, og på det grå betongulv kunne han se noget af et blåt reb med en løkke i den ene ende. Han lukkede øjnene et øjeblik og vaklede. „Er du okay?“ spurgte kvinden. „Ja,“ kvækkede Mads og bakkede væk fra den lille gruppe af mennesker. Så vendte han sig om og løb, alt hvad han kunne.


37

For indviklet Mads huskede dårligt nok, hvordan han kom hjem. Alle mulige tanker flimrede gennem hans hjerne. Han havde slået en rocker ihjel – ved et uheld – og nu også Carolines far. Nej. Han forsøgte at ryste de tanker ud af hovedet. Nej, nej og atter nej. Det var ikke ham, der havde gjort det. Det ville han jo aldrig gøre. Men han var alligevel ikke helt fri for skyld, for det var ham, der havde fået hendes far til at sige sit arbejde op, og det førte så igen til, at han endte med at hænge sig. Alt betød noget. Alt hvad man gjorde og sagde, havde betydning. Hver eneste lille hændelse affødte andre hændelser, som greb ind i andre menneskers liv og ændrede deres livsbaner. Bare en anelse. Men af og til var den anelse nok til, at de tog deres eget liv i en garage. Hvorfor havde han også fået Carolines far til at sige op? Fordi det var det, Caroline havde ønsket. Men åbenbart ikke det, hendes far havde ønsket. Eller også var det, men … nej, det var simpelthen for indviklet. Han kom i tanke om en eller anden bog, de havde læst i skolen, hvor der havde stået, at man skal passe på med, hvad man ønsker sig, for man kan risikere at få det. Mads havde ikke forstået det dengang. Hvordan kunne det være farligt at ønske sig noget? Nu indså han, at det var, fordi alt har en pris. Carolines ønske var skyld i det hele. Problemet var, at han burde have indset, at det ikke bare var en lille ubetydelig ting. At sige op var en stor og alvorlig ting for de fleste mennesker. Hvad fanden havde han tænkt på? Men Mads var kun en dreng. Fjorten år gammel. Og der var ingen aldersmærkning på Alt. Der skulle nok have stået 20+ på en gul mærkat på cd’en. Eller 30+, nu han tænkte nærmere over det. Da han langt om længe nåede hjem, mødte han sin mor i køkkenet. „Nå, der er du? Hvor har du været?“ spurgte hun. „Bare ude at cykle en lille tur.“ „Far er lige kørt,“ sagde hun. „Han skulle på vagt.“ „Det synes jeg da ikke, han havde snakket om.“ „Nej, men en af de andre er blevet syg, og så sagde Ole, at han godt kunne tage vagten.“ „Okay,“ mumlede Mads. „Skal du have frokost?“ spurgte Eva. „Jeg tager bare noget frugt,“ mumlede Mads og nuppede en banan og et æble fra frugtskålen. „Jeg er ikke så sulten.“ Han skyndte sig op på sit værelse og lukkede døren. Han lagde æblet og bananen på bordet ved siden af tastaturet. Computeren stod der og så uskyldig ud. Mads mærkede en kriblen i sine håndflader. Turde han tænde? Turde han gå ind i Alt? Det var ikke et spørgsmål om at turde. Han var simpelthen nødt til det. Han var nødt til at finde ud af, hvad han ellers havde fået lavet af ulykker.


38

Tulle Zoom. Karloffs mor var hysterisk. Hun skreg og råbte og kastede ting efter Karloff, der bare blev stående uden at røre sig. Et askebæger susede lige forbi hans hoved, en stor tallerken ramte ham hårdt midt i brystkassen. Han ikke så meget som blinkede. „Du skaffer ikke penge nok længere!“ skreg hun. „Hvorfor er du så led mod mig?“ „Jeg gør, hvad jeg kan,“ sagde Karloff. „Men …“ „Der er ikke noget men! Du ved, jeg skal have mine stoffer!“ „Det er, fordi Tulle er fløjet,“ råbte Karloff, mens et glas splintredes mod væggen bag ham. „Jeg er da skide ligeglad med den lortefugl! Hvad har den med mine stoffer at gøre?“ Hun sank udmattet sammen i sofaen. „Jeg har gået og ledt efter den,“ sagde Karloff. „Så længe der ikke er nattefrost, kan den godt overleve.“ „Glem den,“ mumlede hun, mens hun rakte ud efter en pakke cigaretter på sofabordet. Hendes fingerspidser var helt gule af nikotin. „Den er jo død for længst.“ „Tulle er ikke død,“ sagde Karloff bestemt. Hun fik fat i pakken, rystede en smøg ud og fik den tændt med en engangslighter selvom hendes hænder rystede. „Hvorfor kommer den så ikke hjem?“ „Fordi … den kan da ikke bare sådan lige finde vej.“ „Den dør af sult,“ sagde hun og pustede en røgsky ud mellem læberne. „Og jeg dør sgu også, hvis jeg ikke får det, jeg skal have.“ „Mor. Hold nu op.“ „Jeg mener det,“ jamrede hun. „Kan du ikke køre ind i byen og snakke med Krogen? Han skylder mig en tjeneste. Jeg skal bare have …“ „Det har jeg jo prøvet før, mor. Han vil have penge. Ikke andet.“ „Jamen, jeg har ikke nogen,“ mumlede hun. „Det har jeg heller ikke,“ hviskede Karloff, „og vi har heller ingen mad.“ „Skide være med mad,“ hvæsede hun. „Jamen, jeg er sulten,“ sagde Karloff. Hun begyndte at græde, så hele hendes krop skælvede. Karloff bed tænderne sammen. „Jeg skal nok skaffe nogle penge,“ mumlede han. „Men skynd dig,“ sagde hans mor. „For jeg er virkelig ved at få det dårligt nu.“ Karloff gik ind på sit værelse, åbnede en skuffe og tog en springkniv frem, som han stak i lommen. Så forlod han lejligheden. Zoom. Caroline og hendes mor var i et fremmed hus. Måske hos nogle af Carolines bedsteforældre. Den måde den gamle kvindes mund fortrak sig på i det grædende ansigt, lignede fuldstændig Carolines mors. Og Carolines. De måtte være taget ud til hendes mormor og morfar. Alle græd. Caroline forsøgte at trøste sin mor, men det var umuligt. Mads kunne ikke holde det ud. Zoom. Ole var ikke på vagt. Det så Mads straks. Han lå i en seng. Mads forstod ikke, hvad han så. Det var da for mærkeligt. Så opdagede han kvinden, der lå ved siden af i samme seng. Hun var nøgen. Dynen dækkede hende kun halvt. Det var hende den lyshårede, som Mads havde fået Ole til at køre ind i på parkeringspladsen. Hvad fanden foregik der? Hun sendte Ole et mærkeligt blik og krøb nærmere. Lod sin hånd køre hen over hårene på Oles brystkasse. Ole smilede og drejede sig om mod hende. Mads skyndte sig at klikke sig tilbage til hovedmenuen. Han gispede efter luft, som om han havde løbet hundrede meter. Svedte også lige så meget. Det her var ved at køre fuldstændig af sporet. Han havde fået lavet så meget ged i den, at alt var ved at bryde sammen. Hvad skulle han gøre? Når han spillede normale computerspil, var han vant til, at når noget gik galt, så kunne man bare gå tilbage til et tidligere gemt sted i spillet og starte igen derfra. Og hvis man havde sørget for at gemme flere gange undervejs, kunne man gå endnu længere tilbage og på den måde redde sig ud af ethvert problem. Den mulighed havde man ikke i Alt. Eller havde man? Han havde faktisk aldrig tjekket det. Han kiggede rundt omkring i hovedmenuen og mærkede sit hjerte standse et øjeblik, da han fandt det, han ledte efter. Det stod lige der under ‘Gem’. ‘Gemte’ stod der, men Mads vidste jo, at han ikke havde gemt undervejs, så medmindre spillet automatisk havde gemt af og til, ville der ikke være nogen spil at loade. Med fingre, der rystede så meget, at han måtte bruge begge hænder for at holde musen i bare nogenlunde ro, klikkede han på ‘Gemte’. Der var gemte spil. Det så ud, som om Alt automatisk gemte hver anden time. Mads blev så lettet, at han sprang op fra stolen. „Tak!“ råbte han ud i værelset. „Tak, tak, tak.“ Han kyssede computeren og klappede begejstret i hænderne. Døren gik op. „Hvad sker der?“ spurgte Eva. Mads smilede, så ansigtet var lige ved at gå midt over. „Jeg har bare lige fundet ud af, hvordan jeg redder hele verden.“ „Det var da godt,“ sagde hans mor. „Så smutter jeg lige i Rema 1000.“


39

Gemte spil Mads kiggede på listen over gemte spil. Han kunne springe helt tilbage til før, han fik ham musikeren til at skrive den sang, der nu var ved at blive et hit. Men det var jo sådan set et eksempel på det gode, han kunne gøre for andre. Det ville han ikke ændre på. Kunne han springe helt tilbage og redde ham smsfyren, der blev kørt ihjel? Han kiggede på det allerførste gemte spil og kunne se, at det var fra fredag aften. Klart nok. Han kunne selvfølgelig ikke gå længere tilbage, end til da han begyndte at spille spillet. Første gang han skabte problemer for nogen, var, da han fik ham rockeren slået ihjel. Det blev han nødt til at ændre på. Selvom manden var rocker, havde Mads det ikke godt med at have taget livet af ham. Han skulle lige til at gå ind i det gemte spil, da han tøvede. Ville han mon selv kunne huske alt det, der var sket? Hvis ikke, ville han jo bare lave de samme dumheder en gang til. Kunne han på en eller anden måde sende en besked til sit eget fortidige jeg? Og hvordan skulle det gøres? Det kunne han slet ikke overskue, så han valgte at tage chancen og klikkede på det gemte spil. Æblet og bananen som lå ved siden af tastaturet forsvandt. Forskellige småting på skrivebordet fik andre pladser som med et knips. Sedlen fra skolen, som skulle skrives under af Ole og Eva, lå pludselig igen på radiatoren. Mads huskede, at han havde afleveret den. Huskede alt, hvad der var sket. Med Ole, med Carolines far, med Karloff og Tulle. „Fedt,“ hviskede han. Nu ville han have meget nemmere ved at få tingene til at gå godt. Han vidste, hvad der ville ske i den kommende tid. Alt det han ikke havde haft indflydelse på, ville vel ske en gang til præcis ligesom sidst. Her var måden at blive rig på! Han sprang op. Hvis han huskede lottotallene, ville han kunne gå en dag tilbage, købe en lottokupon og udfylde den med de rigtige tal. Nu blev det spændende. Nu kunne han for alvor begynde at udnytte Alt. Han lænede sig bagover og lo, og da det var overstået, klikkede han på Erik Luxhøj bare for at tjekke, om han stadig var i live. Det måtte han være – og det var han. Han sad på sin plads i banken og arbejdede over. Der var mennesketomt omkring ham. Mads sad og kiggede på ham, mens han arbejdede. „Hvad vil du?“ mumlede Mads. „Hvad ønsker du?“ Intet svar. Mads sukkede, lukkede spillet og rejste sig. Han kunne lugte mad. Allerede? Han tjekkede sit vækkeur. Klokken var mange, og pludselig knurrede hans mave. Hvad mon de skulle have at spise? Han gik nedenunder, hvor han straks kunne se, at stemningen var høj. Der var åbnet en flaske vin, og de havde tændt radioen. Ole havde forklæde på, og Eva stod og snittede et eller andet. „Hej, Mads,“ sagde Ole. Han stod med et fyldt rødvinsglas i hånden. „Har du hørt om mors artikel?“ Mads kom i tanke om Evas artikel i det anerkendte amerikanske blad for læger. „Selvfølgelig,“ svarede han. „Det er fandeme flot. Skål, skat.“ Ole løftede sit vinglas mod sin kone, der strålede tilbage og tømte sit glas. „Vi skal have tournedos’er, salat og bagte kartofler,“ sagde Eva og smilede til Mads, mens Ole skænkede mere vin op i hendes glas. „Med kryddersmør,“ sagde Ole og holdt den glasskål frem, som han stod og rørte smør og krydderier sammen i. „Nice,“ stønnede Mads. En af hans livretter. Og nu skulle han snart have præcis det måltid for anden gang inden for kort tid. Ikke dårligt. Efter maden ville Ole – ligesom sidst – se nyheder. „Det kunne jo være, de nævnte en vis læge, der lige har fået optaget en artikel i et vist amerikansk blad,“ sagde han og grinede af sin egen morsomhed. „Den kommer først i om et halvt år,“ sagde Eva. Mads og Eva spiste risalamande. Færdiglavet. Fra her sin plastikbøtte. Mads kunne ikke lade være med at følge med i nyhederne på fjernsynet. Der blev ikke nævnt noget som helst om et uheld med en rocker, eller en skudepisode ved rådhuset. Og hans forældre havde helt klart ingen erindring om, at alt det her var sket en gang før. For dem skete det alt sammen for første gang. Det var åbenbart kun den, der havde kontrollen med Alt, der var i stand til at huske fortiden, når nye spil blev loadet. Fedt. Mads gned sig i hænderne. Det blev bedre og bedre. Mobilen brummede. Det var en sms fra Lasse: „Hey M taer du ik noen tjips med“ Mads tog sig til hovedet. Havde glemt alt om LAN hos Lasse. Han blev nødt til at melde afbud. Orkede ikke at sidde der og juble over alle sine kills. Vent lidt. Sådan havde han tænkt sidst, på grund af ham fyren, som han havde set blive kørt ned lige foran sig, og nu hvor Mads tænkte efter, så var det sket i dag. For kun nogle få timer siden. I det her load. Men der var sket så mange ting siden, at han ikke længere tænkte så meget på den ulykke. Måske skulle han alligevel tage med til LAN hos Lasse. „Hey, mor, har vi egentlig nogen chips?“ Hun nikkede. „Jeg har lige købt et par poser.“ Mads sms’ede til Lasse: „Ok tager chips med“ De spillede indtil klokken fire om natten. Så væltede de omkuld, hvor de nu kunne finde plads. De heldige ramte de liggeunderlag og soveposer, de havde lagt ud, de mindre heldige lå halvt på gulvet, halvt på hinanden. Da Mads vågnede næste morgen, havde han ligget med en chipspose under kinden og flere små stykker bølgechips sad trykket fast i hans hud. Han pillede dem af og spiste dem. Der var lidt flere i posen. Dem spiste han også og kiggede sig rundt efter noget at drikke. Hvad som helst, undtagen cola. Han havde fået for meget af det stads, mens de spillede. De andre rørte også på sig. „Kæft, hvor du larmer,“ mumlede Lasse. Mads raslede noget mere med chipsposen. „Så står vi op.“ „Hvad er klokken?“ spurgte Morten fra dybet af sin sovepose. „Næsten halv tolv.“ Der lød grynten og sukken. „Nå, men så står jeg selv op,“ sagde Mads og kom op at stå. Han fik samlet sine ting, pakket computer og skærm ned i de tasker, han havde med til det samme, og gik hjem. Der var ikke ret langt, og han følte sig næsten lykkelig. Intet af alt det slemme, der var sket tidligere, fordi han havde gjort åndssvage ting i Alt, ville ske. Han var fri. Uden skyld. Uanset hvad der skete. Om søndagen kunne Mads ikke glemme den frokost, som Caroline og hendes familie snart skulle have. Han ville give meget for at komme med igen. På en måde havde han jo ikke været med til den før. Jo, i et tidligere spil, men nu havde han jo loadet et ældre spil, så i det her load havde han ikke været med til frokosten. Det ville han. Uden hjælp fra Alt. Han smed noget regntøj i sin rygsæk, tog sin cykel og cyklede ned til stranden, mens maven rumlede, og munden løb i vand. Caroline var ikke i sigte. Mads var sikker på, at han var lidt for tidligt på den, så han satte sig på en bænk, der stod helt oppe mellem hybenbuskene, og gav sig til at vente. Ti minutter senere kom hun sammen med Fie. Hun så ham slet ikke og var næsten forbi ham, da han råbte hendes navn. „Hej,“ sagde hun. „Hvad sidder du der og venter på?“ „Dig,“ svarede han. Det var jo ikke engang løgn. „Du kunne da ikke vide, at jeg lige ville komme her forbi.“ „Det kunne jeg da i hvert fald.“ Hun lo. „Du er mærkelig.“ Han samlede en gren op og kastede den hen ad stranden. Fie satte efter.


„Hvorfor sidder du og venter på mig?“ spurgte hun. „Det gør jeg da heller ikke. Det var bare noget, jeg sagde. Jeg er på vej ud til Egå Marina, men det bliver nok ikke i dag.“ „Hvorfor ikke?“ „Det begynder at regne lige om lidt.“ „Tror du det?“ Hun kiggede op mod skyerne, der ikke så specielt truende ud. „Det ved jeg,“ sagde han med et bredt smil. „Hvis vi går nu, kan vi lige præcis nå i læ hjemme hos dig, inden det for alvor bryder løs.“ „Du er ikke så lidt fræk,“ lo hun. Mads trak på skuldrene. „Jeg skal lige have min cykel med.“ Den stod lænet op ad et træ ikke så langt derfra.


40

Et afsindigt vigtigt job Carolines mor dukkede op i entreen. „Hej,“ sagde hun og så overrasket ud. „Jamen, det er da Mads.“ „Jeg skulle lige i læ for regnen,“ sagde han. Carolines mor kiggede op mod himlen. „Ja, jeg tror der kommer torden.“ „Nej, det er bare min mave, der rumler,“ sagde Mads. „Nå. Er du sulten? Jamen, det kan vi da gøre noget ved. Vi skulle lige til at have frokost. Vil du ikke spise med?“ „Øh, joh … jo tak.“ Hun gik i forvejen ind i stuen, hvor der var dækket op til fire ved bordet. Carolines far og lillesøster sad allerede klar. Mads hilste på dem. Carolines far rejste sig og gav hånd. Det var Mads forberedt på, og frokosten forløb stort set ligesom sidste gang. Bortset fra da Mads fik drejet samtalen ind på uddannelse og fremtidige jobmuligheder. „Jeg kunne nemlig måske godt tænke mig at arbejde i en bank,“ sagde han. „I en bank?“ Carolines far løftede øjenbrynene. „Ja. Jeg tror, det kunne være spændende.“ „Jeg arbejder i en bank,“ sagde Carolines far. „Wow!“ udbrød Mads og tog sig til hovedet, som om det var helt ufatteligt. „Er det ikke sindssygt spændende?“ „Tjooh. Det …“ „Det er jo et afsindigt vigtigt job,“ fortsatte Mads begejstret. Carolines far lænede sig lidt frem i stolen. „Og hvorfor synes du så det?“ Mads sank en klump. Alle stirrede på ham. Hvad var det nu, han havde rodet sig ud i? Hvad skulle han svare? Han anede ikke en pind om banker. Men hvad var det nu, Ole havde sagt for et stykke tid siden? Noget med finanskrisen. „Jo, fordi … hvis bankerne ikke fungerer, så … så fungerer samfundet ikke.“ „Det kan du selvfølgelig have ret i,“ sagde Carolines far. „Jamen,“ sagde Mads og slog ud med hånden. „Det viste finanskrisen jo.“ Carolines far nikkede og kiggede ned i bordet, som om han ikke ville møde nogens blik, og i det øjeblik tænkte Mads, at det måske slet ikke lå Carolines far så fjernt at bruge det blå reb i garagen, til det som Mads havde set ham bruge det til. Han ville gerne sige noget mere om banker, men der var ikke mere. Han havde udtømt det emne. Hvis Carolines far begyndte at snakke mere om det, ville Mads få store problemer. De spiste videre, og Mads forsøgte at skubbe de bekymringer væk ved at kaste sig over maden med fornyet styrke. Pludselig glimtede det blændende hvidt. Carolines mor havde taget et billede. Caroline så ikke begejstret ud og lagde servietten fra sig. „Tak for mad,“ sagde hun. „Øh, ja. Også tak for mad,“ mumlede Mads. „Det smagte virkelig godt. Jeg må nok også hellere se at komme videre.“ „Det tror jeg ikke,“ sagde Carolines far og pegede ud ad vinduet. Det styrtregnede. „Jeg har regntøj med i min rygsæk,“ sagde Mads, „så det er ikke noget problem.“ Han ville gå glip af chokoladekagen og bollerne, men det gik nok. Han var virkelig mæt. Carolines forældre så helt skuffede ud. Caroline gik med ham ud til døren og ventede, mens han tog sit regntøj på. „Og det var dig, der ville i læ, selvom du havde regntøj med.“ Mads grinede. „Jeg ville jo ikke gå glip af den gode søndagsfrokost.“ Caroline stirrede på ham med store øjne. „Nej, nu må du altså holde op med det der. Du freaker mig helt ud. Du kunne da ikke vide …“ Carolines far dukkede op i døren. „Er det din cykel?“ han pegede på Mads’ cykel der stod foran garagen. „Ja,“ svarede Mads. „Kæden trænger da vist til noget olie. Vent lidt.“ „Nej, far,“ sukkede Caroline og himlede med øjnene. „Det tager bare et øjeblik,“ sagde hendes far og tog et par træsko på. Så gik han ud i garagen, fandt en spraydåse og gav sig til at smøre kæden. „Tak,“ sagde Mads. „Dækkene mangler luft,“ konstaterede Carolines far, og inden Mads havde fået set sig om, var dækkene blevet pumpet. Cyklen kørte langt bedre, end den plejede. Selvom det var regnvejr. Først da han kom hjem, gik det op for ham, at Caroline ikke havde tilbudt at hjælpe ham med anmeldelsen af teaterstykket. Han slog sig med flad hånd i panden. Åh, nej, nu skulle han til at skrive alt det shit en gang til. Det var næsten ikke til at holde ud at tænke på. Men han kunne huske en del, af det han havde skrevet sidst, så hvorfor ikke ordne det selv? Han sukkede. Her var virkelig en af ulemperne ved at kunne hoppe tilbage i tiden. Alene på grund af den danske stil ville han ikke gøre det flere gange end højst nødvendigt. Men det ville heller ikke blive nødvendigt. Han havde lært af sine fejl. Denne gang ville alt komme til at glide helt anderledes glat.


41

Massage Der var i hvert fald tre ting, som bare ikke måtte ske denne gang. Først og fremmest måtte hans far ikke møde den lyshårede kvinde, Carolines far måtte ikke hænge sig i garagen og Karloff … ja, hvad skulle han egentlig stille op med ham? Hans mor var jo forfærdelig. Det var hende, der skulle gøres noget ved. Så ville Karloff få det lettere, og dermed ville alle andre i skolen sikkert også få det lettere. Men Tulle skulle ikke flyve ud ad vinduet. Det lå fast. Det første problem var let nok at løse. Mads skulle bare lade være med at få sin far til at bakke ind i kvinden. Så var den sag ordnet. Det samme med Carolines far. Hvis Mads ikke fik ham til at sige op, ville han ikke hænge sig selv – håbede han. Karloffs mor var vanskeligere. Her kunne Mads ikke ordne problemerne ved ikke at gøre noget. Men hvordan skulle han få en narkoman til at droppe at tage stoffer? Det var næsten for uoverskueligt. Det bedste ville næsten være, hvis hun døde. Nej. Han ville ikke begynde at løse problemer ved at udsætte folk for dødelige uheld. Der satte han grænsen. Han måtte finde på noget andet. Den aften han skulle hente pizzaer, gik han en omvej uden om tunnellerne, hentede pizzaerne og gik hjem gennem tunnellerne. En hætteklædt skikkelse trådte frem og spærrede vejen. „Hey, Karloff,“ råbte Mads straks og løftede den ene hånd til en hilsen. Karloff slog hætten tilbage. „Hvordan kunne du se det var mig?“ „Det var da let nok. Hva’ så? Hvad laver du her?“ „Ikke noget,“ mumlede Karloff. „Hvad laver du?“ „Er på vej hjem med pizzaer, men lige inden jeg gik, ringede min far og sagde, at han ikke kunne nå hjem og spise, så vi har i virkeligheden en for meget, du kunne vel ikke spise en pizza?“ „En pizza?“ Karloff kom nærmere. „Man kan vel altid spise en pizza.“ „Præcis,“ sagde Mads og nikkede. „Det er med skinke og rød peber.“ „Fuldstændig lige meget,“ mumlede Karloff. Mads trak sin egen pizza frem og rakte papæsken til Karloff. „Jeg har forresten lige set en YouTube-video med en papegøje, der kunne sige alle mulige sjove ting. Der er over to millioner, der har set den, det er helt vildt. Hende der har papegøjen må have tjent tonsvis af penge på den.“ „En papegøje?“ Karloff lød interesseret. „Men hvordan kan man tjene penge på det?“ „Det her var en optagelse fra et tv-show. Jeg tror godt, man ville kunne få penge for at optræde med sådan et nummer.“ „Men kender du nogen, der har en fugl, der kan det?“ „Næh,“ sukkede Mads og trak på skuldrene. „Gør du?“ „Mig? Nej! Hvorfor skulle jeg gøre det?“ „Det ved jeg da ikke. Det kunne da godt være. Jeg kender nemlig en, der har et videokamera, så man kunne optage en film til YouTube, hvis man ville.“ Karloff fnøs. „Det tjener man jo ingen penge på.“ „Det kan man aldrig vide.“ Karloff nikkede. „Men der er mange, der kan optage video med deres mobil. Man kan da bare bruge sådan en.“ Mads rystede på hovedet. „Kvaliteten er ikke god nok. Det skal være et rigtigt kamera.“ Mads løftede sine to pizzabakker. „Nå, jeg må videre. Pizzaerne skulle nødig blive kolde.“ Karloff nikkede og skyndte sig af sted i modsat retning. Mads smilede. Det gjorde det noget lettere at hjælpe folk, hvis man vidste, hvad deres problem var. Problemet var, at andre folks problemer hurtigt kunne vise sig at give en selv problemer. „Kun to?“ brummede Ole, da Mads kom hjem. „Ja, jeg tabte den ene.“ „Ej, Mads.“ Eva sukkede opgivende. „Tror du måske, det var med vilje? Det var oven i købet min egen.“ „Så må vi jo dele, dem vi har,“ sagde Ole. „Nej, tak.“ Mads rynkede på næsen, for Ole fik altid pizza med en stærk gorgonzola-ost på, som smagte og stank helt forfærdeligt, og Eva fik med pepperoni – som sådan set var godt nok – men så fik hun ekstra mange champignoner og oliven drysset ud over det hele, og det var absolut ikke noget for Mads. „Jeg tager bare en toast,“ sagde Mads. De spiste i tavshed. Mads betragtede sin far i smug og kunne ikke lade være med at tænke på den lyshårede kvinde, som Ole ville få en affære med i fremtiden, hvis han vel at mærke bakkede ind i hende på parkeringspladsen. Det ville ikke komme til at ske. Men det var bare underligt at tænke på, at der ikke skulle mere til. Det var jo en tilfældighed. Men ville den tilfældighed også ende med, at Ole fik en elskerinde, hvis Ole var lykkelig i sit ægteskab? Mads var ikke sikker. Han studerede sin mor. Hun anede intet om noget som helst. Det var synd for hende. Men gjorde hun egentlig nok for at holde på sin mand? Gjorde de nok for at holde på hinanden? Hvor længe havde de efterhånden været gift? Noget i retningen af femten år, så vidt Mads vidste. Skræmmende tanke. Var det bare sådan, det var at være gift? De lavede jo aldrig noget sjovt sammen. Arbejdede bare, købte ind, lavede mad, gik i seng. Han vidste, at hans mor sov med ørepropper hver eneste nat, fordi Ole snorkede så meget. Hun havde et par gange sagt, at hun ville sove i gæsteværelset for fremtiden, men havde ikke gjort det endnu. Kunne man overhovedet være gift, hvis man måtte sove i hver sin ende af huset? „Har du ondt igen?“ sagde hun pludselig og kiggede på Ole. Han nikkede og tog sig til ryggen. „Jeg fik et lille knæk tidligere i dag, da jeg lige ville hjælpe en patient op fra en kørestol.“ „Skal jeg give dig lidt massage?“ „Gider du?“ „Selvfølgelig.“ Mads ville normalt være gået ovenpå, men nu blev han hængende lidt og så ud, som om han læste i det nye nummer af Illustreret Videnskab, som hans far abonnerede på, men i virkeligheden holdt han øje med sine forældre. Så sin far lægge sig på maven på sofaen og sin mor hælde en smule olie på sine hænder. Hun gav sig til at massere Oles lænd, og hun gav sig god tid. Var grundig. Ole sukkede og sagde, at det var dér, lige præcis dér. Mads blev glad. Sådan var det også at være gift. Så var man to. Hvis man nu skulle få brug for rygmassage.


42

Guden og gudinden Det var meget underligt at genopleve sit eget liv. Mads kunne ikke lade være med at se det hele som et stort skuespil – og han havde læst manuskriptet. Han vidste, at han bare skulle opføre sig som sidst, så ville alt køre fuldstændig som det havde gjort sidst, men det var alligevel også fristende at udnytte sin viden. Som for eksempel da han mødte Caroline på stranden og allerede vidste, hvad hun ville sige, inden hun sagde det. Så da et par af fodboldtosserne kom driblende gennem gangen med en fodbold i et af frikvartererne, skyndte han sig hen til Morten, der altid væddede om alt muligt. Han brugte mange penge på Oddset og tips, og han spillede en del online poker. „En tyver på, at de der tosser skyder en af lamperne ned, inden der er gået to minutter,“ sagde Mads. Morten tænkte sig om et kort øjeblik. Så rakte han hånden frem. „Okay.“ Mindre end fem sekunder senere skete det. Morten gjorde store øjne. „Hvordan kunne du vide det?“ „Det måtte jo ske,“ sagde Mads og rakte hånden frem. Morten lagde en tyver i den. Mads godtede sig. Så var der til en kakaomælk og et pølsehorn hos mælkedamen. En lærer kom og smed dem alle ud, men de nåede dårligt nok ned i gården, før det ringede ind, og alle vendte om. I det næste frikvarter kiggede Mads sig om efter andre muligheder for at vædde med Morten, og måske var det derfor, han glemte at holde sig på sikker afstand af pudderdåserne. Han var på vej forbi en gruppe piger, da han pludselig blev klar over, hvem det var, der stod i midten. „Ej, hvor er den lækker,“ sagde Karen og tog fat i ærmet på Claras bluse, „hvad har den kostet?“ „Jeg lægger ikke mærke til, hvad tøj koster,“ sagde Clara. „Hvis jeg ser noget, jeg vil have, så køber jeg det bare.“ Misundelsen skinnede som sølv i øjnene på de andre piger. De to pudderdåser lignede et par gudinder omgivet af hengivne tjenerinder. Mads rystede på hovedet, idet han passerede dem. Det så Anna åbenbart, for hun råbte: „Hvad er der med dig, Mads? Kan du ikke lide vores nye tøj?“ Han var lige ved at stikke høretelefonerne i ørerne, men tøvede nu. „Jeg er ligeglad,“ sagde han og trak på skuldrene. „Ligeglad?“ Anna gjorde en bevægelse med den ene arm, og flokken af piger åbnede sig for hende, så hun kunne skridte hen foran Mads, der pludselig følte sig meget lille, selvom han kiggede ned på Anna. Hun var et hoved mindre end ham. Hun lagde sin ene hånd på hans skulder, bevægede den kælent hen over hans hals og lod den ligge midt på hans brystkasse, trykkende sig ind til ham som en lille nøgen fugleunge. Han blev rød i hovedet. Pludselig kunne han se, hvad hun var. En gudinde. Og Alt havde jo gjort ham til gud. De passede perfekt sammen. „Du må da have en mening,“ sagde hun og smilede til ham, og pludselig var det, som om hun glemte at spille sin rolle som gudinde. Hun så alvorlig ud. Som om hun virkelig, virkelig gerne ville høre hans mening. Som om den betød noget for hende. Som om hun var interesseret i ham på en helt ny måde, som Mads aldrig havde troet ville være mulig. Han holdt vejret så længe, at han blev svimmel. Så åbnede han munden og trak ilt ind i et par store mundfulde. „Ja … ja, selvfølgelig,“ stammede han, „men …“ Hendes blik. Der var noget i det. Noget han ikke havde set i flere år, men som havde været der, dengang de havde været på hyttetur i anden klasse, og Anna havde kysset ham to gange. Blikket var alt det, som al sminken og det stjålne tøj ikke var. Måske var der stadig håb for hende. Måske var hun slet ikke den lede sæk, som hun havde været de sidste par år. Hendes hånd gled op over hans brystkasse og hals og videre op, hvor den rundede sig som et stykke fløjl mod hans kind. „Det er … smukt,“ næsten hviskede han, samtidig med at han mærkede al kraft sive ud af benene. „Hvad sagde du? Jeg kunne ikke høre det?“ hviskede Anna, der var trådt lidt tættere på ham. Han kunne mærke hendes ånde i sit ansigt. Det var med til at drive saften og kraften ud af ham. Hun svingede sig fra side til side, og han svingede med, uden at han selv var klar over, at han gjorde det. „Du er smuk,“ sagde han. Lidt højere. Højt nok. Hun forvandlede sig på et splitsekund. Fløjlen mod hans kind blev til en lussing, hendes smil fra gamle dage forsvandt, og det der helt specielle udtryk i øjnene blev blinket væk. „Mads Meganørd siger, jeg er smuk!“ råbte hun og vendte sig om mod pigerne, der havde stået som tryllebundne og fulgt med i, hvad der var sket. Nu brød de ud i hvin og grin. Mads vaklede baglæns. Nogle af drengene kom til. Anna fortalte med glæde, hvad der var sket, og hvad Mads havde sagt. Mads tumlede væk. Spurtede hen ad gangen, ned i skolegården og over i sit gode gamle hjørne, hvor han stak høretelefonerne godt ind i ørerne og skruede helt op for lyden. Det her skulle de komme til at fortryde. Anna og Clara var bare så færdige. Langsomt fik Mads kontrol over sit åndedræt, og han lod blikket løbe rundt i skolegården. Var der nogen, der stod og grinede ad ham eller pegede fingre? Nej. Alt så helt normalt ud. Karloff stod midt i det hele og scannede sine omgi velser. Han ignorerede Mads fuldstændig. Et godt tegn. Det ringede ind til sidste time. Mads havde ikke lyst til at gå ind i klassen. Hans skoletaske var godt nok oppe i klasseværelset, men det var han ligeglad med. Han ville hjem. Så da alle de andre elever i skolegården luskede hen mod dørene, gik han den anden vej. Og var lige ved at støde ind i Gitte, der i det samme kom rundt om hjørnet. „Hov, Mads, hvor er du på vej hen?“ Han blev helt stiv i hele kroppen og svarede ikke. „Det har lige ringet ind,“ sagde hun. „Vi skal have dansk nu. Kom så.“ „Jeg …“ „Du var vel ikke på vej hjem?“ spurgte hun og kneb øjnene sammen. „Nej,“ sukkede Mads og fulgte med hende op i klassen.


43

Moster Det blev en meget lang time. Mads sad og tænkte på det, Anna havde kaldt ham. Mads Meganørd. Var det det, de gik og kaldte ham bag hans ryg? Han havde ikke hørt det før. Pyt. Det generede ham ikke. De måtte sgu kalde ham, lige hvad de ville, han var da ligeglad. I samme øjeblik det ringede ud, rejste han sig og skyndte sig mod døren, men Gitte greb fat i ham og trak ham til side, så han ikke skulle blive løbet ned af alle de andre i klassen, der bissede mod udgangen som en flok desperate okser på den amerikanske prærie. „Har du for resten været oppe på kontoret med den der seddel?“ spurgte hun. „Øhm … nej. Ikke endnu. Mine forældre har haft lidt travl, så … men jeg skal nok aflevere den,“ sagde Mads og skyndte sig ud. Hvordan var det nu med Gitte og ham den lægestuderende Elmer, der boede i samme opgang som hende? Han havde fået dem til at mødes, men var det i det her load? Det ville han tjekke, når han kom hjem. På vejen mødte han Karloff. Det så næsten ud, som om Karloff bare stod og ventede på ham. Det fik Mads’ hjerte til at springe nogle slag over. „Jeg har tænkt på det der, du sagde med papegøjen og YouTube,“ sagde Karloff. „Hvad nu hvis jeg kender en, der har en fugl, der kan sådan noget?“ „Så skaffer jeg kameraet.“ „Hvor hurtigt kan du skaffe det?“ „Hurtigt.“ „Med det samme?“ „Ja, altså hvis Lasse er hjemme.“ „Find ud af det.“ Det lød som en ordre. Mads trak sin mobil frem og skrev til Lasse, om han kunne komme forbi og låne kameraet. Svaret kom to sekunder efter: „er jemme kom bare“ „Jeg kan hente det nu,“ sagde Mads. „Okay. Så gør det og kom hjem til mig bagefter.“ Mads nikkede, vendte rundt på hælene og gik. Mads ringede på døren med en nervøs kildren i maven. Han havde absolut ikke lyst til at træde indenfor i den lejlighed. Havde ikke lyst til at møde hverken Karloff eller Karloffs mor. Men af og til var der ting, som man bare måtte se at få overstået, og det her var en af dem. Han havde Lasses kamera i skoletasken, og det ville ikke tage mange minutter at få optaget den film. Så kunne han komme hjem til Alt. Der var så mange ting, han skulle gøre. Så meget at få styr på. Han havde ikke tid til det her. Men det med fuglen var jo trods alt hans egen ide. Døren gik op. Den peb i hængslerne. „Kom ind,“ brummede Karloff. Mads skyndte sig indenfor i entreen. Døren til stuen var heldigvis lukket, og der var stille i lejligheden. De gik ind på Karloffs værelse. Der var flyttet lidt rundt på møblerne, kunne Mads se. Skrivebordet var rykket ind mod midten af rummet, og der var sat et par lamper op. Midt på skrivebordet stod buret og fuglen. Mads gik hen til buret, stak en finger ind mellem et par af tremmerne og sagde: „Kom så da, Tulle.“ Karloff tog ham i skulderen og rev ham bagud. „Hvad fanden har du gang i?“ „Hvad mener du?“ Mads gispede af skræk og smerte, fordi Karloffs hånd var ved at knuse alle knogler i Mads’ skulder. „Hvordan vidste du, hvad fuglen hedder?“ „Det … det ved jeg da heller ikke.“ „Du sagde lige dens navn.“ „Jamen … hedder den Tulle?“ „Det var da det, du sagde, ikke?“ „Jamen, det var bare … altså, det er et helt almindeligt fuglenavn. Min … min moster har en fugl, der hedder Tulle. Det var derfor.“ „Okay,“ mumlede Karloff og gav slip. „Har du kameraet?“ „Selvfølgelig.“ Mads tog tasken af og trak kameraet op, selvom det var svært med en lam arm. „Hvad, øhm … er det din fugl?“ Karloff svarede ikke, og Mads turde ikke spørge en gang til. Karloff var så stor, at det var skræmmende, og han så ikke ligefrem glad ud. Men idet han åbnede buret, stak sin store pølse af en pegefinger ind i det, og Tulle sprang op på fingeren, var det, som om hans ansigtstræk smeltede. „Ja,“ mumlede han. „Tulle er min fugl. Og det er mig selv, der har lært hende de tricks, hun kan.“ Han førte hende hen mod træpinden, der stod på skrivebordet, og da hun hoppede over på pinden, satte han sig selv på kontorstolen. „Er du klar?“ spurgte han. Mads flyttede på lamperne, så de lyste lige på Tulle og Karloff, og trykkede på optageknappen.


44

Drengen med træer på skuldrene Han var ærlig talt ikke nogen dårlig gud, hvis han selv skulle sige det. Han havde bare haft brug for at øve sig lidt. Selvfølgelig. Sådan var det med alle spil. Og da ‘Dying in your lap’ pludselig blev råspillet i radioen og strøg ind på førstepladsen på topti-listen – også på tv, hvor Street Moe havde fået lavet en ret morsom video – blev Mads ligefrem helt stolt. Det var hans værk. Hans sang. Næsten. Han sørgede for, at Gitte mødte Elmer ligesom sidst. Hun skar sig, han kom med plaster. Mads følte sig så meget ovenpå, at han endda gik i gang med at skrive stilen om teaterstykket. Hvad var det nu, de havde skrevet sidst? At det var et symbolsk stykke, der handlede om døden og om at være død, mens man levede. Hvad mere? Hvordan skulle han begynde? Pludselig lød det hele helt forkert, og grundlæggende fattede han stadig ikke, hvad det stykke handlede om. Han fik øje på teaterfolderen, glattede den ud og læste lidt i den: „En af menneskets største gaver er evnen til at undre sig. For det er med til at gøre os åbne og villige til at møde nye og ukendte sider, af det vi troede, vi kendte til bunds. Netop når man undrer sig, bliver man i stand til at se tingene fra den modsatte side, genopdage dem, nyfortolke dem. I teatrets verden kan man helt legalt undre sig og bagefter begive sig ud i verden med et helt nyt blik. Berørt, beriget, inspireret.“ Mads klaskede sig i panden med flad hånd. Sådan en gang ævl. Hvad skulle han bruge det til? Han krøllede folderen sammen til en kugle og smed den i skraldespanden. Han var alene – helt alene om det her. ‘Se tingene fra den modsatte side.’ Lettere sagt end gjort. Hvad handlede stykket om? Døden, selvfølgelig. Det var det, han ville skrive om. Døden der lå på lur lige om hjørnet, hele tiden og hver eneste dag. Han åbnede Word og gav sig til at skrive. Det gik trægt, og han fik kun skrevet lidt over en halv side. Han sukkede. „Så mangler jeg bare at rette den til og læse korrektur,“ sagde han med tøset stemme. „Som om!“ udbrød han med dyb stemme og slog i bordet. Han var sgu færdig. Helt og aldeles færdig med den stil. Så lo han igen, og ligesom når man i et spil kom ind i en stime af gode kills, så kom han til at tænke på sedlen, som han skulle have underskrevet af sine forældre. Hvor var den? Han fandt den på gulvet under skrivebordet mellem et par tomme slikposer, en sur sok og et knækket sugerør. Han forsøgte at glatte den ud, så godt han kunne, og gik nedenunder med den, hvor han lagde den på køkkenbordet. Hans forældre sad inde i stuen. Fjernsynet gik. Det lød, som om der var nyheder på skærmen. Så gik han op til computeren igen, zoomede ind på sin far, fik ham til at rejse sig og gå ud i køkkenet, hvor han fik ham til at skrive under. Sådan. Uden noget bøvl. Og bare for at sætte en fed streg under hvor suveræn han var, fik han sin far til at gå op ad trappen, banke på døren, vente, til Mads sagde „Kom ind“, og derefter stikke hoved og arm ind og sige: „Hej Mads. Det her er vist din.“ „Ja, tak.“ Mads snuppede sedlen, Ole lukkede døren og gik ned ad trappen, og da Mads var sikker på, at han igen var uden for hørevidde, kunne han ikke holde sig længere, men sprang op fra stolen, mens små hyl af ren triumf undslap ham, og han lavede en eller anden form for hjemmelavet, gakket sejrsdans. Han afleverede sedlen på kontoret næste dag og følte sig fuldstændig uovervindelig. Han fik en graffitimaler til at skrive: ‘Gud er gamer’ i kæmpestørrelse på en gavl i midtbyen. Han fik Street Moe til at skrive en sang, der hed ‘Gud er gamer’ og fik Tina Johansen fra tv-avisen til at gå ind og se Karloffs papegøjefilm på nettet. Det var umuligt at sige, om der ville komme noget ud af det, men hver gang han fik nogen til at gøre noget, tænkte han på det som et frø, han plantede. Om natten drømte han en drøm om, at små planter voksede op fra hans skuldre og hår. Små krøllede spirer der rullede sig ud som bregner og blev til et helt vildnis. Pludselig voksede et kæmpe træ op på hver af hans skuldre, og det så ikke ud til at genere ham. Tværtimod. Han var stolt af det, og alle folk beundrede drengen med træer på skuldrene. Det var en skøn drøm, og da han vågnede fra den, tænkte han, at det var det, det hele drejede sig om. At blive beundret. Var det ikke alle menneskers drøm? De skulle have dansk, men Gitte, der ellers plejede at komme til tiden, var forsinket. Straks bredte anarkiet sig rundt omkring i klassen. Nogen kastede med små kugler af et eller andet, et par af drengene jagtede hinanden rundt i klasseværelset og tumlede hen over tasker, stole og borde. Pudderdåserne sad og stak hovederne sammen, trutmundene sad stille på deres pladser og forberedte sig til timen ved at læse i danskbogen. Lasse skubbede til Mads og gav sig til at forklare et eller andet om et helt specielt og meget sjældent våben, han havde fået i et computerspil. Så kom Gitte ind ad døren, og alle kunne straks se, at der var noget galt. Hun så helt forandret ud. Var det overhovedet Gitte? Så lille. Helt bleg. Hun gik hen til katederet og fumlede lidt med nogle papirer, der lå på bordet. Hun klappede i hænderne et par gange, og der blev stille. „Sæt jer ned,“ sagde hun. Selv hendes stemme havde mistet en del af den skærebrænder-kraft, den normalt havde. „Der er sket noget meget slemt, som jeg selv lige har fået at vide her til morgen.“ Der blev helt stille i klassen. Mads bemærkede, at Caroline ikke var kommet. Ellers manglede der ikke nogen. „Det drejer sig om Carolines far,“ sagde Gitte. „Han er … han har været ude for et trafikuheld og … og han er … åh, det er så frygteligt … han er desværre død.“ Så kom lydene tilbage til klasseværelset. Skyllede ind over dem i form af spørgsmål af forskellig slags og forfærdede udbrud, nogle af pigerne snøftede, alle var chokerede. Mads bed tænderne sammen. Fandeme nej. Det her kunne han ikke tillade. „Hvornår skete det?“ spurgte Mads. „I går eftermiddags på vej hjem fra arbejde,“ svarede Gitte. „Så vidt jeg har forstået, var det en motorcyklist, der kørte over for rødt, som udløste trafikulykken.“ Mads bandede indvendigt. Hvad fanden var der i vejen med den mand? Hvorfor kunne han ikke holde sig selv i live? Men hvis han ikke selv kunne, så måtte Mads jo gøre det. Han rejste sig. „Hvor skal du hen?“ spurgte Gitte. Mads svarede ikke. Skubbede bare døren op og løb, inden nogen kunne nå at stoppe ham. Han løb gennem de tomme gange, ned ad trapperne og hele vejen hjem, skyndte sig op på sit værelse, tændte computeren og gik ind i Alt.


45

En helt almindelig film Dér sad Caroline og græd sammen med sin mor og lillesøster og forskellige andre mennesker, som Mads ikke kendte. Han opdagede, at han kunne spole frem og tilbage i de enkelte gemte spil og kigge på fortiden, som var det en helt almindelig film. Kameraet fulgte den person, han havde valgt. Mads spolede tilbage til før ulykken og fulgte Carolines far, der satte sig ind i bilen og kørte, dér kom motorcyklen, som kørte over for rødt, og Carolines far flåede rattet til venstre for ikke at ramme motorcyklen. Desværre ramte han selv med høj fart en lygtepæl, der skar sig gennem bilen. Mads klikkede hurtigt på motorcyklisten, der bare fortsatte, som om intet var sket. Mads troede ikke sine egne øjne, da han så, hvem det var. Det var rockeren, som Mads allerede havde taget livet af en gang, da han kørte ind i en lastbil på Christian Filtenborgs Plads. Men han havde genoplivet ham, fordi han ikke ville have en fremmeds liv på sin samvittighed. Og hvad skete der så? Idioten slog Carolines far ihjel ved et uheld. Mads spolede tilbage til før uheldet. Fulgte rockeren, da han satte sig op på sin motorcykel og kørte gennem byen. Mads overtog kontrollen med rockeren og fik ham til at køre ned på havnen, fik ham til at parkere motorcyklen lige ved kanten af et havnebassin, stå af og så, med et kraftigt spark, vælte motorcyklen ud over kanten. Mads lænede sig tilbage i stolen og pustede ud. Det føltes, som om han havde siddet og holdt vejret de sidste fem minutter. Mindst. Men han havde også lige reddet et menneskeliv. Et menneskeliv han kendte. Han forlod rockeren og sprang til Carolines far, der nærmede sig lyskrydset i sin bil. Der var grønt lys, han fortsatte lige over uden uheld, og for at være sikker på at han kom godt hjem, fulgte Mads ham et stykke af vejen. Så ham dreje ind på parkeringspladsen ved centeret, fulgte ham ind i supermarkedet, hvor han købte lidt ind – og mødte Mads’ mor, Eva. Mads smilede. Det havde Eva da ikke fortalt ham i går, da det her skete første gang … nårh, nej, vent lidt, i går skete det her jo slet ikke. I går var Carolines far død på det her tidspunkt. I går fandtes ikke længere. Mads havde jo ændret i går. Det gamle i går. Det her var det nye i går. Nyere og bedre. Hvad snakkede de om? Han zoomede helt ind på dem. „… ja, men Mads kan slet ikke koncentrere sig om den slags, er jeg bange for,“ sagde Eva. „Sådan er det nok med mange drenge,“ svarede Carolines far. „Men jeg har da hørt, at han hjalp Caroline, da de cyklede hjem i modvind fra det der teater.“ „Teater?“ Eva rystede på hovedet. „Det har Mads ikke fortalt noget om.“ „Nå. Jamen, der var modvind, og Caroline er jo ikke så stærk, og så havde Mads simpelthen skubbet hende hele vejen tilbage til skolen.“ „Det må jeg nok sige,“ sagde Eva og så helt stolt ud. „Det er jeg da glad for at høre.“ Mads zoomede ud og lænede sig tilbage i stolen. Hold kæft, hvor Alt bare var for nice. Det her var livet. Pludselig kunne han se, hvordan han kunne bruge spillet til at få et rigtig, rigtig godt liv. Han ville jo kunne få en hvilken som helst uddannelse, et hvilket som helst job. Alle de forhindringer, som almindelige mennesker mødte undervejs i deres liv, kunne han rydde af vejen for sig selv. Og andre. Som Carolines far, der havde købt lidt brød, nogle grøntsager og noget kød og nu sad i sin bil igen. Mads fik ham til at køre ind på skolens parkeringsplads, hvor inspektørens bil stadig holdt ved siden af et par stykker andre. Mads styrede Carolines far op ad trapperne til kontoret. Sekretæren havde fået fri. På skranken lå der et print af en stillingsannonce om en ny pedel. Mads fik Erik til at tage sedlen og gå hen og banke på inspektørens dør. Så forlod han scenen og gik helt tilbage til jordkloden, der hang og svævede i rummet. Han fik den til at rotere. Utryghed var det, der gjorde folk mest ulykkelige i denne verden, det havde Gitte selv sagt. Han var ikke utryg ved noget som helst. Ikke længere.


46

Rovdyret Han sad fordybet ved computeren, da han hørte en lyd uden for sin dør, og han trykkede hurtigt på Alt og Tab-tasterne for at sende spillet i baggrunden og Word i forgrunden på sin skærm, så det så ud, som om han sad og lavede lektier. Døren gik op, og Eva stak hovedet indenfor. „Hvad laver du?“ spurgte hun. „Lektier,“ svarede Mads. „Nå.“ Hun lød overrasket. „Hvad har du for?“ „Det er bare noget dansk. En stil.“ Mads havde snydt dem så mange gange med Alt-Tab. Det skulle ikke undre ham, om de virkelig selv troede på, at han sad og lavede lektier så tit. „Er det til i morgen?“ spurgte hun og strøg ham over håret uden at sige noget. Smilede kun. Mads hadede, når hun gjorde det. Engang havde han godt kunnet lide det, men på det sidste var han begyndt at hade det. „Nej, men det er en stor opgave, så jeg tænkte, at jeg ville starte i lidt god tid.“ Eva smilede. „Du er altså ved at blive så …“ „Så hvad?“ „Det ved jeg ikke … moden.“ Det blev lidt pinligt for dem begge to. „Men jeg kom faktisk for at spørge, om vi ikke skulle se en film sammen, alle tre.“ „En film?“ Mads kunne ikke tro sine egne ører. Det var meget længe siden, de havde gjort det sidst. Og hvorfor havde de pludselig fået den ide? Den havde de ikke fået i går – altså det gamle i går. Var det, fordi Eva havde mødt Carolines far, og han havde fortalt, at Mads havde skubbet Caroline hele vejen hjem? Måske. Han havde jo efterhånden lært, at selv de allermindste ændringer kunne have stor indvirkning på, hvad der skete. „Nice. Hvad skal vi se?“ „Kom med ned, så snakker vi om det.“ På vej ned ad trappen standsede Eva op. „Jeg mødte en, du kender, i dag, forresten.“ „Nå,“ sagde Mads og lod, som om han ikke vidste, hvem det var. „Du ved, ham den store fra din klasse, hvad er det nu, han hedder? Karl!“ Mads gjorde et lille overrasket hop med kroppen. „Nej. Det var da Carolines far, du mødte.“ „Ja, ham mødte jeg inde i supermarkedet, inden jeg mødte Karl. Hvordan ved du det?“ „Øhm … det sms’ede Caroline.“ „Nå. Jamen, det jeg ville sige var, at Karl er blevet så høflig og rolig, synes jeg. Han var meget vildere engang, er det ikke rigtigt?“ Mads sagde ikke noget. „Men det var nu lidt underligt, for han spurgte om noget med din mosters fugl eller sådan noget, jeg forstod det ikke helt.“ Mads blev iskold fra hårrødderne til tåneglene. „Jeg sagde selvfølgelig til ham, at der var et eller andet, han havde fået fuldstændig galt fat i, for din moster har aldrig haft nogen fugl, det er stensikkert.“ Hun lo. „Men han blev bare ved med at snakke om en fugl, der hed Tulle eller sådan noget, er det ikke underligt? Det var, som om han simpelthen bare ikke ville tro på, hvad jeg sagde. Meget mærkeligt. Er det noget, du har fortalt ham?“ „Øh … det … tror jeg ikke. Karl er ikke ligefrem den hurtigste knallert i garagen.“ „Hvad mener du … nårh. Nej, det har han vist aldrig været.“ De var nået ned i stuen, men den glæde, Mads havde følt ved udsigten til god gammeldags familiehygge, var fuldstændig forsvundet. Han kunne kun tænke på én ting: at komme op til computeren og finde ud af, om Karloff havde gennemskuet ham. Og hvis han havde det, hvad havde han så tænkt sig at gøre ved det? Måske var det bedre straks at åbne et ældre spil igen og så sørge for, at Eva ikke mødte Karloff. Han orkede det næsten ikke. Ikke fordi det var besværligt at springe tilbage i tiden på den måde, men han havde snart lidt svært ved at finde ud af, hvad der var sket og ikke sket i det spil, han var i lige nu. „Hvad skal vi se?“ sagde Ole. Han så slet ikke ud, som en der glædede sig til at skulle se film med sin familie. Var det Eva, der havde fået det trumfet igennem? „Kan I ikke køre hen og kigge på, hvad de har?“ sagde Eva. „Så laver jeg noget kaffe og gør klar.“ „Det gør vi,“ sagde Ole. „Kom.“ „Men ikke en eller anden ulækker splatterfilm eller sådan noget volds… orgie noget,“ sagde Eva. „Nej, nej,“ brummede Ole. „Men heller ikke en romantisk film, vel Mads?“ „Hva’?“ „Hallo. Følger du med eller hvad?“ Ole knipsede med fingrene foran Mads’ øjne. „Ja, ja. Lad os nu bare komme af sted.“ Idet de bakkede ud fra carporten, syntes Mads, han så en mørk skikkelse dukke sig for billygternes lyskegler bag hækken. Det gav et sug i hans mellemgulv. Han vidste, hvem det var, der lå der. På lur. Som et rovdyr. Og han vidste også, hvem byttet var. Men da han kiggede efter igen, så han ikke noget mistænkeligt alligevel. De fik lejet en film, som Mads valgte, og på vej ud af kiosken så han Gitte komme gående sammen med Elmer. De gik hånd i hånd. Det var da godt nok gået stærkt med de to, tænkte Mads, men glædede sig over, at hans plan var lykkedes. Mads kunne overhovedet ikke koncentrere sig om filmen, der ellers var amerikansk og med action, som han bedst kunne lide den, med masser af skuddueller og urealistiske biljagter, helikopterjagter og eksplosioner. Den slags film han kaldte ‘for-sjov-vold’, hvor helten lige kunne nå at fyre et par smarte replikker af mellem drabene. Ole hadede den slags film, han var mere til mærkelige franske film, hvor der ikke skete en skid, og han faldt i søvn halvvejs i filmen. Eva holdt lidt længere ud, men måtte også overgive sig til søvnen, inden filmen var færdig. Mads kiggede på sine forældre i det flakkende lys fra fjernsynet. De så så anderledes ud. Hvornår havde han sidst set dem sove? Det var mange år siden. Det var nærmest lidt uhyggeligt. De kunne åbenbart ikke holde sig vågne så sent, medmindre de sad ved deres computere og arbejdede. Eller så nyheder. Mads tænkte, at det her ikke var det, det lignede: en spontan hyggeaften. Den var planlagt og indregnet i deres arbejdsplan. Den tid de spildte her, ville de hente et andet sted. Måske lørdag aften, eller søndag eftermiddag. Han trykkede på STOP og slukkede fjernsynet. Forældrene vågnede ikke, og han overvejede at vække dem, men besluttede sig så for at lade dem ligge. De måtte selv finde ind i seng, når de engang vågnede. Han havde ikke lyst til at vente et sekund længere med at få fundet ud af, hvor Karloff var henne. Han skulle lige til at løbe op ad trappen, da han hørte et eller andet knirke deroppe. Han stivnede. Hans forældre lå stadig og sov inde i stuen, så dem kunne det ikke være. Var det Karloff? Lå han på lur deroppe? Nej, Karloff var for dum til at have gennemskuet Mads’ løgn, og det ville også være alt for risikabelt at snige sig ind i et fremmed hus, hvor alle var hjemme. Så sindssyg var Karloff alligevel ikke. Mads lyttede efter med hele kroppen, men hørte ikke mere. Trin for trin bevægede han sig op mod mørket, for han havde ikke fået tændt lyset på


trappen. Han skubbede forsigtigt døren til sit værelse op, tændte lyset og kiggede ind. Der så normalt ud. Han tændte computeren, og mens den startede op, gik han ud på badeværelset for at tisse og børste tænder. Så gik han tilbage til værelset, satte sig på kontorstolen og åbnede Alt. Han klikkede på Karloffs navn. Zoom. Mads nåede lige at undre sig over, at der blev zoomet ind på hans eget hus, hans eget værelse, der sad han jo selv foran computeren, og dér gik skabsdøren op, samtidig med at han hørte lyden af den knirkende skabsdør bag ved sig. Han vendte sig om i ren panik og stirrede lige ind i Karloffs grinende fjæs. Mads skreg, men skriget blev kvalt af en stor kødfuld hånd.


47

Hele menneskeheden Karloffs mund befandt sig lige ud for Mads’ øre. „Man skal virkelig være desperat for at snige sig rundt i huse, hvor folk er hjemme,“ hviskede han. „Så du må hellere gøre præcis, som jeg siger. Ellers …“ Han rykkede Mads’ hoved længere bagover som for at blotte struben, klar til et dybt snit. Mads gjorde ikke modstand. „Jeg mødte din mor i går,“ hvislede Karloff ud gennem sine tænder og sit smil. „Ved du, hvad vi snakkede om?“ Mads sank en klump og rystede på hovedet. Det var heller ikke muligt at svare, for Karloff pressede stadig sin hånd mod Mads’ mund. Karloff stak sit ansigt helt ned til Mads’. „Din moster.“ Karloff smilede. „Din mor kunne fortælle, at hun ikke har nogen fugl. Og aldrig har haft det. Meget mærkeligt. Synes du ikke?“ Mads forsøgte at ryste på hovedet. „ Du sagde, du havde en moster, der havde en fugl, der hed Tulle. Det passer så ikke. Nu er det så, jeg gerne vil vide, hvordan fanden du kunne vide, at jeg har en fugl, der hedder Tulle, for det har jeg aldrig fortalt til nogen. Aldrig!“ Pludselig stivnede Karloff. Han stirrede på computerskærmen. „Hvad fanden … det er jo os. Vi er inde i spillet.“ Han bøjede sig fremad, stadig uden at slippe sit tag i Mads. „Har du videoovervågning på dit eget værelse eller hvad?“ Han kiggede sig omkring. „Hvor er kameraet?“ Det var Mads’ chance. Han skubbede kontorstolen voldsomt bagud og ramte Karloff så hårdt i maven, at han vaklede et skridt baglæns. Mads sprang op og kastede sig hen mod døren, men Karloff fik fat i hans ene arm, trak ham til sig og holdt ham fast. Mads fik mast sit hoved ned mod gulvet, og Karloff lagde sig ovenpå ham med hele sin vægt. „Hvad fanden har du gang i?“ hvæsede Karloff, så spyttet stod ud af kæften på ham. „Hvad er det for et spil, du sidder og spiller?“ „Det er bare et almindeligt spil,“ svarede Mads med sin skæve mund. „Gu’ er det ej!“ Karloff fjernede sig og trak Mads op at stå. Han tvang hans hoved mod skærmen. „Se! Det er os. Nu sparker jeg dig i røven, både her og på skærmen.“ Mads fik et los, så han bankede panden mod skærmen. „Er det derfor, du ved, hvad min fugl hedder?“ Han slog Mads med flad hånd i nakken. „Vis mig, hvordan det virker.“ Han maste Mads ned på kontorstolen, samtidig med at han tog ham i nakken og klemte så hårdt, at Mads fik vand i øjnene. „Kom så!“ Mads rystede af skræk. Havde ikke kontrol over sin krop. Han prøvede at vride sig fri, men det var umuligt. Det nyttede ikke noget at kæmpe imod. „Det ligner et computerspil,“ mumlede han, „hvor man styrer forskellige figurer …“ „Men?“ sagde Karloff og klemte lidt hårdere. „Men det er virkeligheden.“ Grebet om nakken blev løsere. „Hvad?“ mumlede Karloff. „Det forstår jeg ikke. Forklar det ordentligt!“ „Det der sker i spillet, sker også i virkeligheden. Og man kan styre alt og alle.“ „Du er så fuld af lort,“ brummede Karloff og gav Mads et skub, så han røg af stolen og bankede hårdt ind i kanten på sengen. Han mistede al luft og lå og hev efter vejret, mens Karloff dumpede tungt ned på kontorstolen. Den knirkede i protest og gav sig i alle samlinger. Mads lå på gulvet med lukkede øjne, mens han ventede på, at den flammende smerte i ribbenene skulle dampe af. Han var træt. Så uendeligt træt. Men pludselig røg han op og gav sig til at spjætte med arme og ben som en vanvittig. Karloff lo råt og kiggede på ham, med øjne der strålede. „Ja! Kom så! Og nu laver du lige hundrede armbøjninger.“ „Gu’ gør jeg ej,“ råbte Mads. Karloff klikkede med musen. Mads røg ned på gulvet og begyndte at lave armbøjninger. Karloffs latter rungede gennem værelset, mens Mads kæmpede på gulvet, op, ned, op, ned. Alt i ham brændte. Op, ned, op, ned. Hver eneste muskel protesterede, og han ønskede kun at stoppe, men det var umuligt. Op, ned, op, ned. Han kontrollerede ikke længere sin egen krop, og han blev ved og ved, indtil alt blev sort, og han faldt om på gulvet. Da han vågnede, var Karloff forsvundet. Mads kravlede hen til kontorstolen og fik sig hevet op på den, men det var lidt svært, for hans arme føltes som kogt spaghetti. Computerens diskdrev stod åbent, og Alt-cd’en var væk. Mads klikkede på spillets ikon på skrivebordet. En lille boks poppede op og en kort tekst forklarede, at spillet ikke kunne køre, uden at cd’en lå i drevet. „Vi er så færdige,“ mumlede Mads og mærkede, hvordan spaghettifornemmelsen bredte sig fra armene til hele resten af kroppen. Med ‘vi’ mente han hele menneskeheden.


48

Et brøl af protester Skolen lå der stadig, da Mads stod foran den næste morgen. Det overraskede ham. Karloff havde nok ikke fundet ud af, hvor meget man egentlig kunne med Alt. Ikke endnu. Men det ville nok ikke vare længe. Karloff kom ikke i skole, og det fik Mads til at ryste på hænderne, så han næsten ikke kunne holde på en blyant. Han havde i forvejen problemer med at styre sine arme efter alle armbøjningerne dagen før. Han havde aldrig nogensinde været så øm i sine muskler. Mads skævede op mod loftet. Ikke fordi han regnede med at se andet end loftet deroppe, men han havde en stærk fornemmelse af, at Karloff sad derhjemme og så med. Hvad kunne han finde på? „Hvad er der med dig?“ hviskede Caroline i en af timerne. „Du ser syg ud.“ „Er jeg også,“ mumlede han. De havde Bigum. Hvem havde egentlig fundet på at opkalde det boldspil efter ham? Det kunne Mads ikke huske. Det var i hvert fald ikke, fordi de beundrede ham, snarere tværtimod. Han havde en irriterende måde at hjælpe på, når der var noget, man ikke kunne finde ud af. Han ville aldrig give et ordentligt, klart svar, for han mente, at så ville eleverne ikke lære at løse problemerne selv. På to områder vidste Mads med sikkerhed, at han aldrig ville blive i stand til at klare sine problemer selv, og de to problemer var lige præcis matematik og Karloff. Bigum var midt i en længere forklaring om at løse ligninger, da hans lange ranglede, lettere krumbøjede krop pludselig gav et hop, der fik alle til at kigge overrasket på deres lærer, der i mellemtiden tog endnu et hop. Op på katederet hvor han spredte armene ud til siden, som om han hang på et kors. Alle i klassen måbede. „Og så løser I lige opgaverne på side 25 til 29 og 42 til 46 til på mandag. Skriftlig aflevering. Her på mit kateder!“ Det lød et brøl af protester, men Bigum var ligeglad. „I har jo hele weekenden til det!“ råbte han og smilede over hele sit rynkede fjæs. Han sprang ned fra bordet, samlede sine ting og var ude ad døren inden nogen kunne nå at protestere ordentligt. Alle var chokerede. Selv trutmundene. „Vi klager til inspektøren,“ sagde de som med én mund. „Fed ide,“ lød det fra flere, og det blev hurtigt besluttet, at trutmundene skulle skynde sig op til inspektøren. Der gik ti minutter, så kom de tilbage, helt ligblege i ansigterne. „Hvad sagde han?“ lød det fra Lasse og flere andre. „Vi skal også lave opgaverne på side 58 til 62.“ I næste time, som var med Gitte, spurgte Mads om lov til at gå hjem, fordi han var syg. Gitte gav lov, men sagde, at han skulle få sin mor eller far til at skrive i kontaktbogen. „Ja, ja,“ mumlede Mads og gik. Han følte sig virkelig sløj. Svimmel og utilpas. Han havde absolut heller ikke sovet godt om natten. Armene havde gjort ondt, og han havde drømt om Karloff og hans hænder. Karloff ville give Mads hånden, og Mads havde frivilligt rakt sin hånd frem. Den var blevet knust til mel i Karloffs store grab. Han gik direkte på hovedet i seng, da han kom hjem, og han sov, indtil Eva kom ind og vækkede ham og bekymret spurgte, om han var syg. Men den lange lur havde gjort ham frisk, og han stod op og hjalp endda til med maden. Eva fortalte, at hun ville tage et par fridage snart, så hun kunne få gjort lidt rent og få ryddet op. Mads nikkede bare. Han orkede ikke at snakke. Havde ikke lyst til noget som helst. Slet ikke til at sætte sig til computeren. Hvad nyttede det? Hvad nyttede noget som helst? Det eneste, han kunne gøre, var at vente på, at Karloff ville slå til. Allerede samme aften så han spor efter Karloff i tvavisen. Tina Johansen fortalte om en meget underlig episode i en bank i Århus, hvor en kvindelig bankassistent havde tømt sin skuffe med penge, havde lagt alle pengene ned i en taske, var spadseret ud af banken, havde taget en taxa og var kørt ud til en forstad, hvor hun havde lagt tasken i en skraldespand ved et busstoppested. Derefter havde hun taget taxaen tilbage til banken, hvor hendes kolleger undrede sig over, at hun bare var gået midt i arbejdstiden. Da de så den tømte pengeskuffe, tilkaldte de politiet. Bankassistenten var nu blevet taget med på politistationen til afhøring, og i mellemtiden havde politiet ledt efter tasken med pengene uden at finde den. Det drejede sig om et mindre beløb. Der var billeder af politimænd med hunde ved busstoppestedet, og Mads genkendte det med det samme. Det lå kun et par hundrede meter væk – i nærheden af de blokke, hvor Karloff boede. Mads rystede på hovedet. Han havde ikke skaffet sig penge, fordi han ikke ville gøre noget, der var kriminelt, men den slags betænkeligheder havde Karloff åbenbart ikke. Det havde Mads nu heller ikke regnet med. Måske var Mads i virkeligheden en alt for blød gud. En rigtig gud måtte være hård og ubarmhjertig – sådan plejede det jo at være. Der var hele tiden folk der døde, folk der begik selvmord, folk der fik knust deres drømme. Næste nyhed handlede også om Århus. Et teater i udkanten af byen var blevet brændt ned til grunden. Man havde fanget gerningsmanden, som var en gammel mand, der havde været ude at gå sin sædvanlige eftermiddagstur, da han pludselig var gået om bag teatret, havde smadret en rude – han kunne ikke selv huske, hvordan han havde båret sig ad med det – antændt noget papiraffald i en affaldspose og kastet posen ind ad vinduet. Derefter var han fortsat på sin gåtur, som om alt var helt normalt. Mads frygtede, at skolen ville blive det næste, der blev brændt ned. Det kunne han sagtens forestille sig. Karloff hadede skolen. Og nu hvor han aldrig mere ville få pengeproblemer, ville han ikke have brug for at få et arbejde. Så behøvede han heller ikke nogen uddannelse. Han kunne bare brænde alt det af, som han ikke kunne lide. Og ingen ville nogen sinde få mistanke til ham. Ikke andre end Mads. Mads blev også hjemme fra skole om fredagen. Han følte sig ikke længere syg, men han kunne simpelthen ikke tænkte på andet end, hvordan han skulle få ikke bare sig selv, men hele menneskeheden, ud af den knibe, som han havde bragt den i. Den absolut eneste løsning var at få fat i Alt. Han måtte på en eller anden måde få Karloff ud af lejligheden og selv komme ind og flå Alt ud af computeren. Det var logisk nok. Det store spørgsmål var, hvordan det skulle gøres. Ved middagstid hørte han brandbiler i det fjerne. Var det mon Karloff, der var i gang? Mads gøs ved tanken om, at Karloff skulle få den fikse ide at prøve at styre den amerikanske præsident, den russiske eller kinesiske. Havde Kina en præsident? Lige meget. Han ville i hvert fald kunne lave store ulykker – altså Karloff. Atomkrig, hvis det gik helt galt. Mads håbede på, at han foreløbig var for optaget af sine egne problemer – ligesom Mads selv havde været det.


49

Under pres Mads gik ind på DR’s hjemmeside, fordi han regnede med, at Karloff ville efterlade sig spor i dagens nyheder, og ganske rigtigt. Mads var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Karloff, der var på spil, da han læste om en værditransport fra en bank, der var kørt ind i en lille park i den nordlige ende af Århus, hvor chaufføren havde parkeret bilen og var begyndt at bære den ene sorte plastikkasse med kontanter efter den anden ud på græsset. Tilfældigvis blev han set af en mand, der var ude at lufte hund, manden havde straks ringet til politiet, og de nåede frem, netop som chaufføren havde sat sig ind for at forlade stedet. Han var endnu ikke blevet afhørt. Mads jublede. Karloff havde ikke fået fat i pengene, og det satte ham under pres. Han blev nødt til at finde på noget andet for at skaffe sig penge. Det var garanteret det, han tænkte mest på. Problemet var bare, at han selvfølgelig var fuldstændig klar over, at Mads var den eneste i verden, der vidste, at det lige for tiden var Karloff, der var gud. Derfor holdt han sikkert øje med Mads. Zoomede ind på ham af og til og sikrede sig, at han ikke var i gang med at liste sig ind på Karloff for at snuppe Alt tilbage. Mads måtte skaffe sig en hjælper. En som Karloff ikke tænkte på at holde øje med. Han kunne trods alt ikke holde øje med alle. Men hvem skulle det være? En af drengene fra klassen – Lasse eller Steffen. Mads tog sin mobil og ringede til Steffen. Han var på vej ud ad døren. Hele weekenden skulle han til et fodboldstævne med talentholdet og kom først hjem søndag aften. Mads ønskede ham held og lykke og ringede til Lasse. „Hey, mand!“ udbrød Lasse. „Skal du med til LAN ved Kristoffer?“ „Nu?“ „Yes. Og hele weekenden. Vi sover i et telt ude i haven, det bliver så mega fedt, vi er godt nok lige otte, men Peter var ikke helt sikker på, om han kunne, så måske kan du godt komme med.“ „Nej, det kan jeg desværre ikke, jeg skal …“ „Hvad?“ „Øhm … forskellige ting. På familiebesøg og sådan.“ „Nederen.“ „Yes.“ „Men kan du heller ikke bare lørdag eller søndag?“ „Nej.“ „Nå. Okay. Nå, men vi ses.“ „Hey!“ Mads lod mobilen dumpe tilbage i bukselommen. Shit! Hvad skulle han så gøre? Der måtte da være nogen, der kunne hjælpe ham. Han kunne prøve William, men han kunne sikkert heller ikke, fordi han skulle løfte vægte i træningscentret. Hvad var det for nogle venner? Problemet var, at han ikke så godt kunne fortælle dem, hvad det handlede om. Jo færre, der kendte til Alt, desto bedre. Mads lænede sig tilbage i stolen og sukkede dybt. Så faldt hans blik på den lille folder for teatret, som hele klassen var cyklet ud til, og han kom til at tænke på Caroline. Måske hun kunne hjælpe. Hvorfor ikke? Der var jo noget, der kunne tyde på, at Karloff var lidt forelsket i hende. Han havde sendt flere sms’er til hende. Der var altså et eller andet der, som måske kunne bruges. Mads fiskede mobilen frem igen og ringede til Caroline. „Hey! Det er Mads.“ „Hej. Jeg troede, du var syg.“ „Ikke længere. Jeg kunne godt være gået i skole i dag, men jeg tog lige en ekstra fridag.“ „Dumt,“ sagde hun. „Hvorfor?“ „Gitte gav flødeboller.“ „Det er løgn.“ „Niks. Og vi spillede rundbold i hele hendes time. Er det ikke for sindssygt?“ Jo. Det var helt ufatteligt. Gitte var kendt som en af de strengeste lærere på skolen, og hun gav aldrig lov til den slags, og hun gav aldrig flødeboller eller is eller noget som helst andet. Aldrig. Det kunne kun være Karloff, der stod bag, men det kunne Mads nu heller ikke få til at passe, for hvorfor skulle Karloff pludselig være god ved sine klassekammerater på den måde? Den ene dag sørgede han for, at de alle fik flere lektier for af Bigum, og den næste, at de fik flødeboller af Gitte. „Men hvad vil du?“ spurgte Caroline. „Jeg ville bare høre om … øhm … om vi skulle … altså den der opgave i dansk, ik’? Jeg har fået en god ide til den.“ „Hvad har det med mig at gøre?“ Mads blev tavs. Han havde glemt, at det jo ikke var i det her load, at hun havde lovet at hjælpe ham med opgaven. „Spørger du mig, om jeg vil hjælpe dig med at lave dine lektier?“ spurgte Caroline. „Ja.“ Hun lo. „Det kan jeg da godt.“ „Fedt! Kan du komme … nu?“ „Nu? Fredag eftermiddag?“ „Ja.“ Der var stille et øjeblik. Så sagde hun: „Okay. Jeg kommer.“


50

Geniale ideer Mads vred sin hjerne for at finde ud af, hvordan han skulle få Caroline til at hjælpe sig med at få Karloff lokket ud af lejligheden uden at fortælle hende, hvad det hele gik ud på. Da hun ringede på døren, havde han stadig ikke fundet en løsning. „Hej,“ sagde hun og smilede sit store smil, da han lukkede hende ind. „Hey. Kom ind.“ „Er du alene hjemme?“ spurgte hun Han nikkede. „Der er så stille i et hus, hvor man er alene hjemme,“ sagde hun, mens hun tog sin jakke af. „Især når man ikke har hund.“ „Lad os gå ovenpå,“ sagde Mads og gik forrest. Han satte sig på kontorstolen, Caroline satte sig på sengen. Hun havde en skuldertaske med. Den åbnede hun og tog et hæfte frem. „Hvad er det så for en god ide, du har fået?“ spurgte hun. „Øhm … ja, jo … jeg tænkte bare på, at i det stykke, du ved … altså dem der dør, ik’? Måske dør de ikke rigtigt – altså i stykket. Måske er det bare en symbolsk død.“ Caroline fik store øjne. „Det er præcis det, jeg selv har tænkt mig at skrive.“ „Er det?“ Mads spillede overrasket. „Ja! Nej, hvor sjovt. Og lidt øv. Jeg troede, det var en genial ide, jeg havde fået.“ „Siger du, at jeg ikke kan få geniale ideer?“ spurgte Mads. „Nej, nej.“ Hun lo. „Men hvis alle i klassen får den ide, så kunne det jo tyde på, at den ikke er så genial, som jeg gik og troede.“ Der lød et bip fra hendes taske, og idet hun fiskede sin mobil frem for at læse sms’en, vidste Mads, hvordan han skulle få lokket Karloff ud af lejligheden, uden at Caroline opdagede noget. „Det er fra min mor,“ sagde Caroline. „Jeg svarer hende lige.“ „Selvfølgelig,“ sagde Mads hurtigt, mens hans puls steg. Yes! Planen var klar. Inden hun gik, måtte han ‘låne’ hendes mobil. Fiske den op af tasken uden hun opdagede det, så han kunne sms’e til Karloff fra Carolines mobil og på den måde lokke ham ud af lejligheden. Han kunne slette sms’erne bagefter, så Caroline ikke opdagede noget, og give hende mobilen næste dag med en forklaring om, at den måtte være faldet ud af hendes taske. Hell yearh! Han var i den grad i stand til at få geniale ideer. „Godt,“ sagde hun, da hun var færdig. „Skal vi komme i gang?“ To timer senere var de færdige. „Altså sådan i de store træk,“ sagde Caroline. „Der skal selvfølgelig lige rettes til og læses korrektur og sådan.“ „Selvfølgelig,“ sagde Mads og nikkede. Rettes til? Hvor skulle der rettes til? Det kunne han da virkelig ikke se. Og det der ‘korrektur’ – hvad var det? Ikke noget han plejede at bruge. Han havde heller ikke rigtig kunnet koncentrere sig. Han var alt for fokuseret på hendes mobil, som lå der ved siden af hende på sengen. Så ufatteligt tæt på og alligevel så uopnåelig. „Nå, men …“ Mads klappede i hænderne, som om han børstede snavs af. „Jobs done.“ Han smilede. „Ja.“ Hun blev siddende. Hvorfor blev hun siddende? Kom nu, tænkte han. Gå nu hjem. „Det var ellers hyggeligt at lave lektier sammen,“ sagde hun og kiggede på ham med sine store mørke øjne. Mads blev tør i munden og våd i hænderne. Hvad fanden havde hun gang i? Hun lænede sig over mod ham. Nej! Nej, nej, nej! Hun kyssede ham på munden. Hans hjerte stod bomstille. Heldigvis var det hurtigt overstået, men hjertet var stadig ikke kommet i gang. Det var han sikker på. Hun rejste sig og lagde hæftet og mobilen ned i tasken, men hvad skulle Mads gøre? Man kan ikke bevæge sig, når ens hjerte står stille. Så er man for fanden død, og alt andet er ligegyldigt. Sultkatastrofer, krige, atombomber, lektier, alt det betyder intet. Indtil hjertet begynder at slå. Og det gjorde det. Det føltes, som når man losser til en halvflad fodbold. Flump! Så pumpede hjertet igen, og Mads trak vejret i et ordentligt sug. „Ha… ka…“ hviskede han og forsøgte at komme op at stå. „Hvad siger du?“ spurgte hun. Nu stod han. Usikkert. Men han stod. „Hyggeligt,“ kvækkede han og forsøgte at smile. Han åbnede døren og gik ud i gangen. „Må jeg lige låne toilettet?“ spurgte hun. „Selvfølgelig.“ Han pegede på toiletdøren. „Det er der. Skal jeg holde din taske?“ „Det må du da gerne.“ Hun rakte ham tasken og gik ind på toilettet. Mads åbnede den hurtigt, fandt hendes mobil, stak den i lommen og lynede tasken til igen. Da hun kom ud, stod han henne ved trappen og ventede på hende. Han rakte tasken til hende, og de gik nedenunder. „Du er nu lidt sød,“ sagde hun med et smil og kyssede ham igen. Denne gang var han bedre forberedt. Det samme var de indre organer. Ingen af dem gik i stå, men det var tæt på. „Vi ses på mandag,“ sagde hun og vinkede. Han lukkede døren og pustede ud. I det samme ringede hendes mobil.


51

En pibende lyd Mads stirrede på displayet. ‘Mor’, stod der. Der var ikke andet at gøre end ignorere det. Han skyndte sig ind i stuen og fandt en af Karloffs sms’er. Den var flere uger gammel. Han åbnede den. „Ses,“ stod der. Mads valgte ‘Besvar’ og skrev: „Hey hva så skal vi ses?“ Han skulle lige til at sende den, da han blev klar over, at Caroline nok ikke ville skrive ‘Hey!’. Og hvad med ‘Hva så’? Det skrev piger nok heller ikke. Hvad skrev de så? Og de brugte jo også både punktummer og lange sætninger. Han slettede det hele og begyndte forfra. „Hej. Jeg tænkte på, om vi ikke skulle ses. Skal vi mødes ved tanken om en halv time?“ Der gik mindre end ti sekunder, så bippede mobilen. „Kommer.“ Andet stod der ikke. Mads knyttede en næve, kastede Carolines mobil på sengen, flåede et skab op, tog en hættetrøje på og skyndte sig af ud ad døren. Han cyklede hen til den blok, Karloff boede i, og gik i skjul mellem nogle buske, hvorfra han kunne holde øje med den dør, Karloff ville komme ud af. Fem minutter senere gik døren op, og Karloff trådte ud. Mads holdt vejret. Det her skulle bare lykkes. Han ville ikke få flere chancer. Og hvis det gik galt, ville Karloff så let som ingenting kunne få ham til at springe i havnen og bare begynde at svømme udad, til han ikke kunne længere, eller springe ud foran toget til Grenå eller … Mads rystede de tanker ud af hovedet og holdt blikket fast på Karloffs store kantede krop. Han stod som en silhuet mod lyset inde i trappeopgangen. Det var ved at blive mørkt. Gadelysene var tændte. Karloff trak kraven på sin jakke op om ørerne, kiggede sig til begge sider, som om han faktisk havde en mistanke om, at nogen kunne ligge på lur, så gik han. Da han var forsvundet omkring blokkens hjørne, sprang Mads op og løb krumbøjet over til døren, løb op ad trapperne til femte sal og stod og pustede ud et øjeblik, inden han ringede på dørklokken, mens han sikrede sig, at hætten var trukket godt op over hovedet. Der gik en evighed, inden døren med en piben fra hængslerne blev åbnet. Kun en smal sprække. „Hvem er det?“ lød det snøvlende. „Det er Kris.“ „Kris hvem?“ „En af Karlof… Karls venner.“ „Karl er lige gået.“ „Ja, men jeg skal også bare hente noget, som han har lånt af mig.“ „Kan du ikke vente, til han er kommet tilbage?“ „Nej. Det er ikke så godt.“ Der lød en utilfreds sukken derindefra. Mads blev helt bange for at gå ind, men det var nu eller aldrig. En chance som den her ville aldrig komme igen. „Du venter lige et halvt minut, inden du kommer ind, forstået?“ lød det. „Ja,“ svarede Mads og gav sig til at tælle til tredive. Så skubbede han forsigtigt til døren. Den gled op og han trådte ind i en mørk entre. Der stank. Indelukket, muggent, råddent og der var mørkt. En smal stribe lys faldt ind i gangen fra stuen, men stuedøren blev lukket helt i, netop som Mads trådte ind i entreen. Han var lettet over, at hun ikke ville ses. Han havde set hende på computerskærmen, og det var nok. Han ville også nødig rammes af flyvende tallerkner eller askebægre. „Jeg skal bare lige ind og hente det på hans værelse, jeg ved lige, hvor det er,“ råbte Mads hen mod stuedøren. Ingen reaktion. Han famlede sig langs væggen i den mørke entre og nåede ind på Karloffs værelse, hvor han straks tændte lyset. Det første han så, var fugleburet og Tulle. Så faldt hans blik på computeren. Den stod på skrivebordet. Mads tændte den, og den startede op med en snurrende, blæsende lyd. Den var gammel. Ikke nær så hurtig som Mads’. Han trykkede på knappen ved siden af cd-skuffen, for normalt kunne man godt åbne cd-skuffen på en computer, inden styresystemet var loadet, men her skete der ikke noget. Han trykkede flere gange uden resultat. „Kom nu, kom nu,“ hviskede han, mens det klikkede og snurrede inde i den grå kasse. Mads bed i sin tommelfingernegl og begyndte at svede. Han gik hen til vinduet og kiggede ned på parkeringspladsen og vejen. Ingen trafik og frem for alt ikke nogen stor firkantet silhuet på to ben. Han skyndte sig tilbage til skrivebordet og trykkede igen på knappen til åbning af cd-skuffen. Tulle sad og plirrede med øjnene, men sagde ikke noget. „Kom nu, for helvede,“ hviskede han og stirrede på skærmen, som nu var helt blå med enkelte ikoner i siden, men Windows var stadig ikke klar. „Hvordan kan den være så langsom?“ knurrede han og bed sig i knoerne. En bil dyttede nede på vejen. Det lød fjernt, men alligevel tydeligt nok. Endelig gled skuffen ud, og Alt lå der, som han havde regnet med. Han tog den, lagde den i sin lomme, skubbede cd-skuffen i og fik ud ad øjenkrogen øje på Caroline. Hun var baggrundsbillede på skærmen. Mads stirrede på hendes brede smil. Det var et sindssygt godt foto af hende. Var det mon Karloff selv, der havde taget det? Det måtte det være. Det var fra skolegården. Sikkert taget med hans mobilkamera. Mads hørte en pibende lyd, der fik ham til at fare sammen. Han lukkede computeren, slukkede lyset og blev siddende et øjeblik i mørket, mens dråber af sved løb ned over hans pande og ind i øjnene. Det sved. Han tørrede sveden væk med håndryggen, rejste sig og listede hen mod døren. Så hørte han lyden en gang til, og denne gang genkendte han den. Han kiggede frem omkring hjørnet og så, at fordøren stod åben. En stor skikkelse trådte ind og skubbede døren i.


52

Sveddråber Karloff stod krumbøjet og støttede sig til døren, svedende, gispende efter luft. Han havde løbet. Mads trak hovedet til sig og var et øjeblik fuldstændig lammet. Så forsøgte han at bevæge benene, men mistede balancen, tumlede ind i dørkarmen til venstre for sig, genfandt balancen, og bakkede ind i Karloffs værelse. Karloffs mor råbte et eller andet inde fra stuen. Karloff råbte tilbage: „Det er bare mig, mor.“ Så rettede han sig op i sin fulde, skræmmende højde og begyndte at bevæge sig fremad i entreen, der virkede meget lille. Skridt for tunge skridt nærmede han sig sit værelse og Mads, der smækkede døren i, og i det samme opdagede, at der sad en nøgle i nøglehullet. Han fik fat i nøglen og skulle lige til at dreje den, da døren blev skubbet op med sådan en kraft, at han fløj baglæns og først fik kontrol over sin krop, da han stod helt henne ved skrivebordet. Karloff blokerede døråbningen. Der var ingen vej ud. Jo, én, men den havde også fem etager ned. Lodret. „Jeg så lyset,“ grinede Karloff og tændte lyset i værelset. Han svedte kraftigt, men så ikke ud til at bemærke de sveddråber, der løb ned over panden. „Jeg var næsten nået halvvejs hen til tanken, da jeg opdagede, at der var lys på mit værelse. Ja, man kan faktisk se mit værelses vindue derhennefra. Sådan er det, når man bor på femte. Men det tænkte du ikke på, lille Mads. Dumt. For jeg vidste med det samme, at jeg var blevet snydt, og at det var dig, der havde gjort det. Min mor går aldrig ind på mit værelse. Aldrig.“ Mads kiggede sig desperat omkring, og i det samme sagde Tulle: „Bumm,“ som en eksplosion. Mads kastede sig over buret, flåede lågen op, rakte en hånd ind og fik fat i fuglen. Karloff så for sent, hvad der var ved at ske. Da det endelig gik op for ham, var det for sent at gøre noget ved det. Mads trak Tulle ud og skreg. „Stop! Jeg brækker halsen på hende, hvis du kommer nærmere.“ Karloff standsede. Stod midt i værelset, mindre end fire meter fra Mads og gryntede: „Det gør du ikke.“ „Det kan du lige regne med, at jeg gør,“ sagde Mads. „Du så selv, hvor hurtigt det gik, da Jeppe vred halsen om på den due henne ved tanken.“ Mads tog fat om hovedet på Tulle. Ikke hårdt, men nok til at Karloff gik baglæns, til han ramte væggen, mens han løftede begge sine hænder op foran sig med håndfladerne vendt frem mod Mads, som for at vise at han ikke var bevæbnet, ikke havde nogle skjulte trumfer i ærmerne, men kun ønskede, at Mads ikke ville gøre alvor af sine trusler. Han var blevet bleg, og hans blik havde mistet noget af den hårdhed, det havde haft for et øjeblik siden. Mads bevægede sig sidelæns og nærmede sig døren. „Gå over til skrivebordet,“ sagde han. „Langsomt!“ Karloff gjorde, som han fik besked på. „Det spil,“ sagde Karloff pludselig. „Det er for sindssygt.“ „Hold mund,“ knurrede Mads. „Hvor længe har du egentlig haft det?“ „Det kommer ikke dig ved.“ Karloff knipsede med fingrene. „Det var dig, der fik Gitte til at ændre mening om den der overlevelsestur til Egå engsø, var det ikke?“ Mads svarede ikke, men krabbede sig fortsat sidelæns hen mod døren, med Tulle mellem hænderne. „Jeg har brugt Alt til andre ting,“ sagde Karloff. „Jeg har skaffet penge. Jeg har lige udtænkt, hvordan jeg kan skaffe millioner.“ „Det vil jeg godt tro,“ knurrede Mads. „Du får vel bare en eller anden uskyldig til at begå et væbnet røveri og bagefter aflevere pengene til dig.“ „Noget i den stil,“ svarede Karloff. „Det har du jo slet ikke nosser til. Det er derfor, vi ville blive et godt team. Jeg skaffer pengene, og så kan du få lov til at gøre alle de gode gerninger, du har lyst til. Kan du ikke se det? Vi skal arbejde sammen.“ Han tog et skridt hen mod Mads, der nu var nået hen til døren. „Bliv hvor du er,“ råbte Mads og holdt Tulle frem. Den bed ham i fingrene, men det bemærkede han knap nok. „Tag det roligt,“ brummede Karloff. Nøglen sad stadig i døren. Mads slap hurtigt fuglen med den ene hånd og trak nøglen til sig. Karloff angreb i samme øjeblik. Han kastede sig frem og fik fat i Mads’ håndled. De tumlede om på gulvet, og et kort øjeblik havde Mads Karloffs vægt oven på sig og fik mast det meste af luften i lungerne ud af sig, men de var begge i bevægelse, og et splitsekund senere var han fri igen, stadig med Tulle i sin hånd, men Karloff havde nu fat i hans fingre og begyndte at vride dem bagover. Mads skubbede med hele sin vægt, mistede balancen, Karloff ramte gulvet med et højt bump, Tulle gav et kort skræp, så stivnede Karloffs massive krop. Mads havde ikke fuglen længere. Hvor var den? Shit, shit shit! Hvor var den? Han var færdig, hvis ikke han havde den fugl. Hvad var der med Karloff? Han lå så stille. Mads trak sin arm fri og styrtede hen mod døren. Karloff lå stadig midt i værelset, krummet beskyttende over Tulle, der lå helt stille på gulvet foran ham. Karloff samlede hende forsigtigt op. Hendes hoved dinglede slapt mellem hans store fingre. Han løftede forsigtigt hovedet op og holdt det på plads med en finger. Mads tumlede hen til døren, smækkede den i og låste den udefra. Så løb han mod hoveddøren, der stadig stod på klem. „Hvad sker der?“ lød det inde fra stuen. „Karl, hvad laver du?“ Mads drønede ud i trappeopgangen og sprang ned ad trapperne i lange spring. Først da han stod på fortovet nede foran blokken, mærkede han efter, om Alt stadig lå i lommen. Det gjorde den.


53

I skraldespanden Han buldrede indenfor, råbte ‘hej’ til sine forældre og fortsatte direkte op på værelset, hvor han tændte computeren, smækkede Alt i drevet og loadede spillet. Hvor var Karloff? Kunne Mads nå at stoppe ham? Det var et spørgsmål om tid. Måske stod han i dette øjeblik ude i haven, klar til at sætte en stige op mod muren, lige under Mads’ vindue, klar til at få hævn, og Mads var ikke et øjeblik i tvivl om, at når den hævn var udført, ville hans hoved være lige så løst og dinglende som Tulles. Han klikkede på Karloff i spillet. Zoom. Den lille hvide fugl og den store mørke krop lå stadig midt på gulvet i Karloffs værelse, præcis som da Mads stak af. Mads åndede lettet op og lænede sig tilbage på stolen. Han var våd af sved efter løbeturen, og han var nødt til at skaffe sig noget at drikke, men nu hvor han vidste, at Karloff ikke var lige i nærheden, kunne han godt slappe lidt af. Og der var ikke noget, der tydede på, at Karloff havde tænkt sig at rejse sig foreløbig. I det samme lød der en raslen ved døren og den gled op. Karloffs mor stod og støttede sig til dørkarmen. Hun så ud, som om hun ville vælte uden den støtte. „Hvad foregår der her?“ snøvlede hun. „Hvad er det for en ballade?“ Karloff rørte ikke en muskel. „Karl? Kan du høre mig? Rejs dig op, dreng. Og svar mig. Hvad foregår der?“ Endelig bevægede den sammenkrummede skikkelse på gulvet sig. Han rakte den døde hvide fugl frem mod sin mor. „Er den død? Åh, gud ske lov. Så er vi da fri for det svineri og den skræppen. Rejs dig nu op, mand. Du kan smide fuglen i skraldespanden.“ Så bakkede hun tilbage og forsvandt. Karloff kom på benene. Han stod og vaklede midt i værelset. Så lagde han Tulle ind i buret, lukkede lågen og vendte sig om. Han stirrede direkte på Mads fra computerskærmen, og blikket var så hadsk, så ondt, at Mads smækkede begge hænder op foran hovedet. Da han kiggede igen, var Karloff på vej ned ad trapperne. I fuld fart. „Shit!“ råbte Mads og panikkede, for han var ikke et øjeblik i tvivl om, hvor Karloff var på vej hen. Nu løb han allerede af sted på fortovet langs Grenåvej. Mads gik hurtigt ind i oversigten over gemte spil. Han måtte se og få loadet et af dem. Et hvor Tulle stadig levede. Et fra før Karloff fik fat i Alt.


54

Supersave Han loadede den dag, hvor han reddede Carolines far fra at køre galt på grund af rockeren på motorcykel. Han huskede, at det var den dag Karloff mødte Eva, og de snakkede om hans moster, og den fugl hun aldrig havde haft. Han fandt Evas profil, dobbeltklikkede og så hende stige ud af sin bil på parkeringspladsen ved Rema 1000. Karloff kom i det samme forbi. „Hej, Karl,“ sagde Eva og vinkede til ham. Karl kiggede på hende og hilste tilbage. Han var ved at gå videre, da han pludselig standsede op. „Er Mads kommet hjem?“ spurgte han. „Det ved jeg ikke,“ svarede Eva. „Jeg har ikke været hjemme endnu. Hvorfor?“ „Jeg ville bare snakke med ham om hans mosters papegøje.“ Det var her, lige her, at det var gået galt sidst. Han fik Eva til at smække bildøren i og gå lige forbi Karloff uden at sige noget. Karloff blev stående og kiggede efter hende, mens hun fandt sig en indkøbsvogn og forsvandt ind i forretningen. Karloff trak på skuldrene og gik videre. Mads lænede sig tilbage på stolen. Katastrofen afværget. Nu ville Karloff aldrig få fat i Alt. Menneskeheden var reddet. Mads var reddet. Og fordi han havde loadet et spil, der lå før Karloff fik fat i Alt, så måtte det betyde, at Karloff ikke anede at spillet overhovedet fandtes. Mads ville sikre sig, at det heller aldrig kom til at ske, og han besluttede sig for at tage Alt ud af computeren, hver eneste gang han forlod huset. Han rejste sig og gav sig til at lede efter et godt skjulested til cd’en. Han fandt det i bunken af gamle Anders And-blade, som lå i bunden af et af skabene. Han ville stikke cd’en ind i et af bladene, og der ville ingen nogensinde finde den. Fra nu af ville han være endnu mere forsigtig med, hvad han lavede i Alt. Selv den mest uskyldige lille bibemærkning kunne få helt uoverskuelige følger. Måske var det en god ide at lave en plan. Prøve at tænke fremad. Ligesom i skak. Mads havde altid været forbandet dårlig til skak. Han sukkede. I det samme gik det op for ham, at han endnu en gang havde mistet alt det, han og Caroline havde skrevet om det forbandede teaterstykke. „Nej, nej, nej,“ hylede han og sprang rundt på gulvet, mens han rev sig i håret. Det var jo en forbandelse. Et helvede! Var det tredje gang, han skulle skrive den lorte-opgave? Det var jo fuldstændig sindssygt! Han orkede det ikke nu, men så kom han i tanke om, at det bare var om at få den skrevet, mens alt gik godt. Hvis nu det uheldige skulle ske, at han om nogle dage, eller en uge, blev nødt til at loade et tidligere gemt spil igen, så kunne han risikere at skulle skrive opgaven en gang til. Det måtte ikke ske! Han satte sig til computeren, åbnede Word og sad lidt og stirrede på den hvide blanke firkant på skærmen. En symbolsk død. Tjoh. Det lød meget godt. Men hvad nu hvis stykket slet ikke handlede om døden. Hvad nu hvis det handlede om livet? Om at leve det fuldt ud, mens man havde det. Det fantastiske liv som man bare havde værsgo’ at leve så godt og rigt og rigtigt som muligt. Og hvad der var rigtigt for den ene, kunne være forkert for den anden, men det var netop det smukke ved livet. At der ikke var nogen facitliste. At man bare måtte gøre det, man syntes var rigtigst, og så være ligeglad med, hvad alle andre sagde og gjorde. De døde i stykket havde jo netop været ligeglade med, hvad deres familier sagde om dem. Det passede perfekt! Han skrev og skrev og blev færdig på mindre end en time. Han brugte for første gang nogensinde lidt tid på at rette til, tjekke for stavefejl og sætte nogle kommaer. Så printede han og lagde arkene ned i skoletasken uden at krølle dem. Han håbede, at Alt lavede et save lige der. Et supersave. Den aften tog Ole og Mads op i videoforretningen og lånte en film. Mads lod sin far vælge en af de mærkelige film, han gerne ville se. På vej hen til bilen fik han igen øje på Gitte og Elmer, der gik hånd i hånd. „Vent lidt,“ sagde han til sin far og skyndte sig hen over parkeringspladsen. Han gik lige imod Gitte og Elmer. „Hej, Gitte,“ sagde han og standsede op. „Hej, Mads. Hvad laver du her?“ „Har lige lejet en film sammen med min far.“ Han pegede i retning af Ole. „Hvad laver du?“ „Jeg er … vi er bare lige ud og gå en lille tur.“ „Okay.“ „Ja, Mads er en af mine elever i 7.A,“ forklarede hun Elmer. „Jeg har forresten fået skrevet den der stil,“ sagde Mads. „Om teaterstykket.“ „Allerede?“ „Yep. Kan jeg aflevere den i morgen?“ „Det er før tid.“ „Jeg ved det.“ Hun smilede og nikkede. „Siden det er dig, så o.k.“ Mads nikkede tilfreds og løb hen mod Ole og bilen. Denne gang var det Mads og Eva, der faldt i søvn, mens Ole holdt sig vågen. Mads slog øjnene op, da Ole stod og ruskede i ham. „Franske film er ligesom at få et kølleslag i hovedet,“ mumlede Mads. „Man går helt ud.“ Ole lo. „Den er god med dig. Det var faktisk en rigtig interessant film.“ Mads nikkede. „Præcis. Interessant. Men pisse kedelig.“ Han vaklede søvndrukken i seng uden at børste tænder. Kollapsede bare på sengen og sov tungt indtil næste morgen, hvor Eva vækkede ham. Mads lå lidt på sengen med åbne øjne og stirrede op i loftet. Hvordan var det nu? Hvilket load var han i? Det var ikke sundt at springe så meget frem og tilbage i tid. Man kunne let blive forvirret. Jo, det her var vist et godt load. Han havde fået løst en hel del problemer. En hel del. Han stod op, og mens han stod og fik lidt vand i hovedet på badeværelset, tog han sig i at nynne omkvædet fra ‘Dying in your lap’. Eva vimsede rundt omkring ham i køkkenet, mens han spiste morgenmad. „Hvorfor er du ikke på arbejde?“ spurgte han. „Jeg har taget et par fridage,“ svarede hun. „Det har jeg fortalt flere gange.“ „Ja, ja,“ mumlede Mads og koncentrerede sig om sit brød. Den første han så, da han kom ind i skolegården, var Karloff. Han stod der midt i det hele, som han plejede, men i det øjeblik han fik øje på Mads, satte han sig i bevægelse med retning lige mod Mads. Mads skyndte sig indenfor og spurtede op ad trapperne, mens han som en gal forsøgte at finde ud af, hvad Karloff ville. Hvad var der gået galt? Han måtte have overset noget. Hvorfor var Karloff stadig ude efter ham? Da han kiggede ned i mellemrummet mellem trapperne, så han Karloff kigge op og råbe: „Vent!“ Mads spurtede hen ad gangen, forbi klasseværelset, hvor en hel del af hans klassekammerater sad og ventede på læreren, rundede et hjørne og løb lige ind i Gitte. „Hov, hov, Mads. Ikke løbe på gangene. Eller er du bare så ivrig efter at aflevere din stil?“ „Øh … ja. Jeg har den lige her.“ Han åbnede sin taske og rakte hende arkene. Hun læste overskriften og de første par ord. „Det må jeg nok sige. Det ser spændende ud.“


„Selvfølgelig,“ svarede han og fulgtes med hende hen til klasseværelset. Sammen med hende kunne Karloff ikke røre ham. Alligevel lykkedes det Karloff at mase sig mellem et par andre og få fat i Mads’ arm, mens Gitte var ved at låse døren op, samtidig med at hun snakkede med trutmundene, der plaprede løs om en bog, de lige havde læst. „Hvad fanden laver du?“ hvæsede Karloff. Mads forsøgte at trække sin arm til sig. Det var ikke muligt. „Jeg skal snakke med dig,“ fortsatte Karloff. „Efter timen.“ Mads nikkede og blev sluppet løs. Helt svag i kroppen og slap i knæene lykkedes det ham at komme hen på sin plads ved siden af Steffen. Nu var han sikker. Han skulle have loadet et endnu ældre spil.


55

Gammelt skrammel Mads troede, han var sluppet væk i mængden efter timen, men pludselig mærkede han et fast tag i sin ene skulder og gav et spjæt, „Jeg sagde, jeg ville snakke med dig,“ knurrede Karloff. Mads var ude af stand til at svare. „Den der film med mig og Tulle,“ sagde han og gik i stå. Mads rettede sig overrasket op. Filmen med Tulle? Nårh, ja. Han havde jo været hjemme hos Karloff og skyde en YouTube-video. Han havde slet ikke tjekket, hvor mange views den havde fået. „Den har over 5.000 views,“ mumlede Karloff, som om han havde læst Mads’ tanker. „Allerede?“ Karloff nikkede. „Det går vildt stærkt. Men det vildeste er, at en eller anden fra Danmarks Radio skrev til mig i går og spurgte, om jeg kunne gøre det live. De vil lave et show med folk, der kan sjove ting med deres kæledyr, og de vil have mig med i det.“ „Wow!“ udbrød Mads. „Tillykke.“ „Tak,“ sagde Karloff og rakte hånden frem, og Mads troede et øjeblik, at nu kom der et hug til mellemgulvet, men så opfattede han, hvad det gik ud på, og tog Karloffs hånd. Hans håndtryk var ikke spor knusende. Nærmest blidt. Mads søgte hen til sin normale bænk. Han trængte til lidt fred og ro og hardstyle i ørerne, men så fik han øje på Caroline, der i det samme fik øje på ham, og da deres blikke mødtes, fik Mads øjeblikkeligt en kriblen i kroppen, der føltes præcis som den kriblen, han ofte fik, når han satte sig til computeren. Hun krydsede skolegården og satte sig ved siden af ham. „Hvad gik det ud på?“ spurgte hun. „Hvad for noget?“ „Jeg så, at Karloff og dig stod og gav hinanden hånd.“ „Nårh, det. Det var bare … jeg har hjulpet ham med noget. Han sagde tak.“ „Hjulpet Karloff?“ Hun så overrasket ud. „Jeg troede ikke, du sådan gik og hjalp folk. Især ikke dem du ikke kan lide.“ „Karloff har også en blød side,“ sagde Mads. Hun smilede. „Min far har forresten fået nyt job.“ „Har han det?“ „Ja. Han skal være pedel her på skolen. Han er helt oppe at køre over det.“ „Hvor fedt.“ „Ja. Det er lige ham. Han elsker at rode med radiatorer og maskiner …“ „Og cykler,“ sagde Mads. „Ja, præcis. Han er meget glad. Vi fejrer det på søndag. Til frokost. Han har spurgt, om jeg ikke ville invitere dig med.“ „Mig?“ „Ja.“ Hun lo. „Ellers får vi alt for mange rester.“ „Det vil jeg da gerne,“ svarede Mads, mens den kriblende fornemmelse fortsatte med at rumstere. Da Mads kom hjem, så han Evas bil holde ude på vejen. Var hun allerede kommet hjem? Han skyndte sig indenfor, hvor Eva kom ham i møde med en stor papkasse i armene. „Hvorfor er du ikke på arbejde?“ spurgte Mads. Hun stoppede op og satte hænderne i siden, mens hun kiggede strengt på ham. „Det er da utroligt med dig. Jeg har fortalt dig mindst ti gange, at jeg har taget et par fridage. Jeg syntes, der trængte til at blive muget ud. Jeg har været i gang hele dagen.“ „Okay,“ sagde Mads og slog ud med armene. „Hvad skal jeg hjælpe med?“ „Jeg mangler bare kælderen, ellers har jeg været i alle andre rum i huset,“ sagde hun. „Alle andre rum?“ Mads tog fat i den ene ende af kassen og hjalp hende med at bære den ud til bilen. „Også mit værelse?“ „Ja. Dine skabe var fulde af gammelt skrammel. Legetøj du ikke har leget med i årevis, og gamle bøger og blade …“ „Mine Anders And-blade,“ stønnede Mads og slap kassen. „Ja, dem har jeg også taget,“ sagde Eva. „Tag nu ved, Mads.“ Mads styrtede op ad trappen og ind på sit værelse, flåede skabsdøren op og så, at alle Anders Andblade var væk. Han smækkede døren i og spurtede nedenunder og ud til bilen, hvor Eva var ved at bakse papkassen ind på bagsædet. „Hvor er mine Anders And-blade?“ råbte Mads og begyndte at rode rundt mellem poserne og kasserne i bagagerummet, der stod med åben klap. „Jamen, de er ikke der,“ svarede hun. „Jeg har allerede været på loppemarkedet en gang i dag.“ „Loppemarkedet?“ sagde Mads. „Ja. Der er et stort loppemarked inde på Store Torv, og min kollega Birthe har en bod derinde, og hun vil gerne sælge det, jeg kommer med.“ „Vi kører derind,“ råbte Mads. „Lige nu!“ „Ja, ja,“ sagde Eva. „Bilen er også fyldt igen.“ Mads sad uroligt i sædet hele vejen ind til byen. Eva pludrede løs om, hvor skønt det var at komme af med alt det gamle ragelse. De parkerede på havnen og slæbte af sted med poser og kasser med retning mod Domkirkens grønne spir og pladsen foran kirken. Da Mads så, hvor mange mennesker der var, gik der en gysning gennem ham. „Det er lige derovre,“ sagde Eva og slog med hovedet. De nåede frem, og Mads slap alt, hvad han havde i hænderne. „Hvor er Anders And-bladene?“ spurgte han. „Ja, han er helt oppe at køre over, at jeg har taget hans blade,“ sagde Eva, mens hun himlede med øjnene. „Nå,“ sagde Birthe, „det var da ikke så godt, for jeg har solgt dem alle sammen.“ „Det er løgn!“ udbrød Mads. „Nej, det er skam ikke løgn. Det var en mand, der købte dem til sin datter. Det er en time siden.“ Mads tog sig til hovedet, vaklede og satte sig så tungt på en af de to taburetter, der stod i boden. „Altså Mads, hvad er der med dig?“ spurgte Eva. „Du er helt bleg.“ „Ikke noget,“ mumlede Mads.


„Jeg kunne da ikke vide, at de blade betød så meget for dig. Du har ikke læst i dem i årevis. Vi kan købe nogle andre.“ „Ja,“ mumlede Mads og kiggede rundt på menneskemylderet på pladsen. En flok duer fløj op og cirklede rundt om pladsen, før de slog sig ned igen samme sted. Solen hang lavt på himlen og kastede et gyldent skær over bygninger og mennesker. Der var mennesker af enhver slags. Liv der blevet levet på så mange forskellige måder. En lille pige begyndte at græde, hendes mor kom straks og trøstede. En gammel mand vaklede af sted på nogle krogede ben med en stok i hånden. En kvinde lo en høj smittende latter. „Der er masser af gamle Anders And-blade her på loppemarkedet,“ sagde Eva. „Det er cool,“ sagde Mads og stak høretelefonerne i ørerne. Farven kom tilbage til kinderne. Han rejste sig og smilede til sin mor. „Det er helt okay. Jeg er også blevet for gammel til Anders And.“ Hun smilede og nikkede.


Liv på spil Søren Jessen 1. e-bogsudgave 2011 ePub-produktion: Rosendahls – BookPartnerMedia Forside af Søren Jessen ISBN 978-87-02-12714-0 © Gyldendal 2011 Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med forlag og forfatter. www.gyldendal.dk www.soerenjessen.com

Liv på spil  

Gud er gamer!

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you