Et Inblik I Skizofreni - Interviews by Rie Blicher Hyrup

Interviews

Interview med S

. Original varighed: 1 t 3 min (Forkortet version)

S og jeg hilser på hinanden ved cyklerne. Vi går sammen ind og køber kaffe på caféen, hvorefter at sætte os udenfor. Vi snakker lidt om alt og intet, før jeg starter med at lydoptage. Tonen er venlig og imødekommende. Jeg introducerer kort mit afgangsprojekt, hvorefter S åbner op og deler ud af sit inderste. S virker velovervejet i sit ordvalg, filosofisk og en smule skrøbelig ved mødets start.

Jeg spørger: - Hvis du skulle beskrive din skizofreni med materiale, form og farve, hvad tænker du så på? - Nedbrydelse af alting. Et stykke metal der bryder lyset ned til stof, matter. For mit vedkommende er det et brud, at bryde det man er, det man ser, bryde det ned til atomer, hvor man forsvinder. Et brud med virkeligheden. En refleksion af virkeligheden. En fragmentering. Et spejl der er itu – Meget kliche, men det beskriver det meget godt. ...Breaking it down to matter! Det kan være solen, det kan være at blive opslugt. Jeg kan åbne øjnene, og der kan være en stor, brændende sol, solar flairs direkte imod mig. Sol. Orange. Det hele er meget intenst. Det hele er meget koncentreret. Det er meget kontraster. Saturated virkelighed. Og hele tiden støj, hele tiden små fortællinger, hele tiden ting jeg observerer, der får en bestemt betydning. Fortællinger, som loop’er om sig selv. Loop, kontrast, farver og fragmenter, tror jeg er ting, jeg ville sætte på. Og strenge, en neuron, et billede af den – Sådan en transmitter...en lille nerve...i hjernen...forgrener sig... Når man er i det, så er man fastlåst, men ellers så synes jeg, at der er en skønhed i det, og det ligger også op til fortabelse. Jeg tror altid, jeg har haft det. Det trådte rigtig i kraft, da jeg flyttede hjemmefra, og boede alene. Jeg kunne ikke høre og forstå, hvad min lokale købmand sagde. Det var som at være i en klokke. At der var et filter mellem mig og andre mennesker. Jeg hørte alting som ”wouofw, wouofw”, sådan forringet. Jeg dannede både skræmmebilleder og smukke billeder; Så der kunne ligesom vokse smukke stokroser op af faldefærdige bygninger, ligesom at være i en eller anden skøn verden, en fantasiverden, for at at håndtere livet. Andre gange kunne det være det stik modsatte: Voldsom forfald. Det er rædselsfuldt. 4

De perioder, hvor jeg ikke har haft det, er jeg dybt fascineret af, hvad er det, der sker inde i hjernen, hvor kommer alle de billeder fra? Jeg bevæger mig på grænsen af det, men det er svært, når den grænse sluger mig. Og det var også lidt det, der skete, efter vi havde været i kontakt (Læs: Første emailsamtale vedr. interview), så kom det meget tæt på. Jeg skulle virkelig kæmpe for at holde det ude og havde oplevelser af ligepludselig at vågne i en krop, selvom jeg sad og spiste med mine forældre og mit barn; Ligesom at vågne i en anden krop, fanget i en forkert: ”Hvem er jeg, hvor er jeg, og hvordan fanden, er jeg havnet her?!”. Jeg har både følt og set, og det er jo ting, der starter som stemmer i ens hoved, som ligepludselig træder ud fra at være ens egen stemme til at blive en anden stemme, en mandestemme, der taler til mig indeni, til at den mandestemme træder ud af mig, lige bag mig, til at han fremtræder foran mig som noget af det ondeste, jeg i mit liv har set. - Så du ku se ham? - Jeg ku se ham. Sådan nogle situationer ender ud med, at jeg kryber sammen og ligger i fosterstilling, i jeg ved ikke hvor lang tid. ‘Forskanser mig ude på badeværelset eller gør et eller andet, kryber sammen i små rum og ligger der, indtil jeg langsomt kommer til mig selv igen. Jeg har faktisk ikke haft stemmer i et stykke tid, auditive oplevelser. Ikke andet end at altid bliver meget forstærket. Alle sanser bliver ekstrem skærpet, altså så meget at det gør ondt. At jeg ikke kan holde det ud, så jeg sidder og dækker mine ører. Men det er også alle sanser, der bliver forstærket. Men han skal helst ikke komme igen, mandestemmen. (S griner usikkert). I hverdagen går jeg og registrerer ting. Når jeg får det skidt, begynder alle de her registrerringer at manifestere sig, samle sig. Det er ligesom, at jeg går og breder et net ud i hverdagen, og ligepludselig låser det net sig sammen, og så giver det hele mening. Jeg føler mig forfulgt.

Jeg er tilstede her (S hentyder til vores igangværende interview på caféen). Altså, jeg ville også kunne have den her samtale med dig her, men der ville bare foregå en masse ting omkring mig, og jeg ville være i tvivl om, hvem du var, hvad dit formål var. At folk generelt vil mig det ondt, og det er lige fra efterretningsvæsnet til alt muligt fucked. (S starter et par uafsluttede sætninger i træk og virker som om, hun ikke kan beslutte sig for, hvad hun vil fortælle om først. Hun fortsætter). Det værste, jeg prøvede var, at min kæreste... Jeg troede han var ude på at slå mig ihjel. Og det varede fem dage, hvor jeg troede, at han var hemmelig agent, og jeg turde ikke at afsløre ham. Så skulle han rejse tilbage, hvor han kom fra. Det var simpelthen så langt ude... Jeg ringede til min bedste ven og sagde: ”Nu kører jeg derhen, og nu konfronterer jeg ham med det, så må der ske, det der må ske. For jeg kan ikke magte det mere. Hvis han vil slå mig ihjel, så gør han det!”. Jeg sagde det til ham: ”Jeg har regnet dig ud, jeg ved godt, hvad det drejer sig om”. Det føltes som om, at han begyndte at tage kvælertag på mig og lege med på det; Det var meget syret...! - Gjorde han det i virkeligheden? - Nej, (S tænker og ser ud som om, hun er i tvivl), det gjorde han nok ikke... Han lagde måske bare armen omkring mig, eller prøvede. Altså, jeg kunne slet ikke rumme det, det var en mistolkning af alle signaler på hele viften. Somme tider kan jeg forsvinde i det filosofiske perspektiv, hvor jeg er tilstede i alt, hvor jeg bliver alt, hvor jeg ikke har et jeg, jeg er i alt andet. Det er skræmmende, fordi så mister jeg jo egen vilje, og når man ikke har den længere, så er man impulsstyret, og så kan jeg ikke længere tage ansvar for mig selv. Så må jeg lade mig indlægge. Jeg har været indlagt 5 gange, tror jeg, men korte perioder, fordi de kan ikke hjælpe mig, siger de, hver gang. Jeg har en stor indsigt. Basicly er de der kun for at forhindre mig i at tage mit eget liv, fordi jeg ikke magter det længere, jeg kan ikke rumme alle de impulser. Men jeg er mor, så jeg har et mantra: Jeg kommer aldrig til at gøre det, mit barn skal ikke sidde tilbage med en følelse af en mor, der ikke ville kæmpe for ham - At han ikke er værd at kæmpe for., for det er han! Men somme tider kan det gribe så meget om sig, at jeg ikke kan rumme smerten mere. ”Nu væltede min mor igen”, (siger S med sorgmodig stemme). 6

Vi har altid talt meget om det. Han har altid forstået, at det har ikke noget med ham at gøre. Altså det er noget indeni mig, som er sygt, som jeg ikke selv har kontrol over. Men selvfølgelig er det frustrerende, for han har brug for struktur, og når jeg vælter, så kan jeg ikke passe på mig selv. Al den opmærksomhed, jeg bør give ham, går til sygdommen - Så han bliver på den måde valgt fra, hvilket giver mig utrolig meget skyldfølelse. Jeg føler angst og depression over, at det hele vælter meget sort ind over mig, og jeg tænker igen: Skal jeg nu igennem det her en gang til? Stopper det aldrig? Jeg kan ikke holde det ud! I en af episoderne skrev jeg på en af mine vægge derhjemme for at prøve at få det ud, for at prøve at få det ud af kroppen, men det var også en måde at tage afsked på, lige pludselig. Men et eller andet sted, i alt det uvirkelige, så har jeg en fornuft et sted, som tager fat i mig: Nu er du nød til at skrive til nogen. Du er nød til at ringe til nogen. Du skal gøre et eller andet! Nu er det noget med at tage mig selv alvorligt og at blive sig selv sådan rent filosofisk. Først er det erkendelsen, og så er det at blive ved med at hver eneste dag: Husk nu at gøre de her ting. Mit mål er jo langsomt at komme tilbage i en uddannelse og skabe en hverdag, som indeholder en masse ting, som giver mening i den absurde tilværelse. Jeg har ikke lyst til at have det stempel, jeg er ikke... Jeg er ikke skizofren. Jeg har det godt nu, jeg vil gerne mødes som S (S siger sit fulde navn), og ikke min diagnose.

Størstedelen af tiden har jeg det jo almindeligt. - Ej, det passer måske ikke helt. Men altså, jeg kan godt agere almindeligt overfor folk, så de ikke kan se det eller lægge mærke til det. Jeg holder det grimme for mig selv, jeg vil ikke ikke være til besvær, jeg vil ikke ikke være en byrde for dem, fordi det er mit. Det er min... Det er min lort. (S fortsætter hurtigt). Og jeg har lige gjort det, jeg har lige involveret ham, jeg ser i det (Læs: Kæresten), og lukket ham derind, hvor jeg ikke selv vil være, og jeg føler mig så egoistisk. Hvorfor skulle jeg have gjort det? Så beder man folk om at træde derind i det rum, hvor det er allerværst at være! Altså jeg kan ikke ha’, at andre skal bære eller tage min smerte, tage det for mig. (S uddyber). Altså jeg havde forskanset mig ude på badeværelset, hvor blodet ville være lettere at tørre op. Så det var helt ude, hvor det bare var... Jeg havde skrevet en linje på min dør, toiletdør, som jeg kunne sidde og kigge på, og det var: At hvis jeg ender det nu, så kan jeg ikke længere være her, jeg kan ikke deltage, så er det slut. Og så var det nemlig, at han kom helt derind, hvor det er virkelig grimt at være. Men han har også været dygtig til at træde ud af det igen, selvom det ikke er det, det drejer sig om, men jeg tror, det er fordi, han er stærk. Han sagde, at han ville ikke reducere mig til en diagnose. Og det er en stærk måde at gå til folk på. Det er magisk. Det er det største, stærkeste og mest smukke, fantasiske menneske, der findes, altså, jeg er virkelig heldig (S lyser lidt op og virker rørt). Jeg er selvfølgelig bekymret for min søn, han er ekstrem sensitiv. Ekstrem dygtig til at mærke sig selv. I en alder af 12 år, har han en indsigt, som de fleste mennesker aldrig får. Og det er jo både godt og skidt. Men fordi han er dygtig til at passe på sig selv, så skal han nok klare det, han kan benytte det til noget godt. Men jeg er opmærksom på ham, og hvilke signaler han sender, men han har ikke lyst til at tale med børnepsykologer. Han vil gerne tale, men han vil tale med mig eller sin far. Mit barn og jeg har boet krisecenter fordi vi var boligløse, og det var mega hårdt og

bruge så meget energi på at sælge ideen om, at det er fedt - ”Se den udsigt!”. Det er mega hårdt. Men de hjalp os og skrev støtteskrivelse, og vi har fået en treværelses lejlighed med have og altan, det er helt fucked. Virkelig godt. Da vi flyttede ind, tænkte jeg: Den her ro, der er tilstede nu, den har jeg aldrig oplevet før. Jeg tænkte: Nu bliver alt godt. Og så lige pludselig, så kom det væltende, hvor det slog mig ekstra meget ud. At alting stadig er tilstede, selvom man har en fantastisk bolig. Det er det der svaghedsellement, at jeg ikke har kontrol over mine egne følelser, det synes jeg er enormt pinligt. Jeg skammer mig helt vildt. Jeg har brugt så mange år af mit liv på det, jeg er jo lige blevet 40 år. At jeg stadigvæk kæmper med det her, infantile problematikker, som det i virkeligheden er... Det er jo ikke fordi, at jeg ikke har søgt hjælp, jeg har gået i terapi, jeg har taget medicin i rigtig mange år. Hvis vi har den her samtale om et år, så tror jeg, at jeg har pisse meget styr på mig selv!

Jeg bruger rigtig megen tid på at håndtere det i min hverdag lige nu og finde ud af, hvordan kan jeg kontrollere det? Hvordan kan jeg læse mig ud af det? Hvordan genvinder jeg magten over tingene? Så jeg er jo meget...jeg ved jo, hvad der foregår, men ligepludselig, så den der kontrol, den tabte jeg faktisk, og alle følelserne, det hele, kom sådan ”Rrrruhhhhg!” ind over mig i bølger... Og så ligepludselig vågne op og være tilstede i en krop, hvor jeg ikke anede, hvor jeg var, og tænke: ”Åh fuck, det her det skubber altså til nogle ting, jeg er ikke sikker på, at jeg er stærk nok til det”, (S hentyder til sin reaktion på vores første emails). Men så har jeg haft nogle pissegode dage, og jeg har tænkt: ”Jo! Gu vil jeg det, det er mig, der bestemmer!”, og skubber følelserne væk. (S fortæller, at hun har været indlagt fem, korte perioder på den lukkede afdeling. Hun fortsætter) Men man bliver ikke rask af det. Man bliver holdt i live. Mit problem er, at jeg også bliver en ”pleaser” derinde, jeg bliver den dygtige patient. De klapper i hænderne af min indsigt. De siger, at det er flot gået. Og jeg bliver sendt tilbage til fodboldtiden, hvor folk stod på sidelinjen og sagde: ”Godt spillet!”. Altså, godt tænkt, godt løst. Og så bliver det bare en masse ord-bavl, og så skriver de en ud, og så kommer man ud, og så står man bare tilbage med... ...Og nu, der roder jeg rundt i det hele, er rimelig ustruktureret i alt, hvad jeg siger... Jeg tror det bedste er at kæmpe, selvom det er mega hårdt. Men alle kæmper jo. Der er ingen der synes det er let at være i live jo. Mit barn er et anker, på den gode måde. Ikke en som holder mig tilbage. ‘Får mig til at kæmpe. Får mig til at blive her i den her virkelighed, vi nu antager, at vi er til stede i.

(Fragment af en efterfølgende mailsamtale, med emnet selvmord og selvmordsovervejelser:) - Jeg er meget skrøbelig i disse dage og overtager stemninger fra andre uden at blinke. Mit filter er væk, og jeg kan ikke se en film eller læse en bog uden at miste orienteringen i mit eget liv bagefter. Og nu hvor jeg skriver det, set i lyset af hvad du skrev i går (Læs: En bekendt begik selvmord. Ikke i forbindelse med skizofreni vel at mærke), er det så meningsløst, hvad der sker hos mig, og alligevel vækker din fortælling netop vigtigheden af aldrig at ende ved det uigenkaldelige. Så selvom jeg ikke forstår rummet omkring mig lige nu, er bevægelsen, skriften, en fremdrift, en vilje til at fortsætte, selvom det er alt, jeg er lige nu. Men man skal fortsætte. Ja, selvom man ikke synes, at man kommer nogle vegne, er der hele tiden en forandring, hvor lille den så til tider synes at være, og om den kun er i tanken, så er den til stede.”

Interview med M

. Original varighed: 1 t 50 min (Forkortet version)

M og jeg er bekendte gennem studie. I anledning af mit afgangsprojekt, har M fortalt, at hun har haft diagnosen skizofreni og i dag har diagnosen skizotypi. Vi har sat os i et afsides lokale på M’s studie, hvor folk kommer og går undervejs i interviewet. M sidder foran mig med røde kinder og spejder lidt ud ad vinduet. Vi starter interviewet, der viser sig at komme til at vare i ca. 2 timer. Dette er den forkortede version.

M fortæller: Jeg mener selv, at jeg var deprimeret som barn, jeg var ikke glad som barn. I skolen græd jeg hele tiden og var lidt sur. Altså, jeg husker ikke min barndom som god, jeg husker den som vinter. Hel mørk. Jeg kunne ikke forholde mig til det der skolemiljø. Jeg følte mig som en fugl i et bur. Jeg var altid den underlige. Jeg var den stille, men lunefulde, flippede, mærkelige type, og det var ikke på en sej måde, det var mere på en: ”Hvad er der galt med hende”-måde. Når jeg tænker på gode ting i min barndom, så tænker jeg næsten altid på mig og min søster. Vi havde sådan lidt vores egen verden, lidt lukket inde. De kunne ikke finde ud af, hvilket diagnose, jeg skulle have, da jeg først blev indlagt på hospitalet, så jeg var igennem en masse forskellige diagnoser. Det var et udredningsforløb, som jeg tror, der startede med: Uspecificeret personlighedsforstyrrelse, borderline, depression (det var jeg diagnostiseret med i forvejen), maniodepressiv, social fobi (vidste jeg jo også godt i forvejen), skizofreni, skizotypi... Skizotypi, som jeg stadigvæk har - Det er en mildere form for skizofreni.

De symptomer der var værst, da jeg havde skizofreni, var vrangforestillinger omkring min krop, især. Jeg troede, at min krop var ved at gå i opløsning. Jeg troede, at jeg havde kræft i knoglerne, hjernen, nakken, lænden, alle mulige steder. Det startede med et modermærke på rykken, der udviklede sig og fik nogle forskellige farver, blev stort og ømt. Det, syntes jeg selvfølgelig, var mærkeligt, jeg gik helt i panik over det. Jeg var i London med min klasse, og jeg kunne mærke, at det var ligesom, at mine ribben i højre side var ved at opløses. Jeg tænkte, at det var pga. det her modermærke, som sad i samme område. At det var en spredning af kræft. For mig var det jo logisk, ik’ - At modermærket sad på lænden i højre side og kræften bevægede sig op i ribbenene. Jeg kan huske, jeg blev sådan helt kold, hver gang jeg fik de der choks. Jeg blev jo rigtig, rigtig bange. Jeg sagde det ikke til nogen. Der var to gange, hvor jeg skulle til lægen, fordi jeg havde en vorteagtig ting i hovedbunden, som jeg troede var tegn på, at jeg havde en hjernetumor. Jeg besvimede og kastede op hos lægen, fordi jeg bare var så bange. Jeg var bange for, at de ville sige: ”Det der, det er i hvertfald kræft”. Men i stedet havde de sagt: ”Det er intet særligt, det skal bare fryses væk”.

I 14 år har jeg hevet ned i min trøje, fordi jeg ikke ville vise min lænd; Blusen kunne godt ryge lidt op, når jeg cyklede, og så var jeg virkelig bange for, at man kunne se det der område, selvom der overhovedet ikke var noget at se. Jeg havde haft den forestilling, siden jeg var 14 år. Jeg sagde det ikke til nogen i alle de år. Så jeg gik bare og var rigtig bange for, hvornår jeg skulle dø. Jeg var ikke i stand til at lægge fremtidsplaner, ligesom andre gør, for jeg var sikker på, at jeg skulle dø tidligt. Jeg kom ind på den lukkede afdeling af andre årsager, da jeg var 27 år. Jeg var der en måned, og så kom jeg på den åbne, og så var det bare sådan lidt frem og tilbage, alt efter hvor dårligt jeg havde det. Jeg var i en samtalegruppe, hvor jeg tænkte: ”Nu skal jeg ud med det”. For mig var det ligesom at sige: ”Jeg er ved at dø”. Men min sygeplejerske sagde, at det troede hun ikke på, for så ville jeg have været død på det tidspunkt. Det var inde på mit hospitalsværelse, at jeg fortalte hende om det. Jeg kunne tegne ind på et kort af en krop, hvor jeg mente, jeg havde kræft. Jeg ville bare sådan lige vise dem, hvor det var henne. Jeg mente jo selv, at jeg havde det. Hun reagerede ikke rigtigt, smilede bare, og sagde: ”Hvorfor tror du det?”. Jeg kan huske - fordi det var sådan en stor ting for mig - at jeg blev lidt skuffet over, at hun ikke havde nogen reaktion. For mig var det jo en kæmpestor ting at sige! For mig var det jo det, mit liv var bygget op omkring. Så det var underligt... Jeg blev undersøgt af en læge, røntgenfotograferet og alt muligt, for at overbevise mig om, at jeg ikke havde kræft. Jeg følte sådan en tom følelse... Jeg var ikke vred eller ked. Jeg var heller ikke lettet. Det føltes bare surrealistisk. ”Hvorfor vil hun ikke høre på, hvad jeg siger”. Jeg blev lidt irriteret på hende, fordi jeg ikke syntes, hun lyttede. Jeg manglede faktisk rigtig meget nogle, som var i samme situation som mig. Jeg følte mig vel lidt bedre fungerende end de andre. Jeg vidste jo godt, at der var noget galt, og at det ikke, altså, det vidste jeg jo godt, men... Men... Jeg var stadig mere velfungerende end de andre. Der var mange, hvor det lignede hjemløse. Jeg tror, jeg har set normalt ud. Set trist ud og mimikfattig. Min stemme var meget monoton. Et depressionstegn.

Jeg tror, mine forældre syntes, det var mærkeligt, jeg tror, at de altid har opfattet mig som velfungerende, en der ikke har haft brug for så meget hjælp. Da hospitalet ringede til mine forældre og sagde, at jeg var blevet indlagt, havde mine forældre været på vej ud for at rejse. Min mor havde taget røret. Først troede min mor ikke på det, fordi det var så fuldstændig uventet. Mine forældre syntes bare, det var det mærkeligste, fordi vi havde talt sammen aftenen forinden. De (Læs: Hospitalet) havde sagt: ”Er du klar over, hvor syg din datter er?”. Min mor sagde: ”Nej, det passer i hvertfald ikke, og jeg kommer og henter hende nu”. Det fik hun jo ikke lov til... Da jeg havde været indlagt i 5-6 måneder, så foreslog de mig, om jeg skulle få nogle elektrochok. - Skulle du selv svare på det, og var du istand til det? - Ja det skulle jeg selv. Jaja, jeg havde det rigtig dårligt. Der er nogle, der er rigtig bange for det og nogle, der bare tænker: ”Jaja, det er jo bare ligesom at tage en pille”. På det tidspunkt tænkte jeg bare: ”Jaja, hvorfor ikke. Altså.”. Jeg var overhovedet ikke bange for det. Det var bare sådan: ”Jaja, fint”. Jeg var lidt ligeglad egentlig, så jeg sagde bare ja.

Jeg fik lidt information om det, jeg så sådan en film om det. Jeg ved ikke, om jeg så den sammen med lægen, det tror jeg egentligt. Og så fik jeg sådan en folder om det. Filmen forklarer: ”Om morgenen bliver du hentet og bla-bla-bla-bla, og så bliver du kørt ned til hm-hm-hmm...”, og så videre. (M taler meget roligt om det). Det skete 3-4 dage efter. Det foregik sådan, at jeg vågnede om morgenen, og så blev jeg hentet, og jeg måtte ikke spise eller drikke noget inden. Så blev jeg kørt ned til – det var faktisk en rigtig mærkelig oplevelse – så blev jeg kørt igennem afdelingen på en seng, altså hvor man normalt går. Jeg blev lagt hen på en anden seng og kørt gennem afdelingen (gentager M). Det var ret underligt, for jeg kunne jo godt selv gå derned. Men man skulle jo ligge ned, når man kom derhen. Så de kørte bare en derhen. - Det havde du det okay med? - Jaja, det var ligemeget. Altså folk blev jo tit... Men så kom man så derned, og så var der sådan et slags ventelokale, hvor der altid spillede sådan noget klassisk musik og stearinlys. Og det virkede bare så mærkeligt, det var ligesom, ligesom at man skulle i spa, eller sådan noget. Det var total mærkeligt. Sådan rigtig ”Årh, hvor’ det dejligt...”, (M udtaler det med ironi). Og så en sygeplejerske der stod og nussede en på hånden og snakkede sådan: ”Det skal nok gå”.

- Hvad følte og tænkte du? - På det tidspunkt tror jeg ikke, jeg har tænkt noget særligt, øhm. Jeg er bare mere sådan, at jeg så det lidt, sådan, rationelt, sådan lidt: ”Hvor’ det underligt det her...”. Netop som var det en eller anden spa salon. Og så kan man så høre de der lyde derindefra. Bare sådan lidt strøm, lyden af noget...nej, man kunne høre, man kunne høre sådan en bib-lyd! Og det var bare, hvor lang tid det strøm bliver ledt igennem, tror jeg. Så, man kom ind i et venteværelse, og så er der en dør, og så ligger det andet derinde (M viser det via fagter på bordpladen foran os). Så det er to lokaler, der støder op mod hinanden. - Kan man se igennem et vindue? - Nej. Nej det kan man ikke. Så blev døren så åbnet, man blev kørt ind, og så siger de selvfølgelig, hvad de hedder ”Hej, jeg hedder sådan og sådan, og jeg er din narkoselæge”. Og, ”Jeg hedder sådan og sådan, og jeg skal...”. (M griner). Og så er sygeplejersken med. Altså jeg tror...der har været 4-5 mennesker derinde, jeg ved faktisk ikke rigtig hvorfor. Der var i hvertfald en del mennesker. Jeg gik ikke i panik. Første gang var jeg sådan ret ligeglad egentlig. Så blev jeg lagt i narkose og fik de der elektrochok.

Det værste var bare, når jeg vågnede igen. Så vidste jeg ikke noget, så vidste jeg ikke, hvem jeg var, eller hvor jeg var. Det var måske 5-10 sekunder, men det var bare de værste 5-10 sekunder. Det var virkelig, virkelig forfærdeligt. Det er virkelig sådan, hvor jeg tænker: ”Er jeg død...? Eller hvad...?”. Jeg var blevet kørt tilbage og lagt over i min seng igen. Når jeg vågnede, var min mor der. Hver gang. Hun sad og sagde til mig...ja hun sad og hold fast i mig og sagde: ”Det er mig”. Jeg tror, hun sagde til mig: ”Bare rolig. Bare rolig”. Og hun sad og krammede mig. Det var godt nok bare de værste 10 sekunder, når man slet ikke ved, hvem man er. Jeg var fuldstændig, altså fuldstændig, ude at flyve. Og så lidt efter lidt, var det jo sådan: ”Okay. Jeg ved godt, hvor jeg er, hvem jeg er”. Jeg havde det altid lidt dårligt i nogle timer, bare sådan lidt ondt i hovedet. Så fodrede min mor mig med blåbær, det havde hun hørt skulle være godt for hjernen. For hukommelsen. (M griner lidt). Hun var på hospitalet hver dag faktisk, (Siger M og tøver kort). Jeg fik 10 elektrochok over 5-6 uger. Jeg begyndte efter et stykke tid, at glæde mig til det, for jeg syntes, det var rigtig dejligt at være i narkose. Ja, det er sgu dejligt. Men det var aldrig sjovt at vågne. På det tidspunkt brugte jeg en af de der cremer fra the Body Shop med cocos duft. Så jeg har altid en ide om, at det var den der el, der lugtede af cocos (M ser alvorlig ud). Det var sådan en forbindelse inde i mit hoved, at: ”Det må være det der stød, der lugter af cocos”.

Det med mine kropslige vrangforestillinger: Jeg har stadig et underligt forhold til det, fordi jeg aldrig helt har...jeg syntes bare, at det hele gik meget stærkt med, at jeg ikke skal forholde mig til ”kræften”. At der ikke var noget... Jeg sidder faktisk stadig tit og søger på nettet for at finde nogle, der har oplevet det samme, for det er noget, jeg føler mig meget alene med. For jeg har jo aldrig mødt nogle, der har... Det er det der med, at jeg har stået med det i 14 år, spillet ok i 14 år og ikke fortalt det til nogle. Det værste har været ikke at turde tænke på fremtiden. Jeg turde f.eks. ikke gå i gymnasiet, fordi jeg tænkte: ”Det er da dumt at bruge mine sidste år på det”. Og det tænkte jeg jo rigtig tit. Jeg var kun korte perioder forskellige steder. Jeg tog folkeskolen og derefter, så har jeg jo bare lavet alle mulige ting. Jeg blev optaget på mit nuværende studie for nogle år tilbage. Jeg tog 2 år ud i ét, og så blev jeg indlagt. Derefter prøvede jeg at starte på studiet igen. Det var forfærdeligt. Det blev mere en tvangsting, og jeg havde ikke lyst. Så jeg gjorde ikke kurset færdigt, jeg flyttede hjem til mine forældre og boede der. Nogle måneder efter begyndte jeg mit bachelorprojekt, som jeg bestod til sygeeksamen. Jeg havde det ok, ikke specielt godt - Faktisk rigtig dårligt i forhold til nu. Jeg havde været meget alene, ikke været så meget ude på skolen, og jeg havde f.eks. ikke et studiebord på skolen. Det var et helt andet studie for mig, end det er nu. Jeg har det...godt...på skolen nu (M tænker). Jeg tror ikke, at jeg ville være i gang med at studere, hvis jeg ikke tog medicin, hvilket jeg gør både morgen og aften. Det hjælper til, at mit humør er mere stabilt, og det har en stor betydning. Jeg har prøvet at trappe ned, men det gik ikke godt. Så jeg skal muligvis tage det resten af mit liv. M regner med at færdiggøre sin kandidat i 2015.

Interview med N

. Original varighed: 1 t (Forkortet version)

N sidder i caféens udestue i et køligt hjørne længst væk fra indgangen i lokalet. Hun sidder med en lille hund og venter opmærksomt. ”Er du N?”, spørger jeg. Hun svarer ja. Jeg giver hånd og kæler hunden, der vil op på mit skød, selvom jeg står op. ”Den vil altid op på folks skød”, siger N, der sidder i sin åbne, polstrede vinterjakke og holder opmærksomt fast i hundesnoren. Hun er meget klar til at snakke. Hun begynder før, jeg ved af det.

Jeg har lyst til at fortælle dig en historie, men den forklarer altså ikke, hvorfor jeg har skizofreni. Det er så pinligt, så du skal altså holde det 150 % anonymt. Da jeg var ung, der var det sådan, at man blev bare tilkendt pension, hvis man havde sådan en diagnose der, ik’. Man fik ikke en jordisk chance. Det var ikke alle med den diagnose, der var interesseret i pension, der var ikke noget at gøre, man kunne ikke få andet end pension vel, så derfor fik jeg pension som 23 årig. Jeg er 47 år. Jeg var overhovedet ikke interesseret i det, vel. Så da jeg har været 27-28, sagde jeg altså, at jeg godt ville have en chance. Jeg fik sådan et job fra Københavns Rengøringsselvskab på Kastellet. Det er efterretningstjenesten, der har det derude. Men jeg skulle altså gøre rent om morgenen. Jeg var meget, meget fysisk stærkere, end jeg er nu, ik’. Det kan jeg slet ikke i dag. Jeg kunne ikke få nogen døgnrytme, og det er faktisk en del af sygdommen - At man ikke kan sove. Jeg kunne ikke få nogen regelmæssig døgnrytme, jeg var fuldstændig smadret, jeg kunne ingenting i mit privatliv, fordi jeg overhovedet ikke kunne sove regelmæssigt, så jeg kørte på pumperne, ik’, fordi jeg skulle op der midt om natten, og jeg kunne ikke, altså hvis jeg havde kunnet få en døgnrytme, så ville det være fint, men det kunne jeg ikke.

Så skete der det, at der var nogle gartnere, de havde egentlig samme sociale status som rengøringsfolkene, de skulle rende rundt og feje, rive og klippe hæk. Jeg blev nød til at fortælle dem, at jeg havde været indlagt, ‘kom til at fortælle dem, at jeg havde den der diagnose, ik’, og så begyndte de at genere mig, ik’, de stak til mig hver gang de kom i nærheden af mig, ubehageligt... Ondskabsfuld mobning, ik’, jeg havde fortalt den ene under fire øjne, og så havde han sladret med de andre, og så begyndte de alle sammen at genere mig, ik’. (Der er foragt i N’s stemme). Ej! Så skete der noget, det må du altså ikke sige til nogen, at det var (...). (N lyser en smule op. Hun rører kun sjældent kaffen. Den ene fortælling erstatter hurtigt den næste). (Jeg spørger ind til brug af medicin). Jeg får noget antipsykotika, ik’, det skal jeg have resten af mit liv. Altså, hvis jeg ikke får det, så kan jeg slet ingen ting, jeg vender op og ned på nat og dag, og jeg kan ikke kommunikere med andre mennesker, og jeg lever så meget i min egen forestillingsverden, så nej, nej, nej, jeg er helt ude af stand til at klare mig selv, hvis jeg ikke får det medicin, fordi jeg ryger fuldstændig ind i min egen forestillingsverden, ik’, og uden at kunne kommunikere med andre. Som det er nu, hvor jeg får medicinen, har jeg jo ikke så mange symptomer – Det er jo også derfor, jeg får den, ik’. Det tager alle symptomerne. Men hvis jeg ikke fik den, så ville jeg ikke kunne fungere i eget hjem. Altså jeg ville være fuldstændig ude af stand til at kommunikere med andre, helt i min egen forestillingsverden, hvor der slet ikke var nogen der kunne nå mig, ik’. - Har du børn? - Nej, nej... Ej, Jeg har aldrig haft overskud til at få børn. Jeg har aldrig haft det godt nok, jeg synes ikke, det var en god idé at få børn. Man skal være sikker på, at man er stabil de næste 18-20 år, og det kan jeg jo aldrig nogensinde i mit liv være.

- Hvor ser du dig selv i fremtiden? - Altså, jeg har mest lyst til at sidde på et værested og strikke ik’. Altså jeg sidder på et værested og strikker hver dag, og så kender jeg de andre, der kommer der – Det har jeg mest lyst til. Jeg er ved at nå dertil (N sukker dybt), hvor det har jeg mest lyst til. Det er ude på Christianshavn. Frelsens Hær. Nu er jeg derude. Nu har jeg vænnet mig til det, ik’. Det er svært for mig at blive ved at komme et nyt sted, ik’. Det tager lang tid for mig at lære folk at kende, ik’. Og det er svært for mig at blive ved med at skifte sted, ik’. Det er rarest for mig at finde ét sted og så blive der. Jeg har været indlagt på den lukkede og åbne afdeling. Jeg kan ikke fordrage Frederiksberg Hospital. Jeg kan heller ikke fordrage distrikt psykiatrisk ambulatorium, vel. Jeg kan i det hele taget ikke fordrage dem, vel (N taler roligt med et lidt sørgmodigt tonefald), for jeg synes bare, at de er arrogante og hovskisnovski, og de ser ned på folk, ik’. Altså det... (N sukker dybt). De ser, de kan simp..., de er meget, meget nedladende. De ser simpelthen ned på deres patienter. Jeg bryder mig ikke om det – Jeg håber aldrig nogensinde i mit liv, at jeg får behov for det igen. Man bliver simpelthen set ned på. - Hvordan var din oplevelse derinde? - Jamen jeg er jo simpelthen, de er jo uforskammede. De går og morer sig med at være uforskammede overfor en, ik’.

Jeg kan huske, da jeg var 26 år og kom på den lukkede afdeling, der var jeg meget, meget dårlig. Det var Lille Juleaften, ik’, og det vidste jeg ikke. Og jeg havde 10 huller i tænderne, og det vidste jeg heller ikke. Og jeg vejede under 50 kg og jeg skulle veje 74 kg, og det vidste jeg heller ikke. Og jeg havde ikke betalt husleje i 4 måneder, det vidste jeg heller ikke. Jeg var fuldstændig, fuldstændig tilbagetrukken til min egen forestillingsverden, ik’. Og så tog sygeplejersken imod mig, i døren dér (N lyser lidt op i stemmen) – ham er jeg forøvrigt venner med i dag, ik’, men han arbejder ikke på Frederiksberg Hospital (indskyder N hurtigt) – så siger han: ”Ved du hvad dag det er?”. Så siger jeg: ”Nej, det ved jeg ikke.” ”Ved du, hvad måned det er?”, så sagde jeg: ”Det er december.”. ”Ved du, hvad dato det er?”, så sagde jeg: ”Nej, det ved jeg ikke”. Så sagde han: ”Det er Lille Juleaften”, ik’. Det anede jeg ikke, vel. Men altså (N trækker vejret og lyder trist), det var... (N tøver i et stykke tid). Problemet er, at jeg har været gift med en fra Jugoslavien, da jeg var de der 20-23 år, det er der mange af dem, der ikke kan acceptere. Altså Frederiksberg er en borgerlig kommune, og der er mange, der er småborgerlige. Det kan de altså ikke acceptere det der, vel. Og det skal jeg hele tiden høre for. Hvor jeg har det sådan: Hvad kommer det dem ved, ik’. - Jeg...(N overdøver mig, hun virker opslugt) - De kan behandle mine symptomer, men de skal da ikke blande sig i, hvem jeg kommer sammen med. (N taler roligt).

- Hvad havde de sagt? - Bare perkerkælling og romakælling, romakælling, ik’. Hvor jeg bare synes det er så sjofelt. Det er bare småborgerligt, racistisk ik. (Hun sukker meget dybt). Åh altså, jeg har sådan en dårlig oplevelse af det, altså det er ikke selve behandlingen, behandlingen af symptomerne, det er det personlige. Altså jeg gik i distrikt psykiatrisk ambulatorium her for nogle år siden, der havde jeg en kæreste, der boede i min opgang... Jeg blev svinet til, jeg ved ikke hvorfor. Af ergoterapeuten. Fordi hun ikke kunne acceptere den fyr der, ik’. Hvor jeg bare har det sådan, hun kan behandle mine symptomer ik, hun kan give mig kognitiv terapi, men man behøver da ikke blande sig i, hvem min fyr er. Hun simpelthen svinede, svinede mig til ik’. Jeg har prøvet at melde det til politiet. Som chikane faktisk, men de siger at de tager ikke imod klager over psykiatrisk personales opførsel. Jeg har prøvet overlægen, overlægen er ligeglad, ik’. Jeg har også prøvet patientklagenævnet, hvor de siger, at de tager imod klager som fejlmedicinering, de tager ikke imod klager som chikane og ubehageligheder af den karakter. Jeg kan godt forstå at de vil behandle mine symptomer, men de behøver da ikke svine min kæreste til... Man har jo ikke lyst til at få at vide, at man bare skal smide den stodder ud. At han er et svin, at han er psykopat. Og at man er en psykopatmagnet. Og så giver de ham skylden for at jeg er syg ik’. Selvom jeg har været syg siden jeg var 14, ok. - Du nævner i dine emails, at du gik rundt om søerne, og drømte dig ind i din egen verden... - Jeg kan godt lide at gå ture. Jeg har altid godt kunne lide at gå lange ture. Og det er jo noget med, at der kan man tænke på lige præcis, hvad der passer en. Der skal man ikke være på, vel, i forhold til kontakt og opmærksomhed, og det er noget, der måske er dejligt, bare at gå og dagdrømme om alt, hvad der passer en. Det er også derfor jeg godt kan lide at strikke. Altså jeg strikker nogle meget simple opskrifter. Og det er en god blanding mellem at sidde og producere noget, som andre skal bruge og så simpelthen ikke lave en skid. Bare ikke tænke på noget, ik’. Man kan sidde og dagdrømme alt, hvad der passer en. Og det er også derfor, også da jeg var yngre, da jeg var stærkere fysisk, der kunne jeg godt lide rengøringsarbejde, fordi jeg kunne dagdrømme samtidig. Du behøver ikke at kommunikere med nogen, og du behøver ikke at være på. Du kan gå i din egen verden, ik’.

Så det er nok et af de symptomer, jeg har allermest, det er, at jeg kan godt lide at trække mig tilbage og bare sidde tilbagetrykket inde i mit eget hoved, ik’. Og så er det, at det er rart at gøre rent eller have et strikketøj eller gå en tur, ik’. Fordi så hvis folk spørger, hvad man laver, så siger man, at man gør dét. Siger: ”Hvad laver du?”, ”Jeg sidder og strikker”, ik’. Det er lidt en undskyldning for at trække mig tilbage. Jeg giver det til en genbrugsbutik, de har også givet mig garnet, ik’. Så strikker jeg huer, halstørklæder, vanter, sokker... Jeg strikker også hundesweatre. Jeg har strikket siden, jeg var barn. Min mor lærte mig det. Min mor har altid strikket meget, så hun lærte mig det, da jeg var barn. Min hverdag i dag består af at sidde på det værested og strikke, og så gå i genbrugsbutikker. Jeg klunser meget. Mine naboer smider mange ting ud, og så har vi den kultur, at vi putter det ikke ned i skraldebøtten, vi stiller det i en sæk foran skuret, ik’. Så kigger jeg det altid igennem, og jeg bærer meget ned i genbrugsbutikker, fordi jeg synes, at jeg selv er afhængig af genbrugsbutikker. - Hvordan har din familie tacklet det? Har I talt om din skizofreni? - (N sukker meget dybt). De taler aldrig om det. De taler aldrig nogensinde om det. Jeg tror faktisk jeg har haft min diagnose i 20 år, før mine nevøer fik det at vide. Nu har jeg sagt det til hele familien. Skåret det ud i pap, ik’. Jeg lagde det simpelthen ud på Facebook, og opdaterede det. Jeg skrev en masse statusopdateringer. Jeg tænkte: ”Jeg gider det ikke, hvis de ikke vil have venner, der fejler det, så kan de bare stå af, jeg vil have lov at sige det ligeud. De kan bare stå af, hvis de ikke gider.” Det var der også nogle, der gjorde. Men hvor jeg tænkte: En befrielse at stå tilbage med dem, man kan fortælle det hele til. Jeg har også nogle veninder fra ejendomskomplekset, ik’, når de møder mig engang imellem, de kommenterer ikke på det, det synes de ikke, man skal, men de synes, det er en god måde, jeg kommer ud med det på. De synes, det er godt, at jeg får det ud af mit system. Så jeg ikke skal gå og være bange for at nogen skal finde ud af det, ik’.

Altså diagnosen kan man ikke bruge til så meget. Det er jo det med, at de fleste mennesker, de ved jo ikke, hvad det betyder, vel. De ved jo ikke, om det er en, der er lidt dum, om det er en, der har det samme som Breivik1 eller en der ryger for meget hash, vel. Folk ved simpelthen ikke, om det skyldes hash, eller man er retarderet. Jeg er også blevet beskyldt for at have det samme som Breivik, ik’. Og det er altså ikke... ‘Er altså ikke særlig fedt. Det er altså ikke særlig fedt, vel?! Altså folk ved ikke, om man er ubegavet! (N hæver stemmen for første gang, men sænker den hurtigt. Eller om man er narkoman. Og det er meget ubehageligt. Jeg har engang siddet til et foredrag, så kom der en hen til mig og sagde: ”Hende der, hun sidder og bagtaler dig”. Så sagde jeg: ”Hvad siger hun?”, (N’s stemme er rolig). ”Hun siger, at du har skizofreni.”. Og så har jeg det sådan: Hvad siger man så? Hvorfor sidder hun og fortæller andre om det nede ved det bord? Det er så ubehageligt, ik’. Jeg tror, hun er en sladremås. Jeg kan ikke li’ hende vel, og hun kan heller ikke lide mig, og... Hvor jeg bare har det sådan: Det kan godt være, at jeg har det, men hvorfor sidder hun og underholder sin bordherre med mine problemer?! Ubehageligt, ik’.

Man skal passe på med at generalisere ud fra en diagnose. Jeg kender mange, der har den samme diagnose, og de ligner ikke hinanden, og de har ikke de samme problemer, vel. Vi har heller ikke den samme historie. Så man skal passe på at tro, at det er den samme type. Det er lidt det samme som at tro, at folk der sidder i kørestol er samme type, ik’. Det behøver ikke være samme type. For det er jo nemt nok at slå op i et lægeleksikon og så læse en symptomliste, ik’. Det er så vigtigt at få sat et ansigt på og forstå, at der er et menneske bag. Men der er grænser for hvor lang tid, jeg kan ad gangen. For jeg har lidt det der - med et fint ord hedder det - kognitiv vanskeligheder ik’, når man ikke rummer så meget ad gangen. - Du må gerne sige, hvis jeg skal tage hensyn, stoppe eller andet? - Det gør jeg også (siger N venligt og en smule træt). Tusind tak for kaffen.

Anders Behring Breivik, norsk højreradikal terrorist og massemorder.

Tekst & Design: Rie Blicher Hyrup