2 minute read

SANGSKRIVNING: BENSPÆND OG STRUKTURERET OPFINDSOMHED

Velkommen til serien om sangskrivning, der giver dig fif til, hvordan du kan blive ved at skrive nye melodier og tekster. Vi lægger ud med formand for Århus Sangskriverværksted og oversætter Misha Hoekstra, som fortæller om, hvordan han får ideer til sangtekster ved hjælp af benspænd og struktureret opfindsomhed.

Foto: Thorbjørn Wangen. Tekst: Pernille Randrup

Advertisement

- Jeg starter oftest med melodien, som kommer ved, at jeg improviserer lidt på guitaren og finder noget jeg kan lide – og så skal jeg finde ordene dertil bagefter.

Sådan er udgangspunktet som regel for Misha Hoekstra, der har skrevet sange under kunstnernavnet Minka Hoist i mange år, og til daglig arbejder med sprog som oversætter fra dansk til engelsk.

Amerikansk fødte Misha Hoekstra er desuden formand for foreningen Århus Sangskriverværksted, hvor medlemmerne kan give feedback på hinandens skriblerier, så han har masser af erfaring med at få tekstpuslespillet til at gå op.

- Benspænd kan være en stor hjælp. Det gør det tit meget nemmere at komme i gang, hvis man har nogle restriktioner, i stedet for alle muligheder i verden,” lyder tip nummer et fra Misha Hoekstra, som også nævner et par eksempler på benspænd:

- En idé fra en sangskriverkollega er at skrive tre tal ned, og så kigge på billederne i den rækkefølge på sin telefon – og så skrive noget ud fra det ene, to eller alle tre billeder. Det samme kan man gøre med sin beskedindbakke, eller med siderne i en bog, man læser. Man kan også sige, at nu skal man skrive en metafor om en vigtig person i ens liv. Sådan skrev jeg min sang Lightning Strike. Den begyndte med at skulle handle om min bror, men det gode med benspænd er jo også, at de kun er til for, at sætte én i gang; Pludselig videreudvikler historien sig, og kommer til at handle om noget helt andet end det, man tænkte først – men som ender med at passe meget bedre ind i konteksten.

Brug dine ører, dine sanser og din evne til at lege

En anden idé er at lytte til folks samtaler i bussen.

- Da jeg gik på San Fransisco State og havde en times transport hver vej, skrev jeg tit mange ideer ned på turene, fordi folk sagde nogle skægge ting.

Man kan også bare lytte til melodien, man har fundet på:

- Jeg indspiller nogle gange en melodistump, og afspiller den så i loops, og improviserer linjer undervejs - og dem, der lyder bedst ender med at bestemme temaet for resten af lyrikken.”

Og en idé til, hvordan man så skal skrive mere i temaet er, at angribe scenerne med forskellige sanser.

- Man kan spørge sig selv: Hvordan dufter der? Hvordan ser det ud? Så kan lytteren bedre forholde sig til historien, man vil fortælle.

Derudover er det vigtigt at huske, at man ikke skal ende på den endelige tekst fra start af.

- Man må gerne lege, og komme med nogle pjattede bud, når man for eksempel skal finde på en sætning eller titel. I stedet for at skulle finde på det helt rigtige straks, så sig til dig selv, nu skriver du ti forsøg op. Så kan det være, at en blanding af to af dem, til sidst er det, der passer bedst. Leonard Cohen skrev jo også 80 vers til Hallelujah, men brugte kun fem af dem på albumversionen af sangen.

This article is from: