Festival gør op med UKØN balance

Mer' Monitor! Oktober 2018

Da Copenhagen Songwriters Festival fejrede ti års jubilæum i sidste måned, skulle man ikke kigge langt efter kvindelige optrædender. Her tegnede der sig nemlig en overvægt af kvindelige solister og frontfigurer.

Dette er ikke noget nyt i festivalens historie, men usædvanligt, når man sammenligner med landets øvrige festivaler og musikindustrien på verdensplan. Så hvad er det, at sangskriverfestivalen i København gør anderledes?

Af Barnaby Stig Swann Pedersen og Steen Bech.

Udenlandske medier satte i august fokus på, at mindre end to ud af hver tiende person i musikindustrien på verdensplan er kvinder.

Lige nu er der to kampagner på sociale medier, #GetHeard og #GirlsIrate, skabt for at hjælpe kvindelige sangskrivere med at blive hørt og for at rette op på den ubalance, der hersker i musikbranchen. Herhjemme har der også været en tilbagevendende debat de seneste år om underrepræsentation af kvindelige artister på de danske musikfestivaler. Så det er tydeligvis et globalt problem.

INGEN KØNSPOLITIK

Et problem som publikum dog ikke har oplevet på Copenhagen Songwriters Festival de seneste år, hvor antallet af kvindelige og mandlige solister/ frontfigurer har fordelt sig ligeligt - i år og i 2013 tilmed med en overvægt af kvinder. Dette til trods for, at festivalen ikke arbejder med en kønskvotient. Hvorfor er billedet så anderledes? Det er der flere grunde til, hvis man spørger bestyrelsesmedlem Annette Reinhardt Njombua:

– Helt overordnet, så er der en skævvridning i hele musikbranchen. Når man for eksempel taler kvalitet af musik, så er det mænd, der gennem mange årtier har sat standarden for, hvad kvalitet er. Intet ondt om mænd, men så længe flere kvinder ikke kommer til fadet i branchen, så bliver standarden for hvad der er kvalitet ikke rykket en meter.

Annette Reinhardt Njombua - daglig venuemanager i Råhuset - uddyber, at der altid har været en bedre repræsentation af kvinder i Copenhagen Songwriters Festival regi, men at fordelingen blev endnu mere lige, da festivalen gik over til at være en forening med en demokratisk valgt bestyrelse (som i år består af to kvinder og fire mænd) og ikke mindst da festivalen indførte et lytteudvalg i 2015.

For modsat mange andre festivaler, så skal musikere selv søge om at komme med på Copenhagen Songwriters Festival, hvorefter et eksternt lytteudvalg beslutter, hvem der skal optræde på festivalen på baggrund af indsendt materiale.

– På den måde er processen mere demokratisk. Det handler ikke om, hvem der kender hvem, hvilket booking agentur en kunstner er tilknyttet eller lignende. Folk bliver udelukkende valgt på baggrund af kvaliteten af deres musik, forklarer hun.

Festivalen har hverken krav til kønskvotienter i sammenhæng med valg af bestyrelsen eller til lytteudvalget.

**Annette Reinhardt Njombua**
Foto: Daniel Tuladhar

Annette er selv modstander af at indføre kønskvotienter, da det ikke flytter noget i hendes bog. Det handler om, at der skal ske et grundlæggende holdningsskift:

– Jeg mener, at vi som spillesteder og arrangører skal droppe hypen, når det eksempelvis er en ren kvindegruppe, der spiller hård rock. Det er fuldstændig ligegyldigt, at de er kvinder. Det skal bare annonceres, som en hvilken som helst koncert.

COMMUNITY

Under mottoet Presenting Songwriters New & Known har Copenhagen Songwriters Festival siden 2008 lagt scene til både etablerede og upcoming navne fra ind- og udland.

En af de musikere, som har taget turen fra ukendt til etableret musiker, er danske Line Bøgh. Hun mener, at festivalens lytteudvalg gør en forskel. Som nystartet sangerinde blev Line i 2012 tildelt festivalens Emerging Artist Award, optrådte i 2016 med bandet Nye Mennesker og var i år headliner i eget navn.

Men hun har søgt om at komme med i programmet på lige fod med de øvrige optrædende. Line har tidligere markeret sig i kønsdebatten - blandt andet med 2016 sangen “Vi siger det bare” med bandet Nye Mennesker - hvor musikmagasinet Gaffa kom under kærlig behandling:

"Sex er en genvej til Gaffas forside"

– Der har figureret nøjagtig 265 mænd og 58 kvinder på forsiden af Gaffa de seneste 14 år, indleder Line Bøgh sangen, hvorefter hun konstatere, at kvinderne ofte er mere eller mindre afklædte.

– Hvis en nederdel bliver defineret som kort, når den dækker under halvdelen er lårbenet, så figurerer der 11 korte nederdele fordelt på de 58 kvinder på forsiden. Af de resterende 47 kvinder er 6 kun iført trusser på underkroppen, fastslår Line inden hun konkluderer:

– Sex er en genvej til Gaffas forside.

Line mener, at kvinder ofte bliver udeladt på de danske scener, fordi der sidder en overvægt af mænd, som booker.

– Det er jo tankevækkende, at Copenhagen Songwriters Festival med et bookingudvalg bestående af halvt kvinder og halvt mænd har en mere ligelig fordeling, konstaterer hun.

– En del af forklaringen handler selvfølgelig også om det store community, der er omkring hele sangskriverscenen. Der er ikke så stor en hierarkisk inddeling, der er stor åbenhed overfor nyt talent og der er rigtig mange kvinder, som optræder på de åbne scener. Og så er der flere kvinder på vigtige poster i miljøet – der er eksempelvis mange kvinder,

**Fra venstre: Grace Petrie, Kirsty McGee og Lindsay Saunders**
Fotos: Carlos Ochoa

som afholder retreats og workshops - og som ny sangskriver, er det altså dem, du møder.

Dette er Annette Reinhardt Njombua enig i. Spillestedet Råhuset, som hun er leder af, er fast scene for Copenhagen Songwriters Festival og huser også sangskriverklubben The Listening Room hver søndag året rundt:

– Min overordnede erfaring med sangskriverscenen er, at den er noget nær kønsneutral. Det er et meget mere inkluderende miljø, hvilket selvfølgelig smitter af på festivalen. Jeg har i hvert fald svært ved at genkende den tilbagevendende debat om underrepræsentation af kvindelige artister i det rytmiske musikliv, når jeg sammenligner med de sidste års program for Copenhagen Songwriters Festival eller kigger rundt på de københavnske sangskriverklubber.

Men hun erkender dog også, at Copenhagen Songwriters Festival på ingen måde er repræsentativ for musikmiljøet, hvor der er en klar overvægt af mænd.

– Det er et spørgsmål om tradition, og at singer/songwriter scenen har formået at have en mere åben kultur, som bliver selvforstærkende. Men den skal også plejes, og jeg tror med fordel, at det øvrige rytmiske musikmiljø kunne lære meget af sangskriverscenen.

ROLLEMODELLER

Annette peger på, at singer/songwriter traditionen har haft markante kvindelige profiler siden dens kommercielle gennembrud i 60erne. Internationalt var det navne som Joni Mitchell og Joan Baez, mens vi herhjemme gennem årene har haft profiler som Trille, Pia Raug, Anne Linnet og Tina Dickow.

– Det gør selvfølgelig en forskel, at der i flere årtier har været stærke kvindelige profiler, som man har kunnet spejle sig i. Når det så er sagt, så har jeg flere gange oplevet folk sige, at den høje repræsentation af kvindelige artister hos Copenhagen Songwriters Festival bunder i, at det traditionelle singer/songwriter udtryk rent musikalsk passer kvinder bedre.

Til det kan jeg indvende, at festivalens program altid er meget bredt rent genremæssigt, så der er uden tvivl en del af de navne, som vi booker, der ikke ser sig selv som en del af singer/songwritermiljøet.

**Line Bøgh portrætteret af Heidi Sinnet til Magasinet Outscapes**

En pointe Line Bøgh tilslutter sig. Hun benytter sig live af vokal loops, omnichord og lydflader, som giver et distinkt elektronisk lag i hendes musik. Til Songwriter Festivalens 10 års jubilæum optrådte hun desuden sammen med den visuelle kunstner Christian Gundtoft, der projicerede live-animationer og tegninger op omkring hende.

–Og det er jo ikke lige det, man forbinder med traditionel singer/songwriter, mener Line Bøgh.

EPILOG

Træt af næsten aldrig at blive booket i Danmark, prøvede Line Bøgh en ny taktik i vinters. Ved hjælp af Google fandt hun frem til spillesteder i Tyskland og planlagde selv en omfattende forårsturné.

Her blev hendes koncerter taget godt imod af både publikum og anmeldere. “Talrige gåsehudsøjeblikke” skrev Magasinet Outscapes i marts, hvor Line også var på forsiden. Fuldt påklædt.

Forfatterne: Barnaby Stig Swann Pedersen er kulturentreprenør og professionel formidler i ord og levende billeder.

Copenhagen Songwriters Festival: csf.dk

Line Bøgh: facebook.com/LineBogh

Næste Copenhagen Songwriters Festival: 29. august – 1. september 2019, Onkel Dannys Plads København V.

TRE KULTURMINISTRES SYN PÅ PROBLEMATIKKEN:

2012 rapporten, Kønsbalancen i rytmisk musik, viste, at langt størstedelen af artisterne i den rytmiske musik herhjemme er mænd. Det fik daværende kulturminister Marianne Jelved (B) til at kræve, at de regionale spillesteder førte statistik over, hvor mange kvindelige musikere, der kom på scenen.

Da Bertel Harder overtog kulturministerposten, lagde han imidlertid afstand til at indføre mere registrering, men sagde, at hans dør var åben, hvis der var nogen som havde gode forslag til, hvordan man ændrede tendensen.

Vi spurgte landets nuværende kulturminister Mette Bocks om hendes syn til problematikken. Hendes holdning er:

– Diversitet og mangfoldighed er vigtigt for, at musikken kan udvikle sig i dialog med sin samtid og omverden. Staten og Kulturministeriet skal selvfølgelig være med til at sikre, at alle har lige adgang til at kunne udfolde sig. Men det er afgørende, at miljøet gør en indsats for, at det både er muligt og attraktivt for begge køn i alle aldre og fra alle baggrunde at kunne lære, udøve og skabe musik.