fik den store indflydelse på konkurrenceforslaget, så betød opholdet et livslangt venskab med de to svenske arkitekter. Kærlighed til det helstøbte og overskuelige Samtidig med Fiskers ophold i Stockholm tegnede Asplund Villa Snellman i Djursholm – et smalt hus i 2 ½ etage, der godt nok har flere klassicistiske elementer, men som også rummer en række bevidste paradokser og sublime detaljer. Fisker har givetvis set dette projekt, idet det i sin grundform har slægtskab med landstedet i Snekkersten. Men dykker man ned i detaljen, så forsvinder ligheden. Fisker var ikke til de udspekulerede modsætninger – dertil var hans kærlighed til det helstøbte og overskuelige for stor. Men også andre arkitekter har givetvis inspireret Kay Fisker, da han i 1916 blev bedt om at projektere landstedet i Snekkersten, bl.a. Anton Rosen, på hvis tegnestue Fisker en overgang arbejdede. Rosen var uden tvivl samtidens mest internationalt orienterede arkitekt. Hans snurrige sans for detaljer kan have inspireret den unge Fisker, men nok så betydende har Fiskers tegnestueophold hos arkitekt Povl Baumann været. Baumann tegnede bl.a. vekselerer Aage Lunns villa i Ryvangen i 1916, mens Fisker arbejdede på hans tegnestue. Denne markante bygning, hvis have blev planlagt af en af samtidens mest fremsynede havearkitekter,
Gudmund Nyeland Brandt, må have haft betydning for Fisker, der bevarede venskabet med Baumann og Brandt livet igennem. Fiskers opgave hos Baumann var blandt andet opførelsen af landstedet Rågegården i Rågeleje, der var som grebet ud af arkitekt Baillie Scotts bog Houses and Gardens. Baumanns begejstring for det engelske har givetvis påvirket den unge arkitekt. Referencer til lokal byggeskik Endelig skal også arkitekt Knud V. Engelhardt nævnes. Fisker arbejdede for Engelhardt i forbindelse med opførelsen af dennes sommerhus i Skagen. Fra Engelhardt kan Fisker have lært noget om typografi, grafik og industrielt design – et fagområde, som han senere i livet kom til at arbejde med. Sommerhuset i Skagen var som grebet ud af Fiskers ideer fra de østbornholmske stationer: et længehus med tydelige referencer til den lokale byggeskik med hvidkalket forskælling (udvendig mørtelfuge langs teglens kanter) på tagryggen og langs gavlene. Men huset har også en række personligt fortolkede træk som eksempelvis den sorttjærede sokkel, der er trukket helt op under vinduernes underkant. I spisestuen ses bl.a. en såkaldt loftshulkehl (den dekorative runding mellem væg og loft), og ifølge overleveringerne skulle rundingen være blevet 37