om Begravelser var fristen for at ligge i huset ellers fire dage, og der står ikke noget om, hvordan der skulle forholdes med afdøde enkefruer eller tjenestepiger, så bestemmelsen er uforklarlig. Børn i klosteret ændrer helt på det billede, de fleste får: ældre, mørkt klædte enkefruer, der sad alene og mindedes i deres små værelser, nussede om gyldenlakker og geranier i vindueskarmen og lagde et sjal over piphans, før de pustede et enkelt lys ud, mens de lige så stille visnede bort. I stedet skal man forestille sig mødre, der skulle sørge for deres børns dagligdag og fremtid, holde dem med klæder og i skole, få anbragt sønnerne ved militæret eller i en uddannelse og, hvis de var ihærdige og heldige, få døtrene gift bort. Folketællingerne afslører en del børn, både småbørn og større. På andre adresser i Stormgade finder vi sønner som logerende, og de kunne sikkert findes i mange af de omliggende gader: når de blev for gamle til at bo i klosteret, har mødrene så vidt muligt fået dem anbragt i nærheden. I reglementet 1875 indskærpes det, at enkefruerne skal ”drage omsorg for, at ikke de yngste beboere tumle sig for vildt og uregerligt” i haven, og der var børn i enkefrueklosteret op til o. 1900. Adskillige ældre enkefruer boede sammen med en voksen ugift datter eller flere, der selv blev ældre i klosteret. Endnu mere forbløffende
Den første priorinde, Christine Fuirens veninde, hvis fader havde været en god ven af Jens Harboe. Margrethe von der Osten blev udnævnt i 1741, men fik efter ombygningen i 1760 lov at flytte ned til en datter, der var priorinde på Vemmetofte Adelige Frøkenkloster. Den nu 77-årige dame har måske følt, at det blev for meget at styre det meget større kloster med dobbelt så mange enkefruer.
er det, at der også boede slægtninge hos enkefruerne, hos nogle flere på én gang. Det kunne være søstre, niecer eller endnu fjernere slægtninge, der var ugifte eller selv enker, endda med børn. I 1787 havde en af enkefruerne en 92-årig enke som logerende, måske svigermoderen, det er ikke til at se, da den gamle dame efter tidens skik bar sit eget navn, og i 1801 boede en 11-årig dreng hos sin bedstemoder. I nogle af lejlighederne har der ikke været plads til andet end senge og et spisebord – og hvad der blev af alle disse beboere, når enkefruen døde, ved man ikke.
43