Maleriet af Christine Fuiren er posthumt, fra 1743, og bestilt til Støvringgaard. Billedet er ejendommeligt på flere måder: påskriften gengiver hendes livsløb indtil hendes død i 1735 og oprettelsen af de to stiftelser, men kjolen og frisuren med ”koslik” er som moden foreskrev i 1710-20’erne. Hun er i dagligdragt, bærer ingen smykker og heller ikke hovedtøj – gifte kvinder og enker havde ellers altid noget på hovedet i det offentlige rum: hårpynt af stof eller kniplinger eller en såkaldt enkesnip ned i panden. Malerens forlæg må derfor have været et af de intime portrætter, der skulle hænge i ægtefællens, en slægtnings eller nær vens private gemakker og som der findes flere af fra samtiden. Det uformelle står i sær kontrast til den klassiske opstilling i fyrstelige og adelige kvindeportrætter: arrangementet af kjolen og kåben, håndstillingerne og placeringen ved et bord med symboler på status eller interesser – i Christine Fuirens tilfælde hendes kære bøger. Billedet er malet af Ulrich Ferdinandt Beenfeldt, der må have kendt helfigursportrættet af Sophie Hedvig på Vemmetofte Adelige Jomfrukloster, for opstillingerne er identiske, blot spejlvendte. Maleren får en hård medfart i Weilbachs Kunstnerleksikon: hans figurer har ”en træmandsagtig stivhed” og mangler ”blot et genskin af liv. De afbildes værdighedsfulde og alvorlige, byrdebesværede og i reglen ganske charmeforladte” – men han roses for portrætligheden.
23