kapitel 5 / boligkrise og europæisk harmonisering
LEDELSESSKIFTET 1988/89 Jeg blev indvalgt i Kreditforeningens Danmarks besyrelse i foråret 1989. Det vil sige indvalgt er måske så meget sagt. For jeg blev det sidse “kongevalgte” besyrelsesmedlem, udpeget af den samlede besyrelse som et af besyrelsens to selvsupplerende medlemmer.
Helge Nielsen (f. 1918, d. 1991) Minister (S) og direktør Ledende og “lidende” formand 1981 - 1989 Handskemager, forretningsfører i forbundet AIC 1956, forretningsfører 1964-71. Bolig- og miljøminister 1975-77. Direktør i Byfornyelsesselskabet Danmark 1977-85. Bestyrelsesmedlem i KD 1978-89, i formandskabet 1983-89. Bestyrelsesmedlem i Samvirkende Boligselskaber (v/KAB) 1983-91.
74
Formand for repræsentantskabet var jeg blevet i 1987 efter kun to års medlemskab af repræsentantskabet, da min forgænger, også som direktør i KAB, Niels Salicath, trak sig tilbage på grund af alder, og bag det fornemmede jeg – med taknemmelighed – Helge Nielsens17 hånd. Og det var nok også Helge Nielsen, som sikrede min udpegelse som sin efterfølger i KD’s bestyrelse to år senere, da han på grund af alder skulle trække sig fra KD’s ledelse. Jeg var jo ikke til stede, da beslutningen blev truffet, men flertalsdannelsen var således, at hvis forretningsudvalget, som havde medarbejderrepræsentanter, var enige, var flertallet i bestyrelsen sikret, forudsat at medarbejderne holdt sammen som gruppe. Og det gjorde de sædvanligvis. Finansiel virksomhed var ganske vist ikke min hovedinteresse, men KD var KD, og jeg troede egentlig, at det trods de begyndende problemer på ejerboligmarkedet ville blive et fredeligt og roligt bestyrelsesjob. Den ret nye administrerende direktør Ole Andresen, som jeg kendte i forvejen, fik hurtigt belært mig om noget andet, og ved mit første bestyrelsesmøde væltede bestyrelsens flertal (med otte stemmer mod syv og en blank (min)) den hidtidige formand Leif Jelsbech. Det vil sige indtil denne dag havde Kreditforeningen Danmark haft to formænd – et af de uafviklede efterladenskaber fra fusionen i 1972 – en formand fra øst og en fra vest, og de skiftedes så til et år ad gangen at være “ledende formand” – den ikkeledende havde bestyrelsessekretariatet med velvalgt spydighed dømt “den lidende”. Nu fik KD herefter en mere normal ledelsesstruktur med formand og næstformand. Ny formand blev Henning Vang Jensen, der var direktør i ejendomsselskabet DADES, næstformand blev fabrikanten Harald Klitgaard, valgt i Nordjylland. Jelsbech blev siddende i bestyrelsen endnu en periode, hvilket ikke gjorde livet lettere for den nye formand eller livet lykkeligere for Jelsbech. Men bestyrelsen vidste godt, at der snart ville være ugler i mosen, og ledelsesskiftet afspejlede dette. Uglerne skulle snart begynde at tude højt. På nogenlunde samme tid ændrede Folketinget rammebetingelserne radikalt, og ejendomskrisen antog karakter af storm.