Kend din gård | Husmandsstedet 1850-1899 | side 25
Husmandsstedet 1850-1899
Husmandsstederne er det beskedne landbrugs byggeri. De har ikke en særlig stil, men er mindre, billigere og mere ydmyge varianter af de større gårde. Nye udviklinger inden for byggeriet slog derfor også senere igennem på husmandsstederne, som for eksempel holdt fast i bindingsværket længere end andre gårde.
Husmandssteder var små brug, hvor jorden kun skulle forsørge husmandens egen familie. Husmanden var oprindeligt tilknyttet de hovedgårde og godser, som havde ejerskab til såvel jord som bygninger, og hvor den enkelte husmand i større eller mindre grad også virkede som fæstebonde. I 1700-tallet var de fleste husmandssteder på under fem tønder land, mens de omkring år 1900 var på højst 15 tønder land og med mindre end en tønde hartkorn. Mange betegnelser før 1899 I 1899 indførtes en statslig finansiering og organisering af husmandsstederne, og dermed blev forholdene for husmænd ensartede og klare, men før dette brugte man mange forskellige betegnelser om husmandsstederne. De ældre betegnelser har dels med brugenes størrelse og dels med helt lokale forhold at gøre. Blandt de ord, man kan møde, er for eksempel ’sted’, ’boelssted’, ’boelshus’, ’husmandssted’ og ’husmandshus’. ’Sted’ var oprindeligt blot et jordløst beboelseshus, hvor husmanden var helt afhængig af at arbejde for jordejeren, mens de øvrige betegnelser knytter sig til forskellige små brug fra to til 25 hektar, nogle endda større. På disse brug var husmanden helt eller delvist afhængig af fæstearbejde på en hovedgård eller et gods. ’Stederne’ lå langs markvejene, typisk i udkanten af hovedgårdenes og godsernes arealer. Udflytning af gårdene fra landsbyerne Før 1850 lå husmandsstederne i landsbyerne, og jorderne blev delvist drevet i fællesskab. Landboreformerne fra omkring 1750 og frem betød, at jordlodderne blev samlet i større enheder, og at man fra omkring midten af 1800-tallet flyttede ud fra landsbyerne og ud i det åbne land. I takt med
udflytningen af gårdene fra landsbyerne blev det ellers åbne og ubebyggede landskab til spredt bebygget med fritliggende gårde. Fællesskabet i landsbyen blev afløst af selvstændige bønder og husmænd, der nu drev jorden selv. Husmændene fik dog de dårligste jordlodder, mens bønderne fik de bedste. Sociale forhold i landbruget Ved stavnsbåndets ophævelse i 1788 fik husmændene, ligesom gårdmændene, en friere stilling, men på nogle områder blev deres forhold forværret. Efterhånden som gårdmændene slap for hoveriet, det vil sige pligtarbejde for godsejeren, blev husmændenes hoveri forøget. Husmændene var en gruppe, som stort set ikke havde sociale og politiske rettigheder. Husmandsbrugene var ofte så små, at en familie ikke kunne leve af det, og husmændene tog arbejde som daglejere eller landarbejdere. Nogle var fiskere, andre var håndværkere, mens lærere, og degne som regel også drev et lille landbrug. Andre husmandsbrug blev brugt til for eksempel aftægt. I løbet af 1800-tallet kom der et større og større skel mellem husmænd og gårdmænd. Man blandede sig ikke længere så meget med hinanden, og der kom en større klasse af husmænd. Da folketallet steg i løbet af 1800-tallet, oprettedes der et stigende antal små husmandsbrug. Før 1850 var de fleste husmænd fæstehusmænd eller lejehusmænd, men efter 1850 steg antallet af selvejere. Husmænd i den politiske udvikling Husmændene spillede en vigtig rolle i 1800-tallets politiske bevægelser. De meget dårlige forhold for