Bygninger og Byers indretning og påvirkning af COVID-19 Arkitektur og historisk udvikling i forhold til tidligere pandemier Epidemier har igennem tiden påvirket samfundet ganske betragteligt. Både samfundsmæssigt og i fysisk sammenhæng. I det tidligt-moderne samfund blev sygdomsepidemier set som Guds svøbe over et syndigt folk, der kun kunne afhjælpes gennem en streng overholdelse af den religiøse ortodoksi. Gradvist ændrede dette sig til, at man fra myndighedernes side satte aktivt ind for at forbedre hygiejnen i byrummet. Da der i 1710 brød en pestepidemi ud i Helsingør satte regeringen derfor konsekvent ind. Pesten spredte sig snart til København, hvor Frederik 4. efter italiensk forbillede nedsatte en sundhedskommission til at tage sig af den hastigt voksende epidemi. Dette kan betragtes som det moderne sundhedsvæsens første spæde barneskridt. Et af kommissionens tiltag var at indføre rejseforbud og oprettelse af en karantænestation på øen Saltholm. Indsatsen i det 18. århundrede kan således direkte sammenlignes med vor tids rejseforbud i 7 nordjyske kommuner og oprettelsen af COVID-19 isolationshoteller for borgere, der ikke har mulighed for at isolere sig i eget hjem. Industrialiseringens gennembrud i 1800-tallet medførte en betydelig befolkningsforskydelse fra land til by. Industribyernes boligkvarterer var dog stadigvæk defineret af de rumlige begrænsninger, som de foregående århundreder havde pålagt dem. Mange byer var endnu stængt inde bag de gamle militærvolde. Den manglende ekspansionsmulighed og den stadigt stigende befolkningstilvækst medførte en fortættet boligmasse, hvor sanitære forhold var yderst begrænsede - man omtalte i samtiden disse forhold som præget af ”… dårlig luft og råddenskab.” I 1853 ramtes det overbefolkede København af en voldsom koleraepidemi, med ca. 5.000 dødsofre til følge.
Billede: KBH med volde
Humleby - Vesterbro
16
