
2 minute read
1 SAMMENFATNING
Rapporten behandler biogene materialers mulige anvendelse i byggeriet i Danmark. Status for viden om biogene materialer og deres mulige vækst og øgede anvendelse i byggeriet fremlægges.
Rapporten belyser yderligere de potentialer og barrierer, der kan identificeres ved øget anvendelse af biogene materialer i byggeriet i Danmark. En vurdering af behovet for materialer, såvel typer som mængder, og tidshorisonten, hvormed materialerne i de nødvendige kvaliteter og mængder kan være klar som ressource, udføres som scenarier.
Rapporten viser, at byggeriet kan indlejre kulstof fra CO2 i nybyggeriet svarende til mere end de samlede CO2-udledninger fra hele det nuværende danske forbrug af beton. Derudover vil de biogene materialer kunne erstatte konventionelle byggematerialer som beton, stål, tegl og mineraluld i stor udstrækning. Supplerende fremhæver og viser rapporten bygninger, hvor biogene materialer er anvendt.
En gennemgang af tilgængelige biogene ressourcer, som kan anvendes i byggeriet, viser et stort potentiale for en omfattende produktion af biogene materialer fra skovbrug, landbrug og marine miljøer i Danmark. Det er ressourcer, som er fornybare og kan dyrkes og høstes årligt fra samme areal. Endvidere viser rapporten, at rene fraktioner af træbiomasse kan opfylde en stor del af materialebehovet til en række andre byggevarer end materialer til bærende konstruktioner. Suppleret med fx halm viser rapporten, at behovet for pladematerialer og isolering i byggeriet, såvel i det høje som det lave, med stor sandsynlighed kan opfyldes af den danske produktion alene. Det vises også, at materialer til de bærende konstruktioner nødvendiggør import af fx konstruktionstræ, men at importen heraf kan mindskes ved større dansk forædling af ringere fraktioner af træ, som for nuværende ikke udnyttes til konstruktionstræ, til brug i limtræ eller CLT-elementer.
Endvidere kan man øge potentialet for anvendelse af biogene materialer til konstruktioner ved at styrke kendskabet til disse materialer og deres egenskaber, så det er på niveau med de i dag mest anvendte materialer. Det gælder for hele byggeriets værdi- og forsyningskæde. Det vil sige materialeleverandører, arkitekter, ingeniører, myndigheder, udførende, bygherrer og brugere.
Den tekniske dokumentation for materialeegenskaber – til vurdering af, om et materiale er egnet til en bestemt funktion i en bygning – skal baseres på et anerkendt grundlag. Det samme gælder for drivhusgasemissioner. Dette forventes af både bygningsejer, entreprenør, håndværker og leverandør samt af myndighederne og finans- og forsikringsbranchen.
Viden om byggetekniske løsninger kan øge kendskabet til materialernes egenskaber og være med til at udvikle og forbedre løsninger på den korte bane. Relevant viden om nye løsninger og materialer bør opbygges gennem offentligt tilgængelige, gennemsigtige fyrtårnsbyggerier, hvor såvel de økonomiske, praktiske, design- og udførelsesmæssige erfaringer videndeles i byggebranchen. Viden, som på den måde gøres tilgængelig for samfundet som helhed, kan også implementeres i uddannelser af såvel byggeriets kæde af aktører fra håndværkere til forskere som miljøerne omkring dyrkning af biogene materialer i Danmark.