2 minute read

FORORD

I denne rapport gives en faglig udredning af potentialet for biogene materialers anvendelse i byggeriet. Der tages udgangspunkt i de biogene ressourcer, som findes i Danmark, og som kan anvendes til byggematerialer. Biogent materiale omfatter i denne sammenhæng fx træ, halm, tækkerør, hør, hamp og marin biomasse som ålegræs, tang og muslingeskaller.

Biogene byggematerialer anvendes i dag til bærende konstruktioner som bjælker, søjler, skiver og præfabrikerede elementer, men også til bygningsdele som beklædning, overflader, tagdækning, isoleringsmaterialer for varme, lyd og brand; som kapillarbrydende materialer, armering i puds og plader, aptering og interiør. Rapporten fokuserer især på egenskaber med hensyn til nedbrydning, fugt, brand og lyd, ligesom muligheder for ændring af egenskaber, oparbejdning og industriel fremstilling af byggematerialer behandles.

Potentialet for anvendelse af biogene materialer identificeres ud fra en mulig omlægning af det konventionelle byggeri til byggeri baseret på biogene materialer. I beskrivelsen skelnes der mellem bygningsdele som bærende konstruktioner, kapillarbrydende lag og terrændæk, hvor nedbrudte dele kun vanskeligt kan udskiftes, og bygningsdele som klimaskærm og isoleringsmaterialer, som er enklere at udskifte. Beskrivelserne følges op af eksempler på anvendelse af biogene materialer.

Rapporten kortlægger de tilgængelige indenlandske biogene ressourcer og beskriver scenarier for øget produktion af biogene materialer inden for skovbrug, landbrug og det marine. Endvidere vurderes potentialet for biogene ressourcers bidrag til byggeriets grønne omstilling over for det reelle klimaaftryk og Danmarks nationale klimaregnskab, som afrapporteres til FN. I den forbindelse identificerer rapporten ideer bag nye biogene materialer og byggevarer med mulig anvendelse i byggeriet.

Gennem interviews med centrale aktører inden for produktion og anvendelse af biogene byggematerialer i Danmark identificeres nye barrierer og potentialer, som sammenholdes med de allerede kendte. Yderligere præsenteres et roadmap med udgangspunkt i modeller og teoridannelser vedrørende Technological Innovation Systems (TIS) og sociotekniske transitioner for anvendelsen af biogene materialer i byggeriet.

Seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen, BUILD, Aalborg Universitet, har i samarbejde med lektor Emil E. Thybring, Københavns Universitet, ledet projektet. Til selve rapporten har en række forskere ved BUILD, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Det Kongelige Akademi været inddraget inden for hvert specifikt fagområde. Derudover har videnscentret Træinformation og brancheorganisationerne Dansk Skovforening og Træ- og Møbelindustrien bidraget med viden og eksempler på anvendelse af biogene materialer i byggeriet i afsnittene 6 og 8 vedrørende overordnede krav til bygningsdele med biogene materialer og Byggerier i biogene materialer. Arbejdet er gennemført med økonomisk støtte fra Realdania. Rapporten er fagfællebedømt af Erik Larnøy fra Norsk Institutt for Bioøkonomi (NIBIO) og Rob Marsh fra C.F. Møller Architects. Vi takker alle bidragsydere!

BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet Sektion for Bygge, Anlægsteknik og Proces April 2022

Ruut Peuhkuri Forskningschef

1

SAMMENFATNING

This article is from: