Vore
hønseracer
MARAN – EN FRANSK HØNSERACE Blandt en masse forskellige hønseracer i Frankrig er der også Maran. De franske racer har ofte det specielle, at de er fremavlet som køddyr til slagt (det franske køkken), men Maran er også berømt for sin e æg – den helt brune æggeskalfarve. Oprindelse til Maran står lidt hen i det uvisse Maran er en egn, beliggende ud mod Atlanterhavet på den nederste del af Frankrig. Lokale landhøns blev her krydset med Croad Langshan og med Malayer og blandt disse krydsninger fremavler man så omkring 1900 de
0,1 kobberfarvet, fin type og farve.
18
Tidsskrift for Racefjerkræavl
første Maran. Racen fremstår som en slagtehøne, meget kødfuld men også som en høne, er lægger meget mørke æg. Disse 2 kendetegn er bibeholdt til i dag og er kendetegnende for racen – uanset hvilken farve vi taler om. De første Maran var i retningen af kobberfarvede og det er da også denne farve der først anerkendes. Maran er en svær race, med vægt for hanen på 3,1-3,6 kg og for hønen 2,5-3,1 kg. Disse vægte er angivet for ungdyr, ældre dyr er ofte større. Ægvægt er angivet i den Skandinaviske standard til mindstevægt
55 g, idealvægt 61 g og ældre høner lægger ofte noget større æg. Skalfarven meget mørke-brun. Formen ved en Maran ønskes dyb, fyldig og middellang af krop, middelhøj af stilling og livlig af væsen, men alligevel rolig og omgængelig, er særdeles hårdfør race og har rigelig befjering, der trods godt og fyldigt dunparti ligger godt og glat til kroppen. Et andet af racens kendetegn er den sparsomme løbsbefjering og befjering af ydertåen. Hoveddelene lidt grove, enkeltkam som ofte sløjfer lidt og ofte er med høje lidt griflede takker, men
1,0 kobberfarvet med fin farve.
æglægningsapparat. Racen ringes med 22 mm til hane, 20 mm til høne.
Skitse visende den lidt rektangulære kropsform, halestilling m.v.
så længe der ikke er udprægede Afejl ved hoveddelene, så bedømmes det mildt. Fjerdragten er rigelig, fast tilliggende kroppen, med rigelig
1,0 gråstribet Maran, lidt for lys i hals.
dun. Hønen i form som hanen, men den syner dog længere af ryg og dybere med fyldigt veludviklet dunparti. Der skal være plads til et
Farvevarieteter I Frankrig er findes kobberfarvede, sort sølvhalsede, legbarfarvede, sølvlegbar, hvedefarvede og en del blå varianter m.fl. I Skandinavien har vi indtil nu kun set gråstribede og kobberfarvede. De gråstribede - her er grundfarven sort, og tegningsfarven gråhvid til blågrå. Denne varietet har en dominant arvefaktor, som gør at den lyse farve forsøger at brede sig. Ved hanerne viser det sig først i hals og skuldre. Varieteten beror på eb farvefordelingsfaktor der fremviser en stribevis farvefortynding. Denne faktor er kønsbunden og da hanen har den x 2, skal hanen syne lysere end hønen. Ved hanen er striberne lige store, den mørke grundfarve og lysere stribe er altså lige brede.
1,1 legbarfarvet Maran.
Tidsskrift for Racefjerkræavl
19
Stribningen fortsætter ned i dun til skind. Hvidt ved bunden giver ofte urene halefarver, så det bør undgås. Hønen besidder tegningsfaktoren kun 1 gang og derfor syner den mørkere og har bredere mørke striber. Brug i avl kun høner med en klar stribning, med en fordeling 1 til 2 i striberne dvs den mørke stribe er næsten dobbelt så bred som den lyse og at fjerenden altid er mørk, det er meget vigtigt i avl med tværstribet eller gråstribet. Ofte ser vi guld eller brune farver i hønematerialet og det skyldes
En redefuld Maranæg.
Farveskala for Maranæg - minimum nr 4.
20
Tidsskrift for Racefjerkræavl
rester far avl med legbarfarvede, hvor man har krydset kobberfarvet og gråstribet. I England findes en lidt anderledes Maranrace og kun i gråstribet - her uden løbsbefjering, men da racen oprindelig er fransk, har vi valgt at alle farvevarieteter skal have løbsbefjering også de gråstribede. Kobberfarvede - er egentlig sort med tegningsfarve i hals, sadel, ryd og vingebuen. Resten er sort, grønglinsende. Hønen er sort med mørk guldfarvet tegning i halskraven. Ved hanen kan acceptere lidt kobberfarve i bryst, det er nødvendigt i avl for at fremme halstegning ved hønen. Vingebånd og vingespejl skal være sorte uden indlagring af kobber. Også ved hønen accepteres lidt kobber på bryst, men vinger og ryg skal være grønglinsende sorte. I udlandet findes flere anerkendte farver og bl.a. blå kobberfarvet, men dem vender vi tilbage til senere, hvis de kommer til Skandinavien.
En redefuld Maranæg.
Den i udlandet anerkendt legbarfarvede er lidt anderledes end det vi forstår ved legbarfarve, da den er fremavlet på kobebrfarvet og gråstribet og som sådan ikke har laksefarvet bryst. Hanen er nogenlunde som legbarfarvet, hønen er mere gråstribet og med guld i halsen, men derom senere. Maranægget Gennemgående er et maranæg lidt større end de fleste andre racers, men det adskiller sig helt sikkert med farven. En mørk brun farve med små mørkere prikker - det er målet, og det er nået for en del stammer, bl.a. i Frankrig, hvilket ses tydelig på forskellige ægudstillinger der. Den franske specialklub har opstillet en farveskala som man bedømmer æggene efter. Vi må se om vi i Skandinavien kan komme efter den korrekte farve også på ægget. Littau