n Jeg gav transportformen et forsøg
En pigespejder i de varme lande Jeg kan ikke rigtig lide det, for jeg stoler ikke på hesten. Vejen gennem flodlejet er strøet med store sten, og i korte øjeblikke hist og her mister hesten fodfæste, hvilket efterlader mig med mit hjerte oppe i halsen.
Tekst & Foto: maria n. hastrup
M
en til trods for varmen, sveden på min ryg og utrygheden kan jeg ikke helt lade være med at nyde øjeblikket. For her sidder jeg: På en hesteryg på vej mod en isoleret landsby i Honduras. Og så kan jeg jo ikke andet end føle mig heldig over at kunne få sådan en oplevelse. I fire måneder har jeg været praktikant hos Folkekirkens Nødhjælp i Mellemamerika.
24
Man kunne fristes til at tro, at historien startede, da jeg d. 16. marts tog et fly fra Københavns lufthavn, men det er slet ikke tilfældet. Valby 1993 Den sommer jeg blev syv, flyttede jeg med mine forældre og min lillesøster til en villa på en stille vej i Valby. En dag kom min mor hjem og sagde, at der var spejdere i kirken for enden af vejen, og så tog vi ellers af sted en mandag aften. Det er stadig en familiediskussion, hvordan idéen, om at jeg skulle være spejder, kom. Mine forældre påstår hårdnakket, at jeg selv havde nævnt det, mens jeg intet husker om det og blot ved, at
min mor selv engang har været pigespejder og måske ønskede det for sin datter. Alt peger dog på, at mine forældre har ret, som så mange gange før. I sensommeren 1993 blev jeg så indmeldt hos De grønne pigespejdere i Valby gruppe i Timotheuskirken. Mandag efter mandag cyklede jeg til kirken, gik ned i krypten, fik udfordringer, oplevede fællesskab og grinede en masse. Det var en helt normal ”pigespejder-opvækst”. Da jeg blev ti, rykkede jeg op til troppen, da jeg var omkring 13, blev jeg patruljeleder sammen med min veninde Line,