– bl.a. en tolder, en frihedskæmper og en lang række ulærde og bramfrie fiskere – til sine nærmeste medarbejdere. Og på trods af deres mange fejl og mangler, var han hele tiden mere optaget af deres hjerters tillid til Gud, end af deres mange fejl. Hvorfor? Fordi han levede sit liv ud fra Guds enorme overflod. Menneskelige svagheder bekymrede ham ikke. Sådanne svigt var ikke en trussel mod Guds værk. Nej, han vidste, at når mennesker erkender deres svagheder overfor Gud, så fungerer disse svagheder som den stærkeste kraft, der findes på jorden, til at bane vejen for Guds nærvær. Han mødte fx en blind mand i Joh 9. Disciplene ville meget gerne vide, hvem der havde syndet, så det havde forårsaget denne blindhed; manden selv eller hans forældre. Men Jesus så helt anderledes på sagen. ”Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.” Mandens lidelse var en indgang for Guds kraft.
En anden gang begyndte en synderinde at vaske Jesu fødder i Luk 7,36-50. Alle andre end Jesus var optaget af, hvor meget hendes urenhed og uværdighed ville ødelægge Jesu omdømme og renhed. Men Jesus så igen helt anderledes på sagen. Han fremhævede, hvorledes hun elskede mere end andre, fordi hun var blevet tilgivet mere. Han så nærmest en ressource i hendes menneskelige svagheder.
Hvor langt er vi ikke faldet fra vores mesters udgangspunkt, når vi er så fokuseret på, at alt skal være rent og perfekt, for at Gud kan komme til. Den Gud, langt de fleste udstiller, er ret sølle i forhold til den
70