træffes nogle afgørelser, vil der altid være en mødeleder. Dette kender de fleste kirker også fra deres gudstjenester. Man har typisk valgt at have en enkelt leder til at styre retningen, fordi man vil undgå, at mødet skal styres i mange forskellige retninger af mange forskellige personer. Og man forventer selvfølgelig, at alle underordner sig den pågældende leder og holder sig til det, han siger. Efter min mening burde vi gøre noget af det samme ved vores bedemøder.
Ved et bedemøde har alle deltagerne et ansvar for at følge lederens ledelse. Men desværre har vi i kirkerne ofte en tendens til at kaste dette ansvar tilbage til lederen og sige: ”Jeg vil kun følge dig, når jeg er enig”, eller ”Du må lede på en måde, så jeg får lyst til at følge efter dig.” Det svarer næsten til et skolebarn, der forventer, at det er lærerens ansvar ”at få alle til at makke ret”. Alt dette er dog et udtryk for umodenhed. Den modne forbeder forstår at samarbejde og at underlægge sig andre. Det er lederens ansvar at lede, men det er den enkeltes ansvar at følge efter.
Dem, der står for menighedens bedemøder har et ansvar for at skabe en kultur for menighedens bedemøder med nogle klare og tydelige retningslinjer, som alle har forstået. Fx indleder jeg ofte et bedemøde med nogle korte retningslinjer: ”Bed korte bønner og hold jer til det emne og det fokus, som jeg (dvs. bønnelederen) angiver. Forvent at Gud vil tale til dig, og vær altid klar til at dele det, du får. Hvis dit input passer ind i den retning, som jeg (dvs. bønnelederen) har angivet, kan du frit dele det, du har fået – når du synes, det passer ind. Men hvis dit input går i en anden
31