Draaben_2010_04_low by Redaktør/Dråben

>HHC %.%)"%+)&

SIRK ANÆS T

I^Yhh`g^[i [dg Vc²hiZh^" ^ciZch^k" d\ dek \c^c\hhn\ZeaZ_Zgh`Zg

'*# g\Vc\ # 9ZXZbWZg '%&% # Cg# ) lll#YgVVWZcYVcbVg`#Y`

A NM

9Gu7:C 96CB6G@

SK EJER ER I D A

INTENSIV- OG

IN VÅGN GSSYG L EP

' %&$) ($ ##$)# & *$!)( $# &, * #( ! ( $# %%! ( $# %52!,,9 $*534%$ %.4),!4/29 33)34 : ! .%7 /04)/. &/2 ) ()3 "2%!+4(2/5'( 4%#(./,/'9 %-0,/93 %52!,,9 /.42/,,%$ %.4),!4)/. 4(!4 !,,/73 4(% 0!4)%.4 4/ #/.42/, "2%!4().' 0!44%2.3 !.$ 4)$!, 6/,5-%3 9 53).' 4(% 3!-% ).054 3)'.!, !3 4(% $)!0(2!'- ) 02/6)$%3 2%30)2!4/29 5.,/!$).' ). 39.#(2/.9 7)4( 4(% 0!4)%.4;3 2%30)2!4/29 %&&/243 80%2)%.#% 4(% 02%$)#4)6% 0/7%2 /& .%52!, -/.)4/2).' "4!). %.(!.#%$ +./7,%$'% &/2 ).&/2-%$ #,).)#!, $%#)3)/.3 4/ !#()%6% /04)-!, #/.$)4)/.3 &/2 4(% 0!4)%.4

The product may be pending regulatory approvals to be marketed in your country. Contact your MAQUET representative for more information about SERVO-i with NAVA, or go to: www.maquet.com/nava

+ ( - "%$+ & # )" # $&( : (% /,$ 4!.$!2$

!15%4 2)4)#!, !2% /,.! 7%$%. (/.% 777 -!15%4 #/

9Gu7:C 96CB6G@ I^Yhh`g^[i [dg Vc²hiZh^" ^ciZch^k" d\ dek \c^c\hhn\ZeaZ_Zgh`Zg

lll#YgVVWZcYVcbVg`#Y` 6chkVgh]VkZcYZ gZYVì³g d\ [dggZic^c\h[³gZg/ ?Vc CdgbVcc @g^hiZchZc 6\ZgW³aeVg`Zc '+! ,('( <^kZ Ia[#/ ,* ,( *& .* :"bVâ/ YgVVWZc5hid[VcZi#Y` GZYVì^dc/ 6gi^àZg iZ`hiÒa ^ ldgY d\ a^\c# hZcYZh iâ/ EZiZg 7gjh\VVgY =#8# 6cYZghZch KZ_ '+* .-%% =_³gg^c\ Ia[#/ (% '* -- ), :"bVâ/ Wgjh\VVgY5]Vh#Y`

=VccZ H³gZchZc :"bV^a/ ]VcchdZg5gb#Y`

BVg^VccZ GVhbjhhZc :"bV^a/ bVg^VccZTgVhbjhhZc&5 ]dibV^a#Xdb

BV_ 7gîi LgVc g :"bVâ/ lgVcZg5bVâ#iZaZ#Y`

?niiZ 9jh\VVgY :"bV^a/ [gjYjh\VVgY5]dibV^a#Y`

EdhiVYgZhhZ/ ¼9Gu7:C» 9VcbVg` 6\ZgW³aeVg`Zc '+ ,('( <^kZ IZaZ[dc ,* ,( .+ %+ IZaZ[Vm ,* ,( .+ %+ Edhi\^gdcg# - *& -( (* ughVWdccZbZci/ `g# &%%!" ZmXa# bdbh @dciV`ieZghdc ;H6>D " 9g WZc/ C^cV AZccZgi £ghiZYh\VYZ ,! +)%% H³cYZgWdg\ Ia[#/ )' )( (& %. :"bV^a/ c^caZc5a^kZ#Y`

=ZckZcYZahZ iâ ;H6>D " hZ jcYZg WZhingZahZc DeaV\/ (#(%% hi`# Ign`/ GdhZcYV]ah! DYZchZ Ign`àVgZ VccdcXZg/ HZcYZh e bVâ iâ 6cZiiZ ?ZchZc/ V_5]idYZchZ#Y`

Glædelig jul og godt nytår

FSAIO – bestyrelsen september 2010

Øverst fra venstre: Kirsten Høgh, Lisbeth Isaksen, Lone Juhl Christensen, Lotte Reiter, Majken Dam Frederiksen, Nina Lennert. Forrest fra venstre: Dorte Söderberg, Bente Buch og Mette Ring. 18. september 2010 blev den nye bestyrelse for FSAIO konstitueret. Bestyrelsen er nu fuldtallig med 7 medlemmer og 2 suppleanter, ligesom bestyrelsen er sammensat af repræsenterer fra alle de tre faglige specialer i selskabet. Den nye bestyrelse ser frem til fortsat at støtte og styrke alle tre specialer. Dette bl.a. ved at støtte og motivere regionsgrupperne, udbetale studiestøtte til sygeplejersker der ønsker at deltage i udenlandske

kurser og kongresser, afholde landskurser og temadage for selskabets medlemmer, samarbejde og udbygge netværk med nordiske og internationale kontaktﬂader, samt bevare og støtte det gode samarbejde med DRÅBEN – redaktionen ved udgivelsen af DRÅBEN DANMARK. På bestyrelsens vegne Mette Ring Formand

Indholdsfortegnelse

Side

Leder …………………………………………………………………

Formanden har ordet ………………………………………………

Værdige rammer ved ECT behandling? ……………………………

At være tilstede når patienten vågner ………………………………

Hvilken effekt vil oppnås? ……………………………………………

Optimal respiratorindstilling …………………………………………

Bestyrelsen har ordet ………………………………………………

- Regionsgrupper - Studiestøtte - Farvel til to bestyrelsesmedlemmer - Mål for FSAIO - Studiestøtteordningen

NOKIAS 2010 ………………………………………………………

Indtryk fra Nokias kongres på Færøerne …………………………

Indtryk fra summer school i Edinburgh ……………………………

EfCCNa Autumn Meeting, Zagreb, Kroatien ………………………

Vejledning for indlæg i Dråben ………………………………………

INTUITIVT - SIKKERT - ERGONOMISK Siesta i TS — et højteknologisk anæstesiapparat, der byder på den seneste udvikling inden for optimal og sikker ventilering af patienten. • 15” farve Touch Screen • PRVT ventilationsform • Integreret multigas modul • Elektronisk gas mixer • Integreret patient system • Data- & hændelseshistorik

I tæt samarbejde med brugere verden over er Siesta i TS’s unikke brugerplatform udviklet og tilpasset markedets behov for et intuitivt, sikkert og ergonomisk anæstesiapparat. For yderligere information besøg www.dameca.dk eller ring på 44509990

Damecas anæstesiapparater er udviklet og produceret i Danmark

Hvordan kan anæstesisygeplejersken minimere angsten og skabe mere værdige rammer for patienten, der skal til ECT behandling? Af Anæstesisygeplejerske Lisbeth Kjær, Regionshospitalet Randers

Baggrund: I forbindelse med den afsluttende skriftlige opgave ved Specialuddannelse for sygeplejersker i anæstesiologisk sygepleje valgte jeg at se nærmere på hvilke muligheder anæstesisygeplejersken har for at bedre den anæstesiologiske sygepleje til den psykiatriske patient, der skal til ECT behandling. Hypotesen i opgaven er, at psykiatriske patienter ikke altid tilbydes samme høje standard indenfor anæstesiologisk sygepleje og behandling som andre patientgrupper. På baggrund af oplevelser i daglig anæstesiologisk sygeplejepraksis og på baggrund af læst litteratur, vil jeg i det følgende forsøge at skitsere forskellige forhold, der gør sig gældende for patienter, der modtager ECT behandling. En mindre kvalitativ undersøgelse har vist, at noget af det patienterne synes var værst ved behandlingen, var den angst, der gik forud. Det drejer sig om angst for at dø under behandlingen og angst for hjerneska-

de eller personlighedsforandring pga. behandling.(1) Dette er i tråd med et interview, som jeg har foretaget med en socialog sundhedsassistent og en psykiater fra den psykiatriske afdeling, hvorfra vi modtager vores patienter. De beskriver blandt andet, at det er overordentligt almindeligt, at patienterne udtrykker stor bekymring forud for ECT behandling. Bekymringen går på angst for strømstødet, angst for bedøvelsen, angst for at blive stukket og angst for ikke at vågne op igen. Patienter beder ofte personalet om at gøre rede for, hvad der foregår, i det tidsrum patienten er sovende. Jeg er ikke stødt på undersøgelser, der speciﬁkt beskriver præanæstesiologisk angst hos patienter med psykiatrisk anamnese, men min hypotese er, at mange af de psykiatriske patienter føler angst for bedøvelsen forud for ECT behandling, og at denne angst før anæstesi muligvis endog er større end den angst, der opleves af somatiske patienter uden psykiatrisk lidelse.

Smiths Medical ønsker alle vores kunder en glædelig jul....

.....og tak for endnu et spændende år, hvor vi kunne tilbyde dig og dine patienter flere nye, spændende kvalitetsprodukter blandt andre; SACETT™ , Blue Line Ultra ® Suctionaid og UniPerc™. På gensyn i 2011!

Smiths Medical Danmark ApS, Slotsmarken 18, 2970 Hørsholm, tlf: 7027 2095 www.smiths-medical.com

Postulatet begrundes i, at psykisk sygdom, i denne forbindelse tænkes specielt på depression, der fortsat er hovedindikationen for ECT behandling (efterfulgt af delir og mani) ofte giver anledning til større bekymring i almindelighed. Desuden må det formodes, at psykiatriske patienter ikke altid vil være i stand til at formulere, at de er angste, og formentlig dermed også har svært ved at udtrykke behov for pleje og omsorg. Som anæstesisygeplejerske kan det være svært at vurdere hvor meget pleje og omsorg, den enkelte patient har behov for, da kendskabet til den enkelte patient ikke er der eller er meget lille. Betænkningen ”ECT behandling i Danmark”, Dansk Psykiatrisk Selskab, 2002,(2) anbefaler, at ”patienten ledsages til ECT rummet af, et for patienten velkendt plejepersonale, fra det afsnit hvor patienten er indlagt. Personalet skal være med patienten under hele proceduren, indtil han/hun er vågnet og kan orientere sig”. På det Regionshospital, jeg arbejder på tilstræbes det at imødekomme denne anbefaling, men det er langtfra altid muligt, og ofte vil det være sådan, at det er en serviceassistent, der forestår transporten af patienten fra psykiatrisk afdeling og til opvågningsafdelingen, hvor behandlingen foregår. Personalet fra psykiatrisk afdeling (ofte en yngre læge i turnusstilling og en repræsentant fra plejegruppen) er gået i forvejen for at klargøre de praktiske forhold forud for dagens behandlinger. Et godt kendskab til patienten kan anæstesisygeplejersken udnytte i plejen og omsorgen for patienten. Jeg har fra min

anæstesisygepleje-praksis oplevet at blive vejledt af plejepersonalet med henblik på eks. graden af berøring af en patient. Patienten var pga. sin psykiske tilstand ikke i stand til at formulere egne behov, men personalet var klar over, at patienten ønskede mindst mulig berøring før anæstesiindledning. Med hensyn til kompetencer, er det ikke nødvendigvis den mest erfarne anæstesisygeplejerske eller den mest erfarne anæstesilæge, der forestår det anæstesiologiske forløb. Ofte vil det være personer i et uddannelsesmæssigt forløb, der får til opgave at bedøve denne patientkategori. Desuden medvirker der også af og til falckreddere, der skal opøve rutine i ventilation på maske etc. Behandlingerne starter som oftest fra morgenstunden, hvilket er mest hensigtsmæssigt, da der kan være dage, hvor ECT patienterne beslaglægger næsten halvdelen af de 14 opvågningspladser, der er til rådighed. Da de psykiatriske patienter deler opvågning med de somatiske patienter, kan der let opstå ﬂaskehalseproblem, hvis ikke de psykiatriske patienter efter endt behandling og observation relativt hurtigt igen (efter ca.1 time) overﬂyttes til psykiatrisk afdeling. Selve behandlingen foregår bag et forhæng i et hjørne på opvågningsafdelingen. Og det at kun et forhæng adskiller patienter, der venter på behandling, patienten der er i gang med behandling, og patienter der har afsluttet behandling, er ikke hensigtsmæssigt. I en kvalitativ undersøgelse lavet på South Australian Public Hospital, 1997 (1), beskriver patienterne blandt andet, at de føler

Din foretrukne partner inden for diagnostik og monitorering af sepsis Roche Diagnostics A/S Industriholmen 59 2650 Hvidovre Tlf. 36 39 99 52 www.roche.com

sig udstillet overfor andre patientgrupper både før, under og efter behandlingen, da behandlingen udføres i den generelle del af operationsafdelingen. Jævnfør betænkningen ”ECT behandling i Danmark”, Dansk Psykiatrisk Selskab, 2002 (2) anbefales det, at en ECT behandlingsenhed ideelt set bør bestå af 3 sammenhængende rum: 1) Et venteværelse, 2) Et behandlingsrum, 3) Et opvågningsrum. I den pjece ”ECT, Information til patienter og pårørende”, der udleveres til ECT patienter på psykiatrisk afdeling på det Regionshospital jeg arbejder på står der beskrevet, at ECT behandlingen foregår i særligt indrettet afdeling med både venteværelse, behandlingsrum og opvågningsstue. Et tilbud vi på ingen måde overholder. Ifølge ”De Sygeplejeetiske Retningslinier”, står der skrevet i 2.4 ”Sygeplejersken skal arbejde for, at patienten bevarer sin værdighed og integritet”. Det at benytte et forhæng som ”rum opdeler” må siges at kunne give visse sygeplejemæssige udfordringer, og er det etisk forsvarligt? Er det værdigt? Anæstesijournalen bliver skrevet lige umiddelbart før patientens første ECT behandling. Herefter genbruges anæstesijournalen igennem hele behandlingsforløbet. Et behandlingsforløb kan have varighed fra uger til måneder. Denne manglende opdatering vil kunne udgøre en sikkerhedsmæssig risiko for patienten, da man ved, at somatiske lidelser er overordentlig almindelige i psykiatrien. Man ved fra ﬂere undersøgelser, at en af patienters værste bekymringer om anæstesi er ikke at vågne op igen,

og at det præoperative anæstesitilsyn har en dæmpende effekt på nervøsitet hos to tredjedele af de nervøse patienter, hvilket understreger tilsynets betydning også som alt andet end kun en vurdering af patienters somatiske tilstand (3). Når patienten ankommer til opvågningsafdelingen, ofte transporteret i en ældre nedslidt seng, modtages denne af en opvågningssygeplejerske eller flere. Der hilses på patienten, og man klargør patienten til monitorering. Hvis der i afdelingen findes en sygeplejerske, der kan anlægge venflon, eller hvis der den pågældende dag findes et personale, der er i oplæring m.h.t. at anlægge venflon, kan vedkommende benytte ventetiden til at forestå denne procedure. Når anæstesipersonalet og personalet fra psykiatrisk afdeling melder klar, køres den første patient ind bag forhænget. Hvad er det så for en patient vi møder? Den psykiatriske patient, der kommer til ECT behandling, favner bredt med hensyn til alder, køn, socialbaggrund m.m. Kontakten til patienten kan være sparsom, og det kan være svært at fornemme på hvilket niveau, der skal gives plejemæssig omsorg. Der kan være patienter, der tydeligt viser tegn på angst (har høj puls, store pupiller, er kolde og klamme i hænderne og har et højere blodtryk i forhold til vanlig niveau). Nogle patienter har det så skidt psykisk, at de ikke er i stand til at formulere egne data i forbindelse med patientidentifikation. I sådanne tilfælde identificeres via personale fra psykiatrisk afdeling. Patienterne bærer ikke identifikations-

CODAN Infusion- og sprøjtepumper - Præcise - Patient sikre - Enkle at bruge - Økonomiske i drift - Bolus - Valgfri KVO funktion - Stregkodelæser - Robuste og driftsikre De er markedets mest servicevenlige pumpe og leveres med 2 års fuld garanti. Kan indstilles til alle typer af sprøjter og infusionssæt.

AIRTRAQ

Den enkle løsning for visuel intubation

Kontakt os gerne for yderligere information eller demonstration af vore produkter.

CODAN DEHA ApS Højvangen 6 DK-3060 Espergærde Tlf. +45 49 12 11 15 www.codandeha.dk

armbånd. Ifølge Dansk Patientsikkerhedsdatabase giver mangelfuld identiﬁkation af patienterne anledning til mange utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, (www.dpsd.dk). Blandt andet kan nævnes, at der ligger fem rapporter om manglende påsætning af IDarmbånd omhandlende psykiatriske patienter, som skulle have foretaget ECT behandling. Alle rapporterne er en kort meddelelse fra anæstesipersonalet om, at patienten ankom uden ID-båndet. (4) Anæstesien indledes med det ultrakortvirkende barbitursyrederivat Tiomebumal og ventilation med 100 % ilt på maske. Efter opnåelse af passende anæstesidybde (kortvarig bortfald af reﬂekser) indgives intravenøst Suxametron i en dosis, som enten fremkalder total eller subtotal muskelafslapning. Psykiateren forestår herefter selve behandlingen. Der stødes, og man vil se motorisk krampeanfald af en varighed på ca. 20-25 sekunder. Patienten kommer oftest hurtigt på spontan respiration igen og vil i løbet af få minutter til et kvarter som regel være så respiratorisk stabil, at denne kan blive kørt om på den anden side af forhænget, hvor opvågningssygeplejerskerne får det videre ansvar for observation og plejemæssig bistand. Det er nok ikke for meget at postulere, at psykiatriske patienter igennem mange årtier har måttet lide under, at sundhedspersonale, politikere og dermed den almindelige befolkning, har prioriteret plejen og behandlingen af disse patienter lavt i forhold til mange andre patientgrupper. Behandling, pleje og omsorg til psykiatriske patien-

ter har ikke haft høj status. Der sker en løbende forbedring af kvaliteten af samfundets sundhedsydelser, men man kan frygte, at vi måske ikke helt lever vi op til nutidens krav om moderne patientbehandling til nævnte patientgruppe. Trænger ”set up” omkring ECT behandling til en modernisering? Er vi som anæstesisygeplejersker opmærksomme nok på den enkelte patient og dennes angst forud for ECT behandling? Får den psykiatriske patient, der skal til ECT behandling, en værdig behandling? Min bekymring går på om denne ”lavstatus”, har resulteret i dårligere behandlingsmæssige rammer for ECT patienterne. Som skitseret i foregående dukker der ﬂere problemstillinger op omkring plejen og behandlingen af nævnte gruppe patienter, men jeg har valgt at koncentrere mig og to omdrejningspunkter, nemlig præanæstesiologisk angst og værdighed i patientplejen af ECT patienter. Med hensyn til præanæstesiologisk angst kan man konkludere, at ﬂere faktorer spiller ind på graden af denne. Som anæstesisygeplejerske er det væsentligt, at kunne forudse hvilke patienter der er særligt udsatte for denne angstfølelse, specielt når almen klinisk erfaring viser, at det er mest sikkert og nemmest at give anæstesi til den rolige patient. Evnen til at håndtere angst afhænger af hvor god man i øvrigt er til at håndtere angst i almindelighed, så vi må konkludere, at ECT patienterne er særligt udsatte for præanæstesiologisk angst. Det manglende kendskab til den enkelte patient, sammenholdt med at det for

den psykiatriske patient kan være vanskeligt at give udtryk for omfanget af oplevet angst før ECT behandling, gør det svært for anæstesisygeplejersken at vurdere hvor meget pleje og omsorg, den enkelte har behov for. Det er kendt, at professionel opmærksomhed omkring patienters præoperative angst er af stor betydning for kvaliteten af anæstesiologisk omsorg og behandling. Angsten kan lindres når plejepersonalet ledsager og følger patienten i hele behandlingsforløbet, og hvis patienten dagen før sin behandling får mulighed for at etablere kontakt til en person fra anæstesiafdelingen, gerne en anæstesisygeplejerske. En identiﬁkation af problemerne omkring angst giver god mulighed for at vise patienterne større imødekommenhed og forståelse. Med hensyn til værdigheden må vi som anæstesisygeplejersker være med til at give patienten mulighed for at opleve sin fulde værdighed og forhindre alle former for krænkelse. Vi har desværre kun ringe indﬂydelse på de fysiske rammer, der tilbydes patienterne. Når kun et forhæng adskiller patienterne i deres behandlingsforløb, kan det være næsten en umulig opgave at optræde værdigt overfor den enkelte patient. Ligeledes at bevarer dennes integritet. Vi ved at ECT patienterne føler sig udstillet ved at dele fysiske rammer med de somatiske patientgrupper, og at dette kan afhjælpes ved at oprette specielle ECT behandlingsenheder. Specielle ECT teams vil sikre en mere forsvarlig og værdig behandling af den enkelte patient. Det er uværdigt at ECT patienterne så ofte er genstand

for oplæring af færdigheder hos det mere uerfarne personale. Katie Erikssons overvejelser omkring plejelidelser (5) kan vise vejen for udøvelse af mere værdig pleje. Opmærksomheden skal rettes på, at lindre patientens lidelse drejer sig først og fremmest om ikke at krænke patientens værdighed, ikke fordømme og misbruge magt, men i stedet give den pleje, patienten har behov for. Det mest interessante må være konklusionens betydning for den daglige praksis i afdelingen, og se på hvilke tiltag, der kunne være interessante at arbejde videre med. Vigtigt er det, at personalet omkring ECT patienten har et godt kendskab til selve ECT behandlingen, således at vi kan støtte den enkelte patient bedst muligt. Som anæstesisygeplejersker må vi være opmærksomme på, om vi føler os godt nok klædt på til mødet med ECT patienten. Med kun få måneders erfaring fra psykiatrien i sygeplejerskeuddannelsen og ingen undervisning i anæstesiologisk sygepleje til psykiatriske patienter i specialuddannelsen til anæstesisygeplejerske bør man nok forsøge at supplerer sin viden, så man bliver bedre i stand til udøve god anæstesiologisk sygepleje til nævnte gruppe. Vedrørende kvalitetssikring af ECT behandling bør man kræve, at de anæstesiologiske procedurer foregår efter samme retningslinjer som for tilsvarende anæstesier af andre patientgrupper, og at man følger Betænkningen (2), vedrørende det anæstesiologiske tilsyn. Hyppigere og grundigere tilsyn vil kunne afhjælpe nogle patienters præanæstesiologisk angst og endvidere højne sikkerhe-

den i de anæstesiologiske forløb. Der bør udarbejdes retningslinjer for det anæstesiologiske tilsyn forud for ECT behandling på Regionshospitalet Randers. Patienterne bør have mulighed for at blive ledsaget til ECT behandlingen af sin kontaktperson, og hvis dette ikke er muligt så ledsages af en person fra plejegruppen, der har et godt kendskab til patienten. I den pjece, der bliver udleveret til patienterne på Regionshospitalet forud for ECT behandling, beskrives det anæstesiologiske forløb i forbindelse med behandlingen kun kort, og der gives en fejlagtig beskrivelse af de fysiske behandlingsrammer. Fejlen må korrigeres i en eventuel ny pjece og give et mere korrekt billede af hvad patienterne kan forvente sig af de faktiske forhold. Betænkningen (2) har prioriteret information til patienterne meget højt og indeholder et forlæg til informationspjece, som kan bruges på de psykiatriske afdelinger, når ny pjece skal udarbejdes. Regionshospitalet Randers står i de kommende år for at skulle gennemgå en større ombygning. Ideelt set bør der i den fremtidige ”Masterplan”, tages højde for mere ideelle behandlingsmæssige rammer for ECT behandling og her benytte lejligheden til at etablere en ECT behandlingsenhed. Vi må i fremtiden være mere opmærksomme på at beskytte den enkelte patient mod at blive overdreven genstand for personaleoplæring. Det er beskæmmende, at der kun er lavet ganske få kvalitative studier, hvor ECT patienter har mulighed for at give deres subjektive beskrivelse af ECT behandlingen, beskrivelser der kan komme

plejen og omsorgen til enkelte patient til gode. Det viser et stort behov for mere forskning omkring ECT patientgruppen. At der blandt kollegaer ikke mindst tværfagligt har været så stor interesse for mit valg af emne, giver mig en god tro på at vi i fællesskab kan bedre den anæstesiologiske pleje for den enkelte patient der skal modtage ECT behandling. I kølvandet på offentliggørelse af min opgave kan jeg nævne at vi har oprettet en tværfaglig arbejdsgruppe der straks er gået i gang med at bedre forholdene for den enkelte patient der skal til ECT behandling. 7.0 Litteraturliste 1. Koopowitz, L.F. et al. 2003. The subjective experience of patients who received electroconvulsive therapy. Australian and New Zealand Journal of Psychiatry 2003;37:49-54. 2. Bolwig, T.G. et al. 2002. Betænkningen: ECT behandling i Danmark. Dansk Psykiatrisk Selskab. 3. Cowan, SA. et al. 2000. Information, tilfredshed og angst ved anæstesi. Ugeskrift for Læger, Lægeforeningens Forlag. Årg.162;9:1231-1235. 4. Vejledning. Sundhedsstyrelsen, 2008. Patientidentiﬁkation ved brug af identitetsarmbånd. Udgivet af Sundhedsstyrelsen, juni 2008. 5. Eriksson, K. 2003. Det lidende menneske. Munksgaard Danmark, 1. udgave, 3. oplag.

Vidste du at…

Èn dråbe blod kan forblive smittefarlig i op til 7 dage?*

Vi sætter standarden for sikkerhed indenfor perifere IV-kanyler

Nu introducerer vi nyeste generation af sikkerheds IV-kanyler Da vi skulle udvikle BD Venﬂon™ Pro Safety, udfordrede vi vores forsknings-og udviklingsafdeling til at levere mere end blot en suveræn IV-kanyle. Vi forlangte også forbedret sikkerhed for brugerne. Resultatet blev BD Venﬂon™ Pro Safety, som har en avanceret kanylebeskyttelseshætte, der hjælper dig mod smitte fra blodbårne patogener via smitte fra en stikskade eller via smitte over slimhinde: s .ÌR DEN ER AKTIVERET ER KANYLESPIDSEN HELT INDKAPSLET OG du har forbedret sikkerhed mod at skære eller skrabe dig på metalkanter. s $ET UNIKKE DESIGN OPFANGER RESIDUAL BLOD HVORVED risikoen for utilsigtet blodspild under og efter anlæggelsen minimeres.

Kan du sige det samme om din nuværende IV-kanyle? * Centres for Disease Control and Prevention. 2001. Updated U.S. Public Health Service Guidelines for the Management of Occupational Exposures to HBV, HCV, and HIV and Recommendations for Postexposure Prophylaxis. Morbidity and Mortality Weekly Report. Vol 50

At være tilstede når patienten vågner Artiklen handler om, hvilke kommunikationsfærdigheder opvågningssygeplejersken har brug for, når hun kommunikerer med en opvågningspatient. Anne Marie Overgaard, Intensiv og opvågningssygeplejerske, SD. Ansat i opvågningsafsnittet på Middelfart Sygehus Mail adr.: Anne Marie.Søgaard.Overgaard@slb.regionsyddanmark.dk Indledning Hvordan kommunikerer man med en ”sovende” patient? Arbejdet på et opvågningsafsnit er præget af mange korte relationer til mange forskellige patienter, og derfor spiller kommunikation en stor rolle her. Jeg besluttede derfor i forbindelse med min diplomopgave, at forsøge at gøre opvågningssygeplejerskens implicitte viden om kommunikation eksplicit, og at afdække hvilke kommunikationsfærdigheder opvågningssygeplejersken fandt vigtige i kommunikationen med opvågningspatienten. Da jeg for få år siden skiftede fra intensiv-sygepleje til opvågningssygepleje, var det ikke de fysiologiske observationer af opvågningspatienten der faldt svært at lære, men jeg opdagede at opvågningssygepleje var meget mere end det. Opvågningssygeplejerskerne havde en særlig måde at tale med og omgås disse patienter på, som jeg ikke kunne ﬁnde beskre-

vet i litteraturen. Jeg havde svært ved at spørge til det, da det ikke var særlig konkret. De erfarne opvågningssygeplejersker kunne kommunikere med disse tilsyneladende halvt sovende patienter og afdække deres behov ud fra mimik, små tegn og sanse dem blot ved at være til stede. Opvågningssygeplejerskerne kunne ud fra denne næsten ordløse kommunikation, afdække og stille patientens behov. Arbejdet på et opvågningsafsnit er præget af mange korte relationer til mange forskellige patienter, og derfor spiller kommunikation en stor rolle her. Jeg besluttede derfor i forbindelse med min diplomopgave, at forsøge at gøre opvågningssygeplejerskens implicitte viden om kommunikation eksplicit, og at afdække hvilke kommunikationsfærdigheder opvågningssygeplejersken fandt vigtige i kommunikationen med opvågningspatienten. Kommunikation er en integreret del

af den sundhedsfaglige kerneydelse og patienten skelner ikke skarpt mellem kommunikation og behandling. Det betyder, at dårlig kommunikation kan forringe oplevelsen af en ellers god behandlingsindsats (1). I min litteratursøgning vedr. kommunikation, fandt jeg kun én reference der kunne relateres til opvågningspatienten, nemlig en patienttilfredshedsundersøgelse fra opvågningsafsnittet på OUH (8). I fagbogen om opvågningssygepleje i teori og praksis beskrives, at kommunikationen med opvågningspatienten vanskeliggøres af, at patienten ofte er forvirret ved ankomsten til opvågningsafsnittet, da stedsans og hukommelse er det sidste der vender tilbage efter bedøvelsen (4). En engelsk artikel om kommunikation i dagkirurgisk afsnit, bidrog ligeledes med et patient perspektiv på kommunikation (9). Disse få fund bekræftede mig i, at det var et område der burde undersøges og beskrives nærmere. Formål og Metode Formålet med undersøgelsen blev, at få sat fokus på opvågningssygeplejerskers implicitte viden om kommunikation med opvågningspatienten. Dette ville jeg undersøge via kvalitativ og empirisk undersøgelse. Ud fra et sygepleje-perspektiv ønskede jeg at afdække erfarne opvågningssygeplejerskers kommunikationsfærdigheder, så deres erfaringer og oplevelser kunne indgå i kvalitetsudviklingen i afdelingen. For at ﬁnde ud af hvilke kommunikationsfærdigheder der er nødvendige i det korte møde med opvågnings-

patienten, valgte jeg fokusgruppeinterview som metode (5). Målgruppen blev sygeplejersker fra eget afsnit med minimum 2 års erfaring. I alt 7 sygeplejersker kunne deltage. De modtog skriftlig information om fokusgruppeinterview, og blev bedt om at forberede to situationer fra egen praksis. En kommunikationssituation der lykkedes og en situation de synes var svær. Hver enkelt deltager fortalte om deres oplevelser på skift, og de andre deltagere måtte spørge uddybende og knytte kommentarer til den enkelte historie. Fokusgruppeinterviewet tog 2 timer og blev optaget på video og MP3 afspiller. Materialet blev analyseret ved hjælp af Steiner Kvales første 3 trin og Merete Bjerrums tematiske analysemodel (4, 2). Resultater Analysen endte ud i følgende 7 kommunikationsfærdigheder som opvågningssygeplejerskerne fandt vigtige 1. At have patienten i centrum. 2. At tage initiativ til kommunikation. 3. At tage sig tid til at lytte. 4. At bruge nonverbal kommunikation. 5. At rumme patientens følelser. 6. At give patienten plads. 7. At spørge patienten. I det følgende eksempliﬁceres resultaterne kort ved hjælp af empiri og teori (primært Kari Martinsen samt Eide og Eide) 1. At have patienten i centrum Denne kommunikationsfærdighed løber som en rød tråd gennem de fortalte situationer. En siger: ”Jeg prøver at give alle dem jeg passer opmærksomhed og nær-

vær, så de føler sig set og er en”. Øjenkontakt med den enkelte patient fremhæves som vigtigt, ”At have øjenkontakt, holde i hånd, bare være der og tale med patienten om andet end det man skal. Eide og Eide skriver at en vigtig forudsætning for hjælpende kommunikation er evnen til at få den anden til at føle sig set, forstået og varetaget (3). Ligeledes betoner Karin Martinsen; ”At vi med vores holdning til hinanden - gennem blik, stemme, hænder - kan gøre den andens liv trygt eller truende”(6). Der blev givet udtryk for at skemaer og procedurer skulle passes ind efter den enkelte patient. En siger: ”Jeg har det lidt svært med de instrukser der skal overholdes, jeg synes det skal være en rettesnor, vi skal selvfølgelig have alle ting med, men så det er bedst for patienten”. En anden sagde ”Skemaer skal ses som en hjælp til at huske det hele, jeg tror det er en hjælp især hvis man er ny”. Martinsen siger; ”Det er vigtigt at bøje regler ned i situationen.” (6) 2. At tage initiativ til kommunikation Denne kommunikationsfærdighed ﬁndes vigtig, da patienten i opvågningsafsnittet ofte er påvirket af narkosen når de ankommer og derfor har svært ved at tale. En informant fortæller om den første kontakt med patienten således; ”Jeg har oplevet at nogle patienter har brug for nogle bestemte oplysninger fra starten. Om hvad, klokken er og hvordan operationen er gået så slapper de af. Patienten kan godt føle sig alene på et opvågnings-

afsnit hvis man ikke snakker med dem eller kikker til dem, Jeg husker også altid klokkesnoren”. Eide og Eide, skriver at; ”for at komme i dialog med en anden person, må den ene part tage initiativ, så der kan opbygges en relation. Man må udvise interesse, henvende sig, vove sig frem for at blive imødekommet. For at dialogen skal etableres må der være en person der responderer på initiativet ” (3). 3. At tage sig tid til at lytte Denne kommunikationsfærdighed fremhæves ﬂere steder i interviewet som vigtig for, at kommunikationen med opvågningspatienten lykkes. En informant gengiver en situation med en kronisk smertepatient: ”Vi havde god tid den dag. Jeg forsøgte at lytte til hende og lade hende komme til. Hun ﬁk lov til at fortælle om alle de ting der havde været i hendes forløb. Jeg lyttede til hende om de gange hvor hun følte sig dårlig behandlet ikke bare af systemet men også privat”. En anden siger: ”Der er mange ting, der letter hos dem, når de får lov at fortælle om deres forløb og de forhindringer de er stødt på”. Eide og Eide skriver,” at når en patient møder sygeplejerskens lyttende øre forvandles denne fra patient til individ. Gennem fortællingen blotter patienten noget af sig selv. Det kræver, at sygeplejersken kommer den anden i møde - i første omgang ved at lytte og udforske, i anden omgang ved at tilbyde hjælp og assistance, hvor dette er påkrævet og i tråd med professionens hensigt”.(3) Martinsen skriver ligeledes,” det handler om at

Vil du forebygge intubations traumer? Vil du undgå aspiration? Kan du være sikker på korrekt placering? Vil du beskytte din patient? Det kan du nu! LMA Supreme™ – er den første engangs LMA larynxmaske med indbygget dræneringskanal. Med dræneringskanal, sikker placering og større cuff-tæthed er LMA Supreme en endnu bedre larynxmaske. LMA Supreme er utrolig let at placere. LMA Supreme samler alle fordelene fra tidligere LMA larynxmasker i et. LMA Supreme er den mest avancerede LMA larynxmaske som din luftvej har brug for.

Manufactured by: The Laryngeal Mask Company Limited Le Rocher, Victoria, Mahé, Seychelles

Authorised EU Representative: LMA Deutschland GmbH Mildred-Scheel-Strasse 1 Bonn, Germany www.LMACO.com

GM Medical A/S 4557 0881 · info@gm-medical.dk · www.gm-medical.dk Copyright© 2008, The Laryngeal Mask Company Limited LMA, LMA Supreme, The Laryngeal Mask Company Limited logo and its component parts are trademarks of The Laryngeal Mask Company Limited. The LMA Supreme™ is protected by a series of granted and pending patents, each covering a distinctly unique invention.

The next generation.

tage sig tid, holde den i rummet og være nærværende. Den der trænger til hjælp, ved selv bedst, hvordan han har det, og kan give den professionelle indsigt i sin lidelse” (6). 4. At bruge nonverbal kommunikation Opvågningspatienten er ofte påvirket cerebralt, når de kommer til opvågningsafdelingen og kan derfor ikke kommunikere verbalt på dette tidspunkt. Man må aflæse deres mimik og kropssprog for at finde ud af, hvordan de har det. En siger: ”Hvis patienten er urolig kan det være han har ondt. Hvis han lukker øjnene og kikker væk er det nok fordi han vil have ro”. Det fremhæves, at den nonverbale kommunikation har særlig stor betydning i omsorgen for den demente opvågningspatient: ”Jeg tror det var den nonverbale kommunikation, der gjorde det godt, smilet jeg kunne give ham, se ham i øjnene og det at holde ham i hånden gav ham tryghed”. Opvågningspatienten er ligeledes i stand til at aflæse sygeplejerskens kropssprog og mimik. En siger: ”Jeg er ikke så tryg ved skizofrene, det kan måske læses af patienten og forstyrre kommunikationen, de er jo gode til at opfange signaler, almindelige patienter kan også læse os”. Om det at sanse patienten siger en ”Jeg ser på patientens farve, om de rynker panden eller ligger uroligt i sengen. Jeg bruger mine sanser så jeg ikke forstyrrer dem, overvågningen på patienten skulle også gerne alarmere hvis der er noget galt”. Eide & Eide skriver,” at nonverbal kommunikation er en grundlæggende

professionel færdighed. Evne til at fortolke og observere nonverbale tegn varierer - ikke mindst med erfaring. Den bedste til at bekræfte eller afkræfte er som regel den anden, så man må prøve sig frem. I den forbindelse kan ydmyghed, undren og åbenhed anbefales. De skriver ligeledes, at berøring kan være et godt middel til empatisk kontakt med demente og psykiske udviklingshæmmede.” (3) Om det at sanse patienten siger Martinsen,” at når sygeplejersken og patienten har accepteret hinanden, stiller sygeplejersken sig sansende og fagligt til rådighed for patienten.”(6) 5. At rumme patientens følelser. Opvågningspatienterne er ofte cerebralt påvirkede af anæstesimidlet, hvilket gør at de har færre hæmninger. Det resulter er ofte i, at de er mere åbne omkring deres følelser. Det er derfor vigtigt, at sygeplejersken giver sig tid til at lytte til patienten følelser, og samtidig respekterer og værner om patientens privatliv på en åben opvågningsafdeling. En siger: ”Det er tit nogle personlige ting de gerne vil af med, hvor der er mange ting der letter hos dem når de får lov ar fortælle”. I interview teksten beskrives angst som en følelse operationspatienten giver udtryk for: ”Hun gik i panik, fordi hun ikke kunne mærke sine ben. Jeg sagde til hende, at jeg ville blive hos hende hele tiden. Jeg forklarede hvad der skete, det tog lang tid inden hun faldt til ro, man skulle bare sidde ved hende, til sidst slappede hun af og smilede”. Eide og Eide siger at; ”Som professionel hjælper arbejder man ofte med

personer, som er følelsesmæssigt blottede og sårbare, hvilket er vigtigt at tage højde for i kommunikationen. Dette arbejde kan også vække stærke følelser hos den professionelle, hvilket i høj grad kan komme til at påvirke kommunikationen, hvis man ikke er sig det bevidst ”(3). Martinsen skriver ligeledes; ”At når en patient vover sig frem for at blive imødekommet, fordrer det af sygeplejersken, at hun er villig til at engagere sig i situationen”. Martinsen kalder det også,” at blive patientens tillid værdig”(6). 6. At give patienten plads Nogle patienter er meget private med deres krop og følelser - det kan være grænseoverskridende, at sygeplejersken kommer tæt på dem: ”De unge mænd gider ikke snakke med os, de skal bare have det overstået, og så op på afdelingen”. Nogle psykiatriske patienter kan reagere aggressivt, hvis personalet overskrider deres grænse hvis personalet giver dem mere plads, kan kommunikationen måske forløbe bedre. En siger: ”Jeg prøver ikke at hidse dem op, jeg forholder mig roligt og står ikke for tæt på sengen. De mister jo også lidt af deres panser når de kommer i narkose, det er bestemt ikke let for dem. Jeg synes de er svære at kommunikere med”. Martinsen skriver, ”at alle mennesker har krav på en urørlighedszone - en grænse som ikke overskrides. Urørlighedszonen har to funktioner: den beskytter personen mod at blive krænket, og muliggør menneskelige møder og samtaler. Det er tonen og åbenheden, der inviterer os bag den

andens og også vores egen urørlighedszone” (6). 7. At spørge patienten Denne kommunikationsfærdighed indgår til en vis grad i nogle af de andre temaer, men jeg ﬁnder den vigtig at få den uddybet, da dette tema går igen ﬂere steder i interviewteksten.. Det er patienten, der kan fortælle om deres kropssprog tolkes rigtigt, om deres smerter er blevet lindret, om de ønsker nærhed eller afstand. Om det at spørge patienten siger en: ”Der har vi en stor hjælp i patienterne. Det med at spørge patienten hvad de er vant til eller hvis der er noget vi er i tvivl om. Patienten er ekspert i sig selv, husk at spørge ind og brug patienten”. En anden siger: ”Hvis patientens kropssprog og det de siger om deres smerter ikke passer sammen, spørg jeg patienten hvordan jeg skal tolke det”. Om det at stille spørgsmål skriver Eide & Eide ligeledes,” at når man indleder og opbygger et kontaktforhold og samler informationer om den anden, med henblik på at kunne yde bedst mulig hjælp, er det at kunne stille spørgsmål noget ganske centralt” (3). Martinsen skriver:” Samtalen fordrer mod til at vove mødet og møde den andens svar med forsigtige spørgsmål og vove at spørge om det man ikke forstår” (6). Diskussion /Konklusion Er der noget nyt i undersøgelsens resultat? Det nye er som jeg ser det, at de 7 kommunikationsfærdigheder der er fundet i undersøgelsen er relateret til den sygepleje der udføres i

praksis. At have patienten i centrum, at lytte til patienten, at tage initiativ til kommunikation og at spørge patienten er vel færdigheder vi som sygeplejerske skal kunne mestre, men det bliver særlig vigtigt når mødet med patienten er så kort. Undersøgelsen har givet disse færdigheder mere substans, da de er blevet underbygget af eksempler fra praksis. At bruge nonverbal kommunikation ﬁndes særlig vigtig hos den sovende og sløve opvågningspatient. At kunne rumme patientens følelser er en vigtig færdighed, da patienten ofte giver udtryk for stærke følelser i opvågningsforløbet. At give patienten plads er vigtigt at tænke på, da nogle patienter har det svært med den tætte kontakt som observationerne i opvågningsafsnittet kan kræve. Fokusgruppeinterview som metode var velegnet til at få afdækket opvågningssygeplejerskens implicitte viden om kommunikation med opvågningspatienten, og gav umiddelbart en øget bevidsthed om kommunikation hos de syv deltagere. Undersøgelsen har sat ord på en del af den sygepleje i opvågningsafsnittet, som er vigtig, men svær at lære. De 7 kommunikations færdigheder har således dannet grundlag for en fortsat faglig diskussion og udvikling i afdelingen. Tak til udviklings sygeplejerske Gunvor Mogensen og Mette Mårup for hjælp til artikelskrivning. Tak til de 7 kollegaer, der delte ud af deres store sygeplejefaglige viden, i fokusgruppeinterviewet.

Litteraturliste til artikel 1) Amtsrådsforeningen (2003): Patientens møde med sundhedsvæsenet. Kvalitetsafdelingen i Århus Amt. p.7-54 2) Bjerrum, Merete (2005): Fra problem til færdig opgave. København, Akademisk forlag, p. 89-115 3) Eide, Tom; Eide, Hilde (2007): Kommunikation i praksis. Århus, Forlaget Klim, p. 23- 280. 4) Hatﬁeld, Anthea; Tronson, Michael (2003): Opvågningssygepleje – i teori og praksis. København, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, p. 13-46 4) Kvale Steiner (2000): Interview. København. Hans Reitzels forlag, p.46-246 5) Launsø, Laila; Rieper, Olaf (2005): Forskning om og med mennesker. København, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busch A/S, p.12-42 og 106-156 6) Martinsen, Kari (2005): Samtalen, skjønnet og evidensen. Oslo, Akribe as, p. 27-172 7) Olsen, Susanne; Nielsen, Birthe; Lærkner, Eva (2006): Når patienten vågner. Sygeplejersken 25/2006, p. 50-57 8) Rogan; Foy C; Timmins F (2004): Improving communication in a day surgery settings. Nursing standard,19,7, p.37-42

Sevorane® sevofluran

• Sevorane® sevofluran indeholder mindst 300 ppm vand for at beskytte mod Lewis syrer • Sevorane-flasken er monteret med lukket QuikFil® påfyldningssystem • Sevorane-flasken er fremstillet i stødsikker PEN (polyethylen naftalate)

SEVORANE® SEVOFLURAN - VÆSKE TIL INHALATIONSDAMP Indeholder mindst 300 ppm vand for at beskytte mod Lewis syrer. Der er ikke tilsat andre stoffer eller kemiske stabilisatorer. ATC-kode: N 01 AB 08. Indikationer: Universel anæstesi. Dosering: Anæstesiindledning: Inhalation med sevofluran 0,5-1,0% i O2/N2O stigende med 0,5-1,0% sevofluran op til maksimalt 8 % hos voksne og børn indtil ønsket anæstesidybde. Anæstesivedligeholdelse: Inhalation med 0,5-3% sevofluran i O2/N2O. Ældre: Ofte vil det kræve lavere koncentrationer af sevofluran for at opretholde kirurgisk anæstesi hos ældre patienter. Kontraindikationer: Kendt allergi over for sevofluran eller andre halogenerede anæstesimid-ler. Uforklarlig feber eller leverpåvirkning efter anæstesi med halogenerede anæstesimid-ler. Bør ikke anvendes til patienter med kendt eller mistænkt disposition for malign hypertermi. Interaktioner: Det er vist, at sevofluran kan administreres sikkert og effektivt sammen med adskillige andre lægemidler, som normalt administreres i kirurgiske situationer såsom lægemidler med virkning på centralnervesystemet, lægemidler med effekt på det autonome nervesystem, muskelrelaksantia med effekt på bløde muskler, antibiotika inklusiv aminoglukosider, hormoner og syntetiske substitutter, blodderivater og kardiovaskulære lægemidler, inklusiv efedrin. Sevofluran kan administreres samtidig med barbiturater. Sevofluran kan administreres samtidig med benzodiazepiner og opiater. Benzodiazepiner og opiater forventes at reducere sevoflurans MAC i samme omfang som andre inhalerede anæstetika. Nitrogenoxid: Som for andre flygtige anæstetika MAC reduceres med omkring 50 % hos voksne og omkring 25 % hos pædiatriske patienter. Neuromuskulære blokkere: Sevofluran påvirker både styrken og varigheden af den neuromuskulære blokade af non-depolariserende muskel-relaksantia. Når sevofluran anvendes som supplement til alfentanil-nitrogenoxid anæstesimidler, bliver effekten af den neuromuskulære blokade stærkere, hvis den er induceret med pancuronium, vecuronium eller atracurium. Reducerer man dosis af den neuromuskulære blokker under den indledende anæstesi, kan det resultere i en forsinkelse af en tilstand, der er passende for endotrakeal intubering på grund af utilstrækkelig afslapning af musklerne. Den forstærkende effekt af en neuromuskulær blokker ses få minutter efter administration af sevofluran er påbegyndt. Hvis der ikke findes specifikke retningslinjer, kan følgende iagttages: dosis af nondepolariserende muskelrelaksantia bør ikke reduceres ved endotrakeal intubering, og ved vedligeholdelsesanæstesi bør dosis af non-depolariserende muskelrelaksantia reduceres i forhold til dosis ved nitrogenoxid/opiat anæstetika. Administration af supplerende doser af muskelrelaksantia bør ske under hensyntagen til respons på nervestimulation. Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen: Sevofluran virker uterus-relakserende og nedsætter den utero-placentale blodgennem-strømning, hvorfor forsigtighed må udvises ved obstetrisk anæstesi. Anvendelse af moderat hyperventilation ved neurokirurgiske indgreb anbefales for at modvirke en stigning i det intrakranielle tryk. Gentagen brug bør undgås. Dystoniske bevægelser, som er forsvundet uden behandling, er set hos børn, som har fået sevofluran til anæstesiinduktion. Forbindelsen til sevofluran er usikker. Malign hypertermi er rapporteret i enkelte tilfælde. Der er i enkelte tilfælde rapporteret om postoperativ hepatitis, men med usikker forbindelse til sevofluran. Hos særligt følsomme personer kan inhalation af Sevorane® udløse en hypermetabolisk tilstand i skeletmuskulaturen, som medfører et stort oxygenbehov, og det kliniske syndrom kendt som malign hypertermi. Det klinisk syndrom viser sig ved hypercapnia og kan også omfatte muskelrigiditet, takykardi, takypnø, cyanose, arytmier og/eller ustabilt blodtryk. Nogle af disse ikke specifikke symptomer kan også forekomme ved let anæstesi, akut hypoxia, hypercapnia eller hypovolæmi. Behandling af malign hypertermi omfatter afbrydelse af behandling med det udløsende lægemiddel, administration af intravenøs dantrolennatrium og nødvendig understøttende behandling. Der kan forekomme nyresvigt senere og urinflow bør måles og opretholdes. Ved vedligeholdelsesanæstesi kan en øgning af koncentrationen af sevofluran medføre et dosisafhængigt fald i blodtrykket. Store fald i blodtrykket kan være relateret til dybden af anæstesien og kan modvirkes ved at sænke koncentrationen af inspireret sevofluran. Som for andre anæstetika er det vigtigt at vedligeholde hæmodynamisk stabilitet for at undgå iskæmi i myokardiet hos patienter med hjertesygdom. Opvågning efter universel anæstesi bør følges tæt, inden patienten sendes bort fra opvågningsafdelingen. Anæstetika er blevet forbundet med usædvanlige stigninger i serum-kalium, som har resulteret i kardielle arytmier og død hos pædiatriske patienter i tiden efter operation. Patienter med latent såvel som åbenbar neuromuskulær sygdom, specielt Duchennes muskeldystrofi, synes at være de mest sårbare. Samtidig anvendelse af succinylcholin er blevet forbundet med de fleste, men ikke alle tilfældene. Disse patienter fik også signifikante stigninger i serum-kreatin-kiniase-niveauerne og i nogle tilfælde ændring i sammensætningen af urinen med myoglobinuria. På trods af symptomligheder med malign hypertermi viste ingen af disse patienter tegn eller symptomer på muskelrigiditet eller hypermetabolisk tilstand. Tidlig og aggressiv intervention i behandlingen af hyperkaliæmi og bestandige arytmier anbefales, ligesom efterfølgende undersøgelse for latent neuromuskulær sygdom. Sjældne tilfælde af ekstrem varme, røg og/eller spontan ild fra anæstesiapparatet er rapporteret ved anvendelse af sevofluran sammen med udtørret CO2-absorberkalk. En eksoterm reaktion, forøget nedbrydning af sevofluran og produktion af nedbrydningsprodukter kan forekomme, når CO2-absorberkalken udtørres, som efter en længerevarende periode med strøm af tør gas henover dåsen med CO2-absorberkalk. Hvis den behandlende læge har en formodning om, at CO2-absorberkalk kan være udtørret, skal denne udskiftes inden administration af sevofluran. Sevofluran bør administreres med forsigtighed til patienter med nedsat nyrefunktion. Hos patienter med risiko for stigning af ICP bør sevofluran administreres med forsigtighed sammen med ICP-reducerende tiltag såsom hyperventilation. Overdosering: Symptomer: Respirationsdepression. Kredsløbsinsufficiens. Behandling: Symptomatisk. Bivirkninger: De mest almindelige bivirkninger er: Kvalme, opkastning. Bradykardi, takykardi. Hypotension. Hypertension. Ophidselse. Hoste, respirationsdepression, laryngismus. Feber, kuldegysninger. Øget spytafsondring. Hypotermi. Forøgede SGOT-niveauer. Somnolens, hovedpine, svimmelhed, tremor. For ikke almindelige og sjældne bivirkninger henvises til det fulde produktresumé. Graviditet og amning: Erfaring savnes. Pakninger og priser inkl. gebyr: (pr. maj 2008): V.nr. 445660. Pakningsstørrelse: 1 x 250 ml. Pris (AIP): kr. 1.300,56. (for dagsaktuelle priser – se venligst www.medicinpriser.dk). Udlevering: B. Registreringsindehaver: Abbott Laboratories, North Chicago, IL60064, U.S.A. Repræsentant: Abbott Laboratories A/S, Emdrupvej 28 C, 2100 København Ø. Forkortet i forhold til det af Lægemiddelstyrelsen godkendte produktresumé. Produktresuméet kan læses i sin fulde længde på www.laegemiddelstyrelsen.dk eller rekvireres hos Abbott Laboratories A/S, Emdrupvej 28 C, 2100 København Ø. Telefon: 39 77 00 00. Fax: 39 77 01 99.

Bringes med tilladelse fra ”Inspira”

Hvilken effekt vil oppnås ved at det innføres daglig sedasjonsstopp til respiratorbehandlede intensivpasienter? Af Ann-Marie Storsveen, undervisningssykepleier, Generell intensiv, Rikshospitalet, OSLO Sammendrag Bakgrunn Kunnskapen om at tung sedering til intensivpasienter ser ut til å gi økt sykelighet og dødelighet har økt interessen for sedasjonpraksis og videre forskning. Hensikten med denne artikkelen var å vurdere forskningsartikler for å se på effekten av å innføre daglig sedasjonsstopp til sederte respiratorbehandlede intensivpasienter.

Konklusjon Til tross for at undersøkelser sterkt støtter bruken av daglig sedasjonsstopp og/eller sedasjonsprotokoll er det fortsatt ikke standard på de ﬂeste intensivavdelinger. Større studier som inkluderer et bredt spekter med kritisk syke intensivpasienter trengs på området for å tydeliggjøre effektene av daglig sedasjonsstopp i forhold til sykelighet, mortalitet, liggetid, pasientsikkerhet og pasientopplevelser.

Metode Systematisk litteraturgjennomgang

Innledning De ﬂeste respiratorbehandlede intensivpasienter trenger smertelindrende og sederende legemidler. Hensikten med smertelindring og sedering av intensivpasienter er at de skal akseptere respiratorbehandling, medisinsk behandling og sykepleietiltak. Målet er å oppnå sikkerhet, velbehag, amnesi og søvn, redusere angst, irritasjon og smerte, og å forebygge utvikling av intensivdelirium hos den kritisk syke pasienten (1,2,3). Oversedering kan dekke over symptomer på angst, delirium og smerte, og føre til forlenget

Resultat Studier viser at innføring av daglig sedasjonsstopp til respiratorbehandlede intensivpasienter, kan føre til redusert bruk av sedativa og forkortet behandlingstid på respirator. Det viser seg imidlertid at effekten av daglig sedasjonsstopp kan sammenlignes med bruk av mer generelle sederingsprotokoller og/eller validerte sedasjonsvurderings verktøy.

periode med redusert bevissthet. Det kan også føre til immobilitet, alvorlige bivirkninger av medikamenter, økt risiko for komplikasjoner, forlenget rehabilitering og dermed økte helsekostnader (1,2,3). Undersedering og for lite smertestillende kan på den andre siden medføre alvorlig utvikling av smerte, angst, økende ubehag, søvnmangel og psykotiske opplevelser (3,4,5). Bakgrunnen for daglig sedasjonsstopp hos intensivpasienter er å optimalisere sedasjonsnivået, unngå for mye og for lite smertelindring og sedering, og redusere behandlingstiden på respirator og liggetiden i intensivavdeling (1,2,3). Hensikten med denne artikkelen er å belyse forskningsresultater vedrørende daglig sedasjonstopp hos sederte, respiratorbehandlede intensivpasienter; Hvilken effekt vil oppnås ved at det innføres daglig sedasjonsstopp til respiratorbehandlede intensivpasienter? Deﬁnisjoner Sedering Sedasjon oversettes i ordbok til ”bruk og virkning av beroligende middel”. Sèdàre kommer fra latin og betyr å berolige (6). Sedering kan sees på som både en prosess og en tilstand. Det kan være en prosedyre som består av administrasjon av medikamenter, og bruk av ikke-medikamentell behandling for at pasienten skal kunne tolerere medisinske prosedyrer og sykepleietiltak. Sedasjon som en tilstand kan forklares med pasientens varierende grad av våkenhet og søvn, samt som et redusert nivå av irritabilitet og angst (7). Sedasjon brukes ofte

som et felles begrep for både sedering og smertelindrig selv om disse begrepene strengt tatt er adskilte. I de ﬂeste artikler vedrørende daglig sedasjonsstopp brukes sedasjon som en medikamentelt fremkalt tilstand ved bruk av både analgetika og sedativa. Daglig sedasjonsstopp Daglig sedasjonsstopp betyr å stenge av sedering og analgesi daglig, frem til pasienten ”våkner”. Dersom pasienten blir urolig, får smerte eller ubehag startes det på nytt med sedering og smertestillende, men forsøksvis i lavere dose enn før sedasjonsstoppet. I noen studier presiseres det at man ved daglig sedasjonsstopp får anledning til å følge pasientens mentale status (1,4,8). Metode I litteraturgjennomgangen ble databasene Cochrane Library, Cinahl og Medline benyttet. Søket var begrenset til engelsk litteratur og til tittel, abstrakt og nøkkelordsfelt, samt tidsrommet 1990-2009. Følgende søkeord ble brukt: daily interruption, daily awakening, sedatives, sedation interruption and analgetics. Hvert enkelt av de ovenstående søkeordene ble søkt på og siden krysset med ”AND” og søkordene critical care, critical care unit, intensiv care, og intensiv care unit. De ble ikke funnet systematiske oversiktsstudier vedrørende daglig sedasjonsstopp, men 7 enkeltstudier ble funnet relevante for kritisk gjennomgang og diskusjon. Ytterligere 9 artikler ble brukt til å understøtte funn.

safePICO70 – Optimal blodgasmåling fra start til slut

Prøvetagning Klargøring af prøve Prøvemåling Prøveresultat

Korrekt og sikker blodprøvetagning er en forudsætning for et godt resultat ved måling af blodgasser.

Vælg den rigtige sampler. Det er et vigtigt led i blodgasanalysens arbejdsgange, der sikrer et optimalt resultat.

safePICO70 er en arteriesampler med tilhørende kanyle og nålebeskytter. Den praktiske nålebeskytter sikrer, at du og din patient undgår utilsigtede nålestik ved blodprøvetagning. Så kan du føle dig sikker, hver gang du tager en blodprøve.

Alle Radiometers samplere er præhepariniserede med elektrolytbalanceret heparin. Heparindosen forebygger koagler – selv efter forlænget opbevaring.

For yderligere information om safePICO70, se www.radiometer.dk eller kontakt Radiometer Danmark på tlf. 38 27 28 29.

Resultat Studien til Kress et al fra 2000 er en kjent randomisert, kontrollert studie som inkluderte 128 voksne respiratorbehandlede medisinske intensivpasienter (1). Kontrollgruppen fikk kontinuerlig sedasjon og i intervensjonsgruppen ble sederingen avstengt daglig til pasienten var våken. En pasient ble bedømt som våken når hun/han kunne utføre 3 av følgende 4 handlinger: åpne øynene på verbal tiltale, følge med øynene på oppfordring, klemme hånden på oppfordring og/ eller stikke ut tungen på oppfordring. Hvis pasienten ble urolig eller viste tegn til smerte og ubehag startet man sederingen igjen. Sederingen som ble brukt var midazolam eller propofol sammen med morfin. Resultatene fra Kress et al sin studie viste at pasientene i intervensjonsgruppen lå signifikant kortere tid på respirator og på intensivavdelningen, men tiden pasientene lå på sykehus var den samme i de to gruppene. I intervensjonsgruppen ble det tatt færre diagnostiske tester for å oppdage forandringer i mental status som foreksempel CT og MR. En komplikasjon som selvekstubering var lik i begge gruppene. For å kunne si noe om de langsiktige psykologiske konsekvensene og forekomsten av post traumatisk stress (PTSD) hos de pasientene som fått daglig sedasjonstopp, ble 32 pasienter fra Kress et al sin studie fra 2000 inkludert i en kvalitativ studie (9). Metoden var strukturert intervju i tillegg til utfylling av egenrapporterings skjema. Pasientene skulle ha vært utskrevet fra sykehuset i minst 6 måneder for å kunne delta i studien. Ingen av pasi-

entene i intervensjonsgruppen husket at de hadde våknet på intensivavdelingen til tross for daglig sedasjonsstopp. Resultater fra studien viste at tegn på PTSD var statistisk lavere hos de som hadde daglig sedasjonsstopp sammenlignet med de pasientene som mottok konvensjonell sedasjonsbehandling. Det ble konkludert med at daglig sedasjonsstopp til respiratorbehandlede intensivpasienter ikke påfører pasienten noen langsiktige psykologiske konsekvenser. I en studie fra 2004 så man på eventuelle medisinske komplikasjoner knyttet til daglig sederingsstopp, på bakgrunn av en retrospektiv ”chart review” basert på Kress et al sin studie fra 2000 (10). Forekomsten av komplikasjoner som ventilator assosiert pneumoni (VAP), øvre gastrointestinale blødninger, bacteremi, barotraume, venøs trombembol sykdom, cholestasis og sinusitt ble studert. Målet med studien var å undersøke om daglig sedasjonsstopp var assosiert med reduksjon av disse komplikasjoner. Resultater viste at pasienter som ﬁkk daglig sedasjonsstopp, ﬁkk færre komplikasjoner enn pasientene i kontrollgruppen (13 komplikasjoner hos 12 pasienter i intervensjonsgruppen versus 26 komplikasjoner hos 19 pasienter kontroll -gruppen). I en multisenter pilotstudie med 65 medisinske/kirurgiske intensivpasienter fra tre universitetssykehus, ble respiratorbehandlede intensivpasienter randomisert til en sedasjonsprotokollog daglig sedasjonsstopp gruppe eller en sedasjonsprotokoll gruppe (11). Studiens hensikt var å undersøke om voksne intensivpasienter som ble

behandlet etter en sedasjonsprotokoll og daglig sedasjonsstopp hadde kortere behandlingstid på respirator enn pasienter som ble behandlet etter kun en sedasjonsprotokoll. Målet med studien var å bestemme sikkerheten og gjennomførbarheten av intervensjonen med tanke på en fremtidig større randomisert studie. Sederingsregimet for disse pasientene var midazolam og morﬁn som kontinuerlig infusjon. Det ble ikke påvist forskjell i liggetid på respirator, liggetid på intensiv og på sykehus, eller mortalitet mellom de to gruppene. Det var heller ikke påvist forskjell mellom gruppene i bruken av alternative ventilasjons strategier, forekomsten i barotrauma og/eller organsvikt. Studien viste at det var trygt å behandle pasientene med en kombinasjon av sedasjonsprotokollog daglig sedasjonsstopp. Studien hadde strenge inklusjonskriterier, og av 648 pasienter ble bare 65 pasienter randomisert til de to gruppene. Det er tatt hensyn til de restriktive inklusjonskriteriene i den planlagte multisenterstudien, og ﬂere eksklusjonskriterier fra pilotstudien er strøket. I en randomisert kontrollert studie med 97 sederte, respiratorbehandlede intensivpasienter ville man undersøke om en sykepleieimplementert protokoll med daglig sedasjonsstopp kunne redusere tiden pasientene lå på respirator (12). I kontrollgruppen ble beslutningen angående sedasjon og smertelindring tatt av legen på vanlig måte på den medisinsk-kirurgiske avdelingen der studien foregikk. Standard sedering på avdelingen var propofol og remifentanyl, og til pasienter som trengte

en dyp sedasjon la man til midazolam. Man ønsket å se på liggetid på respirator, liggetid på intensiv og - på sykehus, mortalitet, samt total dose av sedativa og analgetika i de to gruppene. Studien kunne ikke påvise forskjell mellom gruppene i forhold til tid på respirator, tid på intensiv, tid på sykehus eller overlevelse. Till tross for at man i intervensjongruppen gjorde daglige sedasjonsstopp der pasientene var uten sederig ﬂere timer, var det heller ikke noen forskjell mellom de to gruppene i den totale mengde legemidler per døgn. Brook et al sammenlignet bruken av en sykepleiestyrt sedasjonsprotokoll med vanlig behandlingsstrategi på 322 voksne sederte respiratorbehandlede pasienter (13). I sedasjonsprotokollgruppen skulle sykepleierne avgjøre om smertestillende, sedative eller begge trengtes for å optimalisere behandlingen av pasienten. Avvenning fra respirator og nedtrappning av sedasjon var også styrt med hjelp av protokollen basert på responsen fra pasienten og av legeordinert sederingsnivå. Studien foregikk på en avdeling for medisinske intensivpasienter. Resultatene viste at pasienter som ble behandlet med protokoll hadde kortere liggetid på respirator og kortere liggetid både på intensiv og på sykehus. I 2008 ble det i Lancet publisert en multisenterstudie der 336 av 1658 pasienter ble randomisert til to grupper (8). Pasientene i intervensjonsgruppen ble testet med spontane pusteforsøk etter protokoll og i tillegg behandlet med daglig sedasjonsstopp. I kontrollgruppen ble pasien-

tene bare testet for spontane pusteforsøk med samme protokoll som i intervensjonsgruppen. Med spontane pusteforsøk menes at pasientene fikk puste på t-stykke eller trykkstøtte på respiratoren, med støtte på 7 eller mindre og peep på 5. Pasienten klarte ikke pusteforsøket hvis han/hun fikk en respirasjonsfrekvens på mer enn 35 eller mindre enn 8 etter 5 min eller lengre. Studien viste at pasientene i intervensjonsgruppen oppnådde flere dager uten respiratorbehandling, og de ble utskrevet tidligere fra både intensivavdelingen og sykehuset sammenlignete med pasientene i kontrollgruppen. Tiden pasienten lå i koma var signifikant kortere i intervensjonsgruppen, mens utviklingen av delirium var den samme i begge gruppene. Diskusjon Resultatene i studiene som er gjort på daglig sedasjonstopp viser at man kan redusere risikoen for at legemidler akkumuleres. Dette fører til kortere tid på respirator, kortere liggetid på intensiv og på sykehus og redusert dødelighet (1,8,15). En annen viktig konsekvens av lettere sedering er at man kan bedømme pasientens mentale status og kognitive funksjoner (1,4). I og med at respiratorbehandlingen kortes ned og tiden på intensiv forkortes, minsker også komplikasjoner som er knyttet opp mot forlenget respiratortid og intensiv behandling (10). I flere studier der man bruker benzodiazepiner og fentanyl / morfin vises det til signifikant kortere tid på respirator og liggetid på intensiv hvis man bruker daglig sedasjonsstopp (1,8,14). Der man derimot som første valg

bruker remifentanyl og propofol ser det ikke ut til at daglig sedasjonsstopp har noen effekt på antall respiratordøgn eller liggetid på intensiv. Dette beror trolig på at remifentanyl og propofol ikke akkumulerer i kroppen på samme måte som fentanyl og midazolam og at remifentanyl også minsker behovet for propofol (12). De fleste studier som har sett på daglig sedasjonsstopp opp mot sedasjonsprotokoll har ikke kunnet vise til noen signifikant forskjell i gruppene angående tid på respirator eller liggetid på intensiv (1,13,15). I en studie fra 2008 (15) har man imidlertid funnet at de pasienter som fikk daglig sedasjonsstopp lå signifikant lengre på respirator på intensiv og på sykehus sammenlignet med de pasienter som ble sedert etter en sykepleiestyrt sedasjonsprotokoll. Det har også vist seg at de studier der implementering av sedasjonsprotokoll har vært vellykket, har ansvaret for medikamentadministreringen ligget hos sykepleieren ved pasientsengen. I undersøkelsene understrekes det at det må være en god kommunikasjon mellom lege og sykepleier for å sette optimale mål for sederingen (3,5). Det er begrenset hvilke konklusjoner som kan trekkes ut fra disse studiene. Mange pasienter ble ekskludert fra studiene uten entydig og / eller overbevisende begrunnelse, noe som gjør at resultatene bør tolkes med varsomhet. Smerte er lite problematisert, til tross for at man i flere studier stenger av både sedering og smertestillende medikamenter. De fleste pasientene i studiene er medisinske pasienter, der smerte muligens ikke

" "RAUN 3PACE 3PR JTE OG )NFUSIONSPUMPER

GET PATIENTSIKKERHED

3AMME ENKLE BRUGERGR NSEm ADE FOR BEGGE PUMPER +AN INTEGRERES I EKSISTERENDE PATIENTDATASYSTEMER 4IDS OG PLADSBESPARENDE

&OR MERE INFO KONTAKT 0RODUKTCHEF *AMES -OTELEB -OBILTLF % MAIL JAMES MOTELEB BBRAUN COM " "RAUN -EDICAL ! 3 q 3OLBJERGVEJ SAL q &REDERIKSBERG q 4LF q WWW BBRAUN DK

er et så stort problem som hos kirurgiske pasienter. I noen av studiene er også medikamentmengden av sedering påfallende lav. Med døgnsdoser på 2-3 mg lorazepam, kan man stille spørsmål om det er behov for daglig vekking i det hele tatt. På generell intensiv på Rikshospitalet, OUS har vi mange pasienter som har gjennomgått operasjoner og dermed har akutte smerter. Hvis man skulle innføre daglig sedasjonsstopp blir det en viktig oppgave for sykepleierne å være forberedt på at pasienten kan få smerter, og ha en strategi klar for å løse dette, før man stenger av sedering og smertelindring. Mengde medikament gitt hver enkelt pasient på vår avdeling er høyere, og kan trolig ikke sammenlignes med de mengder det refereres til i nevnte studier. På bakgrunn av studienes resultater kan det tyde på at både daglig sedasjonsstopp, og bruk av sedasjonsprotokoll og/eller - verktøy kan bidra til å redusere bruken av sedativa og forkortet behandlingstid på respirator (1,8,11,15). Det viktigste ser ut til å være at pleiepersonell får et bevisst forhold til og kunnskap om sedasjon, og på det å kontinuerlig vurdere intensivpasientens individuelle behov for smertelindring og sedering(14,15). Praksis på Generell intensiv Rikshospitalet, OUS i dag er at legen ordinerer legemidler og sederingsdypde. Sykepleieren ved pasientsengen administrerer sedering og smertestillende med målsetning om å oppnå ordinert sederingsnivå og skårer med hjelp av sederingsverktøyet Richmond Agitation-Sedation Scale (RASS), smertenivå ved hjelp av Numerical Rating Scale

(NRS), og forekomst av delirium ved hjelp av The Confusion Assessment Method for the ICU (CAM-ICU) minst en gang per vakt. Det ideelle sedasjons- og analgesiregimet skulle tilsi en våken og samarbeidende pasient, eventuelt en lett sovende pasient som tolerer medisinsk behandling og nødvendige sykepleietiltak. Medikamentene skal ha en rask innsettende effekt og kort virketid, minimum av akkumulasjon, minimale bivirkninger og uten å øke helsekostnadene. Remifentanyl og dexmedetomidine ser ut til å være analgetika og sedativa med ovennevnte ønskede effekter i intensivbehandlingen. Studier viser lovende resultater ved bruk av disse medikamentene i forhold til rask ekstubering og dermed lovende positive følger i forhold til langtidseffekter for den kritisk syke pasient (3,4,5,16.17,18). Konklusjon Med daglig sedasjonsstopp viser ﬂere studier at risikoen for at legemidler akkumulerer i kroppen reduseres og dermed oppnås kortere tid på respirator, kortere liggetid på intensiv og på sykehus samt redusert dødelighet (1,8,15).Ved innføring av sykepleiestyrt sedasjonsprotokoll har man nådd de samme resultatene og man har ikke kunnet bevise at daglig sedasjonstopp gir bedre resultat enn det å anvende en sedasjonsprotokoll (11,13,15). Til tross for at undersøkelser sterkt støtter daglig sedasjonsstopp, bruken av sedasjonsprotokoll og/eller valide sedasjonsvurderingsverktøy er det fortsatt ikke standard rutine blant sykepleiere og leger ved mange inten-

NY HE D

Ambu® Aura-i™ engangslarynxmasken Ambu Aura-i er velegnet til intubering af ET-tuber og til at guide Fiber/Videoskoper

~ Velegnet til intubering ~ Kan anvendes dagligt som almindelig larynxmaske ~ Alle Et-tuber kan anvendes ~ Et-tube størrelse angivet på larynxmasken ~ Har navigationsmærker til at guide skopet ~ Har indbygget bideblok og dybdemærke angivelse

Ambu® Aura-i™ engangslarynxmasken Ambu Aura-i er velegnet til intubering af ET-tuber og til at guide Fiber/Videoskoper SPECIFICATIONS Infant Mask size

Pediatric

Adult

#1½

#2½

<5 kg

5-10 kg

10-20 kg

20-30 kg

30-50 kg

50-70 kg

70-100 kg

>100 kg

4 ml

7 ml

10 ml

14 ml

20 ml

30 ml

40 ml

60 ml

12.4 mm

12.7 mm

Packaging color code Patient weight Maximum cuff inﬂation volume Maximum intra-cuff

60 cmH2O

pressure

15 mm ISO 5356-1

Airway connector Min. I.D. tube

6.3 mm

6.9 mm

8.7 mm

10.0 mm

Inﬂation valve Appropriate storage

+10°C - +25°C

temperature Weight Internal volume of ventilatory pathway Pressure drop

11.0 mm

Luer cone ISO 594-1

11 g

15 g

21 g

35 g

38 g

56 g

77 g

98 g

5 ml

6 ml

9 ml

14 ml

24 ml

31 ml

36 ml

<1.25 cmH20 <1.25 cmH20 <1.25 cmH20 <1.25 cmH20 <1.25 cmH20 <1.25 cmH20 <1.25 cmH20 at 15 l/min at 15 l/min at 30 l/min at 30 l/min at 60 l/min at 60 l/min at 60 l/min

<1.25 cmH20 at 60 l/min

Min. interdental gap

15 mm

17 mm

20 mm

24 mm

26 mm

30 mm

33 mm

35 mm

Internal pathway

9.1 cm

10.7 cm

12.2 cm

14.6 cm

14.2 cm

16.2 cm

17.8 cm

19.2 cm

3.5

4.0

5.0

5.5

6.5

7.5

8.0

Intubation use Max ETtube

The Ambu Aura-i is developed in conformity with the Council Directive 93/43/EEC concerning medical devices.

ORDERING SPECIFICATIONS Item no.

Size

Type

329 100 000