Bipolar Affektiv Lidelse & udviklingshæmning by Pernille Granath

bipolar affektiv lidelse

- om depression og mani hos mennesker med udviklingshĂŚmning

af Mette Egelund Olsen

Stemmer omkring Lotte Hvad gør man, når et udviklingshæmmet menneske pludselig står i en psykisk krise? Når en psykiatrisk lidelse har taget magten og kastet mennesket ud over afgrundens rand? Det spørgsmål rejste sig for personalet på Bostedet, da Lotte flyttede ind. Og det krævede noget nyt og anderledes af hele personalegruppen. Det kom til at handle om nærvær og omsorg. Det kom til at handle om at skabe et miljø fri for krav. Og det lyder så enkelt. Men for pædagoger, der er vant til at tænke i udvikling og læring, kan det være svært. Det kræver, at man gør op med myten om, hvad en pædagog er og skal gøre. Det kræver nysgerrighed, åbenhed og viljen til at være sig selv. Og det kræver at man tør tage nogle utraditionelle skridt på en vej,

man ikke ved, hvor fører hen. Vi har forsøgt at skildre hele processen omkring Lotte. Alle stemmerne omkring. Alle de involverede parter og personer: Pædagogen - kontaktpersonen. Personalet. Ledelsen. Psykologen. Psykiateren. Lotte er en atypisk beboer. Et menneske der næsten har levet et helt normalt liv med mand og børn. Men nu bor hun hos sin mor. Nu har hun næsten liggesår. Nu har hun sengen. Og nu er hun ved at sove sig ihjel. Det er ualmindeligt at et så ellers tilsyneladende velfungerende menneske visiteres ind i systemet. Men det sker, og det sker nærmest over natten. Depressionen har overtaget hendes krop og sjæl.

Da Lotte flytter ind tror personalet, at depressionen er det mindste problem. Det viser sig at være modsat. Depressionen kommer til at farve hele Lottes forløb. En farve der viser sig at have flere nuancer. Hvis blot man med tiden lærer at se ordentlig efter. For hendes sygdom skifter også form. Hun svinger fra depressionen og ind i manien. Og arbejdet fortsætter... og fortsætter. Dette skrift skal læses som øjebliksbilleder revet ud af en sammenhæng. Små striber på en vej, vi kun kan gætte på, hvor ender henne. Alle navnene er opdigtede, da de medvirkende har valgt at være anonyme.

Lotte og ledelsen Hun er ved at ligge sig ihjel. Hendes mor skal ud at rejse. Hun er udviklingshæmmet og dybt deprimeret. Kan I tage hende ind akut? Sådan lyder spørgsmålet, da ledelsen på Bostedet kontaktes af kommunens socialcenter. ”Vi kan godt sige nej til opgaven, men jeg spørger lidt mere ind til det for at få flere billeder på. Moderen er bekymret over at have en datter, der hverken kan eller vil noget. Det jeg især hæfter mig ved er, at det drejer sig om en kvinde, der reagerer med en dyb depression på, at der er blevet stillet alt for mange krav til hende igennem hele opvæksten. Og så hæfter jeg mig ved, at hun har børn, for hvad bliver vores ansvar i forhold til dem,” fortæller lederen. Hun får en samtale med moderen og sagsbehandleren, og to dage efter kommer moderen på besøg. Hun ser Bostedet, men er presset af, at hun skal på ferie. Moderens oplevelse er, at Lotte tidligere har været velfungerende - med familie og arbejde. Nu kan hun ikke få hende ud af sengen. Hun er bekymret for børnene, som Lotte har overvåget samvær med, men Lotte viser ikke interesse for dem. ”Jeg tænker først, at det lyder som om Lotte er normalbegavet og derfor ikke hører til målgruppen, men jeg kan alligevel godt forestille mig, at hun kan få gavn af den pædagogik, vi kan give hende, som fx at skabe nærhed og tryghed og dét at kunne stille få eller ingen krav. Det tror jeg i første omgang, at vi er gode til. Det viser sig senere at være noget af det sværeste. Jeg er sikker på, at mine medarbejdere i den pågældende gruppe kan magte opgaven, da de er gode til at have med ”anderledes” brugere at gøre. Men jeg ved også godt, at en

verden, der ikke sætter krav er uhyre svær at etablere, forklarer lederen, der også tænker, at det kun kan blive bedre, og at hun tror på, at de kan lykkes med at hjælpe hende ud i verden. Hun regner med, at det vil tage et år. Allerede inden Lotte flytter ind på Bostedet, har afdelingslederen en særlig pædagog i tankerne, som kan være kontaktperson for Lotte. Denne pædagog kan nemlig noget specielt i forbindelse med at skabe kontakt og være tilstede og skabe nærvær sammen med beboere, hvor hun bruger sig selv som person. Det er hele hendes person, hendes indgangsvinkel og hendes kreative måde at tænke og handle på. Men på nuværende tidspunkt er pædagogen på ferie, så da afdelingslederen skal besøge Lotte i moderens hjem, tager hun en anden pædagog med, så opgavens sværhedsgrad kan vurderes i samspil med medarbejderne. ”Jeg har dannet mig et billede af hende inde i hovedet. Sagsbehandleren har sagt, at vi nok skal regne med at se hende uvasket, i pyjamas og tavs. Da vi kommer til lejligheden bliver vi modtaget af moderen. Inde i stuen ligger Lotte på sovesofaen med ansigtet vendt mod væggen. Jeg siger goddag, og det utrolige sker. Hun siger også goddag. Jeg begynder at tale til hende og fortæller om Bostedet, som har en ledig plads til hende. At hun får sin egen lejlighed, og at hun må tage sin dyne med. Jeg stiller spørgsmål til hende for at se, hvor klar hun er. Hun svarer i korte sætninger eller kun med ja eller nej, men dog i brugbare svar. Lotte siger ja til pladsen. Ikke at hun jubler men dog et ja,” fortæller afdelingslederen. Lotte ser meget forsømt ud. Hun trænger til at komme i bad, og hendes hår trænger til at blive klippet. Der er intet liv i hendes ansigt. Men hun svarer.

Dog forsinket. Hun virker som om, hun tænker sig meget om. Hun skal have tid, men afdelingslederen er overrasket. Hun oplever, at de har kontakt. Der er dog et problem. Hvordan får de Lotte flyttet fra sengen og ind på Bostedet uden, at det kommer til at ligne et overgreb? For hun vil jo ikke ud af lejligheden ifølge moderen. Lotte skal komme om torsdagen sammen med sagsbehandleren og sin mor. Det er absolut den sidste dag, inden moderen skal rejse. Men Lotte vil ikke ud af sengen. Hun ligger som forstenet, og det eneste hun siger er, at i morgen skal hun nok stå op. Men da er moderen rejst. Sagsbehandleren tror dog på Lotte, der efterfølgende er alene om natten. Dagen efter hjælper sagsbehandleren og hendes kollega Lotte med at pakke. Det er aftalt, at Bostedet skal hjælpe med transporten. Det bliver lederen, der står for det, da afdelingslederen, der kommer til at have tæt forbindelse til Lotte, endelig ikke må blive til et menneske, der begår et overgreb, hvad situationen måske kan føles som. Lederen går ikke op i lejligheden og til hendes store overraskelse, kommer Lotte selv gående hen til bilen. Hun har tøj på, en let frakke, siger goddag og fortsætter: ”Den her blomst vil jeg have med, og jeg kan selv vande den”. Lederen svarer, at det er en dejlig interesse at have for noget, der gror og passer på ikke at sige for meget. Fremme ved Bostedet bærer de kasser ind. Lotte går langsomt men uden problemer med. Hun får formiddagskaffe med sagsbehandleren, og de ser, at hun selv kan smøre sin mad. ”Hun virker meget låst og knuget, men er samarbejdsvillig. Sagsbehandleren kører. Vi går ned og pakker ud. Jeg spørger til hendes ting. Hun er meget stille men villig til at svare. ”Hvor har du uret fra?,” spør-

”Lotte fylder i hele huset. Hun er på dagsordenen ved alle møder. Det skyldes, at det er en anderledes opgave, der kræver andre løsninger.”

ger jeg. Men uret går ikke. Det mangler batteri. Jeg siger til hende, at det ikke er noget problem, og at det vil pædagogerne gerne hjælpe hende med. Jeg ser også, at hun har en særlig bog. Det er Biblen. Hun lægger den på sofabordet. ”Den læser jeg i, og jeg vil gerne have den hos mig,” siger hun og fortæller videre, at hun gerne vil sove til middag, siger lederen, der tænker, at det er okay og trygt at have et holdepunkt. Så sker der det modsatte af, hvad de forventer. De næste 14 dage får de hende op og i tøjet. Hun spiser frokost, er stadig lidt tavs og initiativløs men er oppe med støtte. Der stilles ingen krav om, at hun

”Personalet udfordres på både deres faglighed og personlighed, og ledelsen lærer at forstå dynamikken i en personalegruppe. Det handler ikke bare om at forstå Lotte, men også personalegruppen.”

fx skal vaskes eller smøre mad. Så nævner hun uret igen, og afdelingslederen spørger, om hun vil med ind til byen med det. Det vil hun gerne. Men da afdelingslederen kommer næste dag for at snakke, er der ingen reaktion. Lotte ligger ned. ”Jeg lytter til, om hun trækker vejret. Jeg sætter mig på sengekanten og tænker, om jeg har stillet for store krav til hende. Jeg spørger, om det er for meget med en tur ud af huset, og hun nikker. Jeg siger, at det ikke er noget problem med batteriet i uret, det skal jeg nok få ordnet. Og så er der liv igen. Det eksempel baner vej for en snak i gruppen om det at stille krav,” forklarer afdelingslederen. Opgaven bliver at beskæftige hende - uden at forvente noget. Normalt er det at stå op om morgenen og gå på arbejde et succeskriterie, men det må laves om. Hvilke krav kan de stille uden at stille krav? Ledelsen er klar over, at det handler om et kravfrit miljø, hvor mændene i personalegruppen i første omgang skal være tilbageholdende. Det sidste sker for at skåne Lotte og ikke gøre hende utryg, da hun har været udsat for grove krænkelser fra sine tidligere mænd. De mandlige medarbejdere stilles derfor fri til bare at tilbyde hende kontakt og mad. Lotte fylder i hele huset. Hun er på dagsordenen ved alle møder. Det skyldes, at det er en anderledes opgave, der kræver andre løsninger. Personalet udfordres på både deres faglighed og personlighed, og ledelsen lærer at forstå dynamikken i en personalegruppe. Det handler ikke bare om at forstå Lotte, men også personalegruppen. ”Jeg har fået en større forståelse for menneskers forskellige reaktionsmønstre og deres ressourcer. Selv om der er en stor accept af og respekt for hinanden, er det også kommet på prøve. Der bliver fx spurgt: Hvorfor skal vi bruge så mange ressourcer på

én?”, siger afdelingslederen og lederen supplerer: ”Det handler også om, at vi skal støtte en ildsjæl (kontaktpædagogen) i at bevare gnisten. For hun kan ikke blive ved alene.” Der sker dog også det, at nogle af de mandlige medarbejdere efterhånden kommer på banen og tør at give omsorg og skabe kontakt i forhold til Lotte. Og Lotte lukker dem ind. Hun åbner sig en smule. Hun er stadig deprimeret og svær at få op, men hun vender sig så småt mod livet igen. Pedellen har fået en hund. Han tager et billede med af den og viser det til Lotte. Hun siger, at hun godt kan lide at gå tur med hunde. ”Du kan gå med min hund,” siger afdelingslederen til Lotte. For hun ser og griber muligheden for, at Lotte kan komme lidt mere ud i verden. Først tager afdelingslederen hende med hjem og går tur med hunden, men efterhånden bliver det til, at Lotte får nøglen og sammen med en pædagog, går hun selv ind og henter hunden, lufter den og bringer den tilbage og låser efter sig. ”Det bliver en af måderne, vi andre kan hjælpe på, så det ikke altid er kontaktpersonen, der er på. Der kommer en tid, hvor Lotte overrasker. Hvor hun står op og sågar er i dags-beskæftigelse. Men så er det, at hun atter lander i sengen, og det kan være svært at forstå , at den ene dag kan hun alt, den anden dag kan hun intet. ”Men hun viser os selv vejen. Vi prøver lidt til en gang imellem. Snakker. Spørger om der er noget, hun har lyst til. Vi spørger ind til hendes liv,” fortæller afdelingslederen. Lotte begynder at markere sig og er mere bevidst om omgivelserne og om at være blandt ”de åndsvage udviklingshæmmede”, som hun kalder de andre beboere. Det er forståeligt, da

hun er vokset op i en familie med to yngre udviklingshæmmede søstre. I det hele taget begynder hun at lukke op for vreden og bliver vred på alt og alle. Særligt kommunen står for skud. Alle andre kan få, det kan hun ikke, siger hun. Hun er vred på sin mor, skælder ud på hende. Også kirken er ”åndsvag”, da hun mener, den ser skævt til hende, fordi hun er enlig mor. ”I denne periode er det voldsomt bare at være forstående og bare være sammen med hende. Det er ikke, fordi hun er udadreagerende. Det er mere verbalt,” fortæller afdelingslederen, der dog også oplever en anden verbal side af Lotte. ”Pludselig er vi alle sammen et dyr. Jeg er en sommerfugl, fordi jeg flyver fra det ene sted til det andet. Anna (kontaktpædagogen) er en påfugl, fordi hun er så farvestrålende. En af de mandlige pædagoger er en panter, fordi han løber motionsløb. Og selv begynder Lotte også at flyve lidt. Jeg tænker: ”Endelig. Dejligt. Sikken et godt stykke arbejde, vi har gjort,” fortæller afdelingslederen. Men så kommer der signaler, der fortæller dem, at alt ikke er som det skal være, og så går tingene pludselig stærkt. For stærkt. Lotte er blevet manisk. Hun er pludselig fuld af energi. Hun skriver breve til personalet, køber gaver til dem, sover ikke, går i byen og på værtshus om natten og finder kærester. ”Jeg har et billede af, at det er gået stille og roligt op ad bakke til et plateau, hvor hun ikke befinder sig særligt længe for så at kamme over. Helt over på den anden side. Der hvor manien tager over. Jeg tror ikke, at vi på noget tidspunkt endnu har set den ”rigtige” Lotte,” siger afdelingslederen.

”Det eneste, som Anna har at give Lotte, er nærvær. Og Anna kan ikke undgå at blive påvirket af den tyngde, Lotte lægger på hendes krop og sjæl. Som når et menneske går i seng for at dø. Som når et menneske vil sove sig ihjel.”

Lotte og pædagogen ”Det er første gang, jeg kommer ned til hende. Hun ligger med dynen over hovedet. Jeg kan ikke se, om hun trækker vejret. Jeg kan ikke høre, om hun trækker vejret. Jeg sætter mig på kanten af sengen og kører min hånd op ad ryggen på hende. I starten ved jeg ikke, hvordan jeg skal kontakte hende. Jeg prøver mig bare frem. Jeg taler til hende. Spørger om vi ikke skal trække gardinet fra. Spørger om hun ikke har fået en ny blomst. Jeg ved, hun er langt væk. Jeg siger blidt: ”Vend dig om på ryggen”. Hun sover ikke. Hun vender sig om. Hendes øjne er sammenklemte. Vi holder i hånd. Jeg spørger, om hun har lyst til en cola. Det ved jeg, hun godt kan lide. Til sidst siger jeg: ”Jeg vil hjælpe dig op at sidde”. Først gør hun sig stiv, men så kommer hun op. Hun drikker af sin cola, og pludselig er hun tilstede. Hun åbner øjnene og snakker. Hun bærer selv sin krop,” siger Anna. At et menneske lukker sig så meget om sig selv kan ikke undgå at påvirke Anna. For hende er det vigtigt at kunne gå derned, at sætte sig ved hende, at have stor ydmyghed. Psykologen laver en tegning af det uhyre, depressionen, som har sat sig på Lotte. Det giver Anna mod. ”Lotte har brug for, at vi tør være sammen med hende og uhyret. Og vi har brug for at vide, at når vi ikke er der, så er hun alene med uhyret,” fortæller Anna. Ikke alle magter opgaven. Nogen kan bare gå derned og sige hej og gå igen. Men Annas kontakt holder ved. Hun ved godt, at det ikke er farligt at være der. Hun kender godt, at der er mørke sider. Men indimellem bliver hun træt. For det er Anna, der får Lotte i bad. Det er Anna, der får de lange snakke. Det er Anna, der bærer Lotte ind i livet. Igen. ”Hendes rejse tilbage til livet er så småt i gang. Og til det har hun brug for en ledsager. Jeg bliver den ledsager,” siger Anna. Men Anna har også brug for ledsagere. Støtter til at kunne gå ind i depressionens felt og ud igen. Støtter til at kunne møde og trække sig ud. Hun får supervision. En psykolog knyttes til huset og opgaven. Det eneste, som Anna har at give Lotte, er nærvær. Og Anna kan ikke undgå at blive påvirket af den tyngde, Lotte lægger på hendes krop og sjæl. Som når et menneske går i seng for at dø. Som når et menneske vil sove sig ihjel. ”Når et menneske vælger at lægge sig til at dø, er der en

stor smerte, som jeg har dyb respekt for. Jeg ved, at det er en stor opgave. Der er noget meget vigtigt og bekræftende i, at vi med vores nærvær kan møde et andet menneske, kalde og det vil vende sig rundt og ud i livet igen. Vi skal alle have den kærlighed. Hvor banalt det end lyder,” siger Anna. I starten er Lotte et spædbarn, der skal holdes og gives omsorg. Langsomt begynder hun at vokse. Så er det, at de må give slip en smule, så de ikke kvæler hende. Så hun får lov at gro. ”Jeg skal give plads til hendes eget initiativ. Hvis jeg fx spørger hende om, hvad hun vil i dag, så sidder jeg og venter til der kommer et svar. Eller som da jeg en dag lader være med at komme shampoo i hendes hår, og hun så selv gør det. Eller da jeg i stedet for at tilbyde morgenmad på værelset tilbyder hende det i stuen. Jeg må være bevidst om at mindske støtten i den grad, hun selv kan tage over.” Men det er de små skridt. For personalet tror, at Lotte er bange for at blive rask og bange for de krav, der følger med. I begyndelsen kan Anna ikke få Lotte til at reflektere over sine følelser. Men sådan er det nok, hvis ens mening og følelse aldrig har været vigtig, og man aldrig er blevet taget alvorligt. Igennem hele forløbet med Lotte får Anna mange forskellige roller. Nogen gange er det veninderollen andre gange forældrerollen. Men hele tiden er hun sig det bevidst. ”Jeg er ikke hendes veninde eller forælder. Jeg er som sagt hendes ledsager tilbage til livet. Jeg skaber en tilknytning til hende, og for en tid vil hun være afhængig af mig,” siger Anna og fortsætter: ”Ind imellem når jeg kommer hjem fra arbejde, har jeg kløerne fremme, når min kæreste nærmer sig. Der er ikke flere, der skal have noget. Jeg har brug for tid til at finde mig selv igen for atter at kunne være sammen med et andet menneske. Men efterhånden lærer jeg en anden måde at være sammen med Lotte på, så det ikke dræner mig. Jeg tænker, at det er hendes depression - ikke min. Jeg kan ikke fjerne mørket, men jeg kan være sammen med hende. Nogle gange ligger jeg mig ned i sengen ved siden af hende for at give hende en følelse af ikke at være alene i mørket. Men det er farligt at tro, at man kan være en evig lyskilde,” siger Anna. I begyndelsen frister hun Lotte med cola, når hun kommer

ned til hende. Hun banker på og siger: ”Hej Lotte, det er cola-djævelen, som er kommet på besøg. Jeg har taget cola med. Sæt dig op og snak lidt med mig.” Så svarer Lotte måske ”Jeg vil ikke op.” Og Anna siger:”Nej, nej, det skal du heller ikke, men snak nu lidt med mig.” Og så snakker de om alt det, der ligger Lotte på sinde og drikker cola og efter en halv time, vil hun som oftest gerne op. Nogle gange tilbyder Anna hende, at de kan spise aftensmad sammen i en stue for sig selv, da det kan være for overvældende at være sammen med de 12 andre beboere.

”Man kan godt have nogle holdninger om ,at der fx ikke må drikkes cola om morgenen. Men i en periode er det et af redskaberne til at etablere kontakt, så for en tid må man gøre op med, hvad man gør og bør og bare prøve sig frem. På en måde kan man sige, at vi bryder grænser for ikke at begrænse hende,” forklarer Anna. Når sengen kalder på Lotte, og hun isolerer sig, kommer personalet i tvivl om, hvor meget fysisk støtte, hun skal have for at komme op. Hvornår bliver støtten til en magt-

”Ikke alle magter opgaven. Nogen kan bare gå derned og sige hej og gå igen. Men Annas kontakt holder ved.”

anvendelse? Hvornår overskrider de en grænse? Hvornår er det bedre at lade hende ligge? Spørgsmålene og tvivlen vokser. For de ser jo også, hvordan Lotte stråler, når hun ind i mellem kommer op og ind i stuen. Anna ser, at det gør hende godt at komme ud af sengen. Og hun ånder lettet op, når hun har kaldt og kaldt, og Lotte har svaret. Hun er stået op. For da har alt arbejdet virket. Lotte forløses. Hun græder og græder. Hun føler sig svigtet. Hun føler sig placeret forkert. Hun skælder ud. På kommunen. På børnenes far. Anna anerkender hendes følelser,

men går ikke ind i en diskussion, om det objektivt er sandt eller falskt. I starten er Anna meget isoleret i sin opgave. Alle har nok i deres egne arbejdsopgaver. Kollegerne roser hende. ”Du er så god til det,” siger de. Men Anna føler sig alene. I starten varmer de gode ord, men så begynder hun at fryse. Det går ikke i længden. Hun bliver så træt. Hver aftenvagt er det Anna, der skal have Lotte i bad. Hendes tid er forudbestemt mod før, hvor hun havde en stor frihed i sit arbejde. Hun glæder sig ikke mere til at komme på arbejde. Det er tungt. Hun har brug for, at der er andre, der også kan. Så hun må give plads til, at de kan komme til. Hun må lære fra sig. Og kollegaerne må lære. ”Jeg siger, at det er ikke så specielt, det jeg gør, at andre ikke kan. Så arbejder vi i gruppen med, hvad det er, jeg gør, og hvad det er, de andre kan gøre. Det kan godt være, de ikke kan få hende i bad, men vi bliver enige om, at hun i hvert fald skal have kontakt to gange om dagen. Hun skal have tilbud om at komme op om morgenen og spise morgenmad i stuen, og hun skal have kontakt i løbet af eftermiddagen. Vi arbejder med rollespil for at udvikle vores redskaber. Alle må engagere sig. Alle skal tilbyde fx hjælp til tandbørstning. Det er svært. Vi er vant til at arbejde meget selvstændigt. Men denne opgave skal være fælles,” fortæller Anna. Og langsomt sker der en ændring. De frister fortsat Lotte gennem hendes sanser. Med blomster, dufte, drikke, film og bøger. Alt hvad de kan finde på af dejlige oplevelser. De motiverer Lotte. En pædagog løser kryds og tværs med hende. En anden snakker med hende om de bøger, hun læser. Efter trekvart år får den første kollega Lotte med ud. Det endelig skred sker, da depressionen er ved at klinge af, og Anna meldes syg. Da må de andre lukkes ind i Lottes verden. Og de kommer ind. ”Forløbet har været en rejse, jeg har taget sammen med Lotte. En rejse mod at finde sig selv. Og det er stort at stå overfor et menneske, der har oplevet så mange svigt og som måske aldrig har haft mulighed for at finde ud af, hvem hun er. Den rejse er lang og meget vigtig. Det er rejsen mod sig selv,” forklarer Anna.

”Hun er blevet misforstået på de afdelinger, hun har været indlagt på. De har ikke set hendes dårlige begavelse og har kaldt hende hysterisk og opfattet hende som et trodsigt barn.”

Lotte og psykiateren Lotte behandles psykiatrisk af psykiateren, der er afdelingslæge på Oligofreniklinikken på Center for Oligofrenipsykiatri i Århus. Psykiateren kommer ind i billedet i det øjeblik, Lotte flytter ind på bostedet. Det første psykiateren gør er at samle Lottes historie sammen. Det er medio 1993. Lotte indlægges første gang på psykiatrisk hospital. Efter at have fået et barn er hun blevet tiltagende stillestående, uspontan og har svært ved at komme op af sengen. Selv om hendes stemningsleje er forsænket, mener lægerne ikke, at det tyder på en typisk depression. Hun behandles dog med antidepressiv medicin. Tilsyneladende ved sygehuspersonalet på dette tidspunkt ikke, at hun er udviklingshæmmet og intellektuelt har få ressourcer. Så går der nogle år, og i slutningen af 2001 indlægges hun atter. Hun er

hurtigt talende, har gang i mange gøremål og har meget let til tårer. Hun er manisk og behandles med antipsykotisk og beroligende medicin for at dæmpe hende. Denne gang får hun diagnosen ”Bipolar affektiv lidelse i lettere eller moderat grad - belastnings-reaktion uden specifikation”. Altså er hendes sygdom til dels stress-relateret og udløst af de forhold, hun lever under med misbrug, en voldelig mand og børn frivilligt anbragt udenfor hjemmet. Hun tilknyttes ambulant til et åbent afsnit, men møder ikke op. Hendes tredje indlæggelse sker medio 2002 og varer indtil slutningen af november. Hun indlægges i en tilstand af depression og svær sløvhed. Hun er gået i stå, hæmmet og har lang latenstid. Hun får ECT (tidligere kaldet elektrochok) og antidepressiv medicin, men der sker ingen bedring. Hun skiftes over til et andet mærke af antidepressiva får samtidig bero-

ligende medicin samt sovemedicin. Lægerne ændrer diagnosen depression til at være en ”umoden trodsreaktion hos en primært dårligt begavet kvinde med hysteriforme symptomer i forhold til krav, hun ikke føler relevante”. Hun deltager i gøremål, hun kan lide, men udvikler trodsreaktion mod det, hun ikke kan lide. På hjemmebesøg opfører hun sig normalt. Hun kommer i arbejdsprøvning, men efter få dage, står det klart, at hun ikke magter det, blandt andet på grund af hendes manglende verbale evne. Hun udebliver fra udskrivningssamtalen og ligger sig i trods i sengen igen. Lotte udskrives til sin mor. Et år senere er det så, at hun indskrives på bostedet, og psykiateren tilkaldes. Først sker kontakten over telefonen. Senere besøger psykiateren bostedet og taler med både Lotte og personalet. Lottes tilstand er uændret, fra da hun boede hos moderen. Hun ligger stadig

i sengen, vil ikke spise, drikke eller i bad. Personalet står i et etisk dilemma. Er det omsorgssvigt eller -pligt at lade hende ligge? Hvornår må der anvendes pres og eventuelt tvang? Da der er risiko for både liggesår og underernæring, mener psykiateren, at det er svigt at lade hende ligge. Lotte har en døgnvariation, der tyder på en depression. Hun er trist og uoplagt om morgenen, magter ikke at stå op og har svært ved at spise og drikke. Senere på dagen bliver hun så mere neutral. Psykiateren lader Lotte fortsætte behandlingen med det antidepressive præparat. ”Jeg oplever, at den antidepressive medicin koblet med den pædagogiske støtte gør, at Lotte bedres gradvist. Hun bliver lettere at få ud af sengen, få i bad, og hun begynder at spise. Hun er ellers havnet i en dobbeltsituation, hvor hendes depression og manglende evne til at leve op til de krav, der stilles til hende som blandt

andet mor, har gjort hende hjælpeløs. Men da hun opdager, at der ikke stilles større krav til hende, end hun magter, så bedres hun langsomt og kan også deltage i små aktiviteter i bostedet”, fortæller psykiateren. I takt med at Lotte bedres, reducerer psykiateren gradvist behandlingen med antidepressiv medicin. Lotte er mere aktiv, og hendes døgnrytme er mere normal. Hun får ikke mere sovemedicin. I december 2005 bliver hun tiltagende opstemt og foretagsom. Hun er social, hjælpsom, febrilsk, køber og laver gaver, og hendes nattesøvn er dårligere. Hun trappes ned i den antidepressive medicin og får sovemedicin. Hun bliver mere samlet, men en måned senere er hun meget vredladen. Hun snakker uafbrudt, forlader bostedet og går på danserestaurant. Psykiateren stopper helt den antidepressive medicin og giver til gengæld et antipsykotisk præparat, der skal dæmpe manien.

Lotte er samtidig også lidt psykotisk. Hun tror, at alle taler om hende. Nogle uger senere sættes dosis af antipsykotika op, og en måned efter er Lotte meget mere relevant og afdæmpet. ”Lotte har svingninger. Hun har også fortalt om en kusine, der har det samme. Nu er hun gået ned i dosis og er i et mere neutralt stemningsleje - dog en smule træt. Hun er blevet misforstået på de afdelinger, hun har været indlagt på. De har ikke set hendes dårlige begavelse og har kaldt hende hysterisk og opfattet hende som et trodsigt barn. Hun har en bipolar affektiv lidelse, der er farvet af hendes få intellektuelle ressourcer og så det, at der har været stillet krav til hende, hun ikke magter. Det giver skyldfølelse. Så det er en belastnings-situation udløst af omgivelsernes pres,” fortæller psykiateren, der på længere sigt planlægger at sætte Lotte i behandling med et stemningsstabiliserende præparat.

Lotte og personalet De står i periferien, og alligevel skal de ind i centrum. Ind i Lottes verden. For selv om de er det øvrige personale, der ikke alle har den daglige direkte berøring med Lotte, så påvirker hun dem alligevel. Men de har mod på opgaven. ”I begyndelsen er alt svært og ukendt. Jeg har intet kendskab til hendes psykiatriske overbygning. Depressionen. Jeg skal tage en dyb indånding, når jeg går ned til hende. Jeg har ingen værktøjer, når hun ikke vil ud af sengen. På et tidspunkt forsøger vi med at løfte hende ned i en kørestol for bare at få hende ud af sengen. Jeg synes ikke, det er etisk korrekt. Vi prøver os frem. Meget duer, meget duer ikke. Der opstår hele tiden etiske overvejelser. Når hun ligger i sengen med ansigtet vendt bort og med en attitude, der tydeligt siger: ”Lad mig være”. Vi respekterer ikke hendes nej ud fra en overbevisning om, at det ikke er godt for hende at blive liggende. Men det er et overgreb. For mig at se er det grænseoverskridende at rejse hende op og så se hende kollapse. Det er uhyggeligt,” fortæller pædagogen Kurt, der med sine kolleger hele tiden må evaluere på erfaringerne. De fortæller hinanden om oplevelserne. Det hjælper. For depressionen er som en malle, der suger alt energi ud. Hun er negativ. Som når Kurt trækker gardinet op og siger: ”Se hvor flot træet er”, og Lotte svarer: ”Det skal fældes”. Lotte er vred. Det går ud over nogen af pædagogerne. Kurt får Lottes raseri at føle. Som da hun føler sig forbigået en dag, hun ikke er med til beboermøde, hvor der spises kage og drikkes sodavand. Hun er rasende på Kurt, rød i hovedet og nærmest med fråde om

munden. Men Kurt lytter og går hende i møde. Og pludselig en dag skifter det. Kurt føler, at Lotte kommer ud af osteklokken. En dag siger hun: ”Kom godt hjem. Hils din familie.” ”Nu kan vi drille hinanden. Humor er en vigtig del af samværet for mig. Hun har langt mere overskud. Jeg er glad både på hendes og vores vegne. At vi har formået at bruge hinanden og møde hende, hvor hun var. I starten så jeg en kvinde, der hellere ville dø end at leve. I dag ser jeg det som en solstrålehistorie,” fortæller Kurt. En anden kollega, Troels, oplever også det tunge i at stå midt i Lottes vrede. Bagefter er han altid meget træt. ”Jeg lytter og siger: ”Ja det forstår jeg godt”. Jeg går ikke ind i indholdet og diskuterer det, men anerkender hendes vrede. Ret hurtigt får jeg en god kontakt til hende. Min kompetence er ro og tålmodighed krydret med humor, og det kan Lotte bruge. Som når jeg går ned til hende og siger noget sjovt og får hende til at vende sig og rejse sig op.” Hun åbner sig op overfor Troels. Han rummer hende. ”Hun bliver måske nærmest lidt forelsket i mig, og jeg er på vagt, for jeg ved, jeg er udsat, og at det kan falde tilbage på mig. Men hun har aldrig antastet mig, og hvis der har været det mindste tegn, har jeg afværget det,” fortæller Troels. Resten af personalegruppen skal rumme, at Lotte har et tæt forhold til en mand - uden at det er en kæreste. Det er - med lederens ord - kærlighed og

n æ rvær og en nødvendighed for at få Lotte til at vokse og gro. En nærmest faderlig tilknytning. En faderfigur der ser hende, som den hun er. For det har hendes rigtige far nok aldrig gjort. For Troels er det også en positiv historie en med sine omkostninger - både for de andre beboere og for persona-

”Kærlighed og nærvær er en nødvendighed for at få Lotte til at vokse og gro.”

let. Der er op- og nedture. En kollega bliver blandt andet sygemeldt. ”Det er svært at rumme Lotte samtidig med, at jeg skal rumme to andre

beboere. Der er meget at se til. Jeg får to længere sygemeldinger i forløbet med blandt andet lungebetændelse. Det har jeg aldrig før haft, så det er

tankevækkende. Hele tiden skal jeg forholde mig til noget nyt. Hver dag er ny med Lotte. Hele tiden skal vi omskifte os. Sådan er det ikke med de andre beboere. Der ved vi, hvad der møder os på arbejde”, fortæller Troels, der ser det vigtige i, at personalegruppen fungerer samlet. Morten oplever det som en gave til ham som pædagog at møde et menneske som Lotte. ”Det er en stor udfordring både fagligt og personligt at følge et menneske fra en dyb depression til en mani. At se de store sving i den menneskelige psyke. Det, at der var psykiatri blandet med hendes bedre begavelse, gør opgaven anderledes i forhold til vores daglige rutiner,” siger Morten. Han bliver bekræftet i, hvor vigtigt det er ikke at dømme et andet menneske men at møde det ansigt til ansigt. Han mærker efter, hvordan han har det, og hvad mødet gør ved ham, og hvad det aktiverer af følelser. Skal han sætte rammer? Grænser? Skal han tilbyde omsorg? Hans egne grænser prøves af. Han er tilskuer til en menneskelig tragedie. Der er ingen sandhed, men alligevel må han handle. Bare det at holde hende, når hun skal ud af sengen, er som at stå i et etisk dilemma uden svar. For han kender til hendes forhistorie og mændenes overgreb mod hende. ”Det handler om både at skulle passe på Lotte, sig selv og så de øvrige beboere. En af måderne til dette er supervision, rum til at grine og udtrykke hvad man mener og føler. Det er meget bekræftende for mit menneskesyn at give Lotte muligheden for at starte forfra på sit liv,” siger Morten.

Lotte og psykologen ”Lottes primære problem, når hun modtages, er ikke hendes udviklingshæmning, men depressionen. Opgaven er mangfoldig og stor, for hun er med sit liv og sine børn tættere på personalets virkelighed end de øvrige beboere. Jeg kobles på med det samme. Jeg skal støtte personalet i at løse opgaven, og tanken er, at jeg skal supervisere i forløbet, fortæller psykologen og fortsætter: ”Lotte skal behandles, og det er psykiateren, der behandler Lotte. Jeg skal koncentrere mig om personalet. Både ledelse og kontaktpædagogen, men også de øvrige. I sådan en opgave skal man tænke organisatorisk for at skabe helhed og klarhed. Det er vigtigt, vi taler samme sprog og er enige om, hvad vi skal rette vores øjne i mod. Hvad opgaven i bund og grund handler om!” Psykologens første opgave bliver at samle tilgængelig viden om depression og udviklingshæmning, som hun kan give videre til personalet på hendes første møde med dem. De har brug for læring. Men de har også brug for at lære Lotte at kende, og hvordan hun reagerer på dem, så der bliver en praksis at reflektere ud fra i supervisionen. De første to uger efter Lotte flytter ind, går det godt. Men så vender Lotte tilbage til sengen. Igen kan hun ingenting. Depressionens mørke sænker sig over hende. Hun er syg og har brug for deres omsorg. ”Når man er psykisk syg, er det som med de fleste andre sygdomme. Man har brug for hvile, pleje og omsorg og ikke for store krav. Derfor bliver personalets største opgave ikke at stille

krav til hende men at kunne rumme blot at være til stede og tilbyde omsorg og nærhed. Og det er svært, når man som pædagog er vant til at tænke i udvikling. Hele tiden udvikling,” siger psykologen. Men på nuværende tidspunkt kan Lotte ikke udvikles! Alle udviklingsprojekter skal lægges på hylden. Hun er syg. Psykologen tilkaldes igen. På deres andet møde spørger en af de mandlige pædagoger om, man kan se Lottes tilstand som et spædbarn, der skal bæres ind i livet igen, og som depressionen har afskåret hende fra. Et spædbarn der skal hjælpes til at vågne og vokse op til en måske mere håndterbar verden og som foreløbigt ingenting kan uden deres hjælp. Den metafor bliver gennemgående i den første del af forløbet og hjælper gruppen til at huske på, at det er omsorg og nærhed, det handler om. Personalet skal lære at holde ud at vente og have øje for bitte små skridt. De skal satse på at skabe tryghed, så det bliver acceptabelt for Lotte at vågne op til livet. Lotte har meldt sig ud af sit tidligere liv, som hun havde svært ved at overskue og hun har søgt tryghed fra livet i sengen. Men det er en falsk tryghed. For depressionen lammer hende også fra det, som kunne give hendes liv kvalitet. Personalet satser på at skabe et nærvær, så hun atter kan føle lyst til at leve videre. Nogen må hjælpe. ”Jeg siger til dem: ”Hellere få meningsfyldte kontakter end mange overfladiske”. Det er vigtigt at tænke på, at ikke alle skal kunne gå derind og skabe kontakt. Når et menneske har det så svært og er så skrøbeligt, bør det ikke skulle forholde sig til en

”Det fælles fodslaw handler ikke om, at alle skal kunne det sammen. Det handler snarere om at anerkende hinanden og de roller, hver især har”

hel masse krav, nye indtryk og en personalegruppes mangfoldighed. Vi må finde ud af, hvem der i gruppen har mulighed for at koble sig på hende og tilbyde en bæredygtig relation, der kan hjælpe hende i kampen mod depressionen,” forklarer psykologen. En frontfigur vælges. Det bliver særligt Anna, der skal tage sig af Lotte. Og det er krævende at være frontfigur i et forløb præget af en depression. Der skal drages omsorg for dem, der skal ind i mørket. Derfor tilbyder psykologen Anna individuel samtale i starten. Anna skal huske at passe på sig selv og være opmærksom på, at denne opgave kan slide, også på et personligt plan. Hun har brug for al den støtte, hun kan få, både på kollegialt plan og fra ledelsen. Men selvom få meningsfulde kontakter er godt, så skal der af hensyn til både kontaktpædagogen og Lotte være flere, der kan tilbyde nærvær. Det kommer til at betyde, at der skal arbejdes med teambuilding. Personalet skal lære hinanden bedre at kende, så de dermed også bedre kan hjælpe hinanden. De skal acceptere, at de er forskellige, og at de er her for at støtte hinanden. ”De skal inspirere hinanden uden at overtage hinandens roller. Lotte tager ikke imod hvem som helst, og der skal også være plads til at være den, Lotte ikke tager ind. Hvordan har vedkommende det med ikke at kunne gå derind? Det fælles fodslaw handler ikke om, at alle skal kunne det sammen. Det handler snarere om at anerkende hinanden og de roller, hver især har,” siger psykologen. For hende bliver det en anderledes supervision. Hun skal lære dem at skabe det kravfrie miljø og lære dem

at kunne holde ud at være i det. Det er en opgave med flere ind- og udgange. Det handler om undervisning, supervision, sparring, teambuilding og rollespil. Dette er en fælles kompleks opgave - og en fælles problemstilling, hvor de individuelle holdninger perspektiveres, så de hver især bedre kan forstå at passe på hinanden, så der ikke opstår konflikter. ”Men hvordan får vi hende ud af hulen, der er så mørk og dyster? Det er stadig de små skridt som at trække gardinet fra og sige godmorgen. Og det er da hårdt ikke at få noget tilbage. Vi prøver rollespil til inspiration til, hvordan man eventuelt kan komme i kontakt uden at forvente noget igen, uden at skulle snakke. Blot hvordan man sætter sig på sengen og er tilstede i rummet. Personalet skal vide, at det er nok, de er der. Jeg kan fra gang til gang se og høre, at der sker noget, selvom de ikke selv tror det. Det er en opdagelsesrejse i, hvad det er for et menneske, der er ved at vågne op til en helt ny verden,” fortæller psykologen. Det er tydeligt, at Lotte får det bedre de dage, hun er ude af sengen. Men alligevel må de ikke tvinge hende ud af sengen. Samtidig må hun ikke gå til af føde- og væskemangel. Det bliver let et spørgsmål om magt. Den magt de ikke må bruge. Og det er hårdt, når man nu ved, at hun kan have det så meget bedre, hvis bare....Hvis bare... og psykologen taler med juristen om, hvad personalet må og ikke må, og det er svært at acceptere bare at skulle vente og være tilstede. På et tidspunkt kommer det på tale at flytte Lotte. Der er nogle økonomiske og praktiske overvejelser fra systemets side, der gør, at Lotte skal et an-

det sted hen. Og en kamp begynder for at give hende mulighed for at blive. For det er ikke anstændigt at flytte hende og bryde den tryghed, der er etableret. En masse pædagoger, ledere, konsulenter, psykolog og psykiater samles om bordet. Alle står sammen om at finde en løsning, så hun ikke skal ind i et nyt botilbud i en ny by. Det lykkes. Hun ender med at få lov til at blive, hvor hun er. Der bliver skabt ro om Lottes fremtid. I et godt stykke tid har Lotte fået meget opmærksomhed. Mange ressourcer er blevet brugt på hende. Det gælder ikke om at give 10 procent til hver af de ti beboere. Opgaven er fælles. Når en bruger har det svært i en periode, så må vedkommende få det, der kræves. Intet millimeter-demokrati - men en fælles holdning, hvor det er tilladt at gøre forskel. Og den forskel begynder at tegne sig. ”Det handler om at synliggøre de små skridt. Og hvad måler vi fremskridtene på? Målene ændrer sig hele tiden. Lottes syn på tilværelsen, som hun viser, når hun begynder at forholde sig til verden på ny, konkurrerer samtidig med personalegruppens mangfoldige værdier. Men det er Lotte og hendes værdier, det handler om. Vores opgave er at hjælpe Lotte og kun hende. Det handler om fremtiden. En ny fremtid for Lotte. Vi skal bygge noget nyt op. Noget alternativt der kan bære hende frem og ind i verden. Hun skal kunne mærke sig selv på ny i denne nye kontekst. Og hvad og hvem skal hjælpe hende til at mærke det? Det gør vi ved at være tilstede. Lottes problemstilling er den fælles opgave, men en opgave som alle har en individuel forståelse af,” siger psykologen Efterhånden som efteråret går, bliver Lotte nemmere at kontakte. Så hører

psykologen personalet sige:” Jeg hørte hende grine” eller: ”Hun blev faktisk vred”. Og personalet lærer at sætte pris på de små skridt, Lotte er parat til at tage. Det bliver et forløb i flere faser. Først er hun i mørket i hulen, så vågner hun op, og så er hun et menneske, der er vågnet op. Og nu handler det om de konkrete ting. ”Personalet skal acceptere, at Lottes måde at have værdier på, ikke er deres. Selvom det er som at støtte et barn, er pædagogerne ikke forældrene. Men hvad skal de med et menneske, der pludselig er på banen? Først må de acceptere sygdommen, så må de acceptere Lotte. Det handler om at være opmærksom på sig selv og relationen til hinanden. Det er en udfordring, at der er en psykisk lidelse involveret. Men det drejer sig om at kunne drage omsorg og holde ud at være i et kravfrit miljø. Her handler det ikke om teknikker men om relationer. Og det kræver, at der støttes op omkring de personer, der for en periode bliver meget belastede i deres arbejde. Så hvordan støtter vi et personale i at kunne støtte et menneske i nød? Vi skal passe på det personale, der leverer et rigtigt stort stykke arbejde. De leverer sig selv i det. Vi skal kunne holde ud at dæmpe vores krav. Vi skal vende ”Hun gider ikke” til ”Hun magter det ikke”. Det er ikke hendes skyld, at der ingenting sker. Det er sygdommen, siger psykologen og fortsætter:

”Jeg tror, at personalet har lært at snakke bedre sammen. Man bruger en del personlige ressourcer, når man møder et depressivt menneske. Det kan ikke måles og vejes. Det skal anerkendes. Fx kan man efter at have været sammen med Lotte måske ikke gå ud og lave en masse praktisk arbejde bagefter. Kan du holde ud at holde ud - så nytter det. Det at vide at de næste tre timer, der sidder du bare ved Lotte og så kommer lønnen bagefter. Senere.” Ifølge psykologen har de alle lært, at det der har haft betydning er, at alle trækkes med ind i processen. Men de har også fundet ud af, at der ikke er enkle tilgængelige løsninger på et komplekst liv. Problemer kommer og opstår igen. Som da Lotte bagefter udvikler en mani.

”Når et menneske har det så svært og er så skrøbeligt, bør det ikke skulle forholde sig til en hel masse krav, nye indtryk og en personalegruppes mangfoldighed.”

”Vi vælger ikke altid selv vores udfordringer, hellere ikke i vores arbejdsliv. Hvilke drejninger opgaverne tager kan være uforudsigelige. Men vi kan selv vælge, hvordan vi prøver at gribe dem an. Man bruger en masse personlige ressourcer, når man vælger et job, der indebærer at hjælpe et menneske i nød. Men dine ressourcer bygger også på det kollegiale fællesskab og ledelsen. Det handler om, at vi som mennesker hjælper hinanden på godt og ondt med den komplekse opgave livet er,” siger psykologen.

Bipolar affektiv lidelse Bipolar affektiv lidelse er en alvorlig psykisk lidelse, der er kendetegnet ved perioder med udtalte og unaturlige svingninger i stemningslejet i såvel manisk som depressiv retning. Sygdommen rammer cirka 2-3% af befolkningen og optræder lige hyppigt hos kvinder og mænd. Den begynder almindeligvis i ungdommen eller tidlig voksenalder, men gennemsnitligt går der 8-10 år, fra de første symptomer eller sygdoms-episoder viser sig, til sygdommen erkendes og diagnosticeres. Selv om symptomerne og sværhedsgrad varierer, er sygdommen ofte forbundet med alvorlige sociale, arbejdsmæssige, økonomiske og personlige konsekvenser, herunder risiko for selvmord. En tidlig og relevant behandlingsindsats kan dog i høj grad være med til at mildne sygdomsforløbet og mindske de psykologiske og sociale omkostninger for den enkelte.

Diagnosen bipolar affektiv lidelse Diagnosen bipolar affektiv lidelse (i det følgende blot benævnt bipolar lidelse) har været anvendt herhjemme siden 1994, hvor WHOs klassifikationssystem, International Classification of Diseases, 10. udgave (ICD-10) blev indført som officielt diagnosesystem. Der er et vist overlap mellem bipolar lidelse, og det man tidligere kaldte manio-depressiv psykose. En af forskellene er, at man i dag erkender, at bipolar lidelse kan optræde i såvel psykotiske som ikke-psykotiske former. For at en person kan få diagnosen bipolar lidelse ud fra ICD-10, skal vedkommende have haft mindst to sygdomsepisoder, hvoraf den ene skal

være en mani, en hypomani eller en blandingstilstand. Man skelner i dag ofte mellem to hovedtyper af bipolar lidelse: 1) Bipolar lidelse type 1 er den klassiske form, hvor der i sygdomsforløbet optræder manier; 2) Bipolar lidelse type 2 er en mildere variant, hvor sygdomsforløbet er kendetegnet ved hypomanier og depressioner. Nedenfor følger en kort beskrivelse af de forskellige typer af sygdomsepisoder, der kan optræde ved bipolar lidelse. Maniens kernesymptomer er unaturlig opstemthed og/eller voldsom vrede og irritabilitet. Den typiske maniske person tænker hurtigt, har mange ideer, taler meget, er ofte mere urolig og rastløs end normal. Selvfølelsen er forhøjet, og behovet for søvn er betydelig nedsat. Ofte ses tab af selvkontrol, der kan give sig udslag i hasarderet og hæmningsløs adfærd såsom urealistisk stort penge forbrug, misbrug eller øget seksuel aktivitet. I de svære tilfælde af mani optræder af og til psykotiske symptomer i form af enten vrangforestillinger (urokkelige overbevisninger som strider mod almindelig fornuft) eller hallucinationer (sanseoplevelse uden ydre stimulus). Hypomanien er en let form for mani, der er karakteriseret ved let opstemthed, øget energi, øget selvtillid og øget velvære. Ofte ses øget produktivitet, ligesom søvnbehovet kan være let nedsat. Tilstanden påvirker ikke altid funktionsniveauet, men vil ofte være påfaldende for omgivelserne. En hypomani kan hos nogle være forstadie til en mani, mens den hos andre pludselig kan slå over i en depressiv tilstand.

Depression som led i en bipolar lidelse er kendetegnet ved de samme symptomer som den unipolare depression (depressioner uden mani eller hypomani). Kernesymptomerne er nedtrykthed, nedsat energi og nedsat lyst. Søvnen og appetitten er typisk forstyrret, ligesom der ofte ses vanskeligheder med koncentration og hukommelse. Nedsat selvtillid og urimelige selvbebrejdelser er almindelige symptomer, og ved de moderate og svære depressioner er der ofte selvmordstanker eller i værste fald egentlige planer om selvmord. Ved de svære depressioner ses af og til psykotiske symptomer i form af vrangforestillinger eller hallucinationer. Blandingstilstanden er kendetegnet ved, at maniske og depressive symptomer optræder samtidigt eller ved hurtige skift mellem depressiv tilstand og manisk tilstand. En person kan fx inden for samme time svinge mellem tristhed og opstemthed eller mellem passivitet og overaktivitet.

Forløbet Forløbet ved bipolar lidelse varierer meget fra person til person bl.a. med hensyn til episodernes antal, sværhedsgrad, varighed og art. Mellem sygdomsepisoderne er der ofte neutrale perioder af varierende længder dvs. fra uger til år eller årtier. En del mennesker oplever dog lettere depressive eller maniske symptomer uden for de egentlige episoder. Undersøgelser tyder på, at depressioner optræder tre gange hyppigere end manier hos mennesker med bipolar lidelse. Når det handler om udviklingshæmmede mennesker med bipolar affektiv lidelse er det vigtigt at være opmærksom på, at symptomerne - i hvert fald

hos de sværest udviklingshæmmede mere ses som ændringer i adfærd end som ændringer i tankegang.

Behandling af bipolar lidelse Behandlingen kan opdeles i behandling af den enkelte sygdoms-episode og i forebyggelse af nye episoder. Generelt er det vigtigt, at behandlingen tilpasses den enkelte patient, herunder de forskellige faser i sygdomsforløbet. Svære manier og svære depressioner kræver som regel indlæggelse på hospital. I såvel den akutte fase som i den forebyggende behandling spiller medicin en afgørende rolle. Ved mani og maniske blandingstilstande er lithium, forskellige typer af såkaldte antiepileptika og antipsykotika standardbehandling. Der er ofte behov for at supplere behandlingen med benzodiazepiner (Stesolid-lignende præparater). Behandlingen af depression som led i den bipolar lidelse adskiller sig fra almindelig depressionsbehandling, især pga. risikoen for udløsning af maniske symptomer ved anvendelse af antidepressiva. Antidepressiva kan og bør af og til anvendes, men bør altid kombineres med et lægemiddel, der kan beskytte mod mani fx lithium eller et antipsykotikum. Har en person to episoder eller mere inden for fem år anbefales en forebyggende medicinsk behandling, der fx kan bestå af lithium eller et antiepileptikum. Ofte er det relevant at kombinere den medicinske behandling med psykoedukation (dvs. en form for undervisning om sygdommen og dens behandling) og forskellige former for samtaleterapi. Når en person med bipolar lidelse er i en nogenlunde stabil fase, er det nyttigt at udarbejde en personlig forebyggelses-plan, i samarbejde med pårørende eller behandlere. Forebyggelsesplanen omfatter dels individuelle tidlige advarselstegn ved

hypomani, mani, blandingstilstand og depression og eventuelle udløsende faktorer, dels en plan for, hvad der skal ske, hvis der er tegn på, at en sygdomsepisode er under udvikling.

Fakta 1 - Depression ICD-10 diagnostiske kriterier for depressiv episode uden psykotiske symptomer A: Mindst 2 ugers varighed af nedenfor nævnte symptomer og udelukkelse af organisk årsag og misbrug som årsag B: Mindst 2 (alle 3 ved svær depression) af følgende depressive kernesymptomer: (1) nedtrykthed (2) nedsat lyst eller interesse (3) nedsat energi eller øget trætbarhed C: Mindst 2 (4 ved moderat og 5 ved svær depression) af følgende ledsagesymptomer: (1) nedsat selvtillid eller selvfølelse (2) selvbebrejdelser eller skyldfølelse (3) tanker om død eller selvmord (4) tænke- og koncentrationsbesvær (5) agitation eller hæmning (6) søvnforstyrrelser (7) appetit- eller vægtændring D: Ingen hallucinationer, vrangforestillinger eller stupor (stivnen)

Fakta 2 - Mani ICD-10 diagnostiske kriterier for manisk episode uden psykotiske symptomer

gende med udtalt påvirkning af dagliglivs-funktioner: (1) hyperaktivitet, rastløshed, uro (2) talepres (3) tankeflugt (4) hæmningsløs adfærd (5) nedsat søvnbehov (6) øget selvfølelse, grandiositet (7) distraktibilitet eller usamlethed (8) hensynsløs, uansvarlig adfærd (9) øget sex-drift C: Ingen hallucinationer eller vrangforestillinger D: Organisk årsag og misbrug som årsag kan udelukkes

Teksten er skrevet af psykolog Krista Nielsen Straarup, Klinik for Mani og Depression, Psykiatrisk Hospital i Risskov

Kilder: Bipolar affektiv lidelse - af Krista M. Straarup og Rasmus W: Licht, Klinik for Mani og Depression, Psykiatrisk Hospital i Århus. 2004 Bipolar lidelse - en bog til mennesker med mani og depression og deres pårørende, af Rasmus Wentzer Licht, Krista Nielsen Straarup og Per Vestergaard, Psykiatri Fondens Forlag 2005 Tidlige advarselstegn ved bipolar affektiv lidelse – et redskab til udarbejdelse af en personlig forebyggelsesplan, af Krista M.N. Straarup og Rasmus W. Licht. Klinik for Mani og Depression, Psykiatrisk Hospital i Århus. 2006

A: Opstemthed, eksaltation eller eretisme i mindst 1 uge eller indlæggelse nødvendig B: >3 (4 ved eretisk stemning) af føl-

Kolofon Tekst: Mette Egelund Olsen med bidrag af Krista Nielsen Straarup Foto: Hanne Engelstoft Layout: Pernille Granath, www.pernillegranath.dk Udgivet af: Center for Oligofrenipsykiatri Skovagervej 2 8240 Risskov Telefon 77892990 Telefax 77892999 E-mail: videnscenter@oligo.dk www.oligo.dk www.euromind.com Tak til Lotte og de øvrige medvirkende Tryk: PE offset Kopiering kun tilladt på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer.

Depressionen har sat sit tunge mærke på Lotte. Hun er udviklingshæmmet og langsomt ved at dø. Personalet tager i mod hende. Hun bliver en fælles opgave, der kræver indblik og nærvær. Og langsomt kravler hun ud af hulen og ind i livet. Men hun svinger. Hendes humør stiger. Til sidst kapper det over. Hun bliver manisk. Hun lider af en bipolar affektiv lidelse. Pjecen skildrer forløbet set fra de involveredes sider. Fra kontaktpædagogen til psykologen. Fra personalet til psykiateren. For en så tung opgave kræver en indsats fra alles sider. En tværfaglig og personlig udfordring.