
2 minute read
IVÆRKSÆTTERI I LIFE SCIENCE LØFTER OS ALLE SAMMEN
from Dansk biotek
Af Morten Bødskov, erhvervsminister
Danske life science-virksomheder er blandt de førende på det globale marked for lægemidler og medicinsk udstyr. Med udgangspunkt i dygtige virksomheder, et stærkt sundhedsvæsen og internationalt førende forskningsmiljøer er life science blevet en central dansk styrkeposition, som står for næsten tyve pct. af al dansk vareeksport.

Væksten inden for life science har i høj grad været drevet af vores evne til at udvikle innovative sundhedsløsninger-. Det går helt tilbage til dengang August Krogh hjembragte tilladelsen til at fremstille insulin og Aage og Johanne Louis-Hansen udviklede stomi-posen.
Vi har som samfund brug for iværksættere og deres evner til at udvikle innovative sundhedsløsninger - både fordi de kan blive til driftige virksomheder med gode arbejdspladser såsom Novo Nordisk og Coloplast, men også fordi de kan være med til at løse konkrete sundhedsudfordringer. Det er én af styrkerne ved iværksætteri inden for life science– og det skal vi holde fast i.
Vi har heldigvis en stærk grobund for at kunne fortsætte med at udvikle innovative sundhedsløsninger. Dansk sundhedsvidenskabelig forskning er blandt de bedste i verden takket været massive investeringer i grundforskning og fri forskning. En tredjedel af de offentlige udgifter til forskning og udvikling går til sundhedsvidenskab, mens life science-industrien står for ca. en tredjedel af erhvervslivets samlede investeringer i egen forskning og udvikling.
Men fremtidens iværksættere og innovative sundhedsløsninger opstår ikke af sig selv. Det kræver blandt andet, at det bliver lettere at omsætte den værdifulde viden fra forsknings- og vidensinstitutioner til kommercielle løsninger, teknologier og produkter. Det skal vi fx gøre ved at bringe forskning, sundhedsvæsen, risikovillig kapital, etablerede virksomheders R&D-afdelinger og startups tættere sammen i innovative partnerskaber.
For vi har brug for både nye og etablerede kræfter. Derfor skal vi holde fast i, at det skal være let at starte en virksomhed i Danmark. At man ikke bliver mødt med unødvendigt bureaukrati, når man skal sikre intellektuel ophavsret og patenter.
Og endelig skal vi jo også sikre, at vores velfærdssamfund bruger de gode løsninger, som danske virksomheder laver. Det giver både bedre velfærd og et udstillingsvindue for omverdenen, der kommer alle til gavn – patienter, virksomheder, sundhedsvæsnet, og i sidste ende også dansk økonomi. For en stærk life science-sektor løfter os alle sammen. Derfor skal vi skabe endnu bedre muligheder for dansk iværksætteri inden for life science.
VI ER INTERNATIONAL KONKURRENCEDYGTIGE, MEN HAR BEHOV FOR LIGE VILKÅR
Preben Bruun-Nyzell, Adm. direktør, 2N Pharma
Danmark har på internationalt plan etableret sig som et land, hvor der udklækkes kreative og innovative ideer baseret på forskning af høj kvalitet. Mulighederne for at skabe virksomheder som bygger videre på opfindelserne, er også forbedret inden for de sidste år, f.eks. med Novo Nordisk Fondens etablering af BioInnovation Institute og indførelsen af forskning- og udviklingsfradraget. Men på trods af disse tiltag er niveauet på både indirekte og direkte støtte til forsknings- og udviklingsaktiviteter i Danmark desværre stadig helt i bunden i forhold til OECD-gennemsnittet og de nabolande, som vi normalt sammenligner os med.
Danske biotekselskaber har samme høje videnskabelige niveau som f.eks. kollegaer i Sverige, USA eller Storbritannien, men ulige adgang til kapital, for det er desværre ikke attrak- tivt at være investor i Danmark. Hvor iværksættere i Sverige kan tiltrække investorer med 25% beskatning af gevinster fra unoterede virksomheder og vores britiske kollegaer kan tilbyde investorer skattefradrag for investeringer og skattefrihed for gevinster gennem deres Enterprise Investment Scheme, så må de danske investorer, som er så heldige at få afkastning på deres høj-risiko investering i start-up selskaber, betale den 3. højeste skat på investeringsindkomster i hele OECD.
Med det fornyede fokus på life science, så håber jeg, at vores politikere vil smøge ærmerne op og give danske iværksættere lige så gode muligheder for at starte innovative selskaber og tiltrække den nødvendige kapital, som vores kollegaer i andre europæiske lande har.
Alejandra Mørk, CEO KLIFO

