Pædagogisk Extrakt 23 - Pædagogik for hvem? Om diversitet og fællesskab

Gør en forskel VIA Pædagoguddannelsen

Nr. 23 december 2023

PÆDAGOGISK EXTRAKT TEMA: Pædagogik for hvem?

- om diversitet og fællesskab

VIA University College

Pædagogisk Extrakt

2

VIA University College

INDHOLD

10

Tankebobler 20 Den faste streg: SFO Sofie 21 En ildsjæl, der går på arbejde med højt humør 22 Kom med til Uddannelsesdebatten i Nørre Nissum 2023 28 Hjælp mig, når jeg er allermest umulig 32 Der er gode erfaringer med afstemt pædagogik Anmeldelse 36 (Farve)blinde vinkler

02 Indhold 03 Leder

Pædagogik for hvem?

– om diversitet og fællesskab 04 Redaktørens klumme Det kræver mere end gode intentioner, hvis pædagogikken skal være for alle Pædagogik for mig?

05 Sølund Musikfestival – et fællesskab for alle 06 Jesper ser talentet bag diagnosen 10 Majbrit skaber magi på Sølund Musikfestival 13 Udviklingshæmmedes seksualitet 16 Mennesker med udviklingshandicaps har øget risiko for at udvikle demens

Jamen, skolen er da for alle 38 Hvem privilegeres eller sanktioneres af normerne i klubben?

42 Tilgængelighedens pædagogik 45 Inklusionsambassadører - når børn styrker den sociale inklusion for børn 50 Hvordan hjælper vi de børn, der har de største vanskeligheder i skolens fællesskaber?

Fælles om hvad?

53 Børns fascinerende forskellighed 56 Kan vi få noget RO!?

59 Sammen om klassisk musik Spids pen 62 Vi skal have de højeste forventninger til mennesker med handicap

Redaktionsansvarlig Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk Layout Inge Lynggaard Hansen inge@lynggaardhansen.dk

56

Illustration Freja Oldrup frejaoldrup@gmail.com Emei Olivia Burell oburell@gmail.com Thomas Vium thomasvium@gmail.com Journalist Hanne Duus hd@via.dk Produktion VIA Kommunikation – 2023 ISSN:2246-7920

Forskningsprojektet viser, at normkritikken også må indebære en dybere forståelse af, hvordan minoriteter andetgøres - det vil sige, ses som noget andet end normalen.

39

Pædagogisk Extrakt

3

VIA University College

LEDER

Pædagogik for hvem? – om diversitet og fællesskab Pædagogik for hvem? Det svar vi helst giver, er, at pædagogikken er for alle! Men vi ved godt, at sådan er virkeligheden ikke altid. Selv om vi i det pædagogiske arbejde konstant forsøger at skabe inkluderende fællesskaber, så sker det igen og igen, at mennesker ikke føler sig set og forstået.

At fællesskaber sætter mennesker udenfor døren.

Balancepunktet mellem diversitet og fællesskab er en af de store og tilbagevendende opgaver i pædagogisk arbejde.

At forstå den andens perspektiv Vi har i de seneste år fokuseret en del på børneperspektiv og -inddragelse. Det er både vigtigt og centralt. Alle, der arbejder med pædagogik, har selv erfaring med at være barn. Vi har som børn – på vores egen krop – oplevet betydningen af at blive set og hørt. Derfor kan vi tro, at det giver sig selv, at vi inddrager børns perspektiver. Men sådan er det ikke uden videre.

Som pædagoger arbejder vi i høj grad med mennesker, hvis perspektiver vi ikke kender fra vores eget liv. Det betyder, at vi møder mennesker i vores pædagogiske arbejde, hvis sko vi ikke selv har gået i. Mennesker med svære psykiske og fysiske udfordringer. Mennesker uden sociale netværk og

mennesker, der er på kanten af både små og store fællesskaber. Her skal vi øve os endnu mere i at være og handle empatisk.

Empati og poesi Vi kan øve os på mange måder. En måde er at lytte til mennesker, der kender til og kan udtrykke oplevelsen som fx nogle af poesiens stærkeste stemmer. Casper Eric kalder sin digtsamling ”Nye Balancer” for Handicapdigte. Mens Almina Elmi, som dansk-somalisk digter, i sin debut ”Babar” giver stemme til et andet balancepunkt mellem mangfoldighed og fællesskaber.

Begge giver de udtryk for noget af det mest centrale i det pædagogiske arbejde: nemlig hvordan diversitet i identitets- og dannelsesprocesser kan balancere med fællesskabets styrke og udviklingspotentiale. I relationerne bliver vi til – men vi er også allerede en personlighed, når vi går ind i de nye fællesskaber, som det pædagogiske arbejde tilbyder – uanset alder, krop, social baggrund, køn, etnicitet, fortid og fremtidsdrømme. Hos begge disse unge poeter udtrykkes gentagende gange, at oplevelsen af at være forskellige og den måde denne forskellighed bliver set på af andre, kan vanskeliggøre deltagelsen i fællesskabet.

Inspiration til refleksion En anden måde at øve sig på kan vi finde hos den norske sociolog Nils Christie. Han skriver i sin bog Hinsides institution og ensomhed – om landsbyer for usædvanlige mennesker, om socialfilosofi og pædagogik, at han ofte stillede det samme spørgsmål til sine studerende. Han spurgte, hvad de gør, når de står på bussen: ”Kun to sæder er ledige, helt fremme. Det ene er ved siden af en, som ser ud som de fleste folk. Det andet er ved siden af en, som helt tydeligt ikke er som de fleste. I daglig tale vil han blive kaldt tilbagestående eller måske sindssyg. Hvilket sæde vælger du – eller vi?”

Det spørgsmål kan alle pædagoger med fordel stille sig selv og bruge som igangsætter af en dialog med kolleger.

Endelig kan man lade sig inspirere af alle de mange gode vinkler i dette nummer af Pædagogisk Extrakt – og lade dem være afsæt for egen refleksion og kollegial samtale.

God læselyst

OM Af Susanne Tellerup sute@via.dk Uddannelsesdekan for VIA Pædagoguddannelsen

Pædagogisk Extrakt

4

VIA University College

KLUMME

Det kræver mere end gode intentioner, hvis pædagogikken skal være for alle I dette nummer af Pædagogisk Extrakt fortæller 26-årige Emilie Ghali, at hun som barn blev placeret i specialskole, fordi hun har et talehandicap. Det gjorde, at hun fagligt kom bagud i forhold til sine jævnaldrende. Jeg kan også sige det på en anden måde. Jeg kan sige, at Emilies jævn­aldrende – dem der ikke blev placeret i specialskole – fik et forspring. Et forspring, som Emilie siden har skullet indhente.

I dag er Emilie ­jurastuderen­de og næstforkvinde i Sammen­ slutningen af unge med handi­ cap. Hun arbejder for, at unge med handicap i fremtiden skal

have bedre muligheder og møde mindre modstand, end hun selv har gjort.

Den blinde vinkel Emilies historie gør indtryk. Både på grund af den uretfærdighed, hun oplevede. Men også på grund af Emilies åbenlyse styrke.

Hun klarer sig (godt) på trods.

Det er langt fra alle, der gør det.

Det ligger dybt i pædagogers profession at arbejde for at mindske social uretfærdighed.

At arbejde for lige deltagelses­ muligheder for alle. Men på trods af gode intentioner er der fortsat ulighed – også i pædagogisk

praksis. Diskriminerende praksisser kan være svære at få øje på.

De usynlige forhindringer Hvis ingen nogensinde har stillet spørgsmål til din ret til fx at vælge at gå med tørklæde. Eller du aldrig har måttet overveje din sikkerhed, før du tog din kæreste i hånden i det offentlige rum, så kender du ikke utrygheden ved at være på vagt i forhold til at vise din religion eller kærlighed.

Hvis du aldrig har været afhængig af hjælp fra en pædagog til intime forhold, så har du ikke mærket den sårbarhed, der er forbundet med det.

Hvis du har en krop, der uden problemer kan gå på trapper, lægger du næppe mærke til, hvor ofte elevatoren på togstationen ikke virker. Og hvis din krop passer til stolen i skolen, restauranten eller bussen, så oplever du ikke det besvær eller den umulighed, som dem der ikke er så heldige, oplever.

Faglighed, indsigt og vilje I dette nummer af Pædagogisk Extrakt beskæftiger vi os med, hvem pædagogikken ubevidst favoriserer. Hvem, der er på kanten af eller udenfor fællesskabet.

Vi stiller skarpt på, at udviklingshæmmede med demens under-

diagnosticeres, og derfor ofte ikke får den behandling, som de har ret til. Vi anmelder bogen (Farve)blinde vinkler - om racia­ lisering, ulighed og andetgørelse i pædagogisk praksis. Vi kigger på normkritik som en vej til at mindske social uretfærdighed i klubben. Og meget, meget mere.

Hvis pædagogikken skal være for alle, kræver det meget mere end gode intentioner. Det kræver faglighed, indsigt i diskriminerende praksisser, og vilje til at kaste lys på det, der ligger i majoritetens (privilegie)blinde vinkel.

OM Erika Zimmer Brandt ezb@via.dk Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen og redaktør af Pædagogisk Extrakt

Følg os også på Facebook og Instagram og kom med idéer til temaer, vi skal tage op. Har du selv en vigtig historie at fortælle, så tøv ikke med at kontakte os!

Glæd dig også til det kommende temanummer Forår 2024 Verden er så stor, så stor Lyt også til vores podcast her

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

5

PÆDAGOGIK FOR MIG? Af journalist Hanne Duus, VIA University College, hd@via.dk

Sølund Musikfestival – et fællesskab for alle Men hvad er det, der gør Sølund Musikfestival så attraktiv? Vi har snakket med Jesper Gadegaard og Majbritt Skovsgaard, der begge er pædagoger, ansat i henholdsvis Musik & Medieværk­stedet i Aarhus og på Skander­borg Fællesskaberne, men som hvert år deltager på festivalen.

Foto: Klaus Dreyer

De fleste kender Sølund Festivalen. En årlig, populær musikfestival, der tiltrækker mere end 20.000 gæster hvert år.

Der kommer udviklingshæmmede, som festivalen i første omgang er skabt til, p ­ ædagoger, familie og venner, og en stor stab af frivillige, der trofast ven­der tilbage år efter år for at hjælpe på og deltage i festivalen.

Pædagogisk Extrakt

6

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

Jesper ser talentet bag diagnosen

Foto: Klaus Dreyer

Til daglig er Jesper ­Gadegaard leder af Musik & Medieværk­ stedet i Aarhus, men en gang om året river han en måned ud af kalenderen. Og så tager han til Sølund Musikfestival. For ham handler det om at lære de udviklingshæmmede, at de godt kan selv. Og lære pædagogerne at turde give ansvaret fra sig. ”Jeg vil rigtig gerne lære kommende omsorgspersoner, at de skal turde stole på de her mennesker. Få øjnene op, for at de sagtens kan selv. Det kan ikke nytte noget, at vi gør alt for dem,” siger Jesper Gadegaard, der er uddannet pædagog og daglig leder af Musik & Medie­ værk­stedet i Aarhus - en

Jeg ville vise verden, at dem jeg arbejder med, er hamrende dygtige musikere med et talent. Jeg drømmer om at udviske det der – dem og os.

arbejds­plads for voksne med varig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne.

Hvert år rykker han ­teltpælene op og tager på Sølund Musik­ festival sammen med dem, der har lyst fra Musik & Medie­ værkstedet. På festivalen er de med både før, under, bag og efter festivalen. De bygger ­scener, hjælper med alt det praktiske, spiller musik, og flere hjælper også med at lukke det hele ned igen efter en veloverstået festival. ”Det er velfungerende udviklingshæmmede, der tager med.

Flere af dem flytter herned og bor i perioden. De får et ansvar,

Se mere om Sølund Musikfestival

!

Pædagogisk Extrakt

7

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

de kan løfte. Og det er grundpillen i min pædagogik. At give ansvar, så folk vokser. Og når de har haft succeser på scenen, så kan de også tage vare på deres eget liv,” siger Jesper Gadegaard.

Han fortæller videre om en af deltagerne, der er steget så meget i graderne, at han har fået egen beboelsesvogn, og nu er blevet vandansvarlig.

Ekspert i at have is i maven ”Han kører rundt, og sørger for, at folk får noget at drikke i heden, mens de arbejder. Han er blevet så dygtig, at han er sprunget ud af mit hold, og nu er en del af organisationen,” siger Jesper Gadegaard. Han uddyber og fortæller, hvor vigtigt det er, at alle får et ansvar, så de har noget at leve op til, og være stolte over. ”Jeg er ekspert i at have is i maven i forhold til at lægge ansvaret over på de handicappede. Det er det, jeg lever af og

I flere år lavede vi nogle super fede seminarer i alle fire lande, hvor Sølund var den danske hjemmebane. Musikerne spillede for og sammen med hinanden, så de kunne lære af hinanden.

Og de her mennesker fik venskaber, de ellers aldrig ville have fået.

For de rejser jo ikke bare lige til Holland, og møder nogle ligesindede.

for,” siger Jesper Gadegaard, der udover at bygge scenerne, også er ansvarlig for den kulturforskning festivalen bidrager med.

Til kulturforskningen arbejder Jesper Gadegaard med brugerbandet The Mumes.

Music unites Europe The Mumes er et velrenommeret og dygtigt band, der har til huse i Musik & Medieværkstedet i Aarhus. I 2014 søgte daværende projektleder Brian Laurie og festivaldirektør Lasse Mortensen midler til et nyskabende projekt, der skulle ændre handicapkunst og –kultur for altid.

I forbindelse med Kulturby 2017 i Aarhus blev Music unites Europe skabt. På tværs af lande­grænser og funktionsniveau fandt de talenter a la Mumes i både Sverige, Tyskland og Holland. Efter 3 år overtog Jesper Gadegaard lederrollen i projektet.

Jesper Gadegaard

Pædagogisk Extrakt

8

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

Det blev til store festivaler i Danmark, Holland, Tyskland og Sverige. Desværre døde projektet under corona på det internationale plan, men inden da havde projektet skabt en masse gode oplevelser, og musikerne lærte at komme ud over scenekanten blandt andet ved hjælp af eksterne gæsteundervisere.

Jesper fortæller, at de med tiden var blevet rigtig gode musikere, så det ville være så fedt at finde på nogle nye idéer, der kunne holde deres gejst i kog.

Det eneste krav til samarbejdet var, at han ikke måtte gøre det af barmhjertighed.

For så ville Jesper ikke være med. For ham handler det om ikke at udstille nogen.

”Så gik jeg i tænkeboks og tænkte: ’Hvad er det egentlig, jeg vil med det her? Hvordan kan jeg komme ind og provokere den gængse relationsforståelse om, at der er pædagoger - og så er der de udviklingshæmmede.

Jeg ville vise verden, at dem jeg arbejder med, er hamrende dygtige musikere med et talent.

Jeg drømmer om at udviske det der – dem og os,” siger Jesper Gadegaard.

jekt sammen med The Mumes.

Sammen skulle de skabe et gospelorkester, der skulle synge til festivalens 35 års jubilæumskoncert (i 2022 (red.)) Her skulle de hylde de største musikere, der har spillet på festivalen. Og ifølge Jesper Gadegaard var det interessante, at de studerende kom ind i arbejdet med en tanke om, at de skulle ind og hjælpe nogen. Men det blev helt omvendt.

Et fælles tredje på højt niveau Han fik fat i en underviser fra Diakonhøjskolen fra VIA i Aarhus, der gerne ville være med i et pro-

”Det her fælles tredje har aldrig været så fælles før. For de to grupper - de studerende og musikerne fik noget helt vidun-

derligt sammen. De skulle spille sammen foran 8.000 mennesker. Og det blev bare en kæmpe succes. Folk stod nærmest og græd nede foran scenen. Det var simpelthen så godt. Og det kom der nogle ægte relationer af nærmest personlig karakter ud af.

En af de studerende er faktisk i perioder stadig sammen med os i dag,” siger Jesper Gadegaard.

Musik fjerner diagnoser Efter successen med jubilæums­ koncerten i 2022, fik de en ny idé, da musikeren Chief 1 kon­ takt­ede Sølund, fordi han gerne ville spille på festivalen. Den

var de hurtige til at gribe, og ret hurtigt udviklede de endnu et spil-sammen koncept.

Foto: Vingefoto

”I flere år lavede vi nogle super fede seminarer i alle fire lande, hvor Sølund var den danske hjemmebane. Musikerne spillede for og sammen med hinanden, så de kunne lære af hinanden.

Og de her mennesker fik venskaber, de ellers aldrig ville have fået. For de rejser jo ikke bare lige til Holland, og møder nogle ligesindede,” siger Jesper Gadegaard.

”Vi fik The Mumes til at indspille en af Chief 1’s sange, uden at fortælle, hvad den skulle bruges til. De fik en måned til det. Jeg havde den dagen efter,” griner Jesper Gadegaard.

Sammen med Lasse og Sara (direktionen nra Sølund Musik­ festival (red.)) besøgte Jesper Chief 1. De ville høre, om han ville være med i et musikprojekt, der handlede om at nedbryde grænser i forhold til diagnoser – om at være stemplet som udviklingshæmmet. ”Som udviklingshæmmet er dine arbejdsmuligheder begrænsede.

Du kan blive flaskedreng eller noget i den stil - og ikke rigtig andet. Og så ligner det, at du er en del af samfundet. Men, hvad nu, hvis vi rent faktisk tager talentet seriøst, og er fuldstæn-

!

Et forsknings­ projekt om Music unites Europe Music unites Europe årgang 2019, blev fulgt af det interna­tionale forskerteam, SPEDUCULT. I løbet af to uger samlede forsknings­ teamet en stor mængde empiri. Det blev til en forskningsartikel, der konkluderede, at det at se brugeren i kulturel øjenhøjde var nyt og udfordrende.

Læs artiklen her.

Pædagogisk Extrakt

9

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

!

dig ligeglad med, hvad du ikke kan. For det er lige præcis det, musik kan. Musik er et sprog på tværs af alt. Og han faldt helt på røven over det,” siger Jesper Gadegaard.

Vi tror på dem – og så kan de Det eneste krav til samarbejdet var, at han ikke måtte gøre det af barmhjertighed. For så ville Jesper ikke være med. For ham handler det om ikke at udstille nogen. ”Jeg sagde til ham, at han skulle være med, fordi han kunne se, at de er dygtige musikere. Og den greb han fuldstændig. Og det samme gjorde The Mumes,” siger Jesper Gadegaard.

Sammen opøvede The Mumes og Chief 1 et repertoire af sange - både af Chief 1 og af andre fra forskellige kunstnere, der havde spillet sammen med ham

i både “Toppen af poppen” og i “Sommertogtet”. Og de kom i den grad ud over rampen. Både musikalsk og i medierne. De kom både i Godmorgen Danmark, i P4, og senest har de spillet i Musikhuset i Aarhus. Og så endte det med et kæmpe show på Sølund Festivalen. ”De blev taget dybt seriøst på scenen. Og det er fordi, vi tør sige: I kan godt det her. Det er stort. Og så siger jeg: Kan du stå på en scene og spille for 1.000 mennesker. Så kan du fandme også selv tage din opvask, når du kommer hjem,” siger Jesper Gadegaard, der slutter af med at fortælle om en musiker, Jon Brændsgaard Toft, der nærmest ikke turde sige et ord til Jesper det første år, de arbejdede sammen. Nu spiller han trommer for Jacob Haugaard, og er blevet en professionel musiker igennem det her projekt.

Om Musik & Medieværkstedet Musik & Medieværkstedet er et dagtilbud under FO-Aarhus for voksne mennesker med fysisk eller psykisk handicap og med interesse for musik og medier.

De er inspireret af John Deweys ’Learning by doing’ og Etienne Wengers teori om ’Praksisfællesskaber’. De arbejder ud fra tanken om, at vi lærer bedst ved at gøre noget. Samtidig er du selv ansvarlig for din egen rolle i fællesskabet på værkstedet.

Hovedparten af de ansatte kommer fra et arbejdsliv uden de store succeshistorier. De er blevet mødt forkert. Der har været sat for store krav, og de er er blevet misforstået.

Se mere om Musik & Medieværkstedet her Se og hør The Mumes spille sammen med Chief 1 her

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

10

PÆDAGOGIK FOR MIG? Af journalist Hanne Duus, VIA University College, hd@via.dk

Foto: Klaus Dreyer

Majbrit skaber magi på Sølund Musikfestival

Pædagogisk Extrakt

11

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

Majbrit er pædagog og ansat i Skanderborg Fællesskaberne. Og så er hun vild med at forvandle festivalgæsterne på Sølund Musikfestival med kreativ sminkning. Hun har deltaget i festivalen, siden hun læste på seminariet, og sammen med sine medstuderende blev en del af sminkeboden. Her kan festivaldeltagerne slappe af, møde nye mennesker, og få en farverig makeover.

Mere end bare et nyt look I dag er Majbrit Skovsgaard medformand i sminkeboden, hvor hun arbejder på at give festivalgæsterne en god oplevelse.

”Sminkeboden har fået vokseværk, og i år er vi flyttet til et nyt og større område sammen med andre forskellige aktiviteter. Nu er der både et kreativt område, et særligt kærlighedssted, hvor de kan gå hen, og møde en kæreste – og så selvfølgelig sminkeboden,” siger Majbrit Skovsgaard, der fortæller, at det er gratis at blive malet, for det handler ikke om økonomi, men om at få en god oplevelse.

Foto: Jace Champney

Majbrit Skovsgaard er ­uddannet pædagog, og er i dag ansat som specialfaglig konsulent ved Skanderborg Fællesskaberne.

Og så er hun frivillig i sminke­ boden ved Sølund Musikfestival.

”Det går helt tilbage til min studietid på seminariet, hvor vi blev opfordret til at melde os som hjælpere på Sølund Musikfestival. Sammen med min medstuderende blev jeg hyret ind til sminkeboden,” siger Majbrit Skovsgaard, der er specialfaglig konsulent i Skanderborg Fællesskaberne. Én gang om året skifter hun kasket, og står i sminkeboden sammen med andre frivillige på Sølund Musikfestival.

”Arbejdet i sminkeboden har en stor pædagogisk værdi. Her er det ikke nok bare at være kreativ og kunne male. Vi kommer jo rigtig tæt på festivalgæsterne, så det er vigtigt, at vi både tør og har lyst til at snakke med dem.

Vi er her jo for at give dem den

Pædagogisk Extrakt

12

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

Mange vender tilbage år efter år Når gæsterne kommer til boden, bliver de mødt af en hel masse billeder af tidligere festivaldeltagere, der er blevet sminket af Majbrit og hendes kollegaer. ”Mange kommer i boden for at se deres eget billede. Det er lidt sejt at få sit billede op at hænge i boden. Og for mange er det årets projekt bare at komme her.

Vi har fx en, der kommer hvert år, for at få en ny nøgen dame på armen,” siger Majbrit Skovsgaard og smiler.

Hun fortæller, at de frivillige medarbejdere er en god blanding af både fagprofessionelle og andre med ønske om at gøre en forskel for festivalens målgruppe. Der er fx også FGUelever blandt de frivillige, og for dem er det ofte deres første møde med målgruppen.

Det handler om relationer og gode oplevelser På spørgsmålet om, det er muligt at beholde sin entusiasme for projektet efter så mange år, svarer Majbritt bare – ja! Det er umuligt ikke være entusiastisk, når vi kan mærke, hvor meget glæde, der er. ”Det er vildt sjovt at være med.

På mange måder. Det er fedt at give andre det fede liv på en festival. Både sjovt og hårdt, for vi er virkelig på hele tiden. Og der er meget travlt i boden – under hele festivalen. Men det er det hele værd. At give de her mennesker en stor festivaloplevelse. Og så er det altså også ret fedt at udvikle på projektet.

Både for festivalen, for del­ tagerne - og for os selv,” siger Majbrit Skovsgaard, der u ­ ddyber og fortæller, at festivalen er en væsentlig del af hendes liv, og griber også ind i familien og venne­kredsen.

”Mine piger og flere veninder er også med på festivalen, og i løbet af året fremstiller vi ting, vi skal bruge i boden. Fx har vi siddet omkring spisebordet herhjemme, og kreeret en masse snore til at sætte i håret. Det tager alt for lang tid at gøre under festivalen. Og så er det megahyggeligt,” siger Majbrit Skovsgaard, der allerede nu ­glæder sig til næste års festival.

Foto: Jace Champney

fulde oplevelse,” siger Majbrit Skovsgaard.

Vi kommer rigtig tæt på festivalgæsterne, så det er vigtigt, at vi både tør og har lyst til at snakke med dem. Vi er her jo for at give dem den fulde oplevelse.

Alle er velkomne Majbrit Skovsgaard er ikke enestående på festivalen. Der er masser af frivillige, der hjælper med at få festivalen til at fungere. Og skabe en fantastisk oplevelse for de godt 20.000 festivalgæster, der hvert år deltager i festivalen. Og her er både pædagoger, andre faggrupper, studerende og mennesker med forskellige handicaps. Det eneste krav er, at medarbejderne er fyldt 18 år, og har lyst til at gøre Sølund Musikfestival til en god oplevelse for alle.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG? Af pædagog Sofie Birkholm, pædagog Lærkemaia Højgaard Have, pædagog Anders Damsgaard, pædagog Sofie Bjerrum Futterup og adjunkt Sebastian Nemeth, VIA Pædagoguddannelsen

Udviklingshæmmedes seksualitet - om at arbejde pædagogisk med det tabuiserede og intime

Gennem vores praktikker i det specialpædagogiske felt, har vi oplevet, at udviklingshæmmede borgeres seksualitet fortsat er et tabuiseret og svært felt for mange pædagoger. Derfor valgte vi, som en del af vores bachelorprojekt, at lave en undersøgelse på et bosted, hvor vi vidste, at problematikken var aktuel.

Baggrunden for vores under­ søgelse er en forståelse af seksualitet, der læner sig op ad WHO’s definition af seksualitet.

I den definition lægges der vægt på, at seksualitet indeholder såvel fysiske, psykiske og sociale dimensioner og er en integreret del af ethvert menneskes personlighed.

Seksualitet er derfor meget mere end eksempelvis sex. Og da seksualiteten er en integreret del af et menneskes personlighed, er det at være et seksuelt menneske, en menneskeret, der er tæt forbundet med retten til at bestemme over egen krop og træffe valg på egne vegne.

13

Pædagogisk Extrakt

14

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

Seksualitet er en del af trivselsarbejdet Gennem vores undersøgelser fandt vi ud af, at selv pædagoger, der arbejder med seksuel adfærd hos borgere hver dag, langt fra synes, at det er en simpel opgave. Pædagogerne pegede på servicelovens manglende fokus på seksualitet i den pædagogiske opgave. Men samtidig er de enige i, at mulighederne for at udtrykke sin seksualitet og udleve den under trygge forhold, er en del af helt almene, menneskelige behov.

Pædagogerne ser det som centralt, at seksualitet er en kompleks dimension af ethvert menneskes identitet og, at seksualitet derfor hører til som en del af trivselsarbejde.

Problematikken kalder derfor mere på en nuancering af arbejdet med borgernes trivsel, end den kalder på omskrivninger af servicelovens paragraffer.

Der er angst for berøring Vores undersøgelse viste, at arbejdet med udviklingshæmmedes seksualitet fortsat er præget af dilemmaer og udtalt berøringsangst . Især i spændet mellem seksualitet, som hører til borgernes privatliv, og det pædagogiske arbejde, som er offentligt og professionelt, gør det komplekst. Det seksuelle kan både være svært og sårbart at arbejde med, og det rammer ind i en privatsfære, som pædagogerne samtidig finder svær at håndtere professionelt i deres arbejde som myndighedspersoner. Her kan en seksualpolitik få direkte betydning for både personalets håndtering af seksualitet og også borgernes ret til at udtrykke og udleve deres seksualitet.

De enkelte pædagoger har ansvaret for egen praksis, mens det overordnede ansvar for kvaliteten af det pædagogiske tilbud er institutionens. Bostedet, som

vi lavede vores undersøgelse på, har for nuværende ikke en seksualpolitik. Men på baggrund af vores undersøgelse anbefaler vi, at de laver en. For en seksualpolitik giver en retning for den pædagogiske praksis i et område, der er fyldt med dilemmaer, og som pædagogerne oplever som vanskeligt at navigere i. Samtidig vil en seksualpolitik åbne for at samtale om seksualiteten som en del af borgernes almene livsbehov.

Vi så flere steder i vores datamateriale, at det private influerede på enkelte pædagogers tilgang.

En pædagog fortalte uopfordret om sin egen seksualitet, mens en anden fortalte, at hun havde svært ved området på grund af egne traumer. Vi mener, at en fælles seksualpolitik - og måske en fælles faglig opkvalificering af institutionens personale - kunne give borgerne et mere fagligt tilbud, der ikke i så høj grad afhænger af, hvilken pædagog

Vores undersøgelse viste, at arbejdet med udviklings­ hæmmedes seksualitet fortsat er præget af dilemmaer og udtalt berøringsangst.

Pædagogisk Extrakt

15

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

Når barnet med glædelig entusiasme har fundet sit kønsorgan, så er der ofte mere overbærenhed fra de voksne, end når en borger på 30 år gør det samme.

borgeren tilfældigvis er blevet tilknyttet.

Barnets begejstring i den voksne krop Borgere med funktionsnedsættelser har samme fundamentale behov for at udforske og udvikle deres egen krop som mennesker uden funktionsnedsættelse.

Men funktionsnedsættelser kan komplicere identitetsudviklingen.

Dette skaber en særlig dynamik, hvor både borgere og personale står over for udfordringer i arbejdet med at forstå og acceptere seksualitet. Nogle borgere har måske et kognitivt niveau svarende til et barns, mens deres kroppe og deres hormonniveau

er på niveau med voksnes. I den barnlige seksualitet er det sanse­ lige, oplevelsen og erfaringen med kroppen i centrum. Barnet giver vi mulighed for at opleve den umiddelbare glæde ved at erfare sin krop. Når et barn på 2 år har et behov for at løbe nøgen rundt og grine, mens de klasker deres egne baller. Og når barnet med glædelig entusiasme har fundet sit kønsorgan, så er der ofte mere overbærenhed fra de voksne, end når en borger på 30 år gør det samme.

Når borgere har en lav kognitiv funktionsalder, en voksen krop og en børneseksualitet, står personalet overfor udfordringer med

at adressere borgerens seksualitet, da den strider imod samfundets normer og værdier.

Vores undersøgelse viste altså, at det er en god idé at udarbejde en seksualpolitik. Bostederne kan også med fordel bruge seksualvejledere til at kvalificere arbejdet med borgernes seksualitet. Seksualitet er personligt og intimt, og det er derfor nødvendigt at finde ud af, hvordan man på bostederne kan arbejde med det på en respektfuld, sund og professionel måde. På den måde kan pædagogerne blive bedre klædt på til at aftabuisere udviklingshæmmedes seksualitet.

Fra venstre: Sofie Bjerrum Futterup, Anders Damsgaard, Sofie Birkholm og Lærkemaia Højgaard Have

OM Sofie Birkholm SofieBirkholm@hotmail.com Pædagog

Sofie Bjerrum Futterup sofiefut@gmail.com Pædagog

Anders Damsgaard apdamsgaard@gmail.com Pædagog

Sebastian Nemeth sne@via.dk Adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen

Lærkemaia Højgaard Have lhpims@gmail.com Pædagog

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG? Af Anette Vinther Mortensen, pædagog og medstifter af Demenitia Consulting - Vinther og Sloma

Mennesker med udviklingshandicaps har øget risiko for at udvikle demens

- men ofte opdages det alt for sent Tidlig opsporing og indsats i forhold til demens er afgørende for at sikre, at mennesker med udviklingshandicap får den bedst mulige pædagogiske støtte. Nøglen til tidlig opsporing er faglig viden om demens.

16

Pædagogisk Extrakt

17

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

Et menneske med demens, der ikke er trygt, er ikke i stand til at indtage mad eller drikke – trygheden er det primære behov, der først skal etableres.

Levealderen har været stigende i Danmark de sidste mange år.

Det betyder, at en øget andel af befolkningen bliver ramt af demens. Det gælder også mennesker med udviklings­handicaps.

Særligt mennesker med Downs Syndrom er i forøget risiko for at udvikle Alzheimers sygdom, der er en degenerativ demenssygdom.

85% af mennesker med Downs Syndrom, der er over 65 år, udvikler demens med tidlig debut af symptomer, ofte allerede fra 30-årsalderen. For mennesker med et udviklingshandicap får 22% over 65 år demens, mens tallet for den samlede befolkning til sammenligning kun er 5%. Viden om demens ­indenfor specialområdet har derfor sin berettigelse og relevans.

Pædagoger mangler viden om demenssymptomer Tidlig opsporing lykkes ofte ikke for mennesker med udviklingshandicaps. Dette skyldes blandt andet manglende faglig viden, men også at specialområdet er et højkomplekst område. Det kan være lidt af et detektivarbejde for pædagoger at skelne mellem, hvilke dysfunktioner og udfordringer, der skyldes det medfødte udviklingshandicap, aldring eller demens.

I Danmark er lighed i sundhed på den politiske dagsorden – og med rette, da social ulighed i sundhed er et voksende problem.

Uligheden peger ind i udfordringerne med at opspore og diagnosticere demens indenfor specialområdet. Viden og øget faglig forståelse om demens-

symptomer, differentialdiagnoser med videre er, for mig, en del af løsningen. Alle pæda­goger bør kende demenssymptomerne.

Derfor er det også ­vigtigt, at lederne af institutionerne sikrer, at medarbejderne kompetenceudvikles. Medarbejderne er dem, der er tættest på borgerne i dagligdagen. Medarbejderne skal, via deres faglige iagttagelser, være opmærksomme på at spotte forandringer i en borgers adfærd.

Redskaber til diagnosticering Den tidlige opsporing l­ykkes oftere, når pædagoger og ­på­­rørende udfylder demens­ skemaer. Jeg så gerne, at vi gjorde det første gang, når en borger er 25 år. Så er der et dokumenteret øjebliksbillede af borgerens almene funktions­ niveau. Når der opleves ændrin-

Pædagogisk Extrakt

18

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

ger i et menneskes adfærd, udfyldes et nyt demensskema – der kan gå et år eller længere tid imellem. Jo hyppigere forandringer, des hyppigere skal skemaet udfyldes. Det er blandt andet ud fra demensskemaer, at en læge eller psykiater stiller ­en demensdiagnose indenfor ­specialområdet. Mange mennesker med et u ­ dviklingshandicap kan ikke samarbejde om en hjerne­scanning. Demensskemaet er et redskab til diagnosticering, og du kan finde dem på hjemmesiden for Nationalt Videncenter for Demens.

Tryghed skal først etableres Tryghed er måske det v ­ igtigste i arbejdet med mennesker med udviklingshandicaps og demens, da utryghed og angst er forbundet med en demensdiagnose.

Mennesker med demens oplever, i takt med at sygdommen udvik-

ler sig, verden som tiltagende kaotisk og fremmed. Sanserne sløres og opfattelsesevnen forvrænges. Et menneske med demens, der ikke er trygt, er ikke i stand til at indtage mad eller drikke – trygheden er det primære behov, der først skal etableres. Her er det afgørende at have et indgående kendskab til borgeren og det, der er betydningsfuldt og trygt for ham.

Faglig viden om demens gør, at en medarbejder kan forstå borgerens perspektiv, kompensere og skabe trygge rammer.

Al adfærd er kommunikation – pædagogerne skal kunne se bag om adfærden, analysere fagligt og forstå, hvordan borgeren oplever verden. Hvis Mads fx pludselig ikke vil til frisøren længere og går i panik, når han står foran frisøren, kan det ­skyldes perceptionsforstyrrelser, der

Det asymmetriske magtforhold bliver forstærket i takt med, at demensen udvikler sig. Når et menneske svækkes i at udtrykke sine ønsker, er det endnu mere vigtigt, at pædagogen samler tråden op, hvor borgeren taber den.

OM Anette Vinther Mortensen anettevinthermortensen@yahoo.dk Pædagog, forfatter og selvstændig konsulent I 2020 startede Anette Vinther Mortensen Dementia Consulting – Vinther & Sloma sammen med sin kollega Gitta Sloma. De har specialiseret sig i at formidle viden om demens til pædagoger. De giver også faglig sparring og udarbejder neuropædagogiske demensrapporter, der er en faglig analyse ud fra borgerens adfærd.

Anette Vinther Mortensen er forfatter til fagbogen Mennesker med udviklingshæmning -og demens.

Pædagogisk Extrakt

19

VIA University College

PÆDAGOGIK FOR MIG?

aktiverer angst i ham, når han står foran trapperne.

Pårørende og livshistorien Pårørende er en ressource, der blandt andet kan bidrage med viden om borgerens livshistorie Livshistorien er kilde til viden om borgerens levede liv, interesser, kompetencer, glæder, erfaringer, og så videre. Det er viden fra livshistorien, som vi kan bringe videre og give liv i dagligdagen, når borgeren selv begynder at glemme på grund af demens.

Og her bliver pædagogerne en kompenserende forlængelse af borgerens hukommelse.

Det asymmetriske magtforhold bliver forstærket i takt med, at demensen udvikler sig. Når et menneske svækkes i at udtrykke sine ønsker, er det endnu mere vigtigt, at pædagogen samler tråden op, hvor borgeren taber den. Pædagogen skal videreføre

borgerens værdier, normer og støtte hans interesser i praksis for at styrke og opretholde borgerens identitet, tryghed og glæde længst muligt.

Når man rammer en borgers essentielle interesser, kan det tænde lys i øjnene. Og alle de gode neurotransmitterstoffer boostes. Dopamin, serotonin og oxytocin forøger borgerens vitalitet, vågenhed og evne til nærvær, og det almene funk­ tionsniveau hæves for en stund.

Omsorgspersoner og magt Det er på den ene side fascinerende, hvor stor og positiv en forskel vi, som socialpædagoger, kan gøre for andre mennesker - den faglige tilgang er altafgørende. På den anden side er det skræmmende, hvor stor en magt, vi har som de primære omsorgspersoner.

Det er som den kendte danske filosof K.E. Løgstrup skriver i sin etiske fordring fra 1956: ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man ­vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej”.

Bogfakta

!

Anette Vinther har skrevet fagbogen Mennesker med udviklingshæmning - og demens.

Bogen er skrevet på baggrund af Anette Vinthers mange års erfaring i botilbud med fokus på demens.

Hun videreudviklede den eksisterende demensteori om de 5 A’er og lavede demensmodellen de 8 A’er, der er beskrevet i bogen. Det er Anettes vision, at bogen skal være med til at kaste lys på emnet demens og generere øget faglig viden om de 8 demenssymptomer indenfor socialområdet.

Du kan købe bogen her.

Pædagogisk Extrakt

20

VIA University College

TANKEBOBLER - SFO-SOFIE

Juleønsker Om SFO-Sofie SFO Sofie er pædagog i skolereformens malstrøm. Hun tager afsked med fritidspædagogikken og får nye arbejdsopgaver, nye kollegaer og ny ledelse.

Med sig i malstrømmen har SFO Sofie blandt andet børnene, forældrene, kollegaerne (både pædagoger og lærere), skoleledelsen og kommunen.

Følg SFO Sofies arbejdsliv på bloggen, på Twitter og på Facebook

Pædagogisk Extrakt

21

VIA University College

TANKEBOBLER Af Caroline Bach, lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

En ildsjæl, der går på arbejde med højt humør - Hvad siger jobopslag om forståelsen af pædagogers faglighed og færdigheder?

Hvad lægger arbejdsgiverne vægt på, når de skal beskrive deres kom­mende medarbejder til fritids- og klubtilbud?

Det har et nyt forsk­nings­projekt fokus på. På baggrund af 145 jobopslag fra årene 1970 -2020 viser der sig en tendens: Arbejdsgiverne har til stadighed fokus på ansøgerens personlighed og interesser fremfor faglighed og færdigheder.

En bestemt personlighed søges Det første, der sprang i øjnene, da jeg læste de mange job­ opslag var, at der var et meget stort fokus på klubpædagogens personlige egenskaber. Jeg så fire karakteristika, som var gennemgående i jobopslagene.

Arbejdsgiverne søger personer med humor, engagement, gå-påmod og samarbejdsvilje.

Det er et gennemgående træk i alle jobopslag, at arbejdsgiveren skriver noget ansøgeren gerne må interessere sig for, men der stilles ikke faglige eller tekniske krav til denne interesse. Måske bygger ordvalget på en historisk forståelse af pædagogfaget som et kald, da det implicit refererer

til en form for lystbetonet drivkraft.

I et typisk eksempel fra 1990 fremgår det fx, at arbejdsgiveren foretrækker bestemte personlige egenskaber, og der spørges efter en bestemt interesse: ”Initiativrig, selvstændig person gerne med interesse for træværksted – dog ingen betingelse.” (Børn & Unge, 1990. nr.

30) I de senere jobopslag ser jeg, at det bliver almindeligt at lave punktopstillinger over forventninger til ansøgerens person.

Nedenstående er et typisk eksempel, der ligeledes kommer fra Børn & Unge (2000):

Pædagogisk Extrakt

22

VIA University College

TANKEBOBLER

”Vi forventer af dig, at du: - Har relevant pædagogisk uddannelse - Er åben, udadvendt og initiativrig - Har overblik og humor - Er interesseret i udvikling og samarbejde - Besidder en høj arbejdsmoral” Jeg har i min analyse interesseret mig for, hvilke bevægelser jeg kunne identificere i jobopslagene gennem tiden. Og der var et for mig overraskende stort fokus på ansøgerens interesser og personlighed. Og fokus er kun forøget gennem årene.

Dette er et tidstypisk eksempel fra Jobindex i 2020: ”Vi søger dig - som brænder for at igangsætte aktiviteter i SFO eller klub og inddrage børnene i alle aktiviteter - som er en ildsjæl, og som er med til at sætte præg på SFO- og klubtid - med interesse inden for fx digitale medier, teater, musik, bevægelse og udeliv - som er en blæksprutte, og som trives med en travl hverdag - dig, som ser ressourcer frem for begrænsninger, og er god til at samarbejde på tværs med respekt for forskellighed - som går på arbejde med godt humør”

I de senere jobopslag ser jeg, at det bliver almindeligt at lave punktopstillinger over forventninger til ansøgerens person.

Hvor blev fagligheden af?

I et historisk perspektiv er det måske ikke overraskende, at der er et vedholdende fokus på pædagogens personlige egen­ skaber. Der er nemlig både historiske og samfundsmæssige årsager til, at pædagogfaget, ligesom lærerfaget og sygepleje­ faget, har været opfattet som et kald. Et kald, der måske anses for at være mere båret af per­ sonlighed end faglighed.

Men når det er sagt, er det vanskeligt at dokumentere en sammenhæng mellem per­ sonlighed og det at være en god pædagog. Allerede i 1970 foretager Dr. Dale L. Bolton fra University of Washington en undersøgelse, som viser, at det er umuligt at forudsige unge menneskers fremtidige kompe­ tencer som lærere ved hjælp af fx personlighedstest. Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Per Fibæk Laursen lavede i 2004 en kombineret

OM Caroline Bach caba@via.dk Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen.

Caroline er videnmedarbejder ved Program for hverdagsliv og fritids­ pædagogik, VIA Pædagogik og dannelse.

Pædagogisk Extrakt

23

VIA University College

TANKEBOBLER

Jeg har i min analyse interesseret mig for, hvilke bevægelser jeg kunne identificere i jobopslagene gennem tiden. Og der var et for mig overraskende stort fokus på ansøgerens interesser og personlighed. Og fokus er kun forøget gennem årene.

interview- og observationsundersøgelse af 30 folkeskolelærere.

Lærerne havde alle har ry for at have høje personlige kompetencer. Konklusionen på undersøgelsen blev, at det ikke gælder om at have en bestemt personlighed. Det gælder om at undervise i overensstemmelse med den personlighed, man nu har. Ph.d og tidligere lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Martin Bayer skriver i bogen Person: pædagogik, profession og forskning fra 2017, at der ikke er meget i uddannelsesforskningen, der peger på, at personligheden har betydning for en succesfuld pædagogisk praksis. Det er med

andre ord svært at finde belæg for, at personligheden har afgø­ rende betydning for pædagogers faglighed. Man kan derfor undre sig over det store fokus på netop ansøgerens personlighed i job­ opslag.

Har det konsekvenser for pædagogfaget?

I pædagogik spiller relationen en afgørende rolle, og derfor er det på den anden side alligevel ikke overraskende, at ledere og det øvrige personale, som skal søge en ny medarbejder, har øje for ansøgerens personlighed. Det overraskende er måske i hvor høj grad personligheden ­kommer

i spil og bliver dominerende i forhold til professionalisering, viden og færdigheder. Martin Bayer påpeger, at ­pædagogens repertoire er båret af den enkelte person og i den forstand kan forstås som personlig eller praktisk. Han mener derfor, at professionen kunne overveje det hensigtsmæssige i anvendelsen af ­begreb­et personlig. Det vil formentlig være sådan, at jo mere der henvises til kategorien person, jo mindre professionaliseret vil den profession, der studeres, anses for at være – og omvendt.

I en nyere undersøgelse spurgte Martin Bayer nogle pædagoger

om hvad, de mener, er vigtigst i pædagogisk praksis. 75% af pædagogerne svarede, at deres person er det vigtigste. Det personlige vurderes altså også meget højt af pædagogerne selv.

Hvis det er bestemte personlige egenskaber og lysten til arbejdet fremfor den enkeltes faglighed, der er afgørende for den pædagogiske praksis, er det nærliggende at sammenligne med lægmand. Og hvis pædagogens kompetencer kan sidestilles med lægmandsarbejde, så er det måske sværere at argumentere for mere anerkendelse, højere løn og større status.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

TANKEBOBLER

Kom med til Uddannelsesdebatten i Nørre Nissum 2023 I slutningen af september, hvor efteråret endnu ikke har fået overtaget i landet, mødtes godt 1.000 gæster på Uddannelses­ debatten på VIA i Nørre Nissum. Under en fælles paraply – ’Tilbage til fremtidens uddannelser’ – debatterede gæsterne, hvad fremtiden bringer i uddannelsesverdenen. Om demokrati, fællesskab, mistrivsel og rekrutteringsudfordringer.

24

Pædagogisk Extrakt

25

VIA University College

TANKEBOBLER

Der var fyldt til randen på årets uddannelsesdebat i Nørre Nis­ sum med en skøn blanding af gæster, der interesser sig for uddannelse. Pædagoger, lærere, andre faggrupper, forskere, tv værter, forfattere, unge, direk­ tører og så en masse studerende. Sammen deltog de i mange faglige debatter til foredragene, netværksmiddagen, i frirummene mellem de mange faglige inputs. På tværs af faggrupper, sammen med deres egne fagfæller og i musikken, hvor Peter Sommer gav en solokoncert.

Her kunne publikum opleve Lea Ringskov, Ning de ConinckSmith og Mikkel Snorre Wilms Boysen, der hver især fortalte om deres pædagogiske forskningsprojekter.

Du kan læse, se og høre meget mere om ’Tilbage til fremtidens uddannelser’ på Uddannelsesdebatten.dk.

Hun forsker i fritidspædagogikkens potentiale og begrænsning.

Og om fritidspædagogikken som en mulig bevægelse væk fra præstationspresset. I hvordan pædagoger i det fritids­ pædagogiske rum har mulighed for at støtte børn og unge, der føler sig mere og mere pressede i et udpræget konkurrence- og præstationssamfund.

På Podcast-scenen med Pædagogisk Extrakt På Podcast-scenen havde redaktør for Pædagogisk Extrakt, lektor Erika Zimmer Brandt, sat tre pædagogiske forskere stævne.

Opdagelsesrejsende i sit eget liv Lea Ringskou, lektor og forsker fra VIA Pædagoguddannelsen, fortalte om ’Fritidspædagogikken som præstationsfrigørende pædagogik’. Om, hvordan børn og unges mistrivsel er stigende.

En mistrivsel, der ofte kobles med præstationssamfundets krav.

Det handler om samtaler over eftermiddagsmaden i ­klubben, om at lægge sig i græsset, slippe alle kaninerne fri, og bare snakke i flere timer.

Fritidspædagogikken kan frigøre til ro og restitution. Frigøre til fællesskabet og få blikket rettet væk fra sig selv og ud imod verden. Hun giver et billede af børn

og unge som opdagelsesrejsende, hvor koordinaterne ikke er sat på forhånd. Hvor pædagogen følger barnets eller den unges spor, uden at have et fastsat mål på forhånd.

Lea Ringskou fortalte blandt andet om resonans i pædagogikken. Et begreb forskerne har hentet fra musikverdenen, hvor to instrumenter spiller sammen i hver deres toneart. Og mødes

Pædagogisk Extrakt

26

VIA University College

TANKEBOBLER

I samtalen fortalte Ning de Coninck-Smith om, hvordan den danske pædagogik hænger sammen med barndommens materialiteter og familielivets vilkår.

i en melodi, hvor det ene instrument svarer til det andet.

Flyverdragten skaber pædagogikken 70-årige Ning de Coninck-Smith, professor ved DPU, Aarhus Universitet, giver et indblik i barndommens historie igennem konkrete opfindelser som flyverdragten, sandkassen og barnevognen.

Hun giver et billede af en historie, der viser os, hvordan samfundet har udviklet sig, og skabt en pædagogik, der ligger i tråd med samfundets udvikling. Igennem flyverdragtens kultur­historie til den nordiske pædagogik. Fra bomuldspoplin, hvor børnene blev møgkolde og våde. Til i dag med en flyverdragt, der har gummi på numsen, så børnene kan køre ned ad en kælkebakke eller en mudderbakke – uden andre hjælpemidler end deres flyverdragt. I dag er flyverdrag-

ten lavet i et materiale, der bare skal tørres af, så er den ren igen.

Og snittet på flyverdragten har udviklet sig fra oprindelig at have tilsatte ærmer, til i dag at være sammensat, så den giver meget mere bevægelsesfrihed.

Og om barnevognen, der tidlig­ ere var store og rummelige, så barnet kunne sove ude i dem helt til de blev 2 år. Hvordan barnevognen afspejler vores ændrede familiemønstre. Mens vi i 1860’erne skulle have kørekort til en barnevogn, og til i dag, hvor vi sælger barnevogne til fædrene, der gerne vil have alle mulige tekniske dingenoter.

Og så er der bleerne, der hele tiden bliver tyndere og tyndere.

Og på den måde skaber mere bevægelsesfrihed. Det viser sig også, at mange børn er meget længe om at smide bleen, fordi de næsten ikke kan mærke, at de er våde.

Pædagogisk Extrakt

27

VIA University College

TANKEBOBLER

I samtalen fortalte Ning de Conick-Smith om, hvordan den danske pædagogik hænger sammen med barndommens materialiteter og familielivets vilkår.

Pædagogisk superpower På Podcast-scenen mødte Erika Zimmer Brandt også Mikkel Snorre Wilms Boysen, docent ved Professionshøjskolen Absalon. Han forførte publikum med fortællinger om ildsjæle som Sofie Rifbjerg og Erna Drachmann, der stod for en pædagogik præget af kærlighed, handlemod og opfindsomhed.

Og om, hvordan det alligevel er som om nutidige beskrivelser af pædagogisk professionalisme udelader netop disse egenskaber.

Han taler om pædagogisk superpower og pædagogisk entreprenørskab, der giver professionen så meget værdi. Men som sjældent beskrives i de pædagogfaglige bøger.

Samtalen med Mikkel Snorre Wilms Boysen udkommer desværre ikke, da der var en teknisk fejl på optagelsen.

Hør podcasts

!

Lea Ringskou – Fritids­ pædago­gikken som Præstationsfrigørende pædagogik.

Podcasten handler om, hvordan børn og unges mistrivsel er stigende. En mistrivsel, der ofte kobles med præstationssamfundets krav.

Ning de Coninck-Smith – ’Hvor­for flyverdragten og vaskemaskinen er nogle af børnelivets helt store revolutioner’. Podcasten handler om barndommens historie set igennem flyverdragten, bleen og barnevognen.

Lyt til podcasten her.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

TANKEBOBLER Af fagjournaliststuderende Mette Kruse, fagjournaliststuderende Lotte Orr Evron og lektor Erika Zimmer Brandt, VIA Pædagoguddannelsen

Hjælp mig, når jeg er allermest umulig - om pædagogers arbejde med afstemt pædagogik Vi har spurgt jer, hvad I gerne vil læse mere om i Pædagogisk Extrakt.

Denne artikel er skrevet på baggrund af jeres forslag. Den handler om, hvordan vi konkret kan arbejde med low arousal i dagtilbud. Pædagog og formidler af relationskompetent praksis Tina Brandt deler sine erfaringer og giver fire råd om, hvordan vi kan hjælpe børn og unge i affekt.

28

Pædagogisk Extrakt

29

VIA University College

FLERE, DER TRIVES MERE TANKEBOBLER

Low arousal kan oversættes til dansk som afstemt pædagogik. Helt konkret handler det om at afstemme os med de mennesker, vi står overfor, og prøve at møde mennesket i passende intensitet.

Alle pædagoger kender de dage, der er lidt sværere end de andre.

Dem, hvor lydniveauet er højere end ellers, og konflikterne mellem børnene står i kø. Alle er lidt trætte, og nogle få er helt på tværs. Det er i de situationer, at pædagogers stemmeleje også kan stige. Og vi kan komme til at sige til et i forvejen presset barn, at nu er det altså nok. Nu må det altså lige tage det roligt og slappe af. Problemet er bare, at det ikke virker. De færreste slapper mere af, når de bliver beordret til det.

Den nu afdøde danske forsker Charlotte Paludan viste, hvordan børn i børnehaven bliver mødt med forskellige sprogtoner. De børn, der er mest udsatte, bliver oftere mødt med en sprogtone, hvor de voksne taler til dem i stedet for med dem. Udsatte børn bliver altså oftere guidet, irettesat og vist, hvad de skal, og de bliver sjældnere spurgt, inddraget og lyttet til end andre børn. På den måde bliver de børn, der har allermest brug for at blive forstået i mindre grad mødt med en kommunikation, der gør, at de kan blive forstået.

Men hvad kan vi gøre som pædagoger? Det har den afstemte pædagogik - også kaldet low arousal – et bud på.

Low arousal – den afstemte pædagogik Low arousal kan oversættes til dansk som afstemt pædagogik.

Helt konkret handler det om at afstemme os med de mennesker, vi står overfor, og prøve at møde mennesket i passende intensitet. Er man i høj arousal har man et højt affektniveau.

Og i low arousal er man i lavt ­affektniveau.

“Hvis vi gerne vil have b ­ arnet til at blive beroliget, skal vi møde barnet lidt under – altså lidt roligere end det udtryk, ­barnet har i sit udtryk” siger Tina Brandt, der er pædagog, tidligere institutionsleder, medforfatter til Pædagogens

Pædagogisk Extrakt

30

VIA University College

TANKEBOBLER

Relationskompetence og selvstændig konsulent.

I konfliktsituationer er tilliden på spil Pædagoger ved godt, at de har ansvaret for relationerne, også i konfliktsituationer. Og alligevel kan det være svært, når bølgerne går højt, og man måske er eneste pædagog med mange børn.

Psykolog Bo Elvén skriver i sin bog Adfærdsproblemer i s­ kolen, at vi skal huske, at de fleste mennesker lettere kan sam­ arbejde med os, hvis vi giver dem mulighed for at få selvkontrol.

Og han fortsætter, at en væsentlig faktor for at kunne beholde følelsen af kontrol er, at vi har tillid til dem, vi er sammen med.

Pædagoger bør derfor spørge sig selv – ikke mindst når bølgerne går højt – om det, de er i gang med, bidrager til, at barnet får større tillid til dem eller ej?

“Vi er de professionelle, så vi har en særlig forpligtelse. Vi kan ikke forvente, at dem vi er sammen med – de små mennesker eller deres forældre - har samme ansvar for relationen, som vi har.

Når det er mig, der er på arbejde og mig, der er professionel, så er det mit ansvar. Vi er rolle­ modeller og vi skal vise børnene, hvordan vi skal være i verden.

Vi er nødt til at gå forrest, så vi fx ikke brøler børnene ind i hovedet, at de skal tale stille og roligt,” supplerer pædagog og formidler af relationskompetent praksis Tina Brandt.

Afstemt pædagogik i praksis ”Følelser smitter, så jeg vælger bevidst ro,” skriver pædagog Rikke Smedegaard Hansen i sin bog Ida er pisseprovoke­ rende. Hun henviser til forsker og psykolog Susan Hart, når hun beskriver, hvordan hun bruger sig selv til at hjælpe børn i affekt til at regulere følelserne.

Pædagoger bør derfor spørge sig selv – ikke mindst når bølgerne går højt – om det, de er i gang med, bidrager til, at barnet får større tillid til dem eller ej?

”Når jeg er i kontakt med et barn, der er meget vredt eller aggressivt, så bruger jeg mig selv til at regulere barnets følelser. Hart betegner det som følelsesmæssig neutralitet. Det betyder ikke, at mine følelser er neutrale. Det betyder, at jeg ikke lader relationsarbejdet styre af følelsesmæssige stemninger,” skriver Rikke Smedegaard Hansen.

Pædagog Tina Brandt forklarer, at det handler om at oversætte adfærd og forstå børnene: “Vi skal oversætte børnene for os selv. Alle handlinger er på en eller anden måde meningsfulde.

Også selv om det ikke umiddel­ bart ser sådan ud. Det er en handling, der tager udgangs-

punkt i, at barnet ikke har andre ting i redskabskassen lige nu.

Så det nytter ikke noget at stå og forklare en hel masse i den situation: ”Du kan jo nok se, når du sparker Viktor, så er det klart, han sparker dig igen”, ”Du kan også godt forstå…”, ”Hvor mange gange skal vi snakke om…” og så videre.”

Først ro – derefter ord “Når vi er i affekt, så pumper cortisol rundt i kroppen – et stresshormon – og cortisol har så små molekyler, at det kan trænge helt ind i hjernen. Og derfor har vi ikke adgang til præ-frontal cortex – den forreste del af hjernen – der hvor rationale og fornuft og kognitive

Pædagogisk Extrakt

31

VIA University College

TANKEBOBLER

kompetencer bor. Så vi kan ikke begynde at tale fornuft før der er ro på,” forklarer Tina Brandt videre. Det er altså ikke, fordi børn i affekt ikke vil samarbejde.

De kan ikke, før roen er genetableret.

Foto: Mette Thor Jørgensen

Tina Brandts gode råd til at arbejde med afstemt pædagogik:

Undgå øjenkontakt, hvis barnet er i affekt og stå i stedet med siden til Arbejd med dig selv. Hvis du mærker uro, så tag 4-5-6 dybe vejrtrækninger Bevæg dig langsomt i et rum med børn og sæt dig ned. Vær nærværende og rolig.

Gå helt hen til den du taler med og vent med dit budskab til du er helt fremme

Gode råd til hverdagen Tina Brandt deler fire gode råd til pædagoger, der gerne vil arbejde med afstemt pædagogik.

Det første handler om at undgå øjenkontakt i en optrappet konfliktsituation. Hun fortæller, hvordan det i gamle dage ikke var usædvanligt at høre ord som “Kig på mig, når jeg taler til dig”, når voksne skældte børn ud.

Inden for afstemt pædagogik vil vi være opmærksomme på, at det kan være meget angstprovokerende at have øjenkontakt.

Det stimulerer stressrespons, og derfor vil vi, når vi arbejder med afstemt pædagogik, ikke insistere på øjenkontakt. Hvis vi

skal tale med nogen i høj affekt, kan vi i stedet fx stå med siden lidt til.

Det næste råd handler om at arbejde med sit eget nerve­ system. Med sin egen evne til at være i ro. Helt konkret ved at trække vejret, når du mærker at uroen smitter.

Det tredje råd handler om at være bevidst om, hvordan vi indtager det rum, vi er sammen med børnene i.

“Voksne fylder utrolig meget fysisk i et rum, hvor der er små børn. Hvis vi også bevæger os hurtigt og meget, skaber vi uro.

Også mental uro. Så det handler helt basalt om, at vi som voksne sætter os ned og på den måde bidrager til ro i rummet, ” for­ klarer Tina Brandt.

Tina Brandts sidste råd handler om at være bevidst om sin

stemme og toneleje. Hun forklarer, at det er en god idé at gå hen til den, vi vil tale med og undlade at råbe gennem lokaler og tale højt. Hun fortæller, at når du bevæger dig roligt gennem lokalet og venter med at sige budskabet til du er fremme og har kontakt, så er der mere ro på.

Det er nemt at handle afstemt overfor de børn, der bekræfter os.

“Det er meget vigtigt at være bevidst om de her ting, fordi det er jo nemt at handle fornuftigt og relationskompetent i forhold til de børn, der bekræfter os. De børn, der bare siger ja til det, vi tilbyder dem, og er begejstrede.

Der hvor det er svært, er hvor børn siger: ”Dumme lort, du må ikke komme med til min fødsels­ dag”. Det er der, vi skal være professionelle, det er der, vi skal tænke os om,” afslutter Tina Brandt.

Bag artiklen

!

På Pædagogisk Extrakt skriver vi om pædagogik og pædagoger. Vi gør os umage med at give dig faglige nuancer, overblik og indblik serveret i mundrette bidder, der kan læses, selv når du har travlt.

Men vi ved ikke alt. Vi har brug for jeres viden om, hvad der rører sig i den pædagogiske hverdag. Som noget nyt spurgte vi derfor jer, der læser Pædagogisk Extrakt om, hvad I synes, vi bør skrive mere om.

Lisemarie Svensson, der er pædagog og har sin egen private pasningsordning, er en af dem, der skrev ind. Hun vil gerne høre mere om at arbejde pædagogisk med low arousal. Derfor har vi skrevet denne artikel om netop det.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

TANKEBOBLER Af fagjournaliststuderende Mette Kruse, fagjournaliststuderende Lotte Orr Evron og lektor Erika Zimmer Brandt, VIA Pædagoguddannelsen

Der er gode erfaringer med afstemt pædagogik - men vi må ikke glemme at stille de kritiske spørgsmål Flere skoler og dagtilbud arbejder med afstemt pædagogik også kaldet low arousal. Generelt er erfaringerne gode, men der er også nogle spørgsmål, som vi skal huske at stille, fortæller dagtilbudsforsker Line Togsverd.

32

Pædagogisk Extrakt

33

VIA University College

TANKEBOBLER

Det er afgørende, at vi som personale har overskud til vores elever. Vi er med tilgangen blevet mere bevidste om vores egen rolle. Og det har også skabt rum for en åbenhed, der gør, at vi fx kan sige til hinanden: “Jeg har ikke lige de ekstra ressourcer i dag” .

Storebæltskolen i Korsør er en af de skoler, hvor de gennem en årrække har arbejdet med den pædagogiske tilgang low arousal.

Skolens pædagogiske personale har sammen med ledelsen modtaget undervisning i tilgangen. Low arousal - også kaldet afstemt pædagogik - gør blandt andet op med konsekvenspædagogikken og fokuserer i stedet på at finde løsninger, der nedbringer stressniveauet hos børn og unge.

Og det er i den grad blevet taget til sig på Storebæltsskolen i Korsør, der er en specialskole for børn med indlæringsvanskeligheder.

“Vi har taget tilgangen til os for elevernes skyld. Men det viser sig, at tilgangen også har haft en positiv afsmittende virkning på samarbejdet i personalegruppen på tværs af fagligheder,” fortæller pædagog Nina O’Neill.

Low arousal i praksis “Vi havde en dreng, der havde det rigtigt svært. Han ville ikke i skole, og når han kom i skole, ville han ikke med op i klassen.

Tidligere ville vi måske have hævet stemmen og sagt: ”Du skal gå op i klassen”. I stedet er

vi nu blevet bedre til at sætte os i elevens sted. Så vi taler stille og med rolig stemme. Også selv om han er i affekt, og måske ikke hører, hvad der bliver sagt.

I dette tilfælde var han vred og råbte: Hold din kæft!”, fortæller Nina O’Neill.

Med low arousal er både pædagoger og lærere blevet mere opmærksomme på ikke at tage elevernes frustration personligt, men fx at tilbyde tid og ro til, at børnene kan komme tilbage til sig selv, når det er svært, fortæller Nina O’Neill videre. I ovenstående eksempel spurgte hun drengen efter noget tid, om han var klar til at komme med op i klassen, men det var han ikke helt endnu.

“Lidt senere kom en kollega ned for at høre, om hun kunne hjælpe. Eleven sagde: ”Skrid!”.

Den voksne trak sig. Men efter noget tid kom den voksne ned igen, og nu var eleven klar til at komme med op i klassen. Senere på dagen var drengen klar til at tale om, hvorfor det havde været så svær en morgen”, forklarer Nina O’Neill. Hun fortsætter: ”Vi er opmærksomme på, at barnet gør det, der giver bedst mening i situationen. Vi skælder ikke ud, for børn lærer ikke noget af at mislykkes. Alle, der kan opføre sig ordentligt, gør det.”

Pædagogisk Extrakt

34

VIA University College

TANKEBOBLER

Det er blevet husets tilgang. Ikke pædagogernes.

Eller lærernes. Det tænker jeg virkelig, andre kan lære af.

Vi er blevet mere åbne og ærlige overfor hinanden “Det er afgørende, at vi som personale har overskud til vores elever. Vi er med tilgangen blevet mere bevidste om vores egen rolle. Og det har også skabt rum for en åbenhed, der gør, at vi fx kan sige til hinanden: “Jeg har ikke lige de ekstra ressourcer i dag” . Det er rigtig vigtigt, når vi arbejder med low arousal.

For børnene læser os med det samme. Og reagerer også på os – om vi er bevidste om det eller ej”, forklarer Nina O’Neill.

Hun mener, at det har været af betydning, at hele huset - både pædagoger og lærere - blev uddannet inden for tilgangen.

Hun understreger, at det gode samarbejde mellem p ­ ersonalet på skolen på tværs af fag­ grupper, er alfa og omega for, at tilgangen fungerer i praksis.

der alligevel noget, man bør være opmærksom på? Det har vi spurgt dagtilbudsforsker og docent fra UC SYD, Line Togsverd om. Line Togsverd understreger, at hun som forsker interesserer sig bredt for pædagogikken og pædagogers arbejde, men at hun ikke har dykket specifikt ned i low arousal.

“Der er blevet husets tilgang.

Ikke pædagogernes. Eller lærernes. Det tænker jeg virkelig, andre kan lære af.”

Spørgsmål, vi bør stille På Storebæltsskolen er der altså gode erfaringer med den afstemte pædagogik, men er

"Jeg ser generelt en optagethed af neuropædagogiske tilgange og i den forbindelse også af det, jeg vil kalde emotionsregulerende pædagogikker”, fortæller Line Togsverd og forklarer, at Pædagog Nina O’Neill

low arousal er en af den type af pædagogiske tilgange.

“Jeg vil starte med at sige, at jeg er sikker på, at den type af tilgange altid bliver bragt i spil i den bedste mening, og at de også har noget rigtigt meningsfuldt i sig. Fx er det jo fornuftigt for pædagoger at vide, at der er noget, der hedder spejlneuroner.

Og at når voksne er urolige og ikke følelsesmæssigt afstemte, så spejler børnene det. På den måde er det jo godt at vide, at det er en central pædagogisk opgave at adskille sin egen op­levelsesverden fra børns”, forklarer Line Togsverd.

Pædagogisk Extrakt

35

VIA University College

TANKEBOBLER

“Men når noget vinder stor udbredelse i vores institutioner, så er der også nogle spørgsmål, der trænger sig på,” fortsætter Line Togsverd.

Hvordan bliver tilgangen sat i spil i praksis?

“Det første spørgsmål, jeg bliver nysgerrig på er, hvordan den her tilgang bliver sat i spil i praksis.

Altså, hvordan er tilgangen brugt i praksis? Mig bekendt er der ikke nogen, der har forsket i, hvordan low arousal-pædagogikken bliver udøvet i en dansk praksis. Jeg er sikker på, at den altid bliver sat i spil i den bedste mening. Men jeg er også helt sikker på, at det sker på helt forskellige måder,” siger Line Togsverd.

Hun forklarer, at hun har set, at man i nogle daginstitutioner indfører en slags træning, hvor børnene skal lære at regulere sig selv:

“Det har jeg set nogle forskellige eksempler på. At pædagoger bruger emotionsregulerende pædagogikker i forskellige typer af aktiviteter, hvor børnene skal øve sig i fx at have stille stemmer, skrue helt op eller skrue helt ned. Bag de aktiviteter ligger den forståelse, at børn kan træne sig til selvregulering, og også, at det giver mening at træne det udenfor den kontekst, som problemet viser sig i. Og det ved vi ikke om er tilfældet”, fortæller Line Togsverd.

Hvilket børneideal ligger bag?

“Det næste spørgsmål er, hvad det er for en grundlæggende problemforståelse og hvilket børneideal, der ligger bag tilgangen? Altså - og nu udtaler jeg mig jo på baggrund af de måder, jeg har set tilgangen sat i spil i dagtilbud. Men for mig at se er der sådan et ideal om barnet, som et, der kan regulere sig selv i forhold til de krav, der bliver stillet til det”, siger Line Togsverd.

Hun forklarer, at når blikket på barnet er, at det bør kunne regulere sig selv, så bliver de børn, der ikke kan det, forstået som nogle, der mangler en kompetence. Og så kan fokus meget hurtigt forskubbe sig til, at de børn skal trænes i den kompetence.

“Så har vi pludseligt - og uden at ville det - placeret problemet ved barnet. Og det betyder, at vi måske kommer til at glemme at kigge på, om der er noget i det pædagogiske miljø, eller i de relationer, barnet indgår i, som gør, at det bliver frustreret?

Måske er frustration en rimelig reaktion på det, som barnet oplever? Og skulle vi mon sætte ind der i stedet?”

Line Togsverd forklarer videre, at på den måde kan pædagogers fokus på barnets affekt, potentielt og utilsigtet sløre for, hvad det er barnet reagerer på i det pædagogiske miljø. Og i stedet

Hun forklarer, at når blikket på barnet er, at det bør kunne regulere sig selv, så bliver de børn, der ikke kan det, forstået som nogle, der mangler en kompetence. Og så kan fokus meget hurtigt forskubbe sig til, at de børn skal trænes i den kompetence.

komme til at se barnets reaktion på miljøet som problemet.

Vi skal også turde kaste et kritisk lys på os selv Nina O’Neill på Storebæltsskolen har oplevet, at tilgangen har gjort det nemmere at være ærlig om sine egne fejl. “Når jeg som pædagog har stillet for store krav til en elev, så det udløser en nedsmeltning, er det vigtigt, at jeg tør sige det højt. Øv, du må undskylde, at jeg fik presset dig.

Og at jeg tør sige højt til mine kollegaer, at der var noget, jeg kunne have gjort anderledes. “ Nina slutter af: “Jeg oplever, at vi i personalegruppen er blevet bedre til at bede om hjælp og give hinanden konstruktiv feedback.”

Pædagogisk Extrakt

36

VIA University College

ANMELDELSE Af Jette Schioldan Keller, adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen

(Farve)blinde vinkler - anmeldelse af ny lærebog om racialisering, ulighed og andetgørelse i pædagogisk praksis Jeg anbefaler på det varmeste denne antologi, hvis du arbejder i det pædagogiske felt og gerne vil se nogle af dine egne (farve) blinde vinkler i øjnene. Uanset om du er pædagog, lærer eller psykolog, vil du gennem bogen få mulighed for at få et mere nuanceret blik på din praksis.

Jeg kunne selv ikke lade være med i tankerne at genbesøge min tidligere praksis, da jeg kunne genkende en del af situationerne i de mange feltnoter, som undervejs understøtter de faglige perspektiver, forfatterne bringer i spil.

Antologien starter med en indledning og en introduktion til centrale begreber. Men læseren introduceres allerede her også til formålet med bogen. Den er et forsøg på gennem forsknings­ baseret viden at kvalificere professionelles problemforståelser og handlemuligheder indenfor dette felt, der langt hen ad vejen har ligget i den blinde vinkel.

Vær opmærksom på din egen (farveblinde) vinkel Antologien er bygget op i fire dele; dagtilbud, grundskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Hver del er

Pædagogisk Extrakt

37

VIA University College

ANMELDELSE

Bogen viser med smertelig tydelighed, hvordan man som professionel kan være meddelagtig i racialiserede praksisser. Endda uden at være bevidst om det.

sammensat af bidrag fra forskere og praktikere. Antologien understreger vigtigheden af at kigge bag om barnet, med en bevidsthed om egen forforståelse og mulige (farve)blinde vinkler.

Bogen viser med smertelig tydelighed, hvordan man som professionel kan være meddelagtig i racialiserede praksisser.

Endda uden at være bevidst om det. Vi har alle farveblinde vinkler, og under læsningen kunne jeg ikke undgå at reflektere over, hvilke jeg selv har, og hvordan jeg kan få det, der ligger i den blinde vinkel, ind i s­ ynsfeltet.

Refleksionerne gør bogen ­fangende og yderst relevant at læse.

Misforståelser og stigmatisering Antologien går i dybden med emner som fællesskaber, dis­ kurser, kulturel forforståelse, stigmatisering, problemforståelser og forældresamarbejde. Kort sagt retter bogen fokus på de professionelles møde med barnet, de unge og deres forældre.

Særligt kapitel 1 og 5 fangede min interesse og satte gang i refleksionerne, da jeg kunne genkende situationerne fra min egen praksis som pædagog.

I kapitel 1 møder vi flygtningebørnene Baha og Sïse, der begge går i samme dagtilbud. Gennem hverdagsfortællinger fra dagtilbuddet ser vi, hvordan Baha og Sïse bliver misforstået af pædagogerne, der uforvarende

kommer til at stemple børnene gennem den måde, de taler om dem. Eksemplet ramte mig med en følelse af afmagt på vegne af børnene.

Det andet e ­ ksempel, jeg vil fremhæve, er fra k ­ apitel 5 og h ­ andler om, hvordan stereo­type og stig­matiserende forståelser kan skabe negative selvforståelser blandt etniske minoritetselever.

Negative selvforståelser, der kan påvirke børnene i både deres hverdag og deres videre skoleforløb.

Bogfakta

!

Titel: (Farve)blinde vinkler – om racialisering, ulighed og andetgørelse i pædagogisk arbejde Forfattere: Iram Khawaja og Laila Lagermann (red.)

Forlag: Nyt fra samfunds­ videnskaberne Sideantal: 363 Anmeldt af Jette Schioldan Keller, adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen Antologien er sammensat af centrale bidrag for forskere og praktikere, der arbejder med etnisk, racialiseret og kønnet diversitet i forskellige pædagogiske og uddannelsesmæssige sammenhænge. Antologien henvender sig til en bred gruppe af læsere, der arbejder indenfor det pædagogiske felt.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE Af lektor Stine Del Pin Hamilton og adjunkt Sebastian Nemeth, VIA pædagoguddannelsen

Hvem privilegeres eller sanktioneres af normerne i klubben?

– Normkritik som vej mod social retfærdighed

Et nyt forskningsprojekt kaster lys over, hvad der sker, når pædagogisk arbejde sættes i et normkritisk perspektiv.

Det kræver opmærk­ somhed og omtanke, hvis de ulighedsskabende normer, der befinder sig i pædagogernes blinde vinkler, reelt skal udfordres.

38

Pædagogisk Extrakt

39

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

Det er ofte de unge, der i forvejen trives i klubben og nyder godt af at tilhøre majoriteten i klubben, der får flest mulig­ heder for deltagelse, indflydelse og udvikling. Fx når en dreng, som er god til at spille computer, helt automatisk får adgang til det rigtige computerrum, til at vælge spil og til at forme kul­turen i computerrummet.

Samtidig bliver en pige med interesse i computerspil, henvist til pigecomputerne, der ligger lidt afsides, og hun får ikke samme pædagogiske opmærksomhed.

Hos drengen lever drømmen om e-sport, mens pigen hurtigt kan miste interessen igen.

sige normerne - begrænser eller ligefrem sanktionerer minoritetsunge og privilegerer majoritetsunge i at deltage, øve indflydelse og udvikle deres identiteter.

De normer, der er involveret i de unges liv i klubben, er ofte meget svære at få øje på for de unge og pædagogerne, fordi de virker helt selvfølgeligt og som sund fornuft. Med den normkritiske tilgang kan pædagoger få blik for, hvordan forestillingen om, hvad der er normalt – det vil

Ændrer vi reelt noget, hvis vi vender normerne på hovedet for en stund?

I projektet fandt pædagogerene det motiverende, meningsfuldt og sjovt at eksperimentere. De lavede fx en klubaften, hvor alle iførte sig lyserødt tøj, for at udfordre den stereotype opfat-

Normkritikken handler om at få øje på hvilke normer, der ­hersker i fritidsklubben, og hvordan forskellige sociale kategorier som fx køn, krop og alder rammes af normerne. Altså, hvordan de henholdsvis privilegeres eller sank­tioneres af normerne.

Normkritisk analyse af hverdags­ livet i klubben har til formål at udfordre normerne og skabe mere social retfærdighed for alle unge.

Forskningsprojektet viser, at normkritikken også må indebære en dybere forståelse af, hvordan minoriteter andetgøres – det vil sige, ses som noget andet end normalen.

OM

OM

Stine Del Pin Hamilton stha@via.dk

Sebastian Nemeth sne@via.dk

Stine er lektor ved VIA Pædagog­ uddannelsen og deltager i forskningsprojektet Normkritiske per­ spektiver i fritidspædagogikken.

Sebastian er adjunkt ved VIA Pædagoguddannelsen og deltager i forskningsprojektet Normkritiske perspektiver i fritidspædagogikken.

Stine er optaget af, hvordan et kritisk blik på pædagogisk hverdags­ praksis og organisering kan være med til at øge muligheder for lige­ stilling og social retfærdighed.

Sebastian har altid kønsnormer for øje, og er optaget af, hvordan køn står frem i praksis. Og hvordan køns­ normer reproduceres eller brydes og hvad har af betyning for børns sociale muligheder.

Pædagogisk Extrakt

40

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

Majoritetens privilegieblindhed spænder altså ben for forandring af ekskluderende normer, idet minoriteterne ikke per automatik tænkes at være en del af de unge, der skal kunne genkende sig selv i klubben.

Om projektet Forskningsprojektet Norm­kritiske perspektiver i ­fritids­­pædagogikken er støttet af BUPL’s forsknings­ pulje og blev gennemført i 2022-2023. Projektet er forankret i VIAs Forskningscenter for ledelse, organisering og samfund under program for Samfund og Mangfoldighed.

Du kan læse mere om projektet, downloade projektets forsknings­ rapporter samt læse mere om normkritik på BUPL’s temaside Ligestilling og mangfoldighed | BUPL

telse af, at lyserødt kun hører til pigerne. Andre prøvede at rykke drengene op i krea-rummet for at lave rollespilsfigurer eller flyttede rundt på bordene til spisning, så gruppen af de etniske minoritetsunge blev flyttet til et mere centralt bord.

Men spørgsmålet er, om normerne reelt bliver udfordret og ændret ved at vende dem på hovedet for en stund? Giver det lyserøde bare endnu mere fokus på, at det er en farve, der forstås som en pigefarve, og fastfryses aktiviteten omkring rollespils­ figurer som en primært drenget

aktivitet, når aktiviteten udstilles i det mere pigede krea-rum?

Bliver de etniske minoritetsunge yderligere stigmatiseret, fordi de netop bliver flyttet rundt som en gruppe?

Mens eksperimenter kan tjene som en lovende begyndelse, understreger det behovet for nøje opfølgning og dybdegående refleksion. For at sikre, at eksperimenterne har potentiale til at ændre de normer, der stig­­ ma­tiserer, marginaliserer eller ­sanktionerer minoritetsunge.

Hvilke spørgsmål skaber nye svar?

Når der først bliver installeret et kritisk-undersøgende blik på normer, opstår der en masse spørgsmål. Pædagoger bliver nysgerrige. Er det i orden, at de ældre unge bliver givet flere privilegier i forhold til ansvarsområder end de nye og helt unge? Er musikaktiviteterne smalt rettet mod nogle få unge? Hvorfor er det primært én type af unge, der vælger at gå i klub?

Alle disse spørgsmål åbner for nye blikke på klubbens praksis, men spørgsmål, som handler

om normer og mere generelle spørgsmål, væver sig ind i hinanden. Spørgsmål, som udspringer af pædagogernes ønske om at lave et så bredt tilbud til så mange unge om muligt, fylder meget, og normkritik handler ikke om at gøre aktiviteter populære. De populære aktiviteter og miljøer kan nemlig være opretholdende for ekskluderende normer.

Blik for andetgørelse giver nye muligheder Hvis vi skal opnå en øget social retfærdighed i klubben, skal der mere til end lysten til at

Pædagogisk Extrakt

41

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

eksperimentere, lave populære aktiviteter og stille spørgsmål.

Forskningsprojektet viser, at normkritikken også må indebære en dybere forståelse af, hvordan minoriteter andetgøres – det vil sige, ses som noget andet end normalen. Derfor må eksperimenter, spørgsmål og handlinger altid ses i lyset af mulighederne for at udfordre de normer, som andetgør og begrænser minoritetsunge i deres deltagelse og identitetsdannelse. Måske skal computerrummet være for både drenge og piger med mere eller mindre erfaring?

Normkritisk analyse af hverdagslivet i klubben har til formål at udfordre normerne og skabe mere social ret­ færdighed for alle unge.

Det var udfordrende for pædagogerne i projektet at skabe normændringer, fordi de frygtede, at de unge ikke ville komme i klubben, hvis der blev rodet for meget rundt. De stillede spørgsmål som: Hvem gør vi det egentligt for? Kan de unge genkende sig selv i det, der står tilbage?

Kan personalet?

Majoritetens privilegieblindhed spænder altså ben for forandring af ekskluderende normer, idet minoriteterne ikke per automatik tænkes at være en del af de unge, der skal kunne genkende sig selv i klubben.

Pædagogerne må også se på sig selv Hvis normkritik skal føre til mere social retfærdighed, må pædagogerne også medregne sig selv i den normkritiske analyse. Normer oppebæres nemlig kollektivt. Et normkritisk perspektiv på fritidspædagogisk praksis handler altså ligeledes om at undersøge, hvordan pæda-

gogerne i klubben er med til at opretholde eller fastholde normer.

Måske skal den mandlige pædagog i computerrummet også specialisere sig i andre ting og være åben for mange måder at være til stede i computermiljøet? Måske skal den kvindelige pædagog i krea-rummet åbne for forskellige tilgange og aktiviteter i rummet? Pædagogernes egne præferencer og interesser kan altså også spænde ben for skabelsen af socialt retfærdige normer i klubben.

Svært og hårdt på én gang Normkritikken er en måde at arbejde for social retfærdighed i klubben. Det kan være fint at starte med de eksperimenter og spørgsmål, der ligger lige for, og som skaber motivation i personalegruppen. Disse skal med tiden dog forankres dybere i overvejelser over (samfundsmæssige) minoriseringsprocesser og pædagogernes egen rolle.

Både i opretholdelsen og for­ andringen af de herskende normer, hvis normkritikken ikke bare skal blive til sjove indslag. Men til noget, der batter, og reelt giver flere muligheder til alle unge.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE Af ph.d og lektor David Thore Gravesen, VIA Pædagoguddannelsen

Tilgængelighedens pædagogik Ny forskning viser, at fritidspædagogikken er en treenighed af frihed, begrænsninger og tillidsfuld dialog. En tilgængelighedens pædagogik.

Nogen tænker måske på fritids­ institutioner som frie, uden egentlige krav og alene baseret på frivillighed. Og overordnet betragtet er tiden i SFO’en og klubberne også ret fri. For pædagogikken beror i høj grad på børnene og de unges selv- og medbestemmelse. Frihed synes at være et centralt element i de fritidspædagogiske miljøer. Men kigger vi lidt nærmere, er det ikke den eneste sandhed. For

hverdagslivet i SFO’erne og klubberne er også baseret på forpligtelser, forventninger fra pædagogerne og regler for adfærd.

I projektet har både børn, unge og pædagoger fra SFO’er og klubber deltaget som informanter. Analysen giver derfor både indsigt i børnenes og de unges oplevelser og i de professionelles perspektiver.

42

Pædagogisk Extrakt

43

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

Frihed, begrænsninger og tillidsfuld dialog Afhængig af børnenes alder organiseres der forskellige mulighedsrum og forventninger.

Der er derfor ikke total frihed i fritidsinstitutionerne. Der er nærmere tale om kvalificeret frihed. Det som den hollandske uddannelsestænker Gert Biesta skriver om i artiklen: Risking Oursleves in Education: Qualification, Socialization, and Subjectification Revisited.

Kvalificeret frihed betyder, at den enkelte aldrig bare lever for sig selv, men altid er knyttet til komplekse netværk, hvor magt på forskellig vis begrænser fri­ heden.

Også den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman pointerer i sin bog Frihed, at kultur og kontekst sætter grænser for den frie vilje. Og sådan også i fritids­ institutionerne i Danmark. Her kan børn og unge bestemme meget selv, men pædagogerne

Tilgængelighedens pædagogik er netop Udover denne dobbelthed, er det kendetegnet meget gennemgående, at kommunikationen mellem børn, unge ved, at pæda­ og voksne ofte er baseret på tillid og nærvær. Den brasilianske gogerne gør filosof og pædagog Paulo Freire sig tilgængelige skrev i sin berømte udgivelse De undertryktes pædagogik om for børnene og vigtigheden af at basere pædade unges behov gogik på tillid og dialog, fremfor blot at se elever som objekter og ønsker, uden for den voksnes kontrol og ind­ læring. Pædagogikken i SFO’erne at have et curri­ og klubberne synes på mange culum eller en måder at være netop sådan en treenighed af frihed, begrænsforudbestemt ninger og tillidsfuld dialog. plan at arbejde Tilgængelighedens pædagogik ud fra.

Samlet set kan man sige, at sætter også begrænsninger i form af regler for adfærd og forventninger om deltagelse i forskellige sammenhænge.

fritidspædagogikken, på trods af forskellige begrænsninger, forventninger om deltagelse i aktiviteter og sociale adfærdsregler,

overvejende er struktureret omkring børnene og de unges egne behov og ønsker. Det betyder, at pædagogernes evne til at arbejde fleksibelt og refleksivt er særligt afgørende. For det er de egenskaber, de skal bruge, når de møder børnene og de unge i det, vi foreslår at benævne tilgængelighedens pædagogik.

behov og ønsker, uden at have et curriculum eller en forud­bestemt plan at arbejde ud fra. En klubpædagog fortalte, hvordan han var gået ud for at spille fodbold med de unge. Men i stedet for at spille fodbold endte han i stedet med at tale længe med en af de unge, som havde brug for en nærværende voksen.

Tilgængelighedens pædagogik er netop kendetegnet ved, at pædagogerne gør sig tilgænge­ lige for børnene og de unges

”Jeg oplever i mit arbejde, at jeg ret tit er tilgængelig. Altså tilgængelig i forhold til nogle ungdomsproblematikker.”

Eksemplet illustrerer, at fleksibilitet, nærvær og et blik for barnets eller den unges humør og trivsel, er ganske afgørende for pædagogernes arbejde i fritids­ institutionerne.

OM David Thore Gravesen dtg@via.dk Ph.d. og lektor ved VIA Pædagoguddannelsen David underviser på VIA Pædagog­ uddannelsen, og er forsknings­ leder i Program for Hverdagsliv og Fritidspædagogik. Han forsker blandt andet i ungdomsliv og fritids­pædagogik.

Pædagogisk Extrakt

44

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

Hvad siger børnene og de unge om at være i SFO og klub I samtalerne lægger børnene og de unge primært vægt på 3 ting i forhold til hverdagslivet i SFO’erne og klubberne: Hvad laver de der?

Som svar på det første fortæller de unge, at de kommer for at være sammen med deres venner, deltage i forskellige aktiviteter, og for at slappe af. Det er rart at chille ud i en sofa, få et måltid mad. Og vigtigst af alt er det rart, at de kan bestemme (det meste) selv.

Hvad tænker de om pædagogerne?

Om pædagogerne fortæller de, at de er sjove at være sammen med, de har humor, og de er gode at snakke med. De unge lægger vægt på, at de kan betro sig til pædagogerne på andre måder, end de kan med deres forældre derhjemme eller lærerne ovre i skolen.

Og hvilke regler er der?

Endelig fortæller børnene og de unge, at der faktisk er mange regler i SFO’er og klubber. De fleste regler handler om sprog og adfærd. De skal tage hensyn, hjælpe andre, og de må ikke slå, mobbe eller drille hinanden. De fortæller, at det også er v ­ igtigt, at de passer på tingene og rydder op efter sig. De fortæller yderligere, at pædagogerne har mange forventninger til, at de unge deltager i forskellige ­aktiviteter. Nogle gange er der også skal-ting. Fx i form af bestemte ting, som de skal deltage i, når de er i SFO, tidsintervaller, hvor de skal være udenfor, og så videre. Det gælder særligt de yngste børn i SFO, hvorimod de ældre børn i ungdomsklubben bestemmer mere selv, og ofte blot hænger ud med deres venner.

Hvad siger pædagogerne om at arbejde i SFO og klub?

I samtalerne med pædagogerne er det gennemgående, at de lægger vægt på børnenes og de unges ønsker og behov, når de tilrettelægger pædagogikken. Fokus er på trivsel og fællesskaber. Pædagogerne betragter aktiviteterne som en ramme, hvor de kan møde børnene, og de fremhæver, at det aldrig er aktiviteterne i sig selv, der er målet, men nærmere relationen, dialogen og nærværet.

For mange af SFO-pædagogerne er det vigtigt at tilbyde mange aktiviteter, mens det for klubpædagogerne synes mere centralt at tilbyde forskellige rum, som de unge kan indtage og bruge. Alder er således afgørende her – jo yngre børnene er, des flere forventninger og skal-ting er der. Mange pædagoger fortæller, at de arbejder med læring, men ikke som i skolen.

Læring i fritidsinstitutionerne handler om personlig og social læring, og i den forbindelse anvender flere af pædagogerne begrebet forpligtende fællesskaber, der netop går ud på, at der er forskellige normer og adfærdsregler, som den enkelte må leve op til, for at hverdagen kan fungere, og alle kan føle sig trygge. Hertil fremhæver pædagogerne også, at den enkelte skal lære at bruge sin stemme, udvikle sin selvstændighed og på den måde skabe forudsætninger for et godt liv, også i fremtiden.

Om projektet Forskningsprojektet er for­ankret i Program for Hverdagsliv og Fritids­pædagogik i Center for Pædagogik og Dannelse i VIA University College. Se her.

I projektet deltog omkring 40 børn og unge fra SFO’er og klubber på tre skoler som informanter i fokusgruppeinterviews. Deres pædagoger deltog også i fokusgruppeinterviews. Grupperne blev alle interviewet to gange, og i alt gennemførte vi 24 fokusgruppe­ interviews i projektet. I fokusgruppeinterviewene med børn og unge var der tegnesessions undervejs i samtalerne, hvor de kunne tegne oplevelser fra SFO og klub. Udover fokusgruppeinterview var der også observationsbesøg på de tre skoler og afsluttende fremtidsworkshops, hvor børn, unge og pædagoger drømte stort om fremtiden for SFO’er og klubber.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE Af lektor Caroline Bach og lektor Anja Aagaard Christensen, VIA Pædagoguddannelsen

Inklusionsambassadører

- når børn styrker den sociale inklusion for børn Hvordan kan børneinddragelse være med til at styrke social inklusion? Det har forskere fra VIA Pædagogik og dannelse undersøgt i samarbejde med praktikere, forskere og børn fra Estland, Sverige, Italien, Schweiz og Danmark.

45

Pædagogisk Extrakt

46

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

”Jeg foreslår, at i legen ’hest’ kan man have nogle stalddrenge.

Eller man kan tilsætte lidt fantasy, så der også kan være drager med,” siger en dreng. Børnene viser generelt stor indsigt i hinanden og velvilje til at tilpasse legene, så alle kan være med.

I projektet Social inklusion gennem børneinddragelse har vi over en 3-årig periode afprøvet forskellige aktiviteter og forløb i skolen med henblik på at få inddraget børnenes perspektiver mest muligt. Vi har undersøgt, hvilke potentialer og udfordring­er børneinddragelse rummer i skole og fritid og hvorfor det giver mening, at inddrage børnene. Vi var blandt andet interesserede i at finde ud af, om børn i 2. klasse er i stand til at sætte sig ind i egne og andre børns behov og forudsætninger i det omfang, det kræver, hvis de skal spille en mere aktiv rolle i at styrke inklusionen.

Inklusionsambassadørerne Titlen inklusionsambassadør opstod i begyndelsen af projektet på den danske skole.

Pædagogerne havde nøje overvejet, hvordan de skulle finde kandidater til projektet - fx børn som ofte oplevede at blive valgt fra i sociale sammenhænge.

Børnene deltog på frivillig basis i en periode. Pædagogerne oplevede, at de børn der havde været ambassadører, fik en højere status i børnegruppen, og oftere end før blev valgt til af de andre børn i både skole og SFO.

Børneinddragelse i praksis En eftermiddag møder vi børnene i 2. klasse og deres pædagoger. Skoledagen er netop afsluttet. Otte børn fra har meldt sig som inklusionsambassadører og sidder spændt og venter på, hvad der skal ske.

Pædagogen starter med at tale med børnene om, hvad inklusion er, og hvordan nogle af de ting, der foregår mellem børn, kan udelukke nogle. Børnene får også at vide, at de som ambassadører skal være stemme for de børn, som ikke er til stede. Og, at de skal komme med forslag til lege, som de tror alle børn på årgangen kan deltage i.

Pædagogisk Extrakt

47

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

Ambassadørerne arbejder i grupper. På skift forklarer børnene deres ideer til lege og til, hvordan man kan sammensætte ­grupper.

Det er tydeligt, at børnene bruger deres viden om børnene på årgangen. Derefter beder pædagogen børnene tænke over, om de ser nogle udfordringer ved legene og gruppesammensætningerne. Det resulterer i, at børnene kommer med forslag til justeringer, så legene kan tilpasses, så alle børn får mest muligt ud af legen.

”Vi skal også tænke på dem, vi ved, der vil klatre eller løbe rundt, og nogen, der Det er også tydeligt i samtalen, bare kan lide at at ambassadørerne ved, hvilke børn, der har hvilke positioner, sige lyde” siger evner, behov og styrker indenfor en pige under de forskellige lege. Med andre ord ved de, hvilke relationer og dialogen. legerelationer, der findes i børne”Jeg foreslår, at i legen ’hest’ kan man have nogle stalddrenge.

Eller man kan tilsætte lidt ­fantasy, så der også kan være drager med,” siger en dreng.

Børnene viser generelt stor indsigt i hinanden og velvilje til at tilpasse legene, så alle kan være med.

gruppen.

”Vi skal også tænke på dem, vi ved, der vil klatre eller løbe rundt, og nogen, der bare kan lide at sige lyde” siger en pige under dialogen.

Ovenstående er et konkret eksempel fra projektet, der illustrerer, hvordan pædagogerne har arbejdet med at inddrage børnene mere i inklusionsarbejdet. De har blandt andet været inspireret af professor Laura Lundys forskning i børnerettigheder. Herunder især Laura Lundys arbejde med artikel 12 fra FN’s konvention om barnets rettigheder.

OM

OM

Anja Aagaard Christensen aach@via.dk

Caroline Bach caba@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen.

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen.

Anja er videnmedarbejder ved Program for hverdagsliv og fritids­ pædagogik, VIA Pædagogik og dannelse. Anja er særligt optaget af det internationale område samt skole-og fritidspædagogik.

Caroline er videnmedarbejder ved Program for hverdagsliv og fritids­ pædagogik, VIA Pædagogik og dannelse.

Pædagogisk Extrakt

48

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

­ il trods for forskellige kulturer T og skoletraditioner viste det sig gennem projektet, at børnene uanset begyndelsesståsted, profiterede af at blive ind­ draget og komme med deres perspektiver på hverdagen i skole og fritid.

Retten til at udtrykke mening Artikel 12 i børnekonventionen handler om barnets ret til at give udtryk for sin mening og barnets krav på, at denne mening respekteres i overensstemmelse med barnets alder og modenhed.

Som inspiration til meningsfuld inddragelse af børns synspunkter har Lundy udviklet en model, der beskriver fire centrale elementer: Rum: Pædagogen skal skabe et trygt rum, hvor børn har plads til at udtrykke og forme deres synspunkter i forhold til deres hverdag i skole- og fritid.

Børneinddragelsen skal foregå systematisk i løbet af året.

Stemme: Pædagogen skal facilitere en proces, så barnets stemmet bliver hørt, lyttet til og tillagt betydning.

Publikum: Barnets synspunkter skal høres af dem, som kan handle på barnets vegne. Barnet skal vide, hvem der kan træffe beslutningerne og har krav på, at beslutningstagerne (pædagogen, skoleledelsen, etc.) inddrager deres udsagn.

Indflydelse: Barnets udsagn skal tillægges passende værdi, og der skal handles på det ønskede på realistisk vis.

I aktiviteten i eksemplet fra projektet bliver begrebet rum tydeligt. Pædagogerne skaber et trygt rum, hvor ambassadørerne mødes én gang om ugen, og hvor de har mulighed for at komme til orde og udtrykke deres meninger. Aktiviteten er planlagt, så børnenes stemme bliver hørt, og mødet er faciliteret, så alle børn kommer til orde. Inklusionsambassadørerne repræsenterer de børn, som ikke er til stede, gennem ambassadørernes viden om dem.

I ovenstående eksempel er pædagogerne og de andre børn det, som Lundy kalder, publikum.

Der bliver lyttet til børnenes udsagn, og inklusionsambassadørerne i projektet oplevede at have et reelt publikum, fordi pædagogerne gik i dialog med dem.

Indflydelse sker, når pædagogerne tillægger en passende værdi til det ambassadørerne ytrer, og pædagogerne inddrager det i deres videre planlægning.

Som afrunding på aktiviteten spurgte pædagogen, hvordan ambassadørerne havde det med at opdele andre børn i grupper, og med at tale om de andre børn. Børnene svarede, at det var godt, fordi så får man alle med.

Et barn tilføjede, at det er let at forestille sig, hvordan det er for andre børn at deltage, og det er vigtigt viden, når man skal planlægge en leg.

Om projektet (SIPP) Social inklusion gennem børns deltagelse. Formålet med dette projekt er at give plads til, at lærere og pædagoger i indskolingen kan udforske og udvikle profes­ sionelt arbejde baseret på børns ­perspektiver på og oplevelser i forhold til social inklusion. Projektets mål er først og fremmest, at lærere og pædagoger får styrket deres professionelle viden og kompetence, hvad angår best-practice og international, kollegial viden­udveksling.

Det internationale element bidrager blandt andet til, at man som professionel får øjnene op for hvilke værdier, kulturelle og historiske bevægelser, der har været med til at forme den praksis, man er en del af.

Projektet er et Erasmus+ projekt.

Læs mere her.

Pædagogisk Extrakt

49

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

Styrket inklusion gennem børneinddragelse Til trods for forskellige kulturer og skoletraditioner viste det sig gennem projektet, at børnene uanset begyndelsesståsted, profiterede af at blive inddraget og komme med deres perspektiver på hverdagen i skole og fritid. Det blev især tydeligt i den sidste interviewrunde med de involverede børn fra de fem lande. Her var alle enige om, at det at blive inviteret ind i planlægning og tilrettelæggelse er godt. Det gav børnene en forståelse af, at deres perspek­ tiver har værdi, og de fik øje for hinanden i fællesskabet på nye måder.

Eksempel fra børneinterviews Interviewer: Hvad har I lært af at være med i projektet?

Barn: En hel masse. Jeg er jo ikke så tit sammen med Mikkel og Katrine, så det var lidt mærkeligt.

Så jeg var sammen med nogen som jeg ikke plejede. Jeg er heller ikke sammen med Lias, men det var jeg her.

I stedet for at man bare leger med de samme og de samme, så kunne man godt blive træt af dem. Men så kunne man finde ud af, at Lias faktisk var ret god at lege med, så kunne det være, at man begyndte at lege med ham eller sådan noget.

Interviewer: Så I har lært, at man godt kan snakke med nogen, man ikke plejer eller måske endda få nye venner?

Alle børn: Ja!

Børneinddragelse kan bidrage til inklusion Projektet viste, at både børn og pædagoger i alle fem lande havde en positiv oplevelse med at inddrage børnenes perspektiv.

Arbejdet med børneinddragelse bidrog positivt til inklusionsprocesser, hvilket casen fra den danske del af projektet også illustrerer. Det var ikke vanskeligt for børnene at sætte sig ind i andre børns behov og udfordring­er, faktisk overraskede børnene pædagogerne ved at have meget stor viden, indsigt og forståelse for hinanden.

Det var ikke vanskeligt for børnene at sætte sig ind i andre børns behov og udfordringer, faktisk overraskede børnene pædagogerne ved at have meget stor viden, indsigt og forståelse for hinanden.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE Af pædagog Linea Madsen og lærer og cand.pæd. Mads Egekov

Hvordan hjælper vi de børn, der har de største vanskeligheder i skolens fællesskaber?

– om samarbejdet mellem pædagog og lærer På Alminde-Viuf Fællesskole har vi i en årrække arbejdet med en mellemform. Erfaringerne viser, at et velvilligt og afstressende miljø i både mellemformens og klassens fællesskab er afgørende.

Fundamentet er et tillidsfuldt samarbejde mellem lærer og pædagog.

50

Pædagogisk Extrakt

51

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

På Alminde-Viuf Fællesskole er mellemformen et specialpædagogisk tilbud til børn, der i særlig grad er udfordret i klasserne. I mellemformen arbejder to pædagoger på fuld tid, og der er tilknyttet 10 børn. Pædagogerne i mellemformen samarbejder tæt med lærerne i de klasser, som børnene hører til, om at tilrette­ lægge en fornuftig skoledag og undervisning. Formålet er, at børnene i videst muligt omfang er en del af det faglige og sociale fællesskab i deres klasse ­selvom de også har behov for noget andet og mere.

I denne artikel vil vi dele vores erfaringer og kort pege på, hvad pædagogikken er til for. Herefter vil vi komme med vores bud på, hvad der kendetegner det gode tværfaglige samarbejde mellem mellemformens pædagog og klassens lærer. Vi vil desuden beskrive, hvad der sker, når børn

fra mellemformer gradvist inkluderes mere og mere i almenklassens fællesskab.

Forskellighed og fællesskab De børn, der tilknyttes mellemformen, har udfordringer. De oplever sig derfor ofte - og af gode grunde - som anderledes end resten af klassen. Men hvordan kan man som pædagog og lærer være medskaber af fællesskaber, hvor der netop er plads til denne forskellighed? Hvor forskelligheden i sig selv ikke gør, at man falder ud af fællesskabet?

Vi mener, at diversiteten og fællesskabet i børnegruppen kan forstås som to forbundne og gensidigt afhængige størrelser.

Vi mener også, at fællesskabet kan iltes og næres af forskelligheden og vice versa, når rammerne er gode. Pædagogikkens opgave er altså både at tilgode­ ­se, inddrage og fremelske

­ ørnenes unikke forskelligheder, b såvel som at skabe og udvikle et hjerte­varmt og diversitetsrummende fællesskab. Det er en opgave, der er lige så vanskelig, som den er vigtig.

Det tillidsfulde samarbejde mellem pædagog og lærer Vi har erfaret, at et tillidsfuldt samarbejde mellem pædagogerne i mellemformen og lærerne i klassen er fundamentet, når vi skal skabe et trygt, velvilligt og afstressende miljø for de børn, der bevæger sig mellem de to. Vi har også erfaret, at det ikke kommer af sig selv, for de professionelle presses også, når børnene ikke trives.

Vores bedste råd er at gå på opdagelse i hinandens faglig­ heder ud fra et princip om ­ligeværd og med en sensitiv lydhørhed, hvor de faglige stemmer legitimeres og inddrages. Vi

er gennem nysgerrighed blevet klogere på, hvad den andens faglighed kan bidrage til i den konkrete pædagogiske kontekst.

Når vi går på opdagelsesrejse sammen, må vi også enes om et nogenlunde fælles fagsprog.

Og i vores tilfælde har et humanistisk menneskesyn og værdisæt, med plads til uenigheder, dannet grobund for et frugtbart samarbejde. Når barnet skal fra mellemform til klasse, er der brug for, at al den viden, der er omkring barnet, bliver sat i spil.

Ingen faggruppe kan undvære den anden.

Det er derfor vigtigt løbende at prioritere, og sætte tid af til refleksive samtaler om, ­hvilket fagsprog, menneskesyn og værdier, vi står på og opererer ud fra. Så forståelsen og tilliden både etableres og udvikles hen ad vejen.

OM

OM

Linea Madsen Linefus@gmail.com

Mads Egekov m.egekov@gmail.com

Linea Madsen er pædagog og ­arbejder i mellemformen på ­Alminde-Viuf Fællesskole. Hun interesserer sig for børn med særlige udfordringer og deres udvikling.

Mads Egekov er lærer og cand.pæd. i pædagogisk filosofi. Han arbejder som lærer/AKT-vejleder og interes­ serer sig særligt for spørgsmål, der vedrører grundskolens og lærerens dannelsesopgave.

Pædagogisk Extrakt

52

VIA University College

JAMEN, SKOLEN ER DA FOR ALLE

Pædagogen danner bro til klassen Det er vigtigt, at mellemformen ikke erstatter barnets tilknytning til sin oprindelige klasse. Vi forstår mellemformen som en bro, der forbinder barnet med almenklassen.

Vores erfaring er, at barnets sociale og psykologiske trivsel i mellemformen er en afgørende faktor i en succesfuld overgang tilbage til klassen. Pædagogen kan i mellemformen tilbyde et mere stressfrit miljø og en atmos­fære, der i højere grad er præget af tryghed.

Pædagogen kommer tættere på børnene i mellemformen. Den trygge relation mellem barn og pædagog gør, at de i sam­ arbej­de kan adressere udfordringerne. Det er også pædagogen, der støtter barnet til løbende at kunne indgå mere og mere i klassens faglige og sociale fælles­skab igen.

Hvert barn er sit eget og har sine egne styrker og udfordringer.

Derfor er der ikke en one-sizefits-all-tilgang. Pædagogen spiller en vigtig rolle i at finde frem til de løsninger, der virker for det

enkelte barn. Men for at lykkes kræver det, at samarbejdet mellem pædagog, lærer, forældre og barnet selv er tillidsfuldt.

Gældende for de fleste børn på vej fra mellemform til klasse er dog, at vi - udover at opøve fagfaglige kundskaber - ­lægger vægt på at udvikle barnets sociale kompetencer.

Pædagogen støtter derfor børnene i at blive bedre til at sam­ arbejde, kommunikere og konfliktløse på opbyggelige måder.

Læreren som katalysator for almenklassens åbenhed Læreren har en lige så vigtig rolle, når overgangen skal lykkes.

Vores erfaring er, at læreren i det daglige må arbejde med, at klassens fællesskab er og holder sig åbent – også for de børn, der i en tid er tilknyttet mellemformen.

Lærerens rolle er blandt andet aktivt og kontinuerligt at inddrage børnegruppen i sammen at skabe et fællesskab, der er kendetegnet af åbenhed og velvilje. Åbenheden og velviljen viser sig blandt andet i måden,

Vi er gennem nysgerrighed blevet klogere på, hvad den andens faglighed kan bidrage til i den konkrete pædagogiske kontekst .

som klassen forholder sig til andre børn på. Idéelt set møder børnene i klassen det barn, der skal ind i klassen på en overvejende positiv, nysgerrig og undersøgende måde, der gør, at barnet føler sig tryg og velkommen.

Når både pædagog og lærer ­lykkes med sammen at skabe overskuelige, trygge og meningsfulde rammer omkring barnets overgang, kan der opstå en samstemt og tæt kontakt mellem de enkelte børn og fællesskabet.

Det er en svær og kompleks opgave, men når det lykkes, er det alle anstrengelserne værd.

Pædagogisk Extrakt

53

VIA University College

FÆLLES OM HVAD? Af pædagog Lars Erik Damborg

Børns fascinerende forskellighed Det kan føles som en småromantisk holdning, at børns forskellighed er fascinerende. For samtidig er virkeligheden også, at pædagoger hurtigt og effektivt skal kunne hjælpe børn i deres forskellighed i en verden, som kræver meget af børnene. Måske kan viden om resiliens være en vej til at håndtere børnegruppens diversitet bedre i dagtilbud.

Jeg har ofte fornøjet mig over børns forskelligheder i dagtilbud.

Men forskelligheden kan også være en udfordring. For hvad gør jeg lige, når jeg bliver presset over, at den tilgang, der virkede på flere børn i går, pludselig falder helt til jorden i dag?

Eller når afleveringen af et barn går fra at køre flydende den ene dag for dagen efter at være helt kaotisk? Og måske er det ikke lige i dag, jeg har overskud til at håndtere, at min velkendte tilgang ikke virker længere. For børn er ikke bare forskellige hver især, de kan også være meget forskellige dag til dag.

Resiliens og planer, der kan ændres Jeg har i mit bachelorprojekt på pædagoguddannelsen undersøgt, hvordan pædagoger kan arbejde med resiliens i praksis.

Herunder, hvordan det perspektiv kan bruges til at forstå og håndtere forskellighed og gøre os klogere på den pæda-

Pædagogisk Extrakt

54

VIA University College

FÆLLES OM HVAD?

Den vigtigste pointe er måske, at i pædagogik skal vi kunne ændre vores plan hele tiden. Mange faktorer påvirker hver enkelt situation, og vi må kunne ændre planen til det, der er brug for i situationen. Også selv om planen har virket tidligere.

gogik, som kan virke i nogle situationer, Men slet ikke duer i andre. Resiliens er en måde at forstå et menneskes kapacitet til at håndtere udfordringer.

Kapaciteten er afgjort af ens mængde af beskyttelsesfaktorer og risikofaktorer. Resiliens er et langt mere processuelt perspektiv. Derfor åbner det op for at arbejde mere med processer, fremfor at se på evner som fx robusthed.

Den vigtigste pointe er måske, at i pædagogik skal vi kunne ændre vores plan hele tiden. Mange faktorer påvirker hver enkelt situation, og vi må kunne ændre planen til det, der er brug for i situationen. Også selv om planen har virket tidligere.

Med andre ord skal vi arbejde processuelt. Og så må vi være nysgerrige på at forstå, hvorfor det, der virkede i går, ikke er det, der skal til i dag.

Faktorer, der styrker og svækker En måde at være systematisk nysgerrig på er at undersøge, hvilke faktorer der er i spil. Først undersøger vi, hvilke faktorer der fungerer beskyttende og styrker barnets kapacitet til at håndtere udfordringer. Det kan fx være, at barnet er sammen med andre børn og voksne, som det kender og føler sig tryg ved. At det har sovet godt og så videre.

Dernæst kigger vi på risikofaktorer, der svækker barnets kapacitet. Det kan fx være, at barnet har en neurologisk lidelse, at der er sket for meget den seneste tid, at barnet havde en konflikt tidligere på dagen, og så videre.

Professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet, Dion Sommer, beskriver ti beskyttende faktorer i sin bog Resiliens. Faktorerne går fra barnets inderste neurologiske funktioner til det yderste sam-

fund omkring barnet. Faktorerne er styrkende, men vi kan også bruge dem til at se efter, hvor barnet kan være udfordret. Eller om der er opstået en ændring, som skifter en beskyttende faktor til en risikofaktor.

Jeg mener, at det er oplagt at bruge faktorerne til at være systematisk nysgerrig på børnene. Faktisk kunne de måske være et relevant alternativ til de tests og bedømmelsesmaterialer, som bliver brugt nu.

At have føling med barnet i en travl hverdag Dagtilbud er pressede på ressourcer, og vi pædagoger har meget, vi skal. Derfor er det endnu vigtigere, at vi i hver­dagen er opmærksomme på, at vi skal have føling med det enkelte barn. Kontinuerlig opfølgning og tidlig indsats er vigtigt for at sikre trivsel og gode vilkår.

OM Lars Erik Damborg laed@aarhus.dk Pædagog Lars Erik Damborg er pædagogisk leder og arbejder i en integreret institution i Børn og Unge, Aarhus Kommune. Han interesserer sig særligt for god pædagogisk ramme­sætning, realistisk pædagogik og de børn som har brug for at blive set fra en anden vinkel, end de plejer.

Pædagogisk Extrakt

55

VIA University College

FÆLLES OM HVAD?

Diversiteten blandt børn gør, at pædagogik aldrig bør følge et fast system.

Fordi pædagoger har hjertet med i vores job og arbejder for, at børnene skal have det bedst muligt. Men også fordi regeringsindsatser som Barnet først og Dagtilbudsloven forholder sig til, at børn skal trives.

Det er med til at give trivsel, at barnet bliver mødt ud fra, hvem det er, og hvad det har med sig i dag. Og ikke ud fra en fast metode. Diversiteten blandt børn gør, at pædagogik aldrig bør følge et fast system.

Når pædagoger kigger på barnets resiliens og har øje for beskyttende faktorer, får vi en ny forståelse for forskelligheden hos børn. Den forståelse kan hjælpe os med at udføre den gode pædagogik. Og dermed også hjælpe os med at forstå børnenes forskellighed som en styrke - og ikke en hindring i at udføre hurtig og systematisk pædagogik.

God pædagogik er – for mig - at kunne være i forskelligheden. Og at kunne bruge forskellighederne til at justere min pædagogik, så det enkelte barn får det, som det har brug for lige den dag og lige i den situation.

Pædagogisk Extrakt

56

VIA University College

FÆLLES OM HVAD? Af lektor Johanne Hempel og lektor Elisabeth Schjødt Laursen, VIA Pædagoguddannelsen

Kan vi få noget RO!?

Klassisk musik fylder ikke meget i danske dagtilbud. Men ny forskning peger på, at den klassiske musik kan vise vejen til mere fordybelse, ro og nærvær.

Når vi undersøger brugen af klassisk musik i daginstitution­er, er det bemærkelsesværdigt, hvor ofte ro viser sig. Det sprang ud af vores noter og interviews, men også af vores observationer.

I nogle dagtilbud så vi, at pædagogerne motiverede børnene til at være stille under farvelægning eller lytning til musikken.

Men ved andre lejligheder så vi, at roen sænkede sig nærmest automatisk, når børnene gik ind i et rum, hvor der blev spillet blid og rolig klassisk musik.

Følgende er uddrag fra vores observationer: Musikken sættes på. Der er andre børn, der leger i rummet.

De børn, der tegner, siger til de legende børn: ’I skal være stille til det her musik!’ … der tændes for ’Svanen’ fra Dyrenes Karneval, og stemnin­ gen bliver rolig. Et barn fortæller efterfølgende om situationen, at ’det er ligesom nattetid’ og et andet barn tilføjer ’Det lyder lidt ligesom vand…’

Og to pædagoger fortæller: Børnene efterspørger selv stille musik (…) ’Det var lidt ligesom prinsessemusik’. Den klassiske musik er fantastisk til at skabe ro. Men jeg har også oplevet, at det virker modsat – det vil sige, at det er forskelligt, hvordan klassisk musik virker på børnene alt efter tid, rum, sted og hvilke børn.

Jeg blev jo selv helt afslappet.

Jeg kan jo mærke, at det gør noget i mig (…), at det giver den her ro.

Pædagogisk Extrakt

57

VIA University College

FÆLLES OM HVAD?

”Vi kan jo godt høre de almindelige traditionelle børnesange, og de er også vigtige. Vi kan også høre alt muligt hiphopmusik, danse, rytmer. Men dét som klassisk musik kan, det er bare noget andet…”

Musikkens beroligende og nærværs-skabende kraft Den rolige klassiske musik beskrives af pædagogerne som velegnet til at skabe et intimt rum for nærvær. En pædagog oplever, hvordan musikken hjælper hende til at holde fokus på trods af afledende og forstyrrende elementer. Hun siger: ”Musikken lokker mig ind igen efter forstyrrelse”. Musik i rummet bevirker også, at folk, der kommer ind udefra, opfatter den koncentrerede stemning. Derfor forstyrrer de ikke børn og voksne i aktiviteten: ”Der har musikken været med til at være en beskyttende ting (…) det der space, hvor man ikke bli­ ver forstyrret, og hvor man kan få lov til at være nærværende.”

Pædagoger og den klassiske musik Når vi spørger pædagoger om, hvordan det kan være, at klassisk musik har meget lille - henholdsvis ingen - plads i pædagogisk praksis, er typiske svar, at den klassiske musik er svær, og det er for svært at finde ud af at anvende klassisk musik, også sammen med børn.

Men omvendt fortæller en af de deltagende pædagoger her om sin umiddelbare oplevelse af den klassiske musiks potentiale som spejl og forløser af nuancerede følelsesmæssige udtryk: ”Vi kan jo godt høre de almin­ delige traditionelle børnesange, og de er også vigtige. Vi kan også høre alt muligt hiphopmu­ sik, danse, rytmer. Men dét som klassisk musik kan, det er bare noget andet…

OM

OM

Johanne Hempel johh@via.dk

Elisabeth Schjødt Laursen, esl@via.dk

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

Lektor ved VIA Pædagoguddannelsen

Johanne er cand.mag. i musik og kunsthistorie. Hun underviser på VIA Pædagoguddannelsen og på masteruddannelsen i Musik­ pædagogisk Udvikling. Hun er tilknyttet forskningsprogrammet Pædagogik og Æstetik, hvor hun forsker i pædagogik, musik og børn.

Elisabeth er cand.mag. i musik og dansk. Hun er tilknyttet forskningsprogrammet Pædagogik og Æstetik, hvor hun forsker i pædagogik, musik og børn.

Pædagogisk Extrakt

58

VIA University College

FÆLLES OM HVAD?

Musikken vækker et eller andet i mig som menneske. Enten den der ekstreme ro eller også er der godt nok mange følelser på spil.

Det tænker jeg, at børn også har. Altså enten er de kede af det, eller glade eller sure eller…”

være til læring af tal og matematik, til kropsbevidsthed, motorik eller relations arbejde, og så videre. Alt sammen gode pædagogiske intentioner i overensstemmelse med de pædagogiske læreplaner.

Kvalificering af pædagogisk praksis gennem anvendelse af klassisk musik I pædagogisk praksis ­anvendes musik ofte som afsæt, som pædagogisk redskab, til noget andet end fordybelse i musikken som formal dannelse. Det kan være som redskab til sprog­ stimulering, hvilket sang/sangleg jo egner sig fortrinligt til. Det kan

Men ovenstående ­indebærer samtidig en tendens til, at opmærksomhed ledes bort fra musikken. Det er uvant, og for de fleste pædagoger mere krævende at gå ind i musikken - selv og sammen med børnene. Den materiale dannelse, hvor der fokuseres på stoffet - i denne sammenhæng opdragelsen til klassisk musik - forudsætter

en pædagog, som er nysgerrig og opsøgende over for andre musikgenrer end den mest anvendte børnepopmusik. Eller som ligefrem selv har oparbejdet et vist kendskab til et klassisk musikrepertoire. Helt centralt og betydningsfuldt er den enkelte pædagogs lyst, mod og musikalske selvforståelse. Det som den norske musikforsker Nora Kulset kalder den enkelte pædagogs musikalske kapital i bogen Din musikalske kapital.

Når musikken bliver anvendt i forbindelse med pædagogiske aktiviteter, kan opmærksomhed­en flyde i alle mulige ret-

ninger, men pædagogen kan lede retningen. De valg, pædagogen træffer, afhænger af hendes faglighed og egen musikalske kapital. Hvad børnene oplever er en anden sag, som vi kun kan være nysgerrige på. Selve musik­ oplevelsen kan kun afgøres af den enkelte.

Ifølge de deltagende pædagoger i projektet er musikkens evne til at skabe rum for ro, nærvær og fordybelse det vigtigste. Et tiltrængt æstetisk åndehul i en hektisk hverdag. Det virker ­så­ledes helt åbenlyst, at den klassiske musik kan kvalificere den pædagogiske praksis.

Ifølge de deltagende pædagoger i projektet er musikkens evne til at skabe rum for ro, nærvær og fordybelse det vigtigste. Et tiltrængt æstetisk åndehul i en hektisk hverdag. Det virker således helt åbenlyst, at den klassiske musik kan kvalificere den pædagogiske praksis.

Om projektet Vi har undersøgt, hvad der sker, når klassisk musik anvendes i børnehaven. Vi har i løbet af 2022 gennemført et mindre, kvalitativt følgeforskningsprojekt. Vores overordnede undersøgelsesinteresse var, om anvendelsen af klassisk musik i praksis kan bidrage til en kvalificering af det pædagogiske læringsmiljø. Pædagoger fra fire børnehaver deltog i undersøgelsen.

De deltagende institutioner havde selv meldt sig til at afprøve og anvende klassisk musik over tid sammen med børn, og de for­ pligtede sig til at stå til rådighed med at lade sig interviewe og observere af os.

Projektet er en del af forsknings­ program for Æstetik og Pædagogik i VIA Pædagogik og Dannelse.

Pædagogisk Extrakt

59

VIA University College

FÆLLES OM HVAD? Af lektor Elisabeth Schjødt Laursen og lektor Johanne Hempel, VIA Pædagoguddannelsen

Sammen om klassisk musik – også når vi er forskellige

I alle fire dagtilbud, der d ­ eltog i undersøgelsen, var børnegruppen sammensat af en mangfoldig blanding af børn med og uden særlige behov og udfordringer. Vi har udvalgt en lille håndfuld af de d ­ eltagende pædagogers fortællinger.

Fortællinger, hvor aktiviteterne med den klassiske musik ­skaber nye fortællinger om nogle af børnene.

Pludselig kunne han fordybe sig – det var magisk!

En pædagogstuderende - Ea - har valgt at arbejde med en lille gruppe på fem børn. Et af børnene er drengen Ask, der beskrives som en dreng med krudt i, der har svært ved at ­fordybe sig.

Ea har sluset den lille børnegruppe ind i sproglokalet. Hun tager musikkufferten frem og placerer sig selv og børnene i en rundkreds på gulvet. Efter velkomstritualer med sang og leg uddeler Ea farvelægningsmapper og sætter først Schumanns Traümerei og dernæst Griegs Morgenstemning på CD-afspilleren. Ea spørger børnene: ”Er det ikke dejligt at lytte til musikken?” Et af børnene svarer: ”Det lyder som en sommerfugl.” En anden siger: ”Jeg tænker bare på bjerge.” Ea spørger Ask: ”Hvad tænker du på, når du hører musikken?”

Ask svarer ikke, men farver videre i sin mappe, meget stille og fordybet i farvelægning.

Alle hvisker.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

60

FÆLLES OM HVAD?

”Når I er færdige med at tegne, skal vi lige ned på gulvet og synge en sang”, siger Ea. Hun kalder flere gange på Ask, for at få ham til at sætte sig ned at sidde på gulvet med de andre.

Ask svarer ikke, men maler fordybet videre.

Ea fortæller efterfølgende om Ask: ”Han kommer hver gang: ’Kan vi ikke kigge i kufferten?’

Han elsker det! Det dér magiske, der kommer, når man åbner. At fordybe sig i noget. Han er en dreng med krudt i, og det dér - det var magisk. Jeg ku’ ikke stoppe ham.”

Vi spurgte Ea, hvad hun tror, ­børnene er glade for i aktiviteten. ”Der er noget fælles­ skabsfølelse i det. Det fælles tredje. Ja, et børnefællesskab.

På ­legepladsen bliver Ask af og til udad­reagerende og slår.

Så i musik­aktiviteterne kan vi inkludere ham, og gi’ ham noget andet i stedet.”

Glæden og begejstringen giver dialoger Pædagogen Karen fra en anden institution fortæller, at nogle af de børn, der normalt har svært ved at deltage i aktiviteter, elsker at sidde og røre ved tingene fra musik-kufferten. Karen ­tænker, at det måske gavner børnene i forhold til oplevelsen af musikken, at de får lov til at røre ved og undersøge nogle ting i musik-kufferten.

Annika har i sin børnehave sammensat to mindre børnegrupper for at støtte sprogligt udfordrede børn. Hun beskriver i sin evaluering af forløbet, at den klassiske

musik afføder en glæde, som Pædagogerne fører begejstring for sproglig udfoldelse med sig. Glæden og har i løbet af begejstringen motiverer til diaprojektet fået loger på tværs i børnegruppen. ’Det er for eksempel snakke om nuanceret kroppen (række sig på tåen), motoriske lege og årstids- og deres syn på dyresnakke. På Tyttebærstuen børnene. Og de har vi snakket om bier og bi-lyde og bi-musik.’ Annika under­ fortæller om, streger, at det er en forudsætning, at den voksne også for­ hvordan den undres og glædes over musikken, klassiske musik og kobler ord og musik sammen har hjulpet dem for børnene. selv og børnene Han elsker den kuffert!

Det havde vi ikke troet! til at komme Pædagogen Mette har i sin børne­have anvendt musik-­ i en særlig kufferten, både materialerne og musikken, til et specialpædastemning. gogisk forløb med Kaj på godt fem år. Mette fortæller, at Kaj er særligt udfordret socialt og kognitivt. Han er udadreagerende og aggressiv over for de andre børn.

Pædagogisk Extrakt

61

VIA University College

FÆLLES OM HVAD?

Når pædagogerne bevidst og fokuseret anvender klassisk musik og motiverende materialer i planlagte musikaktiviteter, kan børn, med og uden særlige behov, potentielt væves sammen i en totalsansning af musik, farver, former, bevægelse, følelse og fællesskab.

Derfor har Mette valgt at lave stunder, hvor hun er alene med ham næsten dagligt. ”Kaj elsker den kuffert! Det havde vi ikke troet! Han er sat i bås af de andre. Mit fokus er at bevidst­ gøre ham om vigtigheden af at lytte. Og bruge det man hører til at kunne forstå, også relationelt.

inspirere pædagogisk praksis med børn med forskellige behov og udfordringer. Pædagogerne har i løbet af projektet fået nuanceret deres syn på børnene.

Og de fortæller, hvordan den klassiske musik har hjulpet dem selv og børnene til at komme i en særlig stemning.

Lytte til lyde, lytte til musik overføre det at lytte til musik til at lytte til andre,” fortæller hun.

Ea fokuserer eksempelvis på den magiske stund, hvor hun oplever Ask fordybet i farvelægningen sammen med de fire andre børn.

Hun taler om det fælles tredje og fællesskabsfølelsen. Rummet er præget af rolig fordybelse og en æstetisk fortættet stemning.

Musikken og farvelægningen skaber tilsammen en auditiv og visuel helhed, der understøtter deltagernes fællesskabsfølelse.

Kajs motivation kommer til udtryk ved, at han selv beder om at komme ind til musik­ aktivitet med Mette. Hun tilføjer, at hun ser en positiv ændring i Kajs adfærd på legepladsen.

Når nogen siger noget til Kaj, så stopper han op for at lytte i stedet for at slå fra sig.

Farver, former, følelser og fællesskab Pædagogernes fortællinger peger på, at den klassiske musik og de klassiske børnesange kan

Karens fortælling om børnenes taktile fordybelse under musiklytning støtter også den opfattelse, at auditive, visuelle og taktile sanseerfaringer opleves som en helhed for barnet. At se

og røre ved noget gavner altså børnenes forbindelse til musikken.

Desuden erfarer vi, hvordan det at lytte til musik, at synge og at samtale om, hvad vi hører og tænker, kan styrke både børnenes sproglige opmærksomhed og deres evne til at være lydhøre i sociale sammenhænge.

Annika nævner n ­ ødvendigheden af selv at udvise glæde og begejstring ved musikken, og at børne­gruppen ikke er for stor.

Når pædagogerne bevidst og fokuseret anvender klassisk musik og motiverende materialer i planlagte musikaktiviteter, kan børn, med og uden særlige behov, potentielt væves ­sammen i en totalsansning af musik, ­farver, former, bevægelse, følelse og fællesskab.

Pædagogisk Extrakt

VIA University College

SPIDS PEN Af Emilie Paulev Ghali, jurastuderende og næstforkvinde i SUMH

Vi skal have de højeste forventninger til mennesker med handicap Jeg bliver tit mødt med mange fordomme fra fagpersoner, selvom jeg både er jurastuderende og har tre jobs. De har altid de bedste intentioner, men noget går galt i det sekund, vi møder mennesker som deres diagnoser og ikke som individer.

62

Pædagogisk Extrakt

63

VIA University College

SPIDS PEN

Jeg ville ønske, at jeg havde mødt flere pædagoger i min barndom og tidlige ungdom, der havde sat højere krav til mig.

Jeg mødte dem, men der var bare langt imellem dem.

Vi bliver nødt til at have de højeste forventninger til mennesker med handicap i stedet for de laveste. Pædagoger har den fornemmeste opgave - nemlig at se mennesket før deres udfordringer.

Pædagoger kan hjælpe tavse stemmer frem Vi skal bare huske på, at alle har ret til en stemme og autonomi over eget liv. Det kan være svært, når nogle af stemmerne er lave eller måske helt tavse.

Men pædagoger har en opgave i at skrue op for volumen på stemmerne.

Jeg ville ønske, at jeg havde mødt flere pædagoger i min barndom og tidlige ungdom, der havde sat højere krav til mig. Jeg mødte dem, men der var bare langt imellem dem. Jeg bliver tit spurgt ind til, hvordan vi skal møde mennesker med et handicap. Svaret er ret enkelt: Ligesom ville møde ethvert andet menneske.

Vi skal bryde de fordomme, der skaber barrierer Vi har som samfund en opgave i at normalisere det at have et handicap. Den nemmeste måde at gøre det på er at lære den nye generation, altså børn, at et handicap er det mest naturlige i verden. Jeg ser allerede en kæmpe forandring fra dengang jeg var barn til i dag.

Børn ser med nysgerrighed i ­stedet for frygt på min kørestol.

Pædagoger og pædagogiske ansatte har en kæmpe magt og mulighed for at speede samfundsudviklingen op. Det er yderst vigtigt, at vi får integreret mennesker med handicap i samfundet. Det bliver bare en del nemmere, hvis vi som samfund bryder de fordomme, der skaber en barriere for mennesker med handicap.

Jeg har mærket på egen krop, hvilke konsekvenser fordomme har for mit liv. På grund af mit talehandicap blev jeg placeret

på en specialskole. Her fik jeg begrænset undervisning, fordi de gerne ville tage hensyn til mig.

Det havde bare den konsekvens, at jeg var langt bagud i forhold til mine jævnaldrende, da jeg kom ud på den anden side. Jeg har klaret mig virkelig godt, men det var mere på trods af end på grund af.

Mulighed for at klare sig godt med sit handicap Vi skal huske på, at børn med et handicap vokser op og bliver voksne med et handicap. Mit største ønske er, at flere børn med et handicap vokser op, og klarer sig godt på grund af i stedet for på trods af. Jeg har al tiltro til, at det nok skal lykkes, når jeg kigger på den næste generation af børn, voksne - og vigtigst af alt - pædagoger! Vi skal bare huske på, at alle har ret til selvbestemmelse over eget liv.

Og alle har ret til en stemme.

OM Emilie Paulev Ghali emilie@sumh.dk Emilie Paulev Ghali er 26 år, jura­ studerende og næstforkvinde i SUMH – Sammenslutningen af unge med handicap.