Vandretur på Nordkalottleden del 2

Nordkalottleden og Treriksröset del 2

EFTERÅR I FJELDET AF BRIAN PIHL JOHANSEN OG CHRISTIAN MILBO

DAG 6 Vi vågner sent, og det er varmt udenfor. Solen skinner fra en skyfri himmel. Igen viser efteråret sig fra sin bedste side. Jeg har haft sommerfjeldture og ture længere sydpå, men i meget koldere og dårligere vejr. Sådan er vejret altså i polaregne. Jeg kan mærke, at jeg lige skal bruge lidt tid på at vågne og sådan. Det udnytter Brian på bedste vis ved at gå ned og fiske lidt i søen. Da jeg har nosset mig færdig og pakket tingene, vandrer vi ud på det, der indtil nu bliver en af turens hårdeste etaper. I morgen er der en der er lidt hårdere, men hvor hård afhænger af, hvor højt vi kommer i dag. Hele etapen over Gassavaggi og Bouššir fjeldene tager os fra 473 m.o.h. og op til 1000 m.o.h. Vi skal dog først til Rostahytten, der ligger 7 km. fra lejren, før opstigningen begynder. Der er lidt knolde indtil da, men intet af betydning. Vi har god fart på, og Moskángáisi massivet og Isdalen står smukt i solskin. På vestre side dukker en lille gletscher op. Efterhånden også vandfald. Det er bare en smuk dal. holder frokost. Tre piger kommer ned fra en dagstur i fjeldet, hvor de har plukket multebær. De er også mange steder i dalen og i fjeldene omkring. Vi spiser og hygger, mens skyerne kommer ind over hytten. Der er ikke regn i, og de hænger højt, så pyt. Faktisk meget rart, da opstigningen begynder om lidt. Vi tager os sammen og begiver os opad. Stigningen er som de forrige rigtig god. Man kan mærke, at det er sameruter og ikke turistruter. Forskellen er, at samernes ruter er justeret gennem mange mange år og ligger derfor geniale til landskabet. Turistruterne er til tider idiotisk anlagt og bøvlede. Vi får nu dalen fra et højere perspektiv, der slet ikke gør den ringere. Hold nu op, det er smukt. Stigningen er slet ikke så slem som antaget, og vi holder få pustepauser. I betragtning af opstigningens meter er det forbavsende få. Igen fordi det er en genial anlagt rute. Vi ser en ting, vi ikke har set før. En masse hvide sten, hvor man kan se, at der løber vand til begge sider af fjeldet. Det ligner, at der ligger en minigletsjer dele af året, men nu er det helt væk. Lidt svært at beskrive, men sjovt ser det ud. Vi stopper og kigger kort. I forhold til kortet er der noget galt. Vi er slet ikke på ruten. Jo altså, vi er på vej den rigtige vej, men ikke på den markerede rute på kort. De må af en og anden grund have lavet ruten om, så den nu går lidt længere (100-150 meter) sydpå. Vi finder hurtigt vores lokation på kortet alligevel. Det er rart at have erfaring både til at finde fejlen og finde ud af, hvor vi er. Også uden at gå i panik, men med stille og rolig snak om, hvorfor de mon har ændret ruten; vådområder, stenskred, eller hvad der nu kan være. Det blæser op og vi er ved at nå aftensmadstid. Vi kigger lidt på landskabet og beslutter os for, at tage lidt højdemeter mere for at komme op til noget, der ser ud til at give os ly. Det hele lykkedes fint, og vi er tæt på 800 m.o.h. Det er 100 meter mere, end jeg havde troet på til morgen. Det gør etapen i morgen kortere og med mindre opstigning. En helt perfekt dag. DAG 7 I nat har der været noget dryp-regn, men ikke særligt meget. Teltene er

dog våde. Jeg vågner ved 7-tiden og tager kaffen på sengen, mens jeg stener lidt ud i luften. Det er svært at tage sig sammen i dag. Jeg er vant til et kontorarbejde med Outsite, ikke så meget de længere ture. Dem er der desværre ikke så meget plads til. Kroppen er derfor ikke vænnet til den konstante bevægelse og udfordringer op og ned. Men det går indtil videre rigtig godt. Er bare lidt morgendoven. Kl. ca. 8 spørger Brian, om det er ved at være tid. Det er det jo nok. Alt bliver pakket, og vi kan se frem til en længere strækning opad efterfulgt af en brat nedstigning, mod Dærtahytten.

Vi skal over en stor elv, som kunne være så voldsom, at vi skal have støvler af og lave et vad. Vi må gå meget langt op ad elven, før vi finder et sted. Elven deler sig i to, så den er knapt så voldsom. Her kan vi gå tørskoet over.

Vi begynder opstigningen uden at følge stien. Den er længere sydpå. Det er sådan en sjov moralsk ting. Det føles “gratis” at gå opad på denne måde. Det er først, når vi når stien, at kræfterne tæller… jeg ved ikke, om det giver mening, men sådan er der så mange sjove små ting, til moralen og psyken. Vi rammer først stien, da vi er næsten oppe af første opstigning. Her er en fantastisk udsigt til en gletsjer, vandfald og dale. Landskabet ændrer sig og bliver mere goldt. Vi er i +900 meter, og heroppe skal der ligge to søer. Der kommer mere og mere stenet terræn, og tempoet sættes naturligt ned. Vi finder søerne og tager et lille hvil bag en bakke. Vi kan se næste opstigning til +1000 m.o.h., men den ser nu ikke så skræmmende ud. Jeg vil dog gerne over og ned igen, mens der er forholdsvis godt vejr. Det kan jo snyde her i polaregne. Pludselig kan der komme tåge eller regn. Begge gør stenene glatte, og så kan det være svært, eller farligt, at gå videre. Indtil nu er det dog kun overskyet og lidt vind. Helt perfekt til dagens etape. Vi kommer forbi de to søer og skal nu blot over fossen, der løber ned fra de to søer. Vi er i Gassivaggi og sjovt nok løber vandet ned forbi Rostahytta, hvor vi var i går. Dog “den forkerte vej” om fjeldet. I fossen ser jeg en lille ørred, der får et chok af, at jeg kommer forbi. Den er nok på vej ud til havet, eller måske har din bestemt sig for at blive i fossen. Sagt på en anden måde: du skal aldrig undervurdere søerne heroppe. Der er stort set altid fisk i dem. Det er vildt, når man tænker på højden, og hvor langt væk fra havet vi er. Vi står for foden af sidste opstigning, og terrænet er blevet mere stenet. Det er mellemstore sten, hvilket ikke er min favorit. De er for små til, at jeg kan placere min plade 45 korrekt, hvilket gør, at jeg ret tit vrikker om eller snubler. Heldigvis er det ikke noget, der gør andet end at irritere. Støvlerne gør, at jeg ikke får skader. Vi kommer op og kan nu se langt ind i Finland (vi er stadig i Norge). Det er en smuk udsigt. Endnu en udsigt venter os på den anden side af opstigningen, hvor Dærtahytta og Deartavággi dalen vil åbne sig. Fra toppen kan man faktisk allerede se hytterne. Det havde jeg ikke forventet.

Først har vi dog den bratte nedstigning. Til tider lidt krævende, men ok. Den lille dal til højre for Buoššir, som vi er kommet ned i (den har umiddelbart ikke et navn), er ret spændende. Den vidner om, at her har lagt en lille gletsjer på et tidspunkt, og at sneen er langsom til at smelte. Der er masser af skurrespor og snefelter. Der er også stadig masser af sten. Vi kommer ned i højden, men vi skal alligevel ikke så langt ned igen. Deartavággi er i 700 m.o.h. Brian foreslår, at vi finder nogle teltpladser i læ. Det er en god pointe til trods for, at jeg gerne ville have været 2-4 km længere i dag. Men det er fint med 11 km. og så kan vi slappe lidt af. I morgen kommer der regn, som vil

være her de næste tre dage. Det kan vi ikke klage over, da vi har haft 7 dage med godt vejr! DAG 8 Det har regnet og blæst i løbet af natten. Ikke noget slemt dog. Lyset tiltager, solen titter lidt frem, og så kommer regnen igen. Vi skynder os at pakke, så vi måske kan pakke teltet ned i tørvejr. Desværre timer vi det dårligt, så vi må vente 30-40 min., før regnen igen stopper. Vi skynder os at pakke teltene ned og går mod Dærtahytta, som kun ligger 2 km. herfra. Regnen og blæsten kommer igen, men vi har rygvind, så det er ikke så slemt.

Nede ved hytten drejer vinden, så den kommer slemt bagfra. Vi kigger lidt rundt ved hytterne og går så lidt sydpå, og drejer derefter vestpå. Landskaber er meget anderledes her. Store “tuer” der nærmest ser menneskeskabte ud, men ikke er det. Det fortsætter i 2-3 km. Det ligner kæmpe gravpladser, og de giver god ly for vinden, som vi ellers ville have lige i hovedet sammen med regn. Vi drejer sydpå igen og er heldige med vinden. Vi er åbenbar i ly af et fjeld, men vinden suser i dalen, kan man høre. Skyerne begynder at ligge lavt, og vi kan se, at vi skal op og gå i en om nogle kilometer. Vi skal lige 150 meter over en kam og så ned i en ny dal. Regnen og vinden tager nu kraftigt til. Vores usigelige held er sluppet op. Opstigningen er egentligt fin, men lang. Ind imellem kommer der fos, som er de sværeste på turen. Vi kan dog stadig beholde støvlerne på. Vi når efterhånden op i skyen, og vind og regn hersker her. Der kommer et fladt plateau, hvor vi ikke rigtig er udfordret, så vores kropstemperatur falder hurtigt. Når vi blot går ligeud og har kraftig vind og regn, går det hurtigt. Vi kan tage mere tøj på, men det vil sikkert blive vådt og dermed koldt igen. Heldigvis er det ved at være frokosttid, så vi slår mit telt op og indtager frokosten i ly og læ. Det er en god måde at få varmen igen og få humøret op igen. Vi tager den med ro, får en tår kaffe og kigger på vejret. Der er måske en lille bedring på vej? Vinden er der stadig, men det stopper med at regne. Vi har fået varmen igen, og vores tøj er… stadig vådt… men det går.

Vi pakker hurtigt teltet ned. Vores fingre bliver hurtigt kolde som is, men det er bare med, at komme i gang igen, så vi kan få varmen i dem. Det går stadig lige ud, men om lidt går det kraftigt nedad. Måske vi kommer i ly for vinden, når vi går ned. Nedstigningen er stejl, men ok. Ikke den svære slags og hurtigt forsvinden vinden, og vi har nu varmen i hele kroppen. Dalen vi er kommet ned i, åbner sig, og vi kan nu se den hele. Kæmpe stor! Så lang øjet rækker. Også bred. I midten ligger et lille fjeld stædigt tilbage og troner. Det har vundet over isen i tidernes morgen. Man kan se skurremærker på begge sider og på fjeldet i midten. Her er enormt vådt at vandre, og der er stort set mose hele vejen over til fjeldet i midten. Heldigvis har det ikke regnet så meget på det sidste, og som skrevet er efteråret det tørreste tidspunkt. Alligevel er her vådt, og vi må hoppe fra tue til tue eller tage chancen med et spring eller håbe, at hullet ikke er så dybt/ vandholdigt. På afstand ligner vi nok et spil Frogger (til de læsere, der kan huske det computerspil). Vi når vores helle i midten af dalen, hvor der også er nogle fine teltpladser. Der er ligesom en “kant” på 2-3 meter, der gør, at her er nogenlunde vindstille. Der er da også mange spor af mennesker. Ikke skrald, men sten der er lagt, og en enkelt bålplads. Vi skal videre over på den anden side. Igen er der mose, men nu har vi ligesom rytmen. Vi kommer nogenlunde tørskoede over, men vores støvler er smurt ind i mudder, og det lugter ikke godt. Dalen er fyldt med søer og drejer nu mod sydøst. Vi skal dog mod vest og Dividalen. Nana-fjeldet troner med skarpe, lodrette sider og markerer et skift i vores retning. På modsatte side står et endnu mere lodret fjeld. De ser imponerende ud. Vi skal lidt op af foden på Nana-fjeldet, men ikke så meget. Det ser ud, som om det er på grund af sump og mose, men ellers giver det ikke meget mening. Overalt ser vi skeletter fra rensdyr. Måske der bor en meget aktiv jærv, eller måske jægerne pelser dem her? Det er ved at være aften, og vi har gået 3/4 af ruten ned til Dividalen. Det havde jeg ikke troet vi kunne.

Selvom der ikke er så meget stigning, aå er det stadig fjeld. Det går aldrig ligeud. Altid op og ned, i større eller mindre grad. Nu tror jeg på, at vi kan tage resten. Problemet er nu at nå det i det sidste lys, vi har. Vi skal nedad igen, og denne gang venter turens hidtil største vad. Mon vi også kan tage dette tørskoet? Det ser ikke sådan ud heroppe fra. Der går mange stier her. Hvorfor ved jeg ikke, men det giver ikke meget mening. De er ikke på nogle kort, men måske genveje til andre steder. Hele ruter har ikke været fantastisk godt markeret, men vi finder dog vores sti i virvaret.

Fossen er meget bred, og ude på midten er der meget gang i den. Vi summer lidt og beslutter så at tage den med støvler på. Det første lange stykke ud er der masser af sten, men ude på midten er der ikke ret mange. Inde ved bredden på den anden side kommer der igen sten. Vi følges ad, så vi kan komme hinanden til undsætning, skulle der ske noget. Ud på midten er jeg først. Jeg har længst ben og kan derfor udpege gode steder eller gode sten at sætte foden på. Ulempen er, at det også er mig, der opdager de glatte sten eller rullesten. Det går dog nogenlunde, og jeg får kun støvlen i en enkelt gang, og der kommer ikke vand ind. Brian klarer det også fint. Vel ovre skal vi sige farvel til Nordkalottleden, der her fortsætter op til 1000 m.o.h. i et pas. Vi skal heldigvis til at begynde vores nedstigning. Ruten herfra og ned til vores depot er markeret på kort, men det er en sort stiplet linje. Det vil sige, at der er sti men ingen skilte eller markeringer. Stien ser heldigvis tydelig ud, så det skal nok gå. Det er tydeligt en sti, der er anlagt af samerne, for denne er også “professionelt” anlagt. Forbi moser, ikke unødigt op og ned, men der er ret meget mose, som man ikke kan undgå. Her mister vi stien nu og da, og kraftigt i en mose med krat. For første gang må vi have GPS’en op for at lokalisere stien igen. De burde gå lidt længere nordpå, men det giver ikke så meget mening. Eller altså… sti der giver mening, men at vi har tabt så meget retning, på så kort tid, gør ikke. Men vi stoler på GPS’en og går mod stien. Den har også ret og sparer os for mere mose. Gradvist kommer vi ned mod træerne igen. Gradvist forsvinder lyset også mere og mere. Vi har travlt nu, hvis vi skal nå ned uden at skulle kravle i mørke. Vi har pandelamper med dog, men det er stadig ikke sjovt at gå i fjeldet i mørke. Der er hele tiden sten/andet, der spænder ben, selv i lys, så i mørke kan det være farligt. Trægrænsen er meget tydelig her. Som en mur møder vi birketræerne, og det er kærkomment, for vinden og regnen er begyndt igen. Nede i dalen kan man se, at vejret er helt anderledes. Der er hele tiden sol. Det er rart at tænke på, at der er varmere dernede end her.

Stien er stadig tydelig, men vi skal være opmærksomme på, at den deler sig på et tidspunkt. Vi skal mod venstre over en lille bæk. Mod højre går stien lidt opad over en lille vanddeler, og nede mod Frihedsli, der er en lille bygd i dalen. Denne vej er også længere, og vi vil have 6-8 km. op til depotet fra bygden. Så denne sti gider vi ikke ende på. Nu når lyset forsvinder, gider vi faktisk ikke gå forkert, så vi er meget opmærksomme på, hvad der sker på stien. Alligevel opdager vi lidt for sent, at vi er ud på den forkerte sti. Det kan bare ikke være rigtigt. Der har ikke været en bæk eller en sti mod venstre.

Vi kigger kort og GPS. Stien burde ligge til venstre ca. 150 meter fra os. Så vi går ud i terrænet og prøver

lykken. Ganske rigtigt en sti mere. Her burde vores sti ned i dalen også begynde, men her er ingen. Vi prøver via GPS’en at lokalisere den, men uden held. Bækken finder vi, men her er ingen sti. Vi står ellers lige på den ifølge GPS’en. Det her er ikke godt. Slet ikke efter 20 km. i dårligt vejr og lys, der er ved at forsvinde. Heldigvis er vi begge erfarne, så vi mister hverken modet eller håbet. Det er jo ikke værre end, at vi må gå i terræn ned mod pladsen og depotet. Området virker meget bjørnepræget, og i dalen er der også skilte med bjørne. Væk fra stien og dette terræn, der går op og ned i “gryder”, er måske ikke det bedste, at overraske en bjørn i. Faktisk går vinden imod os, og gryderne tager vores lyd. Jeg hoster derfor lidt overdrevet nu og da for at advare eventuelle bjørne mod vores ankomst.

Lyset er nu næsten væk, og nedstigningen begynder for alvor nu. Vi sætter tempoet ned, så vi ikke falder over noget, eller kommer ud på en afsats, som vi ikke kan komme videre fra. Jeg ændre lidt retning fra vest til nordvest, da landskabet ligesom peger den vej, og vupti… der er stien sgu! Det er en godt gensyn og nu kan vi sætte lidt fart på igen. Det er dog næsten mørkt, så vi kan ikke løbe. Det kan benene heller ikke mere i dag. Efter vi har fulgt stien i 1 km, dukker grusvejen op. Det er den vej, vi kørte på for en uge siden, da vi lagde depotet ud. Nu er der kun 1 km op til pladsen, depot med pandekager, osv. Da vi når pladsen, bliver det dog ikke til så meget mere end at slå teltet op og så i seng. DAG 9. DÅRLIGT VEJR PÅ TOPPEN Næste dag kommer Brian med dårlige nyheder. Vejrudsigten er ikke blevet bedre, og vi begynder at kunne se sne allerede i 8-900 meters højde. Vi skal op i 1200 m.o.h., og selvom kulde og sne er noget vi er forberedt på, er vinden og regnen det ikke. Det skifter nemlig hele tiden mellem sne, regn og slud. Det er ikke særligt godt, for så vil alle vores ting blive gennemblødte og vi meget kolde. Vi beslutter derfor at tage en hviledag i Dividalen og tage en beslutning i morgen, og se vejrudsigten igen. Måske vi er heldige? Det er vi ikke. Faktisk er den blevet værre. Vi ville nok kunne klare turen, men det ville være en uge med lort. Det er ikke derfor, vi er her. Vi har været på lorte fjeldture og klaret den, men vi er sgu blevet for gamle til at skulle bevise noget. Plan B, C, D, E (ja vi har forberedt os hjemme fra) er også tiltalende, især fordi der er sol og sommer lidt længere sydpå. Vi beslutter os derfor for at stoppe fjeldturen her for i år. Det er egentligt ikke øv, bare et stop for nu. Vi kører derfor tilbage til bilen og vender snuden sydpå. Foran os ligger 1500 km, før vi når Silverleden, som jeg ikke har prøvet før, men som ser tiltalende ud.