Derfor flyttede vi til Asaa:
Vi fandt lykken ved Asaa Strand
Mille Severinsen og Marc Kroon Rasmussen, Søgade 42 Marc fortæller: Jeg er vokset op i en lille landsby, Enslev, og jeg har haft min tid på Vellev skole, Ulstrup skole og senere Bjerringbro Gymnasium. Dengang tænkte jeg, at byerne ikke rigtigt var de fedeste steder – det var dengang for mig nogle rigtige ’bondebyer’, og de var ikke nok. Nej, der skulle ’gang i den’, og det kunne der komme i Aalborg! Jeg flyttede derfor med nogle kammerater op til Aalborg og meldte mig til et studium. Jeg nød storbylivets daglige fart og pulserende natteliv. Jeg startede senere på kandidatuddannelsen, hvor jeg mødte en fantastisk kærlig, sød og smuk pige, som fik mig til at tænke i nye baner. Vi begyndte at snakke sammen, og hun fortalte mig om, at hun var opvokset i en lille by, Asaa, hvor hun havde gået i skole og spillet håndbold som ung. Jeg anede ikke, hvor Asaa lå, men det var tydeligt at høre gennem hendes historie, at hun holdt meget af den lille by og havde haft en god og tryg barndom der. Vort forhold blev så småt mere seriøst – og så lidt mere seriøst, og jeg ved ikke rigtigt hvordan, men det endte med, at jeg fik den smukke, søde pige fra Asaa til at blive min kæreste, og Mille og jeg har ikke været meget væk fra hinanden siden. Vi boede sammen i Aalborg Vi flyttede sammen i Aalborg og fik efter to års tid på kandidaten færdiggjort vores uddannelse i
Interaktive Digitale Medier, eller som vores forældre måske ville sige ”en uddannelse i sådan noget IT-noget” – og vi blev da også begge cand.it. Så gik turen til Asaa Efter nogen tid i Aalborg blev Mille og jeg trætte af skrigene fra mågerne, larmen fra gaden og de få kvadratmeter i lejligheden. Vi ville mere, men ikke mere i storbyen. Vi ville starte en familie og søgte efter et trygt sted, hvor vi kunne skabe en fremtid sammen – og det kunne vi i Asaa! Der var mange bonusser ved Asaa. Milles familie boede der jo, og med dem en kærlig og nærværende base. Asaa medbragte ro og plads, og det blev muligt at bytte bylarm og sort
asfalt ud med fuglekvidder og grønt græs mellem tæerne. Jeg tror, at vi begge hen ad vejen lærte, at storbylivet slet ikke var os på den lange bane. Vi så pludseligt landsbyerne med nye øjne og begyndte at sætte pris på ting, vi ikke havde gjort før. Jo, så er Asaa ligesom Enslev måske lidt af en ’bondeby’, hvis man er ung og vil ud og opleve verden, men som min svigerfar kunne finde på at sige i spøg: ”I det mindste er det ikke Dronninglund”!
19
