Organist.org nr. 8, september 2019

Page 24

UDGIVELSER

FLERE SPÆNDENDE ORGELNODER Fra Danmark og udlandet udkommer der naturligvis meget mere, end vi har plads til at anmelde. Her er et overblik over noget af det.

Jørgen Ellegård Frederiksen, red. Leif Kayser: Partitas & Organ Chorales Edition S 72 sider 378,75 kr. fra edition-s.dk

24

Foto: Werner Meyer/leifkayser.dk

I juni 2019 var det 100 år siden, Leif Kayser blev født. Forlaget Edition S har markeret dette ved at udgive Kaysers orgelmusik og kormusik. Hans musik kan betegnes som fritonal og er ofte yderst kompleks. Særligt orgelmusikken udgør en meget væsentlig del af Kaysers samlede værk, og han står da også tilbage som det 20. århundredes mest flittige komponist af dansk orgelmusik. På noder har meget af denne dog hidtil været vanskelig tilgængelig, men dette har altså nu ændret sig, ikke mindst på grund af Bagsværd-organisten Jørgen Ellegård Frederiksen, som har været foregangsmand i at få samlet og redigeret de mange Leif Kayser-kompositioner.   Ud over ”Forspil og salmesatser, bind I-III”, som vi anmelder på side 20 her i bladet, indeholder bindet ”Partitas & Organ Chorales” en række af Leif Kaysers relativt tilgængelige og overkommelige orgelværker.

Heri findes der fem partitaer over blandt andet ”Den lyse dag forgangen er, og natten”, ”Jeg ved et evigt himmerig” og ”Nu bede vi den Helligånd” samt 11 orgelkoraler over blandt andet ”Guds godhed vil vi prise”, ”Jeg vil mig Herren love” og ”Til himlene rækker”.   For dem, der ønsker nærmere bekendtskab med Leif Kaysers musik, rummer Jørgen Ellegård Frederiksens uofficielle Kayser-hjemmeside mange nyttige oplysninger. Der er blandt andet et link til en tekstfil med ”Forsøg på opstilling af sværhedsgrad af Leif Kaysers orgelværker”. Ikke overraskende vurderer Frederiksen heri forspillene og ledsagesatserne som de enkleste, efterfulgt af orgelkoralerne, og et stykke højere på sværhedsbarometret ligger partitaerne. På listen har Frederiksen markeret nogle af orgelværkerne som ”Mine foretrukne værker; generelt venlig karakter”, og blandt kompositionerne i det ovenfor omtalte bind har han givet dette stempel til orgelkoralerne og til partitaen ”Den lyse dag”. Se mere på leifkayser.dk   I øvrigt indspillede Frederiksen i Leif Kaysers dødsår 2001 en cd med en række andre favoritter (dacaporecords.dk/udgivelser > søg på ”Kayser”).

Leif Kayser ved orglet i Solbjerg Kirke ca. 1985

Organist.org 8/2019


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.