Kulturbæreren OURE EFTERSKOLE: Charlotte Kromann var med til at tage imod de allerførste efterskoleelever i 1987. På nærmeste hold har hun fulgt udviklingen fra lokalt skoleprojekt til international campus
Charlotte Kromann, lærer på efterskolen
Der er sket en del, siden dengang kalenderbladet viste 1987. Dengang, hvor statsminister Poul Schlüter regererede på Christiansborg. Hvor Trine Dyrholm sang sig ind i hjerterne med ”Danse i måneskin”, og hvor moden dikterede asymmetrisk hår, store øreringe, pastelfarver og blå øjenskygge for pigernes vedkommende – sejlersko, polo T-shirt og langt nakkehår for mændenes vedkommende. Det var også dengang, hvor en håndfuld visionære skolefolk stak spaden i jorden midt på Oure Mark for at bygge en efterskole. Siden fulgte en højskole og et gymnasium, der satte verdensborgerskab på dagsordenen. Dét, der startede som et lokalt skoleprojekt, har i dag vokset sig til en international campus.
Pionerånden En af dem, der har været en aktiv del af udviklingen gennem alle årene, er efterskolelærer Charlotte Kromann: -Udviklingen i Oure har været markant, fastslår kulturbæreren, der tydeligt husker, hvordan hun som en af de første nyansatte kastede sig entusiastisk ud i skoleprojektet i 1987. -Opstarten var præget af fællesskab og pionerånd. Alle boede på pladsen. Vi holdt fødselsdage sammen og lærermøderne foregik til tider i det fri. På visse punkter stak vi ud. Drenge og piger boede sammen. Ikke helt almindeligt på det tidspunkt. Om sommeren drog vi med hele skolen til Sverige og stegte pølser over bål, og om vinteren forsøgte samtlige lærere sig som skiinstruktører i det sydlige. Det sidste fik dog hurtigt en ende, og professionelle tog over. Vi favnede både bredden og eliten, men de efterfølgende år blev præget af en professionalisme og specialisering som, i mine side 47 – OURE REFLECT
øjne, er med til at forklare skolernes succes.
Spejler samfundet Når Charlotte Kromann i dag ser tilbage på 25 år på Oure Mark, så får hun øje på et skoleprojekt, som på mange måder har afspejlet samfundets udvikling. -Det samfund, vi uddanner de unge til i dag, er ikke det samme som i 1987. Derfor kræves der andre færdigheder og kompetencer, for at de kan begå sig i en globaliseret verden. Digitaliseringen, der slog igennem i 1990érne, har ændret vores måde at kommunikere og være sammen på – verden er på en måde blevet mindre. Det giver helt nye muligheder og udfordringer- også i undervisningen. Dette globale islæt, som ikke var på tapetet i 1987, fylder utrolig meget i dag. Jeg synes, skolerne gennem årene, har været åbne og visionære i forhold til samfundsudviklingen, siger Charlotte Kromann.
Stadig det samme Alligevel er der, understreger efterskolelæreren, en grundlæggende kerne i det sydfynske skoleprojekt, som går på tværs af alle årene. - Selvom vi i dag er et stort campusmiljø med hundredvis af unge og et hav af spændende og dygtige undervisere - også fra fjernere himmelstrøg - så handler det dybest set om det samme som i 1987. Om at møde unge mennesker, der hvor de aktuelt befinder sig i deres liv. Lade dem indgå i et fagligt og socialt fællesskab, der kan udvikle dem, så de får ressourcer til at tage aktiv del og ansvar i det samfund, de er en del af. Dengang som nu er drivkraften at skabe Danmarks bedste skole- og uddannelsesmiljø. Der skåles. Lærermøde og frokost i det fri få dage før første elevhold ankommer september 1987. Bemærk, at huset i baggrunden endnu ikke er beklædt med de klassiske røde brædder.
OURE REFLECT –
side 48