
3 minute read
Stort sort multihus udgør letbanens hjerte
I det sydøstlige hjørne af Odense ligger letbanens kontrol- og vedligeholdelsescenter. Et stort multihus med værksteder, vaskehal, kontorer og ikke mindst det centrale kontrolum, der er bemandet døgnet rundt.
Odense byråd på besøg i letbanens kontrolrum, hvorfra styringsmedarbejderne døgnet rundt holder øje med tog, stationer og køreledninger
Advertisement

Når de ikke er ude at køre på skinnerne, holder letbanetogene parkeret på kontrol- og vedligeholdelsescenteret. Det er også her de befinder sig om natten Hjertet i driften af Odense Letbane er kontrol- og vedligeholdelsescentret – med adresse på Søndre Hospitalsvej i Hjallese tæt ved motorvejen.
Det 40.000 kvadratmeter store område består af udearealer, hvor de 16 letbanetog kan holde parkeret om natten, foruden letbanens hovedbygning på i alt 8.560 kvadratmeter, fordelt på to plan. Det er herfra, driften af letbanen bliver styret og overvåget. Og det er her, togene bliver serviceret, vasket og repareret efter behov.
Fra kontrolrummet kan styringsmedarbejderne via kameraer og digital overvågning følge trafikken helt tæt på den 14 km lange letbanestrækning. Hele tiden har de mulighed for direkte kontakt med letbaneførerne ude på ruten, eller de kan sende servicemeddelelser ud på stationerne.
Bemanding 24 timer i døgnet
Kontrolrummet er bemandet 24 timer i døgnet. Også om natten, hvor togene ellers holder stille, men der er stadig strøm på anlægget. Derfor skal styringsmedarbejderne kunne gribe ind med kort varsel, hvis der eksempelvis sker noget med en køreledning. Kontrol- og vedligeholdelsescentret er samtidig hovedsæde for Odense Letbanes driftsselskab samt for letbanens operatør og infrastrukturforvalter, Keolis. Det er således Keolis, der både rekrutterer og uddanner letbaneførere – og står for letbanens daglige drift. Keolis har ansat godt 52 letbaneførere, som på deres respektive vagtdage tjekker ind på kontrolcentret, før de begiver sig ud på turen mellem Tarup og Hjallese.
Også Stadler Service Denmark, der servicerer letbanetogene, samt Aarsleff Rail, der servicerer spor og køreledninger, holder til på kontrol- og vedligeholdelsescentret.
Værksted med flere spor
Den store værkstedshal udgør sammen med forskellige specialværksteder, vaskehallen og reservedelslageret en stor del af centrets grundareal.
Værkstedshallen er uden sammenligning det stør-
ste rum i kontrol- og vedligeholdelsescentret. Flere letbanespor er ført ind i bygningen. Et af sporene går hen over en drejebænk, hvor letbanetogenes hjul jævnligt skal slibes til, så de passer perfekt ned i skinnernes riller og derved støjer mindst muligt.

De to midterste spor fører hen over to lange værkstedsgrave. De har parallelle platforme i højde med letbanetogets tag, hvorfra elektronik kan serviceres. Ligeledes er der forberedt plads til endnu et spor med værkstedsgrav ved siden af de to andre - hvis det med tiden bliver nødvendigt som følge af en etape 2 med en udvidet flåde af letbanetog. Sidste spor i værkstedet går hen over en ”bogie turntable”. Her kan togets hjulkasser, de såkaldte bogier, afmonteres og køres ind på et mindre værksted for service og reparation.
Odense Letbanes kontrol- og vedligeholdelsescenter har adresse på Søndre Hospitalsvej i Hjallese og er synligt fra den fynske motorvej
Vask med sæbevand og børster
Ved siden af værkstedet går et ekstra letbanespor gennem vaskehallen på bygningens sydside. Vaskemaskinen er produceret af det spanske firma Aquafrisch, der er specialiseret i vaskeudstyr til forskellige typer tog. Når toget kører gennem vaskemaskinen, bliver det først fugtet i genanvendt vand og får tilført vaskemiddel.

Vandrette og lodrette børster sæber toget ind. Efterfølgende vasker andre børster toget rent for snavs og vaskemiddel. Til sidst bliver toget skyllet i demineraliseret vand for at undgå kalkpletter. Vaskeproceduren kan til forveksling minde om den tilsvarende for biler – dog med den forskel, at her er det toget, der bevæger sig under vasken, mens børsterne er stationære.
270 solpaneler på taget
Kontrol- og vedligeholdelsescentret fremstår som en industri- og lagerbygning, som svarer til, hvad der allerede ligger en del af i området. Dog har Odense Letbane bestræbt sig på at designe en bygning, som kan blive ét af byens vartegn set fra motorvejen. Byggeriet lever i øvrigt op til den højeste energistandard, Energiklasse 2020, takket være 270 solpaneler på taget.
Letbanens hovedentreprenør, COMSA, har også været hovedentreprenør på byggeriet af kontrol- og vedligeholdelsescentret, men i alt har cirka 30 forskellige entreprenører og underentreprenører været involveret i projektet – og hver især bidraget til, at byggeriet med dets mange specialfunktioner kunne stå færdigt i 2020.
