Vordingborg Garnison i 100 år

Vordingborg Garnison i 100 책r

Side 1

Vordingborg Garnison i 100 책r

Kolofon Niels Sawman Brandt Vordingborg garnison 100 år, 2013 Omslag Forside: Gåsetårnet på ruinterrænet i Vordingborg med værnepligtige hold februar 2013 Bagside: 5. Regiment på march i 1913 Skriftet er udgivet med økonomisk støtte fra Vordingborg Kommune.

Trykt hos Centraltrykkeriet Vordingborg A/S Illustrationsmaterialet er stillet til rådighed dels af bogens forfatter dels af Danmarks Borgcenter og Falsterske Fodregiments soldaterforening samt øvrige, der har bidraget.

Luftfoto er optaget i venligt samarbejde med LP Luftfoto, Vordingborg.

Tak til Else Gyldenkærne, Leder for arkiverne ved Museerne i Vordingborg Kjeld Møller Pedersen, administrerende direktør for Danmarks Borgcenter Dorthe Wille-Jørgensen, museumsinspektør, Danmarks Borgcenter Særlig tak til korrekturlæserne. Især skal der rettes en tak til oberst Bjarne Hesselberg og major Per F. Hansen fra Falsterske Fodregiments soldaterforening.

ISBN: 978-87-85013-03-3

Indholdsfortegnelse Forord.............................................................................................................

Side 7

Garnisonskommandanter 1913 - 2013....................................................

Side 8

Indledning – Med ekstratog fra Nyborg..............................................

Side 9

1. Kapitel – Fra kongehof til provinsby med garnison....................

Vordingborg som garnisonsby igennem tiden Vordingborg omkring år 1900

Side 14

2. Kapitel – Europa ulmer.........................................................................

Forsvarets Ordning 1909 Vordingborg Kaserne projekteres og bygges Vordingborg moderniseres 5. Regiment rykker ind i Vordingborg De første værnepligtige rykker ind

Side 24

3. Kapitel – Fra mellemkrigstiden til den kolde krig........................

Vordingborg Kaserne under 2. Verdenskrig Danmarks indtræden i NATO Kasernen bliver en af Danmarks største

Side 39

4. Kapitel – Danmarks internationale engagement..........................

Verden rykker til Vordingborg Fugl Føniks står op af asken Et center for operativ logistik Kasernen bliver fremtidssikret

Side 51

5. Kapitel – Identitet og udvikling.........................................................

Regimentet er kasernens sjæl Øvelsespladser lægger jord til udvikling Skydebanen ved Ore flytter til Kulsbjerg Navne skaber sammenhold, moral og korpsånd Historien om stormklokken Forsvarsordninger og forlig

Side 61

Epilog.............................................................................................................

Side 72

Kilder...............................................................................................................

Side 75

Oberstløjtnant Per Lorenz Hinrichsen med DANILOGs fane på sit kontor i bygning Dannevirke.

Forord Vordingborg Kaserne fremstår i dag som en moderne fremtidssikret kaserne med en vel vedligeholdt bygningsmasse, der samtidig rummer en hundredårig historie. Igennem årene har tusinder af officerer, befalingsmænd og menige gjort tjeneste ved garnisonen, og har gjort deres til at give kasernen sit særpræg både med indretningen og med begivenheder, der knytter sig til tjenesten ved Vordingborg Kaserne. Man skal ikke gå langt i selskab med repræsentanter fra de soldaterforeninger, der har hjemsted på kasernen, før historierne bliver fortalt.

Nærværende jubilæumsskrift er en kort fortælling om Vordingborg Kaserne, der blev placeret ved en af Danmarks første og største kongeborge. Det sammenfatter kasernens tilblivelse og udbygning i den udenrigspolitiske virkelighed, der har præget Danmark siden første Verdenskrig, og som havde en direkte konsekvens dels for udformningen af kasernen dels for dets øvelses- og skydepladser og dels for udviklingen af Vordingborg by.

Allerede fra første færd har det været klart for Vordingborg by, at samhørigheden med kasernen ville få stor betydning for byens infrastruktur og vækst, og dermed blive sat på danmarkskortet som en betydende by på Sjællands sydkyst.

Der var fra begyndelsen en gensidig forståelse mellem by og kaserne, som blandt andet hviler på de traditioner, der blev skabt ved garnisonens oprettelse.

En forståelse, der med tiden har udviklet sig til også at omfatte et frugtbart samarbejde med byens forretningsliv.

Kasernen er klar til mange nye forlig, men dens eksistens vil til stadighed være afhængig af den politiske vilje til at bevare værdifulde arbejdspladser i et af Danmarks yderområder. Derfor har Vordingborg Kommune flere gange kæmpet en hård kamp for sin kaserne med dens mange arbejdspladser. Jubilæumsskriftet vil markere de første 100 år for en af Danmarks markante kaserner, og skal udtrykke håbet om, at der fortsat er behov for at udnytte kasernen og dens øvelsesterræn til at uddanne soldater, der bliver udsendt i internationale missioner.

Side 7

Garnisonskommandanter 1913 - 2013 1913 - 1916

oberst V. Giersing

1916 - 1923

oberst T. V. Schwarz

1923 - 1928

oberst C. A. A. Bosse

1928 - 1930

oberst W. W: Prior

1930 - 1934

oberst C. L. E. Øllegaard

1934 - 1938

oberst H. Jessen

1938 - 1942

oberst V. O. Harrel

1942 - 1944

oberst A. M. Poulsen

1944 - 1945

oberstløjtnant E. H. Augsburg

1945 - 1946

oberst R. Allerup

1946 - 1950

oberst E. J. Joest

1950 - 1956

oberst P. A. Mathiassen

1956 - 1969

oberst A. H. Klokhøj

1969 - 1976

oberst Chr. E. Nielsen

1976 - 1978

oberst N. E. A. Møller

1978 - 1983

oberst F. O. Hertel

1983 - 1984

oberst S. Hønnerup

1984 - 1986

oberst R. G. Alstrup

1986 - 1992

oberst J. Münsberg

1992 - 1995

oberst Kai Hansen

1995 - 1997

oberst Kurt Bache

1997 - 2003

oberst Bjarne Hesselberg

2003 - 2005

oberst Niels Ebbe Svennesen

2005 - 2010

oberst Peter Kølby Pedersen

2010 - 2012

oberst Flemming Mathiasen

2012 -

oberstløjtnant Per Lorenz Hinrichsen

Side 8

Indledning

Med ekstratog fra Nyborg Damplokomotivets taktfaste lyd af dets store stempler, togvognenes rumlen over skinnesammenføjningerne og kedelventilens skarpe hvislen var den lydkulisse, som omgav soldaterne fra 7. og 19. bataljon samt korporalsskolen, da de onsdag aften den 22. januar 1913 rullede ind på Vordingborg station i Masnedsund. Soldaterne kom fra Nyborg. De var blevet forlagt til Vordingborgs nye kaserne, der var i færd med at blive bygget lidt uden for byen i nærheden af Valdemarsgade. De færreste af soldaterne tænkte nok på, at mange soldater før dem havde gjort tjeneste i Vordingborg.

Masnedsund station blev bygget i 1870, da Sydbanen blev ført igennem til Vordingborg.

Den var i funktion til 1937, hvor Storstrømsbroen og den nye Vordingborg station overflødiggjorde stationen i Masnedsund. Senere blev bygningen overtaget af Buko, og er i dag et erhvervscenter.

Side 9

Soldaterne fra Nyborg tilhørte 5. Regiment. Planen havde egentlig været, at de først skulle flytte ind på kasernen i april 1913, men den udenrigspolitiske situation var blevet skærpet betydeligt ved årsskiftet til 1913. Derfor havde Krigsministeriet besluttet at fremskynde flytningen af de jyske og fynske garnisoner, der var øremærket til at blive garnisoneret på Sjælland. Beslutningen blev taget hurtigt, og i al hast blev der indsat ekstratog, der kunne transportere 7. og 19. bataljon. Kl. halv syv rullede det ind på Vordingborg station, og derefter var Vordingborg endnu engang blevet garnisonsby.

Forud for togturen havde der været en rørende afsked med Nyborg, hvor 5.

Regiment havde været garnisoneret i 33 år siden 1880. Da det stod klart for Nyborg, at den ikke længere skulle være garnisonsby som konsekvens af forsvarsforliget, der blev vedtaget i 1909, havde byen kæmpet bravt for at beholde garnisonen. Der var blevet holdt møder med regeringen, sendt breve, skrevet artikler i aviserne, men lige lidt hjalp det. Danmark skulle være neutral. København og dermed Sjælland skulle sikres, og derfor skulle soldater fra Fyn og Jylland hurtigst muligt flyttes til de nyopførte kaserner på Sjælland.

Nu stod de på perronen ved stationen. Ingen modtagelse. Soldaterne gik igennem ventesalen og ud på den sparsomt oplyste plads foran stationsbygningen.

Befalingsmændene befalede march og så gik turen under kaptajn Baggers kommando fra Masnedsund til Vordingborg med regimentsmusikken foran. De gik ad Stationsvej, forbi købmandsgården på hjørnet til Axelgade, og nogle har sikkert bemærket sig teksten ved indgangsdøren: ”Cigarer og Spirituosa”, mens de fortsatte i den kolde, mørke januaraften og svingede op ad landevejen, der hed Færgegårdsvej.

Side 10

Købmandsgården i Masnedsund blev grundlagt i 1882 af konsul Møller. I 1885 blev den købt af Poul Neble, som drev forretningen frem til 1930. Poul Petersen overtog derefter forretningen og drev den frem til 1978. Hans søn, Henrik, fortsatte driften frem til forretningen lukkede i 2008 – hele tiden under navnet Nebles Eftf.

Det var først, da de kom forbi S-svinget ved det nyopførte elektricitetsværks røde bygning, der var blevet opført to år tidligere, at de forreste har kunnet skimte Gåsetårnet, inden de drejede ned ad Algade.

Færgegårdsvej og Algade set fra Gåsetårnet ca. 1908. Til højre ses Vordingborg gamle rådhus, opført i 1845.

Side 11

Da de kom til Algade, var rygtet kommet de nyankomne soldater i forkøbet, sikkert godt hjulpet af den spillende regimentsmusik og folk stod og hujede og klappede. Modtagelsen tegnede godt. Kun fremtiden skulle vise, om det ville fortsætte. Soldaterne drejede ned ad Kirkestræde, inden de blev trådt an på Kirketorvet foran Vor Frue Kirke. Men hvad var det egentlig for en by de kom til?

Side 12

Udsigt mod Vordingborg fra Solbakkevej. Helt til højre bag trÌerne ligger Henrikseje, hvor korporalskolen blev indkvarteret.

Side 13

1. Kapitel

Fra kongehof til provinsby med garnison ’Wording’ kan takke venderne for sin borg. Venderne var et slavisk folkefærd, som siden de store folkevandringer fra år ca. 200 - 700 havde bosat sig på Østersøens sydkyst lige fra Slien i vest til Estland i øst. De havde, blev det fortalt, særlig forkærlighed for at gå på plyndringstogter i det dengang forholdsvist øde Syddanmark. For datidens konger var det derfor en stadig trussel mod landets indre sikkerhed, og de tog ustandselig på togter dels i Sønderjylland og dels over Østersøen for at bekæmpe de hedenske vendere. Det var i hvert fald begrundelsen, som kunne læses i Gesta Danorum, Saxo Grammaticus’ store værk om danskerne.

Saxo var skriver for biskop Absalon, og det er ganske sandsynligt, at han har gjort venderne en del mere grusomme end de i virkeligheden var, alene for at retfærdiggøre vendertogterne. På den måde kunne Valdemar samle danskerne om en fælles ydre fjende efter den foregående urolige periode med en del kongedrab.

Det var kong Valdemar den Store i samarbejde med biskop Absalon, der fik sat system i venderbekæmpelsen, godt hjulpet af Saxo. Der blev i 1150’erne bygget borge i Svendborg, Nyborg, Handelspladsen Havn – senere København, Roskilde og Vordingborg, og samtidig blev Dannevirke forstærket med en murstensvold og tilhørende voldgrave.

Vordingborg havde dengang på valdemarernes tid en strategisk velegnet placering i kampene mod venderne, hvilket også er understreget af, at borgen forblev kongesæde helt frem til 1438, hvor kong Erik af Pommern forlod byen, og flygtede til Gotland, inden han tog til Pommern, hvor han blev til sin død. Herefter mistede Vordingborg sin status som fast kongebolig, da kongerne nu foretrak København, og byen gik en radikal nedgangstid i møde, som holdt sig igennem både 1600 og 1700 tallet. Det var først med industrialiseringens indførelse i Danmark i sidste halvdel af 1800 tallet, at Vordingborg igen oplevede fremgang.

Side 14

Oringe har givet den naturlige havn en god beskyttelse. Det var dog p책 reden, at Valdemars fl책de l책 opankret.

Side 15

Hvornår Wording eller Worthing er opstået som by er usikkert, men der er adskillige spor efter menneskelig aktivitet, som rækker tilbage til stenalderen. Ikke mindst måske på grund af den naturlige havn på stedet, som siden vikingetiden har tjent som overfartssted til Falster. Som en by med borg har den med sikkerhed eksisteret siden 1160, da Valdemar den store opførte den første borg på stedet.

Vordingborg som garnisonsby igennem tiden Der er ingen tvivl om, at Valdemar har set Vordingborg som et ideelt udgangspunkt for sine vendertogter. Der var et godt sted at bygge en borg, og en perfekt naturlig havn, hvor han kunne opankre sin flåde. Togterne kulminerede i 1168, da vendernes hovedsæde Arkona på Rügen blev indtaget og deres gudebillede Svantevit blev væltet. Det var derefter, at Vordingborg blev garnisonsby, og kong Valdemar byggede sin første borg. Ikke alene var det en garnisonsby, men den sjællandske flåde lå også opankret ved Vordingborg. Flåden blev anvendt til gengældelsestogter mod venderne.

Worthing Egenavnet Worthing er blevet tolket mange gange og på mange måder, men der er nu almindelig enighed hos historikerne om, at navnet er en afledning af Warth, som på olddansk betyder vagt. Det hentyder til, at stedet har haft en rolle som militær forpost.

Garnison Når man taler om en garnison, er det en betegnelse for de tropper, som udgør den militære besætning i en fæstning, i en by eller ved militære etablissementer, fx kaserner. En garnison indgår som del af det stående militære beredskab. Tjenesten i garnisonen består af bevogtning, militær uddannelse samt vedligeholdelse af udstyr. Garnisonens kommandant er foresat for alle militære styrker i garnisonen og er forsvarets kontaktled til lokale civile myndigheder.

Side 16

Borgen er siden blevet udvidet over flere omgange og dækkede til slut over 3,7 Ha, som i dag udgør hele borgterrænet på banken i Vordingborg højt hævet over byen, hvor det hele begyndte. Store beslutninger er truffet på borgen.

Landskabslovene er blevet givet her, hvoraf den kendteste er Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241, som særligt er kendt for sine indledende ord, som også i en let omskrevet form kan læses på Københavns byrets facade – ”med lov skal land bygges”. Landskabslovene, som omfatter jyske, sjællandske og skånske lov, blev i 1683 sammenfattet af kong Christian den 5. under Danske Lov. Valdemar Sejr, som var søn af Valdemar den store, tog stafetten efter sin far.

Det grundlag som Valdemar den store havde skabt med etablering af effektive forsvarsværker i det sydlige Danmark, byggede hans søn videre på, og med afsæt fra Vordingborg indledte han en større konsolidering af Danmarks rolle som stormagt. Hans far havde besejret venderne tilbage i 1168. Derfor vendte han sig nu mod hansestæderne i nordtyskland, og fik Holsten, Ditmarsken, Lübeck og Hamburg ind under kronen. I 1219 var det så Estlands tur. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at gennemføre et korstog, enten mod Palæstina eller de hedenske baltere, men han valgte, at fuldføre mange års erobringspolitik i det hedenske Estland. Med hjælp fra Johanitterordenen, hvis korsbanner var en rød dug med fire kvadratiske felter, lykkedes det Valdemar med en vis, dog udokumenteret, hjælp fra de øvre magter at slå esterne.

Kampene, der fandt sted den 15. juni 1219, var voldsomme. En beretning fra samtiden fortæller, at biskop Anders Sunesen knælede i bøn på en bakketop. Så længe han havde armene hævet mod himlen, gik det godt for danskerne. Men kampene var langvarige, og han blev så træt, at han måtte sænke armene for at hvile dem. Da det skete, gik det tilbage for danskerne. Nogle hjælpere, der stod i nærheden, så hvad der skete og ilede straks til for at støtte armene. Derefter gik det igen fremad for danskerne. Da kampene kulminerede, sendte Gud en ekstra hjælp og lod Dannebrog falde fra himlen. Det flag vi kender i dag, og som er en rød dug med et hvidt kors, der deler den røde dug i to kvadratiske og to rektangulære felter.

Det tegn gav danskerne yderligere kræfter, og de vandt over esterne. Valdemar bekendtgjorde derefter, at flaget skulle være det danske rigsbanner.

Side 17

Vordingborg var kongesæde i små 200 år efter Valdemar Sejrs død i 1241, og det var Valdemar Atterdag, der udformede Fæstningsanlægget i Vordingborg til den endelige størrelse.

Fra omkring 1360 stod anlægget med 800 meter fæstningsmur, ni fæstningstårne og 12 halvtårne, og var det største anlæg i Danmark.

Efter ophøret som fast kongesæde i 1438 er det uvist om, der har været en varig garnison i byen. Men lensmanden på Vordingborg slot får i perioden flere gange besked på at modtage skytter. Det er først med nationaliseringen af rytteriet i 1670 efter svenskekrigene, hvor kong Christian den 5. oprettede 12 rytterdistrikter i Danmark, at Vordingborg igen har haft en garnison. Det skete i 1717, hvor 2. fynske rytterregiment blev garnisoneret med fire kompagnier i Vordingborg.

Til at begynde med var rytteriet indkvarteret i barakker, men i 1737 blev de indkvarteret hos borgerne i Vordingborg.

Side 18

Rytterkasernen på Algade, da den husede Vordingborg Trælast.

I 1756 blev det rytteri, der havde været stationeret i Præstø, forlagt til Vordingborg, da dets indkvarteringssteder var gået til ved en brand. I de følgende år fortsatte man med at udbygge indkvarteringsmulighederne i Vordingborg, og i 1776 blev der opført en rytterkaserne på Algade. Det var bygningen, hvor Vordingborg Trælast senere flyttede ind.

Den gamle rytterkaserne på Algade, 2013.

Side 19

Under krigen mod England i 1807 blev garnisonen trukket til København for at deltage i forsvaret af landets hovedstad. Det efterlod byen komplet ubeskyttet, da englænderne den 2. september rykkede ind i byen. Vordingborg og resten af Sydsjælland var dermed besat helt frem til den 15.oktober 1807, da englænderne igen trak sig tilbage.

I november måned 1807 efter at Danmark havde måttet vinke farvel til sin samlede flåde, blev Vordingborg atter garnisonsby. Straks begyndte man at bygge nye forsvarsstillinger, og i 1808 var batteriet på Masnedø og skansen vest for Vordingborg Færgegård klar til brug. Selvom der var meget militær i den lille by, der nu havde omkring 1.000 indbyggere, fik egnen stor glæde af alle soldaterne.

De blev brugt til de store vejarbejder, Susåens uddybning og anlægget af Peters Værft.

I 1814 fik Vordingborg sin ryttergarnison igen, og byen havde nu sine soldater helt frem til afslutningen af krigen i 1864, hvor Vordingborg mistede sin status som garnisonsby. Det skete den 13. oktober 1866. Det var først 47 år senere, den 22. januar 1913, at Vordingborg igen blev garnisonsby. Den status har Vordingborg indtil videre haft i 100 år.

Rytteriets betydning for landbruget omkring Vordingborg Vordingborg rytterdistrikt havde en afgørende indflydelse på landbruget.

Distriktet strakte sig i en linje fra Næstved til Præstø og ned til Storstrømmen. Med nedlæggelsen af rytterdistrikterne imellem 1761 – 1774 blev ryttergodset solgt på store og indbringende auktioner. Det blev til 12 hovedgårde, bl.a. Beldringe ved Præstø, Engelholm ved Snesere, Stensbygård, Lundbygård, Rosenfeldt og selve jorden under Vordingborg Slot, som blev til hovedgården Iselingen. Vordingborg slot og ladegården blev solgt til baron Iselin, som oprettede baroniet Iselingen. Ladegården blev til Rosenfeldt gods.

Side 20

Vordingborg omkring år 1900 Vordingborg by led en krank skæbne i de ca. 300 år efter ophøret som kongeby i midten af 1500 tallet til industrialiseringen begyndte i Danmark i 1870’erne.

Den fik stor betydning for byen. Omkring 1900 var byens befolkningstal steget fra de oprindelige ca. 850 til ca. 4.000 indbyggere. Den overvejende del af befolkningen ernærede sig ved håndværk og industri. En fjerdedel beskæftigede sig med handel og transport, mens ca. 10 % arbejdede i landbruget hovedsageligt på de store godser omkring byen.

Byen bestod dengang som nu af Algade, som endte i Slotstorvet lige ved det store ruinterræn. Med befolkningstilvæksten som følge af de nye industrier, der kom til byen opstod et behov for byfornyelse. I begyndelsen af 1800 tallet var der bygget et nyt apotek, i 1829 en ny skole og det nye rådhus i 1845. Endelig havde man bygget det psykiatriske hospital på Oringe i 1850’ern, og gadebelysningen dengang bestod af gaslamper med gas leveret fra gasværket i Masnedsund.

Algade omkring 1900 set fra Københavnsvej med det gamle hvide rådhus på højre side af Algade.

Side 21

Byens gader var belagt med toppede brosten. Her kunne græs og ukrudt vokse vildt, og det fik lov til det trods love og forordninger. Ingen klagede, for alle kendte hinanden i den lille by, og ingen ønskede at lægge sig ud med naboen eller øvrigheden. Kloakering var endnu kun anlagt i den vestre bydel. Det betød, at spildevandet i den østre del løb ud i den åbne rendesten og videre ud i en åben grøft ned til noret, som blev kaldt ”skidtnoret” i folkemunde. For at slippe tørskoet over gaden skulle man balancere på rendestensbrædder.

Rindende vand var der kun ved de seks vandposter i byen. Her kunne man enten anvende den nederste hane, hvis man var til fods eller den øverste hane, hvis man medbragte vandbeholdere på hestevogn. Man skulle så sætte en prop i den hane man ikke brugte, og så skulle man i gang med pumpen.

Vordingborg var dog en køn by og levede på alle måder op til de romantiserede billeder, der er fra samtiden med mange store smukke træer. Den nordligste gade var Valdemarsgade, som omkring 1900 kun var delvist bebygget. Også Nørregade var delvist bebygget, ligesom H. I. Hansensvej. Områderne nord for byen, hvor kasernen og sygehuset skulle ligge, var åben mark.

Slotstorvet var omgivet af store træer, og oppe på ruinterrænet var der haver omgivet af mange træer, hvoraf enkelte af dem stadig står der. Voldgraven var tørlagt og blev i 1911 anvendt til efterårsmarked. Færgegårdsvej var dengang en ganske almindelig landevej med grøfter på begge sider og forbandt Vordingborg med Masnedsund og Sydhavnen.

Industrialiseringen medførte også jernbanedrift. I 1870 blev den sydsjællandske jernbane opført med endestation ved færgestedet i Masnedsund. Stationen, der blev bygget her, var også endestation for Kalvehavebanen. Senere i 1884 blev også jernbanebroen over Masnedsund bygget.

Gåsen på tårnet kom også op igen. Den blev sat på spiret af Gåsetårnet som erstatning for den oprindelige guldgås, som Erik af Pommern havde taget med sig. Det skete lørdag den 21. oktober 1871. Gåsen blev siden forgyldt i 1898 og igen i 1938. I 1955 blev gåsen pudset fra en helikopter og forgyldt igen i 1971.

Side 22

Side 23

Marked p책 Slotstorvet omkring 1900.

2. Kapitel

Europa ulmer Begivenhederne i Europa omkring 1900 skulle vise sig at få stor indflydelse for den lille by ved Storstrømmens kyst. Stormagternes ønsker, særligt England, Tyskland og Frankrig, om global indflydelse og udvidelse af deres imperiedrømme henlagde Europa i et stadigt stigende spændingsfelt. De europæiske stater havde indgået en lang række alliancer og gensidige erklæringer, og på Balkan øjnede Serbien en chance for at drive osmannerne ud.

I Danmark var den fremherskende holdning, at landet for alt i verden skulle holde sig uden for de stridigheder, der omgav landet. Begivenhederne i 1864, hvor Danmark måtte afstå Sønderjylland helt op til syd for Kolding, lagde en alvorlig dæmper på lysten til at indgå alliancer med nogen. Landet ville klare sig selv. Under indtryk fra Englandskrigen med bombardementet af København i 1807 og reduktionen af kongedømmet efter 2. slesvigske krig i 1864, var det et faktum, at Danmark var en lille stat, der på ingen måde kunne gøre sig forhåbninger om at vinde en krig imod en stormagt. Derfor ville man indrette et effektivt forsvar af landets hovedstad, der kunne holde en fjende fra livet længe nok til, at en venligtsindet stat kunne komme til undsætning. Om nødvendigt ville man ofre resten af landet, indtil den frelsende engel ville komme.

Der var slet ikke politisk enighed om den model. Der var stor uenighed mellem Venstre og Højre. Højre ville beskytte København, som det var lykkedes så godt under svenskekrigene i 1658 – 60, og Venstre ville beskytte hele landet blandt andet ved brug af et stærkt hjemmeværn.

De politiske kampe i årene 1885 – 1894 mellem Højre, som sad i regeringen støttet af kong Christian den IX og Venstre, som var i opposition, kaldes provisorietiden. Her gennemførte Højre en række provisoriske finanslove, der blandt andet sikrede konstruktionen af Københavns forsvarsanlæg, særligt Københavns Kystforsvar og Vestvolden.

I 1901 blev parlamentarismen indført i Danmark. Det betød en overgang fra kongevalgte regeringer til regeringer, der bestod af et flertal i folketinget.

Side 24

Samtidig gav kongehuset afkald på sin magt og blev i stedet et repræsentativt monarki. Det parlamentariske princip blev endelig indført i den danske grundlov ved revisionen i 1953. Det var Venstre, der fik magten i det nye folketing efter valget i 1901. Daværende krigsminister V. H. O. Madsen måtte dog tage sin afsked i 1905, da det blev kendt, at han havde arbejdet for at udbygge Landbefæstningen.

I løbet af 1909 fik krigsministeren J. C. Christensen gennemført et kompromis mellem Venstre og Højre, der betød, at man bibeholdt landbefæstningen og forstærkede søbefæstningen de steder, hvor landsætninger kunne true hovedstaden.

Det blev vedtaget med forsvarets Ordning af 1909.

Forsvarets Ordning 1909 Forsvarsforliget, der blev vedtaget den 18. oktober 1909, betød også en radikal ændring af organiseringen af Danmarks militær og medførte oprettelsen af mange nye anlæg, der skulle udgøre Københavns Befæstning, både landbefæstningen og søbefæstningen blandt andet mellem Roskilde Fjord og Køge Bugt ved Mosede, hvor havdybden tillader relativt store skibe at gå tæt på kysten.

Mange nye søforter blev anlagt, og udbygningen blev sat op i gear.

Forliget foreskrev desuden, ”at de i København garnisonerede Infanteriafdelinger skulle flyttes til Øvelsesområder uden for Byen”. Det medførte et omfattende kasernebyggeri, især på Sjælland:

Oversigt over anlæggelse af lejre • Avedørelejren (1911-13) • Holbæk Kaserne (1909-13) • Roskilde Kaserne (1909–12) • Høvelte Lejren (1910-12) • Ringsted Kaserne (1913-14) • Sandholmlejren (1909-12) • Slagelse Kaserne (1912-13) • Værløselejren (1910-12), og • Vordingborg Kaserne (1912-14)

Side 25

Det blev med den forsvarsordning klart for byrådet i Vordingborg og for vordingborgenserne, at byen nu igen skulle være garnisonsby efter en pause på 47 år, siden rytteriet forlod byen. De soldater, der skulle til byen, var 5. Regiment, som var garnisoneret i Nyborg. Det var et chok for nyborgenserne, der havde haft deres garnison igennem århundreder, da også Nyborg Slot var en af valdemarernes borge.

Vordingborg Kaserne projekteres og bygges Da forsvarsforliget var vedtaget i 1909, blev der travlhed hos byrådet i Vordingborg. Den krigsministerielle kommission, der var blevet nedsat og som blandt andet fik til opgave at forhandle med de kommunale byråd, hvor der skulle bygges nye kaserner, lagde straks pres på byrådet i Vordingborg, da man ønskede, at den nye garnison skulle oprettes allerede i foråret 1910. Men det var ikke så let, og der var mange ting man skulle blive enige om og tage stilling til. Hvor skulle kasernen ligge? Og eksercerpladsen? Og hvor stor skulle den være? Og skydebanen? Kan vi nu få et sygehus, og hvem skal betale? Og mange, mange flere spørgsmål, der også knyttede sig til Vordingborg bys infrastruktur. Kloakering, vandforsyning, elektrificering og anlæggelse af veje og måske nye bykvarterer.

Krigsministeriet pressede stadig på gennem kommissionen og ønskede at overflytte i hvert fald mobiliseringsdepoterne fra Nyborg.

Vordingborg Tømmerhandel opførte de to depotbygninger på Nørregade. Her lå 5. regiments beholdninger af uniformer, våben og andet materiel til brug for mobilisering.

Side 26

I efteråret 1910 blev Vordingborg Trælast derfor anmodet om at opføre to depotbygninger, som blev opført på Nørregade. De stod klar i december måned, hvor 5. Regiments stab, 7, 19. og 25. bataljons beholdninger af uniformer, våben, m.v. blev oplagt.

Bevogtningen bestod af et mindre detachement fra 5. Regiment under kommando af en kaptajn, nogle underofficerer og et antal menige. De ankom den 10. december 1910.

Der blev holdt møder, og der blev forhandlet med kommissionen. Ikke mindst var det vigtigt for den lille by at få en aftale om en rimelig og retfærdig finansiering. Efter mange forhandlinger blev resultatet, at staten skulle betale administrationsbygningen, de to depotbygninger, Wagrien og Kongshøj, gymnastiksalen samt en stald. Kommunen skulle som modydelse betale og opføre vinterkasernen til to kompagnier med tilhørende kostforplejning, værksteder og befalingsmandskvarterer samt to træbarakker til hver et kompagni. Barakkerne blev lokalt kaldt elefantbygningerne, da deres frontparti med de store søjler havde tydelige mindelser til zoologisk haves elefanthus. Dertil en vagtbygning, vogn- og pudseskure og toiletter, som blev placeret i kasernens udkant!

Under forhandlingerne øjnede byrådet muligheden for at få en medfinansiering af et sygehus. Der havde i Vordingborg længe været et ønske om at få et sygehus, og nu bød muligheden sig for at få det. Der blev udregnet en snedig finansieringsplan. Kommunen byggede et civilt sygehus med en militær afdeling.

Staten skulle for den militære afdeling leje grunden og bygningerne samt betale et beløb pr. sygedag. Desuden skulle der være driftsfællesskab om brændsel og belysning.

Side 27

Lejeudgiften til grund og bygninger var på DKK 9.000,- årligt. Chefen for det militære og det civile sygehus var korpslæge L. B. Lundstein. Han bosatte sig i Vordingborg med sin hustru og nedsatte sig som privatpraktiserende læge på Kirketorvet i Vordingborg, hvor der stadig er lægepraksis. Dog ikke på adressen, men i stedet på Kirkestræde nr. 5.

Vordingborg Sygehus ophørte som selvstændigt sygehus i 1970. I dag huser de 100 år gamle bygninger blandt andet det landskendte hjerneskadeafsnit, en røntgenafdeling, den kommunale tandpleje samt et lægehus for praktiserende læger.

Både kasernen og det nye sygehus blev anlagt på arealer, som kommunen købte af en af byens største købmænd Frederik Bruuns for 21 øre pr. kvadratalen (ca.

0,40 m2). Arealerne lå i den nordlige del af Vordingborg, hvor der på det tidspunkt ikke var nogen form for bebyggelse, ikke andet end bare marker.

Opførelsen af administrationsbygningen blev begyndt i februar 1912 og stod færdig 31. januar 1914. Beslutningen om vinterkasernen blev truffet ved byrådsmøde den 25. marts 1912, dog med den ændring, at der i kælderetagen ved kostforplejningen skulle indrettes et marketenderi samt en bolig for marketenderen.

Arbejderne med vinterkasernen blev begyndt den 5. august 1912, og bygningen stod færdig i april 1913.

Den 1. juli 1913 vedtog byrådet beslutningen om at bygge vagt- og arrestbygningen og et ammunitionsmagasin til en pris af DKK 17.196,- samt et vognskur

Side 28

til DKK 8.837,-. Ved første møde efter sommerferien den 9. august 1913 vedtog kommunen at opføre de to træbarakker til hver et kompagni på kommunens grund i nærheden af den grundmurede vinterkaserne.

Vinterkasernen blev tegnet af arkitekt Hans Alfred Jørgen Jørgensen, København. Han er blandt andet kendt for Maribo, Struer og Nysted vandtårne samt Søborg Kirke og Montebello ved Helsingør. I 1909 vandt han førstepræmien for Christian IX og Dronning Louises sarkofag.

Vordingborg moderniseres Med projekteringen af kasernen var der i byen en stor forventning om betydelig befolkningstilvækst. Derfor blev der i årene op til kasernens færdiggørelse anlagt et større gadenet. Ud over den nye Kasernevej blev også Vestervej og Nygårdsvej, samt Grundtvigs allé, Boulevarden og Nørregade øst for jernbanen samt Elme allé vest for banen anlagt.

Det var dog først ved byrådsmøde den 6. januar 1914, at byrådet traf beslutning om navnene til de nyanlagte veje. Her blev det besluttet, at vejen til kasernen skulle benævnes Kasernevej, og samtidig fik Boulevarden, Jernbanegade, Absalonsgade og Chr. Winthersvej deres navne.

Med anlæggelsen af gadenettet blev der også foretaget store kloakeringsarbejder, da Vordingborg by endnu ikke havde kloakering i fuldt omfang. Parallelt med kloakeringsarbejderne blev der også bygget et nyt vandværk på Færgegårdsvej nr. 3 ved det gamle gasværk. Herfra fik Vordingborg by vand frem til 1927, hvor det skiftede adresse til den anden side af færgegårdsvej. Produktionen her ophørte i 1985.

Side 29

Også elforsyningen blev etableret på Færgegårdsvej til erstatning for gaslys med gas fra gasværket. Dermed blev Vordingborg elektrificeret fra 1911.

5. Regiment rykker ind i Vordingborg Tidligt i 1913 skærpedes den udenrigspolitiske situation i Europa. Den alvorlige situation, der betød, at 7. og 19. bataljon fra 5. Regiment skulle haste af sted med ekstratog den 22. januar i 1913, var Serbiens kampe mod det osmanniske rige i 1912 og 1913. I forlængelse af balkankrigene opstod der yderligere spændinger mod det Østrig-Ungarske Rige, da det forhindrede Serbiens adgang til Adriaterhavet. Spændingerne kulminerede i 1914 med drabet af den østrig-ungarske tronfølger Ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo, hvilket blev anledning til 1. verdenskrigs udbrud.

Oppe i Algade kunne regimentsmusikken høres. Først svagt, men da soldaterne var kommet forbi det nye elværk på færgegårdsvej, blev det tydeligere. Det fik en stor del af Vordingborgs borgere til at komme ud på gaden for at modtage soldaterne, som blev hilst med hurraråb. Bataljonerne blev ført ind på alarmpladsen ved Vor Frue Kirke og blev kommanderet i retstilling. Derefter blev fanen afleveret til oberstløjtnant Pallisdorff, der boede på hotel Valdemar.

Side 30

Siden 5. Regiment kom til Vordingborg har soldater været et almindeligt syn i byen.

Her aflægger regimentet en visit hos byens borgmester i 1913.

Den hastige afmarch fra Nyborg var kommet bag på borgmesteren og kommunalforvaltningen i Vordingborg. Derfor var der ingen officiel modtagelse af de nyankomne soldater, men det blev der rådet bod på den 30. januar, hvor hele garnisonen med samtlige befalingsmænd og menige blev inviteret til velkomstfest på hotel Valdemar som byens gæster. En tradition som er holdt i hævd lige siden, dog i mere begrænset omfang. I dag hilses alle nye værnepligtige velkommen af Vordingborg kommune ved et arrangement på spillestedet Stars på Algade skråt overfor det gamle hotel Valdemar, hvor det hele begyndte. Dagen efter, den 31. januar 1913, vågnede de festtrætte soldater op til regulær storm fra syd over Danmark.

Side 31

Det gamle Hotel Valdemar lå på Algade nr. 83 lige indtil det brændte i 1961. I dag ligger der et butikscenter. Her marcherer soldater fra 5. Regiment ned ad Algade forbi hotellet et år efter regimentet kom til byen.

Vordingborg Kaserne, hvor soldaterne skulle bo, var endnu ikke færdig til indflytning den sene januar aften i 1913. 5. Regiments stab, samt 7. og 19 bataljon blev derfor privat indkvarteret i den vordingborgensiske bydel Masnedsund, som er omkranset af Marienbergvej, Volmersgade og Stationsvej. Regimentets korporalskole blev privat indkvarteret i bygningen ’Henrikseje’, som er en stor bygning på hjørnet af Møllevej og Københavnsvej. Henrikseje har senere også været indkvarteringsfacilitet for mange andre, der er ankommet til Vordingborg.

Arbejdet med kasernen skred dog hurtigt fremad, og i april måned kunne de fastansatte rykke ind på kasernen. Og sikke en omvæltning det var for dem fra de små forhold og flere små private kaserner i Nyborg. Den nye kaserne var stor og rummelig, og alt var samlet på et sted og på en adresse.

En ganske alvorlig ting, der lå de unge officerer, befalingsmænd og menige på sinde, var byens beholdning af unge kvinder. I gennem årene i Nyborg havde

Side 32

mange af dem vænnet sig til de kønne piger dér, derfor herskede der på forhånd en del skepsis om Vordingborg nu kunne hamle op med, hvad de havde været vandt til. Enkelte kunne dog heller ikke dy sig for nedladende bemærkninger om udseendet og væremåde hos Vordingborgs unge kvinder.

Pigerne i Vordingborg har været lige så søde, som dem i Nyborg. Det er de stadig.

Det skulle vise sig, at den private indkvartering i Vordingborg, mens de ventede på at kasernen skulle blive færdig, gjorde gavn. Efter at 5. Regiments faste bemanding havde vænnet sig til forholdene i foråret 1913, måtte de erkende, at pigerne i Vordingborg også var søde, og der var ikke så få, der indgik varige bekendtskaber og blev gift med deres livs udkårne.

Side 33

De første værnepligtige rykker ind Kasernen blev først taget i brug efter planen med rekrutindkaldelsen i april 1913. Sommerholdet, der skulle aftjene værnepligt ved 19. bataljon på Vordingborg Kaserne, mødte fredag den 25. april 1913. Der var i alt 438 rekrutter, der gik op ad vejen til kasernen på denne varme aprildag.

Vejen til kasernen var stadig kun en arbejdsvej, som var ført helt ned til Brovejen. Først i 1914 blev den døbt Kasernevej.

Det store rykind af rekrutter i Vordingborg blev noget af en omvæltning for den lille by, og til at begynde med var vordingborgenserne nok lidt tilbageholdende og afventende. Men efterhånden som årene gik, og det blev tydeligt, at garnisonen bidrog til byens vækst, blev forholdet mellem by og garnison rigtig godt.

Side 34

Det kunne være en lørdag formiddag. Byen er fuld af folk. Soldaterne kommer marcherende og musikken spiller. Sådan har det været i nu 100 år.

Hverdagen som soldat indfandt sig hurtigt for de nyankomne lollikker, falstringer og sydsjællændere. Dagen begyndte, som for alle rekrutter, tidligt om morgenen. Spisningen foregik i kostforplejningen, som lå i kælderen i den nordlige ende af vinterkasernen. Det var små forhold efter nutidens standarder, men dengang var det kongeligt. Derefter gik dagene med hård fysisk træning og frem for alt eksercits og pudsning.

Soldaterne pudsede til den store guldmedalje, først og fremmest knapper.

Uniformerne var forsynet med bly eller tinknapper, som skulle pudses hver dag. Det foregik med sandpapir og pudsestål. Livremme og andet remtøj skulle behandles med voks, så de kom til at ligne blanke lakremme. Soldaterne skulle også vaske meget tøj. Det var drejlstøj, brødposehylstre, skridtfoer og halsbind.

Det foregik i koldt vand med håndsæbe.

Side 35

Mange historier er blevet fortalt gennem tiden, mens soldaterne har været samlet for at ordne deres udrustning. Sådan har det også været i pudseskuret på kasernen, som lå nogenlunde midt på det, vi i dag kender som Frederik den 5. plads.

Selvom det var en ny moderne kaserne, var der ikke indlagt badefaciliteter.

Derfor blev soldaterne under kommando ført til badning i kælderen i den hvide seminariebygning på Næstvedvej. Det skete sædvanligvis om lørdagen. Her fik folkene bruse- og dampbad, som blev leveret af en lille skaldet pedel i store jydetræsko. Det morede ham kosteligt at sætte ekstra tryk på dampen, når de nye soldater for første gang skulle stifte bekendtskab med et dampbad. Hjemme på kasernen igen blev den personlige hygiejne omhyggeligt kontrolleret under lørdagsparaden.

Side 36

Vordingborg Seminarium blev grundlagt i 1882, som et fællesseminarium – for både mænd og kvinder.

Toiletter var heller ikke indtænkt i den nye kasernebygning. De var blevet anlagt i udkanten af kaserneområdet, ca. 75 meter fra bygningen. Det kunne være noget af en trist spadseretur om vinteren, hvis man havde glemt at tisse af inden sengegang. Senere blev der dog indlagt toiletter på hver etage i vinterkasernen.

Vordingborg kaserne i 1914.

Side 37

Soldaterne disponerede ikke over megen fritid. På hverdage var der fri fra kl.

18.00 til kl. 22.00, og i weekenden var der fri fra lørdag kl. 14.00 til søndag aften ved midnat – hvis man altså havde nattegn. Kasernen lå tæt på byen, så man kunne nemt gå ud at handle eller stifte bekendtskab med det sparsomme natteliv. Som soldat i 1913 var der dog ikke meget at slå til Søren for. En dagsløn var på 25 øre, som blev udbetalt med 2, 25 kr. hver tiende dag. Men måske er der alligevel en soldat, der har vovet sig ned til købmanden i Masnedsund og måske købt en cigar eller lidt spirituosa.

Trods den strenge tid som soldat ved 19. bataljon har der været mulighed for lidt driverliv i den sparsomme fritid.

Side 38

3. Kapitel

Fra mellemkrigstiden til den kolde krig I de følgende 20 år stod kasernen uændret. Den første forandring for soldaterne skete i 1934, hvor kasernen fik en ny øvelsesplads. Den oprindelige lå vest for kasernen langs Næstvedvej. Imidlertid lå der en stor bakke der, lige øst for hvor rundkørslen ligger i dag. Al jorden fra bakken skulle flyttes ud på Masnedø og danne den nye jernbanedæmning til Storstrømsbroen, der var i færd med at blive bygget. Derfor lejede kommunen jorden øst for kasernen af Iselingen gods, hvor ”frimærket” ligger i dag, samt jorden langs Københavnsvej ned til syd for Falunvej.

I vinterkasernen kunne der bo to kompagnier. I de to elefantbygninger kunne der bo et kompagni i hver bygning.

Frimærket Den del af Vordingborg Kasernes anden oprindelige øvelsesplads, der går fra kasernen langs Brovejen op til rundkørslen, og ned langs Københavnsvej til TV2 Øst, som stadig benyttes af Vordingborg Kasernen, bliver kaldt frimærket af de ansatte på kasernen.

Side 39

Selve kasernen stod uændret frem til 1938, hvor det blev besluttet at forbedre forplejningsforholdene for soldaterne. Bygning Aalborg blev bygget med kostforplejning i stuen og kvarterer på 2. sal. Det var en kolossal forandring fra de små forhold i kælderen på vinterkasernen. Nu kunne der bespises mange flere ad gangen. Bygningen var kostforplejning frem til 1. februar 1956, hvor den nye cafeteriabygning blev indviet.

Den dengang nye kostforplejning huser i dag 2. Nationale Støttebataljons stab. Den uddanner Nationale Støtteelementer, som varetager logistikken i en mission.

Side 40

Der er dækket til frokost i 1949. Der var 400 tilmeldte til soldaterforeningens jubilæum.

Samtidig blev den første eksercerplads, som i dag er parkeringsplads ved UMAK, inddraget som byggeplads. Vest for pladsen blev kommandantskabsbygningen opført, og lidt senere blev der opført et værksted nord for pladsen. Det er i dag UMAK bygningen. Endelig kunne man flytte ind i den nye depotbygning, som tjente som depot lige til 2009, hvor det nye store depot, bygning DUBICA, blev taget i brug.

I dag er der kontor for Driftsområde Vordingborg i den gamle kommandantskabsbygning. Pladsen blev allerførst kaldt ”lille eksercerplads”.

Side 41

Vordingborg Kaserne under 2. Verdenskrig Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af den tyske værnemagt forholdt de danske soldater på Vordingborg kaserne sig i ro efter ordre fra regeringen om ikke at yde modstand. De forblev på kasernen frem til efteråret 1940, hvor de tyske besættelsestropper overtog kasernen. De danske soldater blev derefter indkvarteret rundt om i byen.

Mandskabet blev indkvarteret på soldaterhjemmet på Vestervej, mens staben fik mere omtumlede indkvarteringsforhold. Til at begynde med blev den indkvarteret i Statsbanernes overnatningsbygning i Masnedsund, derefter kom de til Teknisk Skole for sidenhen at blive overført til bygningen Elysium ved Næstvedvej.

Kl. 04.00 den 29. august 1943 indledte den tyske besættelsesmagt operation Safari, som var et modsvar til samarbejdspolitikkens ophør og Augustoprøret. I Vordingborg blev alle faste befalingsmænd hentet i deres hjem og ført til kasernen, mens mandskabet blev ført fra soldaterhjemmet og sat under arrest, inden de blev ført til Jægersprislejren. Herfra blev soldaterne hjemsendt efter et par måneders forløb.

Fra april 1945 blev kasernen anvendt af den tyske værnemagt som feltlazaret, hvor de sårede tyske soldater hovedsageligt fra østfronten blev plejet. Kasernen kunne derfor ikke rømmes straks efter 5. maj 1945. Det skete gradvist fra den 1. juni 1945, hvor de første danske soldater atter rykkede ind. Den 6. juli kunne garnisonskommandanten, oberst E. H. Augsburg, overtage hele kaserneområdet.

Samtidig kunne han også modtage dels 800 nye rekrutter og dels et antal beboelsesbarakker, der stammede fra Den Danske Brigade, der havde været indkvarteret i dem i Sverige under krigen. Barakkerne blev opstillet i Jægerspris, Holbæk, Ringsted og i Vordingborg. Minkfarmen, som de blev kaldt, blev opstillet bag depotbygningen. Her var der fire mandskabsbarakker og tre befalingsmandsbarakker, som dog ikke var klar til indflytning på dagen, ligesom resten af kasernen heller ikke var færdigrestaureret efter tyskernes lidt hårdhændede behandling af bygningerne.

Side 42

Minkfarmen forblev en indkvarteringsfacilitet lige indtil 1959, hvor de blev revet ned. Området, hvor de havde stået, blev derefter udlagt som grønt område.

Ud over Minkfarmen blev der bygget et antal barakker i 1949, da der igen opstod pladsproblemer på kasernen.

De stod bag den gamle kostforplejning, bygning Aalborg, på det der i dag er generalens gård. Der var to kompagnibarakker, en spisebarak, cykelskure, latriner og brændselsskur.

De blev også revet ned, da de nye kompagnibygninger blev opført.

De grønne områder skulle bruges af mandskabet. Her var det meningen, at man kunne slikke sol eller spille boldspil.

Barakkerne blev kaldt Buchenwald i folkemunde. Pladsen, hvor Buchenwald lå, er i dag Generalens Gård efter generalmajor C. W. Numsen. Den første chef for 5. Regiment.

Side 43

I 1948 blev Eksercerhuset bygget. Det blev brugt til mange forskellige aktiviteter både militære og fritidsaktiviteter. Særligt var det attraktivt at rykke indenfor, hvis vejret blev lidt for råt til at gennemføre en ordentlig uddannelse. Blandt aktiviteterne, der blev gennemført her var: Nærkamp, kortholdskamp, bajonetfægtning, gymnastik og eksercits. Desuden blev den brugt til boldspil og udstillinger, samt iklædning under mønstringer.

Eksercerhuset indeholder i dag førsteklasses undervisningsfaciliteter. Her uddannes medarbejdere fra hele forsvaret, der skal udsendes som enkeltpersoner.

Selv om man kunne gennemføre uddannelse indendørs kunne det dog være en kølig fornøjelse, da der ved ibrugtagningen ikke var installeret centralvarme.

Eksercerhuset blev overdraget til garnisonskommandanten, oberst E. J. Joest, den 26. oktober 1948.

Side 44

Eksercerhuset blev også brugt til andre ting. Her er der dækket op til frokost til soldaterjubilæet i 1949. Der var samtidig dækket til frokost i kostforplejningen.

Danmarks indtræden i NATO Efter 2. verdenskrigs afslutning i 1945 tvang den stadigt stigende spænding mellem Øst og Vest Danmark til at indgå i en militær alliance. Den kolde krig var brudt ud. Danmark blev sammen med de øvrige 11 lande medunderskriver af den nyoprettede NATO alliance. Det skete den 4. april 1949.

Perioden, der fulgte, blev kaldt den kolde krig og sluttede først i 1991 med Sovjetunionens opløsning. Medlemskabet af NATO og truslen fra øst fik en kolossal betydning for den militære strategi og dermed det danske forsvar.

NATO beskytter medlemslandene efter musketer eden – én for alle og alle for én. Det betyder, at hvis ét af medlemslandene bliver angrebet, vil det blive

Side 45

opfattet, som om alle landene i alliancen bliver angrebet. Dermed træder hele NATOs militære apparat i kraft, og hele dens styrke vil kunne blive sat ind mod aggressoren. For det enkelte medlemsland betyder det dog også, at man kun er forpligtet til at tage de skridt, som det enkelte land anser for nødvendige for at genoprette og opretholde sikkerheden i det nordatlantiske område.

Men det betød også, at alle landene skulle have et moderne militært forsvar.

Det blev muligt for Danmark, blandt andet fordi vi sammen med store dele af det øvrige Vesteuropa modtog Marshall hjælp. Som en del af hjælpen modtog Danmark en stor mængde udrustning og materiel fra USA, som militær bistand.

Her modtog den danske hær blandt andet køretøjerne GMC, Dodge og Jeep, og soldaterne blev iklædt uniform M/45, støvler M/52, webbing remtøj og oppakning.

NATOs strategiske mål var og er at kunne yde kollektivt forsvar, hvilket betød, at alliancen skulle opretholde de nødvendige militære styrker for at afskrække og om nødvendigt nedkæmpe ethvert strategisk angreb fra Warszawapagten mod de allieredes territorium. Konsekvensen for Danmark var, at forsvarsbudgettet skulle øges markant, hvilket dog aldrig skete. I stedet gennemførte Danmark en mere henholdende politik overfor NATO, som kendes som den såkaldte ”fodnotepolitik” i 1980’erne. Desuden skulle indkaldelsesholdene forøges, hvilket betød, at op mod 24.000 unge mænd skulle indkaldes om året samtidig med at værnepligtstiden skulle øges op til 18 måneder. Det skete lidt pludseligt i februar 1953, og man ordnede det lidt uelegant ved blot at udskyde hjemsendelsestidspunktet. Det var ikke populært, og man oplevede spontane protester landet over på landets kaserner.

Kasernen bliver en af Danmarks største Danmarks indtræden i NATO betød, at det danske forsvar gradvist blev mere og mere motoriseret. På Vordingborg Kaserne blev det derfor nødvendigt at bygge en værkstedsbygning til reparation og vedligeholdelse af de mange køretøjer. Derfor ansøgte Hærens Bygningstjeneste Vordingborg Kommune om at måtte opføre en værkstedsbygning på hjørnet af Kasernevej og Brovejen. Bygningen blev opført med en hovedfløj af mursten og to sidefløje af træ og skulle indeholde et maskinværksted, smedje, reservedelslager og laderum samt værk-

Side 46

steder for en sadelmager og en telegrafmekaniker. Bygningen blev overdraget til Vordingborg Kommune den 25. januar 1950. I dag er det UMAK bygningen.

Det gamle maskinværksted er i dag UMAK bygningen. UMAK er forkortelsen for uddannelsesmaterielkontor. Her kan enhederne låne uddannelsesmateriel til brug for undervisningen af soldaterne.

Staten overtager alle forsvarets bygninger 1. april 1959 overtog staten samtlige kommunale bygninger på kasernen samt øvelsespladsen.

Det øgede antal soldater og den øgede værnepligt betød, at der var behov for flere faciliteter på Vordingborg kaserne. I alt skulle der skaffes plads til ekstra 1.000 mand, så den samlede beredskabsstyrke kom op på 1.500 mand. Det satte skub i et større udbygnings- og vedligeholdelsesprogram på kasernen, der blev sat i gang i 1951. Kasernen blev nu kraftigt forvandlet.

Side 47

Den nye kostforplejning ca. 1960. Bag væggen til venstre var ”Tutten”.

Den ”nye” kostforplejning i bygning Aalborg blev indrettet til mandskabsrum, der blev bygget en ny kostforplejning med en kapacitet til bespisning af 1.800 mand, de to gamle elefantbygninger fik dødsstødet og blev erstattet af store moderne mandskabsbygninger med en revolutionerende nyhed. Der skulle indrettes et ”fritidsområde” med bibliotek, læsestue og hobbylokaler.

Cafeteriaet, som den nye kostforplejning kaldes i dag, blev renoveret i 2007. Først blev køkken og vaskeafsnit renoveret, og i anden halvdel af 2007 blev kiosken, eller ”Tutten” nedlagt og ombygget til spiseafsnit for internatsgæster.

Side 48

Det store garageanlæg blev taget i brug i 1952, og så gik det slag i slag. I 1955 blev de nye værksteder i tilslutning til garageanlægget taget i brug. Året efter, i 1956, blev den nye kostforplejning taget i brug den 1. februar. Samtidig var fem nye store bygninger i røde mursten under opførelse. De skulle indeholde undervisningslokaler, våbenkamre og kompagnikontorer, mens der på 1. salen skulle være kvarterer for værnepligtige befalingsmænd. Bygningerne blev taget i brug 1957 – 58.

Bygning Sundeved til venstre og bygning Selk til højre er to af de bygninger, der omkranser generalens gård.

Også vinterkasernen fik glæde af byggeaktiviteterne i 1950’erne. Alle gulvene i hele bygningen blev renoveret, og samtidig blev der indlagt toiletter og baderum, dog kun med koldt vand. Varme bade blev dog en ugentlig mulighed og begivenhed i det nyanlagte badeafsnit til gymnastiksalen overfor kasernen. Det varme vand var dog rationeret, og badningen skete én gang ugentligt under kommando.

Ud over den massive byggeaktivitet på kasernen fik også Vordingborg Kommune nogle ønsker opfyldt. Kasernevejs udmunding i Brovejen blev lukket, og samtidig blev der anlagt en vej tværs over øvelsesområdet, der forbandt Chr. Richardts Allé med Københavnsvej. Det blev til Chr. Richardtsvej.

Side 49

Vinterkasernen, eller ”krutten”, som den er blevet kaldt, fik mere luft omkring sig efter at Elefantbygningerne blev revet og erstattet af bygningerne Bustrup og Vejle. Her under en forældredag i ca. 1960.

I 1961 blev Kasernevej omdøbt til Sankelmarksvej. Det skete som led i en samlet navngivningsplan for forsvarets etablissementer. Den egentlige årsag var, at Forsvaret ville sløre sine etablissementers beliggenhed. Navnet var dog valgt til ære for 5. Regiment, som gjorde en betydelig indsats under slaget ved landsbyen Sankelmark i 1864, hvor regimentet sikrede den danske hærs tilbagetrækning fra Dannevirke. Byrådet var først modstander af navnet, da der ikke var nogen historisk sammenhæng mellem byen og slaget. Men efter nogle forhandlinger blev navnet trods alt enstemmigt vedtaget. Det skete den 1. november 1961.

Side 50

4. Kapitel

Danmarks internationale engagement Perioden fra 1960 til 1990 var præget af forsvarets konstante opgave med at holde sig klar til forsvar af de danske kyster, hvis Warszawapagten skulle finde på det utænkelige angreb mod Europa og i særdeleshed Danmark. Værnepligtstiden blev i perioden dog reduceret noget, men til gengæld skulle de værnepligtige affinde sig med at blive genindkaldt til mønstringer et stykke tid efter deres hjemsendelse. Det var også i den periode, at alle havde et forhold til de store efterårsmanøvrer, og der blev afholdt store øvelser i hele landet.

Her så man lange kolonner af militære køretøjer køre ud fra kasernerne mandag morgen, og efter en uges eller 14 dages øvelse i fædrelandet, hvor man indøvede forsvar, angreb og andre militære discipliner, returnerede alle kolonnerne fredag eftermiddag, og skabte enorme bilkøer. Det skabte en del gene især i Sydsjælland og på Lolland/Falster, men det blev for størstedelen af befolkningen betragtet som en naturlig betingelse for at tilhøre NATO. Som NATO partner skulle også samarbejdet med de allierede indøves, derfor deltog dansk forsvar i store og langvarige øvelser i Tyskland, og Danmark lagde grund til store øvelser med vores allierede fra Tyskland, England, Frankrig, Benelux og øvrige NATO lande.

Som ”sejrherre” af den kolde krig forsvandt nu den trussel, som havde præget det danske forsvar i næsten 55 år, og der skulle tænkes nye tanker om anvendelsen af forsvaret i almindelighed og Hæren i særdeleshed. Nu var der ikke længere behov for at tænke strategiske og taktiske tanker om kystforsvar på eller ved kysten, 3600 forsvar og angreb mod luftlandsætninger. Nu skulle forsvaret tænke ud af boksen, da det politiske blik blev rettet mod internationale operationer. Det skete i 1992 og det fik i årene der kom særlige konsekvenser for kasernen i Vordingborg.

Internationale operationer var dog ikke helt ukendt for forsvaret. Allerede fra 1956 og frem havde Danmark deltaget i flere forskellige FN operationer. Mange husker sikkert tiden fra Gaza, Congo og måske især Cypern, men de operatio-

Side 51

ner, Danmark nu stod overfor, var operationer i stor skala i Europa og verden, og med en ganske anderledes brutalitet og råhed skulle det vise sig.

Større internationale operationer fra 1992 United Nations Protection Force – UNPROFOR, ex-Jugoslavien 1992 – 1995.

Implementation Force – IFOR, Bosnien 1996 Stabilization Force – SFOR, Bosnien 1997 – 2004 Kosovo Force - KFOR 1999 – nu United nations Mission in Ethiopia and Eritrea - UNMEE 2000 – 2001 DANCON/IRAK 2003 – 2007 International Security Assistance Force, Afghanistan - ISAF 2007 – nu

Verden rykker til Vordingborg Danmarks internationale engagement havde hidtil bestået af udsendelse af enheder og enkeltpersoner til at deltage i FNs Fredsbevarende Operationer. Til at gennemføre det, blev FN-afdelingen oprettet den 13. oktober 1964, og blev placeret i Jægersprislejren. Den 1. oktober 1994 blev FN-afdelingens opgaver overført til Danske Livregiment i Vordingborg.

Sammenbruddet i den kommunistiske verden i Østeuropa og Berlinmurens fald i november 1989 medførte en markant ændring i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og medførte et forøget internationalt engagement, som blandt andet udløste dansk deltagelse i UNPROFOR i det tidligere Jugoslavien fra april 1992.

De indsatte styrker skiftede også karakter fra traditionelle letbevæbnede FNenheder til egentlige kampenheder med kampvogne og andet tungt materiel.

Det betød, at Danmark oprettede den Danske Internationale Brigade, som fik hovedkvarter i Vordingborg. Dib’en, som den kaldtes i daglig tale, blev oprettet den 1. juli 1994.

Side 52

Men et var at sende danske soldater og deres tunge materiel ud af landet, et andet var at sørge for, at de kunne fungere effektivt over en længere periode.

Konsekvensen var, at Danske Livregiment den 1. oktober 1994 fik tildelt opgaven med at udvikle en robust logistisk støtteorganisation, der kunne forsyne de udsendte danske enheder med alle fornødenheder. Danske Livregiment blev herefter organiseret til at kunne støtte én udsendt mission samt et antal enkeltpersoner, i alt ca. 1.000 udsendte soldater.

Denne organisation fungerede godt indtil juni 1999, hvor Danmark besluttede sig for at imødekomme De Forenede Nationers henvendelse og sende en dansk styrke til Kosovo i Ex-Jugoslavien. Det skulle vise sig at være en ganske voldsom opgave for Danske Livregiment. Opstillingen og udsendelsen af styrkerne til KFOR skulle gennemføres i al hast. Regeringen besluttede derfor at gennemføre en ”mobilisering” af DIB’en. Klargøringen af 1. bataljon, som blev valgt til opgaven, blev gennemført i løbet af sommeren 1999 og bataljonen afgik til indsatsområdet i Kosovo primo august.

Resultatet var, at Vordingborg Kaserne blev affolket, da stort set alt personel var designeret til DIB’en. Der var ingen til at udføre det vigtige arbejde med logistisk støtte. Man lånte uerfarent personel fra andre regimenter og måtte på arbejdsformidlingen i Vordingborg for at finde den nødvendige arbejdskraft.

For at fuldende Danske Livregiments trængsler, udsendte man yderligere en mission til Eritrea medio 2000. Dermed blev der fra Vordingborg Kaserne støttet i alt tre missioner. To på Balkan og én i Afrika samt et utal af observatørmissioner i alt ca. 2.000 udsendte.

Fugl Føniks stiger op af asken Hjemme på matriklen i Vordingborg havde tidens tand gnavet i bygningerne.

Vinterkasernen eller bygning Dannevirke, som den hed nu, var nu mere og mere slidt af de mange værnepligtige, der kom og gik. Bygningen blev dog anvendt blandt andet af HMAK rekrutskole fra januar 1984 helt frem til begyndelsen af 1992. Gulvene var til sidst så møre og slidte, at rekrutterne ikke måtte vaske gulvene. Det blev derfor besluttet at flytte HMAK rekrutskole til bygning Vejle i 1993, hvor den blev indtil 1999. Da beslutningen om at flytte skolen blev truffet i 1993, var bygningen så nedslidt, at det ikke længere var forsvarligt at anvende

Side 53

den til indkvarteringsbygning. I årene derefter blev den derfor hovedsageligt anvendt som møbelmagasin, mens den afventede sin skæbne. Enten gennemgribende vedligeholdelse eller nedrivning for at give plads til en ny stor kontorbygning.

Bygning Dannevirkes 12 mandsstuer er i dag indrettet med moderne kontorer. Her gennemføres planlægningen for det danske forsvars operative logistik.

Bygningen blev vedligeholdt. De store 12 mandsstuer, hvor tusinder af rekrutter har boet og løbet op og ned ad trapperne, blev forvandlet til store lyse kontor- og mødelokaler. Alt blev renoveret med nænsom hånd og med skyldig respekt for den gamle bygnings karakter og historie. Nu kunne dele af regiments administration logistiksektionen, budget- og økonomiafdelingen og IT afdelingen flytte ind. Øverst i bygningen var der bygget gode undervisningslokaler, og efter oprettelsen af Det Danske Internationale Logistik Center, eller DANILOG i daglig tale, rykkede garnisonskommandanten fra den gamle administrationsbygning til et nyt flot kontor på 1. sal. Bygning Dannevirke står i dag

Side 54

lige så majestætisk, som den var tænkt af arkitekt Hans Alfred Jørgen Jørgensen, København, da han tegnede den i 1912. Bygningen fik nu en ny og vigtig funktion som rammen om den stab, der skulle styre den operative logistik.

Samtidig med vedligeholdelsen af bygning Dannevirke blev også den midlertidige barak, der havde huset materielkonteret bag depotbygning, fjernet. Indvielsen af den nyrenoverede vinterkaserne skete i november 1996. På Danske Livregiments 234 års fødselsdag den 7. december 1997 blev det store kunstværk i Frederik den 5. gård indviet af Forsvarsminister Hans Hækkerup og overgivet til Garnisonen. Kunstneren Bjørn Nørgaard havde forvandlet den gamle eksercerplads til en verden i opbrud med kontinenter, der flød på oceanernes oprørte vande, bevogtet af rådvilde verdensvogtere.

Verdens Vogtere af kunstneren Bjørn Nørgaard.

Side 55

Et center for operativ logistik Forsvarsforliget for perioden 2000 til 2004, der blev vedtaget i marts 1999, blev som så mange andre forsvarsforlig indgået under indtryk af den udenrigspolitiske situation, og igen var der uro på Balkan.

Forsvarsforliget medførte en større ændring af regimenterne. Danske Livregiment, Sjællandske Livregiment og Gardehusarregimentet blev nedlagt. I stedet blev der oprettet et nyt regiment under navnet Gardehusarregimentet, som flyttede ind på Antvorskov Kaserne i Slagelse den 1. januar 2001. For Danske Livregiments vedkommende betød sammenlægningen, at kamptropenhederne blev overført til Gardehusarregimentet, mens garnisonskommandanten, staben og den logistiske støttestruktur forblev på Vordingborg Kaserne og udgjorde nu ledelsen af Det Danske Internationale Logistik Center, som også blev oprettet den 1. januar 2001. I Farum blev Sjællandske trænregiment også nedlagt, og regimentets enheder blev fordelt dels til Trænregimentet i Ålborg og dels til DANILOG.

Vordingborg Kaserne. Hjemsted for det Danske Internationale Logistik Center fra 2001.

Side 56

Allerede fra oprettelsen den 1. januar havde DANILOG ansvaret for både den administrative og den logistiske støtte til én bataljon i Bosnien, én bataljon i Kosovo, det danske kontingent til FN missionen i Eritrea samt et stort antal udsendte enkelpersoner i observatørmissioner og stabe, i alt ca. 2.000 udsendte soldater.

DANILOGs organisation og evne til at yde den logistiske støtte til de udsendte enheder var udviklet på baggrund af de dyrekøbte erfaringer, der var indhentet op igennem 90’erne. Med den viden kunne den nye organisation skabe evnen til at støtte eksisterende missioner og fik samtidig en fleksibilitet og et omstillingsberedskab, til at kunne etablere nye missioner og holde dem i drift, uden at det rokkede ved støtten til de eksisterende missioner. Organisation og ekspertisen blev fokuseret på at levere operativ logistik på højt niveau overalt i verden.

Netop for at kunne levere operativ logistik på højt niveau med evnen til at kunne arbejde på tværs af alle tre værn blev DANILOG skabt som Forsvarets logistikenhed og som en konsekvens af det, blev alle stillinger åbne for personel fra andre regimenter og værn.

Som sin anden opgave skulle DANILOG opstille og uddanne enheder til hærens krigsstyrke. Det drejede sig blandt andet om enheder til DIB’ens brigadestabskompagni og syv trænbataljoner, hvoraf de tre, der var med et højt beredskab, indgik i det internationale engagement. Ud over de regulære enheder blev der også uddannet særlige logistiske enheder til udsendelse i de forskellige missionsområder.

Side 57

Paraden for oprettelsen af DANILOG Til oprettelsesparaden blev det besluttet, at DANILOG førte Danske Livregiments fane frem til 01. marts, og at det herefter var FN-afdelingen fane der blev den officielle fane. Den 1. marts blev DANILOG så oprettet med en smuk parade i Vordingborg. Under paraden blev Danske Livregiments fane afleveret til chefen for Gardehusarregimentet, og FN-afdelingens fane blev ført til midten af DANILOG enheder. På kommando skiftede alle paradedeltagere deres gamle baret med de gamle regimentsmærker ud med en ny grøn baret med DANILOG afdelingsmærke. Det skal dog bemærkes, at Brigadestabskompagni/DIB fortsat bar sort baret, men nu med DANILOG afmærkning. Det var først den 19. juni 2002, at Hendes majestæt Dronningen overrakte DANILOG nye fane til oberst Bjarne Hesselberg.

Efter 9. september 2001 vedtog det danske folketing at føre en aktivistisk udenrigspolitik og deltage i kampen mod terrorisme efter angrebet på World Trade Center og dermed mod USA. Det betød, at danske soldater nu skulle deltage i fredsskabende operationer i fuldt omfang uden for Europa.

Det blev også en stor opgave for det nyoprettede DANILOG på Vordingborg Kaserne. Man havde allerede gjort sig nogle erfaringer med operativ logistik i Etiopien i år 2000, hvor man havde haft 340 danske soldater udsendt i grænseområdet mellem Etiopien og Eritrea. De erfaringer kom nu til gode først ved indsættelsen af Jægerkorpset i Afghanistan i 2001 og under krigen i Irak.

I maj 2003 besluttede man at indsætte en dansk bataljon, som skulle operere i Basra området i det sydøstlige Irak som en del af de britiske styrker indtil tilbagetrækningen i august 2007. Styrken bestod af op til 440 mand udrustet med blandt andet pansrede mandskabsvogne, Eagle og Hummer.

Tilbagetrækningen fra Irak blev straks afløst af Danmarks deltagelse i Afghanistan. De to operationer lå så tæt på hinanden, at Det Nationale Støtte element

Side 58

i Irak, som forsynede de danske soldater, samt materiellet kunne overføres fra Basra til Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan.

Kasernen bliver fremtidssikret Den store opgave med at genforsyne de mange enheder indsat overalt i verden trak store veksler på kasernen. Efterhånden stod det klart, at indretningen af depotområderne ikke levede op til kravene for en moderne, smidig og effektiv logistikenhed. Derfor blev der i 2002 ansøgt om at iværksætte en gennemgribende renovering af kasernens indkvarteringsbygninger samt udbygning af depot- og uddannelsesfaciliteter. Bygningen af et nyt stort og moderne depotanlæg i den østlige del af kasernen gik i gang i 2008, og i november 2009 kunne chefen for Forsvarets Bygnings- og Etablissementsforvaltning overdrage det nye depot til chefen for DANILOG oberst Peter Kølby Pedersen.

Bygningen blev kaldt bygning Dubica til minde om enheder fra Danske Livregiments første indsats i ex-Jugoslavien i april 1992 netop i byen Dubica.

Side 59

Samtidig med bygning Dubica blev der også bygget en kæmpe carport. Den er parkeringsplads for de tunge logistik køretøjer, som bliver anvendt til uddannelse af de soldater, der skal udsendes fra Vordingborg Kaserne.

Bygningen, der huser National Støtteenhed Danmark, indeholder både et lager til forsyning af danske soldater i internationale missioner og er en pakkecentral for afskibning af materiel til Danmarks missionsområder.

Med et slag blev alting meget lettere. I stedet for at depotet var spredt over otte forskellige steder både på kasernen og i depoterne i Lundby, var det nu samlet i en bygning. Munderingsdepotet blev flyttet fra den gamle depotbygning, og hvad der var af dimser og dippedutter i depotbygningerne 94 og 95 blev nu samlet i to store moderne lagerautomater. Nu kunne man med få tryk på et panel hente skuffen med stumperne og få det ud i behagelig arbejdshøjde.

Den Nationale Støtteenhed Danmark blev nu samlet under et tag, og sammenholdet og identiteten blomstrede under de nye flotte forhold. Det er netop det, der er så kendetegnende for personellet ved det Danske Internationale Logistik Center, og netop det, der er så vigtigt, når der skal ydes service af høj kvalitet til alle udsendte danske soldater overalt i verden.

Side 60

5. Kapitel

Identitet og udvikling Kasernen og øvelsespladsen skaber rammen om soldaten. Soldaten skaber livet, og regimentet skaber sjælen Den ubrydelige treenighed vil til stadighed sætte sit gensidige præg ikke alene på hinanden, men også på sine omgivelser.

Regimentet er kasernens sjæl Det regiment, der flyttede ind på Vordingborg Kaserne, og som kom den 22. januar 1913 var ifølge tillæg til Lov af 1867 om Hærens Ordning blevet formeret af 1. halvbrigade af Fyenske Brigade og bestod af 7. 19. og 25 bataljon.

Ved Hærloven af 1909 skulle det overføres til Sjælland. Det var regimentsstaben samt 7. og 19. bataljon, der kom til Vordingborg, mens 25. bataljon kom til Næstved sammen med 26. bataljon fra 6. regiment.

Efter 1. Verdenskrig blev hæren indskrænket, og ved Hærloven af 1922 bestod 5. Regiment af 7. linjebataljon samt 19. reservebataljon begge garnisoneret i Vordingborg. Ved Hærloven af 1932 blev regimentet forøget igen. 7. bataljon var fortsat linjebataljon, mens 19. bataljon blev ophøjet til igen at være linjebataljon efter i 10 år at have fristet tilværelsen som reservebataljon. Begge med garnison i Vordingborg. Samtidig blev 25. bataljon rykket fra Næstved til Vordingborg, mens 5. Regiments skyttekompagni skulle være i Slagelse.

1. november 1961 fik 5. Regiment sit gamle historiske navn tilbage og kunne nu igen kalde sig Falsterske Fodregiment. Året efter overrakte Kong Frederik IX regimentet sin nye fane, og i 1964 fik regimentet mottoet ”STÆRK OG SEJ” – et motto, som senere er overtaget af DANILOG. Mottoet er hentet fra St. St. Blichers ”Jyden han er stærk og sej”, der blev udgivet i 1846 og refererer til 5. regiments jyske tilhørsforhold og særligt til regimentets indsats under kampene ved Sankelmark den 6. februar 1864.

Siden 1. august 1968 havde 2. Sjællandske Brigade sit fredshovedkvarter på Vordingborg Kaserne indtil 1. juli 1994, hvor brigadehovedkvarteret blev transformeret til fredshovedkvarter for den Danske Internationale Brigade frem til

Side 61

brigadens nedlæggelse 15. februar 2005. Brigadestaben havde en fast kerne af officerer samt en række officerer fra Hæren, Flyvevåbnet og Hjemmeværnet, der skulle møde ved øvelser, kurser og i spændte situationer.

1. august 1976 blev de to gamle infanteriregimenter Danske Livregiment og Falsterske Fodregiment sammenlagt på Vordingborg Kaserne. Danske Livregiment, der hidtil havde boet på Høvelte Kaserne siden 1945 tog en smuk afsked med sin elskede kaserne. Regimentsfanen blev ført til fods hele vejen fra Høvelte til Vordingborg af 1. bataljons 2. kompagni. Marchen sluttede den 6. august, da kompagniet med regimentsmusik i spidsen førte fanen ad Algade og Sankelmarksvej til Vordingborg Kaserne.

Danske Livregiment bestod nu af: staben, I-IV Bataljon fra Danske Livregiment, I-IV Bataljon fra Falsterske Fodregiment og uddannelsesstyrken ved Danske Livregiment med garnison i Vordingborg. 31. januar 1983 ophævedes opstillingspligten for enheder af Falsterske Fodregiment, hvorefter regimentet efter 234 års indsats for Danmark blev lagt i mølpose.

Den 1. oktober 1994 overførtes FN-afdelingens opgaver til Danske Livregiment i Vordingborg. FN-afdelingen udsendte i sin levetid kun enheder og enkeltpersoner til deltagelse i FN Fredsbevarende Operationer under FN-Charter, kapitel 6.

Den danske internationale brigade blev oprettet 1. juli 1994 og stod færdig til indsættelse i 1997. 15. februar 2005 blev brigaden nedlagt. Den skulle med kort varsel kunne rykke ud til fredsbevarende eller humanitære opgaver i hele verden.

Den havde mulighed for at rykke ud for NATO, FN, OSCE og det danske forsvar. Der var ca. 4.800 mand i styrken.

31. december 2000 blev Danske Livregiment, Sjællandske Livregiment og Gardehusarregimentet nedlagt. I stedet blev der oprettet et nyt regiment i Slagelse på Antvorskov Kaserne med navnet Gardehusarregimentet. De opgaver, Danske Livregiments havde i relation til støtte for de internationale missioner, blev herefter videreført af det nyoprettede Danske Internationale Logistik Center DANILOG fra 1. januar 2001.

Side 62

Øvelsespladser lægger jord til udvikling Oprindeligt var der ikke projekteret med anskaffelse af øvelsesplads til kasernen. Byrådet i Vordingborg blev meddelt, at staten ikke ville indkøbe områder til det. Ved kasernen var der et lille område på ca. ¾ ha, som blev kaldt ”lille eksercerplads”. Det lå lidt nord for kasernen, der hvor driftsområdet og UMAK ligger i dag. Men det stod hurtigt klart, at det ikke ville være tilstrækkeligt.

Byen lejede derfor i 1912 et område ved Nygård mølle af godset Rosenfeldt.

Nygård Mølle eksisterer ikke mere, men lå i nærheden af rundkørslen ved Hovedakslen, nogenlunde hvor Stokkedrevet munder ud i Næstvedvej. Nygårds Mølles jorde strakte sig dengang nogenlunde fra Gammelsøvej i vest, henover Vindrosen og mod syd ad Hovedakslen til Næstvedvejen. Desuden lejede byen Kastrup præstelod. Præsteloddet var loddet, der tilhørte den gamle præstegård til Kastrup Kirke. Den var omkranset af Hovedakslen og Præstegårdsvej. Mod syd blev den afgrænset af Krøjevej og Kværnvej. Øvelsesområdet dækkede et areal på ca. 800 x 400 meter, i alt ca. 32 Ha.

Hvor Hovedakslen forløber i dag, lå oprindeligt den høje bakke, som blev gravet ned og anvendt som fyld til jernbanedæmningen på Masnedø.

Side 63

I 1924 blev Præsteloddet udstykket. Derfor blev den del af øvelsespladsen erstattet med området syd for Præsteloddet i dag omkranset af Hovedakslen, Krøjevej og Kværnvej, Brovejen og Næstvedvej mod syd. Desuden fik kasernen området ved Elme allé kvarteret, der dengang også blev brugt som dyrskueplads. Området er i dag omkranset af jernbanen, Brovejen og Næstvedvej. Hver forblev øvelsespladsen til 1934.

Ved rundkørslen lå også en høj bakke. Den eksisterer ikke mere. Da Storstrømsbroen blev bygget i 1934 - 1936, hentede man fyld til den store jernbanedæmning over Masnedø netop fra denne bakke. Gravemaskinerne blev ejet af firmaet Grav-Co. Det kom til at lægge navn til begrebet gravko.

Anlægsarbejderne til Storstrømsbroen i 1934 var den direkte årsag til, at kommunen måtte finde en anden øvelsesplads til kasernen. Valget faldt på Iselingen gods’ mark, der lå øst for kasernen. Og som stadig er kendt af mange. Den strakte sig langs Brovejen mod øst op til rundkørslen. Derfra mod sydvest langs Københavnsvej, ned til og med Vordingborg Politistation. Derfra i en lige linje mod krydset Sankelmarksvej/Chr. Richardtsvej, og op langs kasernens østlige kant til Brovejen. Øvelsesområdet dækkede et areal på ca. 85 Ha.

Side 64

I 1954 anlagdes en forlængelse af Chr. Richardtsvej over øvelsespladsen, og i samme ombæring blev den daværende Kasernevej gennem kasernens område til hovedvej 2 lukket.

I 1954 blev Chr. Richardtsvej forlænget, så den fik forbindelse med Københavnsvej. Det betød, at øvelsespladsen nu var delt i to stykker. Samtidig blev Kasernevejs udmunding til hovedvej A2 lukket. Kasernevej blev syv år efter omdøbt til Sankelmarksvej.

I slutningen af 1969 blev området omkring Kulsbjerge ca. 7 km fra kasernen eksproprieret. Det var en længe tiltrængt forøgelse af muligheden for at gennemføre øvelser. Fra de oprindelige 85 Ha øvelsesplads tæt på kasernen fik man nu rådighed over 5 gange så meget plads – hele 493 Ha. Kulsbjerge var dengang beboet af mindre landbrug og husmænd. I alt 87 lodsejere måtte forlade deres hjem og for manges vedkommende også deres fødested til fordel for forsvaret.

En sidste gave fra staten blev, at de måtte bringe deres høst i hus i efteråret 1970, inden soldaterne indtog området med deres pansrede køretøjer. Overtagelsesdatoen var 1. november 1970, men øvelsesterrænet blev først taget i fuldt brug i foråret 1971.

Side 65

Kulsbjerg er en attraktiv øvelsesplads, som i dag bliver flittigt anvendt af DANILOG og de øvrige regimenter på Sjælland. Det store vartningsanlæg ligger i den sydlige kant af Kulsbjerg.

Her kan pansrede køretøjer blive repareret og vedligeholdt, og de kan opbevares under tag.

Skydebanen ved Ore flytter til Kulsbjerg En kærkommen afveksling i soldaternes hverdag var skydebanedagene. Skydebanerne lå dengang ude ved kysten til Storstrømmen for enden af Orevej stik syd for Oregård. Arealet til skydebanerne blev lejet af Rosenfeldt gods. Der blev opført markørdækninger, fire baner med skydeafstande op til 400 m og et skivedepot. Desuden blev der bygget en bolig for opsynsmanden samt badebarak med badebro. Herfra har mange soldater i årenes løb fået deres første svømmeundervisning. Badebarakken eksisterer ikke mere, men huset eksisterer endnu. Det ligger på Orevej 283.

Skydebanerne lå parallelt med stranden. Men det betød, at farezonen gik ud over Masnedsund. Inden skydningerne blev en rød kugle hejst for at advare fiskerne om, at der ville være skydninger. Selvom advarselskuglen blev hejst en

Side 66

time inden skydningerne var det dog ikke altid, at fiskerne kunne nå at komme væk. Det har fra tid til anden fyldt nogle avisspalter, hvor især fiskerne har harceleret over militærets skyderier.

Anlægget har været brugt helt frem til midten af 1970’erne. Herefter flyttedes skydningerne til de moderne elektroniske skydebaner i den nordlige del af Kulsbjerg på Røstofte Skovvej lige syd for Røstofte Kohave. De blev taget i brug den 2. november 1976.

Navne skaber sammenhold, moral og korpsånd Navngivningen blev foretaget ved hærbefaling nr. 19/1961, hvorefter alle infanteriregimenter skulle navngives med deres historiske navne. Herefter blev 5. regiment døbt Falsterske Fodregiment. Samtidig befalede garnisonskommandanten, oberst A. H. Klokhøj, at alle bygninger, veje og pladser skulle navngives efter slag, regimentet havde deltaget i. Dette gjorde regimentet for at styrke sammenhold, moral og korpsånd. Navngivningen gjaldt fra 1. november 1961.

Veje Sankelmarksvej er benævnt efter slaget ved Sankelmark den 6. februar 1864.

Istedvej er benævnt efter slaget ved Isted den 25. juli 1850.

Slesvigvej foran bygning Selk er benævnt efter slaget ved Slesvig 23. april 1848.

Bovvej, der fører til idrætspladsen, er benævnt efter kampene ved Bov den 9. april 1848.

Pladser Frederik den 5. gård er benævnt efter stifteren af Falsterske Fodregiment.

Generalens gård er benævnt efter 5. regiments første chef, generalmajor Christian Wilhelm Numsen.

Major Strickers plads mellem bygningerne Kongshøj og Wagrien er benævnt efter majoren af samme navn, der blandt andet overtog kommandoen ved Sankelmark.

Side 67

Bygninger Kongshøj er navngivet efter forpostkampene ved Dannevirke 3. februar 1864.

Wagrien er navnet på det blokskib, som regimentet bemandede under slaget på Rheden 2. april 1801.

Dannevirke er benævnt efter Danmarks første og største forsvarsanlæg mellem Slesvig og Husum.

Bustrup er benævnt efter træfningen ved Bustrup 3. februar 1864.

Vejle er til minde om kampene ved Vejle 8. marts 1864.

Aalborg er benævnt efter regimentets første garnisonsby 1779 – 1913.

Dybbøl er til minde om stormen på Dybbøl 28. maj 1848.

Sundeved er til minde om træfningen 5. juni 1848.

Selk er til minde om træfningen ved byen Selk under forpostkampene ved Dannevirke 3. februar 1948.

I 1975 blev de nye hotel- og indkvarteringsbygninger på sygehusbakken taget i brug. De bliver kaldt hotellet i daglig tale og omfatter bygningerne Rendsborg, Kronborg, Itzehoe og Nyborg.

Rendsborg (kavaleripram), Kronborg (blokskib) og Nyborg (kavaleripram) er til minde om Slaget på Rheden i 1801.

Itzehoe er til minde om den danske brigade i Tyskland i 1947 – 49 og det danske kommando i Tyskland i 1950 – 57.

Historien om stormklokken Ved siden af mindetavlerne på bygning Dannevirke hænger der en stormklokke.

Der er ingen skilte eller plader, der fortæller historien, men historien er fortalt i SjællandskeTrænregiments historiske redegørelse fra 1991.

Da Sjællandske Trænregiment rykkede ind på Svanemøllens Kaserne i 1976, overtog regimentet også den stormklokke, der var ophængt lige indenfor kaserneporten. Det er ikke lykkedes for regimentet at finde ud af, hvornår klokken oprindeligt var ophængt, men den hang der i 1914. Helt præcist hang den der fra 31. juli til den 1. august 1914, for der blev den anvendt for første gang til sit oprindelige formål. Daværende sergent ved ingeniørregimentet L. H. Oster Pedersen var vagtkommandør i det døgn, og det blev hans opgave at lade klokken ringe, da der var givet meddelelse om formering af sikringsstyrken. Det skete med to hurtige slag med 30 sekunders mellemrum.

Side 68

Stormklokken hĂŚnger pĂĽ bygning Dannevirkes sydside.

Side 69

Senere flyttede regimentet til Høvelte Kaserne og derefter til Farum Kaserne, og hver gang er klokken flugt med. Med regimentets nedlæggelse blev klokken ført til Vordingborg Kaserne, hvor klokken blev ophængt til venstre for mindepladerne på bygning Dannevirkes sydgavl. Den har hængt der lige siden 2001 og er et stadigt minde om en del af DANILOGs historiske grundlag.

Forsvarsordninger og forlig Spørgsmålet om Forsvarets ordning har altid været et af de vanskeligste at tage stilling til i dansk politik. Oftest er forligene opstået på baggrund af kendte kriser. For eksempel afspejlede lovene om Hærens og Flådens Ordning af 1867 tabet af Hertugdømmerne i 1864, mens forsvarslovene af 1909 rummede folketingsflertallets opgør med forsvarspolitikken før Systemskiftet i 1901.

I nyere tid afspejler forsvarsforligene mere en forventning om, hvad Forsvaret skal anvendes til. 1950-ordningen stod for opbygning af forsvaret efter Danmarks tilslutning til NATO i 1949. Ordningerne i 1973, 1982 og 1993 har nærmest haft karakter af en bekræftelse af status quo, men med en gradvis reduktion af styrketallene. I 1973 blev hærens stående styrke sat til 8.500 mand med en mobiliseringsreserve på 65.000. I 1996 var hærens krigsstyrke på 60.000 mand, en international brigade iberegnet, søværnets på 9.300 mand og Flyvevåbnets på 18.000 mand.

Med Forsvarsordningen af 2000 blev vægten i forsvaret forskudt fra mobilisering til krisestyring med vægt på reaktionsstyrker. Man planlagde blandt andet at anskaffe pansrede hjulkøretøjer, støtteskibe og fire transportfly. Hjemmeværnet fik overdraget visse af hærens tidligere opgaver. Krigsstyrken reduceredes for hæren til 46.000, for søværnet til 7.300 og for Flyvevåbnet til 11.600. Forliget bag denne forsvarsordning dækkede tidsrummet frem til 2004.

Med ordningen 2005-09 omstruktureredes forsvaret radikalt. Mobiliseringsforsvaret blev erstattet af evnen til at indsætte styrker, hvor der var behov for humanitær indsats, fredsstøttende operationer samt ved katastrofesituationer i eller uden for Danmark eller i egentlige militære operationer. Hertil styrkedes totalforsvaret med ca. 12.000 soldater. Begrebet krigsstyrke anvendes ikke mere.

Side 70

Da soldaterne gik ad Færgegårdsvej midt i billedet for 100 år siden tænkte de sikkert deres. Uro i verden, en ny by og en ny kaserne. Soldaterne går ikke længere ad den vej fra stationen, men de tænker sikkert også deres, når de går ad Sankelmarksvej til Kasernen. Sikkert er det dog, at Vordingborg altid vil tage godt imod sine soldater, ligesom byen har gjort det siden 1913.

Side 71

Epilog Vordingborg Kaserne fremstår i dag som en topmoderne og fremtidssikret kaserne med en kapacitet på over 2.000 soldater. Hele området dækker et areal på 17,7 Ha (177.000 m2). Det bebyggede areal er på ca. 3,7 ha (ca. 32.000 m2) med et etageareal på 58.350 m2. Kasernen har i dag flere bygninger indrettet med gode store kontorfaciliteter. Der er messefaciliteter for både officerer, befalingsmænd og konstabler. Der er bygninger til indkvartering af værnepligtige og kontraktansatte soldater med undervisningsfaciliteter. Endelig er der store garagepladser med tilhørende værksteder samt depotfaciliteter til understøttelse af minimum to internationale missioner.

En moderne kaserne med historie. I dag har den kapacitet til at forsyne op til tre missioner med materiel og forsyninger.

Side 72

Der er to øvelsespladser tilknyttet Vordingborg Kaserne. Vordingborg Kasernes øvelsesplads er resterne af kasernens øvelsesplads fra perioden 1934 til 1970.

Den ligger tæt op ad kasernens østlige grænse og strækker sig langs Brovejen op til rundkørslen ved Brovejen og Københavnsvej. Øvelsespladsen anvendes til småøvelser af gruppestørrelse. På pladsen er etableret en forhindringsbane samt en løbebane. Øvelsespladsen dækker et areal på ca. 30 ha (30.000 m2).

Syv km fra kasernen ligger Kulsbjerg øvelsesplads, der blev overdraget til forsvaret i slutningen af 1969. Området dækker et areal på 496 Ha eller ca. 900 tdr land. Terrænet er kuperet og har op igennem tiderne effektivt været anvendt som øvelsesområde for pansrede enheder med kampvogne og pansrede mandskabsvogne. På området ligger Stæhrgården, som er en nyrenoveret undervisningsfacilitet på ca. 318 m2.

Vartningsanlægget ved Kulsbjerg blev taget i brug 1976. Hele anlægget dækker et areal på ca. 20.000 m2 og har et bebygget areal på ca. 9.200 m2. Anlægget har tjent som vartningsanlæg for både kampvogne, pansrede mandskabsvogne og militære hjulkøretøjer. Der er gode faciliteter til overdækket opbevarelse af lette og tunge køretøjer med tilhørende vaskepladser og garageområder samt depotfaciliteter.

På øvelsesområdet befinder der sig en moderne skydebane, som lever op til de gældende miljøkrav.

Vordingborg Kaserne er fra 2001 og frem blevet vedligeholdt for over DKK 250 mio., som har bragt vedligeholdelsesniveauet op på et højt stade. I Perioden 2001 – 2005 blev underbringelsesområderne for de værnepligtige og de kontraktansatte soldaterne renoveret. Der blev gennemført adskillige renoveringsprojekter for både installationer og bygninger. Hovedkabelnettet blev renoveret i 2001. Der blev etableret et signalkontor og antennemasten ved Kulsbjerg blev istandsat i 2002. Garagerne og teltvaskeriet på vartningsanlægget ved Kulsbjerg blev vedligeholdt i 2002. Endelig blev der gennemført kloakseparering i 2002 – 2004. Tandklinikken blev totalrenoveret i 2003, og der blev konverteret til fjernvarme på kasernen i 2004.

Side 73

Fra 2006 til 2009 blev der etableret værksteder i bygning 84 i 2006, badefaciliteterne i gymnastiksalen blev totalrenoveret i 2007, kantinen blev renoveret i 2007- 2008, Eksercerhuset med state of the art auditorium og storrums undervisningslokaler blev total istandsat i 2008, og endelig blev depotområdet med bygning DUBICA indviet i 2009. Senest er der indsat nye vinduer overalt på kasernen i 2012, og de grønne områder, som blev skabt i 70’erne står smukt og velholdt.

Kilder Falsterske Fodregiments Soldaterforening Danske Livregiments Soldaterforening Rosenfeldt Gods Iselingen Gods Lokalarkiverne i Vordingborg Den Store Danske, Gyldendal Danmarkshistorien, Århus Universitet Museerne.dk Vordingborg Kommune Vordingborg By og Garnison gennem 50 år Vordingborg 75 år Hjulene Drejer, Vordingborg 1950 – 1970, Verner Jensen Vordingborg i tusind år, Verner Jensen