Center Avnstrup Adresse: Avnstrupvej 1, 4330 Hvalsø Telefon: 46 42 36 44 Fax: 46 49 64 24 Centerleder: Gunnar Guldberg Beboertelefon: 46 49 60 52, 46 49 60 22
Om lokalområdet Center Avnstrup ligger på landet tæt ved en skov. I de nærmeste byer, Hvalsø og Roskilde, er der faciliteter som sportsklubber, foreninger og biblioteker. Området har desuden forskellige historiske seværdigheder. For eksempel er der et museum for vikingeskibe i Roskilde og en domkirke, hvor den kongelige familie er begravet. Man kan købe ind i de to nærmeste byer Hvalsø og Roskilde.
Center Avnstrup er et stort center, der tidligere har været brugt som sanatorium for tuberkulose-patienter og psykiatrisk hospital. I dag bor der 3-600 asylansøgere. De fleste bor på værelser til 6 personer. Avnstrup er en del af modtagesystemet. Det betyder, at asylansøgere flytter til center Avnstrup, hvis de ikke er færdige med interviews i Sandholm inden for 4 uger. Center Avnstrup er altså en mellemstation, inden man flytter ud på et center et sted i landet. På center Avnstrup får man kostpenge og skal selv lave mad.
Undervisning Center Avnstrup har en skole, hvor alle børn mellem 6 og 16 år går sammen med børn fra center Stenlille og center Skibby. Voksne kan få undervisning i blandt andet dansk og edb. Der bliver også lavet andre kurser, men indholdet ændrer sig over tid. Spørg personalet, hvilke kurser de tilbyder lige nu.
Transport Centret ligger cirka 50 kilometer sydvest for København, så man kommer dertil med tog og bus. Hver 2. time går der busser fra centret til byen Hvalsø, som ligger 10 kilometer fra centret og til Roskilde, der ligger 18 kilometer fra centret. Fra Roskilde går der tog til København cirka hver 40 minutter. Efter klokken 8 om aftenen kører der ingen busser, men du kan ringe og bestille en “telebus” fra Hvalsø til almindelig buspris senest klokken 5 om eftermiddagen på telefon 46 32 08 29.
Aktiviteter Vil du arbejde med træ, spille musik eller andet, har Avnstrup forskellige workshops, du kan bruge. I info-caféen kan du læse aviser og bøger eller søge informationer på internettet. I aktivitetsgruppen kan du selv være med til at bestemme, hvilke aktiviteter centret skal have. Du kan også finde en oversigt over centrets aktiviteter på opslagstavlen ved administrationskontoret.Center Avnstrup har en børnehave for små børn og en ungdomsklub for unge.
3