Dragt og mode a f my t te f e n t z »Mennesker, som gør sig til af deres klæder, er som misdæderen, der praler med sit brændemærke, eftersom det var Adams synd, der gjorde klædedragt nødvendig.« Således formanede Bernhard af Clairvaux i 1000-tallet. Alligevel er det den evige drøm, der besynges i teksten til Danmarks ældste kendte melodi – bevaret i et håndskrift fra omkring år 1300 – at kunne iklæde sig tøj af kostbare stoffer som silke og det smukkeste pallium, et særlig fornemt stof:
drømde mik æn drøm i nat um silki ok ærlik pæl Middelalderens dragtmode blev skabt af de herskende klasser i Europas toneangivende centre. I takt med de politiske og økonomiske svingninger ændrede den sig og spredte sig med en vis forsinkelse til det øvrige Europa. Danmarks skiftende dragtmode var derfor i høj grad genspejlinger af det, der foregik i det øvrige Europa. Dette gjaldt især for den velhavende del af befolkningen. Jævne folk måtte nøjes med enkle klæder af grove eller genbrugte materialer, men de gjorde hvad de kunne for at følge dragtmoden. Den dragtstil, som vi traditionelt knytter til den enkelte historiske periode, optrådte i virkeligheden i mangfoldige variationer. Helt naturligt blev dragtmoden forvaltet forskelligt af de forskellige sociale lag, ligesom lokale områder med hyppige fremmede handelskontakter fik helt specielle impulser.
ter til det sydligere Europa og Nærorienten efterhånden også afgørende for dragtstilen. I tiden fra midten af 900-tallet er den nordiske dragtmode som helhed præget af en fælles europæisk stil. Men endnu i tidlig middelalder bar en velhavende herremand en klædedragt, som ikke adskilte sig synderligt fra den, der blev båret i århundrederne forud. Iført rundpuldet hue bar han yderst en lang, løsthængende kappe, gerne udforet i kontrastfarve og pelsbræmmet, fastholdt på højre skulder eller fortil af et spænde. Under denne havde han en knælang kjortel med lange ærmer og en halsudskæring lukket med et mindre spænde. Hertil bælte og dolk samt lange hoser eller tætsiddende bukser med viklebånd. Skoene var af blødt læder og kunne være udringede, måske forsynet med ankelremme, eller fodtøjet kunne være en kort ankelstøvle. Kvindens dragt havde derimod tilpasset sig en mere europæisk stil henimod 2. halvdel af 900-tallet. Selekjolen, som før var en karakteristisk skandinavisk beklædningsdel, holdt på plads af to ovale skålspænder hæftet ved hver skulder, var nu afløst af en kropsnær, langærmet og fodsid kjortel med indsatte kiler i skørtet. Det er blandt andet denne kjorteltype, der gengives på Bayeuxtapetet, vævet og broderet i perioden 1066-1082. Herremandens frue bar desuden en kappe og en konisk hat forsynet med draperet hovedlin. Et andet lin, et såkaldt strige, dækkede hendes nakke, hals og bryst.
tidlig middelalder
litterære kilder om dragter
Ved Danmarks overgang til kristendommen blev de kulturelle kontak-
En skriftlig kilde fra 1127 rummer et eksempel på, hvordan dragten