Engang en familie

Af Marie Bachmann Pedersen

På toppen af bakken dukker to drenge op mellem de rødbrune kastanjetræer. "Men du er et røvgardin." Den yngste stamper i jorden. Jeg nipper til kaffen. Brænder mig på tungen. Vinden fejer omkring mig. Rusker i græsset og træerne. Sluger den ældste drengs svar, selvom det tydeligvis gør indtryk på den yngste. Begge brødre smider sig i det høje græs, mens de drejer om sig selv. De flader græsset ud, som er de kageruller. Den ældste når ned først, rød i hovedet, og spæner op ad bakken for at tage en tur mere. Jeg har ikke nået halvdelen af de ting, jeg skulle i dag, men jeg var nødt til at lufte brødrene, så de ikke splittede huset ad. Måske er det meget godt, at vi får set hinanden mere nu. At vi er sammen. Måske gør det os stærkere frem for at skille os ad. Måske. En lille pige kigger frem bag et af kastanjetræerne. Hun går straks i gang med at efterligne brødrene. For dem går det hurtigt nedad og op igen. Pigen triller kun nogle enkelte omgange med besvær, før hun sætter sig på numsen og skubber sig frem med hænderne. Jeg glæder mig til at vende tilbage. Til at tingene bliver som før. Forudsigelige. Jeg savner at besøge min far uden at tænke, at det er min skyld, hvis det bliver den sidste gang. Den ældste triller ned ad bakken endnu en gang, kommer på benene, og lunter hen til mig. "Mor, må jeg tage jakken af?" "Nej." Jeg knuger om kaffekoppen. Trækker varmen ud gennem porcelænet og ind under min hud. Den ældste krænger sin jakke af, direkte imod min ordre. Den yngste følger hurtigt trop. Deres far - uden jakke - kysser mig på kinden. Skægstubbene kradser. En svag lugt af sved fra hans cykeltur hjem fra arbejde klistrer til ham. Jeg krydser armene foran brystet. “Lad være med at blive kolde.” Deres far er en af de heldige, der stadig har en forholdsvis genkendelig hverdag. Han er næsten uberørt - usårlig, mens min verden skælver. Jeg er invaderet af en usynlig kraft. Nedlukning og smittetal fylder i mit hoved. Dunker bag øjeæblerne. Kradser i halsen. Drengene løber efter deres far op ad bakken og ned igen. Op og ned igen. Pigen protesterer, for hun kan ikke følge med. Hendes far tager hende op på skuldrene. Hun griner over hele hovedet. Min verden er forandret. Mit hjem klistret sammen med arbejde og håndsprit. Jeg kan ikke kende det længere. Efter flere ture kommer børnene og deres far ned til mig. Vi er sammen. Mere kan jeg ikke ønske

mig, lyver jeg for mig selv. Deres far lægger en arm omkring mig. "Har du haft en god dag?" Han trækker vejret hurtigt. “Mmh.” Jeg vender mig for at gå hjem. “Jeg har savnet dig.” Han slipper mig for at gå ned i knæ, så brødrene ikke vælter ham. Jeg begynder at gå. “Vi er sammen hele tiden.” Brødrene løber i forvejen. “Det ved jeg.” Hans hånd finder min. Jeg får varmen uden hjælp fra kaffen.

Køkkenvasken stopper til. Vandet er lunkent og lugter af kloak. Små skaller af løg sejler rundt. Det er tredje gang denne måned, selvom han har lovet at ringe til håndværkerne og få det fikset. Han ville gøre det selv, hvis han havde tid. Jeg ville gøre det selv, hvis jeg havde tid. Mine hænder er fugtige i de gule gummihandsker. Jeg trækker dem af og skal til at skylle dem under hanen, men tager mig selv i det. Det skulle være romantisk og autentisk at bo i et gammelt hus, men det føles mere som en lang række af ting, der skal fikses. Jeg går til højre ind gennem soveværelset og skyller handskerne på badeværelset. Hans grå nattrøje ligger på gulvet halvt inde under håndvasken. Jeg hænger handskerne til tørre på kanten af badekarret, går tilbage gennem soveværelset, ud i køkkenet og rundt om væggen, der skærer gennem halvdelen af rummet. Vi burde have revet væggen ned, da vi flyttede ind. Jeg tramper op ad trapperne, selvom uldsokkerne absorberer lyden. Overetagen er stille, for det er en af de få dage, hvor alle børnene er afsted samtidig. Huset emmer af ro. Enten er der ingen syge i deres klasse eller institutioner, eller også er folk blevet bedre til at holde deres børn hjemme. Vi arbejder begge hjemmefra om onsdagen. Døren til kontoret er lukket. Jeg åbner den og når kun at få et kort glimt af en hund, inden han lukker fanen, han var inde på, ned. Han sidder med ryggen til. Jeg lægger den ene arm på hans skulder og fører den anden ned over hans brystkasse. Lægger mit hoved ind mod hans. Stivheden i hans krop smelter, og han indkapsler mit kram med sine arme. "Vil du have en hund?" spørger jeg. Han læner sit hoved ind mod mit. "Det skulle være en overraskelse.” “Jeg kan ikke lide overraskelser.” Jeg mærker et stik af irritation. Han glider ud af mit tag og rejser sig op. “Det er nu vi har tid,” siger han. “Børnene vil elske det.” Det er rigtigt nok. De vil elske det. “Jeg kan godt lide tingene, som de er nu.” “Du vil elske den hund, jeg har fundet.” Han tager mine hænder og trækker mig ind til sig. “Det er en gammel madame.” Jeg spænder imod med benene. “Har du allerede købt den?” Uden at spørge mig, selvfølgelig. “Ja.” Han smiler fjoget som en nyforelsket. Jeg trækker mine hænder fri af hans. “Det er en dårlig idé.” Vi er ikke klar. Vores hverdag hænger

knap nok sammen i forvejen. “Hvem skal lufte den om morgenen?” “Det skal jeg.” Han aer mig på skuldrene og ser ikke, at jeg krakelerer. “Og hvad så, når du ikke er her?” Mine øjenkroge svier, så jeg forsøger at blinke fornemmelsen væk. “Når du bliver kaldt ind uden varsel?” “Vi finder ud af det sammen,” siger han. “Hvorfor spurgte du mig ikke?” Jeg presser vreden ned under overfladen. Vil ikke slippe den fri. “Jeg troede, at det ville gøre dig glad.” Han tager min hånd og stryger den med tommelfingeren. “Ikke nu.” Min tåre brænder. “Undskyld,” siger han. “Jeg kan godt aflevere hunden tilbage.” “Det er ikke hunden.” Jeg tørrer min kind med bagsiden af min frie hånd. “Det er… det hele.” “Ikke flere overraskelser.” Han knuger min hånd. “Det lover jeg.” Jeg ved ikke, hvor længe han kan overholde det løfte. Selv hvis han prøver, så ligner børnene ham mere og mere. Han trækker mig forsigtigt ind til sig igen. “Det skal nok gå.” Denne gang giver jeg efter og lægger mit øre ind til hans bryst for at smelte sammen med ham. Hans hjerte, under trøjen, dunker i mit øre og sender vibrationer gennem min krop. Verden er okay, så længe han holder sammen på mig. Så længe han tror på det for os begge to. Varmen i hans bare arme brænder som en radiator. Han slækker sit tag om mig, og vi begynder at svaje. Jeg ser op på ham. Hans blik flakker. Ansigtet krøller sammen, og han er væk. Hans vægt vælter ind mod mig og ned mod gulvet. "Morten?" Jeg ryger med ned i faldet. Holder om hans hoved. Ænser den stille brystkasse. Hjælp Skriget flår mig i stykker. Jeg er lydløs. Hvor er min mobil? Morten.

Bliv hos mig.

Sengen giver sig knap nok under den yngstes vægt. Jeg vågnede allerede, da han listede ind til mig i soveværelset. "Mor, skal vi bage boller?" "Skal vi ikke blive liggende lidt?" Min stemme er hæs efter søvnen. Øjenkrogene er klistret sammen af snot og tårer. "Skal vi hente de andre?" Jeg kender ham godt nok til at vide, at det er den eneste måde at udsætte dagens aktiviteter på, så jeg nikker og rejser mig fra sengen. Han hopper i hælene på mig gennem køkkenet. I entréen støder vi på den ældste og Margrethe, en rynket bassethund med ører ned til knæene. "Skal du med ind og putte?" Jeg ser først på den ældste og derefter på Margrethe. Den ældste tager hundesnoren ned fra krogen på væggen. "Nej tak." “Som du vil.” Den yngste og jeg henter søsteren. Hendes hår står vildt ud til alle sider, mens hun sidder i sengen og leger med sine bamser. Jeg løfter hende op på hoften og går ned ad trappen, gennem entréen, udenom Margrethe, ud i køkkenet, rundt om væggen, og dér står han.

Mine ben svigter mig.

Jeg tager fra på bordpladen, så jeg ikke vælter med pigen viklet omkring mig.

“Det skal nok gå.”

Han står, som om han lige har sat sin kaffekop ved siden af vasken i stedet for ned i opvaskemaskinen. "Hvad sker der?" Den ældste kommer ind ad døren med Margrethes hundesnor i hånden. Jeg retter mig op og trykker pigen ind til mig. "Jeg så jeres far." Den yngste kigger op på mig.

"Far er her ikke."

En at snakke med

Af Victor Stampe

Det er efterår Og jeg fortæller en Über-chauffør At alt jeg bare vil have er At min far er stolt af mig Og det må have været i 2016 Mens man stadig kunne blive hentet fra byen Af ansigtsløse og lyttende skygger på forsædet Jeg sidder på bagsædet og fortæller Hvordan jeg er så stolt af ham Ser så meget op til ham Hvordan jeg gerne ville være ligesom ham Men at jeg ikke kan noget med tal Kun med ord Og at jeg derfor nu vil blive den bedste til noget med ord Så han stadig kan blive stolt af mig I mens kører vi gennem byen mod min lejlighed på Vesterbro Natten er helt stille Og jeg fortæller til bagsiden af forsædet At jeg er så taknemmelig for det Han gjorde for os Da mig og min bror var børn Det er bare svært at sige til ham Vi holder ind ved kantstenen Og jeg går op i min lejlighed Skriver et digt om det Som jeg kan vise til alle mulige, der ikke er ham Weekenden efter læser jeg det op For bagsiden af en lyttende nakkestøtte Mens vi brummer over brostenene på Skt. Thomas Plads ”Det er godt”, siger han og foreslår At jeg viser det til min far Jeg svarer, at han skal passe sig selv Og holder digtet og tankerne for mig selv Til jeg igen bliver kørt fuld hjem

Ude ved universitetet

Af Victor Stampe

I dag så jeg en, jeg ikke kender Hun var halvt over vejen Da jeg cyklede forbi hende ude ved universitetet Og det var først, da jeg var kørt forbi hende At det gik op for mig At jeg ikke kendte hende Jeg vidste ikke, om hun gik over vejen her Fordi hun var ved at komme for sent til forelæsning Om hendes timer I russisk kultur og sprog Stadig lå om torsdagen Og bogen var så tung som den gamle Der fyldte hele hendes skød Når hun sad i sin seng og læste i den Jeg kunne ikke se, om lynlåsen i hendes taske var blevet skiftet Så hendes liv ikke længere var i fare for at vælte ud af den Hver gang hun satte den ned Eller om hun alligevel beholdte den gamle Fordi hun godt kunne lide opmærksomheden Jeg så ikke Om hun stadig havde blå render under øjnene Af at falde i søvn til Netflix Fordi lyden var tryggere end stilheden Jeg vidste ikke Om hendes øjne stadig var lyseblå af håb For jeg kiggede ikke efter Hvis jeg havde vidst At jeg skulle kigge efter Efter alt det Havde jeg måske kigget Og kørt lidt langsommere forbi Men i dag ude ved universitetet Så jeg en, jeg ikke kender længere

Jeg har set din sse, og du kender mig ikke

Af Victor Stampe

Min overbo laver porno Jeg ved det kun Fordi jeg googlede hende Da hun flyttede ind Og jeg så det nye navn på dørtelefonen Hun har en OnlyFans, hvor hun sælger brugte trusser Og videoer Af hende, der stikker forskellige grøntsager i fissen Og bagefter laver mad med dem Lige lovligt mærkeligt til min smag Men jeg følger med For at lære hende lidt bedre at kende Og får hende til at skrive ”Victor” på en squash Med sort tusch Før hun penetrerer sig selv med den Tuschen smitter af mod hendes skamlæber Det kostede kun 250 kr. I dag så jeg hende Da jeg hentede post Hun kom ind i opgangen Med en indkøbspose fuld af grøntsager Hun gik forbi mig på trappen Så tæt på At jeg kunne have rørt hende Jeg overfører 500 kr. til hende For at råbe mit navn Mens hun bruger en majskolbe Og jeg bliver hjemme fra arbejde hele dagen For at undersøge Om jeg kan høre hende skrige gennem loftet i min lejlighed Og nu smiler jeg til hende i opgangen Når vi mødes Henter min post Og jeg lader som om, at jeg ikke ved Hvordan hendes fisse ser ud Når der er to porrer oppe i den Da jeg lukker døren bag mig Finder jeg mit Dankort frem og skriver At hun skal købe stort ind i morgen Endelig har hun uploadet Jeg bliver glad for at se hende igen Skubbe agurker op i sig selv Og en aubergine Og en butternutsquash Som jeg har betalt for Den splitter næsten hendes fisse ad -

Hvorfor er jeg ikke kærester med Selena Gomez?

Af Victor Stampe

Hvorfor er jeg ikke kærester med Selena Gomez? Jeg kan jo se hende i BBC’s Live Lounge Eller til Coachella Med sit skinnende sorte hår og perfekte smil Synge om, at hun mangler en En som mig Mens jeg sidder her i min mailboks Uden at få svar, når jeg rækker ud Det brænder i mig Når jeg kan læse på nettet At hun dater den ene smarte rapper efter den anden Med kasket og hængerøv Der spilder hendes liv med at ryge hash Og skrive dårlige rim om stoffer Der ikke er gode for hende Der ikke er gode nok til hende Inderst inde tror hun stadig på kærligheden Det ved jeg, at hun gør Og jeg kan mærke det i luften mellem os Når jeg hører hendes bløde læber mod mikrofonen i Forum Jeg kunne have sværget på At hun kiggede direkte på mig Her i mængden af 13-årige piger Da hun sang ”I just wanna look good for you” Men hun er fanget Af pladeselskaberne Af pressen Hun vil aldrig kunne blive set sammen med En som mig Hun må ikke Selv om jeg ville behandle hende bedre end alle de andre Alle de andre herinde, der skriger på hende De åndssvage rappere, der tweeter til hende Jeg ville behandle hende bedre Gøre alt for hende Uden hun behøvede spørge Kniven føles kold i min hånd Her i sommeraftenen Men den er ikke til hende Den er til hendes fangevogtere Hvis de prøver at stoppe hende Fra at blive reddet Det var nemt at komme backstage Tage en gul vest på og lyve mig til lysmand Og mens alle klapper hende af scenen Sniger jeg mig Ind i hendes omklædningsrum Bag sofaen Så tæt på At flygte ud herfra Sammen med mig En god mand

©Cecilie Ristorp Andersen

©Søs Jørgensen

Techno-orientalisme, kunstig intelligens og japansk robotdesign

– Interview med Gunhild Ravn Borggreen

Gunhild Ravn Borggreen er lektor på IKK og forsker blandt andet i nutidig japansk kunst og robot design. Vi træffer hinanden på et zoomlink og snakker om Techno-orientalisme, kunstig intelligens hos robotter (AI) og robotdesign.

Af Mick With Berland

Du kan måske starte med at fortælle, hvordan din interesse for relationen mellem Japan og vesten opstod, og hvordan den knytter sig til din forskning om Arti cial Intelligence. Det forekommer mig, at begge områder beskæftiger sig med fremmedhed.

Det er faktisk en ret sjov historie, som jeg lidt retrospektivt har konstrueret om mig selv: Jeg er født den 6. august, hvilket er årsdagen for atombombens fald i Hiroshima og for krigens afslutning. Jeg kom til verden i begyndelsen af 60’erne, da mine forældre var meget involverede i den kampagne imod atomvåben, som opstod verden over i slutningen af 1950erne. Min far var atomfysiker ved Niels Bohr instituttet, så han var meget bevidst om omfanget af katastrofen, der blev truet med, under den kolde krig. Derfor k jeg som fødselsgave en lille bog, som hedder Børn af Hiroshima, udgivet af Gyldendal i 1962. Bogen var en samling af essays, som børn, der havde overlevet atombomben, var blevet sat til at skrive i skolen. Den beskrev, hvordan katastrofen så ud fra et uforstående barns perspektiv, og den blev oversat til mange forskellige sprog og taget i brug af kampagnen imod atomvåben, som mine forældre var så engagerede i. Den bog fulgte mig, da jeg var barn og jeg læste meget i den da jeg havde lært at læse. Jeg tror aldrig, at jeg forestillede mig de japanske børn som fremmede eller anderledes, da jeg læste om dem. Jeg følte snarere en sympati og en forbindelse til børnene af Hiroshima igennem skildringen af deres oplevelser. Det er selvfølgelig en retrospektiv historie, om hvordan jeg først mødte japansk kultur, men da jeg så begyndte at interessere mig for studiet af kulturer, oplevede jeg helt naturligt at fokusere på den japanske kunst og historie. Derudover synes jeg også, at det belyser mit perspektiv på Japan, som jeg altid har oplevet som nært snarere end fremmed.

Jeg synes også, at atombomben og atomkraft er et godt billede på de forskellige opfattelser af teknologi i henholdsvist Vesten og Japan, der senere kommer til udtryk i deres forskellige forestillinger om robotter og

AI. Da den japanske økonomi boomede i 60’erne og 70’erne oplevede landet på grund af oliekrisen at være afhængige af import af olie, når det kom til energi. Selvom Japan havde mærket atomkraftens katastrofale virkning, blev svaret på denne energikrise konstruktionen af atomkraftværker, der skulle gøre Japan selvforsynende.

For at vende tilbage til det fremmede: Et dominerede begreb inden for studier af Mellemøsten er litteraturprofessoren Edward Saids (1935-2003) ide om Orientalisme, der forudsætter, at konstruktionen af en nations eller verdensdels selvidentitet afhænger af hvilke fremmede kulturer, den kan spejle sig i, og stille udenfor sit fællesskab. Der hvor Orientalismen bliver farlig, er når denne modsætning mellem kulturelle selvopfattelser hægtes på en hierarkisering, der forudsætter, at den ene kultur er overlegen og universel, og som kun tillader, at denne dominerende kultur kommer til orde. Denne struktur, hvor det fremmede bliver konstrueret af den magtfulde kultur, forudsætter altså, at det fremmede fastlåses i en struktur samtidigt med, at det holdes underlegent.

Rent formelt har Japan aldrig været en koloni under vestlig kontrol. Nationen har derimod selv været en dominerende kolonimagt i Asien og har i den sammenhæng selv bedrevet en slags Orientalisme i sit syn på nabolandene, som de besatte fra slutningen af 1800-tallet til 1945, da Anden Verdenskrig afsluttedes. Der er altså nogle af de samme mekanismer, der også blev gentaget i Japan. På grund af den skrækkelige katastrofe, som atombomben var, har det været nemt at se Japanerne som ofre for vestlig imperialisme. Det er meget nemt at glemme, at Japan selv har været en meget aggressiv koloniherre i Asien, der stod bag undertrykkelse, forfølgelse og massakrer af andre folkeslag. Den struktur, som Orientalismen henviser til, optræder altså ikke kun i vestens blik på Japan, men har også været noget, som Japan selv har udøvet på andre lande.

Nu kom du selv ind på Japans forskellige roller i Orientalismens struktur. Hvis vi betragter Japan fra et vestligt perspektiv, hvordan vil du så sige, at den orientalistiske forestilling om Japan har ændret sig i nutiden – i hvilket omfang er den overhovedet til stede?

Begrebet Techno-orientalisme opstod i 1990’erne. Det kommer fra to engelske forskere, David Morley (1949) og Kevin Robins (1947). De skrev et kapitel i deres bog, Spaces of Identity (1996), om den amerikanske kulturs forestilling om Japan, hvor de beskæftigede sig med teknologiens ind ydelse. De fremhæver perioden fra 1980’erne, hvor alt nyt inden for det teknologiske og elektroniske område, fra walkmans til biler, forekom at være ”made in Japan”. Det var ikke som hidtil billige, masseproducerede varer, men derimod high-tech gadgets og innovationer, som Japan spyede ud. Det var noget, som skræmte amerikanerne. Ikke kun fordi man frygtede at japanske varer skulle udkonkurrere amerikanske varer, men også fordi amerikanerne frygtede japansk ind ydelse på kulturområdet, eksempelvis da det japanske rma Sony opkøbte det amerikanske lmselskab Colombia Pictures. Der er en tydeligt parallel til, hvordan vesten opfatter Kina i nutiden. Her var Orien-

talismens hierarkisering tydelig: Amerikanerne var bange for, at japansk kultur skulle brede sig i USA, fordi de betragtede den som grundlæggende mindreværdig. Jeg er ikke sikker på, at begrebet Techno-orientalisme bruges så meget mere. Hvad man dog kan sige er, at Japan har udnyttet den teknologiske udvikling til sin egen kulturelle fordel – igennem hvad man måske kan kalde technonationalisme. Den japanske kultur er meget stolt af sin teknologiske udvikling i 80’erne og 90’erne, hvilket er blevet en stor del af nationens selvforståelse.

Et andet område, som jeg tænkte kunne være interessant at snakke om i forhold til emnet ”fremmed”, er din forskning inden for kunstig intelligens. Hvordan tror du, at Japans og Vestens historiske forhold til teknologi har påvirket deres forestillingen om kunstig intelligens og robotter?

Hvor Japan var stor inden for bilindustrien i 80’erne og 90’erne, så har landet satset hårdt på robotindustrien de sidste tyve år i forsøget på at blive den førende producent og eksportør af robotter til hele verden. Japan var allerede langt med udvikling af industrirobotter og automatisering inden 00’erne, da der længe var foregået en udskiftning af menneskelig arbejdskraft på bilfabrikker og i andet industri. Der skete så en ændring omkring årtusindskiftet, hvor japansk robotudvikling begyndte at fokusere på sociale robotter i forbindelse med Japans demogra ske udvikling, hvor andelen af den ældre befolkning steg voldsomt, samtidig med at fødselstallet faldt. Man begyndte at forestille sin en ny måde at inddrage robotterne i arbejdsstyrken: Frem for at robotter-

ill. 1. "Meet ASIMO" Social Media Contest

ne skulle være spændt fast på en fabrik, ønskede man, at de skulle samarbejde med mennesker i sektorer som ældreplejen og sundhedsvæsnet. Derfor blev det meget vigtigt at udvikle robotter med højtudviklede sensorer, som lignede mennesker nok til, at ældre medborgere og patienter ikke blev utrygge ved dem. Flere japanske forskningsprojekter viser, at i takt med at denne antropomor sering bliver mere virkelighedstro, så bliver almindelige mennesker også mere villige til at interagere med robotten. Den skal dog heller ikke blive for menneskelignende, fordi så bliver mennesket igen frastødt af robotten. Det har robotforskeren Masahiro Mori (1927) udviklet en teori omkring allerede i 1970’erne. Han kalder det ”the uncanny valley”, hvilket har forbindelse til Sigmund Freuds begreb om unheimlichkeit, altså det ikke-hjemmelige – det ukendte. Japansk robotteori har siden 1970’erne bibeholdt denne loso , hvor robotten hverken skal være for nær eller for fremmed.

Den her forestilling om robottens forskellige måder at være fremmed på er ofte kommet til udtryk i vestlig kultur, som for eksempel lmen Terminator (1984), hvor robotten først ligner mennesket til forveksling og herefter afslører hvor totalt anderledes den er. Frygten for, at teknologien skal overtage verden, har ligget latent i meget af den vestlige kulturformidling omkring robotter og innovation og kommer så til over aden i science ction. Den type teknologikritikske fortællinger ndes også i Japan, men er ikke så dominerende i de of cielle versioner af japansk robotudvikling. Der fortælles det, at japanere er mere venligt stemt overfor robotter, hvilket blandt andet forklares igennem Shinto, Japans originale religion, hvor alting tillægges en sjæl eller ånd. Her skulle japanere angiveligt være i bedre stand til at relatere sig til en maskine og anerkende en ”sjæl” i den. Det er ikke et argument, som jeg køber, fordi jeg ved, at der er mange kritikere i Japan, der råder imod uhæmmet teknologisk udvikling.

Specielt ulykken ved atomkraftværket i Fukushima for 10 år siden, da et jordskælv forårsagede en omfattende nedsmeltning af værkets atomreaktorer, var et wake-up call for den japanske befolkning. Det var en katastrofe, som endnu ikke forløst i dag – der er stadig områder, hvor radioaktiviteten gør det umuligt at genopbygge – og det fødte en teknologiskepsis og mange protester imod atomkraft, som landet havde satset på i 70’erne og 80’erne.

På trods af denne omvæltning er Japans of cielle fortælling uændret, når det kommer til robotudvikling. Selvom det selvfølgelig er en karikatur, kan det blandt andet ses i den japanske populærformidlende bog Robotto no shikumi (da. Robot Design), hvor vesterlændingens frygt og skepsis kontrasteres med japanerens entusiasme og velvilje. Den robot, som lader til at være afbilledet på denne illustration, ligner Asimo, en humanoid robot udviklet af Honda. Og det er et rigtig godt eksempel på en form for robot, som er udviklet til at gå oprejst og ligne mennesket for at overkomme den fremmedhed, som jeg talte om tidligere. Det er ret svært at få en robot til at gå på to ben som et menneske, og i virkeligheden er der andre løsninger såsom larvefødder, som ville være nemmere. Modellen er udviklet af Honda, der har arbejdet med robotteknologi i mange

år snart. Noget andet, som er værd at bemærke i Asimos udviklingshistorie, er hvordan den menneskelignende gur med årene er blevet mindre og mindre. Den nuværende model er omkring 1,20 meter høj. Det er en mellemvej man har fundet frem til, hvor den menneskelignende robot ikke er stor og truende, men minder om et barn. Samtidigt er der jo heller ikke lagt skjul på, at det er en robot. Teknologien er gennemskuelig for mennesket og bliver derved mindre fremmed.

Robottens rolle fremgår også i denne reklame fra Honda, publiceret i USA, hvor Asimo tydeligt er indlejret som det ufarlige centrum i familien, der kan gå tur med hunden, passe børn eller hjælpe med lektierne. Målet i robotdesign er ikke bare at overkomme fremmedhedens uhygge, men at overkomme selve familiebarrieren og etablere et ligeværdigt og nært forhold mellem mennesket og robotten, hvilket den japanske kultur er kommet nærmest. Det er i hvert fald den fortælling, som den japanske industri sælger.

Tak for den store indsigt, og tak for snakken!

Kære fremmede

Af Idaemilia Vienne-Emanuelle Nørgaard

Kære Fremmede,

Du skal vide, at du har din menneskelige frihed til at tænke det om mig, du vil, men hvis du dømmer mig, dømmer du blot dig selv. Jeg er bestemt ikke spydig, jeg opridser bare de nødvendige facts før, at vi for alvor kan begynde at tale med hinanden. Sådan har jeg efterhånden forstået, at det hænger sammen, så jeg frygter skam ikke dine tanker, eller også så er det netop det, jeg gør. Jeg er bange for, at den afstand, der er mellem os, vil vokse sig større. Så skriver jeg breve. Lange breve. Kære Fremmede… Nu har jeg advaret både dig og mig selv. Måske endda skånet os.

Vil det ikke være meget rart, hvis jeg bare lægger kortene på bordet med det samme? Der er sket noget. Mit ansigt er blevet rødt og hævet af feber, som om hele kroppen forsøger at bekæmpe en betændelsestilstand. Jeg kom nemlig til at tænke, at mennesker er onde væsner. Min hypotese lød, at alle besidder en medfødt følelse af foragt. Jeg tegnede endda også en tegning af den lille gevækst, som alle måtte have i deres kroppe, placeret i rygraden sandsynligvis, permanent i centralnervesystemet. Og jeg indrømmer, at jeg da også selv mærker en overdreven trang til blodudgydelse både af den visuelle slags og af den indre. Det har egentlig ikke været et problem. Ikke før nu, hvor min besættelse har ændret sig fra at foretrække trygheden i en ensom tilværelse til at kræve en brændende og altoverskyggende nærhed. Det var ellers så ganske fin at være i det første, for af alles selskab var mit eget det allerbedste, man skal jo være sin egen bedste ven.

Hvis jeg bare kunne få lov til at sidde alene i vindueskarmen med min cigaret, mine tanker og med mine medmennesker gående rundt ude i verden, så var jeg faktisk ganske tilfreds med tilværelsen. Jeg var ikke decideret lykkelig, men jeg kunne alligevel være så fornøjet over at tilbringe tid med mig selv. Bare få lov til at se ud, være, gøre, sige og tænke, hvad jeg ville, uden at andre ville finde mig latterlig eller grinagtig. Jeg nød en forestilling om, at jeg dagligt købte friske blomster til mig selv; en dag kunne det være tulipaner, en anden dag kunne det være roser. Altså, var jeg i sandhed aldrig et kedeligt bekendtskab. Jeg kunne lytte til min yndlingsmusik og danse rundt på værelset hele natten, hvis jeg havde lyst. Fake it till you make it, skrev jeg på spejlet med en permanent tus. Helt anonymt satte jeg mig for, at verden enten var et helvede, eller at livet var så vidunderligt fantastisk, Carpe Diem og alt det der. Jeg kunne være så ulidelig grim og så helt aldeles skøn. Jeg kunne elske dig, og jeg kunne hade dig. Mine gråzoner var ingenmandsland. Jeg kunne fantasere om, hvordan det ville være at have et skænderi, at være noget så vred, uden at det gik ud over nogen. Jeg kunne forestille mig at rejse ud i verden, se bjerge, sandstrande og katedraler, uden at jeg behøvede at forlade værelset. Jeg var også sådan en, der altid redte sin seng. Det er absurd at redde sin seng, når man er alene, alligevel gjorde jeg det. Jeg var en sofistikeret dagdrømmer. Det var jeg blevet nødt til at være, alting var mere belejligt i fantasiens verden.

Men nu kan jeg ikke længere se igennem væggene, der omkredser mig. Jeg mærker ensomheden trænge ind alle steder, og jeg tror gentageligt, at jeg skal dø. Ser du nu, hvorfor jeg må skrive dig dette brev? Intet af det jeg gør, giver mening længere. Jeg stirrer hvileløst på månen og stjernerne fra min vindueskarm, hvor jeg mærker en kriblen i huden, der vil ud og væk. Eller nok nærmere: tættere på. Tættere på alt. Jeg vil møde nye mennesker, jeg vil gå rundt på fine sommernætter med kærlighed og inspiration i hjertet. Jeg vil glemme alt om

mit liv i værelset, glemme alt om, hvem jeg er her. Og hvis nogen spørger, så vil jeg ikke kende svaret! Intet skal indhente mig: hverken søvn, hjemve eller tung luft. Jeg vil se på stjernebilleder under ukendte himmelstrøg, jeg vil flette fingre med en fremmed, jeg vil genopfinde mig selv. Hvem ved, måske vil jeg aldrig vende tilbage igen. Måske vil drømmen bortføre mig for evigt. Det ønsker jeg, at den vil, for jeg er så desperat lige her i vindueskarmen. Jeg vil reddes: reddes af dig. Tomheden hænger overalt omkring mig, som pletter sidder den utallige steder. Men især på væggene. Jeg har ellers forsøgt at rykke lidt rundt, så det ikke springer alt for konfronterende i øjnene. Jeg har gemt nogle af pletterne bag en reol, og jeg har placeret min seng strategisk i hjørnet, men man kan godt finde dem, hvis man ser ordentligt efter, og det kommer jeg hele tiden til. På en måde har jeg mange gange forsøgt at vaske dem væk, for det skal man gøre, tænkte jeg. Selvom skrubberiet har været intenst, efterlader pletterne sig stadig permanente mærker. Jeg betragter dem. Så slår det mig, om det er på grund af min egen sjuskede indsats, eller om jeg måske bare godt kan lide at bevare noget af tanken om, at intet helt kan fjernes? Men hvis jeg ikke kan fjerne dem, må jeg fjerne mig selv, finde en ny placering. Selvom jeg i uoverensstemmelsen med min sjæl ikke ved, hvem jeg så skal være.

Nå, kære Fremmede, nu bliver det værre og dermed også bedre. Jeg må indrømme, at det gør mig varm om hjertet at være så direkte. Nu kan jeg blot ønske, at regnen vil vaske det hele væk. Desuden så kan skæbnen ikke rigtigt andet end at gøre tilfældet til en blivende beslutning. Det lyder jo lidt som om, at det er ved min egen højborg, at tingene udfolder sig. Jeg er ved at blive skør. Jeg er skør. Jeg har bedøvet livets valg og svømmer rundt i tågerne, og nu banker verden på med inkasso. Jeg må græde og mærke min krop brænde, og jeg må skrige, hyle, rive og til sidst… Så må jeg være helt stille. Nøgen. Her må jeg høre mit eget åndedræt. Frosset.

I sekundets bedring må jeg tro på, at det derfra kun går fremad. Det er i dét øjeblik, at jeg skal være hurtig, det er dér, i dét sekund, at det sker. At livet sker. Jeg må finde film og bøger om eksistensen, jeg må se, at der er andre mennesker end mig på denne jord, der gennemgår det samme, mennesker som også dør og genopstår hver dag, eller flere gange om dagen, jeg må se, at de har berettigelse, så jeg selv har berettigelse til at være, som jeg er, at de finder meningen, så jeg selv… ja.

Jeg må derfor afsted. Nu. Inden det er for sent. Imens der stadig er en lille ild, der brænder og inden, at ligegyldigheden for alvor tager over. For det er det værste, man kan blive; ligeglad. Man må fjerne sig selv inden da, man må finde en ny placering. Det er i placeringsskiftet, at det forrige paradigme kommer til syne i lyset af den endelige og afsluttende afskrivning. Ellers kan man bare vente, hvis man da ikke tør at rykke sig ud af stedet. Måske vente helt indtil, at man dør. Men jeg vil ikke dø sådan her, ensomhedens død er ikke kun kroppens død men også sjælens. Så nu skriver jeg til dig, kære Fremmede, i håb om at du måske vil kunne hjælpe mig igennem tågen. Jeg kan ikke selv vurdere, om det er forsvarligt at vende tilbage. Du må vise mig, at det er sikkert. For hvordan er det nu? Verden udenfor værelset. Alle bygningerne, menneskerne, kunsten, sollyset. Genkaldelsen er det værste, for tænk hvis det blot er opdigtede forestillinger frem for ægte minder. Falsk fantasi. Jeg er bange for, at jeg husker forkert. At genkalde sig byen er tæt på en umulighed, og genkaldelsen af fortid er ganske blind. At ønske sig tilbage brænder alligevel kun hul i illusionerne. Undskyld for den overdrevne brug af æstetik til at beskrive situationen. Det hjælper heller ikke ligefrem på det, at jeg i forvejen føler en stor frygt. Frygten for om jeg kan finde ud af at eksistere andre steder end her. Frygten for din foragt. Der var jo en grund til, at jeg endte her, var det ikke? Ondskaben. Tårerne presser sig på, jeg kan nærmest ikke bevæge mig, og jeg er

lige kommet i tanke om, at jeg i nat drømte de mærkeligste ting; at jeg skulle til fest uden billet, at jeg blev nedgjort, fordi jeg bukkede siderne i bøgerne, at jeg malede et rødt maleri og havde ansvaret for en handicappet pige.

Sandheden er, at jeg gerne vil elske dig. Og det gør ondt, når jeg tænker på, at jeg aldrig vil have mulighed for at lære dig helt at kende, ligesom du aldrig helt vil lære mig at kende. Vi går alle rundt i vores bobler, i denne krop, med disse tanker, i dette liv. Vi støder ind i hinanden, hårdt eller blidt, vi deler, vi deler, vi deler, men vi kommer aldrig helt til at forstå. Måske er mit ønske om at have dig tæt i virkeligheden stadig en umulighed. Forstår du overhovedet, hvad jeg siger? Du er nok i grunden ligeglad. Du har sikkert nok i dit eget, travlt med at leve og dø på din egen måde og skænker mig ikke engang en tanke. Jeg prøver at være medmenneskelig, det gør jeg, jeg elsker dig, men afstanden dræber mig langsomt. Jeg kan aldrig komme tæt på, når du er langt væk. Jeg hader dig. Hell is other people, har jeg tit sagt til mig selv. Men er jeg i splittelse over, hvad jeg nu skal sige? Jeg troede, at det ville være lettere at være alene, for da ville stilheden i det mindste være selvvalgt. Men nu tror jeg faktisk, at det er din stilhed, der dræber mig mest. Din dræbende stilhed som bekræftelsen på min ensomhed. Mit ønske er en fortvivlet idé om, at der ingen løsninger findes, at kun accepten kan formå at gøre noget. Lade dig komme til mig hvis du ønsker det. Det er begyndt at regne nu. Jeg sidder i vindueskarmen og betragter de fine dråber, der lander på mit vindue. Det er legitimt at blive indenfor når det regner, alt andet ville være tåbeligt. Verden skal have fred og ro til at blive vasket ren. Så jeg er indenfor, jeg sidder bare her. Uendeligheden af dette øjeblik er faktisk ret smukt. Tænk hvis du var her, kære Fremmede, så du kunne opleve det sammen med mig. Vil du det?

©Søs Jørgensen

TRANSKØNNET DIGT (mørkt stof)

Af Cecilie Lolk Hjort

jeg har stået her hele mit liv sammen med tyvetusind terapeuter og stirret på en mand i spejlet · uden at se ham · fordi jeg ikke kunne høre mit modersmål uden at kende dets navn · fordi man kan se en fejl men ikke et fravær · her har jeg løbet rundt i hele min barndom som man står i labyrint til livet og spillet rugby og repareret fjernsyn og snittet med kniv i shorts og bar torso med sørøverhyl og hanegal · som lost boy · som Mimer · en krop fra halsen og op · jeg har altid været hunden når der blev leget med barbier fordi jeg ikke måtte være ken · jeg har aldrig været lavet den mindste smule af tyl eller mærket en eneste slangekrølle i min sjæl · hvordan lever man når man bærer et dødt navn som et rådnende lam på sine skuldre · hvordan udreder man en sjæl som et garnnøgle vævet halvt af murren og halvt af blæst · på anden måde end ved at fylde sit gabende legeme med druk · og skære i arme og ben så græmmelsen for et øjeblik trækker sig ud i huden og bliver lille og simpel nok til at få plaster og ae ae · jeg meldte mig som ulykkelig i sundhedssystemet · og et hav af sygeplejersker med døde øjne lagde mig i en seng og druknede mig i psykofarmaka og silkemaling · fordi jeg ikke vidste at en mand kunne have bryster uden at være tyk · fordi ingen fortalte mig at jeg passede ind i mine kurver som en fod passer ind i en handske · hvilken trist alderdom var jeg ikke forsvundet ind i hvis ikke jeg en dag havde siddet og stenet morgenfjernsyn og der havde siddet en ung mand derinde og sagt den trylleformel min egen sjæl havde manglet · jeg er transkønnet · og tiøren faldt på mit hoved som en klokke fra notre dames tårn ·

TRANSKØNNET DIGT (timey-wimey)

Af Cecilie Lolk Hjort

tid fungerer anderledes her · jeg har to aldre den tid der er gået fra jeg blev født og den tid der er gået fra jeg blev mig · som et janusansigt er jeg både en gammel mand og en lille ny · med et førliv bag mig som en påfuglehale af negativer på en lystavle · i stedet for at mærke har jeg båret min egen ventesal omkring mig som en aura · som en dreng i en boble · som kvinderne ved solkongens hof bar alt for store kjoler · et dekoreret fængsel at kante sig hakkende gennem døre i og falde kluntet ned på stole i mens man prøver at trække vejret · det ville være slemt nok hvis livet var gået mig forbi som et rullebånd jeg aldrig trådte op på · men jeg har skullet gennemspille hver livsfase som den forkerte person · jeg har stået på den forkerte side af lanciers med hår ned til bh’en som man står i skridende grus på den side af en bundløs kløft hvor maden og læet og familien ikke er · altid et par meter væk fra centrum af verden og totalt uvidende om hvor tæt jeg var på lykken · hvordan finder jeg hjem når det ikke var der jeg voksede op · ulykkelig i kjole og fremmed i smoking · for stor til at blive taget ved hånden og tilgivet for at snuble og for lille til at råbe verden op når mit cpr-nummer ankommer til alle verdens fester før mig · jeg kan ikke stemme til kommunalvalget eller hente en pakke på posthuset uden at vifte en tornado op af administration og forvirring · nej jeg er ikke kommet til at tage min kones ID med · ja det er mig det er virkelig mig du samler i to forskellige rum som et amputeret puslespil · de siger at jeg skal leve som en mand i et par år før jeg kan registreres som en mand i systemet · men dette er ikke at leve som en mand det er at leve som en mistænkt · i stedet for et M får jeg et X i passet som et stort fedt MÅSKE til at jeg findes · som markeringen af den skat jeg ikke må grave op · som et midlertidigt visa til mit hjemland · som en omvendt eksplosion i ekstrem slow motion samler jeg mig selv sammen stykvist med tilladelse efter tilladelse

fra diverse instanser · og brik efter brik i mit hoved køler ned efter årtiers helvedesild og skifter fra rød til grøn · som et foster gror lemmer · jeg får nok aldrig en verden omkring mig der ikke vil stikke som myg hver gang de møder en detalje de ikke forstår · men jeg kan bygge et fort af mine omhyggeligt indsamlede opdagelser og råbe alle mine sandheder fra mit eget hustag · og høre dem give ekko fra andre forter der dukker frem ud af andre gamle lettende tåger · frihedsråb fra de unboxede · nu hvor jeg er på hormoner og brystfri kan jeg tage neglelak og tylskørt på hvis mine niecer beder mig lege med · nu hvor jeg har mit ulige nummer kan jeg bære et hvilket som helst stykke stof eller pudder uden allergi · for nu er jeg en mand der tager kvinderegalier på for sjov og ikke længere en udklædning forklædt som en påklædning viklet omkring et uigennemtrængeligt mørke ·

© Anna Helena

Thea

Af Michalina Julia Czarnecka-Meyer

Jeg vågner liggende på min venstre side i sengen i det mørke rum, det er en af de dage uden lys. Jeg ved, fra før, at desto længere jeg kan ligge stille, desto længere kan jeg undgå svimmelheden, kvalmen. Jeg scroller længe, men jeg er nødt til at rejse mig op; skal tisse. Først sætter jeg mig halvt op, støtter mig selv i bevægelserne, siden helt. Mit hjerte hamrer i brystkassen, som bankede det for at komme ud derfra. Mit hoved snurrer søsygt, men nu er der ingen vej tilbage. Jeg har rejst mig op og dagen iler derudaf, den trækker mig bagefter sig, klodset bumler jeg afsted gennem tiden. Det søde, tynde spyt begynder at løbe i munden, jeg brækker mig gult og bittert i kummen. Mine organers rallende klagesang klinger ud i det kirkeagtige rum. Snot, bræk, tårer malet ud over mit ansigt, med streger og skygger af mascara og eyeliner som Thea lagde på mig i går. Når jeg lukker øjnene i, gløder billedet af Thea der fokuseret stryger en sort linje henover mit øje, lidt tungespids spændt i mundvigen, helt karikeret koncentreret. Jeg kan lugte hendes rødvinsånde, den varmer på min næsetip. Da hun er færdig, tager hun et skridt tilbage og betragter mig, som var jeg et færdigt værk, jeg ser væk. Thea, Thea. Jeg skal knække mig igen, men intet kommer ud.

Jeg har Heart To Break af Kim Petras på hjernen, this game I know I’m gonna lose, makes me want you more kører på repeat i mit hoved. Sangen strømmede ud på dansegulvet i går aftes, den hengivne stemme kaldte ud i festen, fuldregisteret i omkvædet, sprød som en gren eller en horisont, altid lige ved at knække, lige ved at knække sammen, flyde over med en farlig lykke som et enormt vand. Med mine arme spredt ud i et par meterbrede vinger, parat til at styrtdykke ned i natten, sang jeg med: Even if it means that i’ll never / put myself back together / gonna give you my heart to break. Da jeg gik med Thea ud for, at hun kunne ryge, ville jeg gerne nynne sangen, jeg ville have den skulle være vores, jeg ville dele glæden ligeligt mellem os som en hindbærsnitte. Thea stod og så efter noget, nogen på gaden, jeg prøvede at se, hvad hun så og fik ikke øje på det. Hun røg sin smøg færdig uden at jeg fik et eneste hvæs af den.

Jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker på Thea, der ikke forstod bangerens betydning for mig. Den dybeste urskam vælder op i mig, den der består af at hade, at man er poptøs. Jeg kan ikke være sådan en der elsker det mainstream, elsker det åbenlyst elskværdige. Da mit øje vædes opdager jeg følelsen af stive, daggamle kontaktlinser derinde. Jeg piller de udtørrede blå silikoneskaller ud, det er 117. gang, at jeg glemmer at tage dem ud, inden jeg går i seng. Min optiker har fortalt mig skrækhistorien gang på gang: når en kontaktlinse sidder for længe i et øje, f.eks. under søvn, vil hornhinden mangle ilt. De røde strenge der snor sig på det hvide øjenæble vil gro henover kontaktlinsen, integrere kontaktlinsen i et forsøg på at overleve den. I værste tilfælde skal kontaktlinsen opereres ud.

Den voldsomme kvalme står næsten stængelagtig hele vejen op gennem mit spiserør, jeg ved det ville være godt at spise noget, men tanken alene føles helt umulig. Jeg må starte et sted, vasker mit ansigt, craver en hvid duft af blomst og babyprodukt. Da jeg sætter mit hår op med rystende hænder, strejfer en finger min øreflip, en sviende smerte, jeg har sovet med dingleøreringene på. To svajende, rektangulære perler på en sølvkrog. Begge øreflipper er blusset rødt op, hullerne bløder og er våde af materie. Jeg hiver hårdt i øreringene, de er som groet fast, jeg trækker dem ud af vævet, vævet giver ikke slip så let. Da jeg får dem ud, ser jeg, at krogen er tilgroet i gule krystaller, pyntet med fine, lyse hudflager, lette som sne. I øreflippen sidder betændelsen som en lille hård kugle, man kan trille den mellem fingrene. Jeg får lyst til at trykke den ud, kigge på den, væmmes ved den, klemme den mellem to negle og vaske hænder grundigt efter. Den forbliver inde i min øreflip.

Jeg har sovet ganske forfærdeligt, hele natten har jeg rumsteret rundt i sengen, stadig fuld, stadig med øreringene og kontaktlinserne i, stadig dansende med Thea i drømme. Drømmen svinger ukontrollerbart mellem vild lykke og vild rædsel, hun er dér foran mig og alt er godt, så forsvinder hun på floor, jeg mister hende. Festen lever videre i mit sovende hoved, Thea danser på mine tindinger til den lyse morgen, det er klart at jeg vågner med en jagende hovedpine.

Jeg må have en Panodil eller to, jeg leder, leder, fylder et glas med vand. I min venstre hånd holder jeg de to perleøreringe, i min højre holder jeg glasset. Det er lige ved at gå galt, jeg er lige ved at sluge øreringene. At jeg dog kunne have gjort det mod mig selv. Når en musling mærker et generende fremmedlegeme under sin skal, indkapsler den fremmedlegemet i perlemor, fremmedlegemet gøres glat, umærkeligt. Muslingen inkorporer fremmedlegemet i sig selv, så fuldendt, at fremmedlegemet bliver musling, bliver perlemor, bliver perle.

Østers. Illustration af Sif Lumbye Sinne.

Sådan opstår en perle. Hvis jeg havde slugt øreringen, var den måske groet ind i kødet i min mavesæk, så ville jeg kunne sige, at jeg bærer på noget fint og smukt inde i mig. Thea og jeg har begge hormonspiral, det hvide T-formede plastindlæg, som gør vores begge tos livmoder til et fjendtligt og ufrugtbart sted for sæd.

I sengen svøber jeg mig i den fugtige, krøllede dyne. Udenfor er det allerede ved at blive mørkt igen, dagen har mig på slæb, unådigt og ubesværet bevæger den sig frem. Måske den er en anelse tynget af min tunge, sløve krop der hænger bag på den som et læs, et vedhæng. Måske den prøver at ryste mig af sig. Jeg tænker det ville være bedst, om jeg bare blev tabt, så kunne jeg blive liggende og lade tiden fortsætte uden mig, jeg kunne sunde mig. Mine muskler er ømme af dans og af Thea der vandrer rundt i mig, utrætteligt og med tunge støvler af læder og jern. I mit hjerte snakker, ryger, hikker, griner hun, hun ridser sine skitser ind i mine knogler, puster røg i mine lunger og skodder sin smøg på min rygsøjle som var den en lygtepæl på en nattegade. Hun vender min mave på vrangen for at tvinge alt indhold ud af mig, mens hendes hæle klikker hult som lyden af en sekundviser. Jeg tager lydene, smerten, kvalmen og triller det sammen, folder det sammen, prøver at gøre det bittesmåt som en øreflip, eller som en kugle i en øreflip.

Dette fremmede, dette vanvid, som er sået i mig, sået i en hyperfrugtbar jord, som jeg ikke vidste, at jeg bar rundt på, dette sære, skarpe, mørke frø der vrider sig i mig og vokser sig til en enorm orkidé med muslingeformede blade, dens stilk i min hals, blomsten der er lige ved at springe ud i min gane, min gag-reflex hele tiden presset til det yderste. Hele tiden den blomst, der stikker og kilder mig de følsomste steder, så jeg aldrig helt slipper følelsen, aldrig helt slipper fornemmelsen af jord på bunden af min tomme mave, følelsen af at være beboet af en anden, af noget andet. Når hun så kommer gående og jeg vil feje følelsen væk med en frisk replik, klistrer ordene fast til den slibrige gren i min hals. Dér, lige dér, får hun tid til at fange mig i det blik, det blik der får asfalten under mig til at skride og jorden til at åbne sig. Dette blik der skriger til mig at mit liv skal rives ned, alt skal rives ned og smadres, skal slås i stykker, det skal have lov at blive smattet og dø, det skal have lov at flyde sammen med de mudrede øjnene, de afgrundsdybe smilehuller, det bløde der svajer et sted inde bag Theas uendeligt sorte heksekjole. Dette bløde, der skal rive mig itu.

Åh, regn, der strømmer sløvt ned ad ruden. Åh, mine slimede hænder og fødder. Åh, slatne, slatne, mørbankede, slatne hjerte. Gabende mudderhul i min mave med begyndende vækster og vandplanter, spirende fra blanke frø. Jeg slæber på mig selv gennem den snavsede entré. Krummer af jord og grus omkranser mine sneakers som mørke tvillingeglorier, jeg træder med bare tæer og kan mærke hvert et korn, hver en nullermand under trædepuderne. Ude i køkkenet drikker jeg vand, jeg vander mig selv, jeg forsøger. Bunden i min mave suger svampeagtigt vandet til sig, en følelse af at være en and der spiser vådt toastbrød. Jeg tænker på, hvem det mon er der har fortalt mig, at fugle får svamp i maven af at spise de brødstykker, folk og deres børn smider til dem, at man allerhelst kun skal fodre ænder på landjord. Jeg tænker på alle de fugle, jeg må have givet svamp i maven som børnehavebarn, alle de perler jeg må have stukket op i min næse, i andre næser. Mon der stadig er svamp i maverne? Mon der stadig gemmer sig små skatte oppe i bihulerne? Drømmeagtigt husker jeg et langt instrument i metal, at få det stukket helt op så det kilder et sted i hjernen at få trukket en musling, eller en peanut, eller en perle ud. Følelsen af at drikke søvand mens jeg tænker svampede maver. En bølge slår gennem min krop og en gif af Theas ironiske bodyroll-move på floor afspilles

i min hjerne, det svimler for mig. Jeg rejser mig op fra spisestolen, det sortner for mig, jeg prøver at stryge mig selv over lårene, ae mig selv, prøver at kramme mig selv, prøver, prøver, prøver.

Jeg lægger mig tilbage i seng, bevidst om alt det skidt og møg der klistrer til mine fødder, som jeg nu tørrer af i lagenerne. Hver en tanke, hvert et ord, der smager bare lidt af tobak, tequila, Thea, triller rundt i mit hule hoved, som ris der tabes på et køkkengulv, perler der falder af deres halskædesnore, bowlingkugler der triller udenfor deres baner og knuser knoglerne i de fødder, de løber henover. Tankerne i deres konstante bevægelse, kan jeg brænde dem fast? Kan jeg smelte dem fast? nagle dem til et sted? Vil køre et glohedt strygejern over min hjerne som var den en perleplade eller en skjorte, se om der er et motiv at finde, et hjerte eller en stjerne gjort i et rod af blokfarver, se trådene i stoffet rette sig ud i paralleller, i vævede systemer.

Jeg vender og drejer mig, forsøger at finde en behagelig stilling i sengen. Hele tiden triller den tunge kugle rundt inde i mig, maser mine indvolde til sveskemos. Der må være et sted hvor kuglen kan hvile, en konkav fordybning, ligesom i det lille labyrintspil i låget øverst i en sæbeboblebeholder. Det sted må findes.

2 meter (minimum)

Af Acqualuna Hvidberg-Carriere

Den feminine fremtræden er fremmed og frastødende

Af Helena Blak

Problemfyldt (og problematisk) blod: Indledning

Da J. K. Rowling i september 2020 udgav sin femte krimi skrevet under pseudonymet Robert Galbraith, Troubled Blood, blev bogen mødt med en blandet modtagelse. Rowling har i løbet af de sidste par år været involveret i ere kontroverser. I centrum af disse ligger Rowlings negative udtalelser om transkønnede personer, og det er her problemet med Troubled Blood opstår: Bogens plot involverer nemlig en seriemorder, der er en mand, som forklæder sig som en kvinde for nemmere at kunne komme tæt på ’rigtige’ kvinder og myrdei .

Når jeg her lægger ud med at præsentere Troubled Blood, er det fordi, at den i sin portrættering af lige netop en queer kønsidentitet forankret i det feminine knytter sig intertekstuelt til en lang tradition i gyseren, krimien og thrillerens verden, hvor det feminine repræsenterer det fremmede; det evigt Andet. En logik, hvor en ciskvinde, der påtager sig maskuline træk, bliver en helt, en survivor, mens en (cis?) mand, der repræsenterer femininitet eller ligefrem præsenterer sig selv som en kvinde, nødvendigvis er perverteret, mistænkelig og slet og ret – et monster. Denne logik herskede for mestendels i gysernes og thrillernes verden fra 1960’erne til år ca. 2000. I denne artikel bruger jeg Carol Clovers begreb om the nal girl til at diskutere gyser/thriller-heltindens kønsidentitet og sammenligner den med den mandlige skurks. Det er et motiv, der fremhæver, hvor forbundne den queer identitet og det feminine er. Men hvorfor er netop denne kombination brugt til at fremstille det fremmede, frastødende og frygtindgydende?

Kort om ordvalg

Et stort problem, når vi diskuterer de este af disse kulturprodukter både på et analytisk, ideologisk og helt semantisk plan, er, at de meget sjældent rent faktisk handler om deciderede transkønnede kvinder. Tværtimod handler de oftest om mænd, der på grund af onde hensigter, ’psykisk sygdom’ eller en kombination klæder sig ud som kvinder. Derfor vil jeg også omtale dem som mænd og ’feminiserede’ mænd i denne artikel, hvor mænd henviser til deres biologiske køn, og feminiseret henviser til den kønsidentitet, de nogle gange præsenterer. Ligeledes vil jeg omtale de kvinder og piger, der repræsenterer maskuline kvaliteter (selvom de sjældent

direkte præsenterer sig selv som mænd) som maskuliniserede kvinder/piger.

Når jeg bruger ordet queer, er det som et paraplybegreb for alt, der ikke er hetero- og cis-normativt. I popkulturen skelnes kønsidentitet og seksualitet ikke altid tydeligt fra hinanden, så ordet queer dækker bedst den kodning af identitet, jeg diskuterer.

Små piger og voksne mænd

Den position, som den maskuliniserede pige indtager i narrativet, er ofte helten. I sin ikoniske bog fra 1992, Men, Women, and Chainsaws: Gender in Modern Horror Film, introducerer amerikanske lmteoretiker og kulturhistoriker Carol J. Clover begrebet the nal girl til at beskrive den speci kke type heltinde, vi tit møder i gysere og thrillers – særligt de såkaldte slashers. Clover bruger begrebet til at forklare, hvorfor gyser lmene tiltrak så mange teenagedrenge, når nu heltene primært var kvinder. Forklaringen er enkel: The nal girl er maskuliniseret.

The Final Girl is boyish, in a word. Just as the killer is not fully masculine, she is not fully feminine—not, in any case, feminine in the ways of her friends. Her smartness, gravity, competence in mechanical and other practical matters, and the sexual reluctance set her apart from other girls and ally her, ironically, with the very boys she fearsii Clover argumenterer for, at the nal girl som gur netop er så effektiv, fordi hun som pige er tilladt at opleve den frygt og lidelse af publikum, som morderen udsætter hende for: En mandlig helt ’må’ nemlig ikke lide på skærmen på samme måde. “A gure does not cry and cower because she is a woman; she is a woman because she cries and cowers.”iii Men the nal girl er ikke fuldt ud kvinde endnu. Som en ung drengepige, der ikke er seksuelt aktiv (som Clover pointerer, lader hun nærmest til at frygte idéen om at skulle være sammen med en mand), repræsenterer hun ingen kvindelighed og kan derfor maskuliniseres. Hun er en pige, et barn.

Dét er en vigtig pointe, for det er gennem mødet med morderen eller skurken, at pigen maskuliniseres. Clover skriver om mødet: “[…] the castration, literal or symbolic, of the killer at her hands. The Final Girl has not just manned herself; she speci cally unmans an oppressor whose masculinity was in question to begin with.”iv Det er vigtigt at forstå, at heltinden i gyser lmen dermed ikke udvikler sig fra pige til kvinde, men derimod fra pige til mand. Det bliver på mange måder her en coming-of-age-fortælling, hvor barn til voksen-bevægelsen associeres med en feminin-til-maskulin-bevægelse. The nal girl repræsenterer dermed ikke en queer kønsidentitet, da hendes kønsidentitet aldrig er det essentielle i hendes karakters udvikling. Hvad hun repræsenterer, er derimod en ’naturlig’ udvikling: Fra barn til voksen (mand).

Et eksempel på en kvinde, der overlever og hverken fremstilles som maskulin eller barn er Lila fra Alfred Hitchcocks berømte gyser om en mandlig morder i dametøj, Psycho (1960). Lila Crane forbliver feminin og kvindelig hele lmen igennem, men må til allersidst da også reddes af den heteronormative mand Sam fra den

morderiske Norman Bates i dametøj.v

Infantil og feminin

Hvad skurke som netop Norman Bates repræsenterer, er ikke så meget kvindelighed, som det er barnlighed: Oftest bliver deres ugerninger forklaret med en sindssygdom, der stammer fra barndommen, oftest fra traumer. Hvor the nal girl lykkedes i sin udvikling fra barn til voksen, er morderne simpelthen ”arrested in developement.”vi

Det er her værd at fremhæve et af de eneste eksempler på en kvindelig morder fra før 2000, der fremstilles med et element af queer kønsidentitet: Nemlig Pamela Voorhees i den oprindelige Friday the 13th, der agerer sommerlejrseriemorder for at hævne hendes søn Jasons død.vii Morderens identitet holdes skjult helt indtil lmens slutning, så hver gang seeren ser Pamela begå et mord, er mordet lmet fra Pamelas perspektiv. Dette perspektiv ser konsekvent på ofrene oppefra, som om mordene blev begået af en høj mand, ikke en kvinde (Betsy Palmer, der spillede Pamela, var 170 cm høj). Man kan altså sige, at Pamela maskuliniseres; seeren skal størstedelen af lmen tro, at hun er en mand. Men hun gøres ikke infantil. Modsat f.eks. Norman Bates, “whose bedroom still displays his childhood toys”viii er Pamela ikke motiveret af sin barndom. Det traume, der starter hendes rampage (da: hærgen), er derimod både voksent og kvindeligt: Tabet af hendes søn. De næste 11 efterfølgende lm i serien handler så om Jason, sønnen, der i virkeligheden slet ikke var død. Jason er præsenteret rimeligt maskulint, men er motiveret af at ville hævne sin mors død. Det kan godt være, at det er uden paryk og kjole, som vi ser det hos Norman Bates, men ligesom Bates påtager Jason sig sin mors identitet. Han bliver også teenagemyrdende seriemorder – i Friday the 13th Part 2 iklæder han sig tilmed i en lignende, mørk skovmandsskjorte. Pamela er en kvinde og en mor opsat på at hævne sin søn: Jason er ikke meget mere end et sygt, forvokset barn i overallsix

Buffalo Bill og Hannibal the Cannibal

Få lm, der både portrætterer queer identitet og bestialsk seriemord, er mere (aner)kendt end Silence of the Lambs. Udover at være en lm med en homoseksuel morder, der tror, han er transkønnet, men i ’virkeligheden’ bare har en personlighedsforstyrrelse (ifølge karaktererne Clarice og Hannibal i hvert fald), og som dræber kvinder for at kunne lave et fuldt woman suit af deres hud, er det også en lm, der gennem Clarice tematiserer køn og sexisme.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at morderen Jame Gumb er queer: Han er i et forhold med en anden mand, og hans kønsidentitet falder – ’ægte’ transkønnet eller ej – i hvert fald på et spektrum udenfor det heteronormative.

Selvom lmen som sagt gør et nummer ud af, at Jame Gumb ikke er en ’rigtig’ transkvinde, er det umuligt at

adskille Buffalo Bill-seriemorder-personaen fra den queer identitet. Bills motivation for at myrde kommer fra drømmen om at være en kvinde, ligesom hans motus opperandi forbindes med metamorfoses: Larver og pubber, der en dag kunne blive til sommerfugle, anbringes i hans ofres munde.

I følge lmens anden morder, den so stikerede psykiater og kannibal, Hannibal Lecter, er Bill endnu et eksempel på en mand, hvis identitet er blevet forvirret på grund af traume og misbrug i barndommen. Hannibal fortæller Clarice: "Our Billy wasn’t born a criminal, Clarice. He was made one through years of systematic abuse. He hates his own identity, see, and he thinks that makes him a transsexual.”x

Hannibal selv er hverken feminiseret eller infantil. Tværtimod understreger lmen hans so stikerede, intelligente autoritet. Han nød et offer med et glas chianti, fortæller en af lmens berømte replikker, for eksempel.xi Det er et interessant fænomen i lmen, at der er denne store forskel i portrætteringen af to ellers ret lignende karakterer: Selvom begge seriemordere er uhyggelige og helt klart ikke gode mennesker, så fremstilles Bill langt mere frastødende og latterlig end Hannibal, hvis karakter i højere grad fremstår ambivalent.

De ofre, vi ser Hannibal slå ihjel, er alle nogen, der har opført sig grimt, abet eller nederdrægtigt. Der er ikke rigtigt nogen af Hannibals ofre, som lmen rigtigt giver én sympati for. De er for resten alle sammen mænd. Endvidere behandler Hannibal for det meste Clarice med respekt. Hannibal er uhyggelig, men der er også en vis humor i ham, intelligens og elegance, der inviterer seeren til at identi cere sig med ham en smule.

Modsat er Bill neurotisk, ukontrolleret, hans hjem er et ulækkert rod af beskidte tallerkener og sammenrodede identiteter (drag-kostumer hænger side om side med amerikanske ag og nazistiske quilt-tæpper). Vi kommer tæt på Bills ofre, møder deres familie og venner, ser deres værelser og hører om deres drømme. Bill er frastødende og slesk på en anden måde end Hannibal. Som han står nøgen, midt på skærmen halv mand/halv kvinde med en ’rigtig’ kvinde i kælderen og en halvfærdig dragt af ægte hud, fremstår han frastødende, umoden og mere end noget andet fremmed.

Filmen ender med, at Clarice får skudt Bill og reddet hans sidste offer. Hun sidder panisk og rystende på gulvet, mens hun fortsat holder sin pistol mod Bill som ligger og bløder ud på gulvet.xii Selvom Hannibal er morder på lige fod med Bill, er han tilregnelig, kontrolleret endda. Filmteoretiker David Greven skriver i sin bog Representations of Femininity in American Genre Cinema om forholdet mellem heltinden og den queer, mandlige skurk:

Her ideological function exceeds her narrative predicaments. Rather than ghting on behalf of all women and of her queer subjects as well as her masochistic male heterosexual ones, she ghts on behalf of the law, installing its implacable logic.xiii Hvis Bill er kaos, er Hannibal loven, og Clarice er lovens ordensmagt.

Søde, lille skat: Konklusion

Det lader til, at intentionen med disse queer, feminiserede skurke sjældent er at afsløre eller diskutere særlige syn på køn. Alligevel iagttager jeg i denne sporadiske gennemgang af denne karaktertype, at den afslører nogle særlige syn på køn, kvinder og queerness, der kan forekomme en smule foruroligende, når man konfronteres med det i en ny bog som Troubled Blood i 2020’erne.

Denne karakter læser som et udtryk for et syn på køn, hvori det feminine knytter sig til en ufærdig, barnlig identitet. Femininiteten fremstilles her som et stadie, man må overvinde for at blive en rigtig, voksen mand. Endvidere knyttes den queer kønsidentitet til generelle personligheds- og identitetsforstyrrelser. Den queer mand er kun queer, fordi han aldrig for alvor formåede at kappe båndet til sin mor, eller fordi tidlige traumer fangede ham i barndommen.

Hvad jeg læser i denne karaktertype er en fremmedgørende effekt overfor det queer og det feminine. I kampen mellem den unge pige og den psykopatiske, feminine mand, bliver heltinden ideologiske funktion at maskulinisere sig selv og dræbe det queer. Hun genindfører loven. Kun med den heteronormative maskulinitet kan uorden og kaos bekæmpes.

Og er heltinden for meget kvinde til selv at kunne reetablere den patriarkalske orden, skal hun alligevel ikke bekymre sig. I så fald vil der altid være en mand til at assistere hende. Hvordan er det sangen lyder? Der kommer altid en sporvogn og en Hannibal til?

Slutnoter

iii.

vii.

viii.

xii.

xiii. Galbraith, Robert: Troubled Blood. Sphere: 2020) Clover, Carol J.: Men, Woman, and Chainsaws, s. 40. Princeton University Press: (1992) 2015 Ibid., s. 13 Ibid., s. 49 Hitchcock, Alfred: Psycho. Paramount Pictures: 1960 Clover, Carol J.: Men, Woman, and Chainsaws, s. 27. Princeton University Press: (1992) 2015 Cunningham, Sean S.: Friday the 13th. Warner Brothers: 1980 Clover, Carol J.: Men, Woman, and Chainsaws, s. 28. Princeton University Press: (1992) 2015 Miner, Steve: Friday the 13th Part 2. Paramount Picture: 1981 Demme, Jonathan: Silence of the Lambs, 00:55:00. Orion Pictures. 1991 Ibid., 00:17:00 Ibid., 01:21:00 Greven, David: Representations of Femininity in American Genre Cinema, s. 178. Palgrave-Macmillan: 2011

Litteratur

• Clover, Carol J. Men, Woman, and Chainsaws. Princeton University Press. (1992) 2015. • Cunningham, Sean S. (instr.) Friday the 13th. Warner Brothers. 1980. • Demme, Jonathan. (instr.) Silence of the Lambs. Orion Pictures. 1991. • Galbraith, Robert. Troubled Blood. Sphere. 2020. • Greven, David. Representations of Femininity in American Genre Cinema. Palgrave-Macmillan. 2011. • Hitchcock, Alfred. (instr.) Psycho. Paramount Pictures. 1960 • Miner, Steve. (instr.) Friday the 13th Part 2. Paramount Picture. 1981.

Kortlægning

Af Kirstine Nielsen Degn

Kortlægning er et arbejde i at acceptere jeg vil fejle i mine idealer, at mine idealer er forfejlede Kortlægning er en empatisk kritik af samtidig at være den diskriminerede og den diskriminerende Kortlægning er en poetik og et aktivistisk manifest *

Jeg drømmer at jeg googler mit navn og ser at min titel er Lærd person ligesom Seo-Young Chu der både er Lærd person MeToo-Aktivist Digter Lektor i engelsk og Koreansk amerikaner jeg drømmer om at være lige så mange ting men mest af alt Lærd person In 1999 Chu earned a B.A. degree from Yale. In 2001, Chu earned a M.A. degree from Stanford. In 2007, Chu earned a Ph.D. degree from Harvardi . Seo-Young Chu lever også med traumer forårsaget af Seksuelt overgreb på den måde drømmer jeg ikke om at være Seo-Young Chu men jeg er det forstået på den måder at jeg en nat i 2015 vågnede mere nøgen end jeg faldt i søvn til at blive voldtaget fordi det var jo det det var og jeg øver mig i at sige det lige ud uden at skulle sige jeg vågnede op som to kroppe og én hjerne uden at skulle sige

skammen over ikke at sige fra selvom ordet Voldtaget stadig virker for voldeligt til min lille mund som om at det ikke er en erfaring jeg har lov til at sige er sand *

jeg køber økopoesi på Amazon opløsningen er så langstrakt at det gør den usynlig jeg vender tilbage til et billede indprentet på min nethinde af træer der bliver rusket i en efterårsstorm ude bag universitetets vinduer heldigvis er de støbt ned i betonen og jeg kan trygt trykke næsen mod ruden igen og igen jeg kan se en Birth Vlog lille liv der vælter ud af skærmen helt hoven og slimet ind et andet sted i rumtiden jeg kan se et fremmed liv komme til verden og det giver kun mening for mig hvis jeg ser det som et andet punkt i rumtiden på den måde er fysik rart for min magelige hjerne fordi det blænder for min etik det er rart at kunne forklare verden til tegneserie arrangement på Ørestad Bibliotek jeg drikker en cola zero med bismag den er flad og vandet hvilket vil sige nogen har forgiftet den og nu rådner min næse som et mosetræ hvilket jo er meget smukt et natur-kultur kontinuum men også bare en forlængelse af barndommens angst fra en minibus på charterferie bag ruderne øen hvor de spedalske blev isoleret metroen er en bændelorm af lys helt hvidt ned i isserne og det turkise gulv her er jeg fanget eller vi

men det mig som er den vigtige og om lidt vil nogen trække en pistol eller nok noget større noget halvautomatisk og gøre det af med os alle sammen men jeg vil være den sidste *

En lille kritik af hvide mandlige forfattere og deres Privilegieblindhed bare en lille kritik sagt med rysten i stemmen og pludseligt udslet på brystet og nu ja måske nu må mine legemer falde endeligt af tage lidt forskud på døden jeg havde ellers ikke tænkt mig at jeg skulle brændes *

Amalie Smith skriver: livet er kun opstået én gangii. Den ene gang er blevet til millioner af kroppe, men også bare én stor krop, som er min mor og hendes mor og hende. Jeg er bare en udspaltning, der tror den er sig selv. Det kunne kaldes nervernes adresseiii eller transcorporealityiv. Så kunne man ønske, at man bare var en robot, der ikke havde fået rettigheder endnu. I stedet for denne løgn af henvisninger der sammenvævet skulle forestille sig at være en krop med demokratisk magt. Jeg vil finde et sprog for sorgen over at miste sin krop. Du skal ikke engang tænke på at kigge på den for så vil jeg give den til dig. Se nu kom vreden frem igen. Kimen til det hele skulle helst heller ikke være så simpel. Jeg er jo sammensat af alle mulige traumer, fx. at skulle være i vækst. Men jeg finder trøst i at høre andre sige det højt: Jeg er blevet voldtaget. Seo-Young Chu. Jeg græder når jeg læser din Wikipedia. Jeg græder når jeg læser tekster der er henvendt til nogen. Selv gråden må være produktiv og ikke bare frygten for lyden af elektronik. Eller lyden af naturvidenskabelige eksperter der siger: Jorden som vi kender den er ved at gå under. Mennesket har aldrig levet i en verden hvor polerne var så små. Mennesket har aldrig levet i en verden hvor der var så meget CO2 i luften. Theis Ørntoft gør mig bange, når han sammenligner os med de alger der udryddede sig selv ved at være for innovativev. Men det var jo nok også meningen. Der er bare nogen kroppe der ikke er stærke nok til at bære undergangen. Undergangens renselse er forbeholdt de få. For

eksempel dem der ikke frygter voldtægt på en timelig basis. Dette er et arbejde i at finde et sprog for angsten og et håb om at dulme den eller i hvert fald at kanalisere den ud i noget der har en form i stedet for at lade formen være mig selv. Det er et håb om at bruge sandheden i en formgivning. En formgivning der er andet end den kontinuerlige udspaltning af kroppen i uendelige legemer. Det vil jeg også. Jeg vil lade livet leve videre. Så skal man aldrig hverken dø eller leve. Man skal bare fortsætte den bevægelse der allerede er blevet skubbet igennem en. Fortsætte af min mormors akse. Og udspalte den, engang når min livmoder får tid. Kortlægning af min navle som en sammenvævning af kæmpeorganismens tusindårige udspaltning Kortlægning af min navle som var den min mors og hendes mors Kortlægning af den hudindpakkede lille knude på livet A1 De blå algers uddøen A2 Livet der skylles op af havet i form af plastikfyldte hundehvalpe med store øjne vi kan spejle os i A3 Naja Marie Aidts søgen efter et nyt sprog til at overkomme verden igennemvi

B1 Sygdommen der sætter sig i hjernen og bliver ved med at give i form af den langsomme destruktion af min mors mor. Sygdommen som blot er en uønsket udspaltning. Uønskede instrukser. Uønsket men gennemtrængende. Den sætter sig i os alle og om lidt om 62 år hvis jeg skal være lidt naiv vil den også sætte sig i mig på den ene eller den anden måde. Sygdommen som en del af det liv jeg blev givet videre og vil give videre. Sygdommen som den sidste sommer. Kan du huske den gang vi var unge i din krop mormor. Kan du huske at få appelsiner for første gang i 1945. Kan du huske at få en snirklet sølvring både kan være ønsket og uønsket. Jeg skal passe på mig selv siger du. Og jeg læser det som om: pas på det du er blevet givet så du selv kan nå det samme. C1 At se Kurs Mod Fjerne Kyster og græde over brevene fra Troels til hans søn. At græde så meget at man må lægge sig i en kugle omkring en opsats med planter og holde i fredsliljens nyeste blad og blive liggende til den hvide blomst folder sig ud fra det grønne. D1 Jeg bliver droppet ned i en neonoplyst gade som også er en mørkegrøn skov med mosblødt underlag som min Player1 cirkel lyser op. Jeg er midt i Balenciaga reklamen. Min avatar er så tynd og stram at jeg må kigge forundret ud langs mine arme for at se at mine hænder ikke er blevet effektiviseret væk. Det føles godt at vækste i den øverste muld eller var det asfalt eller neon? D2 Min krop er en krop der kan hænge i laser og sætte sig selv sammen efter for godt se kunne være: bløde bløde kantede kroppe og at udnytte min egen når jeg ser det i hans det er det der skal til. *

Mine knæ drømmer mig til Avenue C at stå vendt mod solen

jeg må vende tilbage der blev jeg født i solen i solen der blev jeg født som grædekone mine knæ drømmer om at bore sig ind i fortovets cement koldt under forårssolen jeg drømmer om at bløde på Avenue C jeg drømmer om at flyve over Atlanten for bare at græde under solen på Avenue C *

Jeg har lyst til at invitere alle til at være mine søstre og sidde sammen i en sofa i et ulige tal og bare skinne af magi jeg har lyst til at række ud efter dine hænder og spørge om du ikke vil prøve min nye neglelak i guld fortæl mig om alle jeres drømme mens jeg maler *

Er der plads til også bare at kunne sige at jeg elsker frugt at vindruer fløjet fra Spanien kan gøre mig lykkelig Kan jeg rumme også at være en person der siger at det bedste i min verden udover kærlighed er glukose Jeg tror der kan være plads til mere end kritisk analyse eller at jeg i hvert fald synes der skal være det selvom det lyder verdensfjernt når Timothy Morton skriver, at det ikke handler om at der skal være mindre pleasure i verden men merevii når vi kritiserer kapitalismen og udnyttelsen af naturen min pleasure modarbejder jo oftest isbjørnens eller dem der skal drikke vandet der er forurenet med mine vindruers pesticider, mine elskede vindruer, der er frugten af udbytningen af en Anden *

Jeg tror at der findes en revolution i at skabe et sprog for ellers usynlige sammenhængeviii jeg ved ikke om vi magter sproget men jeg tror at revolutionen også findes i at insistere på at prøve Min psykolog rådede mig engang til at gøre alting langsommere som en måde at overkomme stress på; at cykle langsommere, at gå langsommere ud i køkkenet, at tage mit tøj langsommere på og måske der er en sandhed i det, men jeg kæmper med at se forbindelsen mellem kroppen og sproget, selvom det står klart for mig at det er det vi må Det er igennem sproget jeg læser sårskorpen og jordskorpen og forstår at de er forskellige Kortlægning er et arbejde i at acceptere jeg vil fejle i mine idealer, at mine idealer er forfejlede Kortlægning er en empatisk kritik af samtidig at være den diskriminerede og den diskriminerendeix Kortlægning er en poetik og et aktivistisk manifest

Slutnoter

i. Henvisning til Seo-Young Chus wikipedia https://en.wikipedia.org/wiki/Seo-Young_Chu ii. Henvisning til THREAD RIPPER af Amalie Smith iii. Henvisning til Nervernes adresse af Lea Marie Løppenthin iv. Henvisning til Stacy Alaimos teori om begrebet v. Henvisning til Solar af Theis Ørntoft vi. Henvisning til Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt vii. Jeg kan ikke huske hvor Morton skriver det henne, men på et tidspunkt må akademia også komme til kort og gå i opløsning viii. ITHREAD RIPPERfremhæver Amalie Smith matematikken som et sprog for de usynlige sammenhænge, men jeg tror, at vi skal noget andet ix. Med et ønske om at læseren vil læse Aint I a Woman af bell hooks

Transkulturalitet, kolonihistorie og de fremmede

– Interview med Mathias Danbolt om visuel kunst i dansk-norsk kolonihistorie

Mathias Danbolt er lektor ved IKK, kunsthistoriker og leder af forskningsprojektet ”The Art of Nordic Colonialism: Writing Transcultural Art Histories”. Godt 100 år efter, at Danmark solgte de Vestindiske Øer til USA, og året efter, at Danmark afslog at sælge Grønland, stiller vi Mathias spørgsmålet om, hvilken betydning den nordiske kolonihistorie har haft på den visuelle kunst, og hvordan vi opfatter de fremmede.

Af Marie Bachmann Pedersen

Hvad går projektet ”The Art of Nordic Colonialism: Writing Transcultural Art Histories” ud på?

I Danmark er der lavet meget lidt forskning i hvilken betydning kolonihistorien har haft for udviklingen af kunsthistorien. Med ”The Art of Nordic Colonialism”-projektet har jeg samlet en række kunsthistorikere og kuratorer fra forskellige nordiske lande for at undersøge mødepunkter mellem kunst- og kolonihistorie i relation til de især dansk-norske koloniale projekter i Caribien, Grønland, Ghana, Indien, Island, Færøerne og Sápmi. Ved at se disse forskellige historier i relation til hinanden, kan vi bedre forstå, hvordan kolonialismen har påvirket udviklingen af det danske og nordiske kunstfelt frem til i dag.

Min idé har været, at der kan komme nye perspektiver frem, hvis man samler den kundskab og viden, som ndes på tværs af forskellige nationale og koloniale historier. Ved at få overblik over hvilket materiale, som ndes i forskellige arkiver og museer i Norden og internationalt, kan man bedre undersøge, hvordan visuelle praksisser, som for eksempel kartogra og fotogra , har fungeret som magtfulde redskaber i koloniseringen, men også hvordan de koloniserede har brugt kunst og performance i sin modstand mod kolonimagten.

Udover interessen for at undersøge og synliggøre kunstneriske traditioner og arkiver som ikke tidligere er blevet forsket i, er vi også optagede af at udvikle nye teoretiske og metodiske tilgange til kunst- og kolonihistorie. Vi diskuterer blandt andet, hvordan man kan arbejde med globale post- og dekoloniale teoridannelser i en nordisk kontekst samtidig med, at vi også gerne vil synliggøre de vigtige traditioner for kunst- og kolonialismekritik i Norden, som for eksempel den samiske kunstner og forfatter Nils-Aslak Valkeapääs vigtige værk Helsing frå Sameland (1979) og den grønlandske kunstner Pia Arkes banebrydende essay Etno-Æstetik (1995).

I projektets overskrift bruger vi begrebet transkulturalitet. Ved at arbejde med et transkulturelt perspektiv kan vi bedre få øje på alt det, som er blevet ekskluderet fra den kunsthistoriske kanon, fordi det ikke passede ind i de velkendte nationale fortællinger. Kunstens rolle i dansk kolonialisme er et eksempel på noget, som har været udgrænset fra historien om ”dansk” kunst af denne årsag. Da jeg var ved at samle materiale til den store historiske udstilling Blinde vinkler: Billeder af kolonien Dansk Vestindien, som jeg kuraterede med Mette Kia Krabbe Meyer og Sarah Giersing på Det Kongelige Bibliotek i 2017, fortalte museumsfolk mig tit, at det ikke rigtig var noget materiale at komme efter i deres arkiver, og at Danmark ikke havde haft en kolonial billedkultur. Denne uvidenhed eller ignorance skyldes nok dels, at Danmark har været glad for at fremstille sig selv som en lille, ”uskyldig” kolonimagt i forhold til de store europæiske imperier. Kunsthistorikere har simpelthen ikke kigget efter hvad som ndes i arkiverne. Ansvaret for kolonihistorie er alt for længe blevet lagt i hænderne på andre forskere, som historikere, etnografer og antropologer. Dette er ved at ændres nu.

Udgrænsningen af kolonihistorien fra dansk kunsthistorie kan også ses helt konkret i, hvordan de store offentlige museumssamlinger i Danmark blev etableret. Selve fundamentet for de danske nationalmuseers samlinger stammer jo fra Det Kongelige Kunstkammer, som Frederik III oprettede i 1650’erne. Fra Frederik III og fremover blev store mængder malerier, skulpturer og genstande fra alle egne af det danske imperie og mere til samlet her. I starten af 1800-tallet, da de moderne vi-

Fig 1: Jens Michelsen Bech, Tilforladelig kort over Eylandet St. Croix udi America (1766). Bechs kort over den dansk-norske koloni St. Croix i Caribien er skabt for at give et overblik over øens økonomiske potentiale, så plantagedriften kan blive lettere at administrere. Kolonimagtens stringente inddeling af jorden dominerer billedet: Et retvinklet net af plantager delte øen op i salgbare og skattepligtige enheder. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

Fig 2: Fritz Melbye (A. Nay, litograf, Emil Bærentzen & Co Lithografisk Institut), Cruz Bay Battery (1856). Litografiet stukket efter den danske kunstners eksotiske paradisbillede af kolonien St. Jan i Caribien får kolonimagtens fængsel og retsbygning, The Battery, til at fremstå i et drømmende skær. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

denskabelige discipliner som blandt andet kunsthistorie blev etableret i Danmark, blev samlingen splittet op og delt mellem de nyoprettede specialmuseer. Mens kunstværk skabt af hvide, vestlige personer endte i samlingen, vi i dag kender som Statens Museum for Kunst (SMK), kom billeder og genstande skabt af kunstnere fra de koloniserede befolkninger, som samerne, inuitterne og caribierne, i Nationalmuseets etnogra ske samling. Denne meget konkrete – og koloniale – opsplitning mellem ”kunst” og ”etnogra ka” gjorde at størstedelen af den kunst og visuelle kultur, som blev skabt i kolonierne, blev udgrænset fra kunstbegrebet og dermed også vores kunsthistoriske ansvarsområde.

Transkulturelle perspektiver kan hjælpe os med at gentænke disse historiske opsplitninger, som har begrænset forståelsen af hvilke kunstværker, genstande og historier, der er relevante at beskæftige sig med for os kunsthistorikere i dag. Hvilke nye kunsthistorier kan skrives, hvis vi for alvor begynder at undersøge den kunst og visuelle kultur, som be nder sig i etnogra ske samlinger og på maritime museer eller i kartogra ske arkiver? Hvordan vil historien om kunsten i Norden kunne skrives, hvis vi ikke bliver ved med at privilegere det, som relaterer sig til udviklingen af den nationale fortælling om ”dansk” eller ”norsk” eller ”svensk” kunst?

I projektet arbejder vi aktivt sammen med forskellige kunstmuseer som SMK i Danmark, Nuuk Kunstmuseum i Grønland og Nasjonalmuseet i Oslo for at gentænke forskningsformidling, indsamlingsstrategier og udstillingsformer. Vi interesserer os med andre ord for at bringe ere nuancer og vinkler ind i kunsthistorien og i kunstmuseernes udstillinger. Og så har vi også fokus på at nde strategier til at arbejde med det ubehag som kolonihistorien ofte vækker når man taler om det i kunstmuseet, noget Anna Vestergaard Jørgensen forsker i i sit ph.d.-projekt.

Hvilken betydning har kunsten haft for nordens opfattelse af de koloniserede?

Helt fra starten af den europæiske kolonisering af verden i sidste del af 1400-tallet blev kunstnere sendt med ud på de såkaldte ”opdagelsesrejser”, hvor de k til opgave at billedliggøre den ”nye verden” for folk derhjemme. Allerede før Danmark-Norge blev en aktiv spiller i den transatlantiske koloniseringsproces i 1600-tallet, havde forskellige billeder af de ”fremmede” derfor for længst ankommet Danmark.

Et eksempel på dette er den store samling malerier med motiver af indfødte og slavegjorte i den hollandske koloni i Brasilien, som danske kong Frederik III modtog i gave i 1654. Gaven kom fra generalguvernøren i den hollandske koloni, Johan Moritz af Nassau-Siegen, som havde taget kunstnerne Albert Eckhout og Frans Post med sig til Brasilien, så de kunne dokumentere Hollands nye imperium. Disse malerier fungerede som udstillingsvinduer eller reklamekampagner for kolonialismen ved at fortælle betragtere som Frederik III: “Se den rigdom vi har, og se hvad I kan få, hvis I hopper

med på dette koloniale eventyr.”

Fig 3: Albert Eckhout, Cabaça, frutas cítricas e cacto (ca. 1637-1644). Stilleben af kolonialismens eksotiske frugter som Frederik III modtog i gave i 1654 af den hollandske generalguvernør i Brasilien. Maleriet er i dag i Nationalmuseets samling. Foto: Wikipedia.

Når man ser disse billeder i dag i Nationalmuseets etnogra ske samling, er det åbenlyst, at malerierne ikke er troværdige kilder. De viser ikke, hvordan de indfødte eller slavegjorte faktisk så ud. Malerierne siger snarere mere om det tankesæt, som de vestlige kunstnere og mæcener, som skabte og betalte for billederne, havde. Malerne skabte de fremmede i sit eget billede – et billede som ofte trak på velkendte kristne billedtraditioner. Selv om maleriernes motiver ikke altid havde meget rod i virkeligheden, var de med til at skabe magtfulde forestillinger, om hvordan den ”nye” verden så ud og fungerede, for den store majoritet, som aldrig ville få mulighed for selv at se denne. Den koloniale billedkultur var derfor med til at udbrede hierarkiske og raciale forståelser af forskellighed, idet de ”fremmede” blev fremstillet som primitive og tilbagestående – og derfor som naturlige undersåtter for de hvide, vestlige, kristne kolonialister.

Efter at Danmark-Norge selv tog aktiv del i den transatlantiske slavehandel, kom der også ere ”fremmede” til Danmark. Dette satte tydelige spor i kunsten i Danmark, og i 1600- og 1700-tallet lod danske konger og rige handelsmænd sig tit portrættere med sine sorte slavegjorte tjenere. Den visuelle tradition for at fremstille sorte slavegjorte personer som eksotiske ”objekter” og statussymboler, står centralt i ph.d.-stipendiaten Emil Elgs undersøgelser af, hvordan personer af afrikansk herkomst afbilledes i dansk kunsthistorie, som indgår i vores forskningsprojekt.

Når vi arbejder med disse gamle stereotype billeder af ”fremmede” i dag, er vi bevidste om, at den store udbredelse af denne billedkultur har været med til at legitimere koloniale processer og normalisere racistiske forståelser af forskellighed. Vi forsøger derfor at undgå ukritisk at reproducere disse billederne, så vi ikke bidrager til at videreføre en unødvendig cirkulation af dehumaniserende fremstillinger af sorte kroppe. Der er mange etiske spørgsmål, som melder sig, når man arbejder med billeder, som fremstiller slaveriets totale objektivisering i vakre farver og pompøse kompositioner, som i portrætterne af magtfulde hvide mænd med sine sorte slavegjorte ”statusobjekter”.

Hvordan har de koloniserede befolkninger brugt kunsten som reaktion på eller modstand mod kolonimagterne?

Der er mange forskellige måder, hvorpå koloniserede aktører har brugt æstetiske praksisser som modstandsstrategi. I mange urfolkskontekster, som i Sápmi og Grønland, har man traditionelt set ikke opereret med et så begrænset og eksklusivt kunstbegreb som i vesten, og kunstneriske praksisser har indgået som en naturlig del af hverdagskulturen, for eksempel i form af vakre brugsobjekter eller genstande brugt i ritualer og spirituelle praksisser. Mange samtidskunstnere i de samiske områder i dag arbejder med at genaktivere æstetiske traditioner, som er blevet udviklet over mange hundrede år, men som blev forbudt og forsøgt udryddet under kolonialismen.

Den samiske kunsthåndværker eller duojar Fredrik Prost arbejder for eksempel med at udforske og reaktualisere traditionen for samiske trommer. Trommen var en meget central del i samernes religiøse praksis før den koloniale missionsvirksomhed blev udbredt i 1600- og 1700-tallet. Da Christian IV i 1609 lancerede sit dekret, der satte i gang de store hekseprocesser, gik dette specielt hårdt ud over de samiske noaider eller shamaner, som brugte trommerne. De dansk-norske missionærer beslaglagde ere hundrede trommer og tog dem med til København. Næsten alle disse trommer brændte i den store københavnske brand i 1728. Den dansk-norske kolonimagt forsøgte at stoppe samernes æstetiske og spirituelle praksisser, både fordi de var bange for deres såkaldte magiske evner til at kaste forbandelser, og fordi det at frakoble et folk fra deres kulturelle praksisser, er en af de mest effektive måderne at dominere andre på. I dagens kampe for samisk selvbestemmelse står revitaliseringen af æstetiske traditionerne, som kolonialismen forsøgte at udrydde, naturlig nok centralt.

Fig. 4: Kobberstik af en samisk noaidi inkluderet i missionæren Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens lapper, deres Tungemaal, Levemaade og forrige Afgudsdyrkelse, oplyst ved mange Kaabberstykker (1767), stukket af kobberstikker Odvardt Helmoldt von Lode på baggrund af håndtegnede illustrationer, som en ukendt kunstner lavede for Leem ud fra missionærens egne skitser. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

Hvordan påvirker koloniseringen kunsten og vores opfattelse af den i dag?

Kolonihistorien har været med til at skabe og normalisere forståelser af forskellighed, som vi stadig lever med i dag. Hvis man for eksempel tager kunstbegrebet, så opererer vi stadig med nogle værdiladede distinktioner, som kan ledes tilbage til den koloniale organisering af verden, for eksempel skellet mellem kunst og håndværk eller kunst og etnogra ka. Forståelsen af kunsthistoriens genstandsfelt er blevet rammesat gennem nogle helt speci kke forståelser af forskellighed, som har gjort at for eksempel malerier skabt af hvide, vestlige mænd er langt mere genkendelig som relevante forskningsobjekter end æstetiske frembringelser skabt af for eksempel samiske kunstnere. Selv om vi i dag er kritiske overfor den racistiske inddeling af verdens folkeslag i oplyste ”kulturfolk” og primitive ”naturfolk”, så er vores nationalmuseer stadig organiseret efter en sådan logik. For hvor mange værker af kunstnere fra Grønland nder du egentlig i den historiske samling på SMK? Det må du over på etnogra sk samling på Nationalmuseet for at se. Dette er en af de lavpraktiske måder, hvorpå kolonial forståelse af forskellighed manifesterer sig i vores hverdag som forskere. Vi kalder vores fagfelt kunsthistorie, men i praksis er det jo næsten altid vestlig kunsthistorie, vi snakker om, og kanon er og forbliver formet af en tradition skabt af og for hvide mænd. Her er det meget arbejde foruden.

Siden oplysningstiden har man dyrket idéen om, at kunsten er fri og autonom, men når man arbejder med mødepunkterne mellem kunst og kolonihistorie, bliver det tydeligt, at kunsten aldrig har været fri for alle. Den har altid været friere for nogle end for andre. Uanset om man gerne vil tro på idealet om kunstens frihed, oplever rigtig mange minoriserede kunstnere stadig, at de ikke har de samme betingelser for at blive set og forstået i kunstfeltet. Kunstnere med anden kulturel baggrund end dansk bliver tit fremstillet gennem stereotype forestillinger om deres ”eksotiske” fremmedhed, og mange oplever at blive reduceret til at skulle være og bære en kategori, så som kvindelig kunstner eller homokunstner eller lignende. Jeg interesserer mig for at forstå de historiske magtdynamikker, som har præget og stadig præger betingelserne for synlighed og genkendelighed i dag. Min pointe er ikke, at alle disse magtdynamikker kan ledes tilbage til kolonihistorien alene, som om det skulle rumme svaret på alle spørgsmål. Men eftersom jeg er interesseret i at forstå og undersøge kunstens historiske funktioner og effekter i kulturen og samfundet, har det været naturlig at se nærmere på kolonihistorien. Et kolonikritisk blik gør det mulig at se kunsthistorien fra andre og nye vinkler, og det udfordrer os til at arbejde på nye grænseløsnende måder på tværs af både geogra er, historier og materialer.

Skitseportrætter

I en coronatid

Af Jeanne Lehmann

Jeg føler mig fremmed i verden, men verden føles også fremmed for mig.

Jeg startede på KUA sidste år, men kender så få mennesker.

Jeg er studerende, men kan ikke sidde på biblioteket.

Jeg er ung, men kan ikke leve livet. Når jeg ser mig omkring, så ser jeg thumbnails og afskåret mennesker. De er alle pixelerede med hver deres dårlige lyd.

Der skal meget til for at få de her fremmede billeder til at smile. Men det er jo selvsagt, når alle vores sanser er amputeret i en zoom-verden, hvor kropssprog, rum og sprog er underlagt delay-time og mute-knapper.

Jeg kan blot læne mig tilbage og observere og lytte. Samtidig med at jeg laver skitseportrætter af de indtryk min undervisning giver mig, og min egen fantasi

og vente på at lære de fremmede bedre at kende.

Vi, de fremmede

Af Freja Lindquist

Med foden indenfor, siger du højt som stille: sådan er hun, han, dem, de andre. Dem derovre, de fremmede.

Med foden udenfor, tier du højt som stille: sådan er hun, han, dem, de andre. Dem derovre, de fremmede.

Eller du tier helt.

Sådan er hun, han, dem, de andre. Dem derovre. De fremmede.

Det falder ud. Ordene falder. Det falder udenom at gøre eller sige andet. Dine læber bliver et slags gab, når du tier. To forseglede kroner i buede flader, presset sammen i et hårdt tryk.

Ordene falder i kast, følger striberne på hindbærbådende, der deler sig i hver deres retning. Nedad og opad. Bådbladenes åre der deler sig i streger langs overfladen. En jernhinde der glaner og bævre blødt. Læbernes hvide hud sprækker hjerteæblet op.

Så du gentager, i talespor, efter hun, han, dem eller de andre. Eller du tier helt.

©Marie Bachmann Pedersen