På besøg hos IKK’s tværfaglige forskningscenter, Kunsten som Forum - Interview med Frederik Tygstrup & Cecilie Ullerup Schmidt

På besøg hos IKK’s tværfaglige forskningscenter, Kunsten som Forum

– Interview med Frederik Tygstrup og Cecilie Ullerup Schmidt

Af Johan Brixen

For tiden står universitetets bygninger tomme. Lokalerne er låst af, der bevæger sig ikke en sjæl på de lange gange, og bibliotekerne er mere stille end de burde være. I stedet sidder studerende, undervisere og forskere hjemme og zoomer med hinanden fra stuehjørner og soveværelser. Det er selvsagt svære vilkår at bedrive forskning under, men ikke desto mindre sker der stadig ting og sager på IKK. Her er forskningscenteret Kunsten som Forum nemlig for alvor ved at bide sig fast, nu et godt år inde i dets 5-årige normerede periode.

Tilbage før julenedlukningen besøgte jeg to af centerets centrale skikkelser, Frederik Tygstrup og Cecilie Ullerup Schmidt. Frederik er professor i litteraturvidenskab og har været tilknyttet IKK lige siden han blev færdiguddannet i 1990. I en årrække har han arbejdet med forskeruddannelse på tværs af IKK’s fag og har herigennem kunnet dyrke sin interesse for æstetik og kunstteori over et bredt felt. Cecilie, som er ansat som adjunkt ved forskningscenteret, er uddannet i litteraturvidenskab og moderne kultur ved IKK, men også i både teoretisk og anvendt teatervidenskab ved hhv. Freie Universität Berlin og Giessens Universitet. Efter at have arbejdet som udøvende performancekunstner og kurator og undervist ved Kunstakademiet i Berlin i 5 år vendte hun tilbage til IKK, hvor hun i 2019 forsvarede sin ph.d. om samtidskunstnerenes arbejdsvilkår.

De to repræsenterer altså meget godt centerets tværdisciplinære tilgang med øje for både det akademiske og teoretiske kunstsyn på den ene side og det mere praktiske og udøvende på den anden. Men samtidigt er de ivrige efter at understrege, at de kun er en del af det kollektiv som udgør centerets forskergruppe. Alt i alt er de rundt regnet 10 forskere på tværs af kunstarterne, og ambitionen er, at centeret skal fungere som en slags portal for hele instituttet med fangarme ude i de forskellige afdelinger og med kontakt udadtil til diverse kunstscener i ind- og udland.

Centeret er oprettet på baggrund af en – efter humaniora-standarder – ret stor bevilling fra Ny Carlsbergfondet. Igennem centerets fem år (okt. 2019-okt. 2024) skal der tilknyttes en række IKK-forskere og gæsteforskere, og der skal ansættes tre ph.d.’er og tre postdocs. Centerets funding åbner op for nogle muligheder, som et normalt forskningsprojekt ikke ville have. Frederik

forklarer, hvor man i mere traditionelle forskningsprojekter er mere begrænset i omfang, tillader centerets noget bredere rammer at ”vi kan tænke det her projekt som noget lidt andet, hvor vi ikke bare sidder en gruppe og udfører et speci kt forskningsprogram” – projektet er nærmere ”en platform, hvor der kan ske mange forskellige ting, og hvor vi samler mange forskellige former for forskningsspørgsmål som vedrører det her overordnede, brede begreb om Kunsten som Forum”. Denne form for nansiering giver altså centeret en grad af frihed og albuerum, som få projekter har i dag. Det kommer både til at give plads til en bredere diskussion, og til – i kontrast til de mere projektorienterede og partikulære forskningsforløb – at der kan bedrives en form for kunstteoretisk grundforskning, påpeger Cecilie.

Hvad vi taler om, når vi taler om kunst

Og det er blandt andet nogle af kunstteoriens og æstetikkens mest grundlæggende og indgroede antagelser som centeret har sat sig for at konfrontere – speci kt hvordan der i vores kunstbegreb er indskrevet forskellige antagelser om forholdet imellem kunstværket, dets produktionsbetingelser og dets reception. Bliver man som IKK’er spurgt hvad kunst egentlig er, er det ofte lettest bare at pege på et kunstværk og sige: ”Her ser du et stykke kunst, og det er dét, vi studerer”. Men på den måde isolerer man objektet fra de produktions- og receptionsmåder som lige så meget er med til at gøre det til kunst. Det bliver en slags fetichering af kunstværket. Frederik forklarer, at når de i centeret snakker om kunst, ”så mener vi ikke kun kunstværket, men også hele den her ramme indenfor hvilken kunst produceres på en bestemt måde til at gøre nogle bestemte ting og opfattes og tages imod på bestemte måder og gør bestemte ting i enhver. Vi bliver nødt til at undersøge, hvordan det egentlig eksisterer i verden, før vi ved, hvad det er, vi har at gøre med, når vi snakker om kunst”.

Fælles produktion, fælles reception

I forsøget på at nuancere det moderne kunstsyn har forskergruppen givet sig i kast med at læse et af de helt centrale æstetikteoretiske værker, nemlig den tyske losof Immanuel Kants Kritik af Dømmekraften. De forklarer, hvordan et af Kants rationaler handler om isolation og adskillelse – altså for eksempel at produktionen af kunstværket er adskilt fra reception, og at både kunstneren og beskueren kan stå adskilt fra resten af samfundet. Det er en af grundstenene i samtidens kunstsyn, men også et rationale som vi bør være kritiske overfor.

Cecilie beskriver, hvordan vi kan holde op med at bekræfte forestillingen om kunstnergeniet, som en der producerer i isolation: ”Vi ser i stedet kunstneren som producerende i en infrastruktur, som både er social, økonomisk og temporal, og påvirket af den samtid, som kunstneren lever i.” Hun påpeger, hvordan kunst ofte skabes i forbindelse med bevægelser. For eksempel gav forfatteren Jonas Eika i hans tale ved modtagelsen Nordisk Råds Litteraturpris i 2019 udtryk for, at hans forfatterskab ikke bare er udtryk for hans egen, isolerede

stemme. Han deler i høj grad sit auteurskab med andre i de aktivistiske bevægelser, som han er en del af; ’Close the Camps’ og ’Kontaktnetværket’. Den elektroniske musiker Brian Eno mener, at vi ikke længere kan tale om genius, men om scenius – altså at kunstnere ikke er isolerede i skabelsesprocessen, men er en del af en kunstscene.

Parallelt med forestillingen om kunstnergeniet har vi også en opfattelse af kunst som noget, der ender hos kunstbrugeren – at det i sidste ende er betragteren, der vurderer kunstens værdi. Frederik påpeger, at i den før-moderne kunstforståelse, havde man poetikker og akademier, der dikterede, hvordan man lavede god kunst. ”Men når kunsten bliver moderne, yttes vores viden om kunsten fra der hvor den produceres, til der hvor den modtages – hvor betragteren siger: dette er smukt eller skønt eller bevægende og det vil sige, at man tænker kunsten i forhold til den individuelle kunstbruger”.

Men igen bør vi stille os kritiske: Det er meget svært at isolere sig som enkeltperson i mødet med kunsten, og samtidigt henvender kunsten sig jo som oftest ikke til os som enkelt- eller privatpersoner. Måske er det mere rammende at sige, at vi læser kunsten som et vi. For vores forståelse af et værk er i høj grad dannet af en form for kollektiv reception, som bl.a. foregår i aviser og på sociale medier. Cecilie forklarer, hvordan Solveig Daugaard, som er postdoc i forskergruppen og arbejder med litteratur og medieteori, har kigget på Yahya Hassans forfatterskab: ”Vi kan se Hassans forfatterskab som noget, der ikke kun skabes alene af Yahya Hassan, men i absolut stærk dialog med den måde, som Yahya Hassan konstrueres som subjekt i pressen, i litteraturanmeldelser og selv i de nekrologer, der skrives om ham – altså hvad får hans litteratur lov til at blive og ikke kun ’hvad står der i bøgerne’”. Sådan et perspektiv kan udfordre den mere klassiske close reading af værket, som vi laver alene siddende i lænestolen og uden at kigge på, hvordan værket virker ude i verden. ”Det interessante ved kunst i samfundet,” supplerer Frederik, ”er, at det henvender sig til så mange, og producerer en oplevelse hos så mange. Men hvordan bærer vi os egentlig ad med at dele den oplevelse? Jo, tag nu for eksempel en koncert. Der sidder man sammen i rummet, der er en fælles opmærksomhed, et fællesskab omkring oplevelsen. Vi vil gerne gå videre og se, hvordan er alle mulige andre former for møder med kunst noget, som gør os til dele af et vi, som er anderledes end det smagende og dømmende jeg”.

Kunsten i samfundet

Denne nuancering af kunstbegrebet, som altså ser kunstværket som uadskilleligt fra dets produktion og reception, inviterer os til at lave nye analyser og gå hinsides vores individuelle nærlæsninger af det enkelte værk. Samtidigt tvinger det os også til at se anderledes på kunstens rolle i samfundet. Cecilie mener, at i kulturpolitik i dag ser man ofte en ret snæver nyttetænkning, der har fokus på kunstens påvirkning af det enkelte individ; kunsten skal give os et sundere liv, gøre vores børn mere resiliente overfor konkurrencesamfundet eller kompensere for en mangel på grønne områder i vores byer. Hun forklarer, hvordan centerets forskning ”ikke handler så meget om, hvordan kunst skal forbedre livet, som ellers er hårdt i senkapitalismen, men om hvordan kunsten i virkeligheden udfordrer vores

forestillinger om fællesskaber og tilhørsforhold”.

Og Frederik supplerer: ”Det er godt, at der er kunst i samfundet, fordi det producerer nogle vi’er som er anderledes end alle de små, enkeltsagsbaserede, lukkede fællesskaber, som der er ere og ere af i boblernes verden”. Forståelsen af, hvordan kunst skabes i fællesskab, og hvordan kunstens betydning og værdi også er genstand for en fælles forhandling, gør altså kunsten til et sted for meningsudveksling, samtale og diskussion – kort sagt, kunsten som forum.

Men det giver også nogle kunstteoretiske og kulturpolitiske udfordringer, indskyder Cecilie. For når Jonas Eika vedkender sig, at hans forfatterskaber kommer ud af forskellige bevægelser, og når vi anerkender det som akademikere, ”så er det at afskrive kunstens rolle, som noget, der kan noget særligt, men i stedet se kunsten, som én af mange måder at udtrykke sig på omkring en politisk bekymring.” Hun forklarer, hvordan det på en måde profanerer både kunsten og kunstneren: ”Det er virkelig interessant at spørge om kunstens værdi, hvis kunstneren ikke er noget særligt værd i sig selv længere”. Og samtidigt udfordrer det, hvordan vi administrerer hele vores kunst- og kulturpolitik, ”hvor kunststøtten jo for eksempel er baseret på, at nogle kan noget særligt og har en særlig begavelse, som andre ikke har”. Sådanne spørgsmål, og mange ere, skal centeret arbejde med i de kommende år.

Fremtidsplaner

På IKK kan vi glæde os til at kunne mærke centerets tilstedeværelse mere og mere i de kommende år. Der vil være månedlige Forum Lectures, samt en stribe af konferencer og symposier. Indtil universitet igen åbner lokalerne op, ndes Kunsten som Forum på IKK’s portal på ku.dk, hvor man kan følge diverse lectures. Og centeret er i stand til at hente nogle internationale kapaciteter ind som gæsteforskere og -forelæsere – for eksempel her i forårssemesteret, hvor den sorte, feministiske critical race- og æstetikteoretiker Denise Ferreira da Silva har været gæsteprofessor.

Derudover kommer centeret til at have en lille publikationsserie. Som Frederik udtrykker det, går der tit lang tid før forskning når til de studerende, hvis den først skal processeres i de internationale tidsskrifter og i den dis-lokale samtale, hvor forskning foregår i dag – et sted fjernt fra hverdagen. Den del er selvfølgelig vigtig, men igennem centerets egen publikationsserie kan alle interesserede få mere direkte adgang til centerets forskning, samt til oversættelser af tekster af de internationale tænkere, som besøger centeret, i et billigt og håndterbart format.

Centerets forskning kommer også til at danne ramme om hele undervisningsforløb. Men derudover kommer vi også til at kunne mærke, at det yder ind i undervisningen helt generelt. Frederik siger: ”Vi håber på at sætte en bestemt tone i måden, vi snakker om de her ting på. Prøve at åbne de begreber vi forstår kunst i, både historisk og aktuelt”.

Og endelig understreger Cecilie, at centerets formål jo er at bringe fællesskab og samtale ind i kunsten og forskningen, og hun opfordrer alle nysgerrige studeren-

de til at engagere sig, kontakte centeret, hvis man har idéer, der kunne passe ind i dets pro l, og være medskabende. Hermed er opfordringen givet videre.

© Anna Helena