Q&A med Vibeke Marx

Page 1

EN GOD FLYGTNING // ROMAN // AUGUST 2017

VIBEKE MARX

"

Q&A Vibeke Marx

Du har efterhånden skrevet mange bøger. Hvordan kommer du i gang med en ny historie?

Jeg får ideer til historier hver dag, små ideer, som jeg tænker lidt over og så lægger væk til bedre tider. Men en gang imellem ved jeg, at en ide ikke vil slippe. Den bliver ved med at melde sig og vokser i kroppen. Ideen til EN GOD FLYGTNING opstod f.eks. under et interview i fjernsynet med en excentrisk filminstruktør, hvor jeg funderede over, hvordan det mon føltes at være barn af sådan en mand. Så kom den lille Benjamin til mig, som er så ked af det, når hans far forlader ham, at han beslutter sig for at tale engelsk (hans far taler altid engelsk i telefonen) i håb om at få lov at komme med. Jeg havde Benjamin med mig i nogle år, og da så flygtningene kom vandrende ind over Danmarks grænser, vidste jeg med et, at han, som var en flygtning i sproget, skulle møde den ”virkelige” flygtning, Vahid.

Vi krydsede Danmarks grænse i september, og selv om der ikke er nævneværdig forskel på tysk og dansk asfalt, var det, som om jeg fik en stram dragt på. Vejrtrækningen blev kortere, og en hovedpine bankede på i nakken. – Er det dit land? spurgte Vahid. – Ja, svarede jeg og forklarede, at næste skridt ville være at kontakte politiet. Han for sammen ved ordet. – Sådan gør man, sagde jeg. – Ellers må du være her illegalt til evig tid. Du får hverken papirer eller statsborgerskab. – fra EN GOD FLYGTNING


EN GOD FLYGTNING // ROMAN // AUGUST 2017

Hvornår skriver du allerbedst, og skal der være bestemte ting omkring dig, for at du kan skrive?

Når den dag nærmer sig, hvor jeg har besluttet mig for at gå i gang med en ny roman, kredser jeg længe omkring pc og skrivebord, laver virkelig mange overspringshandlinger og bliver nervøs, somme tider så meget faktisk, at jeg får dårlig mave. De første linjer er så vigtige for mig, de bestemmer ligesom hele melodien, og jeg må ikke slette dem, har overjeget bestemt, så hvis de er dumme, er det rigtig sørgeligt. Den historie, jeg skriver på for tiden, har et første kapitel, som jeg ved bør slettes, men jeg slæber alligevel rundt på det, som om romanen ville forbløde hvis jeg skar det væk. Virkelig neurotisk. Jeg er lidt af en æstet, så der er meget ordentligt omkring mig, der hvor jeg arbejder, men når jeg først er dykket ned i historien, ser jeg ingenting, så egentlig kan det være lige meget.

Mange af dine bøger handler om personer, der på en eller anden måde er skæve eller oversete. Hvorfor er det lige den slags karakterer, du skriver om?

Tjah, de oversete taler vist bare mere til mig end de perfekte, og hvis nogen er perfekte får jeg lyst til at pille i dem, så de ikke er det alligevel . I sommerferien boede jeg på bed and breakfast i Skotland. En af værtinderne havde brugt sin ungdom på at passe sin mor, der havde sclerose. Moren døde, hun giftede sig, manden fik sclerose, og nu havde hun passet ham i 30 år. Hendes længste rejse gik fra den ene side af vejen til den anden. Sådan en person interesserer mig væsentlig mere end andre, der på overfladen er meget mere kulørte.

Din nye bog, EN GOD FLYGTNING, handler om at være fremmed i verden, i familien, i sproget, i et nyt land ... Hvornår føler du dig selv fremmed?

Jeg tror, at jeg altid har følt mig lidt fremmed. Anderledes i hvert fald. Når jeg legede med mine kammerater, så jeg for mig, hvordan legen skulle udvikle sig, og hvis de andre ikke gjorde, som jeg ville, hvad sjældent skete, eftersom de jo ikke havde de samme billeder i hovedet som jeg, følte jeg mig misforstået og ensom. Jeg føler mig mest fremmed blandt veluddannede og velstående mennesker. Jeg kommer fra en arbejderfamilie og har selv en kort uddannelse, så når de store teorier eller de fine mærker luftes, plejer jeg at lukke munden, eller, hvis det er muligt, døren for at sætte mig ned og skrive

Hvilken slags bøger kan du selv lide at læse?

Sproget skal være musikalsk, og der må helst ikke være en eneste overflødig sætning. Personerne skal være så levende, at man kan huske dem, også efter at have lukket bogen. Jeg holder af så forskellige forfattere som Toni Morrison, Kate Atkinson, Kerstin Ekmann og Svend Åge Madsen.


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.