Page 1

ROSLUND & THUNBERG


ANDERS ROSLUND er prisvindende journalist og tidligere redaktionschef på svensk tv. Desuden er han kendt som den ene halvdel af forfatterparret Roslund & Hellström. BJØRNEDANSEN er hans syvende roman og den første, han har skrevet sammen med Stefan Thunberg.

STEFAN THUNBERG er manuskriptforfatter og har skrevet manuskript til flere succesfulde film og tv-serier, bl.a. Wallander-serien og filmen Hamilton. Han er også den fjerde bror, der ikke deltog i de røverier, hans brødre i Militærligaen udførte, og som BJØRNEDANSEN er baseret på. Bogen er hans debutroman.


BJØRNEDANSEN Leo og hans brødre, Felix og Vincent, har sammen med barndomsvennen Jasper udtænkt en plan, der vil skaffe dem penge nok til at gøre dem uafhængige for altid. Først plyndrer de et militærdepot. Og så bruger de våbnene til at røve pengetransporter og banker. BJØRNEDANSEN gik direkte ind på de svenske bestsellerlister, da den udkom. Bogen er solgt til udgivelse i foreløbig 30 lande. Steven Spielbergs DreamWorks Studios har købt filmrettighederne. “Bjørnedansen er en ekstremt spændende bog, ikke mindst i skildringerne af de minutiøst planlagte bankrøverier.” Aftonbladet (Sverige) “Forførerisk godt fortalt.”

Kristianstadbladet (Sverige)

“Et must-read for enhver krimielsker. Faktisk et must for alle, der kan lide at læse.”

Hebban ( Holland)

“Kom bare med læssevis af stjerner, blændende anmeldelser og millioner af læsere. En utrolig historie, fortalt med tålmodighed og præcision, og så er det endda en sand historie.” de Volkskrant (Holland)

MILITÆRLIGAEN Militærligaen var en bande kriminelle, centreret om tre brødre, der i begyndelsen af 1990’erne ændrede svensk kriminalhistorie. Banden røvede militæret, afpressede regeringen og begik en lang række opfindsomme og hensynsløse bankrøverier, der alle var planlagt med militær præcision.

itiets ret og var en del af pol Dette foto blev konfiske mens et, tag er et led Bil . iale efterforskningsmater deres meligt rum til at skjule brødrene gravede et hem våben i.

Militærligaens leder under det dobbelte bankrøveri i Ösmo i 1992. Røveriet tog nøjagtig tre minutter, og det var under dette røveri, han skød en smiley i glasdø ren til den ene bank.

bankrøveri i Ullared i Under det tredobbelte vagt bevæbnet med ne 1992 holdt en af brødre et maskingevær.


Da jeg var i begyndelsen af 20’erne, gik jeg på kunstskole i Stockholm. Jeg ville være billedkunstner. Samtidig var dem, der betød mest for mig – mine tre brødre og to af mine bedste venner – i gang med noget helt andet. De røvede banker. Jeg fik aldrig at vide, hvor eller hvornår det næste røveri skulle finde sted, men det faktum at det skulle finde sted var hele tiden i min bevidsthed. De var jo min familie. Og fordi der ikke var nogen hemmeligheder imellem os brødre, kunne jeg når som helst komme brasende ind, mens de var i gang med at lade deres våben som forberedelse til et røveri, eller mens de var ved at dele rovet efter et røveri. Jeg husker første gang, det skete. En mørk efterårsaften. Jeg var lige kommet hjem til min storebror. Fjernsynet var tændt i dagligstuen. Det viste billeder af et væbnet røveri mod en pengetransport. Mens jeg mærkede den stærke lugt af sved, hørte jeg mine brødre, der – høje af adrenalin – sad i sofaen og kommenterede alle detaljer i nyhedsudsendelsen. De talte om, hvad der var sket – hvordan en gruppe maskerede mænd i løbet af nogle få, intense minutter var sluppet af sted med en masse penge ved at true med automatvåben og affyre skud. Ligesom en scene fra en film. En film jeg ikke havde set. Jeg følte mig udenfor. De havde krydset en grænse sammen, og jeg sad bare der og lyttede. De tog en tom guldfiskebowle frem og smed alle pengesedlerne i den. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at en million kroner ikke ser ud af særlig meget. Og i det øjeblik kunne jeg mærke deres skuffelse. Skuffelse over at de ikke havde fået så meget, som de havde håbet på. Ti millioner lå stadig i pengetransporten bag en sikkerhedsdør, som de ikke havde kunnet bryde op, og de havde efterladt dem sammen med to traumatiserede vagter. I det øjeblik gik det op for mig, at de ville fortsætte. Fortsætte til de fik et bytte på mange, mange millioner, eller til det hele gik ad helvede til. Og de fortsatte. En strid strøm af væbnede røverier og en evig jagt på nye mål, på nye måder


at slippe væk fra politiet, som hver gang blev snydt. Bankrøverier blev hverdag. Det unormale blev normalt. Det gik for alvor op for mig, den dag min storebror sagde, at han ville vise mig noget i gæsteværelset. Han flyttede to store linoleumsgulvplader i gæsteværelset, og til min overraskelse afsløredes et stort pengeskab, nedsænket og indstøbt i gulvet. Han åbnede pengeskabets dør, så jeg kunne se ned i dets mørke indre, og så gik han over til en samledåse på væggen. Han fiflede lidt med ledningerne. Jeg hørte en brummende lyd og så, hvordan pengeskabets bund langsomt sænkede sig, ned under gulvet. Det var en hemmelig dør, som åbnede sig til et hemmeligt rum, mine brødre havde bygget. Jeg kravlede ned ad en stige. Så mig omkring. Mere end to hundrede stjålne automatvåben, pænt og ordentligt arrangeret og tæt stablet på hylder. Våben stjålet fra det svenske forsvar. Våben politiet ikke engang vidste var stjålet. Endnu. Og ikke engang der, da jeg så alle de våben, eller da jeg sad i sofaen og så guldfiskebowlen blive fyldt til randen med sedler, sagde min storebror til mig: “Du må aldrig fortælle det til nogen.” For i min familie, mellem os brødre, var det fuldstændig selvfølgeligt. Det var sådan, vi var blevet opdraget af min far – man sladrer aldrig nogensinde om et familiemedlem. Et par uger senere var jeg igen på vej hjem til min storebror. Jeg ville tage toget fra Stockholms Centralstation, men det kørte ikke. Al offentlig transport var stoppet, der var afspærringer og politi over det hele. Jeg kan huske, jeg blev irriteret, da jeg hørte, at en eller anden idiot havde placeret en bombe i en af bagageboksene på stationen. Hvad jeg endnu ikke vidste, da jeg stod der midt i kaosset sammen med en masse frustrerede mennesker, var at det var mine brødre, der havde lavet bomben og placeret den der.

På den anden side af politiafspærringerne på Stockholms Centralstation stod ... jeg. På nøjagtig samme tidspunkt. Med en mikrofon i hånden. Og rapporterede for Sveriges største nyhedsprogram, Rapport, 19.30, om en bombe som viste sig at være en afledningsmanøvre for at få sendt hele Stockholms politistyrke til Centralstationen – alt imens medlemmerne af landets mest eftersøgte bande et helt andet sted ganske uforstyrret begik endnu et bankrøveri. Sverige stod ansigt til ansigt med en helt ny slags forbrydere. Militærligaen. En gruppe, som ikke lignede nogen forbryderbande, vores land havde set før – som først begik Nordeuropas største våbenkup; som begik det første dobbeltrøveri, to banker på én gang på samme sted og på samme tid som ét røveri – og det første tripelrøveri, tre banker på én gang på samme sted og på samme tid som ét røveri. Det var filosofien bag: hvis røverierne bare blev udført på præcis tre minutter, var risikoen for, at politiet nåede frem ikke større end ved ét røveri. En bande, der udviste ekstrem galskab og ekstrem hensynsløshed, men også ekstrem genialitet, i en unik blanding. Som nogen ved, stoppede jeg med at fortælle om kriminalitet i tv-reportagens form. Jeg


fandt jo en anden form, som jeg syntes var meget bedre – jeg begyndte at skrive spændingsromaner, krimier, thrillere sammen med Börge Hellström. Roslund & Hellström. Underholdning, først og fremmest, men kombineret med viden om den anden virkelighed. Efter fjorten intensive skriveår besluttede vi os for at holde en pause. Vi havde jo arbejdet så tæt og intensivt så længe. Jeg var midt i at skrive en bog selv, som jeg lagde til side, da jeg mødte Stefan. Og der skete noget. En slags skriveforelskelse. Det var ikke kun det, at Stefan var så talentfuld en fortæller og stod bag biografsucceser som Jægerne og Hamilton – det var ikke kun det, at han var den fjerde bror, ham der ikke deltog i de røverier, jeg havde rapporteret om – det, det handlede om i første omgang, var at vi fandt hinanden, som to fortællere. Og stille og roligt begyndte at nærme os det, som Stefan havde oplevet og båret på så længe.

Jeg blev ikke billedkunstner. Jeg blev manuskriptforfatter, og nu er jeg forfatter. Dette her er uden tvivl den sværeste historie, jeg har arbejdet med – men også den jeg er mest stolt af. Da jeg gik ind i projektet, vidste jeg, at jeg ikke ville skrive en dokumentarroman om mig selv og mine brødre, men i stedet bruge fiktionen, så jeg kunne udnytte min kunstneriske frihed. Jeg kunne dermed understrege og dreje ting for at afdække følelserne i mine barndomsoplevelser og i de år, mine brødre røvede banker, og jeg kunne være til stede i deres kroppe, i de karakterer Anders og jeg skabte. Det kunne drive historien fremad. Kort sagt ville jeg slå virkeligheden i stykker og sætte den sammen igen. Ikke fordi sandheden er for besværlig, men fordi jeg var nødt til at finde romanens hjerteslag. Da jeg mødte Anders, opdagede jeg, at vi havde samme syn på fortællinger i al almindelighed og denne historie i særdeleshed. Noget andet, jeg opdagede, var at Anders arbejder konstant. Jeg har aldrig mødt nogen med Anders’ arbejdskapacitet. Alligevel bliver det aldrig rutine for ham, hvor meget han end skriver. Han skriver som en maratonløber, der elsker hvert eneste skridt, han tager. Jeg skriver mere i intervaller som en ishockeyspiller; jeg arbejder så hårdt, jeg kan, i en kort periode, så sidder jeg på bænken og hviler mig, så arbejder jeg igen. Med sin arbejdsdisciplin, sin erfaring og sit talent har Anders givet så meget til denne historie. Og jeg har lært utrolig meget af ham. Jeg har delt min historie med ham, og vi har gjort den til vores. Noget andet, jeg sætter pris på, er at vi er fuldstændig i sync i vores jagt på de der situationer, dem som ikke kommer til at slippe sit greb i læseren ... som den begivenhed der har jaget mig i tyve år. Det var den 23. december, 1993. Jeg hørte i nyhederne, at fire mennesker var på flugt i en snestorm efter at have røvet en bank og kørt flugtbilen i grøften. Fire røvere, en af dem en mand i 50’erne. Langsomt gik det op for mig, hvad det betød – selv om jeg ikke forstod, hvordan det var endt sådan. At den fjerde røver var ... min far. At min storebror og min far havde sluttet fred efter flere års uvenskab og besluttet at begå et røveri sammen, det der blev Militærligaens sidste røveri og dens endeligt. Og da jeg fortalte Anders om det, om far og søn forenet i kaos, så vi tavst på hinanden og var helt enige – det var hjertet i romanen.


Det er en roman. Helt sikkert. En fortælling. Selvfølgelig. Men indimellem blev det tydeligt, at vi var nødt til at forlade fiktionen for at opsøge den virkelighed, den trods alt var baseret på. På et tidspunkt havde vi brug for at se hele efterforskningsmaterialet. En fire tusinde sider lang politirapport. Vi fandt den efter megen eftersøgning i en sort affaldssæk i et kælderrum. I Stefans yngste lillebrors kælderrum. Jeg bar den sorte affaldssæk hen til mit arbejdsværelse, og det var som at bære et lig, tungt, uhåndterligt. Da jeg kom frem, tømte jeg indholdet ud på gulvet. Og dér skete det. Det var, som om den sorte affaldssæk virkelig havde indeholdt et lig, som om det var tyve års ligstank, der trængte ud og opsøgte Stefan. Han var voldsomt påvirket af det, blev bange og fik angstanfald, forsvandt fra vores arbejde i lang tid. Men han kom tilbage. Og det lykkedes os at gøre affaldssækkens indhold til en fortælling, at slå virkeligheden i stykker og bygge den op igen som fiktion. Ekstrem galskab, ekstrem hensynsløshed, ekstrem genialitet. En bankrøverbande som ændrede bankvæsenets håndtering af penge, og som man gennem hele efterforskningen antog var erfarne bankrøvere. Eller, på grund af det voldsomme mønster, lejesoldater. Og så viste det sig, at det bare var tre brødre og et par barndomsvenner, alle omkring tyve år, snotunger helt uden kriminel identitet eller kriminelle kontakter, med rene straffeattester. Og som netop derfor ikke tænkte som andre bankrøvere – som når de efter et tredobbelt røveri så, at halvdelen af udbyttet var farvet rødt af en gemt farveampul, og ikke gav op og smed pengene ud. De tænkte altid det modsatte – det her kan vi løse. Og de begyndte at vaske pengene rene, prøvede opløsningsmiddel efter opløsningsmiddel, indtil de fandt det mest tilgængelige af dem alle: almindelig acetone kombineret med vand. Det vaskede alt det røde væk uden at ødelægge sedlerne. Det har været et privilegium at arbejde sammen med den fjerde bror, som gik rundt i det rum, dukkede sig for tørresnorene, hvor et par millioner kroner hang til tørre og dryppede på ham. Det har været en rystende rejse at møde de stærkeste familiebånd, jeg nogensinde er stødt på, på godt og ondt, at få lov at skrive om det, som på overfladen er en serie bankrøverier, men som måske egentlig handler om et voldsomt far/søn-opgør. Stefan har flere gange under skriveprocessen sagt med et smil: “Det her er den bedste bog, jeg har skrevet.” Måske fordi det er den eneste bog, han har skrevet ... Jeg har udgivet seks bøger før, og jeg er lige stolt af dem alle, lige så glad for Tre sekunder som for Box 21. Men alligevel vil jeg nu formulere det ligesom Stefan: Det her er den bedste bog, jeg har skrevet. Indtil næste gang. Når vi er færdige med og kan præsentere den anden del af denne fortælling. Sådan som det føles nu, mens vi skriver, bliver jeg nødt til at ændre min formulering, for at det stadig skal være rigtigt: “Det her er de to bedste bøger, jeg har skrevet.”


EKSTREM GALSKAB, EKSTREM HENSYNSLØSHED, EKSTREM GENIALITET

BJØRNEDANSEN Fire mænd ligger i en skov i udkanten af Stockholm og holder øje med vagten, der kontrollerer et af det svenske militærs hemmelige våbendepoter. Leo er hjernen bag det, der skal til at ske. Med sig har han sine yngre brødre, Felix og Vincent, og barndomsvennen Jasper. De fire skal bruge våben til deres plan: at røve banker og skaffe sig så mange penge, at de bliver uafhængige for altid. Alt er planlagt til mindste detalje, sekund for sekund, bevægelse for bevægelse. Mange år tidligere svejses de tre brødre sammen, mens deres familie er ved at gå i opløsning. Deres far lærer dem at slå fra sig, deres mor orker ikke mere. De tre brødre har kun hinanden, og intet kan komme imellem dem. BJØRNEDANSEN er en spændingsroman om den mest opfindsomme forbryderbande, Sverige nogensinde har set. Om broderkærlighed, der er stærkere end alt andet, og om fædre og sønner. Under et bankrøveri skød Militærligaens leder en smiley i bankens glasdør.

BJØRNEDANSEN BYGGER PÅ DEN VIRKELIGE HISTORIE OM MILITÆR LIGAEN, DER I BEGYNDELSEN AF 1990’ERNE BEGIK EN L ANG RÆKKE RØVERIER.

UDKOMMER 13. MARTS

Læs et uddrag af bogen

ROSLUND & THUNBERG www.modtryk.dk • tlf. 8731 7600 • forlaget@modtryk.dk

Folder: BJØRNEDANSEN af Roslund & Thunberg  
Folder: BJØRNEDANSEN af Roslund & Thunberg  
Advertisement