Thailand

Page 7

Hvad er en strandhytte? Jeg har koncentreret mig om en ganske bestemt type resorts i Thailand, nemlig dem jeg kalder strandhytter. Her er det muligt at bo i en hytte direkte på stranden i rolige omgivelser, omgivet af natur med sand under fødderne, når man træder ud af døren. Hytterne skal være lavet af naturmaterialer for at give den rigtige atmosfære, så de talrige resorts med betonhytter er valgt fra. Derudover skal det ikke være for primitivt (man er vel blevet magelig med tiden). Så resorts bestående af små bambushytter med kun en madras, og uden wc, vand og strøm er heller ikke med. Dog har flere af stederne i guiden kun koldt vand (som aldrig bliver rigtig koldt) og strøm fra en generator i nattetimerne, men sådan er det, når man kommer lidt væk fra turistområderne. Jeg har medtaget nogle få undtagelser, som ikke lever op til min definition af strandhytter, men de har til gengæld så noget andet og ganske særligt at byde på. Blandt andet har jeg medtaget to resorts med junglehytter, så der er mulighed for at kombinere en unik badeferie med en skøn naturoplevelse. Hvis du her udover også tager et stop i Bangkok, vil du opleve tre af Thailands bedste verdener.

Hvorfor Thailand? Mange finder en tur til Cambodia, Vietnam, Laos, eller Myanmar (Burma) mere eksotisk. Men hvis ”eksotisk” er en hytte i strandkanten, ja så vil jeg bestemt mene, at du skal vælge Thailand. De andre lande har nemlig slet ikke samme udbud af den type resorts, jeg her koncentrerer mig om. De fleste resorts i nabolandene er enten meget, meget primitive, eller luksusresorts. Og de få rigtig interessante resorts er så for længst opdaget af de mange rygsækrejsende i ovennævnte lande. Desuden kommer man ikke uden om, at strandene bare er bedre i Thailand. Verdens største swimmingpool Ingen af de omtalte steder har swimmingpool (på nær et par undtagelser). Det ville da også være synd at fordrive tiden i en sådan, når man nu har gjort sig umage med at opsøge nogle af Thailands bedste strande. Nogle steder kan man opleve det, jeg kalder ”verdens største swimmingpool”. Det er der, hvor havet har den helt særlige turkisblå farve, og solstrålerne spiller i sandbunden gennem det klare vand. Om dette flotte syn opnås afhænger af bølgeog strømforhold, vanddybde, og ikke mindst havbunden. Det skal være sandbund, koral7


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.